Mørkt og overskyet. - Embry.

Hun greb fat om hans ene horn og smilede lidt. Hun var ikke vant til det, men det skulle nok komme på et tidspunkt. Hendes eget hår var blødt og fint, nok stadig fugtigt og filtret efter badet, men sådan var det jo bare en gang imellem. Hun nød at have en hun kunne være så tæt på, uden han fortalte noget til nogen. Hun lagde sine hænder om i hans nakke, og kyssede ham blidt på næsen. Et svagtgrin løb fra hendes bløde læber, og hun blev siddende på den måde. Tavs. Hun var vant til stilhed, og stilheden mellem hende og Embry var ikke ubehagelig på nogen måde. Igen kom hun til at tænke på sin mave. "Hvad hvis jeg er gravid?" fløj det ud af munden på hende. Hun fangede Embry's brune/grønne øjne, og så lidt bekymret ud.

"Eeek!!" mumlede han da hun hev fat i hans ene horn "neeeij hold op det kilder" klynkede han, og skævede op til hendes hånd der holdt om det ru brune horn. Der var ikke mere end et par centimeter, så det lige kunne skjules af hans hår. Han mærkede hendes bløde læber mod sin næsetip og gav et opgivende suk fra sig "hvis folk ikke tager mine smøger, kaster de sig over min stakkels næse" mumlede han og så på hende "du er ligesom dem" sagde han anklagende med en drillende undertone og smilede skævt. Tavsheden var.. tavs egentlig ikke ubehagelig for de havde det jo godt, men så snart hun sagde det næste blev tavsheden akavet. Hans øjne blev store og han gloede ind i hendes mørkeblå, hvad skulle han sige? Han var fristet til at sige ' det ved jeg ikke ' men det hjalp jo ikke den yngre pige noget "tisse.. tisseprøverne.. hvad er det i kalder dem??" spurgte han en smule hylet ud af den.

Hun smilede lidt af hans reaktion, og rakte tunge af ham. Hans øjne blev store, nærmest bekymrede da han hørte hendes ord forlade hendes kønne læber. "Graviditetsteste... Hvorfor?" spurgte hun stille. Hun bed sig i underlæben og rettede sit blik mod hendes hænder, der var endt på hendes lår. Tavsheden var lidt ubehagelig, men det var Kim vant til derhjemme. Der havde ikke været et sekund hvor tavsheden havde været behagelig... På nogen måder. Hendes hænder foldede sig sammen, og hun bed sig i underlæben. "Måske er jeg bare ved at tage på?" spurgte hun stille. Et eller andet sted brød hun sig ikke om tavsheden imellem dem. For havde den været beroligende... Ligesom regnvejrets elskelige stilhed. Hun turde næsten ikke kigge op, næsten i frygt for Embry var skuffet eller noget lignende. Hun havde lyst til at... ja, hvad havde hun egentlig lyst til? Hun lagde forsigtigt armene om hans nakke, og trak sig ind til ham.

Embry rakte langsomt tunge tilbage af hende, sådan nærmest i slowmotion, for han skulle stadig lige sluge spørgsmålet som sad fast i halsen på ham. "For...øhm fordi øhm.. de kan jo sige om man er.. øhm.. du ved barn.. i maven" fik han endelig fremstammet, og rystede så lidt på hovedet for at tage sig sammen. Han lyste op ved det næste hun sagde "Ja! det ville være en god ting, har du spist noget... du ved lidt federe mad på det sidste?" spurgte han så. Selv foretrak han vegetarer deres kød og blod smagte bare bedre. Dog følte han sog lidt skyldig når han spiste dem, de gjorde jo noget godt ved at spise frugt og grønt istedet for dyr. Han lod hende trække sig ind til ham, og lagde armene om hende, og lænede sin pande mod hendes hår "det ville være noget lort hvis du er gravid.. men... men hvis det virkelig er så..." hvad skulle han egentlig sige? Hvad skulle han gøre? Hvis hun var gravid.. Han ville selvfølgelig gerne hjælpe det var da klart, men han var virkelig, virkelig ikke god til ansvar.

Hun holdt ham lidt inde til sig. "Jeg.. Nej, ikke som sådan.." Hun var ikke begyndt at spise federe mad, bare mere af det. Hun var vant til at spise småting som frugt, æbler og sådan noget, men på den anden side, hun var heller ikke vegetar. Hun kunne da godt presse kød ned en gang imellem, men det var i meget små mængder. Hun blev siddende med armene om Embry's nakke, og hendes ansigt begravet i hans skulder. Hvis hun nu var gravid, hvad ville Nicholas og Ryu så ikke sige? Vicente kunne jo være ligeglad, men det ville nok ikke være så smart hun var gravid under krigen. "Jeg spiser bare mere.." sagde hun stille
Hendes arme søgte længere ned af ham, og hun lagde istedet armene om hans ryg. "Jeg vil altså ikke være gravid.." sagde hun stille ind imod ham. Hendes meget spinkle krop, var presset mod hans, og hun følte sig på randen til at græde. Det ville ikke være spor behageligt at tænke på, når hun jo kun var tretten. Hun blev siddende der op af ham. "Hvad skal jeg gøre hvis jeg er? Forældre skal jo med til aborten, og min mor er jo fuld hele tiden" hun klemte øjnene sammen, og bed sig i underlæben.

Embry følte sig fuldstændig på bar bund, han var ikke van til den slags, og han var slet ikke van til at sådan et lille væsen pludselig sad i sådan en voldsom situation. Det var synd for Kim, hun havde jo ikke valgt det, og hun havde ikke valgt sin familie, eller hvordan alt skulle ske for hende. Han tog en dyb indånding for at ilte sit blod og klare hovedet. "Ja.. du spiser sikkert bare mere.." mumlede han, og forsøgte at komme i tanker om symptomer på graviditet, men det gav ham intet han vidste intet om graviditet. Han kunne næsten ikke høre hvad hun sagde da hun havde gemt sit ansigt mod hans skulder, men han forsøgte. "Nej det forstår jeg godt" mumlede han og håbede at han havde hørt korrekt. Han kyssede hende på siden af håret, og sukkede "Lille mus.. sikke en farlig verden du er havnet i, alt er større end dig, men selv en lille mus må være tapper også når verden er større end en selv" hviskede han hæst, og så mod vinduet hvor regnen stadig trommede mod ruden. Han mærkede hendes spinkle arme om sin ryg, og lod hende sidde.
Han lyttede til hendes spørgsmål "vil du da have en abort hvis det er?" spurgte han stille. Han mente det var bedst, og det håbede han også hun følte, men hvis hun følte noget andet var det ikke hans ansvar at forsøge at overbevise hende om noget andet. "Jeg skal nok.. gå med" fik han så endelig frem, og sank en klump. Hun havde jo ikke andre.. så han kunne vel godt gå for at være en pårørende, selvom de ikke rigtig lignede hinanden. Men de kunne jo være halvsøskende.

Hun undgik alle hans ord og spørgsmål, for hun følt emere hun havde brug for nærhed, kærlighed. Hun klemte stadig hovedet mod hans skulder, men da hans kommentar om mus og en stor verden, fik hende til at sige noget: "Men det er svært... Alt er farligt..." hviskede hun ind mod ham.
Det gjorde næsten ondt at tænke på, og hun håbede så inderligt meget hun ikke var det. Tankerne om graviditet og alle andre ting var overvældende, men så kom hun til at tænke på noget hun havde hørt en kvinde sige.
Alt for tynde mennesker kan ikke få børn.. Hun sad bare stille, uden nogen egentlig form for reaktion, men overvejede dog kraftigt at fortælle det. Man kunne også mærke på hende hun gerne ville sige noget, men det var aldrig til at sige hvad. Hun var jo en mystisk lille pige, og hun havde det tit med at tale i gåder.
Hun pressede sig hårdt ind mod Ebry, som om hendes krop tiggede om at han skulle holde om hendes tynde krop.

Embry lagde langsomt armene om hende, og kyssede hende endnu engang på håret. Hendes svar gjorde ham opmærksom på hvad han havde sagt. Det trak let i hans ene mundvige "det ved jeg.. men katten er farlig og det samme er menneskets store fødder, men inden i enhver lille mus er der en meget tapper sjæl" hviskede han tilbage.
Han så lidt hen mod vinduet igen, og var glad for at det regnede. Det var som om stilheden blev bedre når det regnede.
Endnu et kys blev trykket mod hendes hår, og han fandt hendes ansigt med sine hænder, og lagde dem på hendes kinder. "Se på mig.." bad han stille, og fandt hendes mørke øjne.
"Du er stærk.." hviskede han "og du skal tro på det, og du må ikke fokusere på noget der måske ikke engang er der" sagde han, og kyssede hende på panden inden han lagde armene om hende og trykkede hende tæt ind til sig.

Hun trak sit ansigt lidt tilbage, og kiggede på Embry. Hendes øjne var store og opspilede, så man kunne se alle de tanker og følelser der lå gemt derinde. Men frustrationen var nok den største. "Embry..." pressede hun frem. Men hvad nu hvis hun ikke var for tynd?
"Jeg overhørte engang to kvinders samtale.." Hun nød at mærke hans arme om hende, og hun holdt straks fat om ham igen. Hun ville ikke give slip lige nu. Hun havde bare lyst til at sidde sådan her, for det var som om han beskyttede hende mod alt ondt.
"Den ene af dem sagde at.. at undervægtige kvinder ikke kan få børn." Hun rynkede lidt på næsen af den måde hun havde fået de tud på, da det føltes lidt underligt at sige sådan noget. Hun fugtede sine læber, og borede så sit ansigt ned i hans skulder igen.
Det var som om hele verden bare forsvandt, når hun kunne sidde på den måde. Ingen Jason. Ingen mor. Ingen ondskabsfulde mennesker. Bare hende og Embry. Tusind forskellige tanker løb igennem hendes hoved, da hun ikke rigtigt vidste hvad hun ellers skulle gøre. Hun lagde neglene mod hans ryg, som om hun kunne få bedre fat på den måde. Lidt ligesom på gyngen. Som om hun var bange for at miste ham, falde fra ham, tabe ham... hvis hun ikke holdt godt nok fast.

Embry så på hende, og på de store øjne hvor alting hvirvlede rundt inde bag dem. Han sukkede stille, mens han nussede hende på ryggen.
"Mm?" lyden var knap hørlig, men et tydeligt bevis på at han lyttede til det hun gerne ville sige. Han bed sig i læben da hun klistrede sig ind til ham, han var fuldt overbevist om at hvis han rejste sig ville hun stadig hænge fast.
Han lyttede til det hun sagde "hvad? Det var da det dummeste jeg nogensinde har hørt.." mumlede han og skar en grimasse. Hvordan kunne junkier så få børn? De var da de mest udsultede mennesker på jorden. Det var stenalder snak, selvfølgelig kunne han tænke sig at det måske ville gå en kvinde med den rette krop bedre end en trettenårig pige der var underernæret, men stadig.
Hendes varme ånde varmede hans nederste del af skulderen og starten af hans brystkasse, og et lille suk undslap hans læber.
En svag smerte løb gennem hans ryg, og han så lidt på hendes hår da han kunne mærke neglene i sin ryg "Please Kim... du må ikke være så nedtrykt" bad han stille.

Hun kiggede op mod ham. Hvad skulle hun sige? Jeg skal nok lade være med at være trist? Hun kyssede ham blidt på halsen, og hviskede blidt ind mod ham: "Jeg skal prøve." Hendes tanker faldt på Matt, derefter Ryu. Stilhed. Hun rystede på hovedet, og bed sig så i underlæben. "Nu har jeg jo set din lejlighed, så måske kunne vi være heldige der ikke er nogen hjemme hos mig?" En lidt lang sætning, i forhold til det hun var vant til.
"Eller bliver vi her?" Hun rystede på hovedet. *Tåbeligt spørgsmål, Kimberley.* tænkte hun, og bed sig i underlæben. Hun kunne godt lide det her hos Embry, det var virkelig hyggeligt, men... hun savnede på en måde hendes værelse.
Det lysegrå værelse, med de mange plakater, og en kæmpestor dobbeltseng. Selvom hendes mor var alkoholiker, havde hun pengene, og hun havde ikke sparet på dem, da Jason og Kimberley skulle have værelse. Hun lagde sin hånd op på hans skulder, og lod den anden dumpe ned på hendes knæ, da det var det der var tættest på.
Hun blinkede et par gange, og rettede så på håret. Det sad stadig viltert, men nu stod det da ikke lige op i luften mere.

Embry nød det lille kys på halsen, og nikkede. Han var dog ikke helt sikker på med hvad hun skulle prøve på helt præcist, men han ville støtte hende.
Stilheden var ikke klæbende sammen med hende, den var både god og dårlig. Det dårlige var at han så gerne ville sige noget, og han kunne sige en masse, men det ville blive ret uinteressant hvis han bare sad og ævlede løs.
Han spidsede ører da hun tilbød at han kunne se der hvor hun boede. Han så lidt på hende "det vil jeg gerne" sagde han så og smilede svagt for at opmuntre hende lidt. Han trak på skuldrende da hun sagde det med at de også kunne blive "det kan vi også godt, det er op til dig" sagde han så, og lagde en hånd på hendes uglede hår, og nulrede blidt det bløde hår mellem sine fingre.
Han kunne mærke hendes bløde hånd på sin skulder, og så lidt på den inden han så på hende igen.

Hun lyttede til ham. "Hvad hvis de er hjemme?" spurgte hun stille. Hun bed sig i underlæben, og kiggede så ned på sine fødder. Det var faktisk rart i lejligheden, men hun savnede sit værelse. Hun var så også blevet hjemmefra ret længe. Hendes bløde hånd blev liggende på hans skuldre, og hun nød da hans fingre ramte hendes hovedbund.
Hun kiggede blidt op i Embry's ansigt, og de dybblå øjne havde små glimt i, så det lignede en nattehimmel. Nu manglede himlen bare. Hun fugtede kort sine læber, og rettede så blikket mod hans brystkasse. Hun trak på skuldrende.
"De lader os nok være." Hun rejste sig, og stilte sig ud i midten af stuen, i retning mod døren, hvor hun så vendte sig mod Embry. "Tager vi afsted?"

//Min krea er lidt død ligenu.. -.-//

Embry så på hende, og trak på skuldrene "det sker der vel ikke noget ved?" sagde han stille. Han havde glemt alt om sit løfte til sig selv, om aldrig at sætte fod i Kims hus, for hvis han nogensinde så hendes storebror ville han rive rygsøjlen ud af røven på ham og hænge ham i den.
Han faldt ud af sine tanker da hun så på ham, og han så lidt på hende og smilede "natøje" mumlede han muntert, og kyssede hende på næsen. Hans hånd faldt ned fra hendes hoved, og så efter hende da hun rejste sig og nikkede "ja det tror jeg også de gør.." sagde han og rejste sig. "Ja lad os det.. hvad er klokken overhovedet?" spurgte han, og lagde hovedet på skrå. Han havde ikke sovet meget, og det kunne mærkes, men han ville hellere tilbringe tid med Kim istedet for at sove. Han gik ud i gangen og trpdte ned i sine udtrådte gummisko.

//det er ok, det har vi jo alle en gang imellem :3//

Hun kiggede efter ham, da han gik forbi hende. "Det ved jeg ikke, du har ur på! Eller et ur i nærheden." grinede hun. Hun trådte efter ham ud i gangen, og hoppede i de gamle gummistøvler. Regnjakken tog hun ned, og tog den under armen. Det støvregnede kun nu, så der var ikke behov for den.
Hun kiggede op mod ham og åbnede langsomt døren. Hun kyssede sine egne fingerspidser, da hun var trådt ud på gaden. Hun kiggede efter Embry, og spurgte så forsigtigt: "Kommer du med?"

//Er det nu vi laver timejump? XD//

//timejump lyder fantastisk xD//

Embry så sig om i det morgenmørke Werclare. De var på vej hjem til Kim. Selve tanken var underlig, og han forventede at følelsen af at stå i hendes hjem ville være meget mere underlig. Dog var han også på bristepunktet af sin nysgerrighed til at se hvor Kim boede, og hvordan hun boede. Han havde da sine forestillinger. Men som menneskene var han ikke fri for fordomme, desværre. Det var heldigvis holdt op med at regne, så slap han for at blive våd igen.
Han så ned på sine lilla sneakers, og derefter lidt på Kim. Han vidste ikke hvad han skulle sige, eller om han skulle sige noget overhovedet. Han pustede en tot hpr væk fra sine øjne, og gik roligt ved hendes side.

Hun pegede op mod en kæmpestor klods af en bygning. Den var i røde mursten. Hun kiggede ned på sine gummistøvler, og derefter på bygningen igen. "Det er på første sal." sagde hun stille, og gik hen mod bygningen.
//Timejump, Entreen XD//
Kimberley trådte indenfor, og hang regnjakken op. Hun satte sig ned, og tog sine blå gummirøjser af, og rettede så blikket mod Embry. Hun lyttede godt efter. Ingen hjemme, udover hendes mor, der sad og så tv. Hun kiggede så op mod Embry endnu engang, og rejste sig langsomt. Hvad skulle hun sige? Velkommen til mit hjem? Her bor jeg så? Hun trak på skuldrende, og smed gummistøvlerne ind i bunden af den store skohylde.

Embry fulgte med ind i entreen, og så sig om. Det så ganske normalt ud sådan lige når man så sig omkring. Han trådte sine sko af og så sig om igen. Han så lidt på Kim og stillede sine sko på skohylden, og rettede på dem. Han var ret pertentlig med sine sko. De skulle stå pænt!
Han rettede sig op igen og så sig om "hvor er dit værelse?" spurgte han så. Han kunne høre et tv køre i nærheden, så nogen måtte der være hjemme, men hvem vidste han ikke.

Hun pegede hen mod en hvid dør, hvor der hang en Ed Hardy-plakat. Men istedet for den sædvanlige 'Love Kills Slowly'-tekst, stod der 'Kimberley Felicia Johnson'. Hun trak på skuldrende, og gik hen for at åbne døren.
Hendes værelse var ret stort, og overalt hang plakater med heavymetal, rock, poprock, punk og metalbands. Hun kunne godt lide den slags musik. Hun trådte ind på det sorte gulvtæppe, og kiggede over på den grå seng, med det sorte Poison-sengedække(kan ikke huske hvad det hedder). Hun smed sig i den sorte kontorstol, der stod ovre i hjørnet, ved et sort skrivebord, med en gammel stationær. Ved siden af lå bunker af papirer og mapper.
Hun drejede rundt, og kiggede så over mod døren.

Embry så hen mod døren og nikkede stille. Han fulgte Kim med blikket da hun gik hen til døren, og stod kort i gangen som for lige at suge indtryk til sig. Så fulgte han endelig med og stadsede i døren ind til værelset og så sig lidt om. Det mindede ham mere om et drengeværelse end et pigeværelse med alle de plakater og det ikke så farverige interiør. Han sukkede stille, og satte sig på gulvet, og så sig lidt om.
Han så sig lidt om "her er hyggeligt" sagde han så, og sad stille og slappede af. Han så lidt på bunkerne af papir, sikkert skolearbejde eller bare ting hun havde printet ud. Han gned sig let i øjnene. Det var længe siden han havde været på besøg hos en teenager, hvis han da nogensinde havde det.

Hun trak på skuldrende. "Lidt måske." Hun kiggede ned på sine fødder, og derefter på Embry. Hvordan brød man isen når man var derhjemme? Det var første gang hun havde nogen hjemme på hendes værelse, og som altid var der tøj, bøger, blyanter, og tegnegrejer over det hele.
"SKAT, ER DET DIG?!" hørte hun sin mor råbe. "Ja.." råbte hun langsomt tilbage. Hun lød ikke særlig fordrukken... Måske var hun ikke fuld? Kim så lidt eftertænksom ud. Måske var hun heldig? Hun trak på skuldrende, og rettede så blikket mod Embry. "Hun lyder ikke så beruset som normalt." sagde hun, som om hun sagde 'den og den film er sår'n og sår'n.' Hun lænede sig tilbage i den sorte stol, og gav et tilfreds suk fra sig.
Hun kunne godt lide værelset. Dog foretrak hun Embry's lejlighed, den var meget hyggeligere.

Embry for sammen ved lyden af Kims mors stemme, og stirrede skræmt mod døren. Godt nok var han sikkert hundredefem gange stærkere end Kims mor, men Embry var ikke den person der var alt for god til at slås, det var også derfor han altid forsvarede sig med sine ord. Han drejede langsomt hovedet og så på Kim "a-ha" fik han langsomt frem. Han trak sine ben op mod sin brystkasse, og stirrede rundt i værelset og kastede engang imellem et lille blik mod døren. Tænk hvis det højlydte kvindemenneske pludselig stod i døren?! Så ville han sikkert få hjertestop.
Han kørte kort en hånd gennem sit hår, og lænede sin hage mod sine knæ "hvilken skole er det du går på?" spurgtee han så stille, og begyndte at slappe af igen, og forsøgte at få sit hjerte til at falde lidt til ro efter forskrækkelsen.

Hun smilede svagt over Embry's reaktion. Hendes mor var lav, ligesom Kim, bare noget højere. Hun kiggede ned på det sorte gulvtæppe, og derefter mod Embry igen. "Jeg går ikke i skole." hun trak på skuldrende. "Det er jeg åbenbart for klog til." hun trak på skuldrende ved det sidste ord, og hun rynkede lidt på næsen.
"Hvem snakker du med, Kimberley?" spurgte hendes mor inde fra fjernsynsstuen. Hun rettede blikket mod den åbne dør, og derefter mod Embry. "Skal jeg sige det?" hviskede hun nærmest. Hun havde som sagt aldrig haft nogen med hjemme, så det ville nok overraske hendes mor.
Hendes øjne søgte mod Volbeat-plakaten der hang på væggen, og derefter rettede hun blikket mod Embry.
Hun begyndte at få et helhedsindtryk af værelset, da hun ikke tidligere havde haft tid til det.

Embry så på hende og hævede et øjenbryn "er du for klog til det?" sagde han med en drillende undertone, og lagde hovedet på skrå, Han hørte igen stemmen, og for sammen på samme måde som før. Det begyndte efterhånden at irritere ham.
Han så lidt på døren, og derefter lidt på Kim, og nikkede så "det kan du vel godt.. medmindre jeg skal være din hemmelige ven?" sagde han, og smilede svagt. For midt i alvoren, lød det ret sjovt. Han sad lidt roligere igen nu. Han vidste godt at der nok ikke var mange andre end ham der havde set Kims hjem, og det følte han sig egentlig lidt beæret over det.
Han rejste sig stille og gik hen til hende og lænede sin ryg mod bordet med den gamle stationære. Han ville se hvordan hun så værelset. Han lyttede til tv'et i stuen og så på Kim, og strøg hende kort over håret.

"Jeg har bare besøg!" råbte hun tilbage til sin mor. Det føltes lidt underligt at sige det, så en svag rynke løb hen over hendes næseryg. Hun ventede lidt på hendes mors reaktion, men hun var åbenbart ligeglad. Hun smilede stort, da det egentlig gik op for hende hvad Embry havde sagt. Hun overvejede lidt muligheden om at trække sin gamle tegnemappe frem, men lod det bare ligge som en lille tanke.
Hun bed sig på indersiden af læben, og det gik op for hende hvor stort et værelse hun egentlig havde. Hun skar en grimasse, og kiggede så over mod det hvide skab, hvor der var et skab på den ene af lågerne. Hun kom til at tænke på alt det tøj hun havde arvet fra Jason lå derinde. Meget af det var noget hun havde taget, eller også noget hendes mor havde givet hende i ædru tilstand.
Hun rettede blikket mod Embry, og havde en underlig lyst til at spørge hvad han egentlig syntes om det grå, rodede værelse. "Vil du sidde ned?" spurgte hun og rejste sig fra stolen. Hun rakte armen ned mod den, nærmest som om hun ville vise ham hvor stolen stod.

//Min krea er kommet igen! XD//