Domkirken

"Nå sådan... Så forstår jeg." sagde Lucy, og smilede da sammenhængen gik op for hende. "Ser De stadig noget til Deres forældre miss Kala?" spurgte hun så med en let nysgerrig klang i stemmen.

"Jeg har ikke set dem siden jeg flyttede hertil" Indrømmede hun og sukkede lydløst. Hun kunne ikke bruge undskyldningen at flybilletter til Hawaii var for dyre, når hun havde et fint sæt vinger hun kunne bruge.

"Har De boet her længe?" spurgte Lucy videre, og lod ikke til at bemærke sukket.

"Næh, faktisk kun et par måneder" sagde hun og smilede. Selvom der var mange vampyre og sådan var der alligevel dejligt.

"Så kan det jo muligt være synderligt længe siden De sidst har set Deres forældre.." konstaterede Lucy, og nikkede tilfredst. Selv havde hun jo faktisk aldrig set sine forældre, så hun blev faktisk en smule misundelig på Kala.

"Jeg orker bare ikke at se dem" Sagde hun stille og bed sig svagt i læben. "De ved ikke at jeg er engel, så det ville være svært at bortforklare mine rygsmerter" Mumlede hun og knækkede kort fingre.

Lucy nikkede, og undlod at kommentere. "Hvordan er det rent faktisk at se?" spurgte hun med et barns nysgerrighed i stemme.

"Vidunderligt, men samtidig en forbandelse" Sagde hun kort. Nogen gange hadede hun virkelig at kunne se.

"Hm.." mumlede hun tænksomt, og vippede let med tæerne. Lucy kunne ikke rigtig sætte følelser på hvordan det var at være blind. det eneste ord hun havde for det, var at det var mørkt...

"Men det kan jo være en god ting at være blind. Alle ens andre sanser bliver jo forstærket" Sagde hun og smilede. Typisk hende. Næsten altid optismistisk.

"Mmh.. Det gør det langt lettere at finde føde, og begå sig mellem andre væsner." nikkede Lucy, og smilede svagt.

"Min lugtesans fx. er ikke så god, så jeg kan ikke så let skilne mellem de forskellige racer" Sagde hun og smilede.

"Hmm... Jeg kan forestille mig at det gør Dem til et let mål for andre racer..." sagde Lucy tænkende. Ikke at hun overvejede at bide Kala, hun havde jo som sagt allerede fået blod og var derfor mæt.

"Ja, men jeg kan der imod mærke vibrationer i luften, der kommer når nogen bevæger sig" Fortalte hun. Det gjorde det nemmere for hende at kunne flygte hurtigere.

"Hmm... Jeg vil nu gætte på at det er nemmere at kunne lugte, og høre nr der kommer andre." svarede Lucy, og smilede barnligt.

"Meget" Indrømmede hun lidt modvilligt. "Men vibrationer kan være lige så gode, da man ofte ikke kan høre jeg vampyre fx"

"Det kommer nu an på om man kan se eller ej.. Jeg kan oftes hører når andre vampyrer nærmer sig..." svarede Lucy, og synes faktisk godt om denne debat.

"Men det er fordi at din høre sans er meget bedre en min" Sagde hun og smilede.

"Bestemt ja. Kender De nogen varulve?" Endnu et af Lucy's pludselige og uventede emneskift. Hun skiftede som hun mente at de var færdige med et emne, og tog sig ikke synderligt af andres meninger.

"Ja" Svarede hun kort og så en anelse mistænktsomt på hende.

"Hvor mange?" spurgte hun uskyldigt, og smilede svagt. Selv kendte hun to varulve.. Den uforskammede han hun havde mødt i gå gaden, og så den hun, hun havde mødt ved Silent River. Miss Tazz var hendes navn.. Hun havde været yderst underholdende, og havde - af mærkværdige årsager - straks informeret Lucy om at hun var en fjende af mister Demetri, og miss Ribanalon.. En spøgs taktik efter Lucys mening.

"En" Svarede hun igen kort og betragtede Lucinia.

"Hvem?" vedblev Lucy, med et let smil. Hun så ikke ud til at tage sig synderligt af englens kortfattethed, da hun egentlig var re ligeglad, så længe hun fik et nogenlunde høfligt svar.

"Jeg kan ikke se hvorfor du skal have det at vide" Mumlede hun.

"Hm... Jeg spørger somend kun af ren nysgerrighed.. Selv kender jeg to varulve.. Dog kender jeg kun navnet på den ene af dem.." svarede Lucy, med et ubekymret smil.