Et særligt bekendtskab ~ Crasie.

Camille rejste sig.
Hun gik langsomt over mod Crasie...
'"Hey..hvad sker der her....dine følelser er over det hele...jeg har lige mødt en hel hær a dine....andre personlighedder...Camille vidste ikke hvad ellers hun skulle kalde dem.
Hun knælede ved hendes side og vidste hun tog en stor risiko ved at slynge armene om Crasie, men hun kunne slet ikke lade vær.
"Hey..tal med mig ....jeg lover du kan stole fast på mig hvad end det gælder ".
Camille nussede hende lidt over ryggen og sad så stille og holdt hende fast.

Hendes normale instinkter i Crasie ville bare hurtigt så langt væk herfra som mulig. For nu havde hun vist sine mere svage sider for en fremmede, men var hun virkelig en fremmed? Crasie kiggede med et side blik på Camille, men hendes følelser ville meget gerne blive her. Da hun lagde armen omkring Crasie, kunne Camille tydelig mærke at hele hendes krop var spændt, men så slappede hun af, sådan næsten opgivende. Crasie lod sig give ind til hendes følelser. Det havde hun ikke gjort i så lang tid. Crasie lagde hovedet ind imod Camilles skuldre. Lydløse tåre trillede ned af hendes kinder, hun kiggede op på Camille. I den måde hun kiggede på så kunne man tydelig se hvor meget hun lignede det uskyldige barn Mira. Det var næsten som om Crasies øjne så igennem Camille, som Mira havde gjort da hun stadigvæk kunne mærke at der var noget galt med Camille. Crasie så i Camille hvordan hun havde været fustreret over denne misforståelse, og Camille intet ondt ville gøre kun godt. Crasie trak sit blik ned af skam. Hvordan kunne Crasie ha været så mistroisk især imod Camille, som intet andet havde vist end godhed og venligt undtagen selvfølgelig da de lige var stødt på hinanden.
"Undskyld for at jeg var mistænksom imod dig. Men jeg har bare en meget lav tillid til folk, at jeg faktisk ingen har."
Sagde Crasie lavt, og man kunne tydelig hører at Crasie virkelig mente det og var ked af det.

Camille mærkede hvordan hun langsomt slappede af og hvordan Crasie tillod sig selv at genbemleve og mærke sine følelser.
Hun holdt hende ind til sig, men kiggede på hende med let åben mund da det pludselig virkede til at Crasie...nærmest tog et kig ind i sjælen.
Camille tog imod undskyldningen og var lidt urolig over al den opstandelse der var kommet ud a det.
Crasie...du har intet aT undskylde for, du har i dag givet mig en kæmpe gave ved at lukke mig ind i dit liv og dit hjem...jeg burde takke dig.Du er så vildt cool og stærk..og at forholde dig til dine følelser....vil blot gøre dig mere stærk...og ikke svag, det er du vel klar over?

Crasie kom med et halvt fnys men det var til hende selv.
"Ja, det er jeg vel nok klar over"
Crasie vidste at det nok aldrig ville ske, for sådan var hun. Hun havde det normalt også fint med den måde hun gjorde det på. Dette var faktisk første gang i over 500 år hun sidst på den måde har vist følelser over for andre.
Crasie lagde en hånd på Camilles arm og gav den et klem, samtidig med at hun gav et blik af taknemlighed til Camille. Hun var glad for at have en ven. Hun vendte blikket imod pejsen, og hun havde et mystisk smil på læberne. Dette var ikke en følelse hun var vang til, at have en rigtig ven. Tankerne gled hen på hendes gamle veninde Isabella. Crasie burde nok tage sig sammen til at kontakte hende, men et skridt af gangen. Lige nu har hun fået en veninde så ikke noget med at straks få flere. Så ville det gå helt galt for Crasie.
Crasie mærkede at Isabella begyndte at dukke op i hende. Ikke nu sagde hun inden i sig selv, hun ville lige nu nyde det selv. Godt nok kunne Crasie huske alt hvad Isabella har lavet i den tid hun er, men det var ikke det sammen som at opleve det selv.
"Jeg har gået forlænge og undertrykt mine følelser. Blandt andet føler jeg ikke frygt længere, det har jeg ikke gjort siden..."
Crasie gik i stå, der har kun været to gange hun rigtig har været bange, det ene var ved hendes tidlidste minde, og det andet. Ja det kunne hun ikke selv huske, men det hun havde fået af vide var det med episoden med jack.

Camille så indtrengende på Crasie..."Du ved dét...men jeg tror det er sjældent du gør det.Jeg vil vædde med du ikke altid har haft mange personlighedder til at manifesterer sig, der er en grund til det" hun holdt op med at tale, det var en erhvervsskasde og nok med psykologsnakken ...for nu.Crasie skulle have ro og genfinde den rare stemning igen.
Camille smilede, "Hey...dejligt at se dig igen...og bare så du ved det, du er den eneste veninde jeg har, så jeg har tænkt mig at passe godt på dig " og så smilede hun lidt skævt til hende.Hun havde mødt et par stykker mere, men de var måske venner, partnere eller en slags arbejdsgivere.hmm kærste pladsen var også ledig, og det vidste Camille den ville blive ved med at være.....sådan var hendes skæbne.

Selvom Camille skiftede over så holdte Crasie til hendes spørgsmål.
"Så længe jeg ved af så har jeg altid haft Isabella. Godt nok havde jeg aldrig troet på hende end for få hundrede år siden, men hun har i hvert fald altid været der. I hvert fald det jeg kan huske."
Crasie vidste ikke om hun skulle fortælle det med hendes sidste minde. Det var en dyb personlig ting for Crasie, men dog ville det måske hjælpe at vise det for Camille.
"Det sidste jeg husker.. det er bedre at jeg viser dig det."
Så så Camille hvordan det hele skiftede omkring dem til et helt nyt sted. De sad stadigvæk på sammen måde. Men nu sad de i noget højt græs, og Camille kunne tydelig føle det galv våde græs under sig. Himlen over dem var total overskyet og mørkt, det var nok nat eller sådan noget. Lyn en gang imellem skar igennem himlen over dem, og støv regn faldt ned. Foran dem lå en kvinde bevistløs, hun vågnede dog op. Kvinden var ikke særlig høj, og da hun løftede hovedet kunne Camille tydelig se at det var Crasie i en yngre version. Hun havde en halv beskidt lang kjole på som nok skulle ha været hvid. Denne yngre Crasie så skræmt omkring især da et stort lyn skar over himlen. Yngre Crasie kiggede lige over imod dem, men det var kun for et kort sekund fordi hun bare kiggede omkring. Den yngres Crasies yngre var fyldt med frygt, men som Camille kunne se så, så de virkelig katteagtig ud, som hun ellers havde set Crasie før idag med. Yngre Crasie rejste sig og begyndte bare at løbe i en retning.
Nu sad de igen i hendes hus som de faktisk hele tiden havde gjort.
"Dette er det tidligste jeg husker, selv dengang kunne jeg ikke huske noget før. Jeg var fuldstændigt bange, af hvad ved jeg ikke. men jeg fandt hurtigt en landsby efter der og det var i 1136 i Finland. Jeg kunne hverken tale eller noget, for jeg huskede intet sprog. Jeg vidste heller ikke hvordan man levede som et menneske. Ja, jeg var bare lige som de mennesker som var født og opvokset blandt dyr. Jeg har aldrig fundet ud af hvor jeg kommer fra, og..."
Camille kunne tydelig mærke at det var en stor byrde for Crasie at komme ud med, og Crasie fortalte ikke videre, men kiggede kun i pejsens ild.

Camille var både forbløffet og noget chokeret.
både over selve synet, men også det fakta at Crasie var så magtfuld at hun kunne frembringe en så stor visuel og levende illusion. Hun kiggede på hende naturligvis havde hun set...eller nærmere genkendt de katteagtige øjne, men hvad betød det at Crasie også havde haft det lige lidt før? Fik hun dem inden hun ændrede personlighed...og hvordan kunne hun spørge uden at...skabe problemer endnu engang? det ville hun lige tænke nærmere over.
"Crasie... det var vildt det der!" sagde hun stille "Og du aner ikke hvad der ledte til det?"
camille så trist ud " sikke noget lort" var det eneste hun sagde.
Det var også lidt svært at fordøje at Crasie havde levet så mange år, hun skulle minde sig selv om at det ikke var en helt almindelig veninde hun havde fået sig her.

"Nej ingen overhoved ikke, jeg har kun haft..."
Man kunne tydelig mærke at Crasie havde utroligt svært ved dette her, men Crasie bed bare tænderne sammen og tog sig sammen. Crasie vidste godt at det faktisk var godt for hende selv, selvom hun langt fra følte det.
"Jeg har kun haft denne fornemmelse at jeg ikke kommer herfra"
Crasie havde aldrig følt sig godt blandt andre, slet ikke endda blandt sine "Egne" artsfæller, som de skulle være. Tankerne blev så ledt hen på at Camille havde sagt at det var vildt, og det var nok på grund af at Camille ikke troede at hun kunne lave sådan noget.
"Ja jeg kan lave rime stærke illusioner, hvis jeg hverken røre eller har en genstand fra en person. Kan jeg kun lave synsillusioner, og selvom jeg kan det er det ikke særlig overbevisende hvis jeg laver illusioner som de kender i forevejen. Men så snart jeg rør eller har en genstand, kan jeg både lave syns, føle, smage, lugte osv illusioner. Selv følelser kan jeg lave illusioner af."
Crasie så på hende med et lille smil på læberne. Isabella begyndte virkelig at trænge sig på i hende, og Crasie kunne næsten hører hende tigge om at få lov, selvom hun intet sagde selvom hun kunne. For Isabella vidste godt at lige nu skulle hun bare langt væk.

Camille så opmærksomt på hende.
Crasie facinerede hende og hun tænkte over hvilket liv hun måtte have levet oh hvordan det måtte være.Naturligvis var der sår i hendes sind og sjæl , der nu kostede poblemer men måske de sammen kunne opklare noget af dét eller bearbejde nogle af de voldsomme oplevelser eller minder Crasie måtte indeholde.
Camille ville være der for Crasie, hvis hun ønskede det.Og for Mira og Isabella og alle de andre.
Camille klaskede lidt kækt Crasie på ryggen, fordi hun havde fornemmer at hun ikke var "lad os tale følelser og tude sammen typen" , " se...du kan roligt tale lidt om det...der sker ikke noget " sagde hun mildt men ikke helt foruden lidt humor.

Crasie smilte kærligt til hende, hun var rigtig glad for at ha fået camille som en ven, nok mere end Crasie anede hvor meget engentligt camille betyder for hende.
Men dog her igen sad den meget forførende Isabella istedet for Crasie. Denne gang havde hun en lårkort havblå kjole på og intet andet smykker eller noget. Isabella kiggede på camille med begær i hendes øjne.
"jo det kan vi da godt, men?"
Sagde Isabella med en opfordring, som man sikkert kunne gætte sig til hvad hun hentydede. Det ville nok i hvert fald fået enhver mand til at springe med hoved og røv efter hende, og det virkede også tit på kvinder syntes Isabella. Men dog ville hun slet ikke presse Camille for meget, men stadigvæk bare give det lille skub, intet andet.
"Selvom vi alle er forskellige personligheder, så er vi jo bygget på det sammen grundlag. Og vi er jo faktisk Crasie og Crasie er os"
Isabella holdte en lille pause, dog var hendes hoved rykket diskret nærmere imod Camilles.
"Det jeg føler er faktisk det Crasie føler, bare selvfølgelig i et meget større omfang, men stadigvæk"
Camille kunne tydelig mærke den forførende aura rundt om sig, som Isabella udstrålede. Det var nok næsten for fristende.

Camille blev overrasket da Isabella sad ved hende.Med denne gang ikke bange.
Hun smilede, og havde nu forstået at hvis man hang ud med Crasie..gang man også ud med de andre.
"Hej Isabella...eh, du ser vel nok flot ud " sagde Camille lidt klinger, den aura af..sensualitet
Isabella udstrålede, gjorde hende fik Camille til at blive lidt kejtet.Det var uvandt at kvinder sendte de signaler omkring Camille, når der ingen mænd var tilstede.

Isabella kunne godt mærke på at Camille er lidt usikre, så hun ville ikke presse på lige nu. Et skridt af gangen er bedre end intet, havde Isabella altid sagt til sig selv. Isabella følte dog også at hun skulle fortælle om "dem", for med Crasie ville Camille aldrig få nogen svar, for Crasie ville ikke vides til de andre, men det ville isabella tilgengæld så hun kunne fortælle lidt mere end de andre.
"Du skal endelig ikke været bekrymret for at vi hele tiden skifter, for det gør vi virkeligt ikke. Faktisk i dag har du set et rime udsædvanlig syn, med allerede ha set 4 af os. Det er normalt kun Crasie, og så dukker jeg engang i mellem op"
Sagde Isabella med et smil på læberne især med det sidste.
"Du kommer højst sandsynlig aldrig til at møde de andre igen. Men dog hvis der sker et eller andet på et eller andet tidspunkt med os, så syntes jeg at du skal have dette"
Isabella rejste sig lidt op, der var et lille smykkeskrin på glasbordet foran sofaen og hun åbnede den og tog en seld frem og satte sig til rette igen op af Camille, og lagde sedlen i hånde på hende. Hvis Camille åbnede den ville hun se at det var et telefon nummer. Isabella smilte til hende og Isabella havde sin hånd på Camilles lår, godt nok længere nede næsten ved knæet men stadigvæk. Der var ingen tvivl om at Isabella flirtede med Camille.

Se, det fandt Camille vældigt interessant.....Så de skiftede ikke ofte, noget måtte have trikket alle de besøg i dag,men hvad?
Hun smilede til Isabella, det var som under al hendes ...flirten?...var en kvinde der rent faktisk kunne lide Camille og gerne ville passe på hende...eller idet mindste hælpe hende lidt.
Hun tog i mod sedlen og efter lige at have bemærket hånden hvile på sit lår...læste hun seddlen,
" Hvem er dette nummer til? og hvorfor mener du jeg skal ringe på det...hvis f.eks Mira skulle dukke op?" Camille så spændt på Isabella, for hun var helt sikker på at måske Isabella var impulsiv, men hun gjore ikke ting uden en årsag.

"Nej, hvis et eller andet slemt sker med os. Du skal ikke tænke over det, men behold det på dig for en sikkerheds skyld. Du kommer nok aldrig til at bruge den, men det er bedre at være beret ikke??."
Sagde Isabella forsikrende og så oprigtet på hende. Hun ville helst ikke fortælle videre om det, for det kunne være at Camille blev for nervøs og så ikke gad dem mere. Det ville knuse Crasie det vidste Isabella, for når Crasie endelig åbnede nogen ind i varmen. Så var det svært for hende at miste dem.
Isabella så det også som gode tegn at Camille ikke virkede til at reagere noget slemt eller noget på at den måde som Isabella flirtede med hende. Det viste at Camille i hvert fald ikke var en af de der fanatiker af kvinder, som ikke vil flirtes med det mindste med andre af samme køn. Isabella har altid kunne lide dem der var mere åben og som var frisk på muligheder, for mange særdeles sjove ting kunne komme ud af det. Det havde Isabella i hvert fald fundet ud for længst. Isabella kunne ikke lade vær med at smile af tankerne. Jo camille havde fuldstændigt ret med at selvom Isabella altid var impulsiv, så kunne hun sagtens tænke forud og se konsekvenserne. Derfor havde hun nemlig givet Camille dette nummer. Hun regnede godt nok aldrig at Camille ville møde Lillith, men hvis hun gjorde så skulle hun i det mindste have et våben som virkede imod hende uden af set hvad.

Camille stak det i lommen og så lidt på Isabellas kønne ansigt.
"Du synes ikke ikke det er på søn plads at lige årrække mig lidt nærmere omkring, hvad der precis sker når jeg trykker det dér nummer" forsøgte Camille igen at lokke ud af Isabella.
Hun syntes det var en til tider lidt hård og barsk verden , at have kendskab til al det ...ekstraordinære der var omkring hende...dem, menneskene.
Men Camille mente at verdenen var til for alle og alle skulle have det lige godt.
Hun var sjældent fordømmende overfor andre....det kunne hun ikke tillade sig, med hendes egen samvittiged.

Isabella stirrede på Camille i et par sekunder uden at trække en mine ude over det forførende smil hun havde på læberne. Isabella ville ikke fortælle det, men nu var Camille for nysgerrig til åbenbart til at give slip på det. Så måtte isabella distrehere hende, og det var en af de gode ting hun var rigtig god til.
Isabella rykkede sig lidt nærmere imod Camille, og deres hoveder var ikke langt fra hinanden. Camille kunne tydelig mærke denne aura hvordan den næsten opslugte hende, bare på den gode måde selvfølgelig. Hun kunne også dufte den fin sødelig parfume, som var fint og diskret men som var meget behagelig. Isabelle kørte hende hånd stille og roligt op af låret på hende, og så om til ryggen på Camille. Nu var det hvor Isabella skulle tage det store skridt som enten kunne få det til at ende galt og blive akavet eller ende godt. Isabella så på Camille dybt i øjnene fyldt med begær og længsel. Isabellas hoved rykkede nærmere imod Camille og så lagde hendes bløde og varme læber imod Camilles på en blid og følsom måde.

Camille havde forventet et svar og blev rimeligt overrasket og lidt forvirret og det respons hun fik a Isabella.
Camille ville normalt have varpet hånden væk uden at tænke mere over det.men meget var sket i dag, hun var udmattet og desuden følte hun sig tryk med både Isabella og Crasie, som de gerne ville hende godt.
Om det var derfor...eller det blot skyldtes den forførende aura og Isabellas varme og nærhed var ikke til at vide.
Men hun lukkede øjnene og tillod et enkelt blidt kys på læberne inden hun greb om Isabellas hånd og sagde " oh no...vi stopper her Isabella." Måske var hun bare ensom.

Da Camille ikke havde reageret afvisende på hendes kys tænkte Isabella på at nu kommer resten. Men så mærkede hun grebet om hendes hånd, og humøret sank et par trin ned. Isabella syntes næsten at det var syndt for Camille, havde hun virkelig aldrig ladet sig blive rørt af en anden. Var hun jomfrue? Tanken var Isabella fjern men dog, det kunne være en grund til det. Isabella lavede et lydløst suk og trak sig lidt tilbage men ikke særligt langt. Måske var hun bange for at blive såret? Eller at det hele er bare fup? Måske hjalp det måske ikke på hende at Isabella havde den forførende aura, for så kunne det være at hun troede at intet af det hun følte var sandt. Det havde Isabella oplevet før, så hun lod sin aura forsvinde stort set, så det kun ville være en strejf, næsten som en diskret parfume. Ny prøvede Isabella lidt en anden taktik, istedet at se på hende med øjne fyldt med begær. Så hun kærligt på hende og prøvede alt på hendes kropssprog så hun virkede nærverende. Isabella havde virkelig ingen intioner med at krænke eller noget som helst andet gøre ved denne pige, som hun ikke kunne lide. Så hun var parat til at ligge det fra sig, eslvfølgelig ville hun blive meget skuffet. Men hun ville især intet gøre imod Camille. Hvis det havde været andet så havde hun taget det usikre forsøg igen. Men Camille betød jo noget for Crasie også Isabella, ellers ville Isabella ikke føle på den måde over for Camille.
"Du har virkeligt intet frygte over for os, vi vil dig virkeligt intet ondt. Især mig og Crasie."
Hun håbede på at det kunne måske få Camille til at sænke paraderne over for Isabella.
"Og uden af set hvad, så vil vi virkelig være her for dig. Især Crasie hun vil nok aldrig give slip på dig. Selv hende gamle veninde som hun ikke har snakket i mange mange år, fordi de blev uvenner. Så vil hun stadigvæk den dag idag stadigvæk ofre hendes liv for hendes"
Man kunne se på Isabella at hun mente det fuldt ud og intet løgn var at spore.

Camille så ind i Isabellas øjne , hendes egne var fyldt med overraskelse og forundring.
Hun mærkede en ændring i auraen eller stemningen der altid omgav Isabella og den blev mere dæmpet, mere ærlig ? Camille smilede, hun kunne godt lide Isabella, dog havde hun ingen intentioner om nogen seksuelle eskapader lige nu med hende.
Camille havde haft kærester, og de var kommet tæt på...hun var ikke bange for følelser eller begær, men hun havde en irriterende vane med at blande forelskelse ind i billedet .
Når hun kyssede og kom tæt på nogen, så opstod der så godt som altid følelser af forelskelse, det var ikke let at adskelle, ik for Camille i hvert tilfælde.
Og hun havde aldrig haft pige kærester, det havde ligesom ikke ligget i kortene.
Hun smilede opmuntrende til Isabella og sagde " det har været en vild dag, lad os bare slappe af, uden at kompliserer ting yderligere...ik ?"

Isabella så på hende med et lidt skuffende blik. Man kunne tydelig se at hun havde forventet at det var blevet til noget. Isabella tog hendes hånd og rørte Camilles kind.
"Måske næsten gang så"
Sagde Isabella med en af hendes skæve charmerende smil. Fordi nu hvor Isabella havde indset at intet ville ske, så var hendes følelser ikke særlig høje. Så derfor forvandlede Isabella sig tilbage til Crasie.

Isabella havde ikke fjernet hånden fra Camilles kind, så nu var det Crasie's hånd i stedet for. Crasie kiggede meget forvirret og trak hurtigt hånden tilbage. Crasie kiggede spørgende på Camille, for at nemlig få svar hvad der var sket. For der gik som regel altid noget tid før minderne fra Isabella kom. Og Crasie ville meget gerne vide hvad der var sket. Men det hun kunne regne ud var at Isabella havde prøvet at forføre Camille, men det havde åbenbart ikke virkede og derfor var Crasie ikke vågnet op i sammen seng ved siden af Camille, som Crasie altid havde gjort når Isabella havde forført nogen. Så vågnede hun altid i løbet af natten og nåede at slippe væk, før de opdagede at hun var en anden. Crasie var irreteret over at Isabella var kommet, men alligevel havde Crasie det meget bedre på en måde. Hun var hverken ked af det eller noget som helst som hun var før, så det måtte da i det mindste være et godt tegn ikk?

Camille nåede ikke en gang at svare Isabella før hin var væk...erstatter af Crasie der mildest talt virkede lidt overrasket over at dukke op med hendes hånd på Camilles kind.
Da hun spurgte hvad der var sket smilede Camille blot og svarede "Intet, jeg har sludret lidt ed Isabella " og så strakte hin sig lidt med et hemmelighedsfuldt smil på læberne.
Camille kunne nemlig godt lide Isabella og hun så ingen grund til at udleverer hende...ikke en gang til Crasie.
Det blev mellem dem, havde hun besluttet.Desuden havde det lille kys ikke skadet nogen, vel?Hun kom til at tænke på hvad Crasie lavede når Isabella var her, var det som at sove måske?"Du Crasie....hvad har du lavet,imens Isabella var hos mig?" Spurgte hun nysgerrigt.

Crasie kunne ikke helt lide det hemmelighedsfulde smil som Camille havde på læberne. Skete der noget andet eller? Men Crasie valgte at skubbe det væk, det hjalp alligevel ikke at spekulere omkring det. Da Camille spurgte hende om hvor hun var svarede Crasie interesseret.
"Det er sådan set meget svært at forklare, det meste af tiden er jeg så bare i dvale. Men nogle gange kigger jeg også med på, men dog kan intet styre. Så er der til tider hvor mig og Isabella har aftalt noget, blandt andet hun skulle forfører en som er vigtigt, så kan vi tale med hinanden med tankernes kræft."
Crasie var faktisk glad for at fortælle om det, og hun vidste faktisk ikke hvorfor men det var hun. Nu havde Camille spurgt hende så mange spørgsmål, så nu var det hendes tur.
"Hvor kommer du egenligt fra?"
Sagde Crasie med et smil på læberne, og så lagde hun sig ned med hovedet støttet på noget af det store bløde pels på gulvet foran pejsen. For første gang nok i lang tid havde Crasie lyst til tøsesnak, hun havde nok faktisk aldrig gjort det før. For hun havde jo aldrig været teenager af det hun kunne huske af..

Camille lyttede og fandt meget spændende både som menneske men også fagligt som læge.
Men hun krympede sig en smule, da Crasie ændrede fokus til Camille og ville spørge lidt til hende.Hun talte ikke så ofte om hendes opvækst, men hun ville gern
"Min får sørgede for at fortælle...bare lidt om sig selv.
"En lille by, et stort gods ..velhavende "remsede hun op og forsatte med varm stemme "min moder var kærlig og vidunderlig men jeg mistede hende da jeg var kun 5 år.Det slog mig helt ud a kurs...og også min får"mumlede hun lidt.
"min fader sørgede for min opbringen, jeg manglede aldrig nogen materielle ting fik hjemmeundervisning og en meget tidlig doktorgrad." En stille pause fulgte.
"Fam min fader døede, kom jeg her til Deepshell, fik job og andre små opgaver...fandt en mening med livet" små lo hun og kiggede hen på Crasie.

Crasie lyttede interessant med hvor hun fortalte om sin opvækst. Crasie kunne tydelig mærke på hende at hun ikke havde det godt over sin fars død. Da hun sagde at hun havde fundet en mening med sit liv, blev hun nysgerrig.
"Hvad var det så en mening du fandt omkring livet?"
Så Crasie interesseret på hende. Hun har selv har perioder, hvor dagen gik med at tænke om hun skulle gøre selvmord eller ej. For de tidspunkter havde hun intet, selv nu mente hun ikke at hun havde særlig meget at leve for, men hun havde kommet over det, mente hun selv. Men alligevel når hun tænkte over det, havde hun intet imod at bringe sig selv i farlige situationer. Var det måske hendes underbevist som gerne ville det? Det vidste Crasie ikke selv, hun vidste bare at hun næsten ingen venner havde, hun bor alene, har ingen familie og har ingen kæreste eller noget. Så hvad havde hun egenligt som holdte på hende liv?
Crasie slog tankerne hurtigt ud af hovedet, sådan nogle tanker havde hun ikke lyst til at tænke over. Det var forfærdeligt at have det sådan vidste hun, for folk reagerede altid hysterisk hvis man siger at man tænker at dræbe sig selv. Men hvis Crasie endelig ville det, så vidste hun mange måder at gøre det på. Hun ville godt nok aldrig død af piller eller alle de andre ting som folk dræbte sig selv nu til dags. Nej hun ville langt hellere blive dræbt i kamp eller sådan noget. For det var værdigt, det andet var under hendes stolthed

Camille tænkte et kort sekund på at undlade at besvare spørgsmålet.
Men da det ville virke...uærligt...på sin vis, valgte hun Istedet at bruge humoren som gavepapir og således give det sande svar , men uden at Crasie tog det for alvorligt.
Hun sprang derfor op og lavede et par mindre heldige karathe moves og med et udtryk der ikke var så let at tolke , svarede hun..."jeg nakker gamle mænd der befamler deres børn " og så spurgte hun Crasie om hun var ok? For hun havde set så stille og betænksom ud. Som var hun et helt andet sted i hendes tanker:.ikke et videre lykkeligt et at dømme udfra det manglende smil på hendes læber.