friskfanget # Tristan#

Tristan nåede endelig frem til hytten og måtte næsten sparke døren op ad utålmodighed. "Du skulle bare lige vælte rundt skulle du ikke kvinde?" Mumlede han halvt irriteret og halvt bekymret.
Efter at have tændt noget lys ved at bruge sin albue fik han borede hende hen til soveværelset og lagde hende ned midt på sengen. Hun virkede ikke til at reagere endnu.
"Hey Camille, Camille, hey!" Prøvede han og ruskede blidt i hende, hvad gjorde man lige i sådanne situationer? Med et bump satte han sig ned på sengen og ruskede til hende igen. "come on.." Mumlede han uforståeligt og bed sig i læben.

Hun var langt væk...registrede bare et slags bump , men intet andet da Tristan fik hende gelejdet ned og ligge.
Dér hvor hun var ...undrede hun sig over ordet fe....havde hun fe blod i vener og arterier ?
Hun synes pludselig at fornemme nogen der brød ind, blanede sig....ville have hende til at forlade stedet hun var med sin mor.Camille mærkede noget irritation spire inden i , da den lille krop begyndte langsomt at vågne op , og hun nærmede sig bevidstheden igen.
Hun hørte en stemme hun kendte så godt ....Tristan ? Var dét ham der tog hende væk fra hendes mor ?Hvad ville han dog dét for ?
Hun åbnede langsomt sine øjne og så sig lettere forvirret omkring.
Ikke orienteret i tid og sted, og ikke helt klar over hvad der var sket.
Dét eneste hun huskede klart var at hendes mor lige havde været der , at hun slet ikke var død med i elvernes rige og at Camille så ud til at være halvt fe.
Hendes øjne faldt på Tristan, og hun anede ikke hvad hun skulle sige.

Tristan spærrede øjnene op da det så ud som om hun var ved at vågne. Han åndede lette op da hun åbnede øjnene og blev klar over at han taget fat i hendes hånd og flyttede dne lynhurtigt igen.
"Phew, lad vær' med det! Jeg troede næsten at det var alvorligt!" Udbrød han og kunne ikke lade vær' med at bemærke en hvis forvirring i hendes blik. Det lignede hende slet ikke. "Vent, hvad skete der?" Spurgte han så og kiggede intresseret på hende. Hun var bare faldet om efter at have mumlet noget med sin mor, var hendes mor ikke død?
"Var det noget med din mor?" Afsluttede han og rejste sig op for at gå hen og åbne vinduet i værelset for at få noget luft ind, der var en smule støvet.

Camille kom hurtig ud af sengen og op på benene, ikke helt ulig Bambi.
Hun gik uden at svare ham, ud i køkkenet efter en sodavand, åbnede den og drak en del.
Med et beslutsomt udtryk i de stadig forvirret øjne, gik hun ind i soveværelset igen og sagde hårdt til Tristan."dét skulle du ikke have gjort....du skulle IKKE have vækket mig Tristan".
Hun satte sig på senge kanten , lidt uforstående over hendes eget udbrud.Dét var som nogen trak i hendes sjæl...eller en del af den ...hendes mor ?....og ønskede hun skulle skubbe dem væk, som havde betydning...så Camille nemmere kunne komme med hende.

Tristan reagerede ikke rigtig da hun gik ud, men stod bare ved vinduet. Han var lidt forvirret over hendes underlige opførsel, men ville så vidt muligt lige lade hende vågne.
Han snurrede hurtigt rundt på hælen da hun kom ind igen og kunne mærke en stig af irritation ved hendes ord? Skulle han ikke have hjulpet hende? bah!
"Nå okay, så jeg skulle bare have ladt dig ligge der? Hvad er det du fabler om?" Svarede han irriteret og forvirret. Han vente hovedet imod vinduet igen.
"Tale om utaknemmelighed.." Mumlede han stadig irriteret og fattede ikke helt hvad hun havde gang i.

" lade mig ligge , hvad fabler du om ?...jeg var hos min mor Tristan...og du hentede mig tilbage...jeg skulle have haft mere tid ".
Dét var sandt at hun endnu ikke var kommet helt til sig selv, hun kunne ikke huske hvad der var sket lige inden hun mistede bevidstheden, men dét kom så småt tilbage eftersom minutterne gik.
Hun hørte sine egne ord og sukkede, dét lød jo skørt, hun kunne selv høre dét.
"Tristan...hun vil have mig med...hvad skal jeg gøre...jeg vil jo ikke forlade d-di...dét her...men jeg savner hende så forfærdeligt ".Camille havde ikke skyggen af tåre i øjnene, de var store og nervøse og kun stemmen havde et svagt hint af vildrede.

"Jeg...var..hvad?" Mumlede han og vendte sig rundt imod vinduet igen. Var hun blevet skør? For meget ilt til hjernen måske?
Han sukkede og drejede rundt for at sætte sig ved siden af hende på sengen. "Helt ærligt så har jeg ingen ide om hvad du drømte og jeg vil ikke prøve at bedømme det for dig" Svarede han og kiggede så væk. "Så længe du bliver her..." Han mumlede næsten det sidste, men var alligevel sikker på at hun hørte det.
"Din mor siger du..?" Sagde han så efter et par sekunder og kiggede på hende igen. "Hun har allerede forladt dig en gang ikke? Jeg har ikke tænkt mig at lade dig forlade mig for en person som efterlod hendes barn til en ustabil mand"

Camille var overbevist om dét ikke bare var en drøm, Tristan havde jo selv set hende.
Camille fulgte ham med øjnene da han kom over og satte sig.
Hans ord skar i hendes hjerte, da han bragte på banen at hun var forladt....hvorfor var hun blevet dét...hun havde jo troet hendes mor var død...men hun var bare gået...havde efterladt Camille, det var jo endnu værre. En pause fulgte.

Så gav hun ham et lille svagt smil, hun havde jo ikke lyst til at forlade hverken ham eller resten af hendes liv.Hvordan mon der var i elvernes rige?, hendes mor så både smuk og glad ud.
Hun huskede der var mere hun burde fortælle Tristan, så var der éen mere der kendte til sandheden...hvis nu....
"Tristan...hun var dét man kalder en fe...jeg er halvt fe og halvt menneske " .
Hendes stemme var skiftet til monotom, altid havde hun benægtet at være andet end menneske, hvordan skulle hun dog forholde sig til dét...hvordan ville andre ?

Han kiggede lidt på hende med sine lysebrune øjne uden at sige noget. Så tog han sig til hovedet med et suk.
"Jeg troede at feer for længst var uddødt på grund af deres svaghed overhed overfor andre væsner..." Mumlede hanog tænkte over det. "Det forklare meget vel hvorfor du altid er så hjælpeløs" Han vidste at det nok ikke var det bedste tidspunkt at drille, men det lå bare i hans natur, og han håbede at hun forstod den dybere mening, at han ikke dømte hende på det. Det stod alligevel ikke i hans jobbeskrivelse at han skulle jagte feer, de var jo uddøde.
"Fortalte hun dig i den ...drøm, hvorfor hun forlod dig?" Sagde han så og kunne ikke helt skjule sin irriation over Camilles mor. Det var bare ikke okay at efterlade sit barn.

Hun slog ud med armene og svarede på hans typiske mande kommentar "Jeg er altsår ikke...hjælpeløs...bare en anelse...uheldig indimellem " og så puffede hun blidt til ham for at vise at hun ikke længere var vred.
"hvorfor bliver du hed med at sige drøm...du så hende jo Tristan...det var min mor dér i skoven....og nej, hun sagde intet om dét ...måske næste gang ?" Camille lyste op som et barn i en slikbutik, hun kunne næsten ikke vente, mon dét blev snart og måske varede besøget længere næste gang...mon hun kunne besøge ,tage afsted på egen hånd ? Mange spørgsmål pressede sig på.
"måske skulle jeg besøge hende....hun er jo min .mor...jeg har savnet hende i 10 år nu...hendes kærlighed og Kærtegn * talte hun med et lysskær i øjnene der varslede at hun var ved at ligge planer.

Tristan fnøs ved hendes bemærkning, men sagde ikke noget... *Lad os lade hende forblive i troen* tænkte han og himlede med øjnene, hun var indeed hjælpeløs det meste af tiden.
Han blev så lidt mere alvorlig i tonen. Hun var jo helt ude af den, snakkede næsten i tåger. "Camille, jeg ved ikke hvad jeg så og jeg ved heller ikke hvad du så, men du faldt om og om det så var virkeligt hvad du oplevede eller ej, så har jeg en dårlig fornemmelse. Lad være at besøge hende, jeg tror ikke hun har i tankerne at et visit er nok" Svarede han og vidste at hun nok ville erklære sig uenig. Sådan var hun bare, tog ikke et godt ord ind.

Hun så på Tristan.
"dét var ægte nok , desuden har jeg ikke indtryk af jeg slog mit hoved da jeg faldt.....dét gør slet ikke ondt ?" Konstaterede hun og følte lidt rundt på baghovedet med en hånd.

Hun så på Tristan igen...Han kunne umuligt være alvorlig, at hun ikke skulle besøge sin mor...fravælge kontakt når den var mulig...after all that time ....
Hun sukkede tungt , da hun kiggede væk fra ham og ned på sine hænder som hun sad og pillede ved blusekanten med, selvfølgelig havde han jo ret i hendes mor ikke ønskede et besøg, hun ønskede Camille forlod denne verden og kom til hendes .Dét havde været meget utvetydigt.
"Skal jeg lave noget kaffe ?" Spurgte hun, mest fordi hun var usikker på hvad hun egenlig ville lige nu...kunne hun stå imod moderens ønske om at være sammen med hende igen ?

Tristan kiggede lidt dumt på hende. Ikke indtryk af at hun faldt....Sjovt nok... "Hvem tror du der var skyld i at du ikke fald?" Svarede han lettere irritabelt og viftede med en hånd. Han lænede sig lidt tilbage og kiggede op i loftet, lidt ukomfortabel ved hele situationen.
"Nej det behøver du ikke, har ikke så meget lyst til kaffe.." Mumlede han utydeligt og lagde en hånd på sin nakke.
"Lad nu være at gøre noget dumt prinsesse.." Mumlede han derefter og rejste sig for at gå ud i køkkenet. Det var egentlig ikke af nogen grund andet end at komme væk. Så han stilte sig bare op af et køkkenbord og sukkede irriteret.

Hun så lidt uforstående på ham...havde han sørget for hun ikke faldt ?
De havde jo også været i skoven under hele episoden, men hun var vågnet op her.Hvordan hang dét sammen, havde hun gået rundt som i søvne ? Havde han båret eller nærmere slæbt hende hele vejen tilbage ?stakkels ham, blev hun enig om, uanset hvordan dét var forløbet.
Tristan rejste sig og hun måtte kommenterer på hans mumlen " helt ærligt..siden hvornår...", men så var han væk.
Hun smed sig ned på ryggen, i et lille minuts tid inden hun rejste sig og gik ind i stuen.
Da Tristan ikke var at se der forsatte hun til køkkenet hvor hun fandt ham, surmulende.
" tak for hjælpen " sagde hun stille, hun kunne ikke huske hvad eller hvordan men naturligvis havde han en hånd med i spillet , han havde sørget for at få hende 'hjem'.

"hey..grumpy...hvad med om vi aftaler jeg venter med et eventuelt besøg , til hun har kontaktet mig igen....så er jeg forbedret og kan stille nogle spørgsmål, og når der forlægger flere svar kan vi...kan jeg beslutte mig , okay ?"
Camille lænede sig af dét modsatte køkkenbordet og stod overfor ham.

Tristan rystede opgivende på hovedet, men kunne ikke lade vær' med at smile alligevel. Som om at han havde tænkt sig at lade hende tage den forkerte beslutning, men det behøvede hun jo ikke vide.
"Nu for vi se" Svarede han og lagde hovedet på skrå hvorefter han slog ud med armene "Og hvad for dig til at tro at hun rent faktisk kommer igen?" Fortsatte han mere alvorligt, men stadig med et smil for at skjule det. Hun var så naiv at hun ikke engang gad skjule det, det var ... underholdene.
Han kunne ikke helt lægge låg på at han ikke ønskede at moderen skulle komme igen, hun var væk og burde forblive det.

Camille kunne fornemme hans modstand, men kunne ikke helt forstå hvor den kom fra.
Hendes mor havde haft en tilsvarende mod Tristan, ikke at hun ikke kunne lide ham ,dét kunne hun og var glad for han tog hånd om hendes datter, hun ønskede dog ikke at Camille havde nogen bånd der kunne friste hende, binde hende til denne verden....hun ville have Camille med til sin.
Dét var så tydelig en vibe, at selv en udviklingshæmmet ville opfange den.
Camille stod lidt uroligt og så på Tristan med udslået arme, hun tog sig sammen og sagde "hun kommer Tristan....tag ik fejl".
For at købe sig lidt tid,lod hun Tristan tro at han ville have indflydelse, at hun ville dryfte dét med ham...men når dagen kom ville hun naturligvis selv bestemme.

Tristan folede armene over kors og rettede sig op fra køkkenbordet. Han gik roligt hen og lod sig dumpe ned i sofaen. Han kunne virkelig ikke li' denne 'mor' kald det en dårlig fornemmelse, men noget var ikke som det skulle være.
"Jeg tror nærmere at jeg ville foretrække at hun blev væk.." Sagde han så lavt at han var sikker på at hun ikke hørte det. Så besluttede han at ændre stemningen og slog ud i sit kendetegns drillende grin. "Så tror du jeg gjorde et godt førstehåndsindtryk?" Drillede han og så tænksom ud.

Camille stod og vippede lidt frem og tilbage på fødderne.
Hun spekulerede lidt på om hun havde fået tilkaldt, opnået kontakt til sin mor, med dét lamme forsøg ved alteret? Eller om hun ville været dukket op uanset ?.
Hun fulgte efter Tristan , med sin sodavand og en rød en af slagsen til ham.
Hun satte sig i sofaens anden ende og trak fødderne op.Hun rakte ham den røde sodavand "for you kiddo" smilede hun og blev så lidt forlegen ved dét der ganske givet skulle være en joke.
Hun vægtede sine ord og svarede så " hvis nogen fyr var tiltænkt mig, var du sikkert hendes valg " og sendte et opmuntrende smil.

Tristan tog imod sodavanden og åbnede den med en hurtigt bevægelse. Hvor mange sodavand havde de lige i huset?
Han smilede flabet over hendes pludselig forlegenhed og overveje at rage mere i det. "Det ser jeg så som noget godt" Svarede han først og så igen tænksom ud. Han påtog sig en nedslået grimasse og kiggede frem for sig med et tomt udtryk. "Men ingen er tiltænkt sig.." Det var selvfølgelig påtaget og han havde mest af alt lyst til at grine, men et eller andet sted var han nysgerrig efter hendes reaktion og lod vær'.

Hun vred sig lidt, hendes første mål gik fint...passede hun ikke på nu ville dét ende med selvmål, for Tristan besad en eminent evne til at lokke oplysninger og info ud af hende, mest fordi hun nødigt ville lyve for ham.
Hun forsøgte dog , med en fin balance af sandhed og undvigelse...
" naa...you know me....besværlig som bar fanden ." Hun drak lidt af sodavanden og forsatte så..."man vælger jo ikke altid selv, nogen ting kommer bare ikke, selv om man ønsker dét ".
Hun forsøgte at holde samtalen lidt fra hende selv og mere som en tese.

Tristan fangede lynhurtigt hendes forsøg på at holde det på afstand og rettede sig lidt op. Dette skulle nok blive interessant...
"Når du siger 'man'" Begyndte han med et 'know it all' smil og tog noget af sin sodavand. "Så siger du jo intet om dig, og det var ellers det jeg fiskede efter" Han afsluttede og lænede sig tilbage med armene foldet over brystkassen. Han rodede lidt i det orange hår med sin venstre hånd og gabte en gang, uden rigtig grund, så træt følte han sig heller ikke, men det havde jo også været en lang og i den grad udmattende dag.

Hun stønnede lavt, naturligvis lod han ikke det passere.
Hun forsøgte en anden vinkel, med lidt ironi..." Altsår...jeg har mange talenter...men jeg kan ikke spå om min fremtid Tristan.....jeg har haft en del kærester...dét har jeg jo fortalt, men når dét bliver for ...snært...gider jeg ikke mere...enkelte lukker jeg ind , helt ind...men ikke nødvendigvis fordi de er kæreste med mig, om dét er gængælt betyder mindre." Nu rakte hun ud efter remoten, fastsat på at finde en musik kanal og undgå både øjenkontakt og spørgsmål.

Tristan kiggede ikke på hende, men lod blikket glide hen på tv'et som hun lige havde tændt. "Hmmm..." Mumlede han skeptisk og rystede lavt på hovedet. Hun svarede ikke helt fyldestgørende, men han gad ikke rage mere i det, det kom der intet godt ud af.
Efter endnu en tår af sin sodavand kiggede han hen på hende igen og besluttede at skifte emne. "Du ved godt at jeg claimer sofaen inat alligevel ikke?" Sagde han så og smilede svagt. Ikke tale om at hun skulle sove der når han lige havde været bevistløs i en halv times tid.

Hun drejede sig og så udfordrende på ham..."hør...skal livet med dig være en lang kamp ? Er du ikke en mand af hans ord? Vi har jo allerede aftalt at sofaen en min og nu finder jeg lige en ekstra dyne, dét er sent og jeg er træt " afsluttede hun hans 'bævl' og gik ind i soveværelset og kiggede i skabet om dynen mon lå der ?* hvorfor er den mand bare SÅ stædig...jeg vil vædde med han kunne snakke væsner ihjel med hans bla bla....han behøver såmen ikke andre våben * kørte hun derud af i tankerne og trak en dyne ud.

Han ventede lidt med at svare til hun var gået og råbte så ud til hende: "Glem det! Du besvimmede, jeg tror lidt det hæver tidligere aftaler og gør mig retmæssig ejer af sofaen" HAn smilede triumferende for sig selv og tog det sidste af den røde sodavand som stod på bordet foran ham. Han havde ikke ligefrem tænkt sig at flytte sig. Hvis hun afslog kunne han jo bare blive siddende til hun mistede tålmodigheden.