Eventyr her kommer jeg..(camille)

Camille nikkede langsomt med hovedet , ment som en lille respektfuld hilsen.
Hun havde aldrig set et væsen som hende, men hun var helt sikker på hun var en fe....det måtte hun være.
Hun var tæt på perfekt smuk i Camilles øjne, og hendes lidt barnlige indre kunne naturligvis ikke andet end at falde lidt i svime over glimmer og stads der dryssede fra hende.
Havde Camille givet sig tid...været fornuftig, havde hun konsulteret og søgt råd i tankerne hos Crasie , men Camille kunne tydeligt høre at den næste der var sendt på banen var nær ved, så tiden tillod ikke mere dvæl, hun sagde spontant hvad der lå hende tættest i tanker lige nu " jeg ønsker at min hund og jeg kommer uskadet ud herfra...giv mig dét våben der vil lede os sikkert igennem banen af is., tak " Camille håbede ikke det var dumt...eller for grådigt....hun ønskede jo blot at bestå udfordringen.

"Et våben, hvad for et våben kunne du så tænke dig?"
Sagde hun smigerende med hovedet på skrå, midt i alteret lå en lille pøl af vand. Feen lod fingeren køre igennem vandet. Så fik Camille en følelse af at kunne alt, hun kunne da ønske verden hvis hun ville, eller sejren. Eller hun kunne ønske det sværd hun ønskede sig så meget. Hun mærkede grådigheden i sig, hun vil og kan få alt det hun vil ha. Hun kunne gøre verden god med hendes magt, ja fantasien var den eneste der satte grænser. Rain var stadigvæk ikke tilpas. Han syntes at kunne fornemme noget underligt. Han kunne mærke denne underlige følelse, som han ikke rigtig kendte til. Det var grådighed, men dyr havde stadigvæk grådighed, men ikke den sammen slags som mennesker. Rain gjorde mine til at trække sig tilbage, men stødte ind i hæk. Indgangen var blevet lukket, Rain trippede let på sine poter, og så efter andre udgange. Det eneste han kunne var bag den underlige kvinde. Han syntes at kunne fornemme at hans kære leder, syntes at være påvirket. For hun virkede anderledes. Han ville bare væk herfra, men ville heller ikke gå væk hvis hun ikke ville tillade det.

Camille mærkede lysten til at tage over, sværdet der kunne dræbe alle væsner og gøre hende immun overfor skader påført i kamp....udslætte al dét onde, hun kunne definerer godt fra ondt....magt var inden for række vide.
Hendes øjne skinnede af begær, men da hun skulle til at besvare rykkede Rain tilbage ind i hækken, og pludselig kom Camille til at se Leonard for sit indre. Magt, grådighed...ønsket om at bestemme over andre var hvad han ønskede , denne del af Zeans personlighed ....hun havde forsøgt at forklare ham ,dét ikke var vejen frem !* ikke vejen frem* klingede dét i hendes hoved og hun bøjede sit hoved ned imellem to af Rains og med al sin styrke samlet sagde hun sammenbidt "Behold dit røde æble heks, afsted Rain "og satte hælene i hunden og bad til den tog hende herfra, fordi hun tvivlede på hvor længe hun kunne stå imod.

Rain blev straks glad og så gled smilet af Feen.
"Du kommer til at blive her!!"
Sagde hun mens hun pegede med sin fingre på hende. Hendes vinger blev til halv ødelagte vinger, hendes hud blev mørkegrå og ru. Hendes hår blev rødt, som mørkt strønet blod. Hendes øjne var sorte huller i hendes kranium, og hendes smukke tøj var blevet til lansede tøj.
"Du lysets barn, skal blive min!!! Jeg er dæmonen af fristelsen, en af dødssynderne. Jeg skal nok forvandle din ædle sjæl til mørkt og ondt"
Hun grinte ondt, hækkene omkring kom op i flammer, altaret var blevet til en sort med kranier i alle former. Hun fløj imod hende med hendes kløer strakte imod hende. Rain prøvede at bide efter hende, men hun fløj lige ud for rækkevidde, og holdte sig hele tiden væk. Hun prøvede flere gange at komme tæt på, men det var svært for Rain. Flammerne var ved at lukke hullet til den eneste udgang der var herfra for dette minihelvede.

Camille så idyllen blive ændret til dét rene vanvid.
Hun havde svært ved kommandoer, hvilket faktisk hjalp hende indirekte nu for hun mærkede vreden og trodsen bløde op i sin lille krop og hun mødte dæmonens blik uden tøven "så håber jeg fandme du må få udbetalt dine arbejdstimer, for dem bliver der mange af, hvis du skal ha fat på min sjæl " vrissede hun og så herefter over på alteret ,imens Rain gjore sit for de ikke skulle blive flænset.Camille fik med telekinesens hjælp den to hvide klæder gennemblødt i vandet på alteret, og den sidste dug fløg op i luften, sammen med de to andre.
Den tørre landede og billede sig fast rundt om dæmonens hoved, og de to våde landede hen over Rain og over
Camille selv, som beskyttelse mod flammerne der blev tættere."kom nu Rain...go ! " råbte hun og lagde sig glat ned hen over hunden.

Dæmonen blev overrasket og i hendes panik, kom hun bare til at sidde mere fast og viklede sig ind. Rain stolede på dens rytter og løb bare imod der, hvor den sidst så udgangen. Den brød igennem en stor busk og nu stod de ude i det åbne. Den mærkede, hvordan det hele blev glat under dens fødder og alle dens ben røg ud til sidderne og den løb på bar mave. Når Camille tog stoffet væk, ville hun se nu at de var midt på en issø. Rundt omkring dem var der dybe huller, og det virkede til at de skulle komme til den ene ende til den anden ved at gå alle mulige veje omkring. Der var to kløfter på deres side og vejen førte til en stor sø, hvor masser af isflager var på. For enden var der et mini bjerg og der virkede til at være et eller andet væsen der. Bag ved dem kunne man se det brænde fra den labyrint. Publikummet var glade og jublede og grinede da Rain gled og lå flat på jorden. Der var blevet sendt flere afsted, og oppe på bakken kunne Camille skimte en grøn hellhound med en sort lille skikkelse oven på. Crasie var blevet sluppet fri på banen, hun dannede sig hurtigt et overblik. Hun fornemmede hvor Camille var og så at hun var sluppet igennem.
"godt klaret Camille, Pas endelig på. Du vil ikke falde der ned, for der vil du aldrig komme op igen"
Crasie klappede Jackie i siden og de begyndte at gå afsted. Crasie havde hele tiden været opmærksom på hvordan Camille var gået. Så hun gik af sammen veje som hende. Hun blev stoppet af et skelet væsen, men vejen virkede til at være lettere nu hvor Camille havde ryddet den.

Banen på is mindede Camille meget om et ældre playstation spil med den lille ræv Crash Bandicoot , og dét forholdte sig sådan at hun var en ren master mind til dét spil, in fact dén type spil hvor man skulle aflure hvornår man eksakt skulle bevæge sig afsted , var hun super dygtig til.Rain lå delvist på maven, men kunne godt gumpe sig afsted og Camille begyndte langsomt men sikkert at styre og guide hunden afsted.Dét kostede enormt med kræfter at styre og tøjler dén gigantiske hund og snert var hun gennemblødt af sved fra anstrengelserne.
Imens stod skelettet overfor Crasie....denne gang havde dén en giftgul aura omkring sig, måske man ikke kunne tygge i fyren her ?Ikke hvis man ville videre i spillet.
Dén grinede ildevarslende og kom tættere på Crasie og Jackie , pludselig sendte dén en ildkugle efter Hunden...

Rain kunne desværre ikke bruge sine massive kløer til at sætte sig fast i isen lige som issko. Rains kløer var godt nok skarpe, men de var mere som en bjørns kløer. Rains kløer brugte styrke for at flå ting op. Det var blandt andet en af de store forskelle mellem Rain og Jackie. Rain var et stort brød, der brugte sin styrke frem for snedighed og hurtighed. Mens Jackie havde blandt andet kløer så skarpe som en panters, fordi han var nemlig ikke styrke baseret, men hurtigheds baseret. Rain prøvede flere gange at bore kløerne ned i isen, men isen var alt for hård. Så kom han til at snuble, og han begyndte at glide. De nærmede sig en kant og var kun få centimeter fra kanten. Der kom et lille piv fra dens struber, da den så, at de lige var lige ved at falde i. Publikummet elskede det, de elskede den spænding, og der var et mindretal der buhede, som gerne ville ha set dem falde i. Med Camilles hjælp kom de væk fra kanten, og så kom de til. Hvor der var sne, og foran dem var en kæmpe issø med masser af isflager. Der kunne man helt klart se fordelen ved at have en lille hellhound i stedet for en stor. Deltageren som var kommet lige bag ved Camille var kommet selv til starten af isbanen. Han havde en bue, der var på størrelse med sin egen højde. Det var en bue, der var lavet til at skyde meget, meget langt. Der var ca 400 meter i mellem dem. Han sprang af sin blå hellhound tog buen og sigtede. Så skød han, pilen var lydløs og fløj hurtigt i luften. Rain havde lagt mærke til, at der var kommet nogen og han kiggede i retningen af ham elveren. Men så hørte Rain med sine skarpe øre den fine lyd af pilen, der skar i luften. Rain spottede pilen, der kom i hurtigt fart, og hans instinkt sagde ham, at han skulle hoppe på stedet. Ved at han gjorde det, så kom de højere op i luften, så i stedet for at pilen ramte Camille, så ramte den ind i siden på Rain. Pilen var heldigvis ikke gået imellem ribbene, men sad fast lidt inde i ribbensknoglen. Rain kom ikke med noget som helst piv, men trak vejret tungt. Pilen havde modhager, så hvis man tog den helt ud, så ville det bare gøre det hele værre.

Crasie så hvordan flammerne kom imod hende, så Jackie bukkede sig ned og crasie gled på siden af den. Det var hårdt at holde sig på den måde sidelængs, men Crasie havde øvet det så mange gange før med Jackie. Så sagde Crasie med sin illusioner i Jackies hovede.
"Spring frem hurtigt og så stop"
Crasie gled op igen på plads havde sin stok klar med begge ender slået ud. Så holdte hun den som et spyd. Jackie løb få skridt, og da han stoppede brat, kastede Crasie den, og den ramte lige perfekt i hovedet på ham. I sig selv var den ikke skadelig, hvis det ikke havde været, fordi der var hellige lys symboler på sølvspidserne. Så kunne den alligevel dræbe mørkets onde væsner.

Camille opdagede for sent, alt for sent deltageren med hans bue og pil.
Hun havde tilegnet al sin koncentration og styrke til at navigerer på isbanen og lige akkurat forhindre at de gled ud over kanten. Den flyende pil, så hun først da hun kiggede ned på Rain, for at redegøre for en utilsigtet bevægelse hunden pludselig gjore.Og Camille blev både forfærdet og gal, da hun så pilen sidde fast.
Hun hviskede beroligende ord til hunden inden hun lod sig glide ned af Rain og stillede sig med armene over kors. Hun kneb øjnene sammen og fokuserede nøje på fyren der havde sendt pilen ind i Rain.
Han lignede en elver, men Camille var ikke god til at skelne , så hun kunne udemærket tage fejl.
Dét var også uden betydning, han skulle bare IKKE skyde hendes hund igen, eller nogen anden for den sags skyld.Så Camille visualiserede, med lukkede øjne, hvordan hans store brune bue og den runde lædderhylster han bar på ryggen med pile i, røg gennem luften og direkte ud over kanten, ned i afgrunden og uden for rækkevide.Da hun igen åbnede øjnene, stod elveren med et dumt udtryk i ansigtet.
Hun kravlede op på Rain igen og spurgte "kun hvis du kan bære mig....ellers går vi begge Rain ".

Skeletfyren blev ramt og smuldrede til små stykker og støv.Men da det skete opstod en aura af giftgul lys, der var blændende kraftig omkring knoglerne, og dét spredte sig til hele den del af labyrinten.
Jackie ville sikkert få problemer med sit syn og måske også Crasie, spørgsmålet var bare hvor længe det ville vare.

Crasie og jackie var blind, og hun bedte Jackie om at lukke sine øjne. Crasie havde indprintet sig i hendes hovede, hvordan Camille havde gået. Der hvor Camille havde gået ind og havde mødt feen, var der en hæk for. Men Crasie vidste, at her var det, hvor Camille havde gået. Så hun bedte Jackie om at bryde igennem. Hvis det ikke var lige, fordi hun vidste det. Ville de aldrig kunne ha brudt igennem. På sin måde var det snød, men ingen regler gælder her andet end at klare igennem. Hun kom til det nedbrændte alter og så vejen ud til is labyrinten. Så sagde hun med tankerne til Camille.
"Hvordan går det, det ser ud til i har stoppet er der sket noget?"
Sagde hun med bekymring, for hun kunne ikke se noget som helst herfra, hvad der var sket. Det eneste hun kunne se var elveren, der også var på vej og hun kunne tydelig fornemme de andre deltagere og væsner der var her i labyrinten.

Elveren var sprunget op på sin hund og begyndte selv at gå ud på isen. Rain sagde ikke en lod og så på hende, at hun måtte godt blive ved med at rive. Det gjorde ondt på Rain, det kunne man høre. For han trak vejret meget tungt, men ellers gik han lige så fint. Han stod ved kanten af det iskolde vand og stak snuden let i den og trak hurtigt hovedet tilbage. Der var allerede dannet is på hans snude. Camille var jo varm på grund af det armbånd, som isabella havde givet hende, og Rain kunne holde varme helt fint. Men Camille kunne se på Rains ånde og hendes egen, at det var helt koldt. Det var helt klart magi, som holdte området koldt her. Det lilla skjold dækkede stadigvæk over hele areanen, for at vedkommende udefra ikke skulle kunne snyde på en eller anden måde. Der var en lille tand blod der rente fra såret, men det var kun så lidt, at det ikke ville lige frem kunne give blodmangel. Rain så op på hende om hvad de skulle gøre nu. Der var en stor isflage der havde ca en diameter på 3 meter ca en meter foran dem.

Camille hørte Crasie i sit hoved og smilede.
Dét betød at dét gik Crasie godt, men andet ville Camille ikke have forventet .
Hun svarede hende tilbage " Jeg har en hund såret af en elver pil, men elveren er ikke en trussel længere.
Skal både Rain og jeg igennem hele labyrinten ?og hvis jeg efterlader ham her....bliver han så lukket ud til mig bagefter ? Der er en lille isflage og den kan umuligt holde til Rain....skal jeg forsætte alene ?" Søgte hun råd og Camille var ved at blive irritabel og urolig idet hun følte et massivt tidspres.
Hun klappede beroligende på Rain og tænkte at når banen var slut ,ville hun få pilen opereret ud af ham og give ham noget mod smerter.

"Knæk pilen af, så genere den mindst. Kan han stadigvæk gå og løbe og hoppe, så skal du bare stadigvæk forsætte. For du kan ikke klare dette alene uden ham."
Sagde Crasie og begyndte selv at gå videre. Det gik en del nemmere med Jackie, fordi han vejede mindre og gled mindre og fordi han havde skarpe nok kløer til at kunne holde fast med.

Rain så op på Camille med utålmodighed, han virkede fint ude over at trække vejret noget tungt. Rain gad ikke at vente mere og elveren var snart også ved at indhente dem. Det ville Rain ikke have, for den vil ikke bringe Camille i problemer. Så den tog sin chance, selvom den vidste at den kunne få enorm skældud. Den satte de forreste poter på kanten og så sprang den frem. Den landede lige, som den skulle på isflagen og der var lige plads til den. Den havde placeret sine forpoter på kanterne og det sammen med bagpoterne. Så selvom den vippede noget fra side til side, så holdte Rain sig fint som en kegle. Den så op på hende med det ene hoved og ventede på om hun ville skælde ham ud eller ville give en ny kommando, der var flere isflager lige i nærheden. Så det så faktisk ud til at blive let, men selvfølgelig var det ikke det. Der var altid dette lille tvist med i spillet. Da Camille havde været på bakken der hvor hun kunne kigge ude over, havde hun set noget der kunne ligne et væsen på den lille isbjerg. Det var der så sandelig også. Den var langt væk, men nu fik den øje på dem med sit falkeblik. Dette var en isfugl, kæmpe stor havde en højde på de 10 og havde et vingefang på 20. Dens fjerpragt var hvid med blålig skær, og fjerene på vingerne havde blå spidse. Dens kløer var sorte og den stod der og trippede fra side til side. Så trak den hovedet tilbage, rykkede kroppen frem og tilbage og satte så af fra toppen. Den var over 500 meter væk, men man kunne se den flyve imod dem. Der var langt væk endnu over søen nok over 100 meter, skal de springe fra isflage til isflage.

Camille nikkede til Crasies ord og hang derfor halvvejs ned af Rain ,da den beslutted at sætte af på eget initiativ.
Hun havde stadig den splintrede, skarpe afknækket pil i hånden.
De balancerede på isflagen og elementer af dette var faktisk en cool udfordring, hvis man lige så bort fra dét var med livet som indsats.
Hun sendte en tanke til både Tristan , Zean og den lille varulv Samuel....ville de bifalde dét her eller tro hun var sindsyg....Tristan ville udentvivl binde hende og slæbe hende hjem.
Hun stoppede sine dagdrømme og fokuserede på fuglen ovenover dem, imens hun roste Rain...og sagde at han godt måtte hoppe videre.Dette handlede ikke om opdragelse af hunden men om samarbejde, og dét virkede til Rain havde knyttet sig til hende som Camille havde til ham.
Hun spurgte Crasie "Hvad kan en kæmpe hvid og blålig fugl lave af ballade ?" Hun ville være forberedt.

Stor hvid fugl hørte crasie fra camille. Hun fik jackie til at stoppe op, hun spejdede over luften, og så fik hun øje på fuglen. Crasie gennemgik sin viden om dyr, og så slog hende noget.
"den der fugl der er på vej imod bliver kaldt isfugl og der er stor grund til at frygte den. Racen er selv kendt for at kunne dræbe frostdrager, som er skam meget svære at nedligge"
Sagde crasie med en bekymrende mine.
" du bliver hurtigt nød til at komme derfra, i er et for let bytte. Husk dette er dens rette miljø ikke dit, så undervurdere endelig ikke"

Rain var glad for at camille ikke havde skældt den ud, og den åbenbart havde gjort det rigtigt. Den kunne lugte fuglen, men tog sig ikke videre af det, for den måtte videre. Fuglen fløj over dem og begyndte af kredse, det var tydeligt at den var stor og ingen tvivl farlig da de jo halvt gyngede på isflagerne. De var nu på en isflage der var ca 5 meter bred. Fuglen samlede sine vinger sammen og dukkede ned ved siden af dem. Den forsvandt under det kolde mørkeblå vand. Den så næsten ikke ud til at komme op igen, da rain og camille mærkede, hvordan det hele løftede sig under dem. De blev kastede af men landede heldigvis på en anden isflage. Rain sørgte heldigvis for at camille ikke blev mast under deres vægt. Fuglen havde kommet nede og skubbet dem af, men fløj nu over dem igen. Den blev ikke våd fordi den havde en vandtæt fjerpragt. Publikummet jublede og de så spændt til mens de var tæt på at falde i. Fuglen gav dem ikke en lang pause og fløj ned imod dem med drabelige kløer. Mens den skreg sit ørneskrig.

Camille frygtede denne udfordring denne koloenorme fugel.
Den virkede truende og frygtindbydende....hun havde kun een mulighed for at få gjort kål på den og en chance, hvis den failede var det slut.
Hun rettede sig op da fuglen dukkede ned mod hende.Hun foldede hendes hænder ligesom ved en bøn, og i mellem dem holdte jun fast på den afknækket spidse pil.
hun skødbrystet frem, som som at inviterer isfuglen til at komme og angribe, at sætte klørende i hende og netop da dan dykkede ned med dens gruefulde skrig ,fik den fat i hendes hud borede dens skarpe rovfugle kløer ned i Camilles skuldre og hakkede hende med næbbet på brystet, lige da knaldede hun pilen op i dyret, hun havde lukket hendes øjne ville ikke se og smerten bevirkede at hun næsten ikke trak vejret,men holdte det...hun frygtede at hvis hun skreg, ville hun ikke kunne stoppe.
Pilen gik lige igennem fuglens hals,penetrerede dens luftrør og gav blødningerda den forsatte op i hjernen på fuglen.Dens store vinger flaksede vildt, og Camille måtte klynge sig stil Rain imens det føltes som slag og bank,hver gang en vinge ramte hende.Men så klaskede fuglen sammen, og efter et par krampetrækningen blev den helt stille. Camille faldt sammen hend over Rain.

Fuglen troede at dette ville blive let, men fandt hurtigt ud af at det ikke blev sådan. Fuglen var mindst dobbelt så stor som rain, men rain fik fat i den end fod, og holdte den så den ikke brugte den til at kradse med. Rain prøvede så med det andet hoved at gribe fat i den, men kunne ej beskytte camille for den. Samtidig han gjorde der, prøvede han at holde dem i balance på isflagem. Folkene ude fra jublede, for detttd var spænding. Heldigvis for camille havde kun den ene klo sat sig ind i skulderen på hende. Den store næb prøvede at få hende hovede. Men ramte bare med spidsen på hendes anden skuldre, den havde besvær med at holde sig oppe pga rain som holdte den. Så den baskedd vildt. Og der var intet andet at se en bare hvide fjer. Så mærkede den en gennemtrængende smerte, og lige pludselig kunne den ikke mærke mere. Livet i dens sorte øjne forsvandt, og dens nerver fik den stadigvæk til at baske med vingerne. Rain slap den, da den mærkede at den var død. Heldigvis for camille havde såret i hendes skuldre ikke ramt pulsåre i armen, men lige hen over. Rain havde fået masser af prifter i hans hoveder og på hans forkrop. Men heldigvis var de småskræmmer. Men da fuglen faldt, landede den på kanten som gjorde at hele isflagen fik overbalance og tippede over. De begge faldt ned i den iskolde vand. Camille kunne mærke kulden fra vandet, men blev ikke påvirket af kulden. Rain fik dem begge til overfladen og holdte hele tiden øje på camille, om hun sad på. Rain var heldigvis en vandhund og begyndte at svømme. Rain kunne prøve at klatre op men det ville koste for mange kræfter. Så han svømmede videre og kom til den anden side. Han fik kravlet op med besvær og lagde sig flat på jorden. Han var udmattet og kulden havde suget hans kræfter ud. Han begyndte at små fryse, men heldigvis forude var den næste udfordring ildlandskabet med magma osv.

Samtidig med at camille blev angrebet satte Crasie farten op. Han skyndte på jackie, som begyndte at løbe så hurtigt han kunne på isglat overflade. Da de kom til issøen med isflagerne, sprang jackie meget hurtigt videre fra platform til platform. Crasie mærkede den store fortrydelses følelse boble i hende. Hvad havde hun tænkt på, selvfølgelig havde hun inviteret camille til at invitere i en af verdens farligste turneringer,
"camille er du okay"
Sagde hun med stor bekymring da hun så fuglen falde i. Men hendes hjerte sprang et par meter op da hun så camille falde sammen på rain, og så til mens de faldt i vandet. Hun tvang jackie frem og hans tunger hang ud af hans munde. Mens den sprang og balanceret på overfladerne. Elveren var selv med sin hund ude på dem, men jackie sprang på sammen isflage som deres, som gjorde da jackie sprang igen, fik det hele til at vippe at elveren røg i. Elveren eller hans mindre hund var ikke lavet til det dødbringende knivskarpe kolde vand, at de begge druknede. Hun så heldigvis rain føre dem ind på land, men det gjorde hende ikke mindre bekymret. Hun kom nogenlunde sammen tid på den anden side som dem. Hun havde nok aldrig været så bekymret som nu. Hun sprang af jackie og løb meget hurtigt hen til camille og tjekkede om hun var vågen og hvor såret hun var. For hun opdagede hurtigt såret i skuldren. For den havde farvet hele hendes hud der rødt. Men hun blev straks lettet, da hun så at det ikke var i pulsåren. Hun mumlede flere gange for sig selv.
"undskyld, jeg skulle aldrig ha bragt dig med. Hvordan kunne jeg være så dum."
Det var tydeligt at hun var bekymret for hendes øjne glødede af det, selvom camille nok aldrig havde set det før. Det var tydeligt hvor meget camille betød for hende.

Camille kom langsomt til sig selv, vendte tilbage til verdenen igen.
Fuglen og alle strabadserne havde taget deres tørn på hende, mere end hun ville have indrømmet, men nu havde hendes menneskekroppen besluttet at trække stikket ud og gå i dvale lidt tid, og dét afslørede jo ligesom en del.
Hun kæmpede sig tilbage dog , og da hendes øjenlåg langsomt åbnede sig , så hun de velkendte neonfarvede øjne som dét første.Dét forhindrede hende nok i at panikke.Lyden af Crasies stemme omfavnede hende, før de talte ord blev opfattet og efter lidt tid mumlede hun "Er vi stadie med i turneringen, kan vi nå det endnu?"Camille ville ikke svigte, lige nu var tvillingeknivende og Excalibur ikke første prioritet, men de havde kæmpet så hårdt og hun ville ikke give op, ikke kastehåndklædet i ringen og stå tilbage som taber....ikke hvis der var en chance stadig.
Hun satte sig op og så al blodet , men som læge vidste hun at såret der ikke var letalt.
"Pis " mumlede hun, dét ville blive en byrde med dét sår.
"Rain ! Er han okay....vil mit armbånd virke på ham ?" Camille fumlede for at få dét løsnet, hvis Rain havde brug for varmen.

Crasie var lykkelig for at hun vågnede. Hun lagde en blid hånd på hendes kind, og hun var straks blevet en del mere roligere. Jackie luntede hen til Rain og slikkede på hans sår, for at få det til at blive bedre. Rain så træt op hen på Camille, så rejste han sig besværet op og gik hen til Camille og så bekymret på hende. Han slikkede hende på hånden.
"Han er bekymret for dig. Men vi er stadigvæk i kampen, lad mig forbinde dit sår"
Crasie tog en kniv fra hendes lomme af, og skar et par strimler af hendes bukser.
"Det her gør nok ondt"
Hun tog noget sne og brugte det til at rense hendes sår, og fjerne de halvt indtørret blodrester der var i såret og omkring. Så foldede hun den ene strimmel til en kugle og lagde den på såret, så den fungerede som en prop, og bandt det andet stramt omkring, men stadigvæk løst nok til at blodet kan gå igennem armen. Da Camille spurgte med bekymring til Rain, kiggede Crasie vurderende på Rain. Rain rystede let, men så ellers ud til at have det fint nok.
"Nej han har det fint, vi skal bare videre til den næste forhindring så skal han nok få varmen igen."
Nogle af de andre kom også til issøen, nu var der en ny fugl som var let større på den sammen lille bjerg igen. Den skreg i luften og fløj med styrtende fart imod de nye der var kommet til denne del. Publikummet jublede igen, for denne gang håbede de på at de var dem der kom til skade eller døde, end at det var fuglen der døde.
"Er du okay? For jeg tror vi skal til at se at komme videre. Du har været utroligt heldigt med at få lige denne hund"
Sagde hun imens hun kiggede hen på Rain. Rain kunne godt forstå at de snakkede om den, og den løftede sine hoveder stolt op med kampsår i hele ansigtet.
"Han har svømmet med jer i det iskolde vand ca fra midten i søen hertil."

Camille skar ansigt , da Crasie begynde at ordne såret.Dét gjore ondt som en i helvede uden nogen form for bedøvelse til at tage toppen af smerterne.Og kulden fra dét knuste is, var ikke nær tilstrækkelig.
Men efter lidt tid var dét overstået og lettere ør i hovedet kom hun på benene.
* en bane, en fucking bane mere, dét skal jeg hilden til* løb gennem hendes tanker og hun så smilende på Crasie."Tak...for dét hele" sagde hun med en stemme der var hæs af følelser af kærlighed til hendes veninde og inspirator.
Hun lagde armene og Rain, eller nærmere om den tiny del af ham hendes arme kunne nå at gribe om, og lagde sine læber ind til hundens pels og kyssede den , som tak for hjælpen.Bagefter kravlede hun op på Rain og kiggede på Crasie..."Nå...skal vi så sparke noget røv i dét ildinferno der venter os?" Og så satte hun hælene i siden på Rain og de satte afsted.

Rain blev helt glad, da camille lagde hovedet ind til. Det var som om han fik ny energi og ny mod. Han stod halvt utålmodigt og ventede på, at Camille ville sætte sig op igen. Han satte straks igang videre, for han ville gerne have det overstået. Crasie kunne ikke lade vær med at smile af Camilles kampgejst, det var heldigvis en af de gode ting ved ungdommen, de havde altid en naturlig motivation. Crasie rystede let på hovedet og kom i tanken om hvor gammel hun egenligt var. Hun savnede selv de unge dage hun huskede. Da verden var ny og uopdagelig. Hun gik hen til jackie og takkede ham uden at sige et ord, for hun vidste at hun havde bragt dem begge i fare ved at skynde dem efter camille. Hun lod hendes hænder være på dens to hoveder og lagde så hendes hovede til midterhovedet. Så sprang hun hurtigt op på jackie og satte ham afsted efter camille og rain.
Det blev straks langt varmere, nu var det hele foran dem næsten en stor kløft med lava i bunden, som spruttede til tidere mange høje meter søjler af lava. Banen foran dem var masser af små søjler, som de skulle balancere på. Jackie og crasie gik hen til kante og kiggede nede ude over, og crasie kom straks tanke om dette store smukke ældgammel drage de mødte igår. Så meget havde sket disse dage, det var næsten udfattelig. Crasie kunne mærke sulten i sin mave, Isabella skulle højst sandsynlig på sin elskovsjagt i nat. Hvis de vel og mærket kom igennem dette. første del af banen er søjlerne og så længere fremme var der svævende platforme, sikkert nogen som faldt ned hvis man var for langsom. Og længere fremme var der ca en meter bred bane, hvor der så var svævende kugler, som truede en til at falde i. Så langt henne forenden var en stor lilla port. Det lignede slutningen, kun 300 bane endnu og de var færdige. Længere bagud gik fuglen til angreb på de andre, og der var en på en platform, hvor den så hakkede i isflagen så den flækkede og blev minde og mindre.

En ændring i luften var tydeligt at se, selv hvis man var så uheldig at være blind var der ingen vej rundt til at misse dét.
Varmen blev næsten ulidelig og klamrede sig til dem ,som en tyk klæberig substans der fik huden til at brænde og klø, metaforisk talt.
Camille mærkede dét lange hår begyndte at sammen klistre, og tøjet blev fugtigt.Små dråber af sved perler begyndte at springe frem, fortrinsvis på pverlæben og panden.
Camille så på søjlerne, og for dét ikke skulle være løgn var de også i bevægelse.
"forhelvede da " mumlede hun til sig selv og kløede sig i den fugtige nakke.
Hun gav Rain instruks til kun at springe EKSAKT når hun sagde dét.
Hun styrede den mod kanten og begyndte at læse og tage bestik af søjlerne, der svejede over lavaen.
Pludselig ,havde hun mønstret kødet ind i hovedet, eller dét måtte man håbe hvis de ikke begge skulle ende deres liv i dette øjeblik hun skreg "SPRING" og den enorme hund satte af og landede med den kæmpe poter samlet ,på den forholdsvis lille søjle.Dét gyngede og svimlede, varmen var en pestilens....Camille fik kvalme, meget og tænkte om hun var ved at dehydreter, hvilke kunne give alvorlige koncekveser , blandt andet hallucinatuoner.

Varmen var ikke det eneste problem, det var også svolvdampene som skar skarp i næsen på en. De kunne blandt andet også give hallusationer, fordi den åd hjernen lige som andre stoffer. Crasie var ved at hoppe 3 meter i luften, da hun så hvordan de sprang
"rolig nu, du skal ikke hoppe sådan der tungt, ude over hvis du er ude på at det hele skal falde sammen under jer"
da de kom lidt videre, sprang løb jackie over med en let ydehed. Det var tydeligt at jackie var langt hurtigere end rain, men han vejede jo nok også mindst en trejdedel.
"vi skal ser at skynde os, inden dampene og varmen gør kål på os"
både crasie og camille kunne mærke hvordan deres hundes pels begyndte at glinse af sved. De hang med tungerne ud af halsen, og trak vejret tungt og nogle gange fnyste når svovllugten blev for meget. Da camille og rain sprang igen, så kollapsede den de lige havde været på under dem. De nåede heldigvis over. Men nu havde Crasie et 5 meter spring over til den næste, og Jackie kunne ikke lige frem tage tilløb. Crasie kiggede omkring og prøvede at se hvilken vej hun skulle tage og hvordan. Så spruttede lavaen og en stor søjle af lava dukkede op imellem dem. Da camille og rain kom lidt videre, så crasie også kunne springe. Gjorde crasie sig klar, hun klappede beroligende på hans hovede. Han kunne tydeligt ikke lide dette, men de havde ikke noget valg, for de havde ikke plads til at vende den anden vej. Jackie satte poterne i kanten gik ned i knæ og sprang så. Det var en utrolig skræmmende følelse at springe over det flydende magma. Så fik rain fat med poterne til kanten på søjlen, men resten af kroppen kom ikke med så han hang på søjlen. Crasie så med frygt i øjnene ned, men det var ikke for sin egen sikkerheds men jackie. Hun kravlede hurtigt op så hende vægt ikke skulle belaste ham. Så prøvede han at kravle op igen, men han faldt ned igen og jackie havde nu et dårligere greb end før. Crasie var helt ude af sig selv, hun prøvede selv at trække i hans hovede, samtidig med at han prøvede at trække sig op. Men det hjalp ikke, crasie kunne se at jackie blev mere træt hans øjne var blevet mere matte.
"nej du må ikke give op, kom nu!!!"
jackie prøvede igen, men lige så meget hjalp det, for han kunne nemlig ikke havde et fodfæste på søjlen, som ellers ville kunne hjælpe ham.

Camille så forfærdet til.
Af alle her i turneringen ,ville hun have væddet med at Crasie ville klare sig bedst.
Og nu...nu havde hun problemer, eller rettere Jackie havde, men Camille kendte hendes veninde godt nok til at vide at der var lighed mellem de to ting.
At hun var knyttet til Jackie og omvendt, var lettere at se end en elefant på et sengebord.
Men lava kom imellem dem og forhindrede Camille i at have frit udsyn til deres kamp.
Desuden blev dét vanskeligere og vanskeligere at hænge fast på Rains store og glatte krop, og også en hovedpine der føltes som et tungt låg af metal, synes at banke i hendes baghoved.
Sikkert grundet de stærke dampe.
* låg, låg.....havde der ikke ligget noget der lignede en jern plade, lige ved indgangen til infernoet hér?*
Dét var dét eneste Camille havde at byde ind med, og hvis dét ikke lykkedes, hvis hun enten ikke kunne og havde styrken til dét eller kom for sent, så frygtede hun for dét videre forløb.
Hun balancerede med sin lille krop, siddende på ryggen af Rain, lukkede øjnene og visualiaerede pladen af jern, stille og roligt bryde gennem røg og dampe og spruttende lava .Hun mærkede en overvældende træthed i hendes krop og hun blev ligefrem døsig * godt, så hjælper dét, så er den på vej* tænkte hun og alt imens hun så den ligge sig under Jackies bagdel, kunne hun mærke noget dryppe på hendes læber og hage...hun blødte fra næsen.

Jackie gled længere og længere ned, og hans negle borede sig i søjlen for at holde fast. Crasie prøvede at holde i hans pote for at holde ham oppe, men hun så bare til mens han gled længere og længere ned. Crasie mærkede den store desperation i sin krop, som udløste enorm energi. Crasies øjne var fuldstændigt glødende lilla og hendes øjne var som katteøjne. Selvom Camille var omtåget kunne hun mærke en forandring fra Crasies aura af. Før havde den været mere den rolige og ikke særlige tydelig. Men nu var den lige så tydelig som da Camille havde mødt Lillith. Men den var ikke skræmmende eller ondskabsfuld som hendes, den var bare meget tydelig. Jackie gled ned, men Crasie holdte ham oppe af unaturlig styrke. Han vejede nok omkring de 150 til 200 kg, men alligevel holdte hun ham oppe. Crasie kunne tydelig høre hendes hjerte banke og blodet pumpe i sin krop. Hun ville ikke kunne bære at se ham falde ned på grund af hende. Så så camille noget som bare kunne være en hallusation, men som alligevel var tydeligt. Camille kunne se denne aura eller noget der lignede en ånd. Det var som om hun så selve Crasies ånd, og hun så den ikke som et menneskelig form. Nej langt fra. Hun så i et kort øjeblik et tåget auraform eller ånd. Som var en stor panter, større end jackie men den havde store massive vinger. Men det forsvandt lige så hurtigt igen. Crasie havde svært ved at holde på ham, og så kunne hun ikke mere. Hans pote gled ud af hendes hånd og hun skreg efter ham. Men så så de begge to med overraskelses på hinanden. Istedet for at Jackie røg ned, så han på en metalplade. Jackie skyndte sig op igen, og Crasie knugede ham ind til sig som hun aldrig før havde gjort før. Men hun kunne også tydelig mærke at hun var total svimmel, og hele hendes krop sitrede og rystede. Hun så alt tåget, men det var hun ligeglad med. Hun havde jackie. Nu var den tydelig aura også forsvundet og det sammen med hendes katteøjne. Crasie vendte så hovedet bagud, hun vidste hvem der havde gjort dette. Hun vidste hvem hun skyldte et stort tak for. Crasie kiggede på Camille, og selvom hun intet sagde. Så på den måde hun så på Camille, så vidste Camille at hendes tak ikke kunne siges med ord. De andre deltagere bagud som var kommet forbi fuglen var begyndt at indhente dem. Crasie slyngede sig op på Jackie, men hendes krop sitrede stadigvæk. Hun tog hånden foran sig og så på den. Hånden ville ikke stoppe med at ryste og det sammen med resten af kroppen. Men Crasie kunne ikke tage sig af det, de måtte videre.

Camille, der snart lignede en der var dyppet i blod, både fra såret isfuglen have foræret hende og nu med blodet der livligt dryppede fra hendes næse , troede hun hallucinerede....dét var først da hun også kunne mærke Crasies aura tydeligt, hun blev bevidst om dét rent faktisk var noget der udspillede sig lige for øjnene af hende.
Crasie fik uanede kræfter ,hvilke i sig selv var et imponerende syn men dét mest fantastiske var dog den ånd...den 'ting' der pludselig så id til at udklækkes fra hendes indre, fra hendes sind ....en panter.
Camille huskede tydeligt hvordan hun før havde set tegn på katteøjne og dets lige,dét her var ikke første gang, men en hel panter !Dét havde Crasie aldrig fortalt hun kunne...mon hun selv var klar over det?Og hvad betød det?
Canon skulle nok bringe dét emne op til samtale, så snart der har mulighed...det var sikkert og vidst.
Da hun så Jackie klare den og så hvor lettet Crasie var, blandede Camilles tårer sig med blodet fra næsen, og hun var virkelig et gyseligt syn.
Nu skulle de bare komme afsted, inden mere gik galt...og iden hun ikke havde flere reserve kræfter at tærer på.
Udgangen var nær og Camille satte Rain igang...de næste spring på søjlerne gik nemmere, næsten som 'vinden havde vendt' og søjlerne samarbejdede med dem nu.