The Swiiiings :DD ~ Kian

"..." Kian så lidt ned på hende. Han strøg hende blidt igennem håret, og trykkede hende ind imod sig. "Så så, det skal nok gå.. der er ikke nogen der skal skade dig længere" sagde han blidt.

Azriel så langsomt op på Kian da han havde sagt det "Lover du det, Kian?" spurgte hun lavmælt og så lidt håbefuldt op på ham. Selvfølgelig kunne han jo ikke love sådan en ting, men det ville være rart, bare ved tanken. Hun indrømmede over for sig selv at hun stolede på Kian fuldt ud, og ville lytte til hans ord. Det skete så sjældent, at hun ikke rigtig havde kunnet se de følelser, før nu.

Kian så ud til at tænke lidt over det. Nikkede så "ja det gør jeg.. du er stærk. Der er ikke den udfordring i denne verden du ikke kan overkomme.. og hvis du rent faktisk får problemer, så skal jeg nok være der for dig" sagde han. Der var mange farlige ting i denne verden, men hun burde have chancerne på sin side. Han havde mødt mange vampyrer, men sjælendt nogen med flere evner på en gang. Den mand der udfordrede hende ville enten være utrolig modig.. eller ufattelig dum. Han klappede hende lidt på hovedet "du er speciel"

Azriel kunne ikke lade vær med at smile over Kian. Han var en af de første som sagde de ord til hende. Hvis hun havde brug for ham. Hvis hun skulle få nogen problemer. Ville han være der. Folk var ligeglade med hende, og hun havde aldrig mødt en som kunne lide hende. Og slet ikke nok til at være der for hende. Hun hørte ham fortælle hende at hun var speciel, og så grinte lavmælt "Speciel.." mumlede hun, som om at hun lige skulle vænne sig til det ord.
Der var nogle sekunder hvor hun ikke gjorde, eller sagde noget, hvor hun blot så ud i luften. Hun smilte så stort og så Kian ind i øjnene, og lagde sine arme omkring ham og omfavnede ham. Et blidt kram. Hun havde savnet den følelse, af en person tæt mod hende. Han var oss dejlig varm. Hun havde savnet følelsen af en ven. Af et kram. Ja, der var intet som kunne få hendes gode humør ned. Kian var i sandhed, en god person. Og det kunne hun godt lide ved ham. "Tak..." hviskede hun og gav ham et lille blidt klem.

Kian gengældte hendes kram, og smilede for sig selv. "Det var så lidt.." sagde han. En kølig aftenvind ramte dem, og Kian skævede op imod himmelen. Det var virkelig blevet mørkt. Der var ikke mange stjerner, kun måneskinnet lyste op på den lille legeplads, og kastede et svagt, spøgelsesagtigt skær. Han satte sig forsigtigt op, så sig lidt omkring. Der var noget ved hele stemningen der mindede ham om hans hjem, og han fik en kort kuldegysning gennem kroppen. Dæmonernes verden var ikke noget at grine af, og det havde ikke kunne gå hurtigt nok da han flyttede til menneskernes verden. Han så lidt op på månen, og tænkte over de forventninger der var blevet sat til ham her i livet. Han kom til at trække på smilebåndet, da han mindedes hans forældres ansigt, da han koldt havde afvist dem. Han fandt en pakke smøger op fra sin jakkelomme, og tændte den. "Jeg håber ikke røgen genere dig?" sagde han, og så lidt ned på hende.

Azriel havde langsomt lukket øjnene da hun havde ligget behageligt, og havde næsten ikke lagt mærke til at Kian havde sat sig op. Hun kunne mærke den kolde aftenvind ramme ind imod hendes lille krop, men hun tog sig ikke rigtigt af det. Vampyrer reagerede jo ikke på kulde og varme på samme måde som alle andre racer, så kulden generede hende ihvertfald ikke. Hun kunne høre en lighter tænde, og så dufte den rare duft af røg. Den gav hende nogle minder fra sit hjem. Sit rigtige hjem. Hun vidste ikke rigtigt om dette var et godt eller dårligt minde, men ville dog ikke tænke for meget over det. Hun rystede svagt på hovedet af Kians spørgsmål "Nej nej... det generer mig ikke.." mumlede hun og strakte sig. Hun mindede lidt om en kat da hun strakte sig. På den måde hun havde ligget på, og den måde som hun så havde strukket hele sin krop. Et lille gab brød frem imellem hendes læber, så Azriel besluttede sig for at sætte sig op, da hun ikke havde lyst til at falde i søvn. Hun kunne nærmest falde i søvn hvor som helst. Det ville dog bare ikke være et særlig godt sted at falde i søvn, da helvedet ville bryde løs for hende, nå nu engang solen besluttede sig for at stå op.
Hun satte sig langsomt op og betragtede Kian medr et nysgerrigt blik og smilte svagt af ham. Hun havde faktisk ikke troet at Kian røg, men det havde hun ingen problemer med, da hun kunne godt lide duften af røg.

Kian tog et langt sug af smøgen, og pustede langsomt røgen ud imellem læberne. "Vampyrer... I tager ikke skade af at indånde røg, vel?" spurgte han. Nu han tænkte over det havde han aldrig rigtigt snakket længere med en, end det tog at score dem. "Er du træt?" spurgte Kian og smilede lidt af hende, da hun strakte sig. Det var også sent, han var nu ikke helt sikker på om vampyrer overhovedet sov. Det måtte være tilfældet, hun gabte da i hvert fald som så mange andre væsner. Han kunne ikke holde et lille grin tilbage, over 200 år, og han havde stadig ikke styr på sine fakta om de andre racer.

Azriel rystede på hovedet "Nej. Vi kan ikke blive syge, som jer andre racer kan" sagde hun og så på ham. Det var nu meget rart ikke at kunne blive syg. Så kunne hun leve livet fuldt ud, uden at skulle bekymre sig om sit helbred. Hun trak svagt på skuldrene "Lidt" sagde hun og strøg en hånd igennem sine gyldne lokker "Solen begynder sikkert snart at gå op. Det er næsten altid omkring solopgang at jeg begynder at blive alvorligt træt" sagde hun "Heldigvis bor jeg ikke så langt væk" sagde hun muntert og kunne sikkert nå hjem på ti minutter hvis hun skyndte sig, så hun havde ikke særlig travlt.

"Det var godt.." Kian smilede lidt til hende. "Virkelig, du har intet at bekymre dig om.. ville du have noget imod at fortælle mig hvilke ubehagligheder du har været ude for?" spurgte han.

Azriel smilte lidt af ham, men hendes smil forsvandt hurtigt da han spurgte hende om hvad hun havde været ude for. Hun grinte kort og trist "Hvor skal jeg begynde.." mumlede hun og lukkede øjnene for en kort stund. Hun tænkte langsomt tilbage. Hun var jo en gammel vampyr, og havde mange minder i hovedet. Efter noget tid, begyndte hun at fortælle, og åbnede øjnene for at se på Kian "... Jeg kan ikke huske meget fra min fortid. Kun små stykker. Jeg kan huske mine familie. Mine forældre, og mine to søskende. Vi var lykkelige, og intet kunne ødelægge den lykkelige tilværelse vi havde skabt. Men så..." begyndte hun. Den sidste sætning blev lidt lavmælt og hæs, som om at hun var ved at blive ked af det, og rømmede sig hurtigt "...Så kom vampyrene. Dengang vidste jeg jo selvfølgelig ikke hvad de var, og så dem blot som onde mennesker. På den tid var jeg kun 10 år gammel, og kendte ikke til de forskellige racer. Men... vampyrene... de kom og dræbte alt hvad de kunne få fingrene i. Jeg kan huske at de kom forbi vores hus. De gennemsøgte det for mennesker. Og mennesker fandt de. Jeg som den yngste i familien, havde nået og gemme mig i et skab, hvor mine forældre havde lavet et lille skjult rum, som jeg lige kunne være i. Det var som om at de havde set den dag komme.."

Hun stoppede lidt, men sukkede så, og fortsatte "Jeg så intet. Det var mørkt og midt om natten. Men jeg hørte ting. Skrig. Jeg kan huske at jeg var dødsens bange, og lå i bunden af det skab, grædende og bedende for mit eget liv. Jeg havde egentlig troet at de ikke ville finde mig, men det gjorde de til sidst. De dræbte mig dog ikke, hvilket jeg stadig undrer mig over til den dag i dag. De beholdt mig. Som deres eget personlige legetøj. I hele 3 år, led jeg. Indtil..." sagde hun, og man kunne se et lille ondt smil "Indtil jeg dræbte deres leder. Jeg var jo menneske, og var den eneste blandt dem, som kunne gå rundt om dagen. Jeg var ved at blive sindsyg, og havde besluttet mig for at det helvede skulle stoppe. Jeg flygtede, og blev fundet af en mand nogle uger senere. Han tog sig af mig, og jeg stolte på ham. Men så viste det sig at han vidste hvad jeg havde gjort, og at der sikkert kunne komme noget godt ud af at give mig tilbage til vampyrene. Så han gav mig til dem. Efter at jeg havde givet ham min blinde tillid, og stolede fuldt ud på ham. Vampyrene forvandlede mig og dømte mig til at gå rundt på jorden i al evighed. Alene. Helvedet brød løs efter det. Der var ingen som ville tage mig til sig. Ingen der ville hjælpe. Folk som bankede mig, indtil jeg ikke kunne gå. Jeg har ikke kunnet stole på nogen. Da jeg altid blev såret, hver gang at jeg stolede på andre end mig selv" sagde hun.

Imens hun havde fortalte sin historie, havde hun vendt blikket ned i jorden "Ved du hvor svært det har været? For et lille barn, at gå igennem sådan noget.." hviskede hun, ked af det. "Jeg er helt alene i denne verden..." hviskede hun nærmest lydløst. Hun havde lige gået igennem de værste ting i hendes liv. Det var utrolig svært for hende, at tænke tilbage på sin fortid. Hun snøftede lavmælt og holdt op med at snakke. Hun var ulykkelig og vred, over den situation hun var i...

Kian havde forholdt sig tavs under hele hendes historie. Da hun tav, så han bare længe på hende. Først efter lidt tid åbnede han endelig munden og talte "har du fået hævn?" spurgte han. Ordene blev sagt rolig, men hans øjne var som is. Han så bare på hende, og ventede. Ville høre om hun havde dræbt de vampyrer der var skyld i hendes skæbne.

Azriel havde kigget væk fra Kian, men så hurtigt tilbage på ham da han begyndte at tale "Er du gal?!" spurgte hun med en lavmælt og alvorlig stemme "Hvis de nogensinde finder mig igen... Er det for alvor ude med mig" sagde hun og blev bange blot ved tanken om dem "De er så meget stærkere end mig. Jeg ville ikke kunne holde ét sekund i en kamp imod dem" det var sandt, det som hun sagde. Hvad kunne en vampyr som hende stille op i en kamp imod en flok vampyrer?...

Kian så lidt på hende, og nikkede eftertænktsomt. "Det giver mening" sukkede han, og så op imod nattehimmelen. "Jeg har engang besejret 2-3 vampyere.. men de var nok ikke de stærkeste af deres slags" han grinede lavmeldt og så ned på hende "så du planlægger ikke at samle en gruppe og få dem ryddet af vejen?" et eller andet sted kunne han godt forstå hende. Nogle gange burde man bare være glad for det liv man havde, så igen.. han havde aldrig selv fundet sig i det. Han havde nok søgt hele sit liv efter hævn.. "men det er jo bare mig" mumlede han for sig selv, og glemte i et øjeblik han ikke var alene.

Azriel så lidt på Kian og kunne ikke lade vær med at ryste på hovedet "Du er da heller ikke for klog, hva?" spurgte hun med en drillende undertone og smilte skævt til ham. Igen rystede hun på hovedet "Jeg er nu glad for at de ikke ved hvor jeg er. Jeg håber faktisk lidt at de tror at jeg er død eller sår'n noget" sagde hun nikkende, og ville helst ikke se dem, nogensinde igen. Det ville kun give problemer for hende.

"Men helt uheldig er du nu ikke.." Kian så på hende og smilede blidt "hvis man skulle fanges i en 13 årigs krop, så er den der i det mindste smuk" han så op på nattehimmelen og studerede stjernerne. "Hvis de finder dig, så slår de dig ihjel.. har du gjort noget for at skjule dig? Vampyrer har vel deres forbindelser?" han lukkede øjnene og nød vinden. Det var virkelig for længe siden han havde snakket med nogen. Det føltes dejligt beroligende, skønt emnet var alt andet en behageligt.

Azriel så op på Kian og kunne ikke lade vær med at grine et sødt lille grin "Tak Kian.." sagde hun lavmælt og kunne godt mærke lidt varme stige op til hovedet, men så ikke mere. Hun kunne jo ikke blive varm, da hun jo ikke var levende. Men hun kunne dog ikke lade vær med at føle sig lidt mere... levende... da hun jo kunne mærke at hun blev påvirket af hans ord. Hun lyttede jo til Kian, da hun stolede på ham og faktisk godt kunne lide ham. Hun tænkte lidt over hans næste ord, og trak svagt på skuldrene "Lidt har jeg vel gjort. Holdt mig væk fra folk, mennesker og væsner. Skaffet mig et isoleret hjem... hvis man overhovedet kan kalde det jeg bor i" sagde hun og mumlede nogle gange. Hun betragtede ham og lagde hovedet let på skrå. Hun vidste ikke hvad hun skulle sige til ham, og fandt det yderst behageligt blot at være sammen med ham, da han var god at snakke med, og var god til at lytte efter..

"Hvor bor du? Det lyder ikke helt trygt hvis det knapt kan kaldes et hjem?" sagde Kian og så lidt på hende. Hvad mente hun med det? Af en eller anden grund var han bekymret for hvad der skete med denne her pige, og det skete ellers ikke så tit. Han smilede lidt til hende, forsøgte ikke at lyde creepy eller påtrængende.. eller allerværst, bekymret.

Det var som om at Azriel 'vågnede op' ved hans spørgsmål. Hun blev helt anspændt og viftede med hænderne "D-d-d-det kan være lidt ligemeget!" fremstammede hun hurtigt, måske lidt hårdere end planlagt. Hun prøvede at få ham til at droppe det, men vidste egentlig godt, at hun var nødt til at sige det, til sidst. Hun rystede på hovedet og så hurtigt væk. Man kunne let se og mærke på hende, at hun prøvede at skjule det. Hun vidste nemlig selv godt, at det ikke var et sted en pige som hende, burde bo...

Kian så lidt mere alvorligt på hende, og spurgte igen "hvor henne?" spurgte han, også lidt hårdt. Han ville ikke tvinge hende til noget, men han måtte vide hvor hun boede. Hvis det ikke var et godt sted, så skulle hun jo finde noget andet. Det måtte hun kunne forstå.

Azriel så langsomt tilbage på Kian og sukkede og opførte sig lidt som et barn nu "I en forladt bygning i Werclare. Nede i kælderen..." mumlede hun. Hun var ikke særlig stolt over det, og havde derfor aldrig taget nogen med hjem, og nægtede at vise hvordan hun levede, da det ikke ligefrem var noget som man burde være stolt af. Ihvertfald i hendes verden.

"I en kælder? I Werclare! Bare byen alene er ikke god, og i et forladt hus.." han tog sig til hovedet og rystede på hovedet. "Undskyld, du er mere end gammel nok til selv at vælge hvor du vil bo henne.. men jeg ville virkelig ikke ønske nogen boede sådan et sted, og det er uanset alder" han så op på hende med et skævt smil "tilgiv mig hvis jeg overreagerede.."

Azriel så op på ham og kunne ikke lade vær med at bide sig blidt i underlæben. Hun rystede hurtigt på hovedet "Nej, det gør ikke noget.." mumlede hun og smilte svagt "Du er den eneste som har været interesseret. Alle har været ligeglade med hvordan mit liv har været..." hviskede hun og rykkede sig lidt nærmere på ham og lændte sig op ad ham "Tak..." hviskede hun og vidste ikke at der virkelig var nogen som bekymrede sig om hende på den måde..

Kian lagde armen rundt om hende, og trykkede hende blidt ind til sig. "Godt.. jeg var bange for at lyde irriterende.." han så tænksom ud, kørte fingrene igennem hendes hår "må jeg se det?" spurgte han så. Igen, hun ville muligvis blive vred og forsvinde. Han var dog nysgerrig, en kælder i et forladt hus.. havde det noget som helst at tilbyde?

Azriel rystede på hovedet "Det gør du skam ikke" sagde hun lavmælt, og så derefter op på hans ansigt da han faktisk ville se hvor hun boede "Mener du det? E-e-e-er du sikker?" stammede hun usikkert og vidste ikke hvor en god idé det ville være. Men hun måtte jo komme over den frygt, af at vise folk hvor hun boede. Hvis han virkelig ville, kunne hun jo ikke stoppe ham.

Kian nikkede, og smilede lidt. "Bare rolig, jeg dømmer dig ikke på det" han rejser sig op og gav hende en hånd "men jeg må sige jeg er blevet meget nysgerrig.."