Et særligt bekendtskab ~ Crasie.

Camille holdte et vågent øje med Isabella.
Så de...eller hun var altsår dæmoner, hun måtte se at øge sin viden om dem.
"En af hendes personligheder....hvor mange er der..er i ?" rettede hun sig selv.
Camille kendte alt til det at være schizoid, hun var trods alt uddannet læge meget tidligt , og havde også arbejdet med splittet personligheder, men aldrig havde hun set dem manifesterer sig.
Det var virkelig interessant, og måtte også være....udmattende for Crasie, i længden.
" Min fader, har aldrig fortalt andet end min mor var en skøn og dejlig kvinde, jeg ville mene det andet var dukket op, hvis der havde været noget at fortælle" svarede hun kort og gav Isabella et smil. "Hvad type dæmon er du Isabella ? " ville hun gerne vide.Man måtte jo søge in viden , der hvor der var mulighed for at få fornuftige svar.

"Jeg? jeg er nok mere end menneske end dæmon, Crasie er sjæledæmon. Vi er 5 personligheder i sammen krop. Men Crasie tror ikke på mig at hun har andre, og hun har kun accepteret mig, og det var kun for få 100 år siden, selvom vi har levet meget længere end det."
Et øjeblik var der et træthed som gled over Isabellas ansigt, men det forsvandt så hurtigt som det kom. Isabella kunne se de små tegn på Camille som viste at hun var blevet mere træt eller udmattede. Det er lige så effektivt som at være fuld, når man udspurgte folk syntes Isabella. For tit kommer de til at sige ting som de ikke skulle.
"Du kommer højst sandsynlig ikke til at møde de andre, for de er der næsten aldrig. og en skal du især ikke møde" Isabella så alvorligt på Camille og der var tegn af frygt i hendes øjne.
"Hvis du ser mig blive forvandlet til et skygge lignede væsen, eller en meget ondsindet kvinde, så har du bare at tage benene på nakken." Isabella vendte blikket væk fra hende og gav sig til at kigge på haven i stedet for. Isabella mente at det var hendes pligt at fortælle om Lillith til Camille, for hun eksisterede, men det troede Crasie ikke på. Crasie tror heller ikke på at hun også har Stine og Mira i sig. Men hvem ved måske indser hun det en dag.

Camille lyttede, betaget af hvad Isabella fortalte hende.
5 personlighedder , det var mange at skulle rumme og forholde sig til.
Camille begyndte at synes mere om Isabella, efterhånden som hun åbnede sig lidt mere op, og ikke umiddelbart virkede til at svare ærligt på de spørgsmål Camille stillede.
"Tak...for advarselen , det vil jeg huske at gøre ", smilede hun da hun talte om skyggevæsener og onde kvinder.Hun synes nu det lød lidt dramatisk...men på den anden side var der heller ikke skyggen af smil på Isabellas smukke røde læber, så advarselen var nok ægte nok.
Camille strakte benene lidt og som judy garland, klappede dem lidt mod hinanden.
"Isabella....hvor bor du henne af ?" ,hun spurgte fordi hun gerne ville kunne finde hende og naturligvis Crasie igen...hvis nu de pludselig forsvandt.Hun havde en fornemmelse af deres selvskab kunne være...flygtigt, hvis de kom og gik sådan.

Isabella vendte sine blå øjne igen imod Camille og et smil kom på hendes røde læber.
"Vi bor bare her og der, men vi har dog en lejlighed i Deepshell, ikke noget særligt, men bedre end ingen ting. Men vi plejer altid at bo på det sammen sted så tit, men vi har dog lavet den aftale at vi skal beholde det sted, for så har vi et fast sted i det mindste"
Isabella blinkede et par gange med de store flotte øjenvipper. Gad vide hvor Camille bor, Isabella kiggede hurtig op og ned af Camille og prøvede at gætte ude fra hendes udseende og væremåde, hvor og hvordan hun mon boede. Det Isabella kunne udlede var et Camille var en stilfuld kvinde uden at have direkte end stil, men som dog holdte en standard. Hun var måske den lidt mere afslappet type, selvom hun nok kan have temperament en gang i mellem. Hun boede nok i 1 værelseslejlighed eller måske et to værelseslejlighed. Så spurgte Isabella endelig.
"Hvor bor du så henne?"
Sagde hun sådan glad og venligt og i sammen toneleje hun havde snakket i da, hun lige var kommet. Isabella lændte igen let tættere på Camille, der havde hun en vane med, for så følte hun det var bedre at nå ind til folk på den måde, og plus at det var langt hyggeligere og langt nærværende.

Camille funderede lidt over hendes indtryk af Crasie, hun kunne godt forstille sig hende leve lidt en "nomade liv" ,men hun kunne også se hende for sig ,omgivet af spændende gamle bøger...hvorfor vidste hun egenlig ikke.
Isabella derimod, ingød til lidt mere bekvemmelig levevis, ialt fald at dømme efter hendes feminine og ulastelige påklædning og fremtoning. Camille smilede lidt ved tanken om at de to skulle opnå enighed.
"Jeg bor i en lille beskeden lejlighed i Deepshell, men den er ikke prangende eller noget " svarede hun venligt, men uden at oplyse nærmere.
Hun havde bemærket at Isabella ikke lod til at nyde elvervinen ,som Crasie, og så sig om i den smukke have, den måtte vel have udskænkning...eller måske ikke?
"kan man få noget at drikke herinde ?" hun pegede på sit tomme glas ,hun havde sat på bænken og på glasset med Elvervin, "for så vil jeg gerne hente noget til os, hvis du vil?".
Camille havde lagt mærke til at de andre der var tilstede så ud til at være venlig sindet og ikke optaget af Isabella og hende, så hun kunne vel roligt negive sig ud og udforske haven lidt, mon ikke?

Isabella vendte sig om imod springvandet og kiggede igen på Camille.
"Springvandets vand er klar og rent, som fra en kilde så du kan tage for dig som du vil. Men du behøver ikke at tage noget til mig ellers tak"
Isabella smilede venlig og med lidt taknemlighed, men isabella elskede også folk som vartede hende op, og sørgte ting for hende osv. Hvis hun kunne lave mindst muligt ude over at forføre folk er hun lykkelig. Isabella kiggede omkring og så de andre, dem havde hun ikke lagt mærke til. En bænk længere væk sad 2 elvere sammen, nok sortelvere for ellers ville de ikke holde her til, for dette sted var fredet og var et skjulested for dem der blandt andet havde brug for det. Hun kom i tanke, hvorfor der altid var ro over stedet og blikket faldt på en stor statue, som stod inde i muren lige hen over porten som de var kommet ind af.
Den forstilede en ærkeengel. Det kunne man se på dens rustning. Den havde en hjelm over hovedet som forstilte en ørn, og der var ingen synshuller i hjelmen.. Det var forskelligt fra ærkeengel til ærkeengel. Man sagde i virkeligheden var deres rustning gylden, og til tider sølv. Isabella vidste jo godt at hun var dæmon men hun frygtede ikke ligefrem engler, måske fordi hun følte så menneskeagtig som hun gjorde. Hun sad og betragtede den hvordan den stod fredeligt med hovedet bøjet og med det enkel sværd hvilende foran sig med begge hænder på den, og dens store vinger rundt om den. Legenderne sagde at hvis der skete den mindste ballade herinde så ville den vågne op. Man siger også at det er den som lukker folk ind når de banker på porten. Isabella vidste ikke selv hvad hun skulle tro.

Camille tog sit tomme glas og rejste sig op.
Langsomt gik hun til springvandet og beundrede det lidt.
Hun strakte armen ud og fyldte sit glas,næsten til kanten.
Hun ville have godt af at få cognacen fortyndet, tænkte hun.
Hun betragtede Isabella og fulgte hendes blik over til den skulptur der tronede højt og var opsigtsvækkende.
Halv menneske halv ørn? Næh, en hjælm, så det mere ud til.
Hun kunne ikke genkende ham, en gud måske...eller en ærkeengel...var der ikke hele syv af slagsen?
" Din type " drillede hun Isabella fordi hun ikke lige kunne tolke hendes blik da hun så på "ham".
Camille drejede omkring og stødte ind i en lille kuglerund mand,med et rødmosset ansigt.
"store idiot , tag dig dog for helvede sammen, du er vel ikke retarderet kvinde" og ederne strømmede fra hans mund samtidig med han gav Camille et ordenligt puff.
Hun stavrede. baglens et par skrit, tæt ved at miste balancen.Camille knyttede hendes hænder og mærkede vreden melde sin ankomst.

Så så Camilla som om hele haven havde fået en ny farve, det hele var blevet mere gyldent. Bag ved hende kunne hun mærke noget kraftfuld, som virkede til at være derfra det kom fra. Hvis hun vendte sig om ville hun se statuen af englen, som så lys levende ud selvom den hverken bevægede sig. Dens rustning skinnede som guld og dens vinger var halvt strakte ud, og selvom de ikke helt var strakt ud, så havde englen allerede en vingefang på 7-8 meter. Englens hoved var vendt direkte imod hende, hun kunne tydelig mærke dens blik, som næsten borede igennem hende og så hende som en åben bog. Manden som havde stødt i hende skyndte sig langt væk fra englen, men stod halvt gemt bag et træ og så interessant på englen, for næsten alle troede bare at det havde været en legende. Men på en eller anden måde påvirkede lyset og på den måde englen så hende på så hun blev mere rolig.

Isabella så interessant til og kiggede imellem dem frem og tilbage. Hun morede faktisk, ikke fordi hun ønskede at der skulle ske Camille noget, men som sagt så syntes hun at hun trængte til at lære nogle ting. Hun var også glad for at se at legende var rigtig, at englen var levende og ikke var bare en statue.

Camille skulle lige til at sætte manden på plads, verbalt først og hvis det ikke hjalp ville hun have vappet ham en på hovedet.
Men noget ændredes.Manden så overrasket...nej, nærmere chokeret ud og Camille selv så at haven...ligesom blev badet i et gyldent og varmt lys.
"flydende kærlighed" ....ordene strøg igennem hendes tanker, men så mærkede hun et blik, så gennemborende,så stærkt ...så ....guddommeligt?
Hun vendte sig og stirrede på englen, hun vidste helt instinktivt det var den ,der var ved at blive vækket...men hvorfor nu?
Hun så overpå Isabella ...ledte efter en reaktion, ville der blive ballade...måske kamp?Men lyset virkede så varmt og kærligt?Isabella så ud til at ...more sig?Camille spidsede munden og så på englen.

Englen tog hovedet let på skrå og selvom hun kunne mærke at den stadigvæk kiggede på hende, var det ikke nær så gennemborende eller indtrængende som før. Englen så ud til at have besluttet sig til at der ikke ville blive flere problemer, og fra et blink med øjet, stod englen igen som en statue og hele haven var normal igen. Det var næsten som om at det bare havde været fantasi, men et blik på Isabella som stadigvæk så flere gange frem og tilbage sagde, at det ikke havde været bare fantasi. Isabella tog igen efter glasset med elvervinen og havde glemt at der var elvervin i den. Duften fyldte Isabellas næse, og igen sad Crasie der igen istedet for Isabella. Crasies lange hår sad omkring hendes skuldre, hendes tøj var dog lidt forandret. Hun havde sin hættetrøje, men i stedet for en lilla top inden under, havde hun et pæn sort/rødt korset inde under, og hun havde sorte bukser som sad stramt til hendes ben. Crasie tog en tår og kiggede til siden, hvor hun sidst havde set Camilla var og så hun var forsvundet. Crasie havde nemlig ikke lagt mærke til at hendes personlighed havde skiftet, og for hende havde det bare været et blink med øjnene fra da hun skiftede til isabella og så tilbage. Crasie kiggede omkring og så den noget undrende og spørgende Camilla stå og kiggede på statuen over porten. Crasie tror nu at hun forstod var der var sket, hun var skiftet over til Isabella. Crasie blev lidt irreteret over det, for man vidste aldrig hvad Isabella kunne finde på af underlige ting. Hun gjorde nemlig bare de ting hun havde lyst til mens Crasie altid lige tænkte sig om en ekstra gang. Crasie så at heldigvis at hendes stok stod lige ved siden af sig og tog den straks til sig, og lod hendes håndflade hvile på den kolde metal figur for enden. Det var et tegn på at der var gået et stykke tid, mens hun havde været Isabella.

Camille havde det som var hun gæstestjerne i en film, det hele gik så hurtigt og det virkede surrealistisk. Hun så fra engelen til Isabella for at få bekræftet hun ikke var synshallucineret eller havde slået hovedet.
Men Hun kunne se på Isabella, hun var helt med på hvad der foregik.
Hun skulle lige til at hviske om hun vidste hvem englen var, men da sad istedet Crasie tilbage på bænken.
Hun stirrede på hende...det var dog pokkers...sikke ...ja, hun ledte efter ord!
"Crasie!" udbrød hun og hvorfor hun var så glad over at se hende tilbage igen, var svært lige at sætte ord på. Ikke at Isabella ikke havde været udemærket selvskab, Camille kunne faktisk lide hende...tlsidst da hun svarede ærligt på hendes spørgsmål, men hun fortrak nu Crasie...hvis man kunne vælge på den måde.
Hun skyndte sig hen og satte sig på bænken, hvor Crasie sad med stokken i hænderne.
"Hvor har du været?...jeg har mødt Isabella...så du engelen!" ...ordene væltede ud ad Camille

Crasie blev bare overdynget med hendes spørgsmål, og så tog Crasie straks hånden foran et stykke fra hendes mund, for at vise at hun lige skulle holde sin mund. Da Camille ikke sagde mere trak hun den tilbage og havde et morende smil på sine læber.
"Et spørgsmål af gangen tak, det ville jeg sætte stor pris på."
Nu lagde Camille mærke til noget som hun måske ikke helt havde lagt mærke til før. Isabella havde jo haft den der aura af forførende her og fristelser. Mens det havde Crasie også men det var på en anden måde, som man ikke kunne forklare hvad var. Crasie havde så fået bekræftet at hun var blevet til isabella.
"Så jeg høre at du mødte Isabella" Så for Camilles øjne forvandlede Crasie sig om med sine illusioner sig til Isabella, men selvom hun lignede fuldstændigt hende, så kunne hun mærke pga den aura at det stadigvæk var Crasie. Så forvandlede hun tilbage igen.
"Hvad er der så sket, mens du har været sammen med hende, for desværre var jeg for langt væk til at jeg har set hvad der var sket" Crasie så venligt på Camille, men inden i var hun utilfreds med Isabella. Hun havde det altid med at bryde ind, når hun ser en som hun meget gerne ville have.

Camille stoppede med at tale, da Crasie gjore tegn til det.
Hun spidsede munden og løftede et øjenbryn, hvilket var tegn på hun tænkte sig lidt om.Det skyldtes den ændrede aura Crasie så ud til at have nu, og også en ændring i tøjstilen.
"mm...klæder skaber folk ,siges det" mumlede hun imens hun betragtede den lidt mere feminine udgave af Crasie.Det var hende, ingen tvivl om det, men med et snært af det forførende som Isabella også havde....lidt som var det den samme parfume de de delte....den var ens,men ville dufte lift forskelligt når de tog den på.
Hun bremsede sine flyvske tanker og svarede istedet Crasie.." Isabella var...sød, og høflig...vi snakkede fint, men jeg må sige jeg var ...overrasket da hun dukkede op ud af ingenting! Det er faktisk meget interessant...I er ! " hun smilede stort da et glimt af Isabella kom frem , hun nåede lige at tænke "igen?" ,og så var Crasie tilbage.
"men det var underligt ,at vores ven her....nærmest kom til live et kort øjeblik,hun nikkede hend mod englen der nu stod stille som intet var hendt. gad vide hvad det var for noget?" hun kiggede på Crasie for at se om hun fortrak en mine der fortalte om hun vidste noget om det, men fra hvad Camille kunne se, var der ingen.
"Men det er dejligt at du er tilbage....smart tøj " sagde hun og blinkede til Crasie.
Hun tænkte om det var en idé at afprøve hvordan elvervinen smagte, for det var jo ikke hverdag hun var tæt på sådanne sager og havde mulighed for sådanne.

Crasie kiggede et kort frem og tilbage mellem dem, og havde så en ide hvad der var sket. Hun kunne tydelig godt forstille sig at Camille var blevet forskrækket og chokeret over det, for det er ikke hver dag man ser en levende legende. Crasie kunne mærke tydelig Isabella i sit baghoved, som stadigvæk holdte øje interessant med det hele. Crasie sagde til hende i sine tanker. *Du holder dig væk denne gang tak!* Hun kunne tydelig mærke at Isabella morede sig fuldkommen over det hele, og så sagde isabella til sidst. *Ja mor* og så forsvandt hun, så Crasie ikke længere kunne mærke hende. Crasie havde selv lagt mærke til at hun havde lidt andet tøj på, så let som ingen ting havde hendes illusioner gjort nu, at hendes hættetrøje var næsten lukket, så man kunne se lidt men ikke meget af korsettet.
"Ja englen der er faktisk levende, bare hele tiden i dvale. Jeg ved faktisk ikke hvem englen er, men rygterne går på at englen dødede i sit løfte til at holde dette fredssted for væsner som os, og sørge for at det bliver ved med at være i fred og ro"
Crasie håbede på at det var svar nok, eller havde hun det helt fint med at hvis Camille ville spørge til mere, for som Crasie havde lagt mærke til fra starten af, så er hun stadigvæk en del grøn bag ørerne. Men sådan starter jo alle. Crasie tog efter sin drink og så Camilles blik på den og kunne nok regne ud at hun ville smage. Crasie rakte den ud til hende.
"Det er stærke sager, så har jeg advaret dig"
Crasie sagde det venligt og så lidt udfordrende på hende.
Hvis Camille tog den ville hun straks kunne lugte den kraftige lugt, som man nok ville tro at den var sød som saftevand. Men hvis man drak noget af den især hvis man ikke har drukket den før, og man tager en stor slurk. Ville man mærke straks den sødelige smag og så ville den kraftige alkohol smag komme, som er stærkere end at drikke normal ren vodka. Alkoholens varme ville straks brede sig, men samtidig med den ville der komme en svimmelhed og man ville straks allerede kunne føle sig rime meget fuld. En slurk er normal nok til at gøre en fuld, hvis man slet ikke er van til sådan nogle drikke.

Camille lyttede til Crasies fortælling om englen og tænkte at der nok var meget sandhed i det. Det havde virket som englen var "på Camilles side" hvilket jo egenlig lød helt forrykt, for havd anledning havde den dog til det? Men ikke detstomindre havde hun følt sig tryk og beskyttet af den...mystisk.
Hun rakte ud efter vinen, ville gerne smage.
Hun fugtede først læberne en anelse med tungen og holdte dernæst bægeret op til næsen.
Åh...hvor det duftede lifligt, den pirrede alle sanser og virkede så...indbydende.
Hun tog bægeret til munden og tog bare et lille sip af indholdet.
Hun mærkede første n sødmefuld varme brede sig , dog blev det meget hurtigt afløst af en stærk sprittet smag der kradsede og fik hendes hals til at snørre sammen.
" Hvad f.." nåede hun lige at sige inden hun begyndte at hoste. Hun fik stillet bageret imens hun tog den anden hånd op foran munden. Imens hun hostede kunne hun mærke ...en berusende effekt, så hurtigt? Camille så på Crasie og begyndte at grine.
Ikke en høj og iørefaldende latter, mere en stille og munter latter...der bar viden om at vinen muligvis havde været mere stærk end godt var, når Camille også havde drukket en pæn stor Cognac.

Crasie kunne ikke selv lade vær med at grine mens hun så camille drikke. For det var sjovt at se hende fra hun syntes det var godt til at det lige pludselig blev for stærkt. Crasie husker tydelig sin første gang, der syntes hun at det lige var så hæsligt, som nok Camille syntes, men i alle disse år har hun vænnet sig til det, og det er det eneste som bare kan gøre hun lidt beruset. Crasie kunne helt klart se at Camille var begyndt at blive for påvirket. Måske var det bedre hvis de måske tog hjem til hende eller et andet sted hen. For Crasie var selv begyndt at blive rastløs, men det blev hun altid, når hun var et sted for lang tid.
"Skal vi gå et andet sted hen? Vi kunne måske gå forbi dig, hvis det skulle være?"
Crasie så venligt og spørgende på hende, og havde allerede den ene hånd klar på stokken. Hvis man kendte hende godt ville man kunne se at hun var rastløs. For det første at hun ville begynde at kigge sådan rundt, som om hun kedede sig og hun ville til tider blive lidt fraværende, som om hun ønskede sig selv et andet sted. Men det gjorde hun ikke i hver til ikke nu. Men hun var meget glad for at snakke med denne kvinde som absolut troede på at hun var et menneske. Det var nok fordi hun mindede hende så meget som hende selv. For Crasie selv vidste ikke hvem hun var overhoved. Der er mange der har sagt, at hun er sjæledæmon. Men alligevel føler hun som om hun er noget andet. Som om hun ikke kommer fra denne verden. Man ville lige nu kunne tydelig se at Crasie var lige begravet dybt i sine egne tanker og følelser.

Hvis effekten af elvervinen var udeblevet, ville Camille aldrig have accepteret og sagt ja.
Hun ville aldrig have inviteret en med hjem ,som hun vidste var ikke bare menneske,men mere end dette. Hun ville aldrig have afsløret hendes bopæl, som hun arbejdede så hårdt på skulle være og forblive anonym.
Men...nu var effekten altsår ikke udeblevet, og Camille der stadig prøvede at restituerer sig oven på den rædselsfulde smag, var pludselig blevet sorgesløs og munter.
Hun stoppede sin latter og så istedet mildt på Crasie.
"Hvis du vil se hvor jeg bor...så bare sig det. Vi tager hjem til mig..og jeg siger dig du er meeeget heldig, det er sjældent jeg lukker gæster ind, specielt fremmede " Camille bablede løs men havde solskin i både øjne og sjæl imens.Desuden savnede hun en veninde, hun var lidt ensom.

Crasie hørte interesant med og nikkede til da hun sagde at de kunne tage hen til Camille. Crasie prøvede at forstå det hun bablede om, men det var meget svært at få sammenhæng i det. Så det var nok en helt god ide at hun måske kom i lidt bedre omgivelser end dem. Selvom Crasie hverken havde kigget ommen bag ryggen på hende, havde hun fuldstændigt lagt mærke til den fede buddede mand, som hele tiden skottede over til dem. Hun kunne mærke at han trippede fra den ene fod til den anden, som om han skulle beslutte sig til noget. Crasie rejste sig op.
"Vent bare lige her, jeg skal lige noget"
Sagde Crasie venligt men dog var der en bestemthed i hendes stemme. Hun vendte sig om og begyndte at gå imod den mand, som hun havde fornemmet var buttet. Så huskede hun det som Isabella havde set. Hun så for sine øjne hvordan Camille og ham var kommet til at støde ind i hinanden, og hvor han havde skubbet hende. Manden kiggede med undrende øjne på Crasie, og viste ingen frygt, for som sagt så var Crasie stadigvæk mindre end ham, men ikke meget. Hun gik med hurtige skridt og med en flydende hurtig bevægelse greb hun fat i hans hals og holdte ham med stor styrke. Crasie kunne straks mærke englen tilstedeværelse, men hun forsikrede englen med sine tanker at hun intet ville gøre denne mand andet end at tale med ham. Englen havde hørt hendes tanker og holdte sig mere i baggrunden. Manden blev forskrækket og prøvede at få hendes greb rundt om hans hals væk, men han kunne ikke og så hvæste han af hende og viste sine sylespidse vampyr tænder. Så sagde hun med en lav gennemtrængende stemme som gav et uhyggeligt genklang i hovedet på ham.
"Jeg ved godt hvad du tænker på, og du kan lige vove på det vampyr! Jeg er ikke helt dum og kan sku se let som ingenting se at du meget gerne ville sætte tænderne i dette pigebarn, men ved du hvad? det ville være en meget dum ide, hvis jeg var dig." Hun så skræmmende på ham med øjne som for ham næsten føltes som om de ville skære i ham eller blive til laser eller sådan noget. Han nikkede og så slap hun, og gik hurtigt over mod Camille.
"Skal vi gå?" Sagde hun opfordrende og venligt.

Camille så efter hende og blev forundret da hun henvendte sig til den buttede mand ,som Camille kort tid forinden var ved at komme op at toppes med.Var de venner?
Hun så bekynret over på dem og var så nær væltet ned at bænken, da Crasie pludselig havde sin hånd om hans hals. Camille så over på englen, og blinkede et par gange, hun opdagede at den stod ubevægelig...men opdagede også at hun havde mere vanskeligt med at fokuserer.Pokkers til elvervin, tænkte hun.
Hun var ved at rejse sig, hun havde en ide om at hjælpe Crasie, men så kunne hun pludselig se at hun på ingen måde behøvede hendes hjælp..tvært om satte hun ...vampyrer?! grundig på plads. Åh gud, havde han været vampyr...hun måtte virkelig snart lære at skælne alle racerne fra hinanden.
Hun rejste sig hurtigt og lettet op da Crasie igen stod ved hendes side, hun syntes det havde været meget sødt af hende at hun sådan ...passede på Camille?,hvis det da var det hun gjore.
"Vi går hjem til mig...en lejlighed i Deepshell " sagde Camille og begyndte at gå.Hn kastedet et triumferende blik efter vampyren og havde en barnlig lyst til at række tunge, men det gjore hun dog ikke.

"okay men du leder vej" Crasie smilte til hende og så tydelig hvordan Camille havde det meget svært ved at stå på sine ben. Så Crasie besluttede sig til at give hende et støtte, og Crasie tog med den ene arm rundt om Camille. Crasie begyndte at gå med hende ud af porten og den åbnede sig pænt for dem. Crasie fornemmede stadigvæk vampyren bag ved dem, som ikke helt vidste hvad han skulle gøre. Da porten svingede i og de gik ud på markedspladsen igen, kunne Crasie mærke at han fulgte efter. Han havde åbenbart ikke fattet hendes budskab, men heldigvis. Crasie mærkede tydelig den stump snor fra hans trøje mellem hendes finger, og hun smilte et morende og halvt grumt smil. På sin måde håbede hun på at han fulgte efter, for så kunne han måske få sig en lærestreng. Da de var kommet ud på markedspladsen igen, så tog Crasie med den anden hånd med stokken og trak hætten over hovedet igen, så hendes ansigt var henlagt i mørke igen. Hun kunne mærke personer fordi når hun jo var mester inde for illusioner, så kunne hun mærke direkte hvor deres bevidsthed er, og så derfor også hvor de er henne. Hun så op på Camille med et venligt blik.
"Du er vel ikke for fuld så du ikke kan huske hvor du bor, ellers kan vi altid tage forbi mig, hvis det er?"
Crasie så endnu engang på hende, og prøvede at vurdere om hun var for fuld eller ej. Samtidig mærkede hun tydelig hvordan vampyren havde følt sig sikkert blandt alle disse mennesker. Hvis man kendte hende virkelig, virkelig godt ville man se nu hvor hun lavede hendes illusioner, så ville hendes øjens pupiller trække sig lidt sammen, som om øjnene blev en lille tand fjerne. Vampyren så hvordan 3 dusørjæger stod foran ham med våben og det hele. Han blev skræmt til døden for han var en værre kujon, så mærkede han hvordan rødder snorede sig omkring hans fødder så han ikke kunne gå. Han var så overbevist at han ikke kunne gå, så han gik ikke. Bag ved Camille og Crasie kunne de tydelig hører hvordan han skreg op for hjælp, men ingen kunne se hvad der var galt, andet at han stod som om han ikke kunne rokke ud af stedet og så nogen som ikke fandtes.

Camille havde stadig en pæn gang omend hun var lidt usikker til bens.
Hun gik afsted med bare en anelse slinger men nok til at hun satte pris på lidt støtte fra Crasie, så da overrskelsen over hendes arm om livet var aftaget, blev den ersattet af en varm og tryk fornemmelse.
Camille gav store mængder af tillid og tiltro til de få hun lukkede ind i sit liv.
Hun stoppede op da hun hørte skrig.Intetanede om vampyren,den kedelige mand haved fulgt efter dem, vendte hun omkring for st se hvem der var i knibe og hun knugede hænderne klar til kamp.
Hun kiggede mistænksom på Crasie, da hun genkendte manden .Hun huskede hun selv så slangen som Crasie kontrollerede og troede fejlagtigt manden så det samme.Hun var endnu ikke helt klar over hvor mangfoldige Crasies illusioner var.
Hun vidste han ville stoppe om lidt,når Crasie lod ham slippe af krogen.
Camille lukkede øjnene og så for sig hvordan mandens imiterede læder bælte gik op og buksen gled ned, der lød et bump og han roede rundt på jorden og skrigende forsatte,som var han under angreb af nogen eller noget.
Camille tog Crasies hånd i sin og sagde " så bliver det bare hos dig..og lad så manden få fred,ik ?"

"Ja så længe han lader os være" Crasie sendte et morende smil til hende, og begyndte at gå igen af vejene til hendes hjem. Crasie havde faktisk ikke noget imod at skulle tage hjem nu, tit ville hun ikke komme i mange uger hjem, men lige nu havde hun intet imod det. Sikkert pga det gode selskab hun har lige nu. Crasie havde også kun meget få venner, som virkelig kendte hende. Hendes tanker blev fjerne og hun kom i tanke om en veninde, en engel. Utroligt nok, og hun hed og Isabella ligesom hendes personlighed. Hende havde hun ikke set i meget lang tid, virkelig lang tid. Hun blev opmærksom på omgivelserne igen og var ved at føre dem af forkert vej. De gik ned af en pæn gade med lejligheder som sad tæt sammen. Så førte hun hen til et 2 etage lejlighed, som var kalket i en rød farve og haven foran var groet halvt til. Ikke så det lignede en vildmark, men hvor naturen stadigvæk havde fået lov til at gå sin gang. Crasie førte dem op til døren og ledte efter en nøgle i lommen og fandt dem, og lukkede dem ind. Man ville først ha troet at det var flere lejligheder, men det var faktisk en stor lejlighed som gik i de 2 etager. Da de var kommet ind var det gangen de stod i. Væggene var farvet rød/brun og alle mulige malerier hang på væggen af landskaber og andre ting. Hvis man var sagkyndig nok ville man straks kunne se at det nok var lidt værdifulde malerier.
"Bare set sko her"
Crasie viste en skoreol hvor man kunne sætte sine sko. Gulvet var lavet af nøddebrun træ og i gangen hang en lille lysekrone. Crasie tog sine sko af og så afventende på Camille, til hun var klar.

Camille lod sig guide vej, hend af veje og gader, til de nåede frem.
Hun så spændt til da. Crasie låste døren op.Det var altid spændende at komme i folks hjem, indretning kunne fortælle meget om folk, hvordan de prioriterede , hvad der havde værdi for dem og nogen gange om de havde humor.
Camille trådte indenfor og så sig omkring, det var en hyggelig entré med flotte malerier.Men specielt lysekronen i loften kunne hun lide, Camille elskede sådan nogen, de gav kåde til og hygge.
Hun satte pænt hendes sko, som anvist og måtte lige støtte sig til væggen , da balancen ikke var som den burde.
"Nå , så her holder du til...det ser hyggeligt ud" sagde hun glad og strakte halsen lidt få at se mere af lejligheden.
"Sig mig lige...hvor meget plads har du lige her ?"Det så rimeligt luksus agtigt ud, syntes hun og af vane lod hun blikket glide rundt. og tog notis af møbler og andre genstande.

"Hele denne lejlighed er ca 250 - 300 kvadratmeter, kan ikke huske det for det var så lang tids siden jeg købte det, og for det andet var det Isabella som forhandlede om prisen. bare kom med af denne vej ind til stuen"
Crasie smilte til hende og tog så sin hættetrøje af og hang den på en knage. Hun havde stadigvæk det røde sorte korset på, og Crasie kiggede hurtig engang af sig selv, hun syntes at hun lignede for meget Isabella. Straks skiftede hendes tøj af hendes illusioner til en sort tynd trøje med lynlås som var lynet op. Så var hun tilfreds.
Crasie gik ind i stuen, som var et pænt og gammeldags stue, som på en måde slet ikke passede til hende, men alligevel når man tænkte på at hun rendte rundt med sin stok, som også var gammeldags. Stuens gulv var lavet af det sammen nøddebrune træ, stuen var oplyst af 2 store vinduer, som vendte udad imod haven. Gardinerne lignede nyt men var i gammeldags stil. Gardinerne sad fast fra øverst midt af vinduet til siden af vinduet, men de var bundet midt på med lilla bånd som var sat fast i siden af vinduet. Så gardinerne gik en bue fra siden til midt øverst af vinduet. Imellem de store vinduer stod en meget mørkegrøn stor sofa, som var dækket halvt af et tæppe af sort blødt stof. Sofaen var vendt imod den store pejs, som var lavet af store sten. Foran pejsen var der et stort hvidt blødt pels fra et eller andet stort dyr, som dækkede gulvet foran. og som næsten tiggede en om på de kolde nætter at ligge der foran den varme pejs. Over pejsen var et stort elg hovede, og oven på lå et sværd som lå i sin beholder. I vinduerne og andre steder var der grønne flotte planter, blandt andet i hjørnet havde hun indrettet sådan at en flot slyngplante snorede sig op af et stativ som sad op langs vægge, og hvor slyngplanten havde snoret sig op af. Der var nogle flere malerier mest af dem af landskabe, faktisk havde hun kun et maleri af en person. Når man så nærmere på den kunne man se at den var meget gammel, men personen som lignede en kvinde, lignede ret så meget Crasie. I hjørnet stod der årstal 1496. Der var en anden dør som var lukket længere nede af stuen.
"Ja det er så min stue. Bare set dig ned på sofaen. Vil du have noget at drikke eller spise?"
Crasie så spørgende på hende, og Camille ville nok have lagt mærke til hvis hun ikke var for fuld at på en møde virkede Crasie meget afslappet og meget mere rolig lige nu.

Camille var fulgt efter ind i stuen.
Hun kiggede sig omkring og besluttede at det var en meget interessant stue.Det sagde noget om at Crasie ikke var en der bare indrettede sig efter et modekatalog,men at hun arog havde både smag og stil.Der var gammelt og også nyt....så det ihvertfald ud til."Du bor virkeligt hyggeligt " komplimentrtede hun Crasie og indrømmede henført "jeg har altid haft lyst til en pejs, men min .lille lejlighed har ikke just plads til sådan en " sagde hun og rynkede lidt på næsen.
Hun smilede til Crasie og takkede ja til til noget at drikke "Men ingen alkohol, så går jeg enten ud som et lys eller begynder at danse på et bord....der er tradition for begge dele hos mig ...desværre." smålo hun.
Camille så sig om efter noget musik, mon Crasie lyttede til sådan noget....og hvilken mon hun fortrak?
Mon Isabella og Crasie kunne lide e samme ting? De sætte ihvertfald ikke pris på de samme drikke....Crasie var mere.... Rå?