For alvor og for sjov - Tristan, First Knight

Hun himlede med øjnene og lavede et par fanger med armene over hovedet.
Som bad hun gud om hjælp, om bistand til at rumme ham.
Hun søgte i klæderne igen , og blev afbrudt ved tilbud om kaffe.
" jo...dét ville da være dejligt ik Tristan ? " svarede hun og da manden luntede af sted formenlig efter krus og kaffe , kunne hun høre ham mumle noget med 'lang aften '.
" Romeo og Julie ....hvad kan du have at udsætte på dem ? " spurgte hun så imellem tiden Tristan og nåede lige at tænke om man kunne klæde sig ud som dem ? Så de ud på en bestemt måde ?

Tristan nikkede til manden som straks gik efter kaffe og kiggede så om på Camille igen.
Han lavede et bredt smil og måtte koncentrere sig for ikke at grine. Hvad havde man lige ikke på Romeo og Julie.
"Verdens mest omtalte selvmord...På grund af dumhed... Ja, der ramte du lige plet Camille" Svarede han og hjalp med at lede i alt tøjet.
Der var virkelig meget og det meste var bare støvet og lugtede af gammelt klæd ud tøj. Den værste lugt i verden også kunne man næsten se støvet når man rørte ved det.

Camille så plæderende på ham " har du tabt dit romantiske gen da vi var i ballongyngen ? Du må da gøre noget for at finde dét.....selvmord ! " jamrede hun lidt og ledte videre på stativet.
"aha....den her kan du ikke anfægte ...ingen er gift og alle har ædle tanker " sagde hun stolt som et lille barn der lige havde løst en vigtig opgave.Hun holdte en grønlig dragt og en bue frem.."Robin Hood og lady Marian" sagde hun sejerstolt og dragten dinglede fra hendes hånd imens hun afventede hans reaktion.
Manden kom tilbage og begyndte at skænke kaffe i tre krus med sjov påtrykt tekst.
På kruset han rakte til Tristan stod der ' forkæl dig selv....tag mig med hjem '.

Tristan fnøs og tog imod koppen.
Han tog et skridt over imod Camille og svarede hurtigt igen. "Jeg har masser af romance gemt hernede..." Mumlede han og tog noget Kaffe.
Så løftede han hurtigt hånden og formede den som en pistol og skød imod hende.
"Går ikke. De er ikke en gang et par. Vidste du fx at lady Marion ikke er med i den oprindelige fortælling om Robin Hood, det er derimod Clorinda Dronningen af hyrdinder..Som i øvrigt siges at skulle have en elsker af samme navn.." Han smilede triumferende og drak noget mere kaffe.

* what ? Var manden et orakel eller et leksikon ?* Camilles gejst dalede da han skød hendes illusion om Robin og og Marion i sænk.
Hun tog imod et krus og kiggede på teksten og læste ' Efter regn kommer solskin ' og hun mumlede "det må man da virkelig håbe ". Manden tog selv et krus og betragtede de to unge lidt nysgerrigt.

" Tristan, så tror jeg tiden er moden til at dele ud af din enorme viden omkring romantik og par der symboliserer dette ...kom så med et forslag " udfordrede Camille og løftede med begge hænder kaffekruset op og tog en slurk.Den smagte godt, hvilket kom lidt bag på hende.

Tristan sukkede og tænkte sig om. Han var gået igennem krigsavn og helte siden han var helt lille. Mest fordi at de fleste af dem havde været dusørjægere og han skulle kende deres historie. Nu var problemet at han var god til at huske sådanne ting når folk nævnte det, men han kunne ikke rigtig komme på andre.
"Ahhhh, ja, tjaaa, hvad med..... Nej jeg er blank" Grinede han og rystede let på hovedet.
"Det må blive en af dine, selvom de har fejl"

". Selvfølgelig har de fejl , de er mennesker Tristan.Vi er ikke fejlfri du " sagde hun og rystede lidt på hovedet .Den fyr var da utrolig, al den modstand for så alligevel....argh....rundt i manegen trak han med hende.
Hun så undskyldende over på manden og sagde lidt kunstigt sødt "beklager, men han har ikke fået sin middagslur i dag " og sendte ham et overbærende smil.
" Nå ...Einstein....hvilke af de dårlige mulighedder ønsker du så ?" Sagde hun og prikkede til Tristan.

"Ingen kender til menneskelige fejl som mig" Drillede han og kiggede over på tøjet.
Han havde egentlig ikke lyst til at hoppe i noget af det, men blev lidt nød til det.
"Urg... Så lad os tage Napoleon og dame, de havde da noget i det mindste, om jeg så er lidt højere deeeet..." Besluttede han og rullede med øjnene og folede armene over kors...
"Hun er da utrolig..." Mumlede han irriteret for sig selv.

Camille kiggede på Tristan med et 'are you kidding me 'look.
Dét var jo nærmest de første hun forslog og nu var de tilbage til dem.
Hun kiggede tilbage på manden og svarede " med mindre du har kostume til en der var stum , så må dét blive Josephine og påhæng " så kløede hun sig lidt i nakken , med hendes blonde hår og Tristans opsigtsvækkende orange, var parykker et must have. Josephine havde dét smukkeste lange mørke hår, så dét var vel okay....hun så på Tristan og lø stille...han ville skulle have en lille tæt mørk paryk på.
Manden gik over til hylden med accesories og begyndte at finde noget frem....

Tristan kiggede hurtigt tilbage på Camille og knep øjnene sammen i et 'shut it' look.
"Urg.... Du mener ikke seriøst at jeg skal have den der på vel?" Mumlede han og pegede på den paryk manden lige havde hevet ud.
Desuden ville det sikkert blive umuligt at proppe alt hans orange hår ind i parykken. Det var stort og havde dets eget liv og desuden var det næsten altid elektrisk..
"Det bliver tæt på umuligt.." >Fortsatte han henkastet og kiggede væk fra den lille mand.

Camille lavede en lille grimasse i retur til Tristan.
Hun havde allerede udvalgt en dybblå kjole med hvide blonde og glæde kanter og små bitte skinnende sten rundt omkring.Kjolen havde puf ærmerne og tilhørende hvide handsker, men Camille vidste ikke helt med handskerne.
Hun lyste op da hun så den lille badehætte med sort hår , der skulle presses ned over Tristans hoved og hendes glæde ville ingen ende tage da hun så manden nærme sig Tristan, med parykken sat over begge hans hænder og et blik så fokuseret på hans hoved, som en kirurg på sin patient."Aldrig har jeg måtte opgive i mine 35 år i dette job " sagde han advarende.
Camille fniste.

tristan sukkede og blev stående med en ligegyldig grimasse.
"Held og lykke makker!" Svarede han og tog roligt en tår af sin kaffe.
"Men som jeg sagde så bliver det sku ikke nemt."
Han kunne allerede mærke sit hår begynde at protostere og det skulle ikke overraske ham vis det blev levende og slyngede dne lille mand rundt lige om lidt.

Manden måtte stå på tærer for at krænge parykken ned over Tristans hoved og pinslerne stoppede ikke der, håret skulle stoppes ind, skulle skjules der under hvilket var tæt på umuligt.
Men alle fagfolk har jo deres remedier, og efter at have bakset lidt og prustede et par gange, hentede han en slags hår nål og begyndte nærmest at stoppe håret ind under.
Camille synes at kunne ane en lille dråbe af sved på manges forhoved.
Hun fik næsten medlidenhed med Tristan og med hovedet lidt på sned spurgte hun bekymret "Nu gør dét vel ikke ondt , vel ?"

Tristan lavede et par grimasser, men kom også til at grine lidt når manden havde fået stoppet hår ind og noget hår røg ud på den anden side.
Han kiggede over på Camille med et glimt i øjet. "Nej dte er ikke galt, jeg har prøvet værrw" Svarede han og kiggede op på en tot over hans pande. Han overvejede lidt om manden nogensinde ville give op... Eller om han blev ved til 'mission succes'.
Han virkede som en beslutsom lille mand.

Camille besluttede at følge mandens arbejde nøje, tæt på...han skulle ikke pine Tristan trods alt.Skulle nogen dét, var dét vel hendes ret ?Manden rettede lidt på sine briller og Camille kunne høre ord som 'utroligt'....'sjælden' og 'genstridig' i hans småmumlen.
Efter lidt tid , rakte han hånden op til en high five til Tristan "Så den i vinkel " proklamerede han med faglig stolthed i stemmen.
Camille ånede lettet op og gled hurtigt ind bag en skærm, for at iføre sig den blå kjole.
Manden rakte en rød uniform til Tristan.

Tristan mærkede lidt på parykken, det var jo en springfarlig bombe der bare ventede på at sende hårnåle i alle retninger.
"Godt nok " Mumlede han og gled ind bag en anden skærm for at skifte.
"Jeg hader dig lige nu!" Råbte han til Camille imens han prøvede at han prøvede at få knappet sin jakke.
Hvorfor var han lige gået med til dette igen?

Camille stillede sig på tåspidserne og kiggede over skærmen og råbte ironisk over til Tristan, imens hun viftede med en hvid handske beklædt hånd " Well Tristan dear....had...er et meget...passioneret ord " sagde hun meget ladylike og smilede uskyldigt og blinkede et par gange.
"hjælp til alle hægterne ?" Spurgte hun manden der nu gik og nynnede lidt, tilfreds med de forløbige resultater.

Tristan vrissede lidt og begyndte på et par sorte lange støvler.
"Godt at du ser det på den måde!" Råbte han tilbage og kiggede på sin røde jakke. Han lignede en slikkepind på vej i krig.
Med andre ord, han så komplet tåbelig ud!
"Fuck mit liv..." Mumlede han mest til sig selv og sukkede.

Camille rynkede på næsen og svarede "er der andre måder at tage dét på da ? ".
Så fik hun hjælp til hægterne og de hyggesnakkede lidt imens.
Så hentede manden hendes paryk, og selve parykken var smukt lavet. med lange sorte slangekrøller og lidt bånd og perler i .Camille samlede sit hår i en knold og manden fik dét kunstige hår på plads uden dét store besvær.
Camille syntes hun lignede en død, med hendes bailey farvet hud og dét sorte hår.
Men tøjet elskede hun.
Manden smækkede en stor pudderkvast i hovedet på hende og så lidt på hende , så sagde han "kind kulør er ikke påkrævet, den har du selv sørget for " og så blussede hendes kinder igen.
" Så dét din tur " sagde manden og bevægede sig mod Tristan med kvasten i hånden.

Tristan grinnede lidt da han kunne høre om CAmilles kindfarve.
"Ahaha, ingen kind kulør!" Grinede han, men stoppede hurtigt da manden kom imod ham med pudderkvasten.
"No way! Ingen sagde noget om en pudderkvast og jeg har ikke tænkt mig at lade den ting røre mig!" Udbrød han og baskede med arme og ben imens han bevægede sig væk fra manden.

Manden havde hørt disse protester før , dét var en daglig del af arbejdet , isærdeleshed de mænd der kom i hans biks, frembragte dem. Derfor gik han målrettet og uden nogen slinger i valsen mod Tristan og inden han kunne nå at sige " Albert og fru Weiss burde skamme sig " var kvasten duppet i pudderdåsen og plantet i hovedet på Tristan.
"Sådan !....nu er vi klar...Vi i sidde eller stå , eller måske kan en af jer sidde og den anden stå bagved ...eller " manden holdt inde og så pludselig helt forskrækket ud, som huskede han hvem hans kunder var og at de formenlig aldrig ville kunne blive enige om setuppet.
Camille trådte ud fra skærmens læ, hun havde helt misset Tristans møde med makeuppen, hvilke var en skam da hun ville have elsket dét.
Hun kiggede nysgerrigt efter Tristan.."Er du ved at være klar ....general ?" Hun kunne ikke dy sig for at drille, bare lidt.

Tristan lavede en grimasse og hostede hvilket fik pudderet til at rystede sig lidt løs og lave en slags pudder sky.
Han kiggede bebrejdende efter manden inden han tog sin store napoleonshat på. Så gik han ud af prøverummet.
"Jeg ved ikke hvorfor jeg gik med til den her dumme ide." Mumlede han irriteret for sig selv og børstede noget støv væk.
"Selvfølgelig skal jeg da sidde ned, jeg har mest magt" Svarede han manden med et højrøvet smil.

Hun kneb øjnene lidt sammen, Tristan var vel ikke utilpas ?så han ikke lidt blegnæbbet ud ?dét slog hende at også han var blevet ramt af pudderkvasten og et stort smil kom på hendes læber
"Sikke fin du ser ud " kommenterede hun og blev så hurtig opmærksom på den lille demonstration af magt han havde gang i .
"hvis han sidder vil jeg også...kan vi ikke sidde begge to ?" Spurgte hun manden og håbede han ikke var enig med Tristans display af begrebet 'mænd har magt ' .

Tristan kiggede over på manden og folede armene over kors.
"Det går da ikke! Eller så kan hun jo sidde på gulvet, så er hendes hoved også under mit" Argumenterede han med et lumsk smil og var fast besluttet for ikke at 'go down without a fight'.
Han sendte Camille et hurtigt blik. Ikke om han så fin ud i nogen forstand, han lignede noget der var klar til at begynde andet slag om Waterloo.

". På gulvet med hovedet dér...in your dreams " mumlede hun og så på manden og forsatte " der er jo ingen grund til ikke at lave et mere...utraditionelt billed.Kunne han ikke ligge på knæ...du ved som han bejlede ?".
Camille sendte et indyndende sødt smil til manden, hvem hun forsøgte at sælge ideen som værende kreativ og sjov og appelerer til hans fagligestolthed.
Til Tristan sendte hun et 'your going down ' blik og et lusket smil.