Eventyr her kommer jeg..(camille)

Den store kiggede på hende med et vurderende blik, og den rankede mere sin ryg og så meget stolt ud. Men så besluttede den sig til at teste hendes auteritæt. Med et rykkede den helt tæt på hende og hapsede lige få centimeter fra hendes hovede. Midter hovedet var få centimeter og dens øjne kiggede direkte i hendes. De andre var mere ved siden af Camilles hovede, og så knurrede de alle og blottede deres tænder. Så hørte Camille crasie beroligende stemme.
"Hvis ikke aggresivetet det kan provokere den, men hvis at du gør krav på den. Bare stå indtil den bukker under for din auteritæt. Du skal tænkte på at mange af de ting de er gør er skuespil, de gør det for at vise hvad de er. Lige som en hund der kryber, den laver sit skuespil for at vise at den hører under vedkommende"
Hvis Camille blev ved med at bare stå og stirre på den. Begyndte den at stoppe med at knurre og så viste den ikke længere tænder. Den stod stadigvæk helt tæt på, men så så den at den ikke kunne underkue hende med sin størrelse, og så sinkede den hovederne lige lidt lavere end hendes for at vise at den hører under hende, uden at frygte hende. Den stod og så afventende på hende, og ventede til at hun havde accepteret at den var underkuet nok. Den øjne var langt mildere, og hvis man så bort fra dens størrelse, tænder, og de tre hoveder. Så var dette faktisk ikke andet end bare en stor hund.

Camille havde lyst til to ting.
Hendes krops instinkter skreg af hende, yndede hende og krævede af hende flugt eller angreb.Flugt var ikke en mulighed, for hun ville ikke give op og efterlade Crasie som taber af duellen.Angreb var en mulighed og dét kriblede i hendes hænder for at holde fast i hundens midterste hoved og skrige "fy" af dén .
Men da hun løftede hænderne for at gøre netop dét, hørte hun Crasies stemme og hun stivnede i hendes bevægelser.Hun stillede sig med hænderne i siden og begyndte at bare stirre på dyret.
Hun ignorerede de to andre hoveder og de frygtindgydende tænder .
Og langsomt fik hun kontrol over hunden.
Camille blev mere selvsikker, da hun så dét faktisk virkede.
Hun klappede på sit lår og sagde tydeligt og bestemt "kom så Rain...kom med Camille " og så begyndte hun at gå ud, spændt på om dén ville adlyde og dermed anerkende hende som dens herre.

Den var glad for at hun accepteret den og begyndte så at slippe på hendes ansigt. Den ånde var varm men lugtede heldigvis ikke, men den havde masser af savl. Og så begyndte den at mase/kæle med sine hoveder op af Camilles. Der var en en dværg lige inde i ved siden af som gik ind til den hvide 3 hovede ulv. Der lød straks et skrig og knurren, og vagter kom hurtigt til og fik stoppet dem. Men han var allerede død. Crasie kom siddende på sin hellhound uden saddel og stoppede foran indgangen. Hun havde det der mystiske smil på læberne. En bulp gik og havde besvær med en stor saddel og andre ting og lagde den lige ind hos staldburen hos Camille. Der var blandt andet tre par hundehalsbånd med snor, og så var der hundebørster osv.
"Du kan give dig god tid til at lære den at kende og omvendt, det kan redde dit liv. Men ellers skal du bare gå længere ned af denne gang og så kommer du udenfor og ikke særligt langt fra markedspladsen hvis du vil gå rundt og kigge mens vi venter til det bliver vores tur, ellers kan du gå op og så den runde der er begyndt deroppe"
Så dukkede der lige pludselig et svævende væsen lavet af en agtig meget gennemsigte skygge og som kun havde hænder og øjne. I hånden havde den en mellemstor pose, og lagde den i hånden på Camille. Så forsvandt den ud af den blå luft igen, og i den lå der penge.

Camille lo da Rain begyndte at kæle og hundekysse og med smil i hendes øjne greb hun ud på skift efter den hovedet og kløede den bag ørene imens hun indimellem sagde "æv..." og små grinede da dens slikken kildede.
Hun besluttede at hun var nød til at forsøge at gå lidt med den , og indøve deres relation så Rain fik grundlagt en tilhørsforhold til sin nye ejer.
Hun tog halsbåndet og med lidt asen og masen fik dét sat på hovederne.
"Kun i starten...så tar vi dy af..når du kan adlyde" forklarede hun og indimellem hvis den var genstridige , kiggede hun den fast ind i øjnene og sagde "nej !" .
Hun modtage den lille pose med mønter og tænkte at hun ville gå med Rain og købe noget mad til den, mon den spiste almindeligt kød ?sammen gik de mod marked, og hun bad en stille bøn til at hun ville kunne kontrollere og styre den enorme hund, der så let som ingenting kunne snappe hendes hoved af .

Crasie så på hende mens hun var på vej. En af de ting man nok også lagde mærke til at alle de andre havde saddel da de skulle ridde på dem, mens crasie havde ingen. Heller ikke snor, men den havde stadigvæk halsbånd på med blanke nitter.
"du kommer nok til at få flere penge, for disse penge du har fået der er fordi folk har væddet om de enten klarede det eller ikk, og deltageren får altid en promille del af de som der ellers bliver tjent. Men det er godt at du lige går med den, men tag ellers i byen og gå kigget omkring. Så snart det bliver din tur bliver din hund og dig teleporteret til areanen"
Sagde crasie med et smil, og hun klappede på den ene side af hendes hund, og så begyndte hunden at gå. Så sprang den store hvide ulv af buret og sprang med åbnede kæber med sylespidse tænder imod jackie. Jackie så det og bukkede hurtigt og det sammen gjorde crasie. Mens ulven fløj over dem slog crasie spidsen ud af hendes stok og så skar maven op på den. Den faldt sammen på jorden, og løftede hovedet engang i et forsøg på angeb. Men faldt så sammen.

rain var i starten lidt genstridig, men det var mest fordi den gik langt hurtigere end hende, og kom hele tiden til at stramme i snoren. Mange gik hurtigt langt uden om den, for den så skræmmende ud. Men den gik bare med hovedet løftet højt, og selvom nogle væsner hvæsede af den reagerede den ikke. En stor hest lignende sort ridders hest begyndte at stejle af den og sparke efter den. Men rain undgik bare og ventede på hendes kommando.

Camille havde dét lidt dårligt med den hvide ulv, der nu lå indsmurt i sit egen mørkerøde blod og med indvoldene væltende ud.Den havde været smuk, på sin helt egen måde.
Hun kiggede væk.
Hun rystede posen med mønter og inden Rain og ende gik, fik hun også lige nået at påsætte en sadel.
Hun håbede dét kunne sammenlignes at ride på hest og hellhound , da hun var en rimelig habil rytter.På gården havde hun haft sin egen hest, Silver, og selv om den var tiltider egenrådig...havde hun med få bevægelser og kommandoer godt kunne styre den.

Hun var sikker på at Crasie og Jackie ville vinde deres dyst, Jackie var meget tryg ved Crasie...dét var tydeligt.
Hun gik afsted og Rain havde mere fart på end hun, pga dens størrelse.Camille måtte trække med begge hænder til at begynde med og sagde hver gang "Back!".
Til sidst kunne hun nøjes med at rykke i snoren ,med bare den ene hånd.
Da en sort hingst begyndte at stejle og sparke ud efter Rain, fik hun trukket Rain væk fra den.
Den lignede den sorte rytters hingst, og hun ønskede ingen mellem værende med ham.
Desuden skulle Rain også lære at tøjler sit temperament , og dette måtte være en god øvelse.
"good bit" roste hun og klappede den nogle gange , og hun kunne se dét kostede den lidt anstrengelse...men den adlød dog !
Hun smed en mønt , fik en pølse i retur efter at have signaleret til en ældre kvinde i en bod, og nu gav hun den som belønning til Rain, for ikke at have angrebet hesten, selv om dét med garanti ville have lyst til at flå hesten sønder og sammen.

Den lyttede hver gang, hun sagde, at den skulle gå tilbage. Men den gik igen lige så hurtigt ivrig frem som før. Men den lærte det hurtigt. Der var lidt flere mennesker på gaden nu, men slet ikke så mange som i går. Man kunne stadigvæk høre at råbene fra tilskuerne komme fra den store tunnel, der førte til arenaen. Rain fulgte hendes instruksioner, selvom han let kunne ligge hans 3 store kæber omkring flere steder på dens krop og flå den fra hinanden. Den var glad for anerkendelsen fra Camille af. Hans tunger kørte over hans tænder, da han fandt ud af at han ville få en pølse. Han greb den i luften, og med de tre hoveder flåede den den ellers lille pølse i tre bider, og de stykket forsvandt hurtigt ned i maven på dyret. Det var tydeligt at det ikke kunne mætte den, men den var jo glad for det. Mens de gik ned af gaden kom de halvt om halvt til et slumrekvarter. Her kunne man helt klart se mere kriminelle typer her. Der lå en kro, der helt klart var af lavere kvalitet end den flyvende mink. Men der opdagede Camille nok en velkendt skikkelse. Kvinden løftede sit ansigt op og kiggede direkte på Camille med en hilsen. Hun rettede på sin sorte hat og sit hvide hår. Hun kiggede dog lige omkring med sine ravgyldne øjne, der så igennem alt og alle. Hun sad på en lille stol foran kroen med en øl på et lille rundt bord foran hende. Foran var der en tom stol. lidt længere væk stod flere heste og andre ridedyr tøjlet fast til en solid jernstan med mellemrum imellem hinanden.

* aha...nu har jeg en oplagt mulighed for at finde ud af hvad der forgår, hvorfor hun dog er her ? * tænkte Camille og fik roligt gennet Rain i retning mod kroen.
Hun følte sig underlig godt tilpas med Rain ved sin side....den havde vist sig nogenlunde lydig trods dens vilde instinkt og der var ingen der turde nærme sig hende, med Rain spankulerende ved hendes side.
Camille bandt også Rain fast...men langt fra de andre dyr, så tumult ikke ville opstå og ingen afrevne lemmer eller døde dyr heller.
Hun klappede dén og sagde "Bliv her ! Jeg ser om jeg kan få mere mad med til dig " og så satte hun kurs til bordet hvor dén velkendte skikkelse sad bænket.
Camille tog plads overfor og smilede "well...Well...Well.....hvad laver du dog her ?" Indledte hun samtalen.

Men da de kom nærmere virkede Rain mere nervøs, det var som om han kunne opfange noget, som camille ikke kunne. Det sammen med de andre dyr, de var også lidt urolige. Rain kunne fornemme en gudindes tilstedeværelse, og var slet ikke sikker på hvad det var. Men den affand sig med at blive bundet fast, men holdte stadigvæk sit blik rettet på Camille, og som sagt vidste den, at den bare kunne bide snoren over så let som ingen ting. Så den er klar til at springe frem, hvis det var påkrævet. Isabella så op på hende med et venligt smil på hendes læber, og viste med hånden at hun endelig måtte tage plads ved bordet. Hun tog en tår af øllet og satte det igen på bordet.
"Jeg er på mission her, men jeg holder en lille pause her"
Sagde hun, faktisk havde hendes gudinde bedt hende om at blive her. Vidste Nemesis, at Isabella ville møde Camille lige her. Hun mente åbenbart at camille fortjente noget forklaring eller sådan noget. Men Isabella forstod heller ikke altid sin gudinde, men gjorde altid det hun mente, for der var altid en grund til det.
"Vidste du egenligt at Crasies personlighed Isabella er opkaldt efter mig? Hun hed faktisk før de mødte mig Victoria"
Sagde hun mens hun lod blikket hvile på flere af de forbigående. Hun kunne se ved en af mændene, at han havde voldtaget en lille pige, og den anden var en være løgner. Men lige nu kunne hun ikke tage sig af det.

Camille smilede tilbage.Hun huskede tydeligt deres sidste møde hvor også Crasie og Lillith og Tristan alle havde været en del af dét.
"Nej...jeg vidste ikke hun havde heddet Victoria før...men jeg tænkte dog det ikke kunne være helt tilfældigt i hedder dét samme.Så i kender hinanden...godt ? " spurgte Camille interesseret.
En krokarl kom over og ville vide om hun ønskede noget at drikke, men da hun risikerede at blive beamet til arenaen hvornår dét skulle være, så bad hun bare om et krus kaffe.
Hun kiggede på dén smukke engle..."hvilke type mission er du på Isabella ?"

Isabella vendte blikket tilbage på Camille. Hun prøvede at lade vær med at se igennem hende, så hendes øjne virkede ikke så skræmmende.
"Ja eller rettere sagt det har vi gjort. Hun opkaldte sig selv efter mig, da jeg redde dem alle efter episoden med jack"
Sagde hun lidt toneløst. Hun kunne tydelig huske denne dag. Hun havde været rastløs hele dagen, for hendes gudinde havde ikke talt til hende. Så hun vidste ikke, hvad hun skulle gøre. Det gjorde så at hun vandrede rundt og der fandt hun den næsten død Crasie. Det nattøj hun havde på var flået i stykker, og hendes mave var også. Så forstod Isabella at derfor gudinden ikke havde talt til hende. For så mødte hun Crasie, som desperat havde brug for hjælp. Isabella bar hende væk til et helligt sted, og healede hendes sår. Det var derfor de kom til at kende hinanden, og kom til at blive gode venner i så lang tid.
"Den sædvanlige udgør retfærdighed, der hvor der intet sker"
Sagde hun mens hun tog en tår til.

Crasie havde fortalt om Jack...eller rettere havde hun vist dét i billeder, visioner til Camille.Dét havde været forfærdeligt og Camille var ret så sikker på Crasie aldrig ville blive hel igen oven på dét.
Havde hun elsket nogen mand siden, været sammen med nogen?Eller overlod dén slags kun til Isabella nu ?.
Hun slog dét til siden igen.
Hendes kaffe blev bragt, og hun lagde en mønt og takkede .
"Isabella....jeg skal dyste snart, med en hellhound jeg lige har valgt.....nogle fif ?" Spurgte Camille smilende.
Hun var stadig langt mere hjemvandt mellem skalpeller, scannere og kanyler end i en arena.
Stadig mere afslappet i dén anonyme rolle end i dén der tiltrak opmærksomhed.
Camille skævede over til Rain, der stadig sad pænt, Omend dén så vældig bidsk ud og fik folk til at gå en stor bue udenom.

Isabella tog hånden op til hånden og tænkte.
"Du skal nok bare allermest følge dine instinkter, din krops instinkter er tit klogere end dig, hvis du vel og mærket lytter til dem ordenligt."
Ham der kom med kaffen, kunne Isabella tydelig læse i ham, at han ville snyde, og Camille vidste jo ikke rigtig med hvilken mønt var så meget værd end den anden, så da hun gav ham den. Greb Isabella ham fat i hånden, så sagde hun på hans modersprog.
"Jeg tror at du hellere skal lade vær med ikke at give hende penge tilbage ikke?"
Isabella kiggede ham dybt i øjnene, så at han havde lagt mærke til at Camille, ikke var særlig stedsekendt, og denne valuta blev kun brugt i denne by, så hun kunne ikke have haft mødt det andre steder. Så så hun billeder af at han ville tage hendes pengepund, inden hun nåede hen til hellhounden. Manden så selv de billeder, som blev fremtvunget af Isabella, og han så med skræk på hende. Isabella slap ham igen, og så skyndte han sig hurtigt ind igen og gav straks penge tilbage til camille faktisk for meget, og igen var han væk. Isabella fulgte ham med øjnene og selvom han var gået indefor, kiggede hun direkte der hvor han var, og han kunne tydelig føle blikket på sig. Så lendte hun sig tilbage i stolen og kiggede venligt tilbage på Camille.

Camille lyste lidt op.At følge kroppens instinkter...eller ihvertfald hendes hjerte var hun langt bedre til end at følge sin sunde fornuft, når der skulle træffes beslutninger der omhandlede hende selv.
Hun kiggede med et undrende blik på Isabella der begyndte at tale til tjeneren, på sproget som Camille ikke kunne.Men at tolke på tonefald og betoning, havde han gjort noget galt...et lød ikke som venlig small talk.
Hun smilede til Tjeneren, og takkede da hun mpdtog byttepenge.Hun måtte huske at ligge lidt i drikkepenge, for han var for hurtig væk til hun kunne nå det nu.
"Jeg bliver ikke længe Isabella....jeg skal lige nå at finde noget solidt kød til Rain, så den er mæt og veltilfreds...ellers frygter jeg den bliver svær for mig at styre.
Camille havde allerede spottet en bod nær ved, hvor store køller af lam og kæmpe kotteletter af fersk kød , hang og fristede forbipasserende.Der ville hun straks gå og købe ind til hunden.

Isabella nikkede til hende, og så var stirrede Isabella på noget, som Camille ikke kunne se. Isabella hørte sin gudindes stemme og plan, og så billeder af det næste hun skulle gøre. Så vendte hun blikket tilbage på Camille, da gudinden havde talt færdig.
"Ja bare gå jeg skal alligevel afsted igen"
Så foldede hendes store vinger ud og hun fløj hurtigt opad imod byen. Nu virkede dyrene straks rolige og Rain lagde straks mærke til at hun ville hen imod den, og den blev straks glad. Dens ene mund to fint fat i rebene, så satte den med kloen specielt, og så brød knuden op og så slap den fri, og sprang nogle store skridt hen imod hende. Men stoppede dog få centimeter fra hende. Hun kunne nok næsten forstille sig at få denne halv tons tunge hund i lige imod sig. Man ville helt sikkert blive fladmast. Nu kunne man høre et kæmpebrøl inde fra areanen af. Der var sikkert sket noget spændende derinde. Det var en dværg bag boden og han råbte op med alle hans tilbud.
"kom og køb, masser af kød, alle slags kød. Det billigeste sted i byen"

Camille så Isabella tage afsked, så hende flyve afsted.Dét var et prægtigt syn , helt uforlignelig med noget andet.
Hun smilede efter hende og hviskede "god arbejdslyst."
Hun holdte hænderne frem og udbrød "wow Rain " da hun så kæmpe hunden komme mod hende, lettelsen var stor da Rain synes at stoppe.
Camille tog i selen og trak ham med sig.
De gik til boden og Camile købte 9 gode solide stykker kød, af forskellig slags.hun kastede dem en af gangen afsted i luften, med instrukser om at de alle tre skulle have lige meget.
Hun konstaterede tilfreds at hvert gab havde fanget og indtaget tre stykker af dét lækre kød.
Dernæst ville hun forsøge noget nyt....
Hun svingede sig op på Rain , der midt på marked, og satte hælene i hundens side..." Kom så Rain ....afsted " kommanderede hun blidt men bestemt sin kæmpe rovdyr af en hellhound.

Den var glad for kødstykkerne, selvom de bare røg ned uden at blive smagt på. Men som sagt så siger man at hunde smager med maven. Så så den hvordan hun kravlede op på den. Den var ikke van til det, men havde intet imod det. Den var ikke van til det, for det var sidst i dens trænings tid, den havde lært hvordan den skulle gøre, og det var lang tids siden, for ingen har valgt den i lang tid. Den rankede ryggen og ventede pænt til hun kom op på. Den var faktisk glad for at have hende på dens ryg. Dens venstre hovede kiggede bagud på hende i et hundesmil. Først reagerede den ikke på at hun satte hælene i dens side, så kom den i tanken om hvad det betød, og så satte den afsted i en fart. Det første skridt blev til et spring på ca 5m, og den sprang/løb hen af gaden. Den løb næsten som man kunne forstille sig, en hvalp gjorde og det bumlede utrolig meget. Men så satte den over i rigtig løb, og nu var det lige som at ride på en hest i galop. Camille kunne tydelig mærke dens store muskler under hende arbejde, og dens tre tunger hang ud af dens munde. Dens hale vippede dog glad fra side til side. Folk løb til siderne for at undgå dette bæst i fuld galop. Den løb nok lige så hurtigt som en hest hvis ikke hurtigere. Så kørte en sort fin hestevogn på vejen og som fyldte det hele. Rain løb bare uden at rigtig opdage noget, så da de var kommet tæt på var der ingen mulighed for at stoppe, ude over at brase lige ind i vognen. Hestene opdagede den og blev bange og prøvede at løbe til hver sin side uden held. Lige en meter fra satte rain poterne i jorden og så sprang den over hestene og landede på vognen, hvor den heldigvis sprang igen. For ellers havde de røget ned i vognen.

Camille fik virkelig udfordret sin balance evne ,som hun sad der på ryggen af Rain
Var dét ikke for hendes glimrende evner som rytterske, havde hun ikke stået distancen og var kastet af efter dét første spring.
Da de forskrækkede hestene , landede på vognens top og igen tog et langt hop lige ned i en bod med frugt, der braste delvist sammen.
Camille åbnede sine øjne, der havde været knebet fast sammen fra dét tidspunkt dét gik op for hende at et sammenstød med hestevognen var uundgåelig.
Hendes hjerte bankede og hun sad klamret til Rain, som var hun supergluet på.
Camille kiggede tilbage , der var ejeren af heste vognen på vej mod hende , og dét var ikke et mildt udtryk der dominerede hans ansigtsudtryk.Hun sank en klump og kiggede fremad, beredt på mere katastrofe og ganske rigtigt, der stod bodens ejer og skreg eder ud til højre og venstre, lige så rød i ansigtet som æblet fra snehvide. Camille overvejede at stikke af, men endte alligevel med at glide ned af Rain og forsøge at få opstanden til at falde.

Så mærkede hun en velkendt varme fra sit armbånd, som om lykkens gudinde havde hørt hendes bøn. Hun fandt sig selv stående mellem rain, og crasie siddende på sin jackie. De var i et rum, og alle de andre sad klar. Mange af den sad utålmodigt. En minotauar sad på sin hellhound, men det var den lille og skræmte hellhound, som Camille havde set tidligere. Det var den sidste de havde tilbage, så han kunne ikke vælge andre. Han så godt nok også utilfreds ud, og skulede ondt til alle der små fnisede af ham. Foran gik det op ad, hvor lys kom ind og larmen fra tilskuerne.
"denne leg går ud på at vi alle skal en ad gangen ind til en kæmpe forhindringsbane. Den skal du så igennem med din hund, hvis du mister hunden på vejen er du nød til at gå, og det er lig med død. Der går 5 min imellem hver gang en bliver sendt ud, så hvis de overhæler dig, så gør det ikke noget undtagen at de kan vælge at angribe dig og din hund"
Sagde crasie forklarende inde i hovedet på camille. Når man kiggede rundt kunne man se flere var bevæbnet. Dem der nok var de farligste var elverne. For elverne havde et natur talent for bueskydning. Og var kendt for at ikke lige frem ramme forbi. Jackie og rain hilste kort på hinanden, og camille kunne tydelig mærke på ham, at han vidste der var kamp forud. Den lille stump han havde af hale fordi han havde fået klippet den lige som normale kamphunde, logrede frem og tilbage. Den rankede sig mere op og så stolt ud. Flere af de andre trak sig lidt væk fra den. Crasie kiggede vurderende på rain og camille. Der virkede til at være et godt bånd imellem dem. Hun kiggede selv ned på sin egen, der havde blikket målrettet imod døren op. Hun klappede den i siden, og den gengældte hendes klap med dens blik. Crasie tror helt klart at camille vil klare det med glans.
"har du nogle spørgsmål, så er det nu du skal stille dem"
Sagde crasie venligt og havde blikket vendt imod hende med det mystiske morende glimt i hende øjne. Mens hun holdte fast med sine lårbasser og lidt i jackies manke.

Fra asken til ilden...reddet fra et problem og plantet midt i et andet.
Camille kiggede spændt omkring sig.
Så var dét altsår nu at de skulle samarbejde med deres hellhound.
Trods Crasies beroligende stemme i sit hoved, begyndte Camille alligevel at få varmen.Nu var tuneringen for alvor skudt i gang,kunne man tydeligt fornemme.
Stemningen havde fået et hak op og alle var spændte.
Camille fik fat op Rain, og fik slynget sig op, rimelig uelegant.
Hun klappede på et par af dens hoveder og hviskede "bare rolig Rain...jeg passer på dig og får os igennem dét her " .og så slog hun korsets tegn foran hendes bryst, helt metaforisk da hun var ateist.

Crasie så spændt på udgangen udenfor. Hun glædede sig til at ride på hendes hund, og den omvendt. Hun så over på Camille endnu engang, var dette virkelig en god dette her? Men hun rystede let på hovedet, nej hun skulle ikke undervurdere hende. Så blev det lige pludselig stille, luften knitrede af spænding. Tiden var inde. En smuk dæmon kvinde stilte sig foran dem alle. Hun kunne godt ligne en af de smukke kvinder der stod foran et bilrace, og satte det hele igang. Hun havde sort blank hud, og røde horn.
"Når drenge og piger tiden er inde"
Så pegede hun med sin finger, og den pegede direkte på Camille.
"Du starter"
Sagde hun med et morende smil, og gik så op og åbnede porten til oppe. Det skarpe lys brød ind og med den kom brølene for publikummet. Da Camille kom op, kom hun op til en forhøjning. Hun kunne se over hele banen, og det første var en kæmpe stor hækkelabyrint. I den kunne man se skikkelse af noget der gik omkring. Så så den ud til at føre videre til et is agtig bane, og derefter til en ild agtig bane. Det så bare ud til at forsætte ud i den uendelig. Så lød værtens stemme.
"Dette er så vores første deltager eller skulle jeg sige vores første ofre"
De alle grinte vildt og man kunne tydelig fornemme at alle øjne var rettet imod en.

Camille stirrede på fingeren der udpegede hende og Rain som de første der skulle kæmpe sig igennem hvad der viste sig at være en trippel forhindringsbane.
Hun opfangede godt ordet 'offer' men da pysken var et vigtigt våben i udfordringer som dette, havde Camille lade dét prelle af som saft på en voksdug.
Som en bokser der fokuserer og finder mental styrke op til en kamp, så var halvdelen af kampen vundet allerede der...gjore Camille dét samme.
Hun lukkede ude de grin og tilråb der mødte hende og hun fokuserede på banen foran hende , hvor hendes øjne forsøgte at opfange og finde detaljer og pejlepunkter hun måske kunne drage nytte af senere.
Camille lod hænderne glide over to af hundens hoveder ,kærtegnende og hviskede...."Kan du se dét shit dér ,alt dét er til for at genere os Rain, og dét vil vi ikke finde os i vel?...Nu skal vi vise dem....men vi skal passe på derinde ...er du med "
Rain knurrede og dens hajskarpe tandsæt kom til syne og en flamme brændte i øjnene på hunden, som var et instinkt blevet vækket...dræber instinktet.
Camille satte hælene i siden på Rain og råbte " Afsted !".

Rain løb hurtigt ned til den først udfordring oven fra virkede hækkelabyrinten helt normal. Men da de kom ned, virkede hækkene tårnhøjev og der var en klaustrofobisk fornemmelse at være hernede. Man kunne høre råbene, man kunne se noget af tilskuerpladsene, men ikke særlig meget. Det var næsten, som om man var blevet smidt et nyt sted hende. En hvid tåge dækkede lige ca 20 cm over jorden, og nu var råbene kun meget fjerne jo længere de kom ind i labyrinten. En kold fornemmelse gled over dem og gik igennem marv og ben. Det var tydeligt, at der var nogen eller noget her, der ikke var naturligt. Så dukkede noget op i tågen, tøjet hang i laser og den lignede et menneske, men den var kridhvid. Da man kom nærmere så man, at den var af rene knogler. Den stirrede koldt på dem. Camille kunne mærke vibrationerne fra da Rain knurrede dybt nede i dens hals. Rain sprang hurtigt frem med dens massive kæber og man kunne tydelig høre, hvordan knoglerne blev knust under dens gab. Rain spyttede resterne ud, og der var kun en lille bunke knogler med stof på jorden. Selvom dette virkede let, så var der stadigvæk en fornemmelse af noget andet her. Langt farligere og langt større. Camille kunne høre i det fjerne værten satte den næste deltagere igang, så hvis de ikke bevægede sig frem nu, ville de blive overhalet. De kom til en vej der delte sig og der så ikke ud til at være nogen som helst forskel imellem den ene eller den anden vej.

Camille gloede på sin hund og på resterne af knoglefyren ,der indtil et øjeblik siden havde stået og blokerer deres vej.
En ærefrygt over hendes hund løb igennem hende, hun havde fået opbygget en tildens til at glemme, fortrænge eller bagatalisere hvor grusomme, farlige og frygtindgydende ikke bare Rain, men flere af hendes tætteste venner var.Hun fokuserede på dét gode, dét mindre dyriske i dem, og derfor opstod episoder som du, hvor hun blev mindet om dét .
"good boy Rain, tak....."Camille vidste de var nød til at komme videre afsted og da de to veje så ens ud, besluttede hun "Til venstre Rain...altid til Venstre...vi følger vores hjerter, hvor de sidder " og så kommanderede hun den ned af den faretruende vej.

De gik og de gik og de gik. Men de virkede ikke til at komme nogen veje, det var i en uendelighed de gik og så kom større rum. I midten var et alter og hækkede dækkede stadigvæk omkring. Så dukkede lige pludselig en kvindelig skikkelse på alteret. Hendes hår var hvid med et blålig skær, hun havde lange spidse øre og fint lidt blåt tøj på. Hendes sommerfugle vinger stod ud af hendes ryg. Hun lignede det man kaldte for en fe. Hendes øjne var blå og kiggede med venlighed på hende. Rain stod stiv, og så satte han snuden mere imod jorden og så vurderende på hende, mens han snuste hendes duft ind. Rain var ikke sikker på dette, for sin måde virkede væsner godt, men et eller andet faretruende var ved dette. Hende vinger blafrede let og hun fløj lige så let, som en fjer i luften hen imod Camille. Der var små bløde knistre og glimmer der kom, hver gang hun baskede med vingerne. Så sagde hun med en sukkersød stemme.
"Velkommen til labyrintens kerne, du har været meget heldig at komme her. For kun få er kommet her, og de der kommer her kan få en gave"
Sagde hun med et sødt smil, og fløj tilbage til alteret, der lignede som om den var lavet ud af levende træ.
"Ønsk hvad du end vil og du vil få det"