Et særligt bekendtskab ~ Crasie.

"Forståeligt nok. Så henter jeg bare noget, men sæt dig endelig ned"
Crasie så på hende med et venligt smil og så lagde hun sin stok op af dørkamen. Man kunne helt klart få det indtryk at hun næsten ikke kunne give slip på den. Hun gik ud den vej de kom fra og gik ind af en anden åben dør til køkkenet. Camille kunne høre at hun rodede ude i køkkenet, og lidt kom hun ind. I hånden havde hun to høje tynde glas af klar væske med isterninger, og hvor en citron sad i toppen fast. Det var koldt danskvand. Crasie satte dem på bordet og så på Camille, hvordan hun kiggede nysgerrigt rundt i hendes stue. Crasie vidste det godt at det var anderledes i forehold hvad man skulle tro om hende. Fordi for de fleste lignede hun bare en autonome eller en person i den retning. Ikke fordi hun havde noget imod dem, men det var lidt sjovt at blive samlignet med det. Faktisk var Camille end af de ordenligt første som var blevet inviteret ind af Crasie i hendes hus. Der har dog været andre fremmede her, men det var så Isabella som havde inviteret dem hjem. Det havde Crasie blevet sur over en del gange, fordi der lå mange værdifulde ting her i huset. Men som sagt kunne man heller ikke give Isabella helt skylden for det, for i teorien var det jo faktisk hende selv. Det har og er stadigvæk svært for Crasie at indse at Isabella faktisk er hende, bare den del af hende som hun har indlukket for meget inde i sig selv. Crasie stod et øjeblik og kiggede ind i pejsen eftertænksomt. Det hun ved af så har hun altid haft isabella, men hun kom især frem. Efter den slemme episode med Jack. Et let gys gik igennem hende krop, hun ved kun hvad Isabella har fortalt hende. Hun kan selv ikke huske det, for hun havde fortrængt det for længst.

Camille smilede og takkede da Crasie vendte tilbage fra sit køkkien med to smukt pyntet drinks.
Hun sætte sig i sofaen og kunne ikke helt undgå at lægge mærke til at Crasie der ellers h av de børnesygdomme afslappet og glad, nu så ud til at være hensunken til egne tanker, eller mulige minder ?
Camille spurgte med en omsorg der ikke lod sig påtage i stemmen " hei...hvad tænker du lige på...hvor er du henne ? " hun ville o.ind forsøgte presse et svar ud, men det var da tydeligt at der lige skete noget med hende,lige der som hun stod ved kaminen.
Camille strrøg noget flyvsk hår væk fra øjene og hellere blik slap ikke Crasie.

Det tog lige et stykke tid, før hun faktisk overhoved lagde mærke til at Camille havde talt til hende. Crasie vendte hovedet op til hende, og så spørgende på hende.
"Undskyld sagde du noget?"
Crasie smilte til hende, og lod sig dumpe ned på sofaen ved siden af hende. Udenfor var det begyndt at blive lidt mørkt for det var omkring aftensmads tid. Crasie kunne mærke at hun var begyndt at blive lidt træt, det var nok pga at hun ikke havde spist. Crasie kunne ikke mærke sin sult ordenligt længere. For Crasie har aldrig haft normale spisetider, og spiste kun sådan set når der var tid. Så hendes mave havde fundet ud af for længst at man ikke skulle rumle efter mad, for det hjalp ikke. For den fik mad når den fik mad. Godt nok var der en lampe i hjørnet, men Crasie har aldrig sådan set kunne lide det "falske" lys, som lamper og elektrisetet gav, så derfor ville hun hellere tænde sin pejs. Det gav et naturligt lys syntes hun, og hun har også altid kunne lide det sådan når det var lidt mørkt. Hun kunne også se lige så godt som elvere eller som en kat. Men i stedet for at gå hen og tænde op så klappede Crasie hurtigt 3 gange efter hinanden og så blev pejsen lige pludselig tændt, og flammerne slikkede sig op af træet som lå der inde. Hendes pejs var magisk så hun kunne tænde den ved at bare at klappe tre gange, dog kunne hun ikke slukke den ved at klappe den 3 gange. Crasie så ind i flammerne, som gav et hyggeligt skær rummet. Man kunne tydelig se flammernes skær i hendes øjne, og for et øjeblik følte Crasie sig virkelig tilfreds. Men da hun kiggede tilbage på Camille, så lignede det som om hendes øjne var katteagtig.

Camille lod hende være i hendes tanker.Egenlig var det klædeligt og Camille syntes at folk generalt ikke tog sig tid til lidt sjæle ransagelse, eller blot tillod sig at fordybe sig i en tanke eller følelse, alt i dag gik så hurtigt og stærkt, med høj musik til...så Camille synes det var en luksus man skulle unde sig selv, og hinanden, så da Crasie kom til sig selv og spurgte hvad hun havde sagt , da smilede Camille blot og sagde blot "det var ikke noget".
Camille kunne ikke skjule hun var benovet over Crasies måde at tænde pelsen på." det der er ret så cool...hvordan gør du dog det?...kan jeg også tænde den sådan?"
Camille synes det var råhyggeligt og hun trak benene op i sofaen, og håbede at det var okay.Der var hjem hvor sådan opførelse ikke var god skik, det vidste Camille desværre alt om, men for hende betød det afslapning,hygge og ....tillid.
Crasie vendte sig om, og Camille sank en klump da hendes øjne mødte Crasies.
" Øh...Crasie....er alt ok ? " Camille greb om armlænet og blev en smule nervøs....var det magi? Eller endnu en personlighed?
Camille mærkede en følelse af uro...som en lille stemme advarede hende om at passe på.
Hun fik sat sig hurtigt op i sofaen igen og så på Crasie.

"Ja, det ville du kunne ha gjort hvis jeg ikke allerede havde tændt den op. For i bunden af pejsen har jeg skaffet nogle sten kaldt lavesten. De er magiske og når jeg så klapper så de bliver de lynhurtigt så varme at de tænder ild til træet. Crasie så hende tage benen op på sofaen, men havde kun et smil på læberne. Godt nok var hun gammeldags men ikke så gammeldags. Crasie tog en tår af danskvandet.
Crasie kiggede undrende på hende, for hun kunne tydeligt se at Camile var blevet nervøs. Men fra da hun lige kiggede undrende forsvandt dette katteblik fra hendes øjne. Crasie følte lidt uro, var der et eller andet på fære, som hun ikke var klar over. Crasie kiggede lige hurtigt omkrin, der var da ingen. Hun kunne da ikke føle nogen, jo ude over Isabella som lå i baggrunden. Men der var da ingen andre i huset? Hun vendte blikket igen imod Camille med hovede let på skrå.
"Hvad er der galt, er der nogen her eller?"
Crasie kunne slet ikke forstå det, hun syntes lige at det gik så godt. Var det noget med Crasie hun havde imod, eller så hun syner. Crasie mente helt klart at hun ikke havde lavet illusioner for hende, dog har hun kommet til det et par gange. Men det var i hendes unge dage, hvor hun ikke kunne styre sin evne så godt som hun kunne ny. Crasie's hjerne kørte på fuldtryk, for hun forstå ingen ting.

Camille holdte nøje øje med Crasie både fordi hun var facineret af hende og hendes komplekse måde at tænke på. Men også fordi Camilles intuition sagde at noget var under optakt.
Camille så derfor at Crasies "normale" øjne var tilbage igen.
Men noget var galt.Det var som de ikke længere var bare de to....som en treide eksistens var kommet til.
Camille så sig bekymret omkring, men udover en rislen der løb ned af hendes ryg og signalerede ubehag, var der intet at bemærke.
Camille så på Crasie og isamme øjeblik hun åbnede munden for at spørge om Crasie ikke havde bemærket noget og om hun vidste hendes øjne var ændret for en kort stund, der lød et højt brag og sofaen med Camille siddende på løftede sig fra gulvet, ca en halv meter.
" what the fuck...hvad sker der ?" Råbte Camille og sprang hurtigt ned fra sofaen, landede på begge ben og stod med hænderne knyttet, parat til kamp.

Crasie mærkede hvordan sofaen havde løftet sig og fik et stort chok. Hun lavede et rullefald hen af jorden. Hendes krop reagerede ren og skær af instinkter. Mens hun rullede hen af jorden greb hun fati sin stok, som stod op af dørkamen til gangen. Da hun kom op på benene havde hun allerede slået stokken imod benet, så den 10 cm lange tveægget spids var kommet ud af stokkens ende. Hun vendte sig hurtigt om og havde vendt den anden ende af stokken imod benet, så den anden knivspids i den anden ende også var kommet ud. Hun stod fuldstændigt kampklar. Hun så hvordan hendes sofa havde løftet sig og så hen på Camille som så lige så forundret ud. Men efter manges års erfaring kunne Crasie tydelig se denne kræft tydelig gemt i Camille, det var det hun hele tiden havde kunne fornemme ved hende. Crasie begyndte at smile og slog hurtigt med en rotation med stokkens begge ender imod benet, så knivspidserne trak sig ind igen. Hun satte stokken ind til dørkamen igen og gik hen til Camille og lagde en beroligende hånd på Camilles skuldre. Mens hun så med et morende smil på Camille. Crasie ansigts udtryk var næsten hos en mors, som så på sit barn lære noget nyt.
"Bare rolig, der sker intet. Dette er dig som laver det"
Crasie fjernede hånden fra hendes skuldre, og kunne næsten ikke lade med at grine. Crasie's hånd kom op med hendes mund, mens hun kiggede forundret på Camille. En glød af nysgerrighed og en rolighed var i hendes øjne, men nu var de igen katteagtig.
"Du må meget gerne sætte min sofa ned, tak"
Sagde hun med et smil. Crasie havde det godt nu, selvom hun havde fået et værre chok. Men hun var lige nu hverken rastløs eller noget, og det havde gjort selvom Crasie ikke vidste det, at hendes øjne var blevet katteagtig. Fordi nu hvor hun var glad og tilfreds, så vidste hendes øjne blandt andet på hendes oprindelige race. Som hun selv intet vidste om.

Camille stod stadig anspændt med begge hænder knyttet.
Hun så Crasie først reagerer med at gå i forsvarsposition,som Camille selv...men dernæst løsnede hun op og....grinede?
Camille stirrede på hende ...nu var der de kattelignende øjne igen...hvad betød det?
Og hvorfor troede hun det var Camille der løftede sofaen?
det var det vel ikke...var det?
Nu var hun ved at blive grundig forvirret...du gode,mind mig om aldrig at drikke elvervin igen, det har da gjort mig helt ude af stand til at forstå hvad der sker omkring mig,tænkte hun.men hun lukkede øjnene og så for sig hvordan sofaen igen stille landede på gulvet.
Da hun slog blikket op, fik hun et overrasket udtryk og sagde ligeså stille..." Du..Crasie...vi har et problem...sofaen----det ik mig" og så nikkede hun i retning af sofaen der stadig hang i luften.

Crasie nikkede til hende med øjne som sagde at hun tog fejl. Crasie satte sig afslappet på bordet og så på hende med alt overbærenhed i verden.
"Jo det var. Jeg ved ikke lige hvad der fik dig selv til det. Men jeg tror at du på en eller anden måde blev skræmt. Så blev din evne udløst, fordi du ville forsvare dig. Det er det jeg og Isabella har fortalt hele tiden, du er ikke et menneske som andre."
Crasie kunne godt forstå hvis hun var pissede forvirret, det var ikke hverdag man fandt ud af at man havde en evne. Godt nok havde Crasie selv aldrig oplevet det, for hun havde haft det altid, siden det første hun overhoved kunne huske. Men der var hun jo allerede voksen så, havde hun jo haft evnen. Men hun kunne virkelig intet andet huske.
"Prøv at slap af, så skal du se sofaen falde til jorden igen."
Crasie nikkede i retningen af sofaen. Hun syntes at det var utroligt spændende det her, og hun var virkeligt begyndt at kunne lide denne anderledes menneske kvinde. Crasie mærkede Isabella boble i sig, men hun prøvede med alle sindskræfter at få hende væk. For det skulle slet ikke være lige nu, for Isabella ville ikke være til nogen hjælp angående med Camilles nyopdaget evne. Isabella ville højst sandsynlig få Camille til at lade vær med at tænke på det, og så ville Isabella højst sandsynlig forføre sin ind på hende, med alle de kneb hun kendte. Det kunne måske være et problem for Camille, for Crasie havde ingen anelse om hvordan Camille ville reagere at en biseksuel kvinde prøvede at forføre hende. Det havde Isabella heller ingen anelse om, men hun havde igennem tiden fået vendt mange Kvinder om, og havde fået dem til at lære en helt ny side af sig selv.
Crasie slog tankerne fra sig, for hvis hun begyndte at tænke for meget som Isabella, vil hun højst sandsynlig få magten over Crasie's krop.

Camille vidste ikke om hun skulle blive vred, græde eller grine da Crasie satte sig på bordet og lignede en der talte tålmodigt til et barn, der skulle forstå noget vigtigt.
For real?...troede hun virkelig det var hende der løftede sofaen.
Camille opdagede at hun faktisk havde så meget tillid til Crasie, at hvis hun mente det...så var Camille nød til at give det endnu et forsøg, for hun havde allerede stor respekt for hende.
hun lukkede øjnene og så for sig at sofaen genfandt sin rette plads på gulvet og imens hun visualiserede det, rystede hun lidt på fingrene for at slappe af i kroppen.
Hun åbnedeøjnene og klappede begejstret i sine hænder, da hun så den står på gulvet igen.
" men jeg ER altsår bare menneske", sagde hun til Crasie og fik en følelse af....noget rart.
Hun havde været for meget alene den seneste tid, tænkte hun.
Ingen kæreste og ingen veninder....bare arbejde og så hjem til....ensomheden.
ikke at hun ikke fyldte tiden ud, hun var skam god til at hygge sig på egen hånd, men i længden vard er rarest at være to...een at være noget for og en at kunne dele ting med.
camille have haft mange bekendte, men igen rigtig...hun var faktisk aldrig gået "hele vejen", ikke at hun var snerpet på nogen måde, men hun havde bare ikke mødt den rette...så enkelt var det.Hendes liv havde været dedikeret til at hjælpe andre, og hun kom selv i sidste række.
"Andre møbler fruen ønsker flyttet rundt på?" sagde hun med en drillende tone til Crasie.

Crasie nikkede bare til hende da hun sagde at hun var et menneske, som om hun sagde selvfølgelig er det sandt, tro på det. Selvfølgelig uden Camille vidste det så havde Crasie jo kun få, og det var kun en som hun ikke havde i set mange hundrede år. Så hun var meget glad for Camille, faktisk mere end hun var klar over.
Crasie kunne ikke lade vær med at grine af hendes joke.
"Nej ikke lige frem. Nææ jo du kan lige flytte lejligheden over til Werclare, så ville jeg blive lykkelig."
crasie havde et stort smil på sine læber, og det lyste hendes ansigt meget op, som nok Camille ikke havde lagt mærke til før. For der var som regel altid et eller andet eftertænksomhed eller mystik over Crasie. Crasie var glad for at hun havde opdaget sin mere rigtige jeg, men stadigvæk et spørgsmål kørte i hovedet på hende. Hvad race var hun? Var hun et nyt form for menneske? Eller var hun en blandingsrace, måske en halv fe? En halv irda? Crasie gennemrodede i sit hovedet om alle de sagn og legende om forskellige væsner, og så de forskellige hun også havde mødt igennem tiden. Var hun måske bare det man kalder en heks? Crasie så på hende med halv sammenknebet øjne, som fortalte at hun koncenteret sig om at tænke. Eller var hun en af de få heldige, som ikke havde den begræsning som andre mennesker. For nogle filosoffer og andre sagde at alle menneske havde forskellige evner som telekinese, sæt ild i ting, læse tanker osv. Men vi havde bare mistet det igennem tidens løb for mange tusinde år siden. Og de siger at der skulle være en måde at vække disse evner op. Men det var bare en af teorier blandt de mange.

Camille grinede og sagde muntret " Hvad skal du dog i werclare? Du har det så hyggeligt lige her, såå nej...vil ikke rykke lejligheden " .
Camille så graskende på Crasie for et øjeblik og fandt hende optaget af tanker igen, blot havde hun øjnene på Camille og så ud til at gruble over noget....måske Camilles evner?
Crasie havde forsat en ide om hun ikke var menneske, det vidste Camille godt...kunne hun have ret? Men hvad ialverdenen var hun så?.Hun havde da aldrig følt sig andet end menneskelig, det var alt hun kendte til og tanken om hun skulle være andet end det..ja, den skræmte hende faktisk.Hun slog derfor tanken væk, for nu...og vendte opmærksomheden mod hendes nye spændende veninde.
" Hvad sker der med dine øjne Crasie...hvad betyder det? Du er nød til at fortælle mig lidt om hvad jeg skal forvente ved at hænge ud med dig...hvad ør jeg vide?" hun spurtge ud af oprigtig interesse og smilede til hende.

Hendes spørgsmål kom særdeles bag på Crasie. Hun havde det ene øjenbryn i vejret. Katteøjnene var straks forsvundet, fordi nu var Crasie begyndt at blive noget mere urolig.
"Er det fordi de er lysende lilla?? Så kan jeg bare lave dem om"
CAmille så hvordan hun skiftede fra grønne til blå og til sidst som nøddebrune. Crasie havde virkelig ingen anelse om hvad der skulle være galt med hendes øjne. Ja de var lilla, men det virkede ikke til at genere hende før. Så tænkte Crasie på hvordan Camille havde næsten været skræmt fra vid og sans da hun så på Crasie. Som så havde gjort at hun havde udløst sin evne. Men selvfølgelig havde hun måske holdt det tilbage at hun syntes at de var uhyggeligt, og nu kunne hun ikke holde det længere. Mistænktsomhed og mistillid dukkede op i Crasie, inden i hende selv blev hun skuffet og lidt ked af det. Men ingen mine fortrak sig på hendes ansigt, andet at man måske kunne se et glimt af sørgmodighed i hendes øjne. Crasie mistillid til folk var meget stor, ind til videre havde hun stolet på Camille.
Men måske havde hun lukket Camille for hurtigt ind i varmen i Crasie tillidscirkel. Crasies vendte imod ilden, og der var et glimt af opgivelse i hendes øjne. Hvorfor havde hun ikke sagt det, hun ved jo godt at jeg straks ville kunne fjerne det. Crasie kunne virkelig ikke regne ud at det var andet end det. Crasie blev fortvivlet og vidste hverken ind elller ud. SÅ vendte hendes øjne igen imod Camille. Havde hun løjet angående med hendes race? Crasie havde mange fjender, og måske var hun blevet sendt efter Crasie.

Nu så Camille hvordan hele hendes udseende blev ændret. Foran stod hverken den forførende kvinde Isabella, eller den mystiske men venlige Crasie. Halvt krybende sad en kvinde på gulvet foran hende. Hendes lange nøddebrune hår var ulet, hendes tøj var lansede og i stykket. Hun lignede allermest en som havde flygtet i mange dage, uden mad, drikke eller bad. Ikke fordi hun stank men hun var sådan lidt beskidt af indtørede jord lignede det. Stines nøddebrune øjne stirrede med frygt på Camille.

Camille kunne blot se til ...det hele gik så stærkt.Ingen mulighed havde hun for at stoppe Crasie og forklare at der intet i vejen var led hendes smukke lillae øjne.Ingen chance for at beskrive de katteagtige øjne ,hun havde set komme til udtryk i Crasies ansigt.Hun kunne blot se de små med tydelige spior af frustration i hendes ansigt og inden hun kunne forklare eller berolige Crasie...lå eller sad ....nu en anden af hendes personlighedder foran Camille.
Camille vidste ikke om hun burde frygte denne personlighed, men der var noget stærkt appelerende...som hun behøvede beskyttelse ...eller måske trykhed over hende.Var Camille helt galt på den ?
"Jeg er Camille....hvem er du ?" Spurgte hun så stille og med blid stemme, som talte hun til en angst patient på skadestuen.

Hun kiggede ned og rystede let på hovedet og mumlede for sig selv og sagde det meget hurtigt"
"burde jeg løbe, nej det skulle være sikkert. Men hun er her, jeg, jeg mener vi er nød til at løbe. Hun spørg os om noget, skal jeg svare??"
Hun tøvede et par sekunder, før hun kiggede op på Camille fyldt med frygt. Stines hoved arbejdede på fuld tryk og hun vidste ej ikke hvad hun skulle gøre. Det Stine normalt gjorde var at løbe og blive ved med at løbe ind til, ja at hun så vågner et helt nyt sted på et helt andet tidspunkt, og igen skal løbe. Denne kvinde foran hende vidste Stine kun meget lidt om, det hun fik opsnappet inden det blev hende som skulle styre for dem. Hun kunne magi og Crasie var blevet højst mistænksom. Det ville sige meget stor fare!. Hun mumlede for sig selv igen.
"hvis crasie bliver mistænksom på noget, så burde vi heller lytte efter det ikk?"
Stine kiggede selv på Camille med et spørgende blik som om hun skulle svare på det. Stine begyndte at rejse sig stille op, hun kiggede kun i korte øjeblikke på Camille. Stine mindede allermest om et skræmt dyr. Stine skævede rundt omkring med blikket, for at se om der var nogen flygtvej. Bare Crasie var her så ville hun løse det hele, eller selv hvis Lillith var her. Stine rystede over hele kroppen af mindet om Lillith. Så vendte hun opmærksomheden igen imod Camille.
"stine"
Sagde hun lavt og da hun fik sagt det lavede hendes krop et ryk, næsten som hun forventede at hun ville gå til angreb på hende, så snart stine sagde det.

Camille stod bom stille uden at lave nogen bevægelser.
Hun lyttede til pigens snak og hun observerede hendes kropssprog.
Camille blev rørt til tåre, hun vidste at det hun var vidne til var ,som hun havde formodet, den angste del af crasie...den del der var blevet spaltet i hendes personlighed og havde til opgave at håndterer angst,frygt og uro.
Dette vidste Camille hvordan hun skulle håndterer, det var straks mere vanskeligt for hende at accepterer at det var camille selv, der havde været årsagen til skedte.Havde Crasie virkelig været nervøs for Camille havde onde intentioner, at hun ville stikke hende i ryggen? Camille sank en klump, der var virkelig noget at udrede her.
Camille satte sig meget langsomt ned på gulvet, for at være i højde med pigen, der kaldte sig Stine.
" Hej Stine.... Jeg gør dig ikke noget, du behøver ikke være bange, jeg bliver lige her og rør dig ikke" forsøgte Camille at berolige hende med en blid stemme.
Hun kiggede bare på hende få gange, men holdt ikke øjenkontakt, da hun vidste at mange i den sindstilstand reagerede dårligt og blev mere urolige ved dette.
" jeg er en ven...og gør dig intet...heller ikke Crasie" sagde hun igen stille og havde en tåre i det ene øje.

Stine vidste ikke om hun skulle stole på hende, men hun havde ingen anelse. Hvis hun sikkert begyndte at løbe, så ville der ske dem noget. Stine kiggede stadigvæk nervøst på hende, men så spurgte hun med en lav stemme.
"Du lover at du intet gør imod os af ondt?"
Stine vidste ikke om hun selv kunne stole på svaret fra camille, men hun følte ikke lige frem at hun havde noget valg. Stine trak benene op til sig og holdte armene omkring dem. Man kunne tydelig se at hun ikke følte sig tryg. Hun mumlede endnu engang for hende selv.
"Hvorfor er hun her, dette skulle jo ha været et sikkert sted"
tårene var ved at presse sig på, og hendes krop rystede lidt. Hun vidste ikke hvordan hun skulle bringe dem i sikkerhed, selvfølgelig plejede altid Crasie komme i sidste øjeblik når de er ved at komme tilskade. Stine hørte en anden stemme i hovedet Mira, den lille barnestemme som Mira jo havde virkede altid beroligende på hende. *Du ved jo godt at der ikke kommer til at ske noget, Crasie skal nok komme tilbage.
"Men er du sikker, for hun tror jo ikke på os. og hvad for dig til at tro at hun kommer denne gang."
Sagde hun lavt, og for Camille virkede det nok til at hun svarede på et eller andet, men kunne ej høre hvem der havde stilt spørgsmålet. Mira stemme lød igen i stines hoved. *Skal jeg overtage i stedet for? Måske ville denne farlige kvinde ikke gøre noget imod mig, så ved du jo bare hvad du skal gøre for at det bliver mig* Stine vidste ikke om hun skulle tage denne mulighed, for Mira var jo bare et barn.

Camille turde næsten ikke trække vejret, hun vidste sy bare en enkelt bevægelse eller et forkert ord ville ødelæge muligheden for st få en kontakt...en smule tillid skabt mellem dem.
Camille svarede hende igen " jeg lover dig , jeg gør ingen fortræd...jeg ønsker ikke at gøre nogen fortræd...jeg hjælper folk, Jeff er læge...og rar... Hvorfor er i bange for mig ?"Camille prøvede at spejle sig i pigen , så hun måske ville blive mere tillidsfuld...tæer blot mindre anspændt og nervøs.
Stine, ingen kan gøre dig fortræd jer...i er sikker her.
Derfor prøvede Camille også at tale i 3 person om Stine, selv om hun var lidt usikker på "hvem "Stine talte med.

Stine ville tro på det Camille sagde, men havde ingen anelse om hun skulle gøre det. Hun tog imod forslaget fra Mira. Så begyndte hun at fokusere på ikke at være bange, og forstille sig bare som et lille barn. Stine lukkede øjnene så sig selv med den lille bamse i hånden som Mira altid havde ved sig.

Endnu engang var Crasie/isabella/stine forvandlet sig om igen. Men i stedet for en eller anden voksen kvinde, som de andre havde været i forskellige visioner. Nu sad der et lilla barn på ca de 8 år foran Camille. Hun havde en hvid kjole på og hendes lyse hår var sat op i fletninger. Hun kiggede op på Camille med et usikkert blå med sine grønne øjne.
"Du sagde at du ikke ville skade os, er du da en god person?"
Sagde Mira med en sød fin barnestemme. Mira håbede virkelig at hun var det, for ja ellers var de alle i problemer. Især når hun kunne telekinese, men det havde Mira bare syntes var sejt. Det ville hun også kunne, men desværre havde hun ingen evne, som Crasie havde eller den onde Lillith. I stedet for at vente på at camille nået at svare på det spørgsmål, valgte Mira at svare videre med det Camille ellers havde spurgt om.
"Vi....vi er.. nej jeg ved det faktisk ikke hvorfor vi er bange, men jeg tror."
Sagde Mira usikkert, mens hun hurtigt kiggede omkring. Så så Mira hendes bamse der hvor ellers stokken havde stået op af væggen som ikke stod der længere. Mira rejste sig hurtigt op og løb hen til den og satte sig op af væggen og knuede den ind til sig. Det var en klassisk teddybamse, som havde en et lilla bånd omkring.
"Vi er bange, ja fordi du gjorde Crasie nervøs"

Det svimlede for Camille og hun var glad for hun faktisk sad ned allerede, da forhandlingen skete.
Nu var der en lille køn pige på 7-8 år ...og det stak med det samme i hjertet på Camille og ubehagelige forfærdlige minder truede med at mase sig på.Camille måtte anstrenge sig for at tvinge dem væk, men det var eferhånden noget hun æestrede rimeligt godt..hun havde mange års øvelse.
"Jeg ER god.....helt igennem god " sagde hun med tyk grødet stemme der var fyldt med ægte følelse.
Camille havde voldsom trang til at holde om og trøste pigen ...og hun var fuld bevidst om at hendes egenbarndom lige i dette øjeblik blev kædet sammen med Crasies spaltning .....barnet i hende...og det skræmte Camille fordi følelserne i hende var så store og voldsomme.
Hun lyttede...og svarede " skræmte jeg Crasie....jeg forstår ikke hvordan....det har ikke været min mening...jeg er rar" hun smilede gennem tåre og forsatte " jeg hedder forresten Camille...jeg er rigtig go til at hjælpe folk....hvem er du lille skat?"

"Jeg er mira. Godt at møde dig"
Miras frygt og bekrymelse var helt forsvundet og hun smilte til Camille med et stort barnligt smil og holdte ikke længere så stramt til bamsen som før.
"Jeg ved ikke hvad der skræmte Crasie. Jeg.."
Mira tænkte sig lige om før hun sagde videre.
"Det jeg ved så blev hun mistænksom. Men jeg tror du må spørge hende istedet for."
Sagde Mira glad, men Mira ville ønske at hun kunne hjælpe den rare dame som hed Camille, med at svare på hendes spørgsmål, men hun forstod ikke selv alle de der voksne ting. Så så hun op på Camille og så hvordan hun så ud. Der var et eller andet galt. Mira rejste sig op og gik hen til hende og lagde en hånd på hendes arm. Hun lignede virkelig uskyldigheden selv.
"Er der noget galt."
Mira kunne godt se at Camille anstrengte sig at holde følelser inde. Selvom mange voksne troede at de kunne skjule deres følelser, så kunne de tit ikke skjule dem for barn. For især små børn havde den evne til at fornemme ting hos de voksne. Det er jo derfor at små babyer bliver så meget påvirket af deres moders følelser, selvom moderen prøver at skjule så godt de kan. For børnene skal være så finfølende på det område til at kunne lærer især af deres moder.

Camille kunne ikke andet end at elske den lille pige og ville passe på hende...derfor var det lidt irriterende syntes hun , ikke at kunne kontrollere sine egne følelser en anelse bedre...for inden hun fik set sig om , var rollerne byttet om og det var Mira, som hun kaldte sig, der forsøgte at trøste Camille.
Camille tog hendes lille hånd væk fra sin arm og beholdte den u hendes.
" Du minder mig om en jeg kendte for mange år siden Mira skat, og derfor er jeg lidt trist og lidt tøet lige nu....det er ikke noget du skal bekymre dig om" og så gav hun den lille hånd et klem inden hun slap den igen."Sikke en sød bamse du har...har den også et navn"

Mira så lige gennemtrængende på Camille, som om hun lige skulle sikre sig om virkelig Camille havde det fint eller ej. Men så nikkede mira bare.
"Den hedder Millie"
Mira kunne virkelig godt lide Camille og ville virkelig ønske at Crasie også kunne forstå det. Dette skulle altså løses, selvfølgelig skal Crasie ikke være nervøs for den søde Camille. Mira havde lært lidt hvordan hun gjorde for at det så blev Crasie. Men hun har aldrig kunne lide det, men hun var vel nød til det. Mira lukkede øjnene og forstilte sig i det tidligste minde som var det tidligste som både Crasie, isabella og alle den andre kunne huske. Mira forstilte sig i skov. Så kom mindet frem.
Crasie kiggede fortvivlet omkring i mindet. Hun lå på det kolde jord og forstod intet. Hun kunne intet huske men alligevel var hun så bange. Hun kiggede ned af sig selv og så at hun kun havde en tynslidt langt kjole som gik til knæene. Himlen var fuldstændigt mørkt og lyn skar en gang imellem over himlen. Crasie ville bare væk, så langt væk. Hun ønskede at det bare var en drøm.

Crasie åbnede øjnene op igen, og hun fandt sig selv siddende foran Camille. Først var der ingen genkendelse i Crasie's øjne for hende havde det lige været at hun ligget der på jorden forladt og alene. Så kom alt og nu huskede hun tydelig. Crasie rejste sig op og var allerede et par meter væk fra Camille. Hendes lange sorte hår var lige gået fra øjnene, så hun fjernede det og så på Camille med et blik uden den mindste tegn på følelser.
"Hvem arbejder du for?"
Sagde hun toneløst. Men selvom hun virkede kold over for Camille, så var hendes følelser i oprør inde i hende. Der var denne del af hende, som godt nok var lille men som var så gennemtrængene, som sagde at hun kunne stole på Camille og Camille intet vil. Crasie vidste ikke hvad hun skulle gøre, hun stolede ikke lige frem på folk, og det var slet ikke bedre når hun har fået en mistanke om at Camille løj. Men der var en del af hende som ønskede en ven. For Crasie havde for længe været ensom. Følelserne overrumlede hende og crasie blev svimmel og måtte sætte sig på gulvet. Hun havde hånden for panden. Det var virkelig som om nogen kæmpede en kamp inde i hende, og som især bankede i hovedet på hende.

Camille kunne intet stille op , andet end at se til da Crasie igen blev skabt og illusionen af Mira fordampede.
Ikke at det gjore noget at Crasie kom tilbage, det var hende Camille holdt mest af, selv om hun var begyndt at se de andre som dele af Crasies personlighed og derfor også kunne lide dem.
Hun kneb øjnene lidt sammen, da hun registrerede den ændrede holdning der nu udstrålede fra Crasie. Hvorfor var hun pludselig så mistroisk overfor hende.Camille måtte synke en ekstra gang, imens hun forsøgte at spole tilbage i deres samtale.
Hun blev utilfreds med sig selv, da det ikke lykkedes for hende at finde ud af hvad der var sket. Crasie havde ændret sig da hun spurgte til det med øjnene...Eh, det kunne da ikke være det de havde udløst noget...eller kunne det?
Hun så trodsigt på Crasie, da hun spurgte hvem Camille arbejdede for.
"Jeg arbejder da ikek for nogen....kun mig selv, og det har intet med dig at gøre Crasie...det er helt andre objekter jeg tager mig af " .
"Vil du ikke lige sætte dig" spurgte Camille stille, efterr selv at have taget plads i sofaen igen.

Crasie tog til hovedet, følelser bankede på hende indvendigt. Selvom hun prøvede at skubbe væk var der stadigvæk denne lille men dog gennemtrængende følelse inden fra, som prøvede at sige at Crasie selv havde misforstået det hele. Crasie havde det meget svært med at holde sig ydre, og til sidst så lod hun det bare vær med at holde det oppe. Crasie kiggede op på Camille, og det så næsten ud som om hun var blevet ti år ældre. For der var glidet denne træthed over hende, hendes neonlilla øjne lyste mat og så trættende fra sofaen til Camille. Crasie rystede på hovedet, hun havde ikke lige lyst til at rejse sig fra gulvet af, for hun var sikkert nød til at sætte sig ned igen. Hun rystede så på hovedet til Camille at hun ikke ville sætte sig på sofaen.
Andre følelser som ellers lå dybt i hende begyndte at boble frem, og hendes øjne blev fugtige. Hun glemte for en stund at hun ikke styrede sine følelser foran en anden. Så blev hun opmærksom på Camille igen og ville bare langt væk herfra. Inden skulle se hende sådan især ikke nye hun lige har mødt. Crasie rejste sig usikkert op igen, men røg igen ned. Hun sukkede opgivende og trak benene til sig, og lagde hovedet opgivende på hendes knæ, mens håret omkring hende bredte over hele hendes hovede, så man ikke kunne se hendes ansigt. Hun vidste virken ud eller ind. Hun forstod især ikke hvorfor hun havde det sådan lige nu det plejede hun aldrig. Aldrig nogensinde, det var under hendes værdihed syntes hun.