Et særligt bekendtskab ~ Crasie.

Crasie var ikke helt væk i sine tanker, så hun lagde mærke til at Camille undgåede hendes spørgsmål og lavede en spøg istedet. Crasie vidste ikke om der var noget sandhed i det, men hun måtte respektere at der var ting selv Camille ikke ville tale om, så hun undlod at spørge videre ind til det. Da Camille spurgte hvad der var galt, havde crasie ikke lyst til at fortælle hvad det var. For det var lidt for triste tanker til at hun skulle få det af vide
"Når kom bare i tanke om noget ikke andet"
Sagde Crasie smilende til hende, på en eller anden måde var hun glad for der var en som bekymret sig for en, det var en dejlig følelse som hun sjælden har følt. Klokken var snart sent og det var i hvert fald aftensmad tid.
"Hey vil du egenligt have noget mad?? Så kan jeg hurtigt lave noget hvis det er??"
Crasie havde rejst sig og så spørgende på Camille, for hun gættede at hun var sulten for det var lang tids siden de havde fået mad, og Crasie havde ingen anelse hvornår Camille havde fået, det kunne ha været lige før de mødtes eller lang tid før. Crasie var rime god til at lave mad, det lærte man når man levede selv og havde lært den gamle madkunst fra det gamle århundrede. Hun kunne selv godt lide at lave mad og hader færdig retter og sådan noget, hun syntes at det var en skændsel for mad kunsten.

Camille ville lige i dette øjeblik give sin ene arm, for at besidde evnen tankelæsning.Det ville være så facinerende at kunne læse folk , som man læste i en bog.Camille elskede at læse.
Hun smilede og klappede sig lidt på maven, da Crasie talte om mad.
"Jo. Et eller andet..hvad du har ...det er faktisk lidt tid siden.Kan du lave mad?" udbrød hun overrasket.Af en eller anden grund havde hun svært ved at se Crasie i et køkken, hun passede efter Camilles billed af hende bedre med et par mursten i lommen og en provokerende attitude..nuvel, dette bille blev så mere nuanceret...interessant.
Camille selv var derimod en mindre ktastrofe i et køkken.
Det skulle man prøve at undgå for næsten enhver pris.Hendes culminariske evner kunne ligge på en teske, desværre.
"Vi kan da hjælpes ad " tilbød hun glad.

"ja da selvfølgelig laver jeg mad selv, hvordan skulle jeg ellers ha overlevet i så mange år alene? ædt råt kød, æg og vilde bær som jeg kunne finde"
Sagde Crasie drillende til Camille og gik ud imod gangen som de var kommet ind af og gik lidt ned af gangen. Istedet for en dør havde hun disse lange snore med upoleret lilla sten som sad i perlesnore hele vejen ned. Det var sådan noget man kunne forstille at en hippie eller en sigøjner havde. Køkkenet var rime stor med masser af bordplads. Bordpladerne var lavet af sort mamor. Der var store vinduer som viste den vildgroende have lige udenfor, som gav køkkenet noget lys, og lige for vinduet var der en vask, som var lavet af hvid marmor.. Der var masser af hylder og skabe, som var lavet af noget mørkerødt træ. Men det lidt anderledes var at væggene var hvide her, der hang og nogle stativer med grydeskeer og alle mulige andre ting. Der var også en dør i køkkenet som var lukket. Men flere ting manglede som man nok hurtigt ville opdage at der manglede komfur, køleskab, og som de fleste havde så en vaskemaskine. Man kunne heller ikke nogen elektriske ting ude over en lampe i loftet, men der stod flere sterinlys, som var placeret så det gav mest lys til køkkenbordene. Der var heller ikke nogen stikkontakter, som man i hvert fald kunne se af.
"Er du overhoved kræsen eller noget? Ikke fordi vi skal have noget ulækkert, men hvis det nu var"
Så Crasie på hende med et spørgende blik.

Camille så sig om i det unikke køkken.Det var egenlig left flot, Camille kunne æde det var anderledes og bar præg af personlig smag, dog undrede det hende mildest talt at der hverken fandtes komfuret eller køleskab, hvordan kunne hun dog være foruden ?.
Camille kiggede lidt ud på haven...hun smilede , hun kunne ikke helt se Crasie gå og lue ukrudt og nippet blomsterblade, men hun havde efterhånden accepteret at Crasie ikke sådan lige kunne sættes i bås.Dertil havde hun al for mange facetter.
Camille skimmede køkkenet efter skarpe genstande, det var bare en vane hun havde fået tillagt sig, uden helt at tænke over det....for det meste uden at tænke over dét.
Hun så op da Crasie afbrød hendes tanker , om hun var kræsen "eh..ingen råt kød og ingen indmad....men et stykke brød er altsår helt fint" sagde hun med smil i stemmen." Du ...Crasie..hvad kender du til af forskelle på skygge og sjæle dæmoner ?" stillede hun hende som spørgsmål med tillidsfuld stemme...tillid til at Crasie ikke come tage spørgsmålet ilde op og tillid til hun ville besvare det ærligt.

"ja, men brød mætter ikke meget"
Det var ikke et spørsmål hun havde regnet med at camille kom med, men hun havde intet imod at svare på det.
"Sådan set er der ikke de store forskelle, men man kan sige at Sjæledæmoner lever direkte af sjæle, altså de spiser en del af sjælen. Der er mange måder de gør det på. Mens skyggedæmoner lever af mørket i folks sjæle, de får det ikke lige frem til at forsvinde. Faktisk siger man at de forstærke det onde hos folk, men det ved jeg ikke nok om for der er masser usikkerheder omkring dem. En tilgengæld kendt sjæledæmonrace er en Succubus. har du hørt om dem?"
Hun begyndte at fortælle mens hun åbnede døren, hvor der var en mørk trappe som gik ned. Hun tog noget som hang på væggen derinde, og så begyndte det at lyse med et gulligt skær. Det var en sten på størrelse med en abehånd. Crasie gik derned og så et par gange efter camille om hun kom med. De kom først ind til et rum, som var en af de gammeldags pulterkamre for madopbevaring. Der var tonsviser af hylder med alt muligt konserveret mad i alle genre. Der var mange krukker med mange mystiske indhold og der var tørrede urter og krydderier osv. Man kunne bare lugte alle de krydderede lugte, og man kunne næsten forstille sig sidde i køkkenet mens mormor lavede noget godt gammeldags mad. Crasie kiggede hurtigt omkring men valgte at ville tage det først senere. Hun åbnede den anden dør hvor det også var mørkt. Men det var en stor og særdeles tyk før og man kunne straks mærke en skarp kulde, næsten fra en fryser. Der var en lille trappe og så førte det ind i et rum som var okay stort. De var nok ca 15 meter nede i jorden, og rundt omkring dem var der kæmpe isblokke. Der lå andre madvare i beholdere oven på isen som var helt gennemfrosen. Crasie tog 2 pakker, som var pakket ind i folie og gik ud igen.
"Husk at lukke døren"
Hun begyndte at tage forskellige krydderier og andre ting på både glaskrukker og metalbøtter med op oven på, og stilte dem på bordet. Hun havde taget et bundt tørret oregano, 1 løg og 2 røde løg, soltørret tomater på glas, så var der en krukke, som lignede at der var svampe i, en lille metalbøtte, og en pose med nudler.. Hun havde endnu ikke lukket folie op. Næsten alt kunne ligne som om hun havde lavet det selv og konsekveret selv.

Camille fulgte med som en interesseret elev lytter ihærdigt til sin lære.Så sjæledæmoner var faktisk ikke nødsaget til at dræbe?De behøvede ikke tage dén hele sjæl og dermed koste menneskets død.Det var interessant, men.hvordan kunne et menneske undvære et stilke af sin sjæl?Kunne man mærke det, blev man mere kold ?Hvert et svar gav anledning til flere nye sprgsmål.
Crasie nævnede en succubus dæmon, og Camille stivnede lidt.
Hun fik en underlig flølelse blandet med vrede...og det kom lidt bag på hende.Hun kunne ikke lige huske hvorfor eller hvordan hun havde lært om dén type dæmoner, men hun vidste hvad de kunne og hvad deres mål var...forførelse.
"Kender dem, ja " svarede hun og fulgte nu efter Crasie.Camille blev næsten overrumblet af synet der mødte hende og alle de skønne dufte der bød dem velkommen.
"Wow...Crasie, det jo helt vildt det her", hun anede ikke hvad hun skulle sige.
Og .næste rum , det samme imponerende og vilde syn.
Sikke en stil, sikke en måde at indrette sig...gamle traditioner møder trendy nytænkning.
Camille huskede at lukke døren tæt.
"Er der ingen ende på dine overraskelser ?" Lo Camille blidt til hende.

Crasie smilte til hende.
"nej sikkert ikke. Jeg har fravalgt fryser og køleskab, fordi jeg syntes sådan et kølerrum er langt bedre. Det var jo sådan nogen gjorde i gamle dage, de tog isblokker om vinteren og havde så et hulrum, som regel lå det ikke i huset som mit. Men så kunne de holde deres vare kølige, og jeg kan langt bedre lide det på den måde istedet for elektricitet, og kølerummet virker selvom der er strømafbrydelse"
Sagde hun det sidste drillende. Men da hun havde haft sagt at hun kendte til succubus løftede Crasie øjebrynet. Havde hun mødt en? Det havde crasie selv og det var ikke behageligt jo for Isabella men ikke for hende.
"Har du bare hørt historier om dem eller kender du en?"
Det ville være et fuldstændigt sammentræf hvis hun også kendte Sakref datter Zaela. Crasie gik hen til en hylde og tog en gryde ud og en stegeso ud. Hun gik hen med dem og lagde dem lige ved siden af vasken. Der var en anderledes plade som lå ved siden af Vasken, man kunne se den for den var lidt mørkere end de andre sorte marmor plader. Der var også nogle lyse runde plader, som lignede som om det var de plader som var på et komfur. Hun åbnede skabet som var under den anderledes plade og inde i lignede det næsten en ovn. Hun tog den ene folie pakke og puttede den i stegesoen. Det lignede frossen brøddej. Så puttede hun den ind på en rille og knipsede med fingeren og så begyndte nogle sten inde i ovnen at gløde svagt, så knipsede hun en gang til. Så blev de kræftiger og Camille ville nok kunne mærke varmen hvis hun stod lige foran oven. Hun lukkede den og puttede lidt vand i gryden og satte den over en af de runde plader. Så knipsede hun 3 gange og satte låg på. Hun gik så hen og tog skærebræt og så løg. Mens hun ventede på Camille svar.

Camille kunne godt lide hendes atypiske måde både tænke og indrette på.
"Åh..samme trylle triks som med pejsen " drillede hun Crasie ,da hun begyndte at arbejde med ovn.
Det bliver garanteret yummy, tænkte Camille og mærkede igen sulten i maven.
Hun så på Crasie, gik så derhen og tog kniv og løg "lad bare mig " smilede hun og startede hakke processen.
Naturligvis sprang der tårer frem, typisk ved løg bearbejdning, men Camille standsede med et og fik et besynderligt udtryk i ansigtet..."Ved du hvad Crasie...det kan jeg underligt nok ikke huske...det som min hukommelse er...væk?Det sku da lidt sært, er det ik? " Camille lignede et spørgsmålstegn...hun kunne kun huske følelsen af svig og vrede.

Crasie kiggede undrende på hende da hun fortalte at hun ikke kunne huske. Hun troede ikke at Camille også led af at ikke kunne huske tingene. Nej der måtte være noget andet, det er sikkert andre, som har gjort det ved hende. For hun skulle ellers have en frisk hukommelse, selvfølgelig kan der være noget hun fortrænger men det troede Crasie ikke på.
"Ja det er meget underligt. Har du haft det sådan før med andre ting?"
Hvis hun ikke havde det så var det fordi nogen havde gjort noget ved hende så hun ikke kan huske det. Noget sagde inde i Crasie at der var en rime stor chance for at det var Sakref's datter hun havde set, og at Sakref havde en finger med i spillet. Vandet begyndte at boble, hun tog noget olie i en af skabene og puttede et par dråber i. Så tog hun metaldåsen, og åbnede den og puttede noget rødt pulverindhold i. Straks blev køkkenet fyldt med duft af tomat, chile og et eller andet form for kød. Hun tog de svampe på glaskrukke og puttede flere stykker i og rørte rundt. Så tog hun de soltørrede tomater og puttede omkring en håndfuld i.
"Snitter du også lige oreganoen i småt, og så snart du har skåret løget så bare put det i"
Crasie gik hen og tog endnu et skærebræt frem og tog en stor skarp kniv frem. Hun tog det andet folie og åbnede det. Man kunne tydelig se at det var noget form fo kød, men det var meget mørkerødt og lignede ikke normal oksekød eller andet. Det lignede mere noget vildt.
Hun skar det ud i tern og selvom det var frossen, skar kniven som om det bare var smør.

Camille, der stød og gestikulerede lidt med kniven imens hun talte, måtte igen indrømme det lød underligt.
"Nope...har aldrig haft det sådan før..ud over nogle enkelte spor af a nogle følelser, er der ligesom bare...et sort hul ?".
Camille hældte de færdige løg ned ,som Crasie havde sagt og gik over til vasken og lod kniven rense under rindende vand før hun begyndte at skæære i dén velduftende oregano.
Hun så på kødet, det lignede...ja ikke kylling eller okse...hun smilede lidt "Eh, hvad er det for kød det dér?" I princippet kunne hun bildes hvad som helst ind, hun har ignorent hvad angik madlavning og ingridienser.
Måske derfor hun var singel , mænd kunne være sååå...irriterende.

"Det lyder underligt"
Crasie havde et eftertænksomt udtryk i ansigtet, som sagde at hun spekulerede over nogle ting som ikke hang sammen i følge hende. Da hun lige havde tænkt lidt så svarede hun endelig på hendes andet spørgsmål.
"Det er grifkød. Fra nogle vildgriffer i det nordlige Canada"
Hun puttede kødet i og sørgte hele tiden for at røre rundt, så stykkerne stadigvæk blev bløde. Hun gik også hen og åbnede til oven, og der kom straks en duft af friskbagt brød. Der kunne give minder om at være inde i en bager, hvor de har alle de dejlige friskbagte brød på hylderne, men der var også en lille duft af urt som kom fra brødet af.
"jeg kan langt bedre lide disse ildsten end komfur. Men du skulle nødig vide hvor meget besvær det har været at skaffe dem"
Sagde Crasie med et smil omkring minderne, og så tog hun en spiseske og smagte på maden. Hun stod lige og spekulerede over smagen, men så vidste der sig et udtryk i hendes øjne, at det var godt.

Camille indsnusede de liflige dufte og blev næsten helt sagelig.Hvornår havde hun sidst spist et måltid ,der var kræset så meget for?Det huskede hun ikke.
Grifkød? "Eh...Crasie...hvad er en Grif ? " Camille kom til at le, deres to verdener var så forskellige, helt anderledes og så havde de alligevel de her små berøringsflader i ny og næ af fællesskab.Hun kunne godt lide Crasie."må jeg smage ? " spurgte hun og gik nærmere Crasie der så ud til at være tilfreds med resultatet.

"Du får lov så snart du har putte oreganone i og der går et par minutter"
Crasie rørte stadigvæk rundt men kiggede dog lidt undrende på Camille, at hun intet kendte til griffer.
"har du aldrig hørt de historier om griffer. De store ørne som har en forkrop som en ørn og en bagkrop som en løves?"
Crasie kiggede spørgende på hende, men hun havde endelig lyst til at fortælle mere om dem, hvis det skulle være. For hun vidste okay meget om dem. Så snart camille fik puttet i og der gik lidt mens det boblede i gryden, tog Crasie noget til Camille på en ske, hvor der var et stykke kød på og et lille stykke af de der svampe hun havde puttet i.
Først ville Camille nok smage en god blød tomat smag, hvor det der efter blev efterfulgt af en kraftigere kødsmag. Som mindede en blanding mellem okse og fasan bare lidt stærkere. Eftersmagen var så tomat med en blød smag af oregano og så en lidt stærk pift af chilie. Kødets konsistense var mørt som den bedste del på en okse, men det havde en den sammen struktur næsten som kalkun, men var dog stadigvæk rødt som okse. Svampen havde en utroligt cremet smag lidt hen af fløde, som passede til tomatsmagen. den havde den sammen konsistense, som auburgine.
"Griffen har jeg selv slagtet og det er den bedste del af den. De andre ting har jeg selv skaffet. Oreganoen og svampen har jeg selv plukket. Tomaterne har jeg købt fra et godt sted fra sammen med de andre ting. Jeg køber faktisk næsten aldrig i butikker"
Crasie gik hen og tog brødet ud af oven, som var blevet dejlig gylden foroven.

Camille kendte absolut ingen ting til truffet, men de lød overordenlig spændende, men sådan en blandning af to dyreracer, hvordan mon så en Grifs mentalitet var ? Den lød som et fabel dyr, sjælden.
Camille fik oreganoen tilsat og efter et par minutter i kog, fik hun lov til at smage.
Lydig, som et barn, åbnede hun munden op og tog imod skeen.
Hun kørte det lidt rundt med tungen i sin mund, sikker på at alle smagsløg blev indviget og så tykkede hun lidt .
"orv...det helt vildt godt Crasie" jublede hun da en eksplotion af smag overtog hendes mund.Det var virkelig godt.
"Og du har selv slagtet griffen og det hele " roste hun og tænkte at en Grif med ærmet hoved og løve krop, måske på størrelse med en kanin, ville være vildt nuttet.

Crasie kunne godt se at Camille prøvede at forstille sig hvordan sådan en så ud.
"Ja men du skal lige tænke på at en grif ikke er på størrelse med hverken en gris eller et får. Den som jeg slagtede var lidt over to meter høj fra skuldren af og ned, og fra hovede til hale var den ca 3,5 meter lang. Det var fordi jeg stødte på den da jeg var i en rejse i Canada, jeg havde åbenbart kommet mit i parrings sæson, så den var aggresiv og ville flå mig levende, hvis jeg ikke fik den først. Men du skulle ha set den med dine egne øjne."
Crasie satte sig op på bordet og havde et drømmende utryk i øjnene mens hun fortalte videre.
"Denne her var en af de sjældne snegriffer som er de største bland de forskellige griffe racer. Dens store skarpe næb som snildt kunne bide en arm ar var kulsort. Hele dens fjerprag som gik fra hovede til forkroppen og så til vingerne var hvide. Dens øjne var som en ørns rigtig rovdyrs. Den vingefang var, jeg mener ca 6 til 7 meter langt. Den havde sorte ørnekløer foran og så var dens bagkrop som var en løves var sort. Dens bagpoter var dog hvide og det sammen var spidsen af dens hale. Det er farlig modstander det kan du bande på."
Crasie tog sorte blanke dybe skåle frem til deres mad og så nogle enkel metal skeer. Som kunne ligne sølv men som ikke var, for dæmoner kunne jo ikke tåle sølv. Hun tog brødet i den ene hånd hvor der lå en kniv til at skære det og gryden i den anden.
"Min spise stuen er lige herude, så tager du skålene og skeerne?"

Camille lyttede hengivent til hendes levende fortælling og så for sig dette prægtige dyr.
Camille var både lidt skræmt over denne alternative verden men mest draget af den hvis man skulle gøre det op mod hinanden.
Hun var facineret af det liv Crasie havde levet, og de ting hun kunne fortælle herfra.
Hun smilede og tog de flotte og simple skåle og skeer op, og fulgte efter ind i stuen.
De tog begge plads ved bordet og duften hang på dejligeste vis i luften og inviterede til en herlig smagsoplevelse. Camille var så glad og ...lykkelig nærmest, det var det mest normale hun længe havde fortaget sig.Og det var vigtigt at nyde de små stunder livet tildelte een af godt selvskab og god karma.
Camilles farve forsvandt pludselig fra kinderne, det var som en mørk skygge gik igennem spisestuen, kunne Crasie se den også ?

Crasie var også glad for sådan som tingene var nu. Hun var glad for at Camille lyttede med, det var lang tids siden at hun havde været sådan en fortæller, men hun kunne godt lide det. Så længe det ikke på den måde handlede om hendes liv, så havde hun ingen problemer med at fortælle det. Spisestuen var i sammen stil med alle mulige forskelige ting, men den var meget mere lys på grund af store vinduer, som lyste ind. Det var et stort træbord, som lignede som om det var skåret direkte fra et træ og som var en skive fra mit i træet, for bordet var bredt. Men der var stadigvæk bark i siderne. Træet var behandlet med linolie som gav en rødelig skær i træet. Stolene var enkel trækstole, men som var tilpasset i ryggen og havde heller ikke nogen huller i den som normale træstole havde. Crasie så op på Camille og kunne se at alt farve var væk fra hendes ansigt. Crasie fulgte hendes blik og prøvede at kigge i den retning som Camille gjorde.

Camille sad stille, helt uden at røre sig .det var som blev ilten suget ud af rummet...energien drænet væk og bare efterlod en kvælende fornemmelse.
Camille kunne kun se den sorte skygge i korte glimt, men fornemme den gjore hun hele tiden.
Hendes øjne var låst fast hvor hun fornemmede den var, til venstre side for Crasie.
Skyggen tog form , næsten som en menneskefigur den synes at ville fortælle Crasie et eller andet for den forsøgte at stryge noget af hendes lange mørke hår væk fra øret,og holde ansigtet op mod øret.
Men få den begyndte at suge til Istedet for at tale , skreg Camille "Neeej " og kom hurtigt op a stolen på vej rundt om det smukke rustikke bord og øvet til Crasie.

Crasie sad lige stivnet for en sekund for hun havde ingen anelse hvordan dette væsen var dukket op her. Hun kunne tydelig se hvordan camille havde skræk i øjnene. Da camille kom hurtigt væk fra stolen af så tog Crasie sin kniv som lå på bordet, som var lavet af jer og kastede imod dem. Hun tog hurtigt efter en holder hun havde i lommen i hættetrøje, men hun havde den jo ikke på så hun tog saltbøtten og kastede den imod den. Bøtten røg af og salten røg omkring. Hvis dette væsen var en ånd så ville jernet og salten få dem til at forsvinde i hvert fald for et stykke tid. hvis det var en dæmon. Så ville salte få det til at gøre ondt på den, for dæmoner kan ikke tåle salt i større mændger end det der normalt er i mad. Da Camille kom hen til Crasie var crasie hurtigt på bene og stod beskyttende foran Camille. Så ville Camille også kunne se at Crasie var nu højere end Camille og så skjulte hende bag ved hende. Crasie ærgede sig at hun havde glemt sin stok inde i stuen. Hun så afventende på skyggen om den var forsvundet af det eller taget skade af det eller ej.

Den sorte skygge vred og snoede sig og synes at give en slags hissende lyd , da saltet ramte den.
Om den tog skade eller om det skyldtes en slags vrede over forsøget på at akse den , var ikke til at sige .Det var vanskeligt fordi den sorte skygge kun var semi synlig og man i den grad skulle koncentrerer sig for at holde øje med den succésfuldt.
Camille stod bag Crasie , taknemmelig for den beskyttelse Crasie ville give, dog havde Camille en fornemmelse af at denne skygge var mere interessert i Crasie end i Camille. Så måske Camille burde have stået forrest?
Skyggen synes at forsvinde , men bare for at dukke op igen på Crasies højre side.
" Crasiiiiiie " hvislede den med
en.underlig stemme der fik Camille til at undrede sig .
hvad ville skyggen?
Var det en dæmon ?
Kendte den Crasie ?

Crasie rykkede sådan så hun stod med fronten foran den og ved Camille bag sig. Hun ville så meget ønske at hun havde sin hættetrøje på, der havde hun sølvkniv som ville ha virket, hvis det er en dæmon. Crasie's ansigt slørede intet hun kiggede bare på skyggen hverken venligt eller uvenligt.
"Hvem og hvad er du? Og hvad vil du?"
Crasie hjernen ville ha knaget hvis den kunne det for Crasie prøvede at gennemgå alle de ting hun har lært om de 117 væsner hun har mødt og læst om. Det eneste hun gættede på hvad den kunne være var at den var en skyggedæmon. For de kunne forlade deres krop og være som en skygge og besøge andre. Men Crasie forstod heller ikke hvordan den kunne kende hendes navn? sikkert fordi den har holdt øje i et stykke tid og så har den hørt Camille kalde hende for Crasie. Crasie stod roligt med armene nede og så rolig ud.

Skyggen nærmest dansede rundt, en langsom lidt sensuel dans, hvor den gned sig lidt op af Crasie.
Fra tid til anden , træk den sig lidt væk og kiggede på hende.
"Følg mig ....Crasie...følg mig " hviskede den og forsøgte som en slange at slynge sig rundt om Crasie.
Camille anede ikke hvad det var, men Sakref havde hun set, op til flere gange nærmest blive til skygge , tåge eller røg...alt efter hvad ord man valgte at beskrive fænomenet med.
"du..Crasie....kender du nogen dæmoner " hviskede Canilwle og trak hende i armen.
Imens var skyggen ovre og forsøge at skubbe en lysestage på gulvet,a der stod på et lille bord.Var den ved at blive vredladen nu ?

Crasie kunne slet ikke lide hvordan den "gned" sig op af hende, men fandt sig i det for en stund. Dette mindede alt for meget om Zaela, kære lille Sakref datter. Crasie krop var ved at lave et gys pga af minderne, men Crasie holdte gyset an. Crasie havde heller ej lyst til at følge den ting. Men Crasie nysgerrighed var vakt, og hun undrede sig over at en som den ville opsøge hende. Af hvad grund? Da tingen spurgte hende om hun kendte nogle dæmoner begyndte der at falde nogle brikker på plads, eller det regnede Crasie i hvert fald med. Denne ting som helt sikkert var skyggedæmon ønskede noget ud af en, som hun kendte. Crasie blev stående et øjeblik og prøvede at mærke direkte hvor denne kære skyggedæmon er. For dette kunne måske kun være en skyggeillusion. Men så kom et smil på læberne, desværre havde disse skyggedæmoner en svaghed. For selvom dette er hvad man kalder en illusion, så er det ikke. Når skyggedæmoner er i denne form følger deres sjæl med, og det er bare det Crasie skulle røre. En nødplan formede sig i Crasie's hovede, hvis denne dæmon viste sig til at være fjendtlig, ville den få sig en overraskelse.
"Ja jeg kender nogle dæmoner, hvorfor?"
Sagde crasie med en rolighed og Camille ville nok også kunne mærke på hende, at Crasie slappede af.

Lysestagen røg på gulvet. Det gav et brag og enkelte det, nogle ornament stykker trillede hen over gulvet, itu.
Skyggen så ud til at være irriteret."Varitas...varitas " hvæsede den og fløg over mod dem begge igen.
"døden vil dig opsøge...du har noget der tilhører en anden, aflevere dét eller døden vil komme ".
Camille havde engang læst en bog hvor der var noget der blev kaldt 'varsler ' i.
Det var nu mere noget med at man kunne se glimt fra fortiden, hvis hun huskede ret...men der var nu noget ved 'fyren her' der mindede hende om en varsel.
"Har du noget du ikke bør ha, noget der ikke tilhører dig ?" Camille spurgte nervøst Crasie og hendes øjne forlod ikke skyggen imens.

Crasie så med halv sammenknebet øjne. Crasie var en ærefuld person og stjal aldrig noget, hun tjente selv til tingene og skaffede selv tingene, bare ikke med at stjæle. Så Crasie havde ingen anelse, hun var faktisk første gang i lang tid rådvild. Crasie svarede ikke på camille, men spurgte skyggen i stedet for.
"Hvad er det jeg har taget?"
Crasie tog armene over kors og kiggede undersøgende. Hun overvejede virkeligt den nødplan, der ville hun nok kunne tvinge et par oplysninger eller to ud af den. Jeg har jo aldrig stjålet i mit liv, og der er jo ikke lige frem noget jeg tager. Jo nogle gange har Crasie over for snydere snydt angående med pengene. Hun havde lavet en illusion at de fik flere penge end de egenligt gjorde. Men det var også kun over for snydere og hun gav dem stadigvæk penge, men bare ikke alt. Hvad andet tog hun?