ingen kender hinanden helt (Azair)

- sagde du noget, Zean..?
nåede Azair lige at spørge før hun hørte skriget og drejede om på hælen, så hun stod med ansigtet mod drengene.
- nu er det ved at gå over gevind..
mumlede hun stille til sig selv. det er fint at drengene slås og skændes, men hun gad ikke væbnet slåskamp lige i aften. om ikke andet måtte hun bare gøre et eller andet, så de blev slået ud. Hun ser på zean, mens hun spekulerer over om han vil gøre noget, eller om hun bare skal gøre det selv.

Han så lidt på drengene uden at det gik ham på.
Han så på Azair og han syntes det lignede at han nok burde gøre et eller andet.
Han så igen på drengene, hvorfor skulle han enlig gøre noget?
"Har jeg forstået det rigtig, du vil have jeg skal stoppe det igen?" sagde han og så på hende igen

- ja det har du.. jeg har intet imod slåskampe, men der skal være en ordenlig grund.
for en af de første gange den aften ser hun rigtigt alvorlig ud.. imens ser hun vurderende på drengene. de var alle teenagere, og ham med kniven så ikke ud til at være ret god til at bruge den.
så, selvom hun allerede havde bedt Zean om at gøre noget ved det, så overvejede hun også selv at vriste kniven ud af drengens greb, dor at sikre at han ikke blev fristet til at bruge den igen. bare ved tanken om at bruge magi samlede magien sig i en hård knude i hendes mave og hun følte sig stærkere.
hun måtte kvæle et grin og uden anstrengelse sendte hun en lille del af magien afsted mod kniven, som hurtigt blevet vredet ud af drengens uerfarne hånd, og som så susede hen imod Azair med den skarpe ende forrest. det så muligvis ret faretruende ud, men vampyren havde godt styr over sin magi og lod kniven lande blødt i hendes udstrakte hånd.

Han trak på skuldrene
"well, hvorfor skal jeg gøre noget nå du selv gør det?" sagde han og vente ryggen til drengene og begyndte at gå igen.
Drengen der lige havde mistet sin kniv på under vis kiggede hen på dem og pludselig var det som om de alle tre var enige i en ting, nemlig at angribe dem.
De satte i fælles løb mod dem.

grinet på hendes ansigt blev størrere da drengene kom løbende imod dem. hendes øjne for over mod en gyde og i gyden skælvede en brosten under vampyrens viljes kraft, før den endeligt gik fri og hævede sig op i luften. hun lod den suse mod drengen som var blevet såret af kniven, og sørgrede for at stenen kun lige havde så meget fart på at hun ikke kom til at skade ham mere end det var nødvendigt for at slå ham bevidstløs.
den ramte med et hårdt smak! og drengen segnede om, mens brostenen faldt til jorden, ikke længere holdt oppe af Azairs vilje.
to drenge tilbage.. hun besluttede at overlade den ene til Zean, hun skulle jo ikke tage alt morskaben.
samtidig lod hun kniven løfte sig op i luften og ligge sig lige på drengen, der ejede knivens hals, mens hun svævede over imod ham så hun var på højde med ham. hendes hvide øjne holdt drengs fast mens brostenen løftede sig igen, og slog ham bevidstløs. før han besvimede kunne hun se angsten i hans øjne, og det vakte et smil hos hende, men med tre ting i luften tog det hurtigt på hendes kræfter og hun lod sig dumpe ned på jorden, mens kniven lagde sig til rette ved siden af drengen, ligesom brostenen. resten lod hun være op til dæmonen..

"Jamen jeg er beæret" mumlede han, lidt ked af han kun måtte få en at have det sjov med.
"Pralhals" mumlede han tilføjede og så på drengen der kom lige i mod ham, vis han kun fik ham skulle det også blive sjovt.
Drengen, gladeligt uvidende, så ham i øjnene og stoppede op med det samme.
Pludselig faldt drengen til jorden og skreg af smerte, som om en masse stod og borede nåle ind i ham.
Han grinte lidt mens drengen så bange på ham, inden han endelig besvimede.
"Han var slatten" sagde han og så på Azair.

- han kunne ikke holde til så meget.. men det kunne de andre altså heller ikke.. bare et lille slag med en brosten.
hun gør sin bløde stemme uskyldig, inden det forandrer sig til et næsten lidt djævelsk grin. Azair kan mærke resten af hendes magi der længes efter at blive brugt, men griber samtidig sig selv i at ønske at de havde været flere, end bare de tre.
men med et hurtigt blik hen på brostenen hæver den sig i ca en halv meters højde over jorden og forsvandt ind i gyden hvor den lagde sig til rette, som om ingenting var sket.

Han trak på skuldrene og kiggede lidt på drengene.
Han kede sig lidt og så sig lidt omkring.
"Jeg sikker på der er andre et sted" smilte han og så hende, han havde sådan en lyst til at påføre nogen smerte lige nu, men ikke Azair, nej, et menneske, de var så sjove og så forudsigelige.

- skal vi så ikke finde nogen?
hendes djævelske smil holdt sig og hun så sig interesseret rundt efter nogle ofrer. men rundt om vampyren, dæmonen og deres bevidstløse ofrer var der helt tømt for mennseker. folk havde vel gjordt sig usynlige under slagsmålet. ikke så underligt egentligt..
- det virker som om at du kender byen bedre end mig, så før an..
Stadigt smilende gik hun hen og satte sig på hug ved kniven, og hun overvejede i noget tid om hun skulle tage den med, og besluttede at skjule den i hendes tøj.

Han trak på skuldrene og begyndte så at gå.
Han gik mod et springvand der var inde midt i byen, der kunne folk normalt godt lide af opholde sig, så hvorfor ikke prøve chancen der?
De gik i lidt tid da de endelig trådte ud på den brostens belagte centrum.
Der var en mild lyd af vand der rislede ned af stenene.
Med det samme kom der en flok teenegere nede i den anden ende, både piger og drenge, de var måske....6? i alt.

- skal vi tage dem?
Azairs lille skikkelse næsten skælvede af magisk kraft og iver efter at bruge den.. hun havde virkeligt savnet at slås! Hun satte hænderne på sine hofter og selvom normale mennsker sandsynligtvis ikke ville lægge mærke til det, så begyndte en del af vandet i springvandet at hæve sig. Hun behøvede næsten ikke noget svar på sit spørgsmål, men regnede bare med et ja.
- også vil jeg åbne ballet..!
Knap nok havde vampyren udtalt det sidste ord før at de unge, der var nået hen til springvandet, var gennemblødt af det vand som hun havde løftet. hun hørte deres overraskede og sure råb og begyndte stille at le.
- men nu er det vist din tur, Zean.

Han så lidt på de fire drenge og to piger.
Han kunne virkelig godt tænke sig at lege.
"Lad os dele dem op, da jeg leger på en anderledes måde end du øjensynligt gør...to drenge og en pige hver?" smilte han og gik så hen imod dem.
De forstod ikke hvordan de var blevet våde og stod og ærgrede sig og kiggede sig omkring.
Han ville starte med pigen...Han fik øjenkontakt med hende og vidste hun var let.
Hun gik forventningsfuldt frem mod hende, selv om en af drengene ville stoppe hende, sikkert hendes kæreste, men et blik fik drengen til at stoppe og bare stå og glo.
Han fik hende til at samle en tilfældig sten op og gå hen mod drengen der bare stod og stod.
Han smilte lidt, mens han lod dem have deres egen bevidsthed men ikke kunne styre deres krop.
Pigen kiggede bange på dem alle sammen, mens drengen ikke forstod noget, de andre havde trukket sig tilbage.
Det var så sjovt at se.
Han kiggede på mens pigen væltede drengen ned på asfalten og begyndte at slå løs på ham med stenen mens hun skreg, skreg næsten lige så højt som drengen gjorde af smerte.
Han kom i tanke om det kunne tilkalde flere og fik dem derfor til at holde mund, mens de fortsatte og tårerne løb ned af pigens kinder mens blodet begyndte at løbe.

Azair nikkede roligt til dæmonen, og begyndte så at finde nogle af sine egne våben frem, mens hun roligt lagde dem på jorden på en lige linje. til sidst lå der ti i alt, og da lod vampyren dem løfte sig op fra jorden og flyve ind imellem hendes del af de unge og zeans del. hun kunne jo ikke have at de kom pigen og drengen til hjælp. de to var hans bytte..
samtig begyndte vampyren langsomt at bevæge sig over mod springvandet.. selvfølgetligt ikke på sine egne ben, men ved hjælp af telekinse. hun svævede oppe i tre meters højde, mens knivene nu fløj rundt om de to drenge og pigen.. ind i mellem lod hun et par knive lige strejfe dem, ikke hårdt nok til at det var alvorligt.. bare hårdt nok til at det gjorde ondt. så fik hun en ide og lod en af knivene ligge sig i pigens hånd og så få den til at støde fremad, mod den ene dreng.. pigen så først lammet ud, og så rædselsslagen da blodet begyndte at løbe ned af drengens arm. hendes skrig fik bare vampyren til at grine.
Efter noget tid gad hun dem ikke mere, og sendte en kniv afsted for at skære senerne i pigens knæhaser over, hvorefter at hun blev slået bevidstløs.. det amme skete der med en af de to andre drenge.. men den sidste dreng, havde Azair udset sig til at være hendes natmad, så mens hun lod knivene ligge sig i en pæn bunke uden for nogen af de unges rækkevidde, så hævede hun drengen op i luften til sig.
man kunne se i hans øjne at han var bange.. rigtigt bange, og hun morede sig bare. da han svævede lige ud foran hende, greb hun fat i ham og blottede hans hals med et stort grin.
da hun satte tænderne i hans hals lod hun dem samtidig dale ned mod jorden. mens hun drak, suplerede blodet for alt den energi hun havde brugt.. blodets tykke, metalliske smag lagde sig i hendes mund, selv efter at drengen var faldet sammen og der kun lige var blod nok i ham til at han kunne overleve. der lod hun ham falde til jorden, bevidstløs som de andre..

drengen var nu næsten slået til døde, men det bekymrede ham ikke.
Han lod pigen stoppe og smide stenen fra sig inden han lod hende synke ned på jorden hvor hun, uden at komme med et lyd, bare vred sig i smerte.
Han elskede det, han elskede nå de led og de ikke kunne forstå hvordan eller hvorfor.
Den sidste dreng stod som lammet, eller rettere: han fik ham til det.
Pigen vente og drejede sig, slog arme, ben og hoved mod asfalten og slog sig selv til blods af uforklarlig smerte.
Det var et grotesk syn, men Zean nød det.
til sidst lod han hende ligge, ligge grædende og blodigt hvor hun var, uden at have kræfter til noget som helst, lå bare og hulkede.
Han kom i tanke om en kvinde i sit liv hvor han havde gjort det samme, en kvinde han havde troet han elskede, men som havde forrådt ham.
Han vente sig mod drengen, han var enlig ikke sulten, men denne dreng virkede bare så uskyldig og fuld af energi.
drengen faldt ned og ligge og zean bukkede sig over hans åbne mund som ville han kysse ham, men stoppede nogle centimeter over hans mund.
Pludselig blev drengens krop slap og kold, død.
Han rejste sig op og strakte sig inden han sendte et smil til Azair.

- du blev sulten? det gjorde jeg i hvert fald..
Azair smilede og vendte ryggen til de to drenge og pigen som havde været hendes del, alle tre sølet til i blod.. dog ikke lige så voldsomt som Zeans. Hun ville helst ikke have dem dræbt.. det ville vække for meget opmærksomhed. men lettere interesseret gik hun over til pigen, som Zean havde været så brutal overfor, mest for at se om hun var i live..
det var hun stadigt, hvilket vampyren af en eller anden uforklarelig grund blev glad for. men ved at tjekke pigens puls havde hun fået blod på fingrene, som hun uden at tænke nærmere over slikkede af.
hun kunne mærke at hendes magiske kræfter var nede på et ret lavt niveau nu, så hun havde ikke tænkt sig at finde flere ofre på denne aften og nat. nu havde hun også fået det blod hun behøvede for nu..

"Nå ja" smilte han
"Hun er vidst ikke død indnu" han satte sig på hug ved siden af hende og hun havde ikke engang kræfter til at prøve at komme væk.
"Eller hvad? Hun er jo næsten allerede død" den måde han sagde det på fik en til at tænke på om han så mennesker for dyr og ikke som...mennesker.
Det gjorde han ikke til hverdag, men lige nu var det noget andet.
"Men jeg kan selvfølgelig også gøre så hun lider de næste 24 timer og så vil dø" smilte han
"Ved kun at tage lidt af hendes sjæl" han sad og legede lidt med tanken, men det ville jo også være lidt kedeligt da han ikke ville kunne se hende lide imens.

- nej, hun er endnu ikke død.. men kom nu.. der vil ikke være meget sjov ved at dræbe hende nu hvor hun ikke kan gøre modstand..
Medlidenhed er intet sted at se i hendes ansigt, men en vis ligegyldighed har taget dens plads. På trods af at Azair er et rovdyr dræber hun ikke for sjov, og slet ikke når byttet er forsvarsløst.. det virker underligt for en vampyr at være så.. moralsk, men hun har vist endnu ikke fået kastet al menneskelighed af sig endnu.
en pludseligt vindstød hvirvler vampyrens lange pandehår rundt i luften foran hende, mens resten af det korte tjavsede hår nærmest ikke rør sig. Azair løfter hovedet og smiler op i luften..

"Selvfølgelig" han så lidt op på, han havde kunnet li den måde hun fik dem til til at gøre skade på hinanden, den måde hun var gået til angreb og på en måde havde kunne lide at se det.
Men dette her ville han ikke snydes for.
Han lagde en hånd mod hendes kind, mens hun krympede sig lidt.
Hun peb da det var som noget forsvandt men alligevel ikke.
Han havde bare taget lidt af hende sjæl, nok til at hun ville dø inden for det næste døgn.
Han rejste sig op
"Lad os gå videre" smilte han som om intet var sket.

- ja lad os..
hun smilede stort til ham, men en gang før springvandet kom ud af syne så vampyren sig tilbage.. og det blik hun så på pigen med viste alt den medlidenhed hun ikke havde ladet sig mærke med før.. engang var hun også blevet efterladt for at dø.. men modsat denne pige, levede hun videre selv efter døden. Azair huskede den alt overskyggende angst for døden, og det var lige før hun begyndte at ryste men tog sig i det, og lukkede af for minderne.
hun ville ikke være svag! hun nægtede at vise svaghed!

Han så sig over skulderen da han bemærkede at Azair var stoppet op.
"Hei, det er altså forsent at fortryde..." han mente det i en slags dril, men han havde aldrig været den bedste til dril.
Han så kort hen på synet ved springvandet, folk ville få sig en overraskelse i til morgen og begynde at snakke om hvad der kunne være sket.
Men de i hvert fald aldrig finde ham, han havde intet job, intet hjem, intet nogen som helst kunne spore ham på¨.
Selvfølgelig vis der kom en anden race, kunne det måske lade sig gøre, eller en dusørjæger, men så heller ikke andre.

- jeg ved at det er for sent..
Azair tvang sig selv til at smile, mens hun gik op på siden af Zean. hun sagde intet om hvad hun følte.. hun ville ikke vise sig svag overfor ham.
- men hvad gør vi nu? det er jo efterhånden et stykke ud på natten..
Hun lød træt på trods af at hun lige havde drukket blod, og hun gik heller ikke lige så hurtigt som før.
vampyren havde brug for hvile, ikke søvn men bare hvile.

Han så på hende i noget tid, der var et eller andet ved hende, noget hun prøvede at skjule.
Havde hun mon stadig menneskelige følelser?
Eller var det noget andet?
Hun var også træt, det var derfor hun spurgte om det sidste.
Han havde faktisk haft det sjovt...og endnu vigtigere...han havde haft det sjovt sammen med en anden og som det tredje var det sammen med en kvinde.
Ikke fordi han var mandschauvinistisk.
"Jeg har intet hjem her, men jeg har et tilholdssted i byen" forslog han, da hun ikke virkede som en der kom fra byen, da hun havde tilkendegivet at hun ikke kendte byen så godt.

- jeg har fundet mig en gammel hytte ude i skoven, som jeg har sat i stand.. men der er et stykke derud.. mest for at mennesker ikke ved et uheld finder hytten.. men hvis du har et tilholdssted her i byen, så lad os da bare gå derhen.. hvis du vil?
Igen sendte hun ham et smil, denne gang ikke lige så tvungent som før, nu hvor minderne var kommet mere i baggrunden, og det så ud til at emne skiftet havde gjordt hende i bedre humør.. Hun vidste at han havde bemærket hendes tvunge smil før, eller det regnede hun med, da hun kunne mærke at han iagttog hende. Men så måtte det være sådan..

Han nikkede.
Det var bare et tilholdssted, så han kunne hurtigt forlade det vis nogen skulle finde derhen, s han tog det ikke så tungt at hun så hvor han var...lige nu.
Snart drejede de ind mellem nogle huse og lidt efter ned af en lille trappe og ind af en dør.
Indenfor var der mørkt og skummelt, alt virkede beskidt.
Han lukkede døren efter Azair og videre gennem rummet til en anden dør, bag den var der en lang gang med nogle døre hist og her.
Han gik ned af gangen og endelig kom de til en dør som han åbnede...
Bag den var der dog intet der lignede resten af stedet.
Hvor der før var beskidt var der nu rent, alt var rent og ordentligt.
Der stod en dobbeltseng i det ene hjørne, med mørkerødt betræk.
Der var et lille vindue så man kunne se ud på himlen, med sorte gardiner for.
Ellers var der et fint bord med stol og nogle bøger.
På væggen hang tre forskellige sværd og på gulvet lå et blødt, lille mørkt tæppe.
Han slog ud med armene og gik hen og trak gardinerne for.
"Håber her er fint nok, ved selvfølgelig ikke hvad du er van til?" smilte han

hun stod næsten og måbede, her var meget behageligt, specielt sværdene var hun med det samme vild med.
- her er rigtigt flot! og her er langt flottere end jeg er vant til.. jeg har ikke så mange penge, så jeg bor sjældent længere tid det samme sted, men for det meste i forladte huse.
hun smuttede hurtigt over og så indgående på de tre sværd. hendes hvide øjne så vurderende på dem..
- de er smukke.. hvornår er de fra?
Selvom Azair ikke var så gammel havde hun en god del viden om middelalder våben, og bare historie generelt.. og derudover var hun bare meget glad for våben.