Eventyr her kommer jeg..(camille)

Camille skyndte sig at gøre sig så flad som muligt op af væggen.
Dét lød som en alvorlig omgang at blive skudt afsted sådan, og Camille kom til at tænke på om nogen før havde lidt den last at blive syge under turen.Dét ville ikke være rart, for nogen hvis man var nødsaget til at kaste op undervejs.
Dét lød som torden der fik dem afsted og bar dem frem , da Rauch havde fået afgivet sine ordre.
Hun følte presset og kraften der drev dem frem, men nikkede til Crasie at hun var okay, hvilke hun var.
Men da de gik istå, begyndte uro at røre på sig indeni.
De hang over noget der lignede lava , og de var bestemt ikke alene hér.
Hun kunne se spidsen af en hale sko sig dernede.
"Du...Crasie.... Hvor længe skal vi vente ? Jeg tror vi får selvskab om lidt."
I Camilles stemme kunne man høre bekymring.Hun vidste ikke hvilket væsen der var gemt hernede, men kunne den finde på at angribe dem mens de hang her, var deres odds dårlige, de var æl for sårbare.Hvad hvis vognen tog skade , så var de 'fucked' .
Camille kiggede ud af vinduet igen, måske hun kunne skubbe den væk med hendes kræfter?Hun var blevet bedre til at målrette dem, virkede stærkere....nu måtte de først se om den ville dem noget.

Crasie så på hende, selskab? Crasie kiggede ned på det glødende lava. Hun vidste, at der eksisterede væsner, der kunne leve i lava, men havde faktisk aldrig skænket det en tanke, de gange hun selv har taget denne tur.
"Hvilken væsner er der her?"
Sagde Crasie, mens hendes øjne glødede med alvor på gnomen. Rauch så bare uforstående på hende.
"Tror du virkelig, at vi er så dumme at vi ikke har sørget for forsvar"
Sagde han mens hans smil blev bredere og kiggede ned i lavaen.
"Nej det der er skam bare Milajki, hun er den der holder vores tunneler i fred og ro."
Så brød et massivt hovede op fra lavaens overflade. Den så ud, som om den var lavet af det sammen materiale, som det den var kommet op fra. Dens store hoved løftede sig med sin lange hals foran vognen, som lige pludselig virkede så lille i forhold til dette væsen. Crasie så på den med stor fascination, hun trak hætten ned og så på den med store øjne.
"En drage"
Sagde hun lavt men dog så det stadigvæk kunne høres. Dens store dragehoved var ca 3 gange større end den 7 X 4 X 3m vogn. Den virkede til at bestå selv at noget lavamateriale, og dens øjne var hvidglødende og dens tænder også. Dens massive store horn lyste mindst i hele dens hoved, og selvom det hele var i flammer/lava, så kunne man stadigvæk tydelig skelne detajler i dens ansigt. Dens aura i første omgang var frygtindgydende, så man ikke kunne bevæge sig. Men så blev den aura mere beroligende, næsten som en stor moder der forsvar sine unger. Så lød en stemme i deres alles hoveder, der lød som om den kom fra en ældre vis moder.
"Hvorfor er i dog stoppet her?"
Spurgte dragen nysgerrigt inde i deres alles sind.
"Det er fordi de forbandede nybegynder af gnomer sidder fast længere fremme"
Sagde gnomen vredt og stod og hoppede og dansede i hans stol.
"Jaså"
Dragen kiggede først på Crasie, og Crasie kunne tydelig følte sig lille og ubetydelig i forhold til dette ældgamle væsen. Så faldt dens blik til sidst på Camille, dens øjne lukkede halvt sammen og dens hoved nærmede sig tættere imod vognen.

"Milajki" gentog Camille og kiggede igen ud.
En drage...hvor forrygende.
Hun trådte lidt tilbage da den igen dukkede op og talte ovenikøbet til dem i deres sind.
Camille burde måde har været ængstelige, men dét virkede bare beroligende på hende, dragens nærvær.
Dét var som en side af et eventyr var blevet revet ud af en bog og nu var landet hos dem.
Hun havde aldrig set en drage, dét tætteste var dragen på Tristans arm og dét var jo en anden sag.
Da den synes at fatte interesse i hende blev hun som paralyseret...hun trådte helt hen til ruden og kiggede ...næsten stirrede tilbage i dragens øjne .Så Satte hun hånden op på ruden som hilsen "hey du " hviskede hun og lagde hovedet lidt på skrå.
Tiden synes stå stille.

Dens store dragehoved nærmede sig mere vogen, der var kun en håndsbredde fra vognen og dens.
"hejsa lille menskling. Mærk dig mine ord. Et våben af løvesølv, vil snart komme til sin rette ejermand. Oh den har ventet så længe, så længe. Dens ejermand vil gøre krav på den i lykkens sejre sammen med en af splittet sind"
sagde den gådefuldt og var ved at trække sit hoved ned i den dybelava. Crasie stod og bare lignede et stort sprørgsmålstegn. Et våben hvad for et våben? Gnomen kiggede bare rundt som om det var fuldstændigt normalt og uvigtig det hele.
"jaja, lad jer nu ikke jer påvirke af denne gamle drages spådomme eller skulle jeg hellere sige svagheder"
nu lyste en lampe og et veltilfreds smil brød ud påhans låber
"endelig"
Udbrød han og satte sig til rette igen og ventede til dragen vae dykket ned. Crasie lagde en hånd på gnomens skuldre og var et tegn til at han skulle vente.

Camille lyttede til dragens ord.
Var dét en slags forudsigelse den her kom med ? Hun tænkte sig lidt om.Ingen idé havde hun om hvad den mente.Dét eneste der måske var til at udrede noget af var lykkens sejer....hvis man nu sammenholdte dét med oplysningen om turneringen der skulle afvikles.Men hvad havde dét med Camille eller Crasie at gøre ?Såfremt dét overhovedet havde noget med hinanden at gøre.
Hun vendte sig spørgende om mod Crasie, måske hun vidste eller kunne tolke hvad dragen fablede om.
" Crasie... Hvad ialverden taler den om ? Er dét normalt for drager at komme med en slags profetier...eller er den dement ?" .
Camille kunne have krammet Rauch, da han bekendtgjore de var klar til afgang , men Crasie synes at mene de skulle vente.Hvorfor nu dét ?De burde da komme afsted nu hvor lejligheden bød sig og ingen lamper lyste i 'forkerte farver '.
Hun undrede sig, men var klar over at Crasie naturligvis måtte have sine årsager.
Hun så derfor på hende og forvented en forklaring.

Den store drage dykkede igen i det flammende hav. Crasie kiggede over imos camille hun havde stoppet gnomen, for det kunne jo ha været at camille ville stille hende et spørgsmål inden den forsvandt. Men det var forsent nu og de kommer nok aldrig til at se den igen. Crasie slap hånden fra hans skuldre og han begyndte at rode og rave ved knapperne.
"nej den er ikke dement selvom den er nok over 30000 år gammel. Drager taler som regel i gåder, men de ved også tit ting som vi ikke ved. Den havde nok hørt spådommen før og regnede med at den passer på os. Men det finder vi vel ud af et tidspunkt ikke?"
sagde crasie mens hun kiggede gådefuldt ned i det boblende lava.
"særnudetigangigendinforpuledevatniss"
sagde gnomen lynhurtigt, og nu kunne de høre torden buldre langt bag ved dem, og som bare kom nærmere og nærmere. Camille og crasie havde ikke nået at gå tilbage, men var heldigvis meget tæt på væggen, så det blev bare til en stor mavepuster. Nu var det hele normalt igen mens vognen susede igennem tunnelerne. Crasie tog sig lidt til maven, men så ud til at have det fimnt igen.

Camille blev eftertænksomhed..
Kendte den ælgamle drage en profeti, en gåde , en forudsigelse den mente passede på dem ? Dét var virkelig besynderligt og højest interessant.
Camille som var 'opflasket' med lægevidenskaben og forskningen, havde tiltider....nej, ofte besvær med at få integreret hele denne mere eventyrlige og alternative virkelighed i hendes verden bestående af fakta og målbare resultater.
Hun kiggede på Crasie og besluttede at de vel bare måtte se tiden an.
Så blev de presset mod væggen, med et bump og luften blev kortvarig presset ud af begge lunger.
Dét var dog overstået snart, og resten af rejse tiden synes at gå hurtigt.
Så var de pludselig fremme....

Ud af det man kunne se af vinduer var dette et kæmpe underjordisk station, og den hulning de var i var kæmpe stort. Langt højere over dem var loftet og igennem der kom sollyset strålende ned og oplyste det hele op i et naturligt lys. Alle mulige væsner vandrede frem om tilbage udenfor. Hvis man kiggede ude på venstre side, så man hvordan en kæmpeby hævede sig for sit blik. Hele byen virkede til var udbygget i et stort hulrum, som var mange km langt.gnomen vendte om imod dem begge.
"så er vi her, og skynd jer ud for nu skal der nye til"
crasie trak hætten over hovedet og tog sine skinnende runde briller og vendte blikket udenfor. Der stod to store kutteskikkelser og ventede. Døren gik op og med den kom lugten af storbyen. Det var en samblanding af alle mulige forskellige lugte og var særdeles svær at beskrive.
"jeg håber det er okay at jeg holder dig, men det er så at vi ikke bliver væk fra hinanden" sagde hun mens hun så tog blidt fat i hendes venstre arm og puttede stokken i venstre hånd. Crasie gik med hende udenfor, stationen var rime meget fyldt med folk der både var høje og lave i alle mulige former. Blandt andet var en 2,5 meter høj minetauer lige ved at bradse ind i dem begge. Crasie førte dem rundt af forskellige veje og man kunne tydelig mærke at hun var sted kendt. Nu kom de til et område som kun var et markedsplads, men den var utrolig mange gange større end den, som camille kendte. Der var alt meållem himmel og jord her, og det duftede godt fra mange af madstederne. En af boderne stod en lav dværg med skæg der gik langt ned af maven og som var sat fast i et bælte for ikke at snuble. Han solgte en ret der var lavet af store vildsvim, som stod over bålet. Der lugtede af glaseret vildsvin med honning, og kartofler og andre grønsager var der. Så mærkede camille et lille puf bagfra fra en som maste sig forbi. Hun kunne straks genkende vedkommende. Hun var meget høj og havde en sort bredskygget sort hat på, hendes gyldne øjne kiggede på hende med genkendelse, og noget af hendes helt hvide hår kom i vejen. Hun havde en sort kappe som dækkede næsten hele hendes krop. Hendes sorte vinger var foldet bag på ryggen, igennem nogle huller i kappen. Hun smilte til camille og så hurtigt crasie. Hun lavede så et shhh tegn foran hendes mund, og gik hurtigere videre.

Dét var på mange måder et betagende syn, byen der mødte dem.
Den virkede travl, som en kube af bier der flyver i hver deres retning, flyver i alle retninger men der er en planlagt rute for dem hver og en.
Der var mange forskellige eksistenser og da de blev hastet ud af vognen nikkede Camille til Crasie.Dét var ok, faktisk endog helt fint at hun holdt et greb i Camille.
Crasie havde nok været her før og Camille var ren amatør i dét her game.
Hun regnede med at lære en hel del af turen og af Crasie.Hun kom til at udgyde et lille fnis ved sammenligningen med en 'dannelsesrejse' , dét var jo næsten hvad Crasie havde inviteret hende til.
Skikkelser klædt i kutter og mange andre fangede hendes blik, men da en stødte ind i dem hviskede hun til Crasie og ud i luften "Isaella englene ?" Hun så forbavset på Crasie, hvad lavede hun dog her og hvorfor tyssede hun på dem , som de ikke kendte hinanden, eller som hun ikke ville afsløres.

Crasie kiggede udforstående på hende, men man kunne ikke se det pga hendes mørklagte ansigt og brillerne, mens hendes kropsholdning var tydelig nok.
"Snakker du om Isabella?"
Crasie rodede i sin hjerne og kom i tanke om, at Camille havde nok mødt englen efter det ene møde med Tristan. Der husker Crasie kun at de kom lige i skoven og så vågnede hun i sin lejlighed, hvor hun kunne lugte en svag lugt af engel.
"Nej hun er ikke her, jeg ville ellers kunne mærke hendes bevisthed"
Sagde Crasie beroligende, men det som Crasie ikke vidste, så havde Isabella kommenderet Lillith og der igennem også de andre personligheder, til at hun ikke kan blive fundet ved hjælp af Crasies evne for at finde bevistheder. Så selvom Isabella lige havde været her havde Crasie ingen anelse om det, andet hvis hun så hende.
"Det var nok bare en der lignede"
Sagde Crasie dog kunne man spore en blanding af skuffelse og vrede i stemmen. Det var der dog ingen tvivl om, for disse gyldne øjne som kunne bore sig igennem ens bevisthed, for at finde gode og dårlige ting. Kunne ikke lige frem glemmes. Nu var Isabella langt væk i folkemængden, og en vindpust skubbede den herlige duft af vildsvin imod dem. Crasie var ikke sulten, eller rettere sagt følte ikke sult, så hun reagerede ikke på det.

Camille studerede Crasie.Hvad var dét hun sagde , var hun ....omtåget efter deres rejse?
Naturligvis var dét Isabella, hun var på ingen måde itvivl.
Hun ville aldrig glemme hendes øjne, der havde gennempenetreret hendes sjæl og undersøgt hver en krog af hendes sind.Den oplevelse havde printet sig fast og betydet at Camille ville genkende Isabella alle steder.Desuden havde hun jo også vist tegn på at have genkendt Camille.
" Nej...dét var best..." Hun ville sige Crasie imod, men noget i hendes tonefald fik Camille til at stoppe.Desuden var Isabella bøh nu, så hvad forskel betød dét, ingen .
Camille snusede ind, den herlige duft og dét fik hendes mund til at løbe i vand.
"Måske skulle vi...." Hun trak i Crasie og begav sig over mod boden.

Crasie kunne tydelig se, hvor Camille ville hen og et smil bredte sig på hendes læber, så man kunne se hendes tænder, der var sylespidse.
"Der er vist en, som er sulten hva?"
Sagde Crasie kærligt drillende, og de kom straks op til boden. Disken var meget lavere, for det så passede til højden til dværge. Dværgen bag disken vendte blikket imod dem og gik hurtigt hen til dem, for de var jo nye kunder.
"Vi vil meget gerne have to portioner tak"
Sagde Crasie venligt. Dværgen så vurderende på hende med halvt sammenknebet øjne.
"Umpf, hvem siger at jeg sælger til jer mensklinge"
Sagde han meget grovt og med en fed grov accent. Crasie reagerede ikke på det, dværge var altid meget mere grove i det som en hård skal, men inde i var de tit utrolige bløde. Crasie rodede i lommen og lagde to gyldnerøde mønter på bordet. Der stod en pris på skiltet. Men det var i en valuta, som Camille i hvert fald ikke kendte. Dværgen så igen vurderende på hende, og to den ene mønt og bed i den for at teste, om den nu også var ægte.
"Okay nu hvor du betaler, men så skrid ellers hurtigt herfra igen, jeg kan ikke lide jer kæmper"
Sagde han, mens han også tog den anden. Da han var ved at vende sig om, brød hans ansigt ud i et tilfredstillende ansigtsudtryk. Crasie havde nemlig givet det dobbelt i forhold til, hvad det rigtige kostede. Der kom derefter hurtigt to tallerkener båret af en person, der var endnu mindre knap 60 cm, og som var af anden race. Hun var lille og havde beskidte forklæder og gik på bare tæer. Hun virkede til at være fattig, men dog var hendes hænder det reneste. Det var dog nok påkrævet for ellers ville ingen have maden. Hendes brune hår som var let farvet af skidt var bundet i en knold bagpå, og hendes grå øjne så grådigt på maden. Tallerkenerne var godt fyldte, faktisk mere end normalt af det der kom på dem. Men Crasie havde jo også betalt ekstra for det. Den lille kvinde gik hurtigt væk da bodens ejer kaldte på hende på et sprog, som Camille ikke forstod, men som nok betød, at hun skulle skynde sig. Men ingen hun forsvandt havde Crasie nået at give 2 mindre mønter i hendes lille hånd. Hun så overrasket på Crasie.
"disse til mig? Virkeligt, så jeg ha 7 mønter nu"
Sagde hun med et smil samtidig hun havde taget 2 andre mønter op og viste dem frem, men det gav jo kun 4. Der blev kaldt på hende igen og hun skyndte sig til arbejde igen.
"Det var en bulp, som man nu kalder dem. De er en fattig race og ikke lige frem de klogeste. Vi kommer nok til at se flere af dem, hvis vi kommer til de mere fattigere kvarter. Men selvom det virker dårligt og slemt for dem, er det ikke. De er blandt andet mere en lykkelige hvis de kunne spise noget som har ligget lang tid på jorden, og de vasker heller ikke lige frem deres tøj. De lever mere som vilde dyr, og de fleste af dem har heller ikke noget imod det. Og de er også nogle værre kujoner, men tag dog i agt for dem. Hvis man trænger dem op i en krog vil de angribe en som et vildt dyr"
Sagde Crasie forklarende, for hun havde nemlig lyst til at forklare Camille alle disse ting de kommer til at møde. For det ville være godt for Camille, at hun vidste noget bedre om de andre racer.

Camille smilede og sagde " ja, lidt sulten og her dufter bare for indbydende ".
Crasie bestilte maden og da dværgen begyndte at tale lidt nedladende ,kunne hun mærke sit iltre temperament røre på sig.
Men hun vidste hun var på udebane her, og Crasie så ud til ikke at tage dét nært.
Hun bemærkede den ændrede attitude da han fik mønterne, var dét grådighed og rigdom der drev dværge ?Eller var dét blot ham her? Den lille kvinde med maden , dét fik tilgængæld Camille på pletten, hun kunne ikke forliges med fattigdom og kunne ikke fordrage at nogle blev udnyttet af andre.
Hun elskede den side ved Crasie at hun gav hende nogle mønter, selv om hun udmærket var bevidst om at Crasie også rummede en mere rå side , som ofte var fremtræden...bare ikke så tit når hun var med Camille.
Men hun vidste dét og havde stor respekt for Crasie.
Camille så på sin tallerken og havde lyst til at give sin mad til kvinden.
" vil du ikke have dette...jeg er alligevel mæt " sagde hun og skubbede sin tallerken over mod hende , da hun var færdig med at vise sine mønter til Crasie.
Camille ville få store udfordringer på rejsen her, hvis hun blev vidne til for meget fattigdom og undertrykkelse.
Idet mindste skulle man da være mæt.

Bulpen kiggede på hende og så rime uforstående på hende, og hun kiggede med hovedet på skrå på hende.
"din mad mig få?"
Hun rystede på hovedet og viste at det ville hun ikke ha med at vifte med hænderne. Hun tog sin hånd på maven.
"Jeg i maven mad har"
Sagde hun bekræftigende og der blev kaldt på hende igen, og så var hun forsvundet bag ved til det store åbne køkken. Der kom nogle nye kunder blandt andet 4 dværge og ejeren kom straks hen og tog imod deres bestilling. Der var nogle høje borde hvor man kunne have sin tallerken mens man stod op, og som passede til højden til mennesker. Crasie gik der hen og begyndte straks at smage på den lækre mad. Vildsvinet var dejligt saftig og dejlig glaceret ude på, og den vilde smag af vildsvin passede godt til til den store honning. Kartofler var små og runde, og var godt i vand med masser af salt, så det smagte rigtig godt. Der var stuvet hvidkål ved siden af, som var lavet på fløde.
"Men når vi har spist, så skal vi få fundet en kro vi kan overnatte på. Vi kan tage på en billig, eller en middelklasses, eller så kan vi selvfølgelig de luksiøse kroer"
Crasie så spørgende på hendes mens hun tog en bid mad til. Hun havde penge nok med at de kunne tage på de dyre, men for hendes skyld kunne de bo på de billige.

Camille kiggede på kvinden og blev tilfreds med hendes svar.
Godt, så sultede hun ikke ihvertfald.
Camille trak tallerkenen tilbage og fulgte over til dét høje bore.
Dét var et meget lækkert måltid, laved på gode råvare og en type hun godt kunne lide.De piger der sad med deres salat og minuature brød , havde Camille aldrig kunne identifiserer sig med, hun var æl for glad for mad til at overgive sig udelukkende til en salat.
Hun måtte dog levne lidt, da portionen var oversize.
"Det var vel nok skønt, tak for mad ...næste gang gir jeg" sagde hun mæt og tilfreds og håbede at almindelige penge også kunne accepteres af betalende mennesker her, ellers ville dét blive vanskeligt at bidrage med noget.
"kro?..."gentog hun og så på Crasie..."altsår hvis vi kan få noget med eget toilet og måske bad...så jeg lykkelig " Camille behøvede absolut ingen form for luksus, men lidt private akkomodationer var altid rart.

"Hvordan vil du betale med en valuta du ikke har"
Sagde Crasie drillende til hende og fik spist næsten det hele. Hun var glad for hendes svar angående med kroen, fordi det vidste at hun havde en ægte eventyrlyst. Ikke som dem der gerne vil på eventyr men tilgengæld skal alt severes på et sølvfad ikke hendes til.
"Så kender jeg en god middelklasse kro, ikke så langt herfra"
Den sammen bulp, kom med en skammel og fik taget deres tallerkner og gik væk igen. Crasie tog så igen i Camille, for nu skulle de ud på en mere hovedvej. Der var overfyldt på den gade de gik på, hen over dem kunne man høre vinger baske. Engle, dæmoner fløj over dem. Længere oppe fløj ørnelignende væsner, hvor de passede meget godt til beskrivelsen af en grif. Så gled en skygge hen over dem og en stort væsen skyggede et øjeblik højt over dem. Det var meget svært at se hvad det var, mens dens store flagermus lignende vinger og den turkis glinsende skæl og den store øglehoved med horn, tydede på at det var en drage. Men den havde kun bagben og ikke forben som andre. Man kunne ikke rigtig vurdere størrelsen på den, men en lille tand mindre end ilddragen de mødte ikke for længe siden. Vejen de gik op af gik opad og da den begyndte at gå ned igen, så man langt mere af byen. En stor borg lignene bygning der var gravet ind i klippevæggen, var nok en km væk. Masser af stenhuse skød op gennem jorden, og langt ude langs væggene kunne man se at huse var gravet ind i klippevæggen. Man kunne se at de store hovedveje mødtes her længere fremme og spredte sig ud til tunneler langt væk. Crasie førte dem så af en mindre og roligere vej. De var kommet ud af markedspladsen og var kommet ind i byen. Stenhusene var skåret flot ud og flere figurer pyntede husenes vægge. Mange af husene var hvide, men nogle få var i andre farver. Nu stoppede Crasie foran en hvid/grøn hus og kiggede op på skiltet som hængte udenfor, på den stod den flyvende mink. Der var et billede af en mink der blev skydt afsted med en katapult.
"Så er vi her, dette er vores kro"
Crasie gik med Camille derind. Det var som at ha gået mange år tilbage og stå i en middelalder kro, mens pænt var det. Der var borde omkring hvor nogle få stamgæster og sad og snakkede, og op ved disken stod en klassisk stor lidt tyk kroejer og tørrede glas af. Hans grønne øjne hvilede på dem og så så smilte han.
"Jeg troede ikke at du ville komme igen. Vel det sædvanlige værelse"
Så opdagde han at hun var sammen med Camille, og så på Crasie med rynkende bryn. Han havde normalt aldrig set hende være sammen med nogen, han havde kun set hende snakke lidt med stamgæsterne og så med ham selv, men hun har ellers ikke haft kontakt til andre sådan set.
"Giv mig to af værelse af lidt af dine fine af slagsen"
Sagde Crasie venligt men dog lidt tørt, for hun kunne tydelig mærke at kromanden undrede sig. Men han undlod at spørge og tog 2 nøgler frem og lagde på disken, og Crasie lagde nogle mønter.

" dét kunne du godt have forberedt mig på...så jeg kunne nå at nappe nogle mønter fra et museum " anklagede hun for sjovt og forsatte " .nu kan jeg vælge mellem at vaske op eller lægge dem af...tough choise " grinede hun.
De begav sig afsted og Camille måtte nogen gange standse op , bare med dét formål at se sig omkring.
Dét var jo både forrykt og bjergtagende ...som et eventyr...Camille havde ikke set den del af verdenen før...og var dét ikke lige en drage ? To drager på en dag.Tristan ville have syntes stedet her var for vildt.Kunne han ikke lide drager når han var dusør jæger ? Dét måtte hun huske at spørge ham om, hun fandt dem vidunderlige.
De kom til kroen og Camille måtte klemme inde et lille fnis da hun så.skiltet.
Den velkomst Crasie fik af kro ejeren, bekræftede at hun havde været her mange gange før.
Hun så sig om, krogen mindede lidt om den fra ringenes herre ....hvis man så bordt fra der manglede 'en Aragorn ' i hjørnet..* too bad* tænkte hun og smilede skævt til kroejeren , da hun tog den ene nøgle.
Han stod tilbage med et fjoget udtryk i ansigtet og kiggede efter de to der begav sig op af en snoet trappe til første sal...hvor en masse værelser lå på begge sider af en lang smal gang.

Crasie stilte sig op af en dør og stak en nøgle i camilles hånd.
"dette bliver dit og mit ved siden af"
sagde crasie og åbnede selv døren op til hendes. Da camille selv åbnede mødte hun et mellemstort værelse, der var en enkel seng og en kommode, og et skab. Der var en dør, som stod åben og det lignede badeværelset. Hvis hun gik ind så lignede det meget en almindelig dog var der et stort dejligt badekar, som tiggede om at gå i og ligge og flyde. Men der var ingen elektriske lamper, men godt nok en fin olielampe hang på væggen. Det sammen var det også inde psoveværelset, der hang små olielamper. Crasie kom ind efter lidt og så halv utålmodigt på hende.

"nrå er man snart færdig, vi skal hurtigt et sted hen."
Sagde crasie med et smil, for hun havde tænkt at de to skulle deltage i turneringen. Crasie har prøvet det før og var så tæt på, men så kom en være svartelver til mina i vejen.

Camille gik indenfor og blev behageligt overrasket .
Dét var et ganske udemærket rum, med de fornødende faciliteter der skylle være.
Svært begejstret blev hun da hun så at der var badekar...hun elskede bare dem, og have så ganske sjældent mulighed for at ligge i et.
Hun pakkede et par småsager ud, da Crasie kom tilbage og stoppede hendes gerning.
"Vi kan da tage afsted nu hvis du ønsker ...bare du lover vi er hjemme i aften. Jeg må bare udnytte dét badekar" grinede hun til Crasie.
"Er vi smuttet så ?" Hun greb ud efter sin rygsæk hvor hun havde efterladt enkelte ting.

Crasie kunne ikke lade vær med at smile ad hende, camille bragte virkelig det gode op i crasie.
"jo det gør vi"
sagde hun mens hun drejede omkring. Da de gik ad trappen ned til kroen, kunne man straks høre at flere var kommet. Nogle snakkede højlydt på et grovt sprog. Da de kom der ned sad to væsner ved barstolene ved disken, og krussene klaskede imod hinanden. De havde grovt halv krigertøj, men hvor deres store muskelløse kroppe blev vist frem. De havde store firkantede ansigter, store øre og skaldede. To store tænder stak frem fra deres underkæber. Deres små øjne der sad længere ind i kraniet kiggede imod hinanden. Deres grønne hud fik et gyldent skær fra bålet i ildstedet. Dette var ogrer, og camille havde sikkert hørt om dem før, de var krigerisktisk race, og man kunne tydelig se de store økser siddende fast i bæltet. En af dem havde mange hakker, som lignede tegn for alle de ofre der har faldet for den drabelig økse. Crasie førte dem forbi men så kaldte kroværten på hende.
"skal i også have aftensmad? Du har du jo betalt med i prisen"
crasie trak på skuldrene og førte dem helt ud. Hun tog fat igen i camilles arm og havde et gylden mystisk blik i sine øjne, det var tydelig at hun havde noget i ventede for camille, som crasie glædede sig til at vise hende.
"okay jeg forklar lige noget. Denne turnering som du har hørt, ja det er på den måde vi skal skaffe tvillingeknivnene. Sig ikke noget lad mig tale ud. Højkongen som er leder for denne by, laver hvert 20 år en k æmpe stor turnering større end du overhoved kan fatte. Tilgengæld den eller dem der vinder må få lov til at tage en hver en ting fra hans almægtige skattekamre, der ligger de mange af verdens skatte. men turneringen er ikke den som du kender, jo i princippet. Men det forgår langt anderledes. Alle deltager kan stille en leg eller spil, som flere en mindre kan deltage. Det kan jeg forklar nærmere senere, men så bliver der hele tiden trukket lod om hvem der deltager i hver enkel runde. Jeg ved nok det lyder skræmmende men det gode er at vi er to, for så kan vi hjælpe hinanden, selv kun hvis en deltager i runden. Jeg kan forklar det nærmere hvis du har vel og mærket lyst"
crasie så spørgende på hende mens hun førte dem omkring. Hun ville så gerne have at hun sagde ja. Faktisk betød dette meget for hende.
"men kun hvis du vil"

Camille havde vildt lyst til at kigge nærmere på ogrerne , men hun havde opfattet at de ikke var så tålmodige og at dette ville virke på dem som en provokation ,en indbydelse til kamp...så hun kiggede Istedet stift frem og lod Crasie styrer hende ud.
Så blev hun opmærksom, meget endog som Crasie begyndte at fortælle om turneringen.
Dét lød spændende, hell...dét lød fabelagtigt..men på et tidspunkt måtte hun lige stoppe op og slå bremsen i.
"vente...vente..."sagde hun og holdt begge hænder ud foran sig .
"Vil du have at jeg også deltager?" Camille havde godt regnet ud at Crasie naturligvis skulle dyste, men at sætte Camille til det var da lidt af et selvmål.Hun så bekymret ud.
"Crasie...jeg har da ikke nogen chance what so ever. Mod dem...dem der bor her !" Begyndte hun.
På den anden side...hun var ikke typen der takkede nej til en udfordring, og måske ville de undervurderer hende så kraftigt at hun faktisk kunne ...gøre et eller andet?
"Mener du dét ?" Spurgte hun igen, denne gang med spændning i sin røst.

Crasie kiggede alvorligt og indtrængende på hende
"jo da. Denne turnering handler ikke kun om styrke, men og list, snuhed og klogskab. Og det er jo en kraftig evne du har, du skal bare være kreativ. Som f.eks inden inden runden begynder kan du bruge din evne til at binde en persons snørbånd sammen, bare så simpel som det kan gøre en stor forskel. Men hvis vi deltager sammen som et hold får vi sådan en ting, som gør at vi kan snakke med hinanden gennem tankerne, selvom den ene er i en runde og den anden sidder udenfor. Du er altså ikke så svag som du tror du er"
man kunne tydelig se at hun mente det fuldt ud og så oprigtigt på hende. Crasie mente virkeligt at camille ville kunne klare det, crasie har selv prøvet det jo så hun kendte til spillet, det varr lidt barsk men det gjorde det også nemmere at kunne klare det unfair.

Camille stod lidt og vægtede for og imod..
Det var sandt at hendes evne var blevet en hel del stærkere, efter hun havde fulgt Zeans råd og have arbejdet målrettet på at bedre hendes koncentration.
Måske skulle hun nu have nogle af hæmningerne væk, der ligesom også blokerede.
"Ved du hav...vi gør det sku...jeg deltager og vi nakker dem " sagde hun og sendte et stort smil afsted til Crasie. " Sålænge det ikke er med livet som indsats, det går jeg ikke ud fra det er ?" spurgte hun så i sjov men mærkede alvoren lige røre på sig også.
I egne som dette og med væsner af alle slags , var det umuligt at vide sig sikker.
Men i turneringer plejede kodex og begreber som ære også at spille ind...det skulle nok blive interessant.
De begav sig afsted.

Crasie så lidt på hende før hun svarede.
"nogle af legene kan man dø på og de to regler der gælder, er at man skal gøre det for at klare lgen og ellers er der ingen andre regler. Du kan vælge at dræbe din modstander hvis du vil"
crasie syntes ikke at det var fair, hvis hun ikke fortalte at der var risiko, for der var flere som døde under legene. Men hun håbede så meget at det ikke ville holde camille tilbage, og crasie ville være der for at hjælpe hende, selv hvis det blev med hendes eget liv som indsats. De kom nu til en af hovedvejene og den førte til en stor tunnel med 10 meter til loftet.
"det er også derfor der er så mange her er pga turneringen. Normalt plejer der være halvdelen selvom det stadigvæk er mange. Kongen tjener utrolig mange penge på det, og det er derforhan overhoved vil give en af hans skatte ud. Men han gør det også for sit folk, for dværgene her tjener utrolig meget på det her"
forklarede crasie, men de gik. Der var mange folk der gik og herinde var tunnelen ikke oplyst af hullet i loftet, men af hvide sten som lyste op langs væggen. Camille hørte hove fra en hest trampe lige bag ved hende, og mærkede lige en varm hånde i nakken. Hesten var ca halv gange større end normalt. Den var hel sort, men havde eb rød blis i panden, rød manke og rød hale. Hesten trav videre forbi hende, og nu kunne man se ejeren. Det var en person, som var iført en sort blank rustning med røde kanter. Han havde hjelmen under sin ene arm. Han havde sort langt hår og var virkelig påæ. Han lignede virkelig en ridder, og han vendte blikket imod hende og lavede en hilsen. Mens hesteb trav forbi. Da de gik kom de imod enden af tunnelen, begyndte de hele af lyse mere op og da de kom ud var der et fantastisk syn, som var overvældende. Dette var areanaen og den var langt større en man kunne forstille sig. De stod øverst oppe og så ned af den. Denne areana var nok 3-4 gange større end den store og ellers kendte areana i rom. Der var plads til atter mange tusinde og tusinde. Og banen der nede var kæmpe stor, og så ud til at have utrolig mange muligheder,fra den ene ende til den anden var der nok en km. Der var højt til loftets og i loftet hang en stor krystal kuppel og sollys strømmede igennem den, så lyset blev spredt overalt. I hver ende af banen var der en stor rund ting, som kunne næsten ligne et lykkehjul. På den ene side af publikum pladsen højt oppe var det speciel designet, og lignede til der hvor kongen ville sidde. Crasie førte camille videre til en kø, som ikke var særlig lang.

*man kan dø * for gennem hendes hoved.
Hendes forsvarsmekanismer kom på overarbejde, og efter lidt tid havde de fået hende overbevist om at det naturligvis ikke ville ske.Mange ville nok havde trukket hendes hjem og spændt hende fast til et bord, så hun ikke kunne deltage, men nu havde hun altsår lagt sig fast på at deltage.Og hun havde så mange følelser i nden i , hun trængte til at få...afløb for.Fandtes der er bedre måde?Ikke en Camille lige kunne se.
Hendes hånd røg om i nakken, då en varm ånde ramte.Med store øjne så hun den enorme og vildt smukke hingst og ridderen der sad på den.Han var som taget ud af et eventyr og da han hilste, skyndte hun sig at lave et knejs i hilsen retur, var det mon sådan de gjore her?
"Hvem var det ?" hviskede hun nysgerrigt til Crasie, en mand af den format kunne ikke være en hvem som helst.
Arenaen...wow.
Den slog næsten pusten ud af hende.Prangende på enhver måde, overdreven stor og vidunderlig bygget. Camille studerede den nysgerigt.Hun havde lidt svært ved at se sig selv dernede, med så mange tilskuer som der givevis ville være.
De hik til en kø, hvor der ikke var mange, garanteret der man skulle melde sig til.
Hun trommede lidt rastløst med hænderne i siden, hvorfor var der ikke flere deltagere?
Hun kiggede forventningsfuldt på Crasie.." Nå...glæder du dig ?"
og så spejdede hun efter andre kendte ansigter i mængden, men ingen synes at virke bekendte.