Eventyr her kommer jeg..(camille)

Camille ænsede ikke helt hvad der helt skete, før en bolden rullede af sted.
Selv havde hun blot ønsket at skue og nyde paraden, ikke at blive en del af den ,mend nysgerrige blikke klistet over sig.
Men da hun med et blev grebet i begge arme, mærkede hun en efterhånden velkendt følelse af lidt panik og også vrede,men det blev hurtigt afløst af forundring.
For Dragen kom, og med den dens herre sortridderen.
Camille følte sig lille og ubetydelige ved siden af denne her prægtige og meget elegante ridder. Hun så bjergtaget til da han kyssede hendes hånd.
Hun lyttede til han ærlige forklaring og svarede " Jeg er blot en deltager ,ikke en rigtig kriger...og jeg tror stadig at held er en vigtig ingrediens i dette spil, men tak for rosen og tillad mig at returnerer den, det ville være en ære at møde dem i turneringen " hvilke også var sandt.Hun gik lidt ned i knæ, og nejede derved for ham.
At Camille så ikke ønskede at møde sådan en fyr i en duel, var jo en anden snak, hun ville jo ikke stå en jordisk chance mod en som ham.
" Med i deres ridderorden ?" Camille tabte næsten kæben, var han alvorlig? Han så sådan ud.
"Jamen det vil jeg da overvejde, deres generøse tilbud " hun måtte huske og spørge Crasie hvad det betød, hun havde intet clue what so ever.

Han smilte bare til hende og så kom op på sin drage, og den fløj videre op i luften. Så huskede Camille nok den spådom som Crasie havde fortalt at hun havde hørt. Prinsen af mørkridderne Dominus, skulle stå i sejrens lys i sin blodkamp. Hvordan kunne han stå i sejrens lys, hvis Camille og crasie havde spået at de skulle vinde. Mens hun gik så så hun et blå telt, og hvor der stod spådomskonen. Der var nogle der stod udenfor og kiggede vurderende på teltet om de skulle gå ind eller hvad. Paraden virkede til at gå videre og folk fulgte med, men der var stadigvæk nogle der sagde goddag til hende og sådan noget. Det var åbenbart en stor ting at være en deltager i denne by. Så blev teltet åben og en person kom ud. Hun havde det man ville kalde sigøjner tøj på, men hendes hud var turkis og hendes hår var grønt i tykke dreadlocks. Hun havde blå øjne og de faldt på Camille. Hun viste med en hånd at hun skulle komme med ind, og hun var hurtigt forsvundet ind i teltet igen.

Camille så efter mørkridderen, og ligeså gjore de fleste andre kvinder fra 14 til 80 .
Dét kunne ikke benægtes han var et prægtigt syn og mere ædel end sin fader så dét ud til.
Hun smilede og gik lidt videre, imens hun fra tid til anden hilste på en fremmed der åbenbart havde fulgt med i tuneringen. Da hun så den besynderlige spåkone, tøvede hun først.
Hun troede helt klart ikke på sådan noget og mente de ikke var andet end dygtige platten slagere , men dét havde da stor underholdningsværdi.
Og hvem ved, måske kunne hun sige noget om.fremtiden, selv om dét ikke var fakta håbede Camille alligevel dét var noget godt.Måske en.kæreste ? Hun grinede for sig selv....lidt godtroende havde man vel lov at være.
Hun trådte ind i teltet.Dét var spækket med tingel tangel der gang ned fra alle steder og lidt røgelses lys stod også placeret rundt om på udvalgte steder.
"Goddag frue " sagde Bankkrise høfligt og lavede et meget lille knejs med benene.

// Edit......bankkrise er tilsyneladende Camilles nye kælenavn, hvem der har givet dét til hende er uvidst, men jeg mistænker kraftigt min mobil ;) //

Siggøjner kvinden sad foran et klassisk rundt bord med sort dun. Men så lagde Camille mærke til noget underligt. Hendes hoved var meget feminint, mens hendes krop var rigtig meget mandelig. Nu hvor man kiggede nærmere kunne man godt se de maskuline træk i hendes ansigt. Det var som om hun var begge køn. Hendes blå øjne var rettet imod hendes hænder. I hænderne havde hun et sæt kort med et underligt mønster bag på. Så lagde hun dem på bunken foran sig, og så vendte hun blikket op på Camille med et venligt glimt. Der var en hylde fyldt med meget små flasker, hvor der stod priser og så stod der på et skilt sigøjnertåre.
"Du vil vel gerne have spået din fremtid kære barn?"
Hun kiggede nysgerrigt på hende og hendes stemme var hverken maskulin eller feminin. Hun var åbenbart en speciel race, for hun virkede ikke lige frem normal.

//sorry kunne ikke lige få det til at fylde mere//

Camille græskede kvinden med sine øjne, hvis hun da var kvinde.
Der var noget meget unisex agtigt over hende og Camile fandt hende vældig spændende.Hun havde ikke før mødt en som hende.
Hun gengælte dét venlige smil og følte sig pludselig opfyldt af en respekt for kvinden foran.
"Dét vil jeg meget gerne kan du tro , men først hvis jeg må være så fri at stille dig et spørgsmål ?
Jeg har aldrig mødt nogen som du og derfor vil jeg spørge hvad du er for en race....jeg selv er menneske " skyndte hun sig at tilføje for at vise hun spurgte ud af venlig interesse og fredelige hensigter.
Camille var spændt på hvordan hun ville reagerer og spændt på om hun kunne fjerne nogle af de slør der dækkede over fremtiden og hvad den havde i vente.

Siggøjneren var yderst tålmodig, og man kunne se at hun var blevet spurgt om det mange gange før. Men hun havde tydeligvis ikke noget imod intet imod at fortælle det. Hun foldede sine hænder på bordet foran sig og fortalte.
"Min race går under mange navne, men et som du nok kender er sigøjner, og nej jeg er ikke som de mennesker, som du kender. Jeg er af den ægte race, disse mennesker har bare taget vores navn. Du har vel hørt noget der hedder sigøjnertåre ikke? De ægte kan helbrede folk, og beskytte folk"
Hun rejste sig op og tog en lille flaske sigøjner tåre. Så satte hun sig ned igen og risede i sin hud, så der var et lille sår og så puttede hun en tåre på den og så healede den helt igen.
"Mit navn er kikka. Jeg kunne se at du forundrede dig over hvad mit køn er. Så skal jeg sige dig at jeg er et intetkøn, hverken kvinde og mand. Jeg er kommet til verden af vores folks hemmeligheder. Men vi personer som i det tidlige liv har gjort nogle ekstra slemme gerninger, som gør at vi skal hjælpe og tjene enhver i denne verden, selv de gode som de onde. Ellers komme vi aldrig op til stjerne og bliver et med vores folk"
Sagde Kikka med et smil og så tog hun kortene i hånden igen og blandede dem.

Camille stirrede på hende og ville bremse hende , men hun var hurtig og snart havde hun dryppet et tåre fra flasken ned og helede hurtigt op.
" Pragtfuldt "mumlede Camille overvældet af styrken i blot en enkelt tåre.
Hun så på Kikka og synes dét var meget åbensindet af hende at dele hendes personlige baggrund med Camille.
Hun kunne dog ikke helt forstå dét med at være intetkøn, med mindre de forneden så ud som Barbie dukken og ikke kunne få børn.
Men dét var så et spørgsmål hun ikke ville bore i .
Hun smilede til Kikka og sagde "jeg er bange for der ikke vil være meget interessant at se i min fremtid...men kan du læse min venindes ,selv om hun ikke r her ? Eller fungerer dét ikke sådan ?" Spurgte Camille med et skævt smil.
Hun ventede bare på en krystalkugle eller noget.
Men hun vidste dét var tarot kortene der blev blandet nu.

Kikka sad lige og spekulerede over det.
"Hvis du har en ejendel, så kan jeg sige noget mere tydeligt, men hvis hun er dig meget nær kan jeg måske sige en smule."
Så tog hun kortene og blandede dem færdigt og så lagde hun bunken ud. Så Camille kunne vælge.
"Hvis kortene har lyst til at fortælle noget om din veninde, vil du få det se. Du skal nu vælge et kort og give det til mig, så skal jeg tyde det lige som de andre"
Hun så opmuntrende på hende, der var altid dem der tvivlede og stadigvæk ville gøre det hvis de gik herfra. Det kunne måske være med hende pigen her. Hun er videnskabelig anlagt, det kunne Kikka fornemme. Men hun kunne altid når at vende rundt på tallerken og godkende på den ånde og fysiske verden omkring hende.

Camille fik pludselig kolde fødder.Forstået på den måde at det måske ikke var en så glimrende idé at bringe Crasie eller Isabella ind i dét her .Hendes hemmelighedder og mange personlighedder kunne risikerer afsløring, hvilke nok ikke var dét mest smarte.
Så hun besluttede ikke at forfølge emnet yderligere.
Istedet forberedte hun sig på en slags horoskop læsning , dét ville blive sjovt at se hvad Kikka kunne diske op med.Uanset hvad, ville hun tage dét med et gran salt.
Camilles fingrer strøg kærtegnende hen over kortene og med et stoppede de, og med pegefingeren trak hun et enkelt kort ud af flokken, så dét stod alene...hun så spørgende på Kikka...

Hun tog kortet og sagde så
"tag 4 kort mere, for et kort kan ikke stå alene"
Så vendte hun det kort over på den anden side. Den vidste en kvindelig hvid person omgivelse af mørke og halvlyse væsner og skikkelse.
"Jeg kan se at mange af dem der er dig tæt er væsner, eller personer af formørkede sjæle"
Hun vendte det næste kort omkring. Det viste en person, som blev indhyllede i flammer fra en drage.
"Jeg kan se at du er blevet mærket af en drage. En drage har åbenbart spået dig?"
Sagde hun med et smil, og Kikka viste tydeligt at det ikke var bare småting. Hun vendte det næste kort om og lagde det hen ved siden af det første kort. Den viste en egyptisk tegning af en kat med vinger. Kikka sad og spekulerede over det.
"Det er en eller anden, som er tæt på dig. Som åbenbart beskytter dig, for dette tegn på dette kort, er tegnet på en egyptisk gudinde som står for frugtbarhed og beskyttelse."
Så tog hun det næste og lagde det ved siden af. Det var tydeligt at det var tegn på døden.
"Jeg ved ikke hvad meningen med dette kort er, for disse er total modsætninger. Men det jeg kan tyde, så er det at den du er blevet beskyttet af en, som vil ende med at enten dræbe dig eller være tæt på det"
Hun tog det sidste kort tøvende.
"Dette er det sidste kort, vil du gå videre?"

Hun lyttede spændt, satte sig tilrette næsten som ved en biograf tur.
Dét var dog et kæmpe held at der ikke hørte popcorn til showet, for Camille ville ganske givet havde været blevet kvalt i dem .Kikka ramte bare bullseye, hvordan kunne hun vide al dét.Specielt dét med dragen , dét var jo ikke en hverdags ting, trods alt.
Men en gudinde ? Dem kendte hun vist ikke nogen af og dem der beskyttede hende ville de tage livet af hende.
Lillith og Zean måske , nej ikke Zean....ham ville hun kunne tale til fornuft, ville hun ikke.Men lillith ville sikkert med glæde udslette hende.
Hun så med respekt på Kikka og dét sidste kort.."Ja, vær sød at tage dét sidste med også "hun håbede dét var et fint lille hus med mand og tre unger, men hun vidste egenlig godt at dét nok ikke lige lå i kortene for hende.
Hun holdt næsten vejret i spændning og ventede på dét sidste kort.

Hun nikkede og så vente hun kortet om på den anden side, og Kikka så nok lige så forskrækket og undrende ud som Camille gjorde. Den var fuldkommende blank, der var intet på den overhoved intet.
"jeg... Jeg har kun oplevet det få gange, og det er når kortene nægter at vise hvad fremtiden bringer."
Hun samlede hurtigt kortene sammen og rystede på hovedet flere gange, så hendes dreadlocks røg omkring.
"Du har en usikker fremtid i møde, det er i hvert fald sikkert. Men må du forsætte god dag, jeg skal noget nu"
Hun samlede kortene og så tog hun en af flaskerne og gav den til Camille.
"Den får du for at deltage i byens turnering"
Sagde hun med et smil, og så forsvandt hun ud bag ved teltet. Der var fuld gang stadigvæk i festen udenfor, men der var ikke længere den parade alle festede bare både små og store, i alle skikkelser og former.

Camille satte en albue på bordet og hvilede sin pande på hånden.
Et blankt kort, for real ?Hvad pokker betød dét ?hvor typisk for hende , når alt kom til alt.Hendes liv indeholdte way to many loose ends, så hvorfor skulle hendes fremtid ikke gøre dét samme og dermed være umulig at spå om.
Hun modtog flasken og takkede pænt , imens hun ånfsfraværende stak den i lommen.
Kikkas ord og hendes look da hun så kortet, havde alligevel bidt sig lidt fast.
Og Camille måtte luge minde sig selv på at dét ingen betydning havde , dt var jo sjov og spas dét hele.
* et blankt kort...min fremtid* blev dog ved at runge i hendes hoved.
Hun besluttede at gå en omgang rundt og lede efter Isabella, og fandt hun hende ikke , ville Camille gå mod kroen, få noget brød og komme i seng.
Dét havde været en.lang og begivenrigs dag.Hun sendte Rain en varm og kærlig tanke.
Og Crasie dét samme.

Folk festede stadigvæk og det var sent aften, så lys var tændt i gaderne, nu hvor sollyset ikke længere kom oppe fra. Men tilgengæld var der blevet tændt ild inde i en kæmpe stor hvid krystal, som spredte sit hvide lys over det hele. Folk festede og så ikke ud til at ville stoppe før om lang tid. Da hun kom tilbage til kroen, var der ingen i kroen ude over kroværten, som sad på en stol foran pejsen og sov lige så fredeligt. Folk drak ikke herinde, for der blev solgt masser af øl udenfor. Der var ret stille herinde og på bordet lå en kurv med det morgenbagte brød. Der lå en kniv ved siden af, så man kunne selv tage stykker hvis man ville. Så vågnede kromanden op og kiggede søvnigt hen på Camille. Han gabte og strakte sig og rejste sig op.
"Din veninde er allerede oppe på sit værelse, men hun er i selskab med en anden"
Han undlod at sige mandelig selskab, han forstod ikke selv ikke denne kvinde Crasie. For de gange hun havde været her, var der mange gange hvor hun kom som Isabella, selvom hun var Crasie. Men kromanden viste alt angående med at man ikke skulle stikke snuden for langt ud, især med sådan nogle typer. Bare de betalte med penge og ikke lavede for meget ballade.
"bare tag brød, for der er ikke blevet lavet aftensmad idag, fordi alle spiser ude"
Han satte sig afslappet ned igen og han så allerede ud til at ville sove igen.

Da Camille kom oven på når hun på et eller andet tidspunkt ville op og sove, ville hun se at døren stod på klem til Crasies værelse. Hun ville kunne høre to stemmer, og det var tydeligt at der var nogen der hyggede sig derinde. Den ene var tydeligt Isabella, men så kunne Camille også genkende den anden stemme, som vist aldrig skulle tilhøre en hvis sort ridder.

Camille satte sig ned og var i dét store hele fint tilfreds med noget brød og dét glas rødvin, en ung krodreng på omkring de tolv år , smilende bragte til hende
Så Isabella var ikke alene ? Tja....dét undrede på en måde ikke Camille, da Isabella havde langt færre hæmninger end Camille havde at slæbe rundt på.
Hun begav sig ovenpå , efter at have tømt brødet fra kurven og vinen fra gkasset, men da hun kom til Isabellas rum , blev hun ufrivilligt inviteret til at se...eller nærmere høre hvem der var på visit.
Camille fik helt røde kinder, fandme om dét ikke var den flotte mørkridder , meget kunne man sige om Isabella, men hun havde upåklageligt smag....og mørkridderen tilsyneladende ligeså.
Hun havde faktisk tænkt at ville lukke døren ind til dem, og lade dem få noget af privatlivets tilhørende fred, men i dét hun trådte frem og greb ud efter håndtaget, knirkede dét gamle trægulv på afslørende vis og gjore opmærksom på Camilles tilstedeværelse, hvilke var stik imod hendes hensigt, og på nippet til at være pinligt, hvis de ville fejltolke situationen , men dét håbede hun så ikke var tilfældet.

Hun fik set et tydelig syn af dem begge, før de vendte sig om imod hende. Isabella sad oven på ham med ryggen til med stadigvæk en mørkeblå g-streng på. Han lod under hende, og hun kyssede ham både på hals og brystkasse. Så de var kun i gang med forspillet. Men så hørte de begge lyden, og ridderen var i forevejen en der var trænet til at reagere på de lyde, så selvom han var tydeligt optaget af kvinden foran hende. Så vendte hans opmærksomhed på hende alligevel. Et veltilfreds lidt drenge agtig smil var på hans læber, og det var tydeligt at i den følelses tilstand han nu var i, tænkte han kun ekstra frækt da den også smukke camille var der. Det var tydeligt printet i panden på ham, at han forstillede to dejlige damer ved sin side. Isabella ville ha været ligeglad med knirken. hun har ikke noget imod at andre kigger, men det knirken gjorde hende sådan lidt mere klar i hovedet, så hun lagde mærke til at det var Camille og ikke en eller anden total fremmede. Isabella så hen på hende med overraskelse, men det var tydeligt at hun ikke vidste hvordan hun skulle reagere eller føle. Hun kiggede imod jorden og hendes lange røde hår kom over hendes ansigt. Nu havde hun faktisk totalt mistede lysten til den ellers særdeles flotte mand under hende. Hun ville ikke kigge op på Camille, for så ville hendes begær være så tydelige i hendes øjne. At Camille ikke ville kunne tage fejl af det.

Camille trådte vilkårligt et trin tilbage.
Det tog hende meindre end et sekund at opbygge et rosa look i hele ansigtet, da hun så Isabella og ridderen , i fuld gang...eller ihvertfald i sving med optakten til en hed omgang elskov.
Camille fangede først ridderens øjne og hans lidt drengede smil, det var ikke svært at se hvorfor Isabella havde hevet ham med hjem.Hun slog blikket ned i jorden og skyndte sig at give en undskyldning " Det er j-jeg virkelig ked af...dont mind me...jeg er smuttet igen " mumlede hun og rystede på hovedet af sin egen klodsethed.
Hun havde opfattet hans smil som en indbydelse, en invitation til at deltage og Camille blev helt forvirret. Han havde armene fulde a Isabella, og hun kunne gide de fleste mænd eksakt det de ville have.Camille så hen på Isabella, virkede hun genert? Det var alligevel mystisk, hun var da altid så care free med om nogen så hende, tværtom så plejede hun at elske at blive kigget på.
" Isa... jeg beklager " forsøgte camille for at stoppe og ville finde tilbage til sig eget værelse igen.
Hun kendte udemærket denne længsel, denne trang til at være tæt, til at lade sig elske og omslutte af en anden.Hun var bare blevet helt enormt god til at fortrænge de følelser og behov og fokuserer på...noget andet.
Camille trak forsigtigt døren til, imens hun med en lidt højere puls begyndte at gå mod sit rum.
Hun grinede lidt ved tanken om Crasie måske skulle dyste mod sortridderen, ville hun så have Isabellaas dejlige erindring fra denne aften i tankerne, det ville være lidt ...ubelejligt.

Et skuffet udtryk gled over prinsens ansigt, han havde lige håbet på to smukke kvinder ved siden side. Isabella havde stadigvæk hovedet til siden og nedaf, så man ikke kunne se hendes ansigt. En lydløs tåre gled ned af hendes kind, og lige nu ville hun bare have prinsen så langt væk som muligt. Prinsen glemte hurtigt Camille og så op på hende. Han kunne tydelig fornemme, at der var noget galt. Han tog hans hånd let på hendes kind, og Isabella vendte blikket imod ham. Han kunne ikke se tåren, som havde trillet ned af hendes kind. Han tænkte bare, at hun var blevet genert. Så han prøvede at få noget ud af hende, for han var ikke kommet her for en narrefisses skyld. Men hun ville ikke have ham, så hun prøvede at skubbe ham fra sig. Men han tog hende bare tættere til sig, og fik dem vendt rundt. Så han lå oven på.
"Skrid, jeg vil ikke have dig!"
Sagde Isabella lidt desperat, og så op på ham med bedende øjne.
"Kom nu smukke, bare lidt"
Hun prøvede med alle kræfter, at skubbe ham fra sig. Og han hævede sin hånd for at slå hende. Men han greb sig selv i det, det var langt fra at slå en forsvarsløs kvinde. Han rejste sig vredt op. Tog sine bukser på og støvler, og tog sine andre ting med. Så gik han trampede og vred derfra. Da han kom udenfor, så landede den store blå drage foran ham. Som han tog væk med. Isabella lå på sengen og fattede ikke at han var forsvundet. Så gik hun hurtigt hen og lukkede døren i, og lod hende glide langs døren ned og sidde langs op af den. Lige nu havde hun mest lyst til en person ikke bare kun for sex, men også bare ligge tæt op af. Bare kunne ligge og nyde hendes selskab. Men det var bare den person, hun aldrig ville kunne få. Kun hvis hun tvang hende enten med trussel, eller så placere falske følelser hos hende. Men det ville hun aldrig kunne finde på.

Camille kunne ikke undgå at høre en rumsterend derinde fra.
Og lydene var en del anderledes i forhold til dem hun havde forventet ville dominerer .
Hun så faktisk at dragen lettede med Ridderen på den ryg, og man kunne da roligt sige at han ikke havdet et muntert eller afslappet udtryk iover sig.
Han så vred og dyster ud.
Camille kløede sig lidt i nakken og overvejede hvad hun skulle gøre.
Hun burde vel bare gå i seng og få sovet, det ville hun også gøre, men først ville hun lige tjekke ind og se om Isabella var okay, for Camille have en underlig følelse af at noget var galt.
Hun bankede på et par gange og , lagde kinden mod døren og talte så " Isabella....er du ok? Må jeg komme ind?"

Tårene gled ned af hendes kind, og hun lagde en hånd til døren. Bare for at få en illusion og mærke Camilles nærvær, intet kunne være bedre lige nu. Men som sagt så ville Isabella heller ikke tage chancen og ødelægge dette venskab. Så hun sagde med en normal stemme, som var ret så svær styre for hendes tåre.
"Nej, nej. Det er helt fint herinde, han kunne bare ikke få den op og stå"
Sagde hun for sjov, for det ville give en god forklaring til, hvorfor han var vred, og det ville nok kunne få Camille væk. For Isabella vidste ikke hvordan hun skulle kunne holde fast på sig selv, og ikke bare springe på hende. Isabella og selvfølgelig også alle de andre personligheder især Crasie, har et stort savn på at have en anden person at være hos. Det var jo derfor efter episoden med Jack, at Isabella kommer så tit frem, som hun gør. Fordi Crasie mangler dette hul af ensomhed at fylde ud, og den eneste måde at gøre det på, så Crasie ikke et tidspunkt for nok af det hele. Så tager Isabella så godt som ud hver nat, for at finde noget selskab. Så de ikke skal være alene.

Camille vægtede sandheden i hendes ord.
det kunne udmærket være det der havde fået sortridderen til at tage sin flugt væk fra Isabellas soveværelse, men hvis det havde været hans eget valg, burde der så ikke have været et spor af ærgelse eller lettelse over ham, der var kun ren og skær vrede.
Isabella lød også...anderledes.
Camille fik igen en følelse af noget var i vejen.
Hun ville ikke trænge sig på, og ønskede ikke at give forkerte signaler ved at " forcerer" sig vej ind til Isabella , midt om natte...men hun var sltsår nød til at se med egne øjne om hendes veninden var okay, hvordan kunne hun gå i seng uden at vide det med sikkerhed?
"Isabella...lukker du mig ikke lige ind...bare 5 minutter ?" spurgte hun stile og lagde en flad hånd op på den store tunge trædør og håbede på at høre dørens håndtag blive presset ned, inden for nogle sekunder..

Hullet i hende var tungere end aldrig før. Nyde et andet selskab, at være den som før rigtig opmærksom. En som man ikke føler alene hos. Isabellas hånd gled op til håndtaget, men hun tøvede. Var dette godt? Ville Crasie ønske at Camille skulle se denne svage side af dem? Hendes hånd faldt slap ned, hendes hovede hang nedad så hendes hår lå over hendes ansigt. Noget i hende besluttede det for hende, hun låste døren op. Og lændte sig væggen, så Camille kunne komme ind. Hun gjorde ikke noget ud af at fjerne hendes tåre. Dette var hende, dette var dem. Camille fortjente at vide sandheden, sådan ville Crasie også have det. Selvom hun nok aldrig ville ha fortalt om dette hul i dem. Hun så ikke op på hende, hvis hun kom ind. Hendes blik var rettet imod hendes fødder. Hun havde skam i sig, normalt var hun denne smukke forførende og selvsikker kvinde, der havde overskud til så meget. Mens nu, ja så hun et værre vrag. Isabella grinte lavt for sig selv, det var måske en lille tand komisk.

Camille gled ind a døren med et lidt vagtsomt udtryk, var alt i orden her?
Hun så Isabella, med håret i uorden og tårer ned af hendes kinder og Camilles blik lavede en haste inspektion af selve rummet.Havde der været tumult, havde han gjort hende fortræd? Hvis dette var tilfældet, så skulle hun sku nok personligt sørge for at blæse den ridders røv hele vejen til never never land, under tuneringen...det var fandme så sikkert som amen i kirken.
Men alt så ud til at være iorden, ingen synlige tegn på kamp.
Hun vendte sig mod Isabella, fik sin trøje krænget af og lagt over Isabella skuldre.
Så lagde hun sine hænder på hver af Isabellas våde kinder og mumlede stille " Hey....Isa...hvad er der sket ? "

Hun kiggede ikke først op, hun har det svært ved at vise denne del af dem. Den del af dem, som altid har fulgt dem så længe tilbage, som de kunne huske til. De blå øjne blev vendt op imod Camille. Men de var forandret, man kunne tydelig se dette hul i hendes sjæl. Denne ensomhed, som man ellers aldrig nogensinde havde set hverken hos Crasie eller nogen af de andre. Hun rystede let på hovedet.
"Jeg...jeg kunne bare ikke ham, fordi.."
Hun tog sig selv i det sidste, for det ville ikke være godt hvis hun fortalte det, eller ville det? Hun var så forvirret nu, at hun ikke vidste hverken hvad hun skulle føle eller gøre. Hun havde allermest lyst til at tage denne smukke engel af et pigebarn ind til sig, og bare holde hende der. Indtil at hun måske kunne hele deres sår.

Da Camille så ind i hendes øjne, druknede hun lidt i den sø af sørgmodighed der afspejlede sig deri. Det forbavsede hende, Isabella var altid den carefree og muntre af dem og det berørte Camille dybt at se denne side, en anden side af hende.
Isabella behøvede ikke at overveje så meget, fordi Camille trak hende helt spontant ind til sig i et stort knus og begravede selv sit ansigt i Isabellas hår ved hendes hals.
" det okay...det okay " forsøgte hun at kaste en redningskrans ud til Isabella, eller i det mindste lige nu og her , holde hendes hoved over vand så hun kunne ånde.
Isabella kendte hende godt nok til at vide , at der ikke var toner af erotisk klang i Camilles handlinger, bare et ønske om at være tæt på hendes veninde, som hun elskede, i en svær stund.