For alvor og for sjov - Tristan, First Knight

Overrasket over at få pengene retur men lykkelig over at ramme plet, fik hun sedlerne i hånden.
Ballongyngen var faktisk rimelig høj, nu man stod så tæt på.
De stod i køen og hun måtte se lidt dum ud da han igen snakkede om hans små flotte blå gnister, så meget power var der vel heller ikke i dem. Han overvurderede sig selv...typisk for en fyr.
De rykkede frem til billethuset og Camille næsten kastede sig ind foran Tristan og ville have været væltet hvis ikke hun havde haft hans hånd at støtte sig til ." To voksende " sagde hun til den lille trist udseende mand i ligene og så smækkede hun nogle penge der til ham.
"Kom så fred flintstone " så trak hun ham mod gyngerne.

Tristan sukkede irriteret og fulgte med. "Du skal bare være sådan ikke?" Beklagede han og rystede på hovedet imens han steg ind i vognen og lukkede lågen. Den begyndte at sætte igang og han satte sig roligt ned.
"Flintstone my ass.." Mumlede han og kørte en hånd igennem sit hår. Hun virkede allerede meget mere kæphøj end fra han havde mødt hende tidliger på aftnen. Faktisk blev hun mere og mere kæphøj for hvert sekund han tilbragte med hende.
"Er det et medfødt tallent det du har med at slæbe mig rundt som i en snor?" Spurgte han med et skævt smil og kiggede på hende.

Camille satte sig ned og selv om dét var sen aften og dermed mørkt, så solede hun sig.
Solede sig fordi hun endelig havde fået den helt urimelige fordeling af magt ,der var tidligere på aftenen ,tippet.
Hun smilede og sagde sødt "arh, du kender mig ...altid ...rar " og så tjekkede hun lige at døren til gyngen var ordenligt lukket.
"Et medfødt talent, naturligvis " svarede hun med glimt i hendes øjne , aldrig ville hun da indrømme at hver gang de var sammen, fik han på en eller anden måde vendt op og ned på hende. Så hvis dét lykkes for hende at trække ham lidt rundt, var hun bare...heldig.
De kørte et enkelt hak, gyngen, så den næste vogn kunne blive fyldt.

Tristan døde. Eller det ville han have gjort hvis det stod til ham selv. Vågede hun lige at kalde sig selv rar? Han måtte grine indvendigt imens han folede sin håndflade under hagen.
Måske skulle han til at overveje at vende situationen igen? Men hvordan?
"rar er nok en af de sidste ting jeg ville kalde dig" Svarede han og fnyste. Han lod sine lysebrune øjne bore sig ind i hendes.Man kunne se noget lys reaflektere i dem.
"Men det må man give dig, du er meget andet end rar" Grinede han og lagde hovedet tilbage.

" Virkelig, er jeg ikke...rar ? " Camile klappede lige i for et øjeblik og spekulerede over et passende svar.
Men Tristan kiggede så intenst på hende , så ordene udeblev lige i dét øjeblik.
* hvad mener han med meget andet end rar* hun kiggede forvirret væk og så ham ud af øjen krogen indtage noget der lignede en afslappet positur.
Hun rynkede lidt på næsen , hvorfor var han så hos til at 'komme igen ' som en boomerang eller noget.

"Som jeg sagde... Du er mange ting, men ikke rar som sådan" Svarede han igen og holdt et 'chuckle' tilbage. Han slog blikket ud af gyngen og ud på lysene under dem. Vognen kørte et par takker mere op og stoppede tæt ved toppen igen.
Med et smil folede han armene over kors og blinkede et par gange. Der var en pludselig stilhed, var det ham der var skyld i det? Han håbede det ikke.

* mange ting men ikke rar...come on..jeg er godheden selv main * tænkte hun irriteret. Og da han lagde armene over kors, kunne hun havde smækket ham en.
Hun gav ham faktisk et dask på skulderen, i mangel af bedre og vrissese lidt " måske skyldes dét bare selvskabet , kunne man forstille sig dét ", men dét lød slet ikke så spidst eller skarpt som hun gerne havde set.
Forsigtigt lænede hun sig en smule ud over kanten og kiggede ned, se var ikke helt øverst, men næstenudsigten var skøn.

Tristan tog sig til skulderen og måtte lade et kort grin slippe ud. "Rolig, jeg mente det ikke så slemt, trust me" Svarede han og kiggede også ned. Personerne i køen og rundt omkring var begyndt at blive små. Ikke så små som tenstikmænd, men stadig små.
"Jeg sagde jo at du havde andre gode egenskaber gjorde jeg ikke?" Fortsatte han utålmodigt og løftede et øjenbryn. Han sukkede, hun tolkede det forkert..

" tja...vi har jo konstateret dét ikke er mine penge du er ude efter heller " gassede hun ham lidt.
Hun var egenlig ikke sur på ham, hun vidste jo...eller rettere håbede han bare drillede som han ofte gjore.
De var på toppen nu og Camille strakte armene op over hovedet.Man kunne tydeligt mærke brisen, en lun brise ruske lidt mere i hår og tøj her på toppen.
" wow....Nice udsigt " udbrød hun spontant og roede kort i hans Orange hår.
"kan du lige den Barney?" Sagde hun lidt dæmpet.

Han lavede en grimasse da hun rodede i hans hår, som om hun lige havde ødelagt verdens ottende vidunder.
Han betragtede udsigten igen. Lysene lignede næsten små ildfluer der var ved at drukne i en stpr dam. Han betragtede hende et sekund ud af øjenkrogen og kiggede så tilbage ud i luften. "Smuk..." Mumlede han og pladserede en hånd under hagen igen i en afslappet position.
"Kan du få øje på Butcher et sted?" Drilede han og trak på skulderene. Han kiggede lidt rundt for at få øje på den ældre herre, men han var ingen steder at blive set. Måske havde han allerede formået at blive lidt 'heldig'.

Camille hang udover og døren, naturligvis ikke mere end godt var, men hun elskede følelsen af frihed og følelsen af næsten at kunne nå himlen.
Dét var dét tætteste hun kunne komme på den og på stjernerne uden dét blev forbundet med angst.
Vognene begyndte at køre, nu var de fyldt op, så skulle selve turen jo afvikles.
Hun var næsten skuffet, men dét var stadig en smuk tur og selv om hun prøvede kunne hun ikke finde butcher.Tilgængæld sad på en bænk, med en stor pink candy floss, en buttet pige med creapet hår , en al for lille nederdel og en bøjle hvor et candiseret æble synes at have sat sig fast.
"No way.. Se lige Tristan " grinede hun og trak ham i armen.

Tristan rettede blikket imod candyflossen og havde inderligt håbet at Camille ikke havde set hende. Han havde selv skimtet hende bare et minut siden, men havde ikke sagt noget.
"Urg..." Mumlede han som svar og lyste en smule op da han fik øje på nogle andre.
"Camille, se hvem jeg fandt" Sagde han så og pegede i retning af et par lidt væk. En lidt fortumlet Cody i en blå skjorte og en klæbrig Denice som hang i han arm ved siden ad.
Sikke et tilfælde hvor mange mennesker som man kendte som man kunne møde her om aftnen. Havde dét hele tiden været THE party place og ingen havde fortalt ham det?

Dét var faktisk morsomt , at sidde deroppe og betragte dem alle på jorden.
Hun lænede sig interesseret frem da Tristan identifiserede Cody med Denice.
Hun mærkede atter en lille bølge af modstand mod hende, hun ville nok aldrig helt blive best Friendster med hende.Men Cody så idet mindste tilfreds og glad ud.
"alle vore venner " kommenterede hun næsten kærligt.

"Undtagen Albert og fru Weiss, dem savner jeg lidt" Tilføjede han og fik næsten et 'tender' glimt i øjet. De så alle ud til at have det sjovt. Selv buttepigen ved siden af en mand han nu genkendte som ultra gayen fra baren hvor de mødte Denice.
"Kan du huske ham?" Sagde han så og nikkede imod buttepigens ven. Han lænede afslappet hænderne på gelenæret imens han sagde det.
"De ser ud til at more sig alle sammen" Afsluttede han og smilede skævt ud i luften.

Camille lænede sig lidt ind over ham og spejdede ned igen.
Ved første øjekast kunne hun ikke kende ham, det var nok den manglede heltdragt med glitter print,i der gjore at der ligesom manglede noget.
Men pludselig genkendte hun ham og et smil brød ud over hendes læber.
" Hvem ville have gættet det ?...de to! " Camille var glad på buttepigens vegne, lidt selvskab havde hun higet efter længe, og måske ville det betyde at Tristan nu fik fred for hende....But then again ....Camille åbnede munden af bar overraskelse, for hun havde dårligt tænkt tanken færdig før end "buttepigen" viftede vildt med sin Candyfloss i forsøg på at vinke op til Tristan, som hun lige havde spottet. * Det håret...meget påfaldende * tænkte Camille og så hvordan candyflossen satte sig klæbrigt fast i pigens hår.
" Se nu hvad du har gjort " drillede hun Tristan og prikkede ham med en finger på skulderen, spejlede hvad han selv plejede at gøre ved hende.

Tristan åbnede munden for at sige noget, men det blev mere til en forfærdet retning. Et kort sekund håbede han næsten at jorden ville åbne op og sluge ham hel, men selvfølgelig..Nej..
"Urg...Jeg burde få farvet mit hår.." Mumlede han og kiggede væk som om han ikke havde set hende. Hvordan kunne den pige blive ved?
Vognen kørte en omgang videre og han lod blikket glide den anden vej, væk fra Buttepigens retning.
"Hvor heldig kan man da være" Fortsatte han sarkastisk og rodede lidt i det iøjnefaldende orange hår.
"Men stadig så savner jeg fru Weiss og Albert" Hans tone var stadig dryppende af sarkasme. De var stadig de sidste mennesker han ville se, men det ville også være et tilfælde som ville noget.

" farve dét , no way...dét dét eneste der gør dig interessant Lancelot " drillede hun, normalt ville dét have været en lidt ond tease, men Tristan vidste udemærket at der var 299 andre ting der gjore ham....interessant, så han kunne tåle dét.
Gyngen bag dem gav en lidt høj knirkende lyd og da hun ikke kunne finde på mere st drille Tristan med, kiggede hun opmærksomt bagud.
" Well..dét ser ud til fegudmoderen har opfyldt dit ønske " og så begyndte hun at le. Dét var svært at stoppe igen ,for Albert og Mrs.Weiss så ud som de var grebet med fingrene i småkager krukken. Og de kunne ikke gemme sig, ikke forklare sig.Camille overvejede et billed med sin mobil.

Tristan kiggede dumt på hende og mimede hendes ord efter. "Eneste der gør dig interessant" Han havde lavet en piget hæs stemme.
Så vendte han sig rundt ved Camilles ord og lavede en større grimasse, hvorfor skete dette lige for ham? Hvorfor? Hvorfor? Nu ønskede han for alt i verden at jorden ville åbne og suge ham.
Som lyn fra en klar himmel blev et ondskabsfuldt smil formet på hans læber og hurtigere end man kunne nå at sige 'Zean-burde ikke-snage-i-andres-emner' havde han hevet sin mobil frem og med et 'klik' foreviget de 2 ældre menneskers udtryk, på et billede.
Han lagde mobilen væk og smilede lusket til vognen bagved.

Camille sad og drejede lidt på sin halskæde og smilede tilfreds af Tristan ved hans lille udbrud.
* like I knew you would* tænkte hun.
Tristan gled dog hurtigere end lynet over i et nærmest skadefro smil og vendte sig om og gjorde det usandsynlige, han tog virkelig et billede af Albert og fru Weiss der sad og forsøgte at finde en grimasse der kunne passe, hvilket var dødsdømt og helt umuligt.
" Tristan...DET gjorde du bare ikke " udbrød Camille og klaskede ham på armen " Hvorfor nu det ?, hvad tror du ikke de vil sige til det ?" forsatte hun og lavede en bevægelse med begge hænder i luften , det signalerede at hun var helt uforstående.

Tristan havde stenet lidt imens han kiggede på billedet. Så kiggede han hurtigt op på Camille da han fik et klask. Han havde stadig et skadefro smil på læben da han slog ud med armene og svarede,n "Jamen de har set os, jeg skal jo have noget at afpresse dem med".
Han kiggede tilbage på dem og at se om de ville reagere eller lade som ingenting. Fru Weiss plejede at være temmelig stor i munden, men når hun lige var blevet taget med fingrende i kagekrukken. *Caught in the act'.
Så kunne hun da umuligt stadig se ned på dem.

Fru Weiss der ikke lige lod sig kue, råbte noget uforståeligt op til dem og svang en overpyntet knyttet næve i luften.
Camille gjore store øjne og håbede ikke de ville blive lukket ud af gyngerne med kort interval.
Hun så en meget bleg og kny Albert, der synes at have mistet kontrol og håb for en lykkelig afslutning med fru Weiss.
"Se Tristan...dér sidder én rigtig mand...musical...og tavs " drillede hun ham og tænkte på at dét måske havde været meget godt med dét billed...rent profylaktisk.

Tristan kiggede hen på den anden gynge og trak på skulderene af de uforståelige ord der kom som en ustoppelig strøm ud af kvindens mund.
Han kiggede så lidt bebrejdende på Camille, hvilken mand vil sine fulde fem ville være som Albert + at have en affære med fru Weiss?
"Det er da klart at han er tavs, han kan jeg ikke få et ord indført" Svarede han og flashede et smil.

" pas nu på ikke at give mig gode ideer " grinede hun lidt og lagde så mærke til at gyngerne kørte mere langsomt.
Dét var ved at være enden på turen, og de var begyndt at sluser folk ud og lade nye komme ind.
Camille kiggede op på himlen, mørk og flot og så nedad på de kulørte lamper, dét var faktisk rigtigt hyggeligt.
Hun ville nyde den sidste omgang , og så finde på en ny måde at drille Tristan på.
Hun smilede lidt for sig selv.

Gyngerne begyndte så langsomt at stoppe så folk kunne komme ud. De sad i en af de første vogne og ville nok snart komme ud.
"Give dig gode ideer? Aldrig! Det ville være som at grave min egen grav!" Fnøs han og rystede på hovedet.
"Anyways så lad os se at komme væk før Alert og fru Weiss kommer ud af den næste vogn" Foreslog han da de var tæt ved bunden. Han skulle ikke nyde noget af at have dem på nakken.

'ballon manden ' åbnede den lille gitter låge og gav dem...eller ihvertfald Camille et kæmpe smil og et "jeg håber du nød turen ?".
Camille der havde blikket på hendes egne fødder for ikke at snuble over en kant eller noget , kiggede lidt forvirret op på manden og svarede åndsfraværende " jo jo, den var fin " .
Ude i det fri igen , træk hun blidt i Tristans arm og sagde " denne vej ....Jeg har en glimrende idé til hvad du skal nu " hun smilede kækt og var ret sikker på han havde fanget betoningen der var lagt på 'du'.