ingen kender hinanden helt (Azair)

Han fandt en lille kniv som han satte fast ved sin sko og gik hen og låste døren inden han gik ned af gangen.
"Det vil jeg heller ikke svare på" smilte han, det var lidt sjov, men hun blev vist ved med sine spørgsmål og det var enlig ret hyggeligt.
"Ikke nu i hvert fald" sagde han, da det hele jo hang sammen et sted.

- suk.. du vil ikke svare på noget som helst..!
Beklagede vampyren sig med et smil. Udtrykket i hendes ansigt viste tydeligt at det morede hende, og at beklagelsen ikke var ondt ment.. mere sådan for sjov.
Will var begyndt godt at kunne mærke sulten, i løbet af den sidste time, men det var ikke slemt endnu og der var i hvert fald en time til at hun ville være i fare for at gå i blodrus.. Derfor var hun ikke urolig.. ikke endnu..

Han grinte lidt og var endelig udenfor.
Han strakte sig og trak vejret dybt ind mens han så mod himlen.
Han så sig lidt omkring men begav sig så ud på gaden.
Selv var han ikke særlig sulten, selv om det var over 12 timer han siden havde spist noget som helst.
"Det er rigtig, jeg er nok ikke den der svare mest...Men det hele skal nok komme vis tiden passer til det...måske om lidt, måske aldrig" smilte han

Azair mumlede et eller andet uhørligt mens hun havde dukket sit hoved, men smilede da hun så op igen..
- Det har jeg opdaget, Zean.. men så må jeg jo vente..
Hun strakte sig som en lille kat, lettet over endelig at være ude igen, for hun var ikke vant til at være inde hele dagen.. da hun plejede at bo i skoven, gik hun tit rundt under træerne hvor solen ikke nåede ind.
hendes hugtænder var blevet tydeligere nu, i takt med at hun blev sulten, derfor var det ikke ret meget der havde forandret sig, men hvis man kiggede godt efter..

Han kunne godt se at der var et eller andet.
"Vis du er sulten ser jeg frem til du ikke prøver at sætte tænderne i mig" sagde han og gik roligt ned af gaden mens han så sig omkring.
Måske skulle han snuppe en sjæl alligevel? Det gav altid en dejlig behagelig følelse....

- jeg skal nok lade være med at bide.. eller i hvert fald lade være med at bide dig..
Hendes smil var selvsikkert og hun følte sig godt tilpas i det tiltagende mørke.. dette har hendes rigtige element og hun bevægede sig med en overjordisk smidighed. Hendes strittende hår gav hende et lidt rebelsk udseende hvilket hun udemærket var klar over og som hun også var ret glad for.
hendes gode gamle kniv var dukket op i hendes hænder, og hun gik og legede med den mens hun gik ved siden af dæmonen.

"du interessere dig for knive" smilte han, det måtte hun vel gøre siden hun gik med den på den måde.
"Det gjorde min far også" sagde han og tænkte på hvor god hun mon var til knive, selv elskede han knive, det skarpe blad, strålende, flot....men køligt og farligt.

- ja det gør jeg.. og jeg er også ganske effektiv med dem.. også uden min magi..
hun smilede skævt og stadigt ret selvsikkert, hun vidste at hun var dygtigere end det fleste andre.. selvom der jo selvfølgetligt nok var folk der var en hel del bedere end hende..
- hvad med dig? kan du også godt lide knive?
Hun ville blive overrasket hvis han sagde nej, hvad skulle han ellers med kniven ved hans sko.. den var jo ikke direkte nødvendig.. eller det var det indtryk hun havde fået..

"Ja" sagde han
"Men det er længe siden jeg rigtig brugte dem, længe siden jeg var en af de bedste, er nok lidt rusten nu" smilte han
"Min far lærte mig alt jeg kan med den..." han trak på skuldrene og gik videre mens han så frem for sig.

- hm.. jeg lærte mig selv det.. på min tid, da jeg var levende var der jo ingen der mente at piger skulle lære at forsvare sig selv..
hun skar irriteret ansigt, men så, så overrasket på Zean.. han havde jo rent faktisk fortalt lidt om sig selv.. så besluttede hun ikke at kommentere det.. var nok det bedste..
stadigt legede hun med kniven, rastløs, uden at vide hvorfor..

Han grinte lidt af det.
"tja, den opfattelse er forskellig" sagde han
"Jeg kender i hvert fald nogen der mente de havde masser at sige...og de endte med at blive hørt...men det har nu også forandret sig gennem tiderne" sagde han

- jah er der jo..
Vampyren tog et par hurtig skridt i løb og satte af.. op imod en brandtrappe på et af husende i nærheden. da hun fik fat i undersiden brugte hun kraften fra springet til at svinge sig op, med hurtige elegante bevægelser.
men lige så snart hun var kommet derop, satte hun af igen og stod øjeblikket efter nede på gaden igen..
- må du undskylde.. nogen gange får jeg bare lyst til at lave sådan noget og så gør jeg det..
igen strøg hun hånden igennem det viltre hår, med et lidt undskyldende smil.

Han smilte bare og trak på skuldrene
"Slå dig løs" sagde han og så sig igen omkring da han havde fornemmet en svag tilstedeværelse af en sjæl...En sjæl som virkede uskyldig og derfor ville være en lækkerbisken.

hun kunne se at der var et eller andet der havde fanget hans opmærksomhed og så nysgerrigt på ham.. hun ville ikke spørge.. eller jo, nej, øhm.. jo.. hun kunne kort sagt ikke blive enig med sig selv hvilket var lidt upraktisk, men så vandt den gamle lærdom, hvis du ikke spørger får du ikke noget at vide..
- hvad nu?
hendes stemme var nysgerrig ligesom hendes øjne, mens hun ventede på hans svar.. håbede at han ville svare..

"Where do you come from, tell me of your early days
Tell me of gladness, sorrows, was your winter long and cold?
How did you let go?
Tell me and I will listen all night
At dawn I will wish you well
When you go where the lonely souls go" mumlede han lavt og smilte til hende, det mindede lidt om hendes evige nysgerrighed.
Han rystede på hoved.
"ER bare så småt ved at finde mig et offer" svarede han så.

Azair tænkte ikke nærmere over digtet, men hun havde ikke svært ved at se hvordan de mange spørgsmål mindede om hende.. hun var lidt mere stille da hun svarede ham:
- ah.. ja, så vil jeg bare følge efter dig, når du har valgt dig et bytte..
hun lod kniven forsvinde ind i sit tøj og stillede sig langsomt op af et hushjørne, mens hun ventede på Zeans reaktion. Hendes hvide øjne var halvlukkede og hun så på ham med et lille smalt smil.

Han så lidt på hende
"Aha" svarede han så lidt efter.
"Jamen...nå" han smilte lidt, det gjorde ham ikke noget at hun ville være med.
Han kiggede sig omkring igen, gik pludselig tværs over vejen og ind i skyggerne mens han roligt gik igennem en gyde og frem til en anden gade.
Han jagtet ikke lige foran sit sted, ren sikkerhed.
Han så snart den unge dreng gå roligt af sted et sted foran dem.
Hans sjæl...den duftede så godt og indbydende.

Vampyren fuldte efter, langsomt for ikke at afsløre sig selv ved hurtige bevægelser. hendes mørke tøj gik godt i et med skyggernu hun færdedes i, og selv ikke den hvide hud, og hendes hvide øjne skilte sig så meget ud mere.. som om at hun blev mere og mere et med skyggerne.
hun var selvfølgetlig også lydløs, som hendes slags har for vane at være, og hun fuldte jæger og bytte interesseret med øjnene.

Han var lidt forstyrret af Azairs opmærksomhed bag sig, men det lykkedes ham at ignorere det.
Da de nåede et sted hvor vejen drejede lidt af mod en gyde skyndte han sig frem, lagde en hånd for drengen mund og væltede ham med ind i skyggerne i gyden.
Hurtigt og væk.
Drengen lå på ryggen, mens Zean sad over skævs på ham og gjorde tegn til han skulle være stille.
Øjenkontakt fik ham til det.
Han gjorde ikke mere modstand og zean bukkede sig over ham som om han ville kysse ham, men stoppede op lidt fra hans mund.
Drengens krop blev slap og kold.
Zean rejste sig op og strakte sig lidt, inden han skubbede liget helt ind i skyggerne, der ville det først blive opdaget om mange timer.
Han gik ud på gaden igen og fortsatte med at gå som om intet var sket.

Azair smilede da hun så hvor effektiv Zean var.. Ganske elegant på en måde.. Men nu begyndte hendes egen sult også at melde sig. Hun tog derfor en lille afstikket ind omkring en café, hvor hun hurtigt og uden problemer fik en dreng på ca de 19 år til at følge efter hende ud i skyggerne. Han følte sig vel tiltrukket af hende, og troede at han havde scoret.. han blev vist skuffet..
Han nåede ikke at skrige før at hun havde slået ham bevidstløs.. Blodet der kort efter flød ned i hendes hans var varm, friskt og så fyldt med liv som kun unge mennesker kan være.. Det var en sand nydelse at drikke, og for en gangs skyld få lidt varme i kroppen.
Snart måtte hun lod trække sine hugtænder tilbage, for hun havde ikke lyst til at dræbe i nat.. Det ville sikkert komme senere.. Hun efterlod drengen bevidstløs, men med nok blod i sig til at overleve..
Med blussende kinder og et stort smil indhentede hun Zean som var nået et stykke videre..

Han grinte lidt.
Det var sjovt at jagte sammen med hende på denne måde...det var...hyggeligt? Som om de kendte hinanden og var det folk ville kalde venner.
Han så sig lidt omkring, men mest for at have styr på hvor de var og om der var nogen i nærheden.

- bekymret for om der er nogen i nærheden?
hun så sig også selv lidt om, med blikket på jagt efter noget interessant.. stadigt var der et svagt skær af rødt på hendes kinder som følge af hendes indtag af blod. det klædte hende, og fik hende til at se menneskelig ud, i stedet for den normalt næsten marmorhvide hud. fra en nærliggende gade strømmede lyden af heavy metal ud fra en kælderrum, og Azair smilede mens hun så derover imod.. hendes ynglings stilart.

Han hørte musikken men tog sig ikke nærmere af det, hans smag var lidt blandet, både vildt og roligt, dog var han ikke til de mere kedelige...eller kedelige for ham jo.
"Tja, har der nu bare bedst nå jeg ved hvem eller hvad der er omkring mig" svarede han

- sådan tror jeg at de fleste har det..
hun blinkede til ham, med et grin og stillede sig op af en husmur med hænderne begravet i sine bukselommer. med et koldt vurderende blik så Azair rundt i gaderne, mæt og fyldt med energi, som den unge mands blod flød rundt i hende årer. Hun virkede stærkere end tidligere selvfølgetlig, og rødmen i hendes kinder var ved at forsvinde igen så hun igen lignede hvad hun var: en udød..

Han stoppede op og kiggede på hende.
"Jeg tror vi skilles for nu" sagde han så
"Det er virkelig unormalt bare at have en ved siden af mig så meget og tilmed hjemme hos mig..." han rystede lidt på hoved, det lød nok underligt, men nu havde han bare brug for lidt tid alene...
"...Men tror vi ses igen" smilte han så, hun havde faktisk været rar at være sammen med.