ingen kender hinanden helt (Azair)

-hm..
Azair mumlede et eller andet, så lavt at ingen ville kunne høre det.. selv ikke hvis de havde siddet lige ved siden af hende.
- det er godt at du gør det..
hun smilede til ham, lidt træt, men glad og ret afslappet. Hun følte sig godt tilpas her, ligeglad med om der var magi med i spillet eller ej.. hun kunne dog ikke helt frigøre sig for tanken om at han kunne have fået hende til at synes om ham med magi.. men hvad.. det var jo ligemeget for hende.. han ville ikke få ret meget ud af det..

Han nikkede lidt og smed sig på sengen.
han var faktisk selv lidt træt, men han vidste ikke helt om han kunne sove med en fremmed i huset, han kendte jo ikke særlig meget til hende og det kunne stadig sagtens være en fælde, at hun ville prøve at dræbe ham mens han sov, eller rode alle hans ting igennem eller stjæle noget.
Han så længe på hende.
Kunne hun mon den magi der skulle til for at dræbe en dæmon? Måske kendte hun til det...men han troede ikke på hun ren faktisk kunne og ville gøre det.

- du er også træt? men hvis du vil sove, så kan jeg bare tage en af stolene.. jeg sover jo alligevel ikke mere..
Vampyren smilede træt til ham, og gjorde mine til at rejse sig op. Hun svingede hurtigt benene ne på gulvet, og skubbede sine sko over foran en af stolene, mens hun rejste sig op. som ved nærmere eftertanke stoppede hun op, og vendte sig om mens hun smilede:
- hvis du tror at jeg vil prøve at dræbe dig eller sådan noget.. så ville det være ret dumt af mig.. jeg ville sikkert ikke kunne, og hvis det mislykkedes er det højlys dag udenfor..

Han smilte lidt
"Du ville ikke have god chancer for selv at overleve, ja" smilte han
"Eller...måske" han lagde sig om på ryggen og så hen på hende, det var nok lidt uhøfligt selv at gribe sengen, men han orkede ikke at rejse sig og nå hun alligevel ikke rigtig skulle sove gik det vel nok?

- læg du dig bare til at sove.. jeg sætter mig bare herovre, og hviler..
hun smilede roligt til ham og satte sig ned i stolen, mens hun lænede sig lidt tilbage, før hendes øjne blev fjerne, som om at hun befandt sig et helt andet sted, i en anden tid.. men hvem ved? måske gjorde hun også det..
Hun lukkede ikke øjnene, blinkede ikke på noget tidspunkt, som mennesker og andre væsner har for vane, så bare ud i luften.. selvom hun ikke rigtigt så noget.. men hun kunne hurtigt vækkes.. Når hun hvilede sank hun ned i sine minder, men det var kun som en let, vågen søvn.. hvor underligt det end lyder..

Han så lidt på hende og besluttede sig så for at der ikke kunne ske noget slemt.
Selv lukkede han øjnene og lidt efter sov han.
Hans vejrtrækning blev langsom og dyb.
Men selv om det lignede han sov tungt var han alligevel parat vis der skulle ske noget, altid lidt bevidst om sine omgivelser, og alligevel sov han.

Timerne gik, mens stilheden herskede rummet. solen steg længere og længere op på himlen og varmede væsnerne der vandrede under solen. som solen begynder at nærme sig horisonten bliver Azair pludseligt vågen og nærværende igen, og med langsomme, stive bevægelser rejste hun sig op. hun var lydløs, mest for ikke at vække Zean, mens hun strakte sig som en kat, og smilede. hun følte sig så fuld af energi, og gik i et pludseligt anfald af nysgerrighed over for at lette på gardinet, men trak det hurtigt for igen, da solens skarpe stråler ramte hendes højre hånd som hun holdt gardinet med.
smerten, og et rødt brandsår blomstrede op på hendes hånd og hun bed irritreret tænderne sammen.. typisk..

Da hun havde lettet på gardinet og derefter trykket hånden til sig i en reaktion af smerte vågnede Zean med et sæt.
Han havde i et øjeblik glemt hvem hun var og satte sig op hurtigere end man skulle tro og virkede overraskende vågen.
Han så dog hurtigt det bare var hende og lod sig synke tilbage i sengen med et suk mens han gned søvnen ud af øjnene.

- beklager at jeg vækkede dig.. var ikke min mening..
hun ser på ham med et smil, og lader sin hånd synke ned, så det bliver sværere at se det røde brandsår. Hans hurtige reaktion overraskede hende lidt, men da der ikke skete mere, trak hun bare på skuldrene og gik over til ham. Den sorte T-shirt hun havde på var blevet krøllet i nattens løbe, men vampyren tog sig ikke noget specielt af det, for det var jo bare en T-shirt. Azair så overhovedet ikke søvnig ud, men hun havde jo heller ikke sovet..

"Ville nok være vågnet alligevel" han vidste at det snart var aften igen.
Ikke fordi han var vågen om natten, eller jo, men han kunne både være vågen om natten og om dagen.
Han satte sig op og så sig kort omkring inden han hoppede ud af sengen og greb en flaske vand og drak af.
Han kom i tanke om han intet havde spist siden sidste nat, men besluttede sig så for at det også var lige meget.
"Skjuler du noget?" han syntes det så ud som om hun skjulte sin hånd, men det kunne også bare være ham der så forkert.

Azair rakte sin hånd frem imod ham, så han kunne se brandsåret der gik hele vejen oppe fra hendes håndled og ud til spidsen af hendes tommel og pegefinger.
- jeg ville kigge ud, for at se hvor solen var på himlen, og nogle af dens stråler ramte min hånd.. heldigvis kun kort.
hun trak hånden til sig og lagde den på sengen mens hun lod som om at det ikke gjorde ondt.. men man kunne se hvor ondt det gjorde i hendes øjne. hånden brændte som om at hun havde stukket den direkte ind i nogle flammer, men prøvede at lade være med at tænke over det..

"Kom" sagde han, han satte vandet på bordet og åbnede døren.
Han ville vise hende ned til fælleskøkkenet der var, så hun kunne få sin hånd under koldt vand, hvilket skulle hjælpe på sådanne noget.

//undskyld krea....//

Vampyren fuldte langsomt efter Zean, forvirret over hvad de skulle. Imens hun gik, var hun omhyggelig med ikke at lade hånden røre noget, da denne her forbrænding jo var ligesom de fleste normale forbræbndinger alle andre væsner kunne få..
Azair spekulerede over hvor de skulle hen, men spurgte ikke alligevel.. hun beluttede sig bare for at vente og se hvor de kom hen.


//gør intet.. kender det godt :P//

Han åbnede en dør og de kon ud i et stort og forholdsvis flot køkken, men det var lidt slidt og beskidt.
"Jeg ved ikke om jeres sår vokser sammen selv" sagde han lige ud
"Men ellers stik hånden i koldt vand, det hjælper på det"

- det helbreder sig selv, men ikke lige med det samme..
Og med de ord stak Azair hånden ind i vandet fra vandhanen, som hun lige havde tændt.. smerten aftog, langsomt, og hun smilede til Zean.. Hun ville nok skulle stå i et stykke tid med hånden inde under vandet, men det gjorde ikke længere så ondt..
- det var vist lidt dumt at kigge ud på solen, når jeg nu er så følsom overfor det.. men det her er også grunden til at jeg flere gange før daggry tænkte over om jeg kunne nå hjem.. jeg er ret sårbar lige nu.. hvis man kan holde mig ude i solen, så varer det ikke længe inden jeg er død..

Han nikkede og smilte lidt.
"Sikke noget" svarede han, en kommentar som hans mor tit sagde...
"Så er i jo...ret udsatte vis man kan sige det sådan?" sagde han
"Selv kan jeg kun dræbes ved den rigtige magi og pentagrammer....og det komiske er at jeg elsker pentagrammer..." han smilte lidt og lænede sig op af et bord som stod i rummet.

- ja i den ene halvdel af dagen, er vi udsatte.. derfor er betegnelsen "nattens børn" ret passende.. Men det er ret forskelligt hvordan vampyrer reagerer på sollys.. med nogen skal der gå næsten en time, mens for eksempel med mig.. der skal der kun få minutter i sollys til før at jeg går op i flammer..
Hun sukkede og trak på skuldrene.. men smilede da det røde langsomt begyndte at forsvinde i takt med at hendes krop startede helbredelses procesen.. Så slukkede hun for vandet, og trak sin hånd ud.. et par minutter senere var der intet brandsår at se..
- jeg burde ikke fortælle dig alt der her.. det ved du vel..

"Tror du jeg planlægger at dræbe dig?" han lagde armene over kors med et smil.
"Jeg kender godt til det, ja, til en vis grad" han så lidt på hende og fik pludselig lyst til at fortælle mere om sig selv, dele hende i sine tanker.
"Vis jeg havde ville dræbe havde jeg nok prøvet for længe siden" sagde han, pludselig gik døren op og i døren stod en pige, ikke mere end 6 år, i en hvid, krøllet natkjole og sit lange mørke hår der bølgede ned over hendes skuldrene.
Hun var umenneskelig tynd.
Hendes store brune øjne så på dem uden rigtig at vise nogle følelser.
Zean kiggede lidt på hende som hun stod der.
"Zean...." pigens stemme var svag, men alligevel stærk et sted.
"Hva så prinsesse" smilte han

- vil du ikke præsentere os, Zean..
Vampyrens stemme rummede et smil, som hun ikke viste. hun så grundene på pigen med de hvide farveløse øjne og hendes lange pandehår som dækkede den ene side af hendes ansigt.. For nogle børn ville hun have virket skræmmende, men var helt sikker på at det ikke ville være tilfældet med hende her.. for pigebarnet virkede ret hårdkogt.. selvom hun ikke var ret gammel.
Vampyren lod sin højre hånd, som nu ikke rummede nogle spør af forbrændingen fra før, glide igennem sit hår og gjorde det i forvejen pjuskede og strittende hår endnu mere pjusket og srittende..

"Azair, Magdelena, Magdelena, det er Azair" Pigen så lidt på Azair.
"Zean..." gentog hun så igen, men rørte sig ikke ud af stedet.
"Hvad er der galt, prinsesse?" han så lidt på hende, så kiggede pigen ned i gulvet.
Zean vidste hun ikke ville være lige så åben som hun plejede nå der var fremmede og gik over til hende.
"Det er ved at blive mørkt udenfor" sagde han og satte sig på hug foran hende
"Det betyder jeg ikke her, så du må klare dig selv som hver nat" pigen nikkede og gengældte Zeans blik, men zean brugte ikke sin evne på hende, det havde han aldrig gjort.
Så vente pigen om og gik sin vej igen, Zean rejste sig op og kiggede efter hende.

- menneskenes datter?
Mens pigen forsvandt kiggede Azair efter hende, før at hun i stedet rettede sit blik mod Zean. Hun kunne godt se at pigen virkeligt betød noget for ham, og lovede sig selv aldrig at skade hende.. for hun havde ikke lyst til at blive fjende med dæmonen.. hun var ikke bange for ham, men hun vidste at han var stærk.. og så kunne også bare godt lide ham.. han var lidt svær at komme ind på livet af, men ikke så svær at det var umuligt..

"Ja" svarede han kort og så på hende igen.
"Nå hun bliver lidt større vil jeg lære hende at forsvare sig, at kæmpe" sagde han
"Så er der ingen der skal gøre hende ondt igen" han trak på skuldrene
"nå men din hånd er god igen, det er jo godt" han gik ud af køkkenet og ned af gangen mod sit eget rum.

Azair nikkede til det med at lære Magdalena at kæmpe.. hun kunne godt se ideen med det og syntes at det lød ret fornuftigt. Hendes skridt var hurtige til hun nåede op på siden af Zean, hvor hun tilpassede sig hans tempo.. hun kastede et kort blik på hans ansigt, for at finde ud af hvad han følte.. der var nok intet at se, det vidste hun, men prøvede alligevel.. Hun ville gerne have ham til at stole på sig, selvom hun var vampyr.. og at han gjorde sig selv mystisk til tider..

Han så hurtigt på hende da han mærkede hendes blik.
Han smilte lidt.
"Du tørster virkelig efter mere viden" sagde han mens han så på hende, så gik han ind af døren til sit rum.
Han trak sin T-shirt af.
Hans bare overkrop var lettere muskuløs og havde store ar over ryggen som gik tværs af hinanden.
Han bukkede sig ned og trak en kiste ud under sengen, derfra hentede han en ny T-shirt som han trak på.
"Skal vi begive os ud i natten?" smilte han til hende.

- jeg tørster altid efter viden.. det er hvad jeg bruger mit alt for lange liv på.. søge efter viden.. jo sværere den er at få fat på jo sjovere er det..
Hun blinkede til ham, gik hen imod døren og ventede på ham der. Der var ingen overraskelse at se da han afslørede arrene på hans ryg. når han havde levet i så lang tid som han måtte have var det ikke usædvanligt med ar.. det var derimod usædvanligt ikke at have nogle.
- hvad, eller hvem, gav dig de ar?