ingen kender hinanden helt (Azair)

Han trak på skuldrene
"Forskellige tider" svarede han og gik over ved siden af hende.
"Det øverste er et der har vandret i familien i lang tid, så ved ikke hvor gammelt der er eller hvor det kommer fra" han pegede på den midterste
"Det er en Katsune fra Japan, eller hvad de sværd nu hedder, de virker altid lige meget hvilken årtusind man er i" han pegede på den nederst
"Og den..." han trak endnu engang på skuldrene
"...Blev lavet specielt til mig engang i middelalderen" han kom ikke med med nogen forklaring om hvorfor eller noget.
Han kiggede lidt på dem alle tre, men vente sig så om og gik over til et lille køleskab som var nemt at overse i det ene hjørne.
Han tog en flaske vand frem og drak af det mens han så på hende.

igen kom den unge vampyr til at tænke på pigen.. hvorfor havde han været så grusom ved hende.. for det var mest hende at det var gået ud over.. hun ville vide det.. elles ville hun bare gå og tænke over det i de næste mange dage uden at få et svar.
- hvorfor var du så grusom mod pigen? er det en anden kvindes skyld?
hendes stemme var stille, og hendes øjne bare neutale.. uden følelser. hun havde hørt om noget lignende før.. en man der var blevet svigtet af en kvinde, ville så hævne sig ved at skade andre af samme køn.. hun havde aldrig forstået det..
Med en yndefuld bevægelse sætter hun sig ved bordet og ser over på Zean, afventende..

Han lod langsomt flasken med vand glide fra hans mund for at blive sat på bordet, mens hans øjne gennemborede hendes, dog uden at bruge sin evne.
Han virkede pludselig kold og hård og han trak vejret tungt.
"Du kender ikke historien, du burde ikke dømme mig på den måde" han vidste hvordan hun måtte tænke, sådan havde alle andre også tænkt, at han var et dumt svin fordi han var ond mod kvinder, nå han fik chancen....men det var slet ikke på den måde.
"Jeg har ikke lyst til at snakke om det" han så væk og tog en bog op og bladrede i den for at have bare et eller andet at give sig til.

Azair rejste sig hurtigt op og gik hen til ham. hun lagde en slank, hvid hånd på hans arm for at få ham til at se på hende. hendes øjne var store og ærlige, og det var tydeligt at hun ikke havde ment noget ondt med spørgsmålene.
- jeg har ikke dømt dig på det.. det kan jeg ikke tillade mig, inden jeg ved hvorfor du gjorde det.. men hvis du ikke vil tale om det, så vil jeg respektere det.. jeg ville bare prøve at forstå dig..
hun ser lidt trist ud som hun går over og kigger på de forskellige bøger, virker mere træt end før. Hun ønskede jo ikke at gøre ham sur.
hun gjorde dog ikke mine til at hive en bog ud, stod bare og så på bøgerne, for hun flyttede blikket over mod vinduet.
hun gik hurtigt over og lettede lidt på gardinet.. horisonten var så småt begyndt at blive lysere selvom det stadigt var mørkt.. så hvis hun skulle nå hjem til sig selv så måtte hun gå nu.

Han sukkede og lukkede øjnene lidt.
Han havde aldrig fortalt om sig selv til nogen i virkelig mange år, så hvorfor nu? Hvorfor overhoved?
"Hvorfor vil du forstå mig?" spurgte han og så hen mod hende
"Fordi du selv er kvinde? Fordi du fik medlidenhed med pigen og derfor gerne vil have en grund? Eller fordi du bare en nysgerrig..." det var nogle af de ting han havde tænkt over, han mente intet ondt med det, ville bare vide hvorfor hun ville vide det...

- jeg tror at det lidt er en blanding, jeg har medlidenhed med pigen, for en gang blev jeg også efterladt for at dø.. og fordi at jeg ikke bryder mig om at dømme folk for noget de har gjordt uden at kende grunden.. jeg har ikke lyst til at tro du er et monster der bare gør det.. ja, bare fordi.. det vil jeg ikke! jeg tror at det er de eneste grunde jeg har..
Hun lader gardinet falde og sætter sig ned på gulvet med ryggen mod væggen, og læner hovedet tilbage. igen åbnes døren til minderne der ligger over hundrede år tilbage i tiden.. mændenes latter da de efterlader hende, for at dø.. alene.. om natten.. men så kom vampyren.. så den nat døde en del af den pige mændende havde forsøgt at dræbe, mens noget andet blev født..

"aha" sagde han og gik over og satte sig på sengen, men lagde sig så ned på ryggen og stirrede op mod væggen.
"Du skal lige vide at jeg hele mit liv har været van til at se folk der måtte udholde store smerter og har været opdraget til at give dem smerter og jeg kan lide det, lide at se dem bange, lide at se hvor meget de lider...." sagde han
"...så for de fleste vil jeg nok være et monster alligevel" han drejede hoved lidt og så hen mod hende, men så så op i loftet igen da han ventede p åhendes reaktion.

hun får taget sig sammen og da hun taler igen er hendes stemme stadigt stille, og ret lav.. men den høres tydeligt alligevel.
- det er jeg ikke i tvivl om.. men jeg er ikke bare de fleste.. for de ville nok også kalde mig et monster.. og alt det med smerten og frygten.. det havde jeg gættet mig til. det var ikke så svært.. jeg nyder også byttets smerte og frygt under min jagt, men det forhinder mig da ikke i også at have andre følelser..
hun sad stadigt på gulvet og legede rastløst med en af de knive hun også brugte under overfaldet på de unge. det er tydeligt at hun holder meget af den. men hun løfter blikket igen, og de hvide øjne har en styrke i sig, som kun sjældent kommer til udtryk hos hende, fordi at hun tit viser alle mulige andre følelser eller masker.

Han nikkede lidt og var stille i lang tid.
"Jeg ved ikke...alle har vel menneskelige følelser, i hvert fald nogle af dem, men jeg har aldrig tænkt over at føle med dem" han var igen stille lidt
"det har bare altid været normalt for mig bare at gøre det, dræbe dem og bare...ja" han lagde sig bedre til rette, men følte faktisk en smule ubehag.

- okay.. men jeg har som du nok kan høre ikke aflagt mig alle menneskelige følelser endnu.. det kommer nok som tiden går..
hun smilede lidt halvhjertet, og mens kniven forsvandt ind i en usynlig lomme i hendes tøj kom hun på benene.. lidt usikker på hvad hun skulle gøre.. hun endte med bare at smide skoene og sætte sig i skræderstilling på sengen. med ryggen mod ham, mens hun kiggede rundt værelset, lidt itvivl om hvad hun skulle gøre.. han lod ikke til at finde det behageligt..


(bliver nød til at smutte, sry.. :P er nok væk hele dagen imorgen også)

//gør intet...er heller selv på så meget i morgen//

Han så lidt på hende men så så op på loftet igen.
"aha" svarede han, som altid nå han ikke vidste hvad han ellers skulle sige.
Han var glad for emnet på en måde var kørt lidt væk fra hvorfor han var sådan,men vidste også det hurtigt kunne vænne tilbage...desuden kunne det ikke slippe hans tanker nu, det blev ved med at glide rundt i hoved på ham.

- du vil ikke fortælle mig det vel..
Azair vendte sit hovede og sendte ham et trist smil, mens hun trak benene op under sig og lagde armene om dem. hvorfor skulle han også stole på hende.. hun var jo vampyr, og det var ikke så længe siden de havde mødtes..
igen så hun over mod vinduet, gad vide hvor lang tid der var til daggry, måske kunne hun nå hjem.. men med ret stor overraskelse konstaterede hun at hun slet ikkehavde lyst til at tage hjem lige nu.. hun havde faktisk bare lyst til at sidde her..

Han så lidt på hende.
"Nej" svarede han så bare, hvorfor skulle han bryde det nu? Og begynde at fortælle om sig selv...han rystede på hoved.
Det kunne godt være det var lidt skørt, men sådan var det jo bare.
"I hvert fald ikke nu" man måtte jo forbedrede sig på fremtiden, man vidste ikke hvad der skete og hun var faktisk rar at være sammen med, så med den sætning håbede han at hun ville blive lidt endnu.
Så kom han i tanke om solen nok snart var på vej op....ville hun gå eller blive?

hun sukkede lydløst, men ville ikke gå.. solen var snart oppe igen, og hun ville ikke kunne ud til sig selv.. ikke nu..
- godt.. det er jo op til dig, hvad du vil fortælle hvem.. men jeg bliver nok nød til at blive her, mens solen er oppe.. jeg kan ikke nå hjem til mig selv, for snart er det daggry.
Azair trak på skuldrene, og håbede på at det var i orden at hun blev, selvom hun ikke kunne se nogen grund til at hun ikke kunne blive.. han virkede jo ikke sur på hende.. ellers lod han hende bare ikke se det.. hun stoppede med at tænke nærmere over det, for nu ville hun bare se hvad der skete, og så måtte det være det..

Han nikkede lidt
"Tjo bliv du bare" han rejste sig op af sengen og gik til bordet, hvor han satte sig.
Han tog en af bøgerne fra hylden, en helt sort en med et sølv kors uden på og slog op i den.
Han lagde benene til rette på den anden stol.
Det var ikke en bibel og han var ikke kristen, faktisk var der ingen religion han rigtig troede på, ikke efter alle de mange år.

- hvad er det? en bibel?
et skær af foragt viste sig på vampyrens unge ansigt, som hun så på bogen. hun brød sig ikke ret meget om kristendom, for hun vidste hvor mange af hendes slags der var blevet dræbt af kristne.. ikke så underligt, faktisk, men alligevel.
imens vampyren ventede på hans svar lagde hun sig ned, på sengen, i fosterstilling, for hun kunne mærke hvor træt hun var.. blodets virkning var begyndt at tage lidt af, da hun havde brugt en del kræfter her til aften.. hun havde moret sig, men det havde været hårdt alligevel..

Han så på hende og kunne ikke lade være med at grine
"Nej, overhoved ikke, tror ikke på sådan noget opfundet ævl" svarede han og så lidt på hende
"Der er faktisk ingen religion der rigtig passer mig, det var jo bare for at have noget at forholde sig til, få noget tryghed så at sige, man kunne ikke lide tanken om ikke at vide hvordan jorden var skabt osv."

Hun blev ret overrasket da han begyndte at grine, men smilede bare undrene tilbage.
- ah okay.. jeg kender lidt til de forskellige religioner, men tror heller ikke på noget specielt.. men hvad er det så for en bog?
Azair kunne ikke den dag idag se hvordan man kunne tro på guderne.. det havde hun gjordt da hun var menneske, men da hun blev et af nattens børn, kunne hun ikke se hvorfor hun skulle tro på en gud der ikke havde hjulpet hende da hun havde allermest brug for det..
- for du ved vel ganske godt at den bog ligner en bibel meget..

"Har du set korset?" smilte han og viste hende bogen.
"Det er ikke det samme som et kristen kors, det er anderledes, mere keltisk faktisk" smilte han, han lagde bogen på bordet og viste hende en sølv halskæde han havde på af det samme kors og bagefter en tattoo på overarmen, endnu engang det kors.
Han trak på skuldrene, faktisk havde han ikke selv valgt det.

Korset:
//http://www.bijoux.dk/images/hals/hkch1-t.jpg//

- okay.. hvad er det så for et kors? hvad betyder det? og hvordan har du fået det? ups.. mange spørgsmål igen..
hun kvalte et smil bag en af sine hænder, og så på ham, med slet skjult morskab i øjnene.. så det hjalp ikke så meget at hun forsøgte at skjule smilet.
Hun løftede dog ikke hovedet fra sengen, men lå bare og så smilende på ham.. hun så ikke ret skræmmende ud, lignede mere bare en ret normal teenager, hvis masn så bort fra et par ting ved hendes udseende..

Han så lidt på hende, absolut for mange spørgsmål.
"Du ved godt jeg ikke har tænkt mig at svare ikke?" smilte han, en underlig lyd ude fra gangen fik ham til at se op.
"Øjeblik" smilte han, han forsvandt ud af døren og ned af gangen.
Han skulle bare lige tjekke noget, det ville kun tage et øjeblik.

Azair sukkede..
- jo.. men blev nød til at spørge alligevel..
men den underlige lyd fik vampyren op at stå hurtigere end man skulle tro.. efter at han var forsvundet ud af døren gik hun også hen til den, og kiggede ud.. nysgerrig, og lidt urolig for hvad det var for en lyd.. Zean havde ikke virket urolig, men det forhindrede ikke hende i at være nervøs for hvad det var.

Han var forsvundet ned af den mørke gang og var ikke til at se.
Der gik lidt tid, pludselig kunne man høre nogle dunk og en lyd der lød som et barn der græd.
Der gik endnu lidt tid og tilsidst stoppede lyden, lidt efter kom Zean tilbage igen.
"Naboer" sukkede han og strakte sig mens han blidt skubbede hende ind i sit rum, og lukkede døren efter dem.
"De er helt ligeglade med deres barn..." sagde han tænkende og lidt frem for sig.

- hvad skete der? jeg forstår ikke hvordan nogen kan være ligeglade med deres børn..
Azairs øjne var urolige, mest for barnet, egentligt. Men så rystede hun på hovedet, over sig selv og sine mennsekelige følelser.. de var så forvirrende..Og tit i vejen når man var som hende.. Hun gik over imod sengen og satte sig roligt, den var så dejligt blød, mens hun ventede på Zeans svar.. imens beherskede hun sin lyst til at lege med en af sine knive.. en grim vane hun havde tillagt sig på det sidste..

Han så lidt på hende
"De glemmer det simpelthen bare....De flyttede herind for at gemme sig for samfundet, som ville tage barnet fra dem, men de glemmer det bare..." han trak lidt på skuldrene som han var slem til.
"Jeg er nok den eneste grund til barnet endnu ikke er død af sult eller noget lignende" det var ikke for at være helgen, en helt eller noget andet....men ingen kunne være ligeglad med et barn....selv ikke ham.