Domkirken

Kala stivnede lidt da hun hørte hans navn. Stirrede på vampyren. "Ja, hvorfor spørger du?" Spurgte hun i et skarpt tonefald. Demetri var bestemt ikke hendes yndlingsperson, men hun hadede ham heller ikke. Det afhængte af hvilkte humør han var i når de stødte ind i hinanden.

Lucy smilede over det skarpe tonefald. "Han nævnte noget om nogle rygter første gang jeg mødte ham, og fortalte at jeg kunne spørge et hunkøns væsen hvis jeg ville vide mere.. Jeg må ærligt indrømme at jeg er nysgerrig.. Hvad for Dem til at reagere som De gør ved hans blotte navn?" svarede hun stor smilende, ogvendte sig mod englen igen.

"Hvilke rygter?" Spurgte hun stadig skarpt og ignorerede det andet spørgsmåll. Hvis Demetri havde pralet af at have bidt hende, ville hun helt sikkert på Hayley til at dræbe ham. Hvis hun gad.

"Det var hvad han bad mig spørge andre om. Han kender dem ikke selv... De besvarede ikke mit spørgsmål?" svarede Lucy, og morede sig tydeligt, uden at lægge den mindste smule skjul på det.

"Jeg ved ikke hvilke rygter der kan være tale om" Sagde hun oprigtig forvirret nu. Ignorerede stadig hendes sidste spørgsmål. Vidste ikke rigtig om hun havde lyst til at fortælle det til vampyren.

"Miss Kala. Hvorfor vil De ikke besvare mit spørgsmål?" spurgte Lucy, og rynkede panden. Hun blev irreteret over at blive ignoreret på den måde, da hun - for det meste - accepterede hvis folk blot gav hende det svar at de ikke ville snakke om det. Men blev hun ignoreret blev hun vred.

"Han bed mit - to gange" Hvæsede hun så til vampyren. Det lignede hende bestemt ikke at blive vred, ikke engang irriteret, men vampyren havde bragt et emne op, som hun overhovedet ikke var særlig glad for at snakke om.

"Virkelig?" spurgte Lucy leende, og smilede over hele hovedet. "Så er det derfor De har så stor modvilje.." fortsatte hun lidt efter, stadig leende. Hun lo ikke af Kala's ord, men af det faktum at hun havde hvæset af hende. En engel havde hvæset af hende. Der gik en tid, før hun igen kunne beherske sig, og dæmpe latteren til et smil.

"Jeg nyder det ikke ligefrem. At gå rundt og være et omvandrende måltid for jer" Sagde hun vredt. Så irriteret på vampyren. Det irriterede hende at hun bare grinte, men det var måske også svært at tage en vred engel seriøst.

"Kære lille engel.. De er da også meget mere end et måltid. De er yderst underholdende." Latteren kunne stadig høres i hendes stemme, selv om hun ikke lo længere.
"Hvordan er han? Mister Demetri.. Hvordan er han overfor dig?" spurgte hun så med slet skjult nysgerrighed. Han havde jo sagt at han ikke var overfor hende som han var overfor andre, så hun var nysgerrig efter at vide hvordan han så opførte sig.

Kala trak på skulderne. "Jeg ved det faktisk ikke rigtig. Det skfiter utrolig meget og utrolig hurtigt" Fortalte hun stille og blev lidt fjern i blikket. "Det afhænger meget af hvilket humør han lige befinder sig i" Sagde hun og bed sig i læben.
"Hvad har han da sagt om mig?"

"Absolut intet. Han har kun sagt at han ikke er overfor andre som han er overfor mig.. Andre interesser ham ikke, sagde han." svarede hun stadig med et smil om munden, og rystede svagt påhovedet.

Hun så uforstående på hende. "Hvad mente han dog med det? At jeg var den eneste han gad dræbe eller hvad?" Spurgte hun og blev en smule vred på Demetri. Det kunne sagtens høres i hendes stemme.

"Han snakkede ikke om Dem miss Kala. Han snakkede om mig. Jeg sammenlingede ham med mister Aubrey, da jeg finder dem begge uhyre interessante at konversere med, og han sagde til det at andre ikke ville sige sådan. Da jeg spurgte hvorfor svarede han at han ikke var overfor andre som han er overfor mig." sagde Lucy i et lettere rettende og forklarende tonefald.

Kala nikkede, tydeligvis lettet. Hun havde hørt forkert. Måske var det pga. hun var ved at blive træt. "Måske er Demetri forelsket i dig?" Sagde hun drillende og fik også drillende glimt i sine øjne.

Lucy blev først helt paf. Hun stod og forsøgte at regne ud hvad Kala egentlig havde sagt til hende før det dæmrede. Så rystede hun kraftigt på hovedet. "Nej. For det første er det højest upassende, og for det andet opfører han sig på ingen måde sådan." sagde Lucy alvorligt, og kunne tydeligvis ikke se spøgen i det. Selv om hun var gammel, og ikke ville regnes for en lille pige, så var hun sådan set stadig et barn. Hun nærede hverken tanker eller følelser i den retning overhovedet, hvilket hun også havde været nød til at forklare mister Aubrey den aften...

"Selvom det er upassende, kan det jo godt være sandt" Sagde hun og løftede et øjenbryn. Det kunne godt ligne Demetri.

Lucy rystede igen på hovedet. Sådan kunne det ikke være. Ikke i hendes hoved. Demetri var ikke der forelskede sig i små pigebørn.. Det mente Lucy i hvert fald ikke. Og desuden havde han jo absolut ingen tilnærmelser gjordt. De havde jo knapt nok nogen form for fysisk kontakt.. Selvfølgelif ud over den aften på the Reggie club hvor de havde danset, men det var noget andet. Den eneste der over hovedet havde gjord nogle tilnærmelser mod hende var mister Aubrey, og han var jo stoppet igen... Havde indset at hun ikke nærede sådanne følelser.. Lucy sagde ikke noget, men rystede bare tavst på hovedet .

"Intet er umuligt" Mumlede Kala og smilede svagt. "Vi skal bare se på os selv fx for at se beviset" Hviskede hun, men vidste at Lucinia udmærket kunne høre hende.

"Sig ikke sådan miss Kala!" Lucy's lyse barnestemme råbte ordene ud, og de rungede i det store kirkerum. Vreden stod malet i hendes unge ansigt, og fik hendes stemme til at ryste en smule, skønt hun faktisk ikke var vred. Hun var... Ja hvad var hun egentlig? Skræmt ved ordene? Bange for at det var sandt? Lige meget hvad det var, så var det ikke noget hun kunne lide. "Sig ikke sådan!" hvislede hun, og gik et skridt tættere på Kala. Skønt ikke var større end et barn lykkedes det hende at se ret så truende ud som hun gik frem, og emmede af vrede der ikke var vrede.

"Sidst jeg tjekkede levede vi i en fri verden eller..." Mumlede hun tænkende. "Er vores verden ikke fri?" Spurgte hun, en smule nysgerrigt faktisk. Tog ikke notis af hendes 'vrede' eller at hun så truende ud.

"Verdenen er ikke fri miss Kala. Hverken vores eller menneskenes. Vi er alle slavebundet på den ene eller anden måde. Ingen er, og har aldrig været, frie" svarede Lucy, med en isende stemme. Hun var nomalt ikke den der blev kold overfor andre, men denne engel havde virkelig formået noget ingen havde gjordt i lang tid... Det var en følelse der var så længe siden hun havde følt den at hun helt havde glemt den, og ikke vidste hvad hun skulle kalde den..

"Det eneste der binder mig til noget er mit arbejde og min lejlighed. Så snart jeg ikke har dem mere er jeg fri" Sagde hun og smilede bare over vampyrens humørskift. Det mindede lidt om når Demetri skiftede humør. Det kom altid ud af det blå.

Lucy rystede på hovedet. "De er aldrig fri, miss Kala. Aldrig nogen sinde. De blev født fanget, og vil dø fanget. Mere end De nogensinde vil forstå. De snyder Dem selv, De tror De er fri, mens De i virkeligheden er så fanget som nogen." sagde hun og begyndte stille at smile igen.

Kala så uforstående på hende. "Hvad mener du helt præcis med det?" Spurgte hun tydeligt forvirret.