Mørkt og overskyet. - Embry.

Kimberley smilede. "Det gør ikke det store." sagde hun. *Må jeg ikke holde om dig?!* bad hendes øjne, og hun slog hurtigt blikket ned. Hendes hånd fløj op foran hendes øjne, og hun rystede på hovedet. Hun fjernede hånden og kiggede på sine knæ. De skæve kalveknæ. Hendes krop var bare blevet mere og mere misdannet, jo længere tid der gik. Hun kiggede forsigtigt op og håbede ikke at drengen havde læst det i hendes øjne. Det pjuskede hår dækkede for hendes højre øje, og det smil der havde spillet på hendes læber få øjeblikke før, var nu... væk. Nu var hendes naturligt lyserøde læber bare en lige streg.

Embry smilede og trak på skuldrende "der er nu meget forskel på hans og min musik.." mumlede han og tænkte på alle de gange de havde skændtes om hvorvidt Karen O var totalt cool.. Han mødte de mørkeblå øjne et par sekunder før de blev slået ned igen. Han havde set noget, men havde ikke nået at se hvad. Hans hoved gled let på skrå og han betragtede hende lidt "Kim.. du skal vide at du altid kan komme herhen hvis.. hvis det bliver for slemt derhjemme" sagde han lavt som om det var en hemmelighed, men han ville helst have at hun havde det godt. Han havde altid troet at han ikke var moden nok til at tage et ansvar, men nu havde han en smule ansvar overfor Kim, det følte han i hvertfald.

Hun kiggede op på ham, med blussende kinder som blev helt rosa. "Mange.. t.. tak" stammede hun. Hun kravlede over mod ham, og lagde hendes hoved på hans brystkasse. Hendes arme gled om hans ryg og hun sad bare og holdte om ham. Følelsen var fantastisk, at være tæt på en der ikke ville hende ondt, at være tæt på en der gjorde hende tryg. Hun pressede sit hoved hårdt mod hans bryst, som om hun aldrig ville give slip. Det havde hun faktisk heller ikke den store lyst til. Faktisk ville hun helst ikke give slip, hvis det stod til hende.

Embry så på hende, og på hendes blussende kinder. Havde det lykkes ham at gøre hende pinligt berørt? "Det var så lidt" sagde han, og lod hende kravle hen til sig. Overraskende nok gled hun ind i hans favn. Han blev helt stum, og fik en klump i halsen, inden han lagde armene om hende og trykkede hende ind til sig. Han lod hende begrave sit ansigt mod hans bryst, og lagde sin kind mod hendes hår. Han ville ikke sende hende hjem igen, aldrig nogensinde til den familie der ikke passede på hende. Han forstod det ikke og ville aldrig forstå hvordan nogen kunne gøre sådan ved deres barn. Han lyttede til musikken, og til lyden af hendes åndedræt, og lukkede sine øjne på klem.

Hendes lille spinkle krop følte sig for første gang tryg... Tryg ved at nogen rørte ved hende. Hun ville ikke give slip, ihvertfald ikke nu. Hun lukkede øjnene, og duftede til ham. Mærkede hans scent. Følte hans nærvær. Det var så... beroligende. Hun slappede af. Hver eneste muskel i den lille piges krop var nu afslappede. Hendes tynde hænder flettede sig sammen på ryggen af den rødhårede, og nægtede at give slip. Det var så... ukendt, men så... fantastisk på en og samme tid.

Embry sad stille. Fornemmede hendes fingre på sin ryg, og håbede at hun kunne finde lidt tryghed der, en slags hule, det der 'happyplace' men et som rent faktisk eksisterede. Han lænede sin hage på hendes hoved, og aede hende forsigtigt på ryggen. Ville for alt i verden ikke forstyrre hende når hun virkede så rolig. Det skræmte ham selvfølgelig som altid at skulle holde af et andet væsen for hvad hvis han gjorde det fortræd? Men David havde sagt det ikke var hans skyld, måske skulle han tage at lytte lidt mere og forsøge at leve istedet for at holde sig tilbage af frygt for at skade andre.

Kimberley slap ham ikke, men kiggede bare op på ham. Hun ville gerne kysse ham.. Mærke hans læber.. De var sikkert silkebløde.. Hun slog hurtigt tanken ud af hovedet. Det var forkert, især fordi han var så meget ældre. Hun kendte heller intet til hans kærlighedsliv. Eller hans fortid. Hun vidste bare hvor han boede, at hun kunne stole på ham og at han var... umenneskelig. Hun lagde sit hoved ind til hans brystkasse igen, og lyttede til hans hjerte. Hun lagde mærke til at deres hjerter slog i takt.

Embry så på hende og fik øjenkontakt igen. Det fik ham til at smile, det var virkelig nogen smukke øjne præcis som hvis det havde været nattehimlen han så på da lysene lavede små glimt i hendes øjne som stjerner. Han håbede på at broderens overgreb aldrig ville betyde noget for hendes fremtid. Han lukkede øjnene da hun igen lagde sit lille ansigt mod hans brystkasse. Han havde bestemt sig for at være der for hende når hun havde brug for det, være den storebror som støttede hende og ikke arrede hende for livet.

Hun rejste sig og hviskede ind mod ham: "Mit liv er ikke så forfærdeligt igen. Jeg har dig nu. Og jeg har min engel." Hun vidste det nok ville overraske ham lidt, men det måtte han leve med. For at være ærlig stolee hun mere på Embry end på Ryu. Hun kunne også bedre lide den rødhårede dreng, end den blonde engel. Hendes arme gled om hans hals, og hun satte sig i hans skød. "Hvad er du?" hviskede hun lavt. Hendes hage lænede på hans skulder og hun duftede til ham. Den dejlige duft af ham. Der var ikke noget hun bedre kunne lide end hans nærvær.

Embry lyttede, og et af hans lyse, men alligevel røde øjenbryn strøg i vejret, så hun kendte til væsner?
"Det er godt.. du må ikke lide" sagde han ømt, og kørte en hånd gennem hendes hår så hun kunne se ordentligt. Han lod hende kravle op i sit skød, han var ikke van til blufærdighed og kropsatmosfære. Hvis folk de ville kunne de nærmest gå hen til ham og overfalde ham som hilsen, han ville tage det pænt. Han lagde en arm om hendes talje, og lyttede til hendes snusen og måtte smile lidt. "Er du sikker på du gerne vil vide det?" spurgte han, og sad stille mens han fornemmede at hun lænede sin hage mod hans skulder.

"Mhmm..." mumlede hun som et ja. Det med at hun havde en skytsengel tog han pænt. Den lille spinkle krop slog sig om ham, og hun nægtede næsten at give slip. Så længe han var hos hende, havde hun det som om ingen i hele verdenen kunne gøre hende ondt. Hendes øjne var lukkede. Hun fugtede hendes læber, spændt på at høre hvad han var.

Embry lyttede til hendes mumlen der tydeligt indikerede at hun ville vide hvad han var. Han tøvede dog nogen sekunder "dæmon.." mumlede han så, og lyttede lidt til musikken der kørte i baggrunden. "Bloddæmon.." tilføjede han så lidt efter, for han vidste ikke hvor meget hun vidste om væsnerne og om hun vidste at der kunne være flere slags af hver enkel. Ligesom med englene, dødsengle, skytsengle osv. Han åbnede sine øjne lidt, og betragtede den lysebrune manke ved siden af sit ansigt, og smilede lidt af hende.

Hun blev straks meget mere interreseret i ham. "Hvad gør bloddæmoner?" hviskede hun stille efter nogle øjeblikkes tavshed. *Er det, det der gør dig så dragende?* spurgte hun sig selv. Hendes øjne forblev lukkede, og et lille smil spillede på de lyserøde læber. Hun holdt stadig om hans nakke, og var nærmest bange for at han ville give slip på hende.

Embry vidste ikke rigtig om han skulle fortælle det, der var meget forskel fra dæmoner til engle rigtig meget. De var jo naturlige fjender. "De øhm.. ligesom sjæledæmoner spiser sjæle så spiser bloddæmoner.. dyr.. og øhm.. mennesker" mumlede han og håbede at hun ikke hørte det sidste. Han så lidt på hende, kunne se det lille smil på hendes læber. Det gjorde ham glad på en eller anden måde, han var glad fordi hun var glad.. grotesk egentlig. Han aede hende fortsat på ryggen, mens han lyttede efter en reaktion.

Hun blev ikke overrasket over at han sagde mennesker. "Spændende." hviskede hun lavt. Hans kærtegn der kildede hende på ryggen gav hende en gang imellem kuldegysninger. Det var rart at sidde der, og føle sig tryg. Hun tænkte sig lidt om. "Havde du lyst til at spise mig, da du så mig?" spurgte hun stille og kiggede på ham.

Embry var overrasket over at hun tog det så pænt, men var også lettet "tja.." mumlede han og trak på skuldrene, og lyttede igen til hendes vejrtrækning. Han elskede lyden af andre der trak vejret. Han blev forbavset over hendes spørgsmål, og begyndte at grine ved ordstillingen "tja.. lidt måske, men jeg har en politik om at jeg ikke spiser folk når jeg har snakket med dem" sagde han roligt, og mødte hendes nlik da hun så på ham.

Hun lagde sin pande mod hans pande, og hviskede lavt: "Jeg er foolish." hun grinede lidt over sin dårlige udtale af sit engelsk. Men ja, hun var idiotisk. Hun var faldet for en dæmon. Hun holdt stadig om ham, og begyndte at ae ham i nakken. Hendes øjne holdt hans blik fast og efter et par sekunder lukkede hun øjnene.

Embry forstod ikke hvorfor hun var tosset, eller 'foolish' som hun udtrykte det og smilede lidt af udtalen. Han ville ikke begynde at ævle på engelsk, eller skotsk om man ville for så ville hun måske ikke forstå et ord af det. "Nej du er ikke.. " mumlede han så, og trykkede hende tættere ind mod sig. Han fornemmede godt at hun nussede ham i nakken, og nød det. Han lukkede sine øjne på klem og tænkte lidt. Han ville gerne give Kim en familie, hvis han kunne ville hun få en ny en i julegave.

Hun sukkede glad da han pressede hende tættere ind til sig. "Jo, jeg er." hun bed ham i øret. Hun vidste ikke hvordan han ville reagere, men håbede heller ikke at han ville blive sur. Hendes tunge kærtegnede hans øreflip blidt og hun håbede ikke det gjorde noget. Hun aede ham stadig i nakken.

Embry sukkede opgivende "nej.." hviskede han, og mærkede biddet i øret, og grinede lidt af fornemmelsen. Han aede hende fortsat blidt på ryggen, og mærkede den varme tungespids mod sin øreflip. Det kriblede behageligt ned langs rygradden, men han tvang sig selv til ikke at sige noget til hende. At irettesætte hende ville ikke gøre noget godt for deres venskab, hun ville sikkert bare føle sig ubehageligt tilpas ved ham på den måde. Dog var det også helt forkert, han skulle ikke have noget med en trettenårig, og slet ikke en der var blevet behandlet så ilde. Sex for hende skulle være med en hun stolede på og elskede og samme følelser skulle være være gengældt af den anden person. Selvfølgelig holdt han af hende, det gjorde han helt bestemt. Han nød den stille nussen i nakken.

Hun bed ham forsigtigt i øreflippen, og holdte igen hårdt om ham. Hendes læber ramte hans hals, og hendes tungespids gled frem og tilbage på hans hals. En gang imellem gled hendes tunge op og snittede hans øre. Hun kyssede ham sensuelt på halsen, og begyndte at lave et sugemærke.

Embry gav en lyd fra sig "kim" mumlede han bedene "vil du ikke nok lade være?" spurgte han om, og kunne lige se Davids ansigtsudtryk, han ville for alt i verden ikke miste den lille dæmon han betød alt for ham. "Kimmie min skat du er kun tretten.. jeg er snart tyve". *og så er jeg til fyre* tanken pressede på, men han nægtede at såre hende mere, han ville kun fortælle hende det hvis hun spurgte, desuden var han bisexuel, men hældede mod homo. Han aede hende forsigtigt på ryggen, og forsøgte at fange det mørkeblå blik han holdt så meget af.

Hun lagde sin pande mod hans skulder. "Undskyld." hviskede hun. Skamfuld. "Jeg sagde jo jeg var dum." Hun kiggede på ham, og fangede hans grønne øjne. Det var beroligende at sidde hos ham, men hun følte sig dum.

Embry smilede til hende "du skal ikke undskylde.." sagde han og gav hende et lille klem. "du er ikke dum, jeg syntes du er den sødeste pige i hele verden" sagde han med overbevisning i sin bløde stemme. Han gav hendes kind et kys og håbede at det på en måde ville få hende til at smile igen. Det der imponerede ham mest var at han havde haft den effekt på hende. Han smilede lidt "hvis du ikke snart smiler så kilder jeg dig!" mumlede han truende, og så på hende.

Hun smilede da hans læber ramte hendes kind. Og hun lo lidt da han truede med at kilde hende. "Du kommer bare." grinede hun. Hun havde aldrig prøvet at blive kildet før, eller at kilde nogen for den sags skyld, men hun havde set en barndomsveninde og hendes mor kilde hinanden. Og hun havde misundet dem.