Domkirken

"Afhængig er måske så meget sagt.. Det kan have en berusende efekt, og kan føre til voldsom grådighed. Der er for eksempel vampyrer der nægter at drikke andet end engleblod.. De er nok ikke så sjove for jer at møde.. Men afhængig.. Nej det tror jeg ikke man kan blive." svarede Lucy tænkende, og nikkede lidt til sine egne ord.

Kala gøs ved tanken om vampyrene, der kun ville drikke engleblod. Hun bad stille til Gud om at hun aldrig ville møde sådan en vampyr nogensinde i sit evige liv. "Hvad foretrækker du så?" spurgte hun og smilte skævt.

"Det er forskelligt.. Ind imellem er der ikke noget bedre end et menneskebarn, mens det andre gange er engel eller elver der lokker mest." svarede hun ærligt, og smilede lidt ved tanken. Hun var ikke sikker på hvordan Kala ville reagere overfor kommentaren om børnene, men hun håbede at englen ville tage det lige så fint som hun havde taget den anden information hun havde fået indtil videre.

Kala rynkede let sine øjebryn, da hun sagde menneskebarn. Det var lidt mærkeligt at høre en lille vampyr fortælle at hun godt kunne lide menneskebørn. "Jeg troede i kun spiste voksne menneske" Mumlede hun roligt.

"Voksne mennesker er for store for mig.. Jeg er ikke istand til at tørlægge dem.. Og desuden så smager børn bedre." svarede Lucy, og smilede svagt ved tanken. Hun brød sig nu ikke om tanken om at hun var for lille til at drikke en voksen tør, men hun havde accepteret det alligevel..

"Jeg troede i var mindst en million gange stærkere end mennesker" Sagde hun og løftede smilende et øjenbryn. Hun kunne slet ikke forestille sig at vampyren ikke kunne klare et voksent menneske. Selvom hun ikke var særlig stor.

"Selvfølgelig! Jeg er meget stærkere end dem, men de har for meget blod. Jeg kan ikke engang tage bevistheden fra dem.. Og jeg hader den lyd det giver når man brækker nakken på dem." sagde Lucy, og viftede lidt med den ene hånd. Englen havde tydeligvis misforstået hende fuldstændigt..

"Hvad så med teenagers?" Spurgte hun og smilede skævt. Hun kunen godt forstå at vampyren foretrak at drikke blod fra nogen på sin egen størrelse. Hun ville heller ikke kunne drikke så mange liter vand, som en voksen havde i blod, hvis hun havde været på vampyrens højde.

"Det går hvis de ikke er for store, men børn er bare generalt bedre." svarede hun og trak lidt på skuldrene.

"Fordi deres blod er friskt eller de er nemmere at dræbe?" Spurgte hun oprigtig interesseret. Hun havde det med at interessere sig for alle de mennesker hun mødte uanset hvem de var.

"Og så har de ikke haft den samme tid til at forurene deres blod men alskæns skidt, som voksne har. Nogle voksne er direkte ulækre så beskidt deres blod er." svarede Lucy og smilede over englens nysgerrighed. Hun var faktisk ret glad for at hun havde spist for ellers kunne al den snak om blod gøre hende godt sulten..

Kala skar en grimasse. "Ligesom at spise alt for meget fastfood. Jeg føler mig ulækker hvis jeg har spiste alt for meget" Sagde hun og grinte kort. Forstod meget bedre hvor vampyren foretrak børn. Voksne hærgede også deres kroppe ved at drikke og få stress og alt mulig.

"Blandt andet.. Voksnes blod er ofte, efter min mening vel at mærke, alt for fed.. Desuden, med alt hvad de sspiser, drikker og tager af stoffer, så bliver deres blod efterhånd som det rene... Pis." tilføjede Lucy med et let nik.

Kala grinede lidt af det hun havde sagt til sidst. "God sammenligning" Lo hun og smilede. "Men jeg kan sagtens følge dig i det du siger"

Lucinia nikkede kort, med et tilfredst smil. "De er heller ikke så dum endda, miss Kala." sagde hun anerkendende, og mente det på en god måde. Kala var ikke en af de engle der stemplede vampyrer som onde.. Det var i hvert fald Lucys indtryk, og hun satte faktisk pris på det.

"Det vil jeg nu ikke sige - jeg kan være ret naiv" Fortalte hun og rørte lidt ved de to ar på sin hals. Fire små prikker der symboliserede Demetris 'angreb' på hende. "Vi engle lever et farligt liv"

"I den grad, og du løber en risiko ved blot at tale med mig.. Du har jo ikke andet end mit ord for at jeg ikke vil gøre dig noget, og du har ingen anelse om hvor meget mit ord er værd, eller ikke er værd.." sagde Lucy, og smilede uskyldigt. Hun havde nu ikke tænkt sig at bide englen, men ville gerne vide hvordan hun reagerede på den indirekte trusel.

Kala forholdt sig helt roligt. Blev ikke rigtig bange for den inddirekte trusel vampyren lige havde givet hende, men hun blev dog en smule nervøs da hun vidste at man aldrig rigtig kunne stole på vampyre.
"Jeg stoler på dig, selvom jeg ingen garanti har for at du holder dit ord" Sagde hun så alvorligt og så pigen i øjnene.

//Hun har bind for øjnene//

Lucy nikkede og smilede. "Det kan De også roligt gøre miss Kala. Jeg ville ikke så sådan hvis jeg ikke mente det. At lyve er mangel på pli, og opdragelse. Da jeg har begge dele lyver jeg ikke.. For andre end mennesker.." forsikrede hun glad Kala.

//Damn! ^^ Så bare læs det som: Prøvede at se hende i øjnene, men kunne ikke pga. af klædet hun havde for øjnene//

Kala smilede og nikkede. "Selv os engle er nødt til at lyve og jeg behøver vel ikke at sige at vi overhovedet ikke bryder os om det?" Sagde hun. Det var af og til hårdt ikke at kunne fortælle nogen hvad man var.

"Menneker er dumme. Ikke nok med at de ikke kan lægge to og to sammen, så opfører de også som de rene svin." konstaterede Lucy, og vendte hovedet modd kirkedøren. Hun havde faktisk synes om mennesker engang, men nu... Nu var de simpelthen ikke andet end føde og legetøj.. De kunne være yderst underholdene på deres egen specielle måde.

"De er miljøsvin og af og til barbariske plus syge i hovedet. Jeg mener alle de syge mænd fx. der spærre piger inde i en kælder" Sagde hun og gøs ved tanken. Hun ville have ønsket at enten en dæmon eller vampyr ville besøge de syge mænd og tage deres sjæle eller suge hver eneste dråbe blod ud af dem.

"Og oftets er det sådanne mænd der for lov til at leve i fred." sagde hun roligt, og virkede ikke synderligt rørt. Menneskers gøren og laden kom hende egentlig ikke ved, selvfølgelig med mindre det kunne have påvirkning på hendes tilværelse. Men når det gjorde det var det nemmeste ofte at bringe de mennesker til tavshed. Hendes tankegang kunne virke lettere markaber, men efter som hun havde levet så længe som hun havde rørte andres død og pine hende ikke.

"Jeg håber bare at verden ændre sig inden det er forsent" Mumlede hun stille og så ned i jorden.

"Hm.." svarede hun kort, og trippede lidt med de bare fødder på gulvet.
"Kender De mister Demetri?" spurgte hun så da hun kom i tanke om hvad han havde sagt til hende den første aften de havde mødtes. Hun kendte stadig ikke til de rygter han havde omtalt, og var egentlig nysgerrig efter at høre dem.