Et særligt bekendtskab ~ Crasie.

Skyggen kom nærmere Crasie og slyngede sig igen op ad hende, som var den et hengivent kæledyr af en art.
"Pigen ...du har pigen " hvislede den og for første gang drejede den omkring og nikkede mod Camille.
Camille selv, blev temmelig ilde tilmode, hun menet at det nog var en finger ring den ville have ,eller noget tilsvarende.
"Hvad fanden vil den med mig " snarrede hun til Crasie og trådte vilkårligt nærmere hende.
"Kan du få den væk ?...få den væk!" hviskede hun til Crasie.
Nu blev Camille pludselig lidt utålmodig og hun ønskede at skyggetingen, dæmonen ville ta og smutte og een ting var sikkert HUN skulle ikke med den ,hvad enten Crasie sagde til det.
Skygge dæmonen henvendte sig igen til Crasie og sagde med leflende stemme.." hun er ikke et rent menneske, andet blod løber i hende og jeg skal følge hende til hendes afdøde moder...giv hende over til mig".

Det sidste som den sagde afgjorde sagen for hende at Crasie skulle tage sin nødplan i brug. Selvom dette væsen kun var en skygge var den stadigvæk en sjæl, og når Crasie ikke kunne få en ejendel fra den. Så skulle hun bare berøre dens sjæl og derved bare røre selve skyggen. Crasie greb fat i skyggen og næsten som hun krammede/knugede den. Skyggen mærkede hvordan store smerter skød igennem dens sjæl, den havde også en kæmpe følelse af magteløshed, opgivenhed og frygt skød igennem sjælen. Selvom der var en smutvej for den ville den ikke kunne se den. Det eneste den nok ville føle at den ville kunne er at stå helt stille. Crasie var i øjenhøjde med den og hun stirrede med sine neonlilla øjne dybt ind i den. Den kunne næsten føle hvordan dens krop/skyggekrop begyndte at krybe for hende, den mærkede hvordan Crasie aura var omkring den. Den havde ingen anden udvej undtagen at dræbe den selv hvis den ville det, sådan følte den.
"Hvorfor skulle jeg give hende til dig? Hvem og hvad er du? Svar mig!"
Den mærkede denne frygt så hvis den havde haft knogler ville den mærke den igennem marv og ben.

Skyggen vred sig først af ubehag og vemmelse og snart af smerte og en følelse af at blive overmandet.
Den ønskede at kæmpe , ønskede at bringe med sig tilbage hvad den var kommet for at hente.
Den hvæsede en enkelt gang og måtte så overgive sig.
" Vakurri , er mit navn .jeg tjener en mægtig dæmon " og inden Crasie kunne tvinge mere oplysning ud a den , var det som den vaporiserede ud i ingenting, ud i luften.
"Wundetbar " himlede Camille og begyndte at nærme sig en snært af hysteri.
"Endnu en der siger jeg ikke er menneske, What the fuck er der galt med mig?" Himlede hun op og først efter endnu et par eder spurgte hun " eh..nu er dén vel væk Crasie?".

Crasie stod et øjeblik og havde blikket stift imod der hvor den havde været før, der gik lidt før hun svarede.
"ja det tror jeg, men jeg er bange for at den vil komme tilbage."
Crasie gik hurtigt ud af spisestuen og der gik lidt og hun havde sin hættetrøje på igen med alle de ting hun havde skjult i sine hemmelige lommer, og havde sin trofast stok i sin anden hånd. Crasie havde faktisk ikke lagt mærke til hvor oprørt Camille var og gik hen til hende. Hun var igen sin normale størrelse og lagde en beroligende hånd på hendes kind.
"Der er intet galt med dig, og det skal du virkelig forstå. Du må ikke lade det gå dig på, ellers ville det æde dig op inden fra"
Crasie kiggede på hende med øjne der sagde at det havde hun selv haft gået igennem. For det havde hun i hele sit lange liv og gør det stadigvæk. Godt nok i et stykke tid havde hun ikke tænkt over det, men da Camille mindede hende om hendes øjne, så kom alle disse "dårlige" tanker op igen.

Camille stoppede brat op da Crasie lagde en hånd på hendes kind beroligende og...kærligt? Ihvertfald bragte det frem deljige minder fra da hun var lille og hendes moder gav hende kærtegne.Ikke at Crasie mindede om moderen, men følelsen af omsorg blev draget for en og at nogen var der for en...det var den samme.
"Tak" mumlede hun og hendes temperament begyndte at dampe stille a, for nu.
"Hvordan bekæmper jeg ...den tingest ? for jeg garanterer dig jeg IKKE skal med den "
Camille kunne ikke lide at bære hjælpeløs , så hun forsøgte at finde ud a hvilke mulighedfer måtte hun have , hvis det endte med de skulle kæmpe mod den.

"Jeg ved det ikke præcist for det virkede ikke til at være en normal skyggedæmon. Men salt virker til at virke imod den"
Sagde hun med et smil så gik hun rundt om spisebordet, der stod en lille kommode op af vægge, hun gik ned på hug og ledte noget der sad fast under den. Så mærkede hun den metallistiske overflade og greb fat i den og hev den ud fra dens beholder.
"grib"
Hun kastede den med en hånd til Camille. Det var en lille sort shotgun, der var en lille tand støv på den og den virkede til at være en ældre af slagsen. Crasie tog en af skufferne ud og tog en lille æske med patroner. Hun gik hen til Camille.
"Jeg håber du ved hvordan man skyder med den. Det er en normal shotgun fra, jeg mener fra 1948 eller sådan noget. Men det der gør denne speciel er disse"
Hun tog en af patronerne op, de lignede nogle almindelige nogle, men hvis man var sagkyndig på dette område ville man nok se at den var hjemmelavet, dog professionelt hjemmelavet.
"Dette er saltpatroner, de bliver brugt af få dusørjægere. De virker imod både dæmoner og ånder, så lad endelig vær med at skyde den imod mig tak."
Sagde hun drillende til sidst og lagde æsken med patroner i hånden på Camille.

Hun fulgte Crasie med øjnene og da hun kastede den lille pistol mod hende , rakte hun ud og greb den.
Hun tænkte lidt over ideen med at skyde nogen og havde mest lyst til at begynde en monolog om det at tage liv, men hun havde jo selv eftersøgt hvordan og det var fordi det måske ville vise sig nødvendigt.
Hun måtte se at få lidt hår på brystet, når hun skulle begå sig blandt væsner.
Hun skulede til Crasie " selvfølgelig skyder jeg ikke dig, det kunne jeg da ikke drømme om " og så tog hun imod den særlige ammunition.
Hun skildte pistolen ad, sætte patroner i, og tænkte at de så lidt hjemmelavet ud, uden helt at kunne forklare hvorfor.
"har du selv...? " spurgte hun og viftede den lidt frem og tilbage.
"Crasie...hvormange har du...eh..du ved...slået ihjel ?" Camille blev alvorlig og ville gerne vide hvordan man kunne leve lidt mindre præget af samvittighed og skyld efter det.Dem hun selv var...ansvarlig for var døde ved 'uheld' men alligevel.

//det er en shotgun ikke en pistol :D bare så vi er enige hihi :)//

Crasie fulgte hende med øjnene mens Camille rodede ved hendes sorte shotgun. Hun så at Camille kiggede alvorligt på hende og spurgte hende hvor mange hun havde dræbt.
"Nok vil jeg regne med, men det har mest været i forsvar, for normalt "leger" jeg kun med personer ikke andet. Men er du da bange for at du ikke ville kunne gøre det, når du skal gøre det?"
Hun havde ingen tal på det, men hun havde dræbt mange i sit lange liv for at nemlig at beholde sit liv. Dog kom et par minder i sit hoved hvor hun har vågnet op ved at stå lige ved nogle dræbte personer og havde blod på hænderne, men slet ikke kunne huske hvad der var sket. Isabella havde sagt til hende at det var denne Lillith, men den teori havde Crasie skubbet langt væk fra sig.
"Ja jeg kan desværre ikke hjælpe dig så meget på det område end at du kommer til at finde ud af det på den ene eller anden måde. Men en ting ville nok hjælpe er at du overbeviser dig selv at det er ren og skær selvforsvar, og det er dette hvis dette væsen kommer tilbage"

// LOL...hvad ved jeg om våben? Nu måtte jeg så lave en lyn Google men det var jo nærmest en riffel agtigt sag...det kan da ikke passe , Vel ? ....min Google mobil side er ligeså ignorant som jeg //

//shotgun er et våben hvor der hvor patronen deler sig i masser af små skyd//

Camille holdt den sorte shotgun frem for sig "hvis blot den betjenes som en pistol så klare jeg det nok.
Hun fandt ingen grund til at underholde med hendes middelmådige sigte evner, hvis den kom tilbage , viille hun
blæse knoppen af den hvis den forsøgte på noget.
"Altid i selvforsvar... Men nogen gange ville det være tilstrækkeligt at uskadeligegøre en og ikke nødvendigt at dræbe " hun sukkede lidt og gik tilbage til sin stol, satte sig og plaserede omhyggeligt sin shothun over skødet.Maden var blevet næsten kold, hun tog en mundfuld og blev glædeligt overrasket, den smagte stadigt godt.

Crasie havde ikke nogen appetit, så hun satte sig bare på stolen igen, men et morende blik i øjnene. Hun kunne faktisk slet ikke forstille Camille stå og skyde med sådan en, men det kunne jo være at hun var god til det, hvem ved?
"Jaja det er rigtigt nok, men kan man tillade sig at tage denne chance, hvor man nemlig har givet personen en ekstra chance til at kunne dræbe en selv eller andre?"
Sagde Crasie med et nysgerrigt blik på Camille, så gik hun op til vinduet og så ud imod haven. På kommoden lå en åben bog, som lignede en af gammel en af slagsen. Der var et billede i som Camille ikke lige kunne se hvad der var derfra. Det var en mørkerød bog med gamle gule sider som var taget skade i løbet af tiden.

"Måske har man ikke et realt valg ? Hvis man tager et liv, skal man kunne leve med sig selv bagefter...ellers bliver det kompliceret...til hvilken nytte er det hvis din krop lever men din samvittighed hver dag slår din sjæl ihjel ?".
Hun fulgte Crasie med øjnene og så hende tage en bog fra ruder konges tid op..
". Jeg går ikke ud fra det er din glansbilled samling...hvad har du der ?" Spurgte hun med smil i stemmen.
Hun huskede samtidig hvor mange timer hun som barn kunne sidde og klippe og sorterer disse små farvestrålende billeder og drømme sig væk.

"Ja du har selvfølgelig ret, men jeg har intet problem med det, så jeg har svært ved at følge dig"
Sagde hun med et sørgmodig smil på læberne, da Camille spurgte til hendes bog kiggede hun ned, hun havde faktisk ikke lagt mærke til at hun havde taget den. Hun tog bogen og gik hen til hende og lagde den foran hende. Der var et meget detajleret billede af to form for daggere. skæftet var en drage som åd selve spidsen og dens vinger var spredt ud til der hvor skæftet gik ud for at beskytte sine hænder fra at glide op til spidsen. Det var nogle meget flotte knive. Der stod en masse tekst omkring men ved overskriften var der skrevet med en pæn håndskrift. Tvillinge knivene.
"Det er den næste ting som jeg er på jagt efter. Jeg var heldig at skaffe denne bog for den er over 1300 år gammel, og denne bog fortæller at man kan finde disse to daggers hos bjergfværgene som lever dybt inde i andesbjergene"
Crasie satte sig på bordet og så på hende.

Camille kiggede på bogensomslag.Hun elskede böger , specielt gamle böger der indeholdte oplysninger og historie der ville gå i glemmebogen hvis ingen läste op på det.Det var bare så själdent hun havde tid til andet end faglitteratur efterhånden.
Så hun kiggede nysgerrigt med da Crasie viste hende billedet.
Camille var ved at klöjes i hendes eget mundvand, da hun så billedet.
Var Crasie efter dem ? Og lige precis
hvad lå der i ordet EFTER ?
Camille havde set de knive för, det var hun rimelig sulkee på. Og det var bestemt ikke hos bjergdvärgene ....desvärre.
Hun rakte if efter sit glas og tog en tår.
"De er da også flotte" sagde hun og holdt sit blik i bogen og ikke på Crasie.

Crasie kunne tydelig se på hende at hun var rigtig interesseret i dem. Så fik Crasie en ide, Camille kunne måske tage på jagt med hende efter dem? Det kunne måske være noget for hende, for så kunne hun opleve virkeligt den "virkelige" verden, med alle disse fantastiske væsner der fandtes omkring dem. Så Crasie valgte at fortælle videre om dem for at få hendes fulde opmærksomhed på knivene, som hun nok allerede havde i forevejen.
"Disse knive eller daggers bliver kaldt for tvillingeknivene fordi de er nøjagtig ens. Historien om dem står i bogen, men som du kan se står det ikke lige frem på et normalt sprog, så jeg fortæller den kort. Man siger at engang blev to tvillinge drager født, de gjorde alt sammen. De blev så voksen en dag selvfølgelig, og var blevet til store drager. Det kunne disse kære ridder ikke lide, og de ville dræbe dem. Tvillinge dragerne havde forudset dette, så de kom i forklædning til en smed. De fortalte deres historie og deres fremtid til denne smed. Smeden fik ondt af dem og spurgte hvad han kunne gøre for disse væsner. De lagde begge deres hænder på hans hoved og gav ham et billede af noget. Det var nemlig disse knive, og de gav ham i hånden en underlig skarp sten. De da var gået kunne smeden ikke få dette billede af disse perfekte knive ud af hoved og begyndte at smede dem i alt slags metal, men ej blev det perfekt. De to drager døde i en heftig kamp imod ridderne og da de faldt samtidig dø på jorden blev de straks til nogle flotte statuer lavet af det man kalder dragesølv. Smeden fandt ud af dette og tog op til deres kroppe som var blevet til sølv. Han tog med sin specielle skarpe sten og den kunne skære igennem dette metal som var smør, som intet andet ellers kunne. Han tog det med hjem og lavede disse to daggers. Man siger at deres sjæle lever stadigvæk i dem, man siger også at de aldrig nogensinde vil blive sløve og alle kan bære dem, fordi skæftet ændre sig til personen så de ville blive perfekte til enhver. De skulle også kunne skære i næsten hvad som helst også dragepanser, der er heller igen magi der har nogen effekt på dem. Men jeg ved nu ikke om historien er rigtigt men evner skulle være sande, det er derfor de ligger dybt i dværgenes gange hos dværgekongens skat, fordi den nemlig var værdifuld."
Crasie så på hende og ventede på hendes reaktion.

Camille der elskede Crasies fortæller evne, lyttede med og undervejs tog hendes tanker deres eget liv og retning.Hun havde jo set noget der lignede dem til forveksling.
Hendes ...ven, Tristan havde to stykker.Camille var ikke hundrede på at det var dem, men risikoen var overvældene stor måtte hun indrømme.
Hun ville måske have udspurgt Crasie mere nysgerrigt om disse prægtige knive, men en indskydelse advarede hende om at bruge mere tid på emnet her.
Camille forsøgte at skifte emne, .det var dog mildest talt umuligt , uden at virke suspekt.
" hvad skal du med dem...og hvor langt vil du gå for at få dem...ty til vold?" Spurgte Camille lidt spagt.

Det kom lidt bag på med hendes sprøgsmål, men som sagt var det et fair nok spørgsmål.
"Det er an på hvordan man definere vold og hvornår det er godt eller dårligt. Ja jeg vil gå langt ligesom jeg har gjort med alle mine andre ting, men nej jeg vil ikke bare dræbe sådan uden videre. Jeg vil finde andre måder at komme ud af det på, men hvis nu det er krævet at jeg skal dræbe en som er slem og ond, er det så okay?"
Crasie ville gerne se Camille reaktion på det og hvad hun ville ha af svar. Crasie kunne godt på sin måde forstå hvordan hun følte, for de fleste kunne det virke barsk osv. Men Crasie havde jo heller ikke de sammen morale problemer som mange andre blandt andet fordi hun er såkaldt jo en dæmon. Som regel den måde Crasie fik hendes ting på var at vinde deres tillid og så betale sig til det i sidste ende med andre værdifulde ting som rubiner diamanter osv. Men nogle gange for at få deres tillid måtte hun nogle gange dræbe nogen for dem, som alligvel ville blive dræbt.

Camille sad og betragtede Crasie ...længe.
"Det er ikke min plads at dømme, uskyldige er måske døde for min hånd også....men kan du ikke se det farlige i det du siger? Hvornår er en person eller et væsen ond ? Hvis de tager liv for selv at overleve men har det svært, så de gode? Hvis de tager liv for at overleve men nyder det, sp de onde? Det er deres evne til selvpineri der afgør om de er onde eller gode, måske? Hun tænkte på Zean, han var for hende god...men et mareridt for andre.Det var svært at forklare og hun følte det samme for Crasie.

Crasie smil blev bredere hun kunne godt lide hendes svar.
"Det er rigtig nok, jeg har i sig selv aldrig nydt at dræbe bare for lystens skyld, jeg har kun dræbt for at forsvare mig, og få gange fordi de virkelige fortjente det. Men jeg aldrig haft det godt med det, jeg kan langt hellere lide at lege med dem phykisk med mine illusioner, og det er bedre eller ej er bare lige spørgsmålet, som jeg ikke kan besvare kun dem der er blevet udsat for det."
Crasie øjne blev mørke og minderne gik tilbage til Jack. Hun skubbede det hurtigt fra sig, men Camille havde nok opdaget hvordan hendese øjne var blevet mørke og sørgmodige. Men selvfølgelig som Crasie intet viste om så havde hun dræbt hundrevis af både uskyldige og ikke uskyldige. Men det var hendes personlighed Lillith der har gjort det, og Crasie kan ikke huske hverken noget som helst af det.

Camille der havde spist færdigt, klappede sig et par gange på maven og medgav " det var dog et pragtfuldt måltid Crasie...jeg kan slet ikke huske hvornår jeg sidst er blevet forkælet sådan, mange tak " og så sendte hun et stort veltilfreds smil.
Camille betragtede sin veninde lidt og besluttede så at konfronterer hende, da det var klart hun tænkte på noget noget hun ikke fandt ...rart.
" Crasie....dine øjne er mørke af bekymring, hvor var du lige i dine tanker ? " .
Det var svært at vide hvor meget Camille skulle bore ,hun havde meget respekt for Crasie og hun var ikke lige en man hunsede rundt med...omvendt, skulle hun måske have et lille puf til de mere følelsesmæssige sager, og det Camille snildt leverer.

Crasie så op og kiggede vurderende på hende, på en måde havde hun lyst til at fortælle alt. Men desværre havde Crasie indgroet den vane i hendes sind at ikke fortælle særligt meget om sig selv, for så kan fjenden ikke bruge det. Så hun valgte at fortælle alt for meget, men alligevel skulle hun komme over det, så hun kunne vise hendes arrene.
"Jeg var engang sammen med mit livs kærlighed, eller det troede jeg. Han var en bloddæmoner som kunne styre skygger, han hed jack."
Crasie stoppede op med at fortælle og var lidt tøvende, men så forsatte hun.
"Jeg fandt ud af at den grund han havde været sammen med mig i den lange tid, var at komme tæt på mig, så han kunne æde mig. Han havde bundet mig til sengen så jeg ikke kunne komme fri da jeg vågnede. Han flåede min krop op og tog en værdiful gave fra mig."
Crasie tog op i sin trøje, huden var helt pæn men så kom dukkede arrene op. Crasie havde altid lavet en illusion, så hun ikke selv skulle tænke på det eller at hun skulle forklare det til enhver der så det. Det lignede virkelig som om hendes mave havde været flået op med de bare hænder, og især lige over området hvor æggestokkene sad.
"Han frarøvede mig evnen til at give liv"
Crasie øjne blev blanke og hun så væk, og tog trøjen ned igen.

Fængslet af hendes fortælling sad Camille helt stille og lyttede med. Da hun løftede op i blusen og alle arrene der vidnede om en brutalitet og skændsel så voldsom stor kunne ses, tog Camille hånden op foran hendes mund.
"du gode gud...sikke et...udtryk...at gøre sådan "
Hun fik blanke øjne og spontant kom hun op og stå og indlemmeret Crasie i et stort og kærligt kram.Camille snøftede lidt ved Crasies hals og tænkte at livet bare var for råddent og meningsløst.
"Ingen børn....det er jeg oprigtigt ked af, jeg ved hvordan børn kan give os et mål og et perspektiv vi somme tider er lost uden " Camille slap krammet og satte sig igen.
"Crasie...jeg havde ingen idé!...hvad skete der sidenhen ...dig og denne Jack?". Camille mærkede et kæmpe had til denne dæmon, hun håbede han var død...ellers...

Crasie følte sig både glad og forlegende over Camilles omsorg, hun var ikke lide frem van til det, så det var akavat for hende, men hun undlod at skubbe Camille væk. Crasie så en gang hen på Camille og så kiggede hun væk, hendes øjne var stadigvæk blanke men ikke en tåre faldt.
"Jeg kan desværre faktisk intet af dette huske hverken hvad han gjorde eller noget, det er noget Isabella har fortalt mig, men hun fortæller at på en eller anden måde kom jeg fri, jeg brugte alle mine illusioner det bedste jeg kunne imod ham. Så var det som om de virkede. Jeg ved ikke hvad jeg lavede, men en eller anden form for illusion der skadede ham og det gjorde den så i virkeligheden. Jeg løb væk halvt død og forblødt. Så var det der jeg mødte en engel Isabella, hun reddede mig og healede mine sår. Så kommer jeg til der hvor jeg kan huske det, men jeg ved ikke hvordan jeg hverken kom der til eller noget. Jeg tror at jeg viser dig det"
Så forvandlede hele rummet her, de var midt i en gade. Nok i det 1400 århundrede eller sådan noget, det regnede ned og det var mørkt nok sent om natten. Den tidligere Crasie stod lige ved siden af dem, i noget jægeragtig tøj men som stadigvæk var kvindelig. Hendes øjne var total lysende røde øjne, men de var fuldstændigt katteagtig. De lyste af blodtørst. For enden af hendes fødder lå en ung mand, han havde nok været rime smuk. Men nu lå han mudret til og havde blod flere steder, og hans tøj var ødelagt. Der var skygger omkring som nok var hans. Han kastede forskellige slags skygger efter hende, men de nåede bare aldrig ind til hende, som om hun havde en beskyttelses boble over hende. Han så med skræmte øjne op på hende, da han så at hun var blevet hans bøddel. Hun havde en lang jægerkniv, men læder omkring skæftet for ellers ville den ha brændt ind i hånden på hende fordi den var af rent sølv. Hun stak den direkte i hjertet på ham og han dødede.
"Jeg husker at jeg var i en form for trance tilstand, som om jeg var der og alligevel ikke. Som om det var mig som styrede men ikke, som om det var en anden personlighed. Jeg husker ikke det lige før, for som du kan se har jeg været rime ondt imod ham"
Der som Crasie ikke vidste at hendes personlig Lillith havde pint ham osv. Hun var så kraftful at hun kunne lave illusioner blandt andet af et beskyttelses skjold og så vil det være der. Lillith lod så Crasie være med til at hævne sig på ham, og derfor fik hun lov til at styre til sidst efter Lillith havde leget med ham.

Camille så trist på hende.
Det havde været forfærdeligt for hende og smerten og skylden havde hun nøjsomt pakket ned i en en lille byld og slæbte den med sig, trofast, som var det et barn i hendes varetægt.
Hun havde elsket ham, han havde svigtet hende og hun havde taget hans liv . Det kunne ligeså godt stamme fra Camilles liv, omend kærligheden til hendes far havde været af en anden slags karakter.
Hun klappede Crasie på låret.." Så hvor efterlader det så os....evigt single? " Ved du hvad, vi burde gå i byen finde nogle forsvarsløse fyre og give den max gas". Helt uden at kunne ...forklare hvorfor...havde hun helt pludselig fået en trang ,en lyst til at gøre noget camille normat aldrig gjorde. One nighters havde været et kapitel hun altid sprang over, men hvorfor? Hvad var takken...eller belønningen for det ? Et liv i ensomhed, imens alle andre red bort i solnedgangen med prinsen på den hvide hest. Og Crasie og Camille måtte nøjes med et hjemmelavet måltid.Godt nok en fremragende et af slagsen...men alligevel.
"Skal vi på club ?" spurgte hun og havde det underligt inden i.