Eventyr her kommer jeg..(camille)

Isabella blev noget overrasket, da hun mærkede, hvordan Camille knugede hende ind til sig. Dette nærvær var noget der kunne heale, hvad som helst. Isabella tænkte slet heller ikke i de erotiske baner, for det var ikke det hun havde brug for lige nu. Både triste tåre og glædelseståre gled ned af hende kinder. Isabella lagde selv også armene omkring Camille og knugede hende ind til sig. Denne camille måtte næsten være en engel, så god, sød og venlig hun er. Måtte hun næsten ikke være andet. Selvfølgelig ikke i race, men i ånd er hun. Camille var Isabellas, eller dem alles skytsengel. Isabellas lydløse tåre trillede ned af kinderne, hun havde ikke lyst til snakke lige nu. Hun ville bare nyde dette, og ikke tænkte på andet end at knuge hende her ind til sig.

Camille var meget berørt af Isabellas reaktion.
Og uden helt selv at forstå hvad der udløste dem, begyndte Camilles tåre også selv at trille ned.
Måske var det det , at de to piger ikke var så forskellige når alt kom til alt.
Mon ikke de begge søgte efter den store sande kærlighed ? , den slags der ikke bare tilfredsstillede deres fysiske lyster og behov, men også tog sig af .... pirrede og forkælede dem psykisk, der omsluttede dem i et favn af tryghed og tillod dem at øse deres affektion tilbage udover dem.
Og så længe man var foruden dette, levede man med et bundløst hul inden i , eller det gjore Camille ihvertfald...hun var bare blevet så helt enormt skide god til at holde det nede, holde det skjult og fortrænge det.Så skide god til det, at det nu havde en skræmmende effekt på hende, hvis hun hun forsøgte på at ændre det.

Nu forstod Isabella også en ting, uden at nogen havde sagt noget eller noget som helst. Så fik hun denne fornemmelse, at Isabella ikke var den eneste der manglede et hul i hendes liv. Isabella så hen på Camille, og kunne se selv dette glimt, som genspejlede sjælens mangel. Isabella havde ikke haft nogen anelse om dette, og det sammen havde Crasie ikke. De havde ikke set disse tegn at Camille var i virkeligheden ensom. Isabella kunne ikke lade vær med at smile lidt komisk af dem. Der måtte virkelig ha været en gud eller et eller andet, der fik disse to mennesker som ikke lignede hinanden ved første øjenkast til at bumpe ind i hinanden. En strøgtanke kom hen til på englen Isabella, kunne det ha været hende, der havde haft en finger med i spillet. Det var lige meget nu, det vigtigste var at denne kvinde ikke måtte forsvinde fra hende. Hun knugede hende længere ind til sig, og så sagde hun beroligende.
"Jeg forstår, bare kom ud med dig. Vi har mere til fælles end vi troede"

Camille knugede sig fast til hende , som var hun en krammebamse for et barn.
Nærhed havde alle vel brug for ? , og Camille var som regel optaget af at prøve at give alle andre hvad de havde brug for i deres liv , eller hvad hun troede de havde brug for, og brugte ikke så meget tid på at ransagde sig selv og se hvordan det stod til "der".
Camille havde det o generelt godt, det var bare alle de hemmelighedder, alle de konflikter og al det ansvar hun konstant skulle forholde sig til, det var til tider overvældende.
Nu havde hun gjort sig..hård for at kunne rumme det. Og ...arh...så mange idiotiske forklaringer..hun stak af flygtede af skræk , hvis hun faldt over noget der mindede om kærlighed, og alt andet var hun simpelthen ikke interesseret i. Så der sad hun så nu, lige mellem to stole.
Hun strøg isabella over hendes flotte lange rødlige hår..." Ja, vi sku da nogle kønne nogen" mumlede hun til hende og et lille smil dukkede op på hendes mund.

Crasie havde selv jo formået at skubbe alt der væk, at det jo nemlig har skabt dette splittede sjæl. Isabella vidste ikke om hun skulle spørge videre ind til, hvad det Camille led af. For hun kunne fornemme, at der i hende lå et meget stort hul, men som var dækket til af Camilles forsvar. Så Isabella valgte at give et råd i stedet for.
"Du er nød til at komme ud med det, jeg ved at mange siger det. Men jeg mener det virkelig, se på mig. Jeg er det levende konsekvens af at Crasie har skubbet alle sine dårlige følelser væk og derigennem kommet til at skubbe gode ting væk, for nemlig ikke at blive mindet om de dårlige ting ar."
Isabella tøvede lidt og så ned før hun snakkede videre.
"Du har stadigvæk chancen for at rette op på det, for mig eller vi er det for sent. Jeg siger ikke at du vil få på den måde personligheder som os, men der vil være en konsekvens, det er ej sundt"
Isabella så gennemtrængende på hende. Camille måtte endelig ikke begå den sammen fejl som hende, hun måtte ikke gå rundt i dette mørke og skjule for enhver at hun levede i dette mørke.

Camille snøftede lidt gennem tåre og smil og løftede en hånd op for denne gang at tørre sine egne tåre væk.
" Virkelig...jeg er ok...og det bliver du ogå Isabella...vi kan begge føle sorg, ensomhed men også lykke og glæde, og det er de sidste følelser der bærer os igennem de andre mindre sjove.Men det er jo en styrke at være i stand til...at føle...ikke alle kan eller vil det..."
Camille trak sig blidt lidt væk, hun ville lige se rigtig på Isabella...havde hun det lidt bedre nu ? Måske det hjalp lidt at vide at hun ikke stod alene med den slags følelser? "
Camille var faktisk blevet træt...og hun fik en ide.
Hun havde ikke lyst til at være alene , ikke nu og hvis hun gættede rigtigt havde Isabella det på samme måde.
" Find en teeshirt...så hopper vi i seng, putter som var vi 8 år, og nyder at vi har hinanden i vores liv....vil det virke for dig? " spurgte hun, da hun godt vidste det også kunne virke stik modsat for Isabella...at det ikke ville være aflasppende ,men nærmest en pine.

Da hun sagde dette med 8 år, var der en hvis personlighed der lige vågnede lidt op. Isabella skubbede mira væk, for hun ville være her. Hun ville gøre det, der normalt var helt stik imod hendes natur, og bare kunne ligge ved siden af en uden at tænkte hede tanker. Isabella kunne ikke lade vær med at smile, og hendes naturlige facade var på vej op igen. Så man kunne ikke helt se hendes ensomhed. Hun nikkede og til hende.
"Jo det lyder helt og særdeles som en god ide"
Hun grinte lidt og så rejste hun sig hurtigt op og sprang i sengen. Hun tænkte på hvordan det er at være et lille barn. Mira prøvede det jo selvfølgelig, men at aldrig ha haft denne barndom. Denne barndom som ellers skal være et grundlag for alle væsner og mennesker. Den havde Crasie eller de andre ikke. Eller de kan i hvert fald ikke det mindste huske det.

Camille nikkede tilfreds med ikke at skulle være alene denne aften.
At se Isabella havde rørt og vækket noget meget skrøbeligt inden i hende og de havde begge brug for lidt tryghed.
Camille kom ud af bukser og trøje og beholdte sin top på da hun smuttede op i sengen hos Isabella og lagde sit hoved på den bløde hoved pude.
Hun var afslappet, træt men helt og adeles tryg og glad for at være der.
Hun lagde sig på siden og ville lægge en arm og Isabella...nu skulle hun lige se først , hvordan hun ville ligge dog.