Domkirken

"Måske vil Deforstå det engang.. Når De bliver ældre.. Men det er ikke en ting man kan forklare.. Det er bare virkelighed." svarede Lucy og smilede nu bredt. Endda så bredt, at man kunne skimte spidserne af hendes hjørnetænder.

//Må logge nu, skrives//

"Jeg kommer til at være 17 hele mit liv, så jeg tror ikke at min hjerne udvikler sig særlig meget mere" Mumlede hun. Vidste at hun sikkert aldrig ville komme til at forstå det. Men bare det at hun følte sig fri var nok.

//Skrives//

"Jamen kæreste miss Kala. Jeg kommer da til at være sølle syv år til den dag jeg dør, men jeg har da så sandeligt udviklet mig en del over de år jeg har levet. De skal nok komme til at forstå det." sagde Lucy i et næsten trøstende tonefald, men med et smil der tydeligt talte for hendes morskab.

"Måske" Mumlede hun og bed sig i underlæben. "Jeg tror først jeg kommer til at forstå dig om et par tusinde år"

"Det skal De nu ikke være ked af. Det tog trodsalt også mig en del tid at forstå det." nikkede Lucy, med et bredt smil om munden.

"Jeg er heller ikke ked af det" Sagde hun og smilede. "Så længe jeg ved at jeg ikke ældes er jeg glad nok"

Lucy nikkede lidt, og var stille end tid. "Er De bange for vampyrer, miss Kala?" spurgte hun så, som om det var noget så almindeligt som at spørge om hvad klokken var.

"Ja" Indrømmede hun og smilede skævt. "Der er dog en vampyr jeg ikke er bange for. Min veninde Hayley, men ellers er jeg bange for stort set jeg alle sammen"

"Er De bange for mig?" spurgte hun nysgerrigt, og lagde hovedet en smule på skrå. Lucy vidste godt at hun ikke ligefrem så skræmmende, eller synderligt farlig ud, men på grund af hendes høje aldre, kunne hun - for nogen - være utrolig farlig, selv om hun virkede blid som et lam..

Kala nikkede. "Ja, jeg er bange for alle vampyre udover Hayley" Sagde hun igen. Hun vidste nemlig at Hayley aldrig kunne finde på et dræbe hende eller noget.

"Hvorfor er De bange for mig?" spurgte Lucy videre med tydelig interasse. Når det lige stak hende, kunne hun blive ufatteligt nysgerrig, som kun børn blev det.

//Må logge//

"Du er vampyr og jeg er engel. Du er min fjende og jeg er din føde" Svarede hun og smilede lidt over det sidste.

//Ok//

"Faktisk er De mere noget nær underholdende selvskab. Jeg finder engle yderst sjove, og bider dem sjællent.. Med mindre jeg er sulten.." fortalte Lucy, med et bredt smil.

"Men teoretisk set er jeg føde og ikke underholdning for dig" sagde hun og smilede skævt. Bed sig i underlæben. "Er du sulten nu?"

"Nej De kan som sagt være helt roligt, miss Kala. Jeg har fået blod for i dag." svarede hun, og rystede svagt på hovedet.

//Skal i biffen, skrives xD//

"Godt" sagde hun med et smil.

//Fedt. Skrives :D //

"Hmm... Måske.. Det kommer an på fra hvilket punkt man ser det fra.." sagde Lucy tænksomt, og pillede lidt ved en tot af sit hår.

Kala så ufortstående på hende.

"Har De altid været engel miss Kala?" spurgte Lucy, og skiftede brat emne. Sådan kunne det i hvert fald let virke for andre, men Lucy mente nu at det var helt og aldeles passende emneskift.

Kala nikkede. "Ja, men jeg opdagede det først her for et par år siden" Fortalte hun og var glad for at Lucinia havde skiftet emne.

"Opdagede?? Hvordan opdagede?" spurgte Lucy, tydeligt uforstående.

"En dag fik jeg enormt ondt i ryggen og besluttede mig for at tage en tur op til nogen varme kilder" Fortalte hun og smilede lidt ved mindet. "Da jeg havde siddet lidt i de varme kilder poppede mine vinger ud, som om det varme vand havde blødt dem op, på en måde" Afsluttede hun. Det var hendes stadig en gåde hvordan hun kunne være blevet engel.

"Men... Vil det sige at De troede at De var et menneske indtil den dag?" spurgte Lucy stadig undrende.

"Ja, begge mine forældre er mennesker, så det er ikke så underligt" Mumlede hun og trak på skulderne.