The Swiiiings :DD ~ Kian

Azriel så lidt på Kian og rystede så på hovedet "okay så" sagde hun lavmælt og tog blidt fat i hans hånd og begyndte at hive ham med sig. Hun var lidt nervøs, men hun stolede på Kian. Hun var imponeret over at han ville se hendes hjem. Følge med en vampyr, til dens territorium. Dumdristige knægt. Men det var okay. Det var underholdene at han var sår'n..

Kian smilede svagt og fugle efter hende. Han måtte indrømme at han var overrasket over hun ville vise ham sit hjem, men pigebarnet måtte jo stole på ham. Godt det samme, det var første gang i lang tid han havde været bekymret for nogle. Han overvejede stadig hvordan det måtte være for hende at leve i et kælderrum, det kunne umuligt være passende..

Azriel førte vejen ud ad legepladsen og gennem de tomme gader. Det var mørkt, men gadelamperne iluminerede vejen for dem og viste dem hvor de skulle træde. Ingen biler kørte rundt på de ellers så travle gader, og der var helt mørkt i lejlighederne og husene omkring dem. Den lille pige sagde ikke så meget på vejen, men så dog op nogle gange. Hendes tanker fór rundt omkring hvordan Kians reaktion ville være. Hun var ikke selv særlig stolt over sit hjem, men det var jo bedre end ingenting.
Azriel vidste ikke helt hvor langt de havde gået, men vidste at da de endelig kom til udkanten af byen, var hun lidt småtræt. Bygningen var helt anderledes end alle de andre omkring den, og den var nærmest helt opslugt i mørket. Man kunne godt se at ingen af menneskelig form havde boet der i årevis, og det skreg nærmest "Forsvind!" og gav en gåsehud.
"Her er det så" sagde Azriel i en monoton stemme og førte Kian om i en gyde som førte om bag bygningen. Hun ville selvfølgelig ikke have dør til sit hjem, udtil verdenen og gaderne. Det var hun alt for bange til at gøre. De blev nærmest slugt af mørken som omringede dem, da der ingen lys var i gyden. En dør førte ned til en kælder, og der var få personer som egentlig turde at åbne de mørke trædøre som var ved at ruste ved hængslerne, men Azriel havde ingen frygt da hun åbnede dørene, med ingen besvær, selvom at dørene så ud til at være tunge og besværlige at åbne for det menneskelige øje.
Man burde have troet at lugten som ville gå dem i møde var en ildelugtende lugt af mug og indelukkethed, men det var det ikke. En sød duft af parfume kom dem imøde. Den samme duft som Azriel duftede af. Azriel gik hurtigt helt ned og tændte for noget lys, da mørket var tykkere dernede, end det var i gyden. Nogle enkelte stearinlys blev tændt, hvilket var nok til at give det lille kælderrum lidt lys.
Det lille kælderrum bestod kun af en sort kiste, en sofa og et fjernsyn. Kælderrumet var ca. 20 kvadratmeter. Der var ingen vinduer, men man kunne godt se at der engang havde været vinduer, men var blevet tildækket med mursten og cement. Azriel så op på Kian og smilte svagt "Kom indenfor" sagde hun venligt og havde en gammel lysestage i den ene hånd hvor der var tændt nogle stearin lys. Hun holdt døren åbne for Kian og så på hans ansigt for at se hans reaktion på hendes hjem. Han var en af de første som hun havde taget derned, og derfor var hun lidt nervøs for hvad han ville sige..

Kian fulgte efter Azriel, væk fra legepladsen. Han så sig lidt tilbage, havde han ikke parkeret bilen et sted her i nærheden. Pyt. Det var der ikke noget at gøre ved, han ville ikke misse denne her mulighed for noget i verden. Han havde været utrolig nysgerrig for at se hendes hjem, og nu fik han endelig muligheden.
Han blev ført igennem mange mørke gader. Han sukkede svagt, da hans stedsans svigtede og han til sidst måtte erkende han ikke anede hvor de var længere.. var de overhovedet i Sheria? Gaderne virkede for kolde, for mørke.. ikke som den by han havde valgt at bo i. De stoppede op ved en kælder, og han så forsigtigt der ned. Rustne døre, stedet var der ikke blevet passet på. Ingen vedligeholdelse. Han fortsatte med hende ned af trappen, og holdt vejret lidt inden han så ind.
Rummet var ikke ret stort.. et tv.. en sofa og… en kiste? Han stoppede brat op da han fik øje på den. Han kunne ikke lade være med at smile en smule. Kiste? Virkelig? For at være ærlig havde han troet det blot var en skrøne.. en uhyggelig fortælling for at skræmme børnene inden de skulle i seng. Han gik nysgerrigt hen imod den, lod blidt fingrene glide ned langs det sorte træ. Uhyggelig. Tanken om at sove i en kiste var uhyggelig. Han vendte langsomt blikket imod Azriel ”sover du her?” spurgte han, og hentyde til kisten.

Azriel betragtede Kian med et roligt blik. Hun lagde hovedet let på skrå da han faktisk smilede ved synet af kisten. Hun kunne egentlig godt forstå ham. Det var ikke hver dag at man så en kiste bare stå.
Hun gik langsomt over til kisten. Hun grinte lavmælt ved hans spørgsmål og nikkede "Ja, mest fordi det ville skræmme almindelige dødelige hvis de nogensinde kom herned. Men oss fordi at det beskytter mig fra sollys" sagde hun og så langsomt op på Kian. Kisten var var lukket på det tidspunkt, hvilket Azriel hurtigt gjorde noget ved. Hun åbnede den, og den lavede ingen lyde. Hverken knirken eller beklagende hænglser kunne man høre da den blev åbnet. Stoffet var helt rødt indeni og en lille dyne og hovedpude var blevet lagt "Jeg må skam oss indrømme at de er så behagelige at sove i" sagde hun og grinte lavmælt.

Kian kiggede lidt på kisten idet hun åbnede den. Han så nysgerrigt på den og nærmede sig. ”Interessant.. det ser jo slet ikke så ubehageligt ud” sagde han og mærkede lidt på det bløde stof. Det var slet ikke dårligt. ”Så du sover i den.. sig mig, bare af ren nysgerrighed.. er den bedre end en normal seng?” spurgte han. En kiste. Underholdende.. især hvis der kom gæster. Hvis den var behagelig at sove i, kunne det jo være han ville anskaffe sig en. Bare tanken fik ham til at grine lidt.

Azriel grinte lavmælt "Nej, det er ikke særlig ubehageligt at ligge i den" sagde hun og så op på Kian og trak svagt på skuldrene ved hans spørgsmål "Det er så lang tid siden at jeg har sovet i en rigtig seng, så jeg kan ikke huske det" mumlede hun og så lidt på kisten "Men jeg tror at jeg seng er mere behagelig... og mindre uhyggelig som en kiste" sagde hun og smilte et skævt lille smil.

Kian nikkede lidt og så rundt i lokalet. Han gik hen til sofaen og mærkede lidt på den, kastede så et blik på hendes fjernsyn. ”Så det er måske det du bruger de daglige timer på?” spurgte han og gik hen til det. ”Jeg tror altid jeg har haft en forestilling om at vampyrer brugte dagen på at studerer og blive stærkere.. men det her tv viser da man også laver ’normale’ ting.. hvis der da er noget der hedder det” han lagde hovedet på skrå og så lidt på hende.

Azriel så lidt på Kian og derefter sin sofa og fjernsyn. Hun grinte lavmælt og gik hen til fjernsynet som blot var en stor firkantet kasse. Den så ikke ud af så meget, og sofaen så gammel og slidt ud "Disse ting har holdt mig beskæftiget i mange år" sagde hun og grinte igen "Jeg holder ikke tanken ud om at studere og alt det der pjat. Jeg har ikke brug for det. Ikke lige nu ihvertfald" sagde hun og lod en finger køre hen over toppen af fjernsynet. Man kunne se at det var støvet som bare pokker, da hendes finger nu var fyldt med støv, og en streg af renlighed var på toppen af fjernsynet. Azriel så lidt ned på sin finger og smilte så skævt og så op på Kian. Hun tog hurtigt sin finger op, truede ham med at tvære støvet af i hans ansigt, og grinte barnligt.

Kian så overrasket ud, og lod som om han var meget bange for at blive ramt af støvet. Han bakkede lidt bagud og blinkede til hende ”skån mig” bad han og smilede så lidt. ”Nej det med at studere har også altid kedet mig, skønt jeg har nogle 100 år bag mig.. har du nogensinde været ude og rejse?” spurgte han og så lidt nysgerrigt på Azriel..

Azriel grinte muntert og nærmede sig hurtigt og lod sin finger køre op ad hans ene kind "Haha!" sagde hun og nød sin sejr overfor den store Kian. Hun børstede sine hænder rene i sin kjole og så op på ham, og rystede svagt på hovedet "Nej... aldrig" sagde hun og sukkede lidt "Jeg ville gerne, men pengene har dog ikke været der, og jeg har ikke været alt for glad for det. Desuden, ville det se lidt underligt ud for en pige på min alder at rejse helt alene" sagde hun og trak på skuldrene "Desuden... ville jeg ikke føle mig sikker. Dette sted er det eneste sikre sted for mig" sagde hun med et skævt smil og var egentlig meget glad for sit lille gemmested, da der ikke var nogen andre, end hende og Kian, som faktisk vidste om det.

Kian så lidt ned på hende, og nikkede så. "Men du kommer jo aldrig til at ændre dig" sagde han og så tænksom ud "på et eller andet tidspunkt vil du vel for lyst til at se verden? Uanset hvor gammel du ser ud.." han overvejede hvordan han selv ville have det, hvis han var tvunget til at bo her for evigt. Tanken gav ham kuldegysninger.

//Hey, har desværre skiftet karakter :( //