Et særligt bekendtskab ~ Crasie.

Sted: Markedspladsen
Omgivelser: Boder der bulner med ønsket og uønsket sager af både legal og illegal art.
Tid: Eftermiddag, sådan omkring kl.14
Vejr : Køligt, klart og tørt.


" Swoosh " kastestjernen landede lige i den gamle og lurvede pæl af træ, der havde til formål at holde bodens tag oppe.
Ved siden af pælen, stord en lille buttet mand med et hoved så rundt som en kugle. Manden rettede nervøst på sine små fedtede briller og stirrede ellers bare på kvinden der havde kastet den.
Camille fnøs og talte nedladende til manden .." Se...den kan jo ikke engang ramme, lortet er jo skævt ! " og hun rystede opgivende på hovedet og skar en lille grimasse der var udledt af hendes utilfredshed med "betjeningen i boden".
Hun drejede omkring og trak lidt ned i hendes sorte top, der havde til vane at kravle op,lige et par centimeter længere end hun var tilpas med. Hendes ene hånd søgte op...fandt og greb fast i rygsækkens strop og den anden stak hun i lommen på de sorte stramme jeans. Camille var i et værre lune, hun skulle have fundet nogle kastestjerner, vievand og en revolver ,men det skulle være af en ordenlig kavlitet, ellers ville hun ikke røre det.
Hun bevægede sig væk fra boden og da hendes tunge fandt hendes læber, blev hun opmærksom på at hun var tørstig...hvornår havde hun egenlig sidst fået en tår ? Det var vist længe siden.
Camille satte kurs mod en bod hvor der var udskænkning, hun bumpede ind i en eller anden ...og mumlede " så se dig dog for "

Den person hun havde bumpet ind i kunne Camille straks se at vedkommende var en del mindre end hende selv. Personen så kun ud til at være ca 145 cm høj, og selvom vedkommende se lille ud lignede hun absolut ikke et barn. Hvis man kiggede efter kunne man godt se at personen var en kvinde, for hendes hættetrøje var lidt lynet ned så man kunne se at hun havde kvindelige former. Kvinden havde hætten trukket godt over hovedet, og ansigtet var henlagt i fuldstændigt mørke undtagen hendes runde agtige ozzy osbourner briller som reflekteret Camilles egen ansigt uhyggeligt tilbage. Crasie bukkede sig hurtigt efter noget, som om hun havde tabt noget, men det kunne Camille ikke se hvad var.
"Måske var det heller dig som skulle passe på" Sagde Crasie med en lav men dog gennemtrængen stemme, det var som om den løb direkte inde i Camilles hoved. Crasie smilede skummelt til Camille og selvom hendes ansigt ikke var lyst op, så kunne man tydeligt se hendes lysende sylespidse tænder i et grumt smil. Crasie tog sin egne hånd op og tog brillerne lige lidt længere ned på næseryggen, og kiggede på Camille fra nede og opefter. Crasies neonlilla øjne stirrede direkte på Camille, og de lyste af morskab. Hun satte brillerne på plads, og i den anden hånd havde hun en stok, en tynd sort stok hvor der var en metalfigur for enden som man ikke kunne se hvad forstillede under hånden. Det var lidt usædvanlig for man så næsten aldrig de stokke som kun normalt i gamle dage fine og rige personer havde.

Camille kiggede på kvinden hun var bumpet ind i ved et uheld.
Hun hørte godt truslen om hun skulke passe på, og det faldt dårligt i hendes smag, Camille reagerede dårligt mod trusler fremsat mod hende.
Hun rettede sig op og hendes blik græskede kvinden.Camille var normalt god til at afkode folk, hurtigt .
Men kvinden her udsendte mixed signals.Tag nu hættetrøjen, den fortalte hun havde en personlighed ikke ulig en rebel, en slags autonom der elskede sin anonymitet, hendes blik faldt på stokken og hun smilede...stokken derimod bar præg af at bære gammel og værdifuld, den signalerede velstand,stil og "se mig,jeg er særlig ".
Camille så på brillerne og så sit eget glimt da hun ikke uden en vis provokation i stemmen sagde " jeg vil være flink og overhøre din trusel, hvis du fjerner dig med det samme", og så gav hun et smil der ikke nåede hendes øjne.

Crasies smil blev bredere.
"Så du siger at jeg truer?? er du nu også sikker på det?" Sagde hun med lav stemme og denne gang genklang stemmen inde i Camillies hoved, og hvis Camille havde lagt mærke til det, så bevæge hendes mund slet ikke. Crasie tog sin stok foran sig, med begge hænder oven på den. Den hånd der lå øverst sad en fingerring på pegefingeren spm dækkede hele fingeren, hvor det var en slange som snorede rund omkring den. Crasie stod og studerede Camille.
"Hvem siger ikke at det er dig som skal fjerne dig, som du jo selv kan se så er jeg meget mindre end dig, så burde det være dig som skulle tage hensyn, istedet for at være så arrogant" Crasie sagde det provokerende og det var tydeligt at høre det inde i Camilles hoved. Crasie brugte sine illusioner jo hvor hun jo fandt Camilles hår på jorden som var faldet af i sammenstødet. Nu kunne Crasie bruge den til tale direkte til hende inde i hovedet på Camille dog uden at Crasie kunne høre hendes tanker, men det ville måske skræmme Camille lidt. Men det Camillie ikke vidste at lige nu så Crasie faktisk lige bag ved Camille, men for Camilles øjne ville Crasie stå foran hende. Crasie stod normalt aldrig der hvor folk troede hun stod, for så hvis vedkommende ville angribe, så ville de få sig en overraskelse når de ser at crasie slet ikke havde stået det. Crasie kunne ikke lade vær med at smile af tanken,

Camille kiggede nysgerrigt på kvinden foran hende.Hun havde klassificeret hende under katagorien overnaturlige væsener,det var nu mest hendes øjne der fik tankerne i den retning, men der var jo også den mulighed at Camille tog fejl.
Da hun talte til Camille var det som hendes stemme udsprang fra selve Camilles hoved,og overrasket spærrede hun øjnene op da hun hørte det."Hvad pokker?!". sagde hun højt og afslørede dermed hendes undren.Hun tog sig til øret samtidig med ay hun så på kvindens mund,der ikke viste tegn på nogen bevægelse.
"Venligst, kom ud af mit hoved " vrissede Camille og forsatte " Jeg skal bare have noget at slukke tørsten med og du lille pige står i vejen ".Camilles øjne faldt på slangeringen, var hun en mulig heks eller måske dæmon?

Crasie tog hånden ud til siden, som om hun vidste vejen..
"Du kan gå uden om mig hvis du vil??" Sagde Crasie i hovedet på Camille. Crasie havde lagt mærke til at Camille kiggede på hendes ring. For Camilles øjne så hun hvordan sølvringen blev levende, den snorede sig hurtigt ned af stokken og løb foran stokken med hoved højt løftende og hvæsede imod hende, mens camille så hvordan den blev større. Crasie havde sin hånd lidt løftet og kiggede på den som om hun så noget skidt på den, og hun holdte stadigvæk blikket der, mens hun snakkede.
"Hvorfor har mennesker det med at altid, at være så storsnuet og arrogant?" Crasie vendte blikket op igen imod Camille. Crasie havde generelt ikke noget imod folk, men hende her opførte sig rime meget arrogant efter hendes smag. Derfor havde hun lavet slange illusionen for hende, for at vise lidt hvem der måske skulle passe lidt på. Crasie smilte og hendes tænder var synlige. Gad vide hvordan hun vil reagere når hun når hun finder ud af at det hele var en illusion.?? Hun kommer nok til at føle sig en smile dum ikk?? Crasie smilte ved tanken og kunne godt lide den.

Camille ville nødigt give sig, det skyldtes muligvis hendes dårlige humør da hun normalt var meget omgængelig, men somme tider var der bare behov for at lette trykket, på den ene eller den anden måde.
"Eller du kunne flytte dig, se det var en idé " sagde hun så honningen nærmest flød i hendes stemme.
Da så hun ringen komme til live og slangen ,det væmmelige kryb, bugtede sig mod hende, kiggede hun forfærdet op på Græske og gispede.Hun trådte ikke tilbage, hun var nærmere frosset fast og farven i hendes kinder forsvandt og blev erstattet af en uklædelig bleg farve.
"Få den væk, så er du sød " hviskede hun alt imens hendes ben føltes tunge som bly og hendes blik ikke på noget tidspunkt forlod forlod ,hvad Camille ansåg som, det mest frygtindgydende krybe det fandtes.

Crasie smilte ved synet af hendes skræk og hun kunne næsten ikke lade vær med et fjerne den, hun ville hellere end gerne lade slangen blive langt større og få Camille til at mærke hvordan tænderne ville føle hvis de blev stukket i hende, og hvordan Camille så derefter ville kunne mærke giften sprede sig i hendes krop. Men desværre syntes Crasie at det ville være lidt for ondt at gøre det imod hende, og hun virkede også til at være en interessant person. For hun opførte sig som et menneske, men der var et eller andet over hende, så hun måtte være et andet væsen. Varulv? dæmon? Crasie kunne ikke gætte sig frem til det, så hun ville hellere være venlig i stedet for, i hver til fald lige nu. For Camilles øjne så hun Crasie bukke sig og lod hånden være ved slangen og så snorede den sig op på hånden og blev mindere igen og lignede nu en uskyldig ring. Folk som havde gået forbi Camille havde gloet lidt underligt over at hun så skrækslagen ud men tog ikke notes af det, for det kunne ikke se den illusion som Crasie havde lavet over for Camille.
Da crasie rettede sig op igen faldt hætten ned. Hun havde langt sort løvemanke af en hår, men som lå pænt. Hun havde et rundt og på en måde et blidt ansigt, hvis det ikke var for tænderne og hendes briller. Crasie tog i brillerne og foldede dem sammen og lagde dem i lommen. Hendes neonlilla øjne vendte sig imod Camille igen med et morende blik.
"Du sagde at du skulle have noget at drikke, så ligger der en bod lige derovre" Crasie pegede på en bod længere bag ved Camille, og sagde det med en blid sukkersød stemme. Hun havde igen begge hænder oven på stokken og kiggede afventende på Camille.

Da Camille så smilet brede sig på kvindens læber, dalede hendes håb om slangen ville blive tilbagekaldt.
Hun havde ingen tvivl i sit sind om den var fremmanet og blev kontrolleret af Crasie, men Camille vidste bare ikke hvordan.
Derfor var lettelsen stor og Camille følte nærmest....taknemmelighed ...da hun så at slangen bugtede sig tilbage og igen så ud til at gå i et med ringen.
Hun rystede let på hovedet, som for at samle tankerne igen og mumlede så et "tak".
Camille så på kvinden med de særpræget øjne og havde meget lyst til at spørge hvem og hvad hun var, men da hun ingen forhåbning havde om at hendes spørgsmål ville blive besvaret, besluttede hun sig for noget ...lidt atypisk, ihvert fald meget ulig Camille.
"Eftersom ingen af os er villige til at træde tilside for hinanden " sagde hun udfordrende " hvad siger du så til at gøre mig selvskab over et glas ? ". Camille nikkede i den retningen kvinden lige havde henvist.
Camille smilede til hende, og bemærkede hun stod helt roligt med begge hænder på sin stok.

Crasie så nu at hun var blevet venligt sindet, så behøvede hun vel ikke passe nær så meget på lige nu. Crasie gik hen til den illusion hun havde lavet og lod Camille se crasies ægte jeg, men selvfølgelig ville Camille ikke kunne se nogen forskel, og hvis hun kunne så havde crasie ikke lavet en god nok illusion.
"Det lød som en meget god ide" Crasie smilte til hende og nu så Camille at tænderne var normale igen, men det var bare crasie illusion, for hun vidste at nogle folk kunne freaky lidt ud over det. Crasie lod sig ikke vente på at Camille reagerede og begyndte straks at gå igen imod boden, og selvom hun havde små ben pga af hendes krop så gik hun ret hurtigt. crasie hoved var fuldt med tanker. Der var noget unikt over denne pige, hun er ikke som de normale dødelige som er bange for det mindste som de ikke forstår, så hun har åbenbart kendskab til den virkelig verden omkring dem, istedet for de normale dødelige som går i deres egen boks og tror at vampyre og varulve er noget man kan lave underholdning om igennem film, når de jo lige eksistere omkring. Crasie kom med et lille fnys mens hun gik, og hun tog hænderne omkring hætten og trak den over hovedet igen, så kun hendes lilla øjne var synlige under hætten.

Camille smilede tilfreds med at kvinden havde accepteret tilbudet om at slå følge.
Hun havde ikke bemærket at hun havde været vidne til..eller måske nærmere genstand for en illusion.Det eneste camille havde fanget, var at tænderne igen så normale ud og ikke længere som spidse syle, måske det før havde været et udslag af Camilles til tider meget livlige fantasi? På den anden side var Camille ikke et øjeblik i tvivl om at hun var omgivet af mørke kræfter eller magi af en art, da kvinden ligefrem emmede af det.
Camille ærgede sig kort over ikke at være i stand til at kunne læse tanker, sikke en komplet vidunderlig evne at have, at kunne forudse hvad andre tænker og gør...men på den anden side, så ville man blive snydt for glæden ved at lade sig overraske og taknemmeligheden ved andres uselviske gerninger, og det var følelser som dette der gjore Camille varm i hjertet og var en grundsten i hendes liv.
Hun hastede efter Crasie, der havde sat kurs mod boden.
Det ville blive interessant.

Crasie vendte sig først om da hun var kommet hen til boden, hun så hen på Camille som var kommet hen til hende. Det var en bod fyldt med alle mulige underlige drikke vare, fra sodavand til eksotiske milkshakes, til øl, til te og alt muligt andet, som næsten kun kunne komme fra fremmedartet lande. Crasie så på udvalget og tog en mønt op fra lommen af og lagde den på bordet. Manden som ejede boden var en sort mand som havde sit lange hår i lange dreadlocks og som var sat i en hestehale. Han opdagede hende, og crasie pegede på en flaske som kunne ligne noget alkohol. Han tog straks et plastikkrus frem og hældte en gylden klar væske op. Crasie nikkede som en tak og tog den og så imod Camille. Manden var lige ved at give hende penge tilbage, men lavede en bevægelse med hånden at han lige skulle vente. Hun så spørgende på Camille.
"Jeg byder, hvad vil du have?" Crasie sagde det venligt og sagde det rigtigt og ikke i hovedet på Camille som hun havde gjort før. Crasie var lidt intereseret i hvad hun ville drikke. For hvad an på hvad hun drak kunne også vise hvilken alder hun måske var. For som crasie selv var, så var hun langt ældere end hun så ud til at være. Men selvfølgelig sagde det ikke alt om en person, hvad vedkommende drak men det kan give en lille hentydning ville type personen er.

Camille indhentede og tog sin plads ved Crasies side.Hun kiggede med øjne der var meget indtresseret på bodens gevaldige udbud af drikkelse.Hun var imponeret.
Hun så Crasie stille afgive sin bestilling og fulgte nysgerrigt væsken blive hældt op,den var gylden...som cognac.
Men hun kunne ikke se nogen label,hvad mon det var.
Igen overrasket over den venlige gestus,som Camille så lidt lige som at ryge en fredspibe og derfor ikke ville afslå, smilede hun til kvinden og tænkte sig om.
Vand,øl sågar vin kunne hun lide, men hendes humør var lidt nede og hun kunne unde sig selv noget stærkere.
" En cognac ville være dejligt " sagde hun sødt ,og smilede.Camille var tilpas barnlig til at sætte pris ikke kun på smagen men også på dens smukke farve.
Hun kiggede lidt i smug på Crasie, hun havde ikke afgjort om hun var ven eller fjende...hun håbede lidt på det første, da hun var lidt tiltrukket af hendes mystik og fandt hende ....interessant.
Måske kunne Camille enda bruge hendes magi eller hvad det var hun havde af evner.

Manden i boden nikke til hende og tog en flaske der stod lige ved siden af den som Crasie havde valgt og han hældte den klare væske op til hende som var en lille tang mere mørkere end den crasie havde valgt. Crasie stod og studerede hende, og kunne ikke lige regne ud om hun virkelig kunne lide det, eller om hun havde valgt det for at ikke virke for tøsede. Crasie tog sit krus og trak let på skuldrene. Det var ikke til at vide og hvad ville det gøre af forskel? Crasie lugtede lige til sin drink og lukkede øjnene nød lugten af den. Den lugtede sødlig lidt af blomster, men man skulle ikke lade sig narre af dens lugte, den var mere end stærk. Hun vendte blikket op igen imod camille.
"Skal vi måske gå et sted hen, hvor vi kan få lidt privatfred eller?" Crasie så spørgende på hende, hun var faktisk ligeglad om de snakkede her eller et andet sted, for folk her lyttede som regel ikke efter, og det larmede noget mere her, så det var også svære at lytte efter. Men selvfølgelig var larmen lidt irriterende, men hun havde vænnet sig til menneskers larm for længst, så det gjorde ikke så meget. Crasie nippede lige til sin drink og hun mærkede straks den kraftige alkohols varme brede sig. Gad vide om denne drink ville slå Camille ud, det var som sagt stærke sager. Hun kunne ikke lade vær med at smile af tanken.

/teknisk fejl...svar kommer om lidt /

Camille nikkede et tak til den mørke fyr i boden , rakte sin hånd ug og modtog glasset.
Ikke alle satte pris på en cognac ,mange mente at den var for sprittet i sin smag ?!
Camille derimod elskede smagen,duften og farven.Det var dog sjældent hun drak det når hun var ude, det var en drink der skulle nydes i en sofa i rolige omgivelser,efter hendes mening, men noget havde fået hende til at lyste efter netop cognac i dag.
Hun drejede sig mod Crasie så de stod face to face, rakte hånden op til en lille hilsen inden hun sippede af cognacen. Hun mærkede den brændende fornemmelse den efterlod i henes krop og lemmer og elskede den for dens lidt afslappende og bedøvende virkning..ihvertfald hvis man indtog adskillige glas.
" Jeg hedder Camille " sagde hun og kiggede ind i de neonfarvede lillae øjne og holdte en lille pause inden hun forsatte " Ja, lad os bare finde et sted, uden for mange forstyrrelser ".
Camille var klar over at hun måtte udvælge hendes spørgsmål med omtanke, dem hun ville stille til Crasie.

Crasie nikkede til da hun sagde sit navn og tog lige en tår til. SÅ rakte hun sin hånd frem imod Camille og gav hendes hånd et fasthåndtryk, det var den hånd uden slangeringen.
"Kald mig bare Crasie, man udtaler det ligesom Crazy" Hun smilte til hende og var langt roligere ikke fordi hun ikke hele tiden har været det, men hun mærkede helt klart selv at hun var langt venligere stemt imod hende. Hun slap hendes hånd og så et kort øjeblik på hende. Crasie havde altid været god til at straks genkende racer nok på grund af hendes egen alder, men hende her kunne hun ikke genkende. En ny race, måske? Crasie rystede kort på hovede af sine tanker, og så lavede hun et nik med hovedet at Camille skulle følge med.
"Jeg ved lige det rette sted" Crasie begyndte at gå men ventede mere på Camille, ikke som før hvor hun havde bare gået og håbet på at hun fulgte med. Hun gik længere ned af markedspladsen, så gik hun ned af en lidt dystre mørk gyde, og som kun virkede til at føre til noget skummelt. Så standsede Crasie foran en port, hvor man ikke kunne se hvad der var inden for. Så bankede hun med hånden flere forskellige steder på porten, som om der var en kode, og så svang porten op. Man kunne ikke lade vær med at blive chokeret for gyden havde været dystre, men nu hvor man gik ind var det en nye flot gård, fyldt med planter og et roligt springvand. Crasie så lige omkring og så ingen som var der. Når man kom ind kunne man slet ikke høre larmen fra markedspladsen, det var virkeligt som om man trådte ind i et nyt sted. Der var flere bænke hist og her og Crasie satte sig ved en bænk ved springvandet. Hun så hen på Camille og bare ventede tålmodigt på at hun skulle komme herhen. Crasie trak også sin hætte ned. Hun havde ikke imod at nogen så hendes ansigt, men hun havde det tit bedre når hun gik blandt fremmede at have skjult ansigt, men det var også fordi hun tit brugte det til at se skræmmende ud, især med hendes briller og hendes rigtige sylespidse tænder, som hun kan få til at lyse op ved hendes illusioner.

Camille tog imod hendes fremstrakte hånd og gengældte håndtrykket.Det glædede hende at det var et fast håndtryk, da hun mente at man kunne sige meget om folk udfra det. Camille havde ikke forventet det anderledes, et slattent håndtryk fra Crasie, ville have kommet bag på hende.
Med et smil om læberne sagde hun " Det vil jeg så kalde dig ".
Hun fulgte pænt efter Crasie,uden at sætte spørgsmåltegn ved hvor hun førte dem hen.
Tilliden hun gav Crasie begyndte dog at vakle, efterhånden som omgivelserne tog dem væk fra mængden af mennesker og blev øde og lurvede.
Camille overvejede kort, om det havde været en fejl at stole på crasie, efteralt var de fremmede for hinanden,stadig.
Men hun fattede mod og ville ikke lade sig skræmme.
De stod foran den store port, Camille gjorde sit bedste for at skjule hun var blevet nervøs,men en svag rødme i hendes kinder ville afsløre det, hvis man var opmærksom nok.
Porten gled op, og Camille stod ubevægelig i et øjeblik.
Det var slet ikke som frygtet "en galge der ventede hende".
Det var nærmere et lille frodigt paradis. Camille var lettet, og meget begejstret.Her havde hun aldrig været før. Hun fulgte efter Crasie og tog plads på bænken imes hun smilede over springvandet.
" hvad er det her for et sted?" spurgte hun nysgerrigt, og havde næsten lyst til at give hende et kram, over den positive overraskelse.

Crasie smilte til hende, og kunne godt forstå at hun ikke vidste at dette sted eksisteret.
"det er et hemmelig sted, for væsner som dig om mig." Sagde Crasie venligt til hende, men hun havde med vilje sagt at Camille var et væsen, for at prøve at se om hun virkelig selv vidste om hun var det. For der var få som ikke vidste deres rigtige jeg, og Crasie var 100% sikker på at hun var noget men ikke hvad, måske kunne hun få det ud af hende på en eller anden måde, for Crasie var blevet rime nysgerrigt efter det. Så studerede crasie hende med hendes neonlilla øjne, og prøvede at vurdere efter hendes skønhed, hvad for et væsen hun kunne være, for tit havde overnaturlige væsner det med at være skønne, men ikke alle. Der gik et lille gys igennem Crasie, for hun huskede tydelig den total klamme, grimme dæmon, som havde vist sig i sin rigtige form i hende, det billede var printet i hendes sjæl. Crasie tog en tår af sin drink igen, og nu kunne Camille selv lugte det. Det var en sødme næsten som blomster eller en eller anden total sød frugt. Crasie kunne selv lide lugten selvom den kunne nogle gange blive lidt for sød for hendes smag, men smagen var langt fra. Hun huskede tydelig et langt sted herfra hvor dværge også boede, de kunne normalt tåle meget stærke drikke, men denne dring kunne selv slå en dværg ud, hvis han ikke havde prøvet det før. Crasie kunne ikke lade vær med at smile af tanken.

Et hemmeligt sted, gemt af vejen for mennesker.
Ups...det var jo ikke så godt om mennesker var meget ilde set her, det kunne der hvis uheldet var ude, komme noget bøvl og besvær ud af.Camille håbede det ikke blev tilfældet, for hun måtte indrømme at hun synes...ja, ligefrem nød at sidde her med Crasie.
Hun lænede sig lidt ind mod hende og så i hendes meget flotte øjne, Camille havde ikke før set øjne dom disse, og imens den gyldne cognac skvulpede rundt i glasset hviskede hun i tilfælde af nogen lyttede ind på deres samtale " Jeg er faktisk menneske, men jeg har en gave...eller hvad jeg nu skal kalde det? " hun smilede og fik et lidt bekymret udtryk i ansigtet, nu ville hin vel ikke tage det ilde op at hun ikke var af den anden verden, men det havde Camille regnet med var åbenlyst for enhver
Ihvert fald følte hun sig kun som menneske, selv om hun ikke forstod styrken til at udøve telekinese,hvordan hun var i besiddelse af den.Men det vidste Crasie intet om, endnu.
Camille havde en fornemmelse af at Crasie fangede meget i hendes omgivelser og hun havde tydeligvis opfanget et eller andet om Camille.
Hun snusede lidt ind, den sødeste duft fyldte hendes næse, og hun kiggede på kruset i Crasies hånd.
X Hvad indeholder dit glad dér, jeg er ikke bekendt med den skønne duft? ".

Crasie smilte til hende da hun spurgte om hendes drink.
"Det er elvervin, ved faktisk ikke hvordan det er lavet, men det smager utroligt kraftigt." Crasie kiggede undrende på hende da hun sagde at hun var et menneske. Nej det var hun da ej, det var Crasie helt sikkert på, men Crasie havde set ind i Camilles øjne og havde set at hun talte sandt. Hvordan kan det så være at hun ikke ved det? Er hun blevet indbildt at hun ikke er, måske det kan ske? Crasie havde hørt en legende fra en verden langt væk fra denne, med andre guder. Hvor der var et af lysets gudebørn som hed Mina som var blevet overbevist om at hun var et menneske af den onde gud Takhisis. Crasie havde aldrig troet at det kunne lade sig gøre at man kunne tro fuldt og fast på at man noget andet som man ikke er. Crasie vendte eftertænksomt blikket væk med øjnene halvt knebet sammen af koncentration og tog en tå af sin søde drik. Men et smil kom på hendes læber, for hun skulle nødig snakke. Hun ved heller ikke hvad hun selv er, også siden at hun har alle de forskellige personligheder i sig.

Det var ikke kun Crasie som var blevet nysgerrig af det. En anden personlighed dukkede frem. For Mayas øjne så hun hvordan Crasie var forandret i udseende fuldstændigt. I stedet for det sorte hår hun havde fik hun langt perfekt rødt bølgende hår. Hendes ansigt blev mere skarp og spidst men smukt. Øjnene var blevet himmelblå og hendes læber knaldrøde. Hendes tøj var også fuldstændigt forandret. Om skuldrene havde hun en stor sjal af hvidt smukt pels, og så havde hun en lang rød kjole på, som var åben i den ene side, så da hun havde benene oven på hinanden, stak hendes perfekte ben frem og hendes høje røde stiletter. Isabella (En af Crasies personligheder) vendte sine himmelblå øjne imod Camille med et hvidt tandpasta smil. Camille kunne straks mærke en aura hun havde eller en eller anden form for effekt hun havde på Camille. Kvinden som sad foran hende var forførende, man kunne helt klart forstille hende at hun kunne smelte et hvert hjerte. Isabella lagde sin højre albue på bænkens kant og havde sin højre hånd med knaldrøde negle i håret. Isabella lændte lidt imod hende.
"Hvad er du, sweetheart?" Sagde Isabella på en sukkersød og uimodståelig måde. Isabella havde det ene øjenbryn lidt i vejret da hun så nysgerrigt på Camille.

Elvervin, hvor fantastisk tænkte Camille.Hun havde aldrig mødt en elver men i hendes romantiske verden lavet udelukkende af fantasi, der var elver gode kloge og kærlige.
Det var desværre ikke altid samme fornøjelse, når man levede fantasier ud og gjorde dem virkelige, havde hun erfaret.
"Elvervin...det dufter forrygende " smilede hun til Crasie.
Hun bemærkede godt Crasie fik et eftertænksomt blik , da hun sagde hun var menneske, men det var sådan set den eneste virkelighed hun kendte og derfor hendes sandhed også.
Men det bedynderligeste tog sted foran øjnene på hende og hun måtte blinke et par ekstra gange.
Det var som Crasie gik op i røg og tog hendes plads gjore en smuk,dristig og lidt udfordrende klædt kvinde....en rigtig femme fatal.
Camille kløede sig i nakken og da denne gudeskønne kvinde med forførende aura spurgte...ikke hvem hun var men hvad hun var , måtte Camille bunde hendes cognac.Hun lod den skylle rundt i mund og gane nogle få gange,inden hun sank.
Hun anede ikke hvad hun var vidne til, men hun ville have ønsket at Crasie var ved hendes side lige nu.
" Er en præsentation af dem selv ikke mere på sin plads? Det skulle jeg mene " svarede Camille og syntes at cognacen begyndt at have en uønsket effekt, hun følte sig lidt ...ør?.

Isabella smilte et skævt charmerende smil til hende, hun ventede med at svare. Hun lagde hovedet imod bænken og så på hende, og hendes højre hånd var foran sig på bænkens øverste kant, hvor hun bankede meget let med neglene på kanten. Så der var gået lidt så rettede hun sig op. Hendes højre hånds finger snurrede rundt i en af hendes lock krøller. Isabella opdagede elvervinen, og nippede lige til den, men hun skar ansigt i et kort stund. Det var alt for kraftigt for hendes smag. Hun stilte den ned igen på bænken.
"Jeg er Isabella, og du er Camille, det ved jeg." Sagde hun på en sød måde men alligevel bestemt måde. Isabella prøvede også at regne ud hvad Camille var. Crasie kunne ikke finde ud af det, så derfor var Isabella sikkert på at hun nok skulle finde ud af det. For som sagt som selv Crasie syntes, så kunne man da slet ikke tro at man er et menneske, når man var jo så anderledes. En ide strøg igennem hendes hoved. Kunne hun er være en irda? Nej, de skjuler sig pga deres skønhed, og man har heller ikke hørt dem i over 1000 af år.
"Du har vækket kære Crasie's nysgerrighed, at jeg selv ikke kunne lade vær med at selv blive nysgerrig. Fortæl mig ikke at du ikke ved hvad du er." Isabella rykkede en lille tand nærmere, og hun lændte mere imod hende, deres hoveder var ikke særligt langt fra hinanden. Isabella lagde sine finger meget blidt på Camilles skuldre, mens resten af hendes hånd lå på bænkens kant. Dette var et farligt træk, for man kunne aldrig vide hvordan camille ville reagere. For nu prøvede Isabella at være forførende, det virkede tit med at få hemmeligheder ud af folk hvis man er forførende. Hun smilte ved tanken, men kom i tanken om at hende her Camille måske ikke var interesseret i kvinder. Men det var Isabella ikke bekymret overfor, hun havde selv fået mange piger og kvinder til at finde en lidt anden side af dem selv end de regnede med at de havde.

Camille kæmpede stædigt med at finde hoved og hale i det der udspillede sig lige foran hendes næse.
Var denne Isabella og Crasie to sider af samme person eller ...?Det mindede om de væsener der levede om dagen som menneske og om natten som dyr.Kunne det være noget ligende der gjore sig gældende her?To kvinder, men kun éen kunne være tilstede af gangen.
Hvor fantastisk og forrygende interessant.
"Isabella.. Jeg er menneske..det er alt jeg ved.Min moder dødede omkring min et års alder og jeg har ingen erindringer om hende og min fader ....tja, han har opforstret mig ...alene.".
Camille så på Isabella og kunne ikke andet end at beundre hendes selvsikker fremtoning.Den havde hun tilfælles med Crasie, men Isabellas ...var godt krydderet med en aura der virkede.....erotisk?Camille mærkede fingrene på hendes skulder og stivnede et kort sekund.
Mon hun flirter med mig ? tænkte hun men slog tanken hend.Hvad var det egenlig for en cognac hun havde indtaget? Den begynder at få mine tanker på afveje.
Hun smilede ved tanken.
Camille havde ikke haft en kæreste længe og aldrig en hvor hun var endt i sengen med ham.
Ikke at hun var snerpet eller fedtet med hendes affektion, hun havde bare altid....afsluttet forholdet inden det kom til det.Og det var et godt stykke tid siden den sidste, var det måske derfor hun tolkede Isabellas handlinger...al for konkrete.Det var fjollet og næsten pinligt.Isabella var jo gennemsyret af ...af at virke forførende, så der var nok ikke så meget i det, konkluderede hun.
"Hvad er du selv Isabella ?" forsøgte hun at udfritte hende.

Isabella knebet halvt øjnene sammen af eftertænksomhed, ligesom Crasie plejede at gøre. Hun tog sin venstre hånd over brystet og så interesseret på hende. Isabella kunne godt lide hende, hun var en pige med selvsikkerhed, det kunne isabella især godt lide.
"Mig? Jeg er bare en af Crasie's personligheder, hvis du ikke allerede har regnet det ud. Hvis du mente til race ja, så bliver vi kaldt for en dæmon."
Isabella smilte venligt til hende og kunne godt se at Camille var påvirket lidt af noget alkohol, det gjorde det hele lidt lettere.
"Jamen, hvem siger så ikke at din mor måske ikke var helt så menneskelig som du går og tror??"
Isabella havde kendt flere som var en hybrid og stadigvæk havde evnerne fra den ene side. Så det var måske derfor at hun virkede så menneskelig, men der stadigvæk var det der over hende som fortalte at hun ikke var helt 100% menneske. Isabella så sig selv som mere menneske end dæmon, for hun kunne ikke finde ud af bruge sin evne som Crasie kunne. Selvom Crasie blev ved dag og nat sige at hun kunne det, for de var jo en og sammen person. Isabella var faktisk glad for at det var hende der snakkede med Camille istedet for Crasie. For tit sagde Crasie ikke lige frem alt om sig selv, men det hun siger er dog sandt altid. Crasie havde det ikke i sin natur til at lyve, som isabella. For man var nød til at lyve en gang i mellem når man forførte folk, men det gik godt ind til videre med at holde til sandheden syntes Isabella.