Domkirken

"Jeg er 17" Gentog hun og sukkede, som om hun kedede sig utrolig meget. Så sig omkring i kirken og smilede svagt for sig selv. Det var ret mærkeligt at stå og have en ok, intelligent samtale med en 'så' lille pige.

"Er De virkelig så ung?.. Jeg ville have gætte på at de var ældre.." sagde Lucy, og smilede en smule bredere ved englens suk. "Keder jeg Dem, miss Kala?" spurgte hun så med en let latter sidende i stemmen.

Kala skar en grimasse. Ikke den fedeste kompliment. "Tak.. Tror jeg?" Sagde hun stille og tøvende, mens hun så ned i gulvet. Hendes blik fløj op, da hun spurgte hende om noget igen. "En smule" Mumlede hun.

"Hmm... Det er jeg ked af... Når nu De more mig så meget som De gør.." sagde lucy, og smilede kun endnu størrer. Hún så nu ikke videre ked ud af det, men lignede noget nær et barn der havde fået hvad det ønskede sig i julegave..

Kala trak på skulderne og smilede skævt. "Jeg er ked af at jeg ikke more mig" Sagde hun lavt og smilede skævt. "Jeg er bare ikke vant til at støde ind i andre væsner når jeg er i kirke. Mest bare mennesker der har forvildet sig herhen" Fortalte hun.

//Skal logge. skrives//

Lucy nikkede lidt - lettere tænksomt - og svarede så: "Kirken er et mærkværdigt sted.. Engang kunne man ikke finde en der var tom, og nu er det umuligt at finde en der er fuld.. Templer er noget andet.. De har altid været store tyste steder, uden megen færden.."

Kala så lettere imponeret på pigen. Man kunne tydeligt høre at pigen ikke var så gammel, som hendes krop ville have en til at tro.
"Jeg er fuldstændig enig" Mumlede hun.

Lucy nikkede, og smilede lidt over englen. "Har De nogensinde været i et tempel?" spurgte hun så, og gik i tankerne tilbage til den tid hvor de 'gamle' grækere gik i tempeler og tilbad guderne.. Hun kunne tydeligt huske det.. Måske fordi hun voksede op blandt dem, og selv kom i tempelerne engang..

Kala nikkede. "Jeg har besøgt et gammel tempel på Hawaii, hvor jeg boede inden jeg flyttede hertil" sagde hun og smilede svagt. Det havde været ret spændende at se. Dog kunne det ikke måle sig med grækernes eller Mayatemplerne.

Lucy nikkede lidt. "Tempeler er fantastiske.." sagde hun så, og smilede lettere drømmende. Hun talte på ingen måde om de smukke bygningsværker, eller de utrolige udsmykninger. Nej, Lucy talte om selve tempelerene.. Om den helt specielle stemning af ærefrygtindgydende ro der hvilede inden i dem.. Det var det Lucy oplevede som fantastisk.. Den følelse af at være beskyttet forevigt af højere magter..

"Man føler at guderne stadig holder øje med en, selvom religionen sikkert er uddø for flere hundrede år siden" Sagde hun og smilede skævt. Det var lidt det samme hun følte når hun gik i almindelig kirke.

Lucy fnøs ved den kommentar. "Troen på Zeus og Athene, og alle de andre guder og gudinder uddør først den dag der ikke er flere der vil kendes ved den, dybt i dem selv." sagde hun med fast stemme. Eftersom hun var vokset op i datidens samfund hvor alle gik til Zeus med deres problemer, troede hun naturligvis også på den tro.. Derfor mente hun ikke at troen var uddød.

Kala rynkede sine øjebryn. "Det er mere dem så er flere tusinder år gamle. Dem som uddøde med folkeslaget" Forklarede hun. Det var ikke nemt at diskutere religion. Man kunne nemt blive misforstået.

"Ikke alle uddøde med folkeslaget.. Tag nu mig... Hmm.. Teknisk set er jeg ikke levende, men uddød er jeg nu heller ikke.." fortalte Lucy, og ville have englen til at forstå at hun tog fejl.

"Det er rigtigt" Sagde hun og smilede stille. "Hvor gammel er du helt præcis?" Spurgte hun nysgerrigt. Pigen var i hvert fald ikke så gammel, som hendes krop var. Hun var i sikkert 1000 eller ældre.

"3605 år gammel er jeg." svarede hun,, og var tydeligt stolt over sin alder. Ikke mange overlevede så længe, og Lucy var glad for at være en af dem der havde gjordt det..

"Bliver vampyre aldrig svagere jo ældre de er?" Spurgte hun. Dem som måske var 10.000 kunne måske godt være lidt svagere end dem på pigens alder.

"Vampyrer er svage som 'nyfødte'. Når de bliver ældrere, og får mere erfaring, bliver de også stærkere. Men selv om min alder er så høj som den er, er jeg en svag vampyr rent fysisk. Til gengæld er jeg stærk rent psykisk. Styrke varrigere meget fra vampyr til vampyr, men i princippet bliver vi stærkere med alderen." svarede Lucy forklarende, og smilede over at for lov til at udvide englens indsigt i vampyrer.

"Og i elsker alle sammen engleblod ikke?" Spurgte hun nysgerrigt og interesseret. Hun havde før hørt om vampyre der ikke kunne lide engleblod eller bare holdt sig væk fra det.

"Hmm... Nu må De ikke taget mit svar personligt, eller tro det gælder alle vampyrer.. Jeg kan jo selvfølgelig ikke snakke for andre, men efter min mening er der næsten ikke noget bedre end engleblod... Men De kan være rolig miss Kala, jeg er mæt for tiden." svarede Lucy, og overvejede sit svar grundigt. Hun ville jo ikke skræmme englen væk ved at sige sin mening om engleblod, men hun ville heller ikke lyve. Det var kun mennesker overfor hvilke man skulle lyve, mente hun..

//Må logge nu, men kommer igen senere//

"Vil du fortælle mig hvordan det smager?" Spurgte hun venligt. Tog ikke rigtig notis af at deres samtale var yderst bizar. Hvis et menneske havde hørt deres samtale var personen nok død af chok.

"Hmm... Det smager... Sødt.. og godt.. Det er ikke sådan lige til at beskrive, men det er simpelthen noget af det bedste.. Som slik.." svarede Lucy, og måtte tænke sig godt om for at kunne komme med selv en så sparsom beskrivelse.

"Ligesom flydende spiseligt guld?" Spurgte hun. Måske ikke lige den bedste sammen ligning, men guld var meget værd og hvis det var slik ville det sikkert smage hel vildt godt.

Lucy lo ved Kalas foreslag, men nikkede alligevel. "Sådan kan man vist godt sige det." svarede hun stor smilende, og var egentlig begyndt at synes helt godt om englens selvskab.. Selvfølgelig synes hun jo egentlig godt om selvskab i det hele taget, men denne engel var sjov at snakke med, efter som hun ikke blev panisk og flygtede straks hun så en vampyr..

Kala smilede. "Kan man være afhængig af det?" Spurgte hun nysgerrigt. Det var altid godt at vide, om nogen kunne være afhængige af ens blod. Det kunne være rart at man vidste man skulle låse sig inde i sin lejlighed resten af sit liv.