friskfanget # Tristan#

"man skal ikke tro, man skal vide Tristan og sofaen er min....hvis du ønsker at udvise omsorg for mit helbred, så lad vær at diskuterer dét i en time ,ik " råbte hun fra værelset med et triumferende smil om munden.
Hun kunne spille på hans samvittighed, lige til han gav op.
Og han var mere træt end hun var, han havde allerede gabt flere gange.
Hun vendte smilende tilbage til stuen med linned og dyne i armene.
"Well prince charming...move over " kommanderede hun.

Tristan lod vær' med at svare, men folede bare stædigt armene over brystkassen. Han blev siddende hvor han var indtil hun kom tilbage og rykkede så ca 10 cm til højre hvorpå han kiggede triumferende op på hende.
"Not moving from this spot" Svarede han og rystede på hovedet. Så rettede han blikket imod tv'et og tilføjede. "Ey, deler du lige den dyne der?". Han lænede hovedet lidt tilbage for forsøgte at se ligegyldig og ikke intresseret i at flytte sig ud imens han kiggede på tv'et.

Hun mærkede sit temperament røre lidt på sig .
Hvor typisk ham...men armene over kors og dét hele...hvor var han..Argh!
"jamen naturligvis "svarede hun på dynespørgsmålet og kylede dynen ned ,som sigtede hun målrettet efter ham.
Selv satte hun sig helt ned i modsatte ende af sofaen, klemt op i hjørnet og hev med en irriterende bevægelse i dynens ene hjørne.
" dét bliver en meget lang nat...den er bare ikke bygget til to "sagde hun og lavede øjne og en lille grimasse til ham, der skulle vise han var...håbløs.

Tristan var kun få millimeter fra at få en dyne i hovedet, men heldigvis reagerede de gode reflexer hurtigt nok til at han kunne nå at få en hånd frem for sig til at tage imod dynen.
"Det bliver en lang nat og nej, så du må hellere gå ind i seng" Blev han ved og lænede sig komfortabelt tilbage i den bløde sofa.
Hvorfor kunne hun ikke bare gå ind og sove istedet for at være så...arg!
Han lod det ikke vise at han var utålmodig, det ville bare opmuntre hende.

Hun skulede ned på ham " seriøst ? Vi havde en aftale....kan jeg ikke stole på dig ?" Hun forsøgte at.se rimelig sur ud, men der var bare noget ved at se ham sidde der i sofaen , i hendes 'næsten' sommerhus.
Hun sukkede lidt, trætheden var alligevel ved at snige sig ind på hende .
"Kom nu Tristan ...vi havde en deal ! ......jeg kunne jp altid smide dig ud !" Forsøgte hun at true, velvidende at hun sikkert ikke kunne flytte rundt på ham, hvis hun virkelig havde ønsket dét.Men dét skulle da ikke være grund til ikke at forsøge.

Han grinede lidt og vendte blikke imod hende efter at have hørt alt hvad hun sagde.
"Smide mig ud? Babe, you wouldn't dare, du skylder mig" Smilede han og gav hende et bedrevidene blik inden han kiggede på tv'et igen.
"Og desuden, som jeg sagde, så blev vores 'deal' blæst af da du valgte at vælte rundt, du har brug for søvn mere end mig lige nu!" Argumenterede han videre og rystede hurtigt på hovedet for at få noget orange hår væk fra ansigtet.

". Don't push me....og jeg går ud fra din timevis flugt og kamp med en vampyr slet ikke betyder noget ?DU har også brug for søvn ".
Hun begyndte at hive i dynen ,der havde sat sig i klemme mellem Tristan og sofaen...hun kunne ligeså godt overgive sig...hun var helt sikker på han ville blive siddende dér dén halve nat uden at fortrække en mine.
Hun fik dynen væk og rejste sig mens hun mumlede noget med "at han skulle være virkelig glad for hendes mor ikke var her lige nu " og så forduftede hun ud på toilettet.
Her fiskede hun nogle engangs tandbørster frem og lidt vaskeklude og håndklædet...gjore sig i stand og direkte ind i soveværelset.
Hun ville under ingenomstændighed lade ham få færden af hun pludselig var blevet pinligbevidst om de var alene...hele natten.....selv om dét var i hver sin stue....fik hun dét pludseligt varmt.
Hun åbnede dét lille vindue og krøb under dynen, med al tøjet på....men dét var nu mere hvis der blev ballade med væsner eller...noget, overbeviste hun sig selv.

"Ey, det var ikke mig der besvimede og klynkede i søvne, jeg tror vidst lige jeg ved hvem der gjorde det" Halvt drillede han og grinede svagt.
Han fulgte hende diskret med øjnene med et tilfredst smil og strakte sig så. Det tog ikke lang tid at overtale hende heldigvis.
"Jeg formoder at du over giver sofaen til mig!" Råbte han efter hende og hen imod soveværelset. Han lænede sig lidt længere tilbage. Af en eller anden grund var der pludselig blevet varmt i huset. Han følte heller ikke for en dyne og tog istedet tæppet ved siden af sofaen omkring sig.

" Got that that right....jeg LADER dig få sofaen " kommenterede hun inde fra soveværelset og lå og funderede lidt over hvor længe hun havde været bevidstløs...og hvorfor hun åbenbart havde klynket, dét var da grænseoverskridende pinligt.Ren ammu' for Tristan.* shit* grinede hun for sig selv
Hun glædede sig til at få lidt søvn, dét havde været en lang dag...og den vampyr de havde dræbt...det sled stadig lidt på hendes samvittighed.Camille rakte ud efter lampen og fik afbrudt for lyset.
"Sleep tight Tristan ...og tak for nu....næste gang er den sofa min ".

"Hmpf!" lød hans svar fra sofaen imens han fortsat kiggede ind i den flimrende tv-skærm. Han gabte en gang og trak tæppet lidt længere ind til sig. Måske skulle han også lægge sig til at sove, det havde trods alt været en udmattende dag.
"Ja, godnat, nu for vi se med den 'næste gang'" Drillede han og slukkede tv'et. Der blev stille og mørkt, det var først der han rent faktisk oplevede hvor træt han var. Søvnen hev i ham og hans øjnlåg føltes meget tungere uden lyset og lyden.

Natten forløb roligt og fredeligt.
De eneste gæster der lagde vejen forbi dét lille sommerhus, var dådyr der kom for at græsse og egern der skulle finde mad.
Hen ad morgenen begyndte Camille at røre på sig.
Lige da hun slog øjnene op, kunne hun ikke huske hvor hun var og hun lavede nogle forvirrede spjæt og bevægelser mens hun mumlede "Hvad...hvor...hva sker der " og så kom dét lige så stille tilbage til hende.
Mon Tristan var vågen?Hun træk dynen til dude og listede ind i stuen og kiggede over mod 'hendes' sofa.

Tristan faldt hurtigt ind i søvnens rige og havde en dejlig nats søvn..Med underlige drømme tough. Det var noget med et mørkt rum. Han var i et mørkt rum, noget rørte på sig. Han prøvede at kalde, men var frosset fast. Lys spredte sig rundt i lokalet, noget ragte ud efter ham , noget fra lyset.
Han vente sig i søvne og hans drøm skiftede til noget langt mere ligegyldigt og random.
"Neeeej, ikke den sidste...det er den sidste ... kage!...Hvad... marsvin med.... Slips på..Ikke spise den!" Mumlede han i sin søvne. Det var morgen og solen var så smut begyndt at stå op, men han sov stadig tungt.

Camille listede ind i stuen og satte sig lydløst i en stol.
Hun synes dét var en rar fornemmelse at vågne og stå op og ikke være alene.
Gennem nogle år nu, havde dét forholdt sig sådan og nu kunne hun mærke hun savnede lidt....bare lidt....at have nogen omkring sig.
Tristan lignede lidt en lille dreng når han sov, hjælpeløs og kær.
Men dét bedste var dog underholdningsværdien.
Dét var fantastisk at høre ham tale en smule i søvne.Hvad trip udfoldede sig dog i hovedet på fyren?
Kager og marsvin med slips ?Camille begyndte at grine, højt....men ikke larmende højt, hun ville så nødigt forstyrre og vække ham .Dette var et moment hun ville ønske hun kunne indkapslet til evigt minde.
Hvad med mobilen, ville dét være for ondt ? Hun så overpå Tristan ,og kom op og stå....hvor havde hun nu fået lagt sin telefon ?

Tristan vendte og drejede sig lidt på sofaen. Ind imellem fægtede han lidt med hænderne frem for sig, eller slog en fod ind i væggen med en utilfreds lyd.
"Popkorntærte!...Nej...Nej det er ikke.... rigtigt..." Mumlede han fortsat og rystede på hovedet så det orange hår bare strittede endnu mere.
Han strakte armene i søvne og trak tæppet længere om sig. Så var han stille igen. Hvis der ikke var noget der vækkede ham, kunne han snildt sove til midt på eftermiddagen, men han foretrak nu at stå op så han ikke sov hele dagen væk, det ville være spild af liv.

*klik* sagde dét ds hun stoppede den lille videooptager i hendes mobil.
Hun smilede stort og listede over til sofaen hvor hun knælede ned.
I lidt tid sad hun og betragtede ham.Hun vidste godt at hun en dag, snart var nød til at fortælle ham ting....om nogen af hendes venner, måske hun kunne fortælle ham sandheden , blot undlade deres navne, så han ikke kunne skade nogle af dem.Der var jo nok grænser for hvor langt han ville gå for hende ,trods alt og han var jo dusørjæger.
Hun lod en pegefinger løbe fra hans pande, ned af tindningen og blidt hen over hans kind ,imens hun meget stille talte " Godmorgen sleepy head....Tristan ?".
Hun ville ikke pine ham med videoen, ikke lige nu...dét var rart at have lidt ammunition til en af de dage hvor han var for flabet.Hun smilede igen.

Tristan smilede lidt i søvne. Han havde lige haft den bedste 3-sekunders drøm nogensinde omkring den største lavkage han nogensinde havde set.
Noget forstyrede hans drøm og han mærkede noget løbe ned af hans ene kind. I drømmen kiggede han op for at se om det regnede og vågnede med det samme ved at sætte sig op i søvne og udbryde. "Neeej, det regner med sirup!" Han slog øjnene op og kiggede sig forvirret omkring, havde han lige sagt noget med Sirup? Det var som om det gav genlyd i hans hoved.
Så slog han blikket ned på Camille og det tog nogle sekunder at regne ud hvor han var.
"Godmorgen...?" Mumlede han og gabte.

"Rise and Shine sleepyhead " smilede hun varmt og gav ham en kindhest ,men ikke for hård.
"Dét er jo bedre end at gå i biffen og se en blokbuster at se på dig sove....mere action ..og en slutning man ikke kan gætte" sagde hun med et finurlige glimt i øjnene og rejste sig så op igen.
"Jeg smækker noget kaffe over...og finder noget brød " sagde hun og strakte sig, roede lidt i det morgen prægede hår og satte kurs mod køkkenet.
Hun grinede stille imens hun tilberedte dét forskellige i køkkenet.
Hun havde altid syntes folk var søde når de sov...uskyldige, skrøbelige og sårbare...så vågnede de og begyndte at tale.

Han kiggede sig dovent omkring og lod sig falde ned i sofaen igen med tæppet over hovedet. "Bare 5 minutter mere....." mumlede han søvnigt og viftede hende af med en hånd.
"lav noget mad kvinde!" Drillede han stadig døssigt og rystede på hovedet under tæppet.
Han havde altid ment at det værste i verden var at vågne og skulle stå op. Det bedste var til gengæld at sove videre, en dejlig følelse.
Han sagde sig selv imod og satte sig op igen imens han gned sine øjne i et forsøg på at vågne mere op.

Hun rumsterede rundt, ristede noget toast, lavede blødkogte æg ,skar noget melon ud ...alt sammen noget selv en køkken analfabet kunne klare.Hun rystede på hovedet, var dét ikke anden gang hun serverede for ham? Nu skulle dét ikke blive en vane Thats for sure , gik hun lidt og faldt hen egne tanker
Hun havde meget ihærdigt ladet hans 'kvinde lav mad ' passere men kun fordi hun havde den lille optagelse af ham på mobilen, så hendes humør var fremragende.
Hun baksede dét hele på en bakke og ligeledes to krus med kaffe og vendte tilbage til stuen hvor hun satte bakken ned på bordet med ordene " Tristan....hvis du tror du magter dét...så der morgenmad og kaffe". Hun satte sig og tog dét ene krus.

Tristan havde siddet lidt og kigget søvnigt ud i luften. Han havde slet ikke lagt mærke til da Camille kom ind med bakken med mad. Det sagde lidt om hvor lidt morgenmenneske han faktisk var.
Men lige idet hun nævte ordet 'kaffe' snappede han ud af sin trance og kiggede hurtigt rundt' "kaffe, HVOR?!" Han fik øje på krusset på bakken og ragte hurtigt ud efter det og tog en slurk. Det var varmt, men lige præcis så man ikke brændte sig. Kaffe hjalp altid på søvnighed, i hvert fald for ham. Han blinkede et par gange og kiggede ned på maden med et tilfredst smil. "Mad, konge!" Mumlede han og begyndte på et toastbrød.

Camille satte et æg i et bæger frem og skubbede dét over til ham "Kan du lide blødkogte æg ?" Spurgte hun og tog selv et også.
Hun var så småt begyndt at overveje hvornår de skylle tage hjem? Så snart dét lod sig gøre eller ?
Hun tog et toast og gumlede lidt på dét...Hun overvejede nogle ekstra vagter på skadestuen, dét ville være så trist ikke at få dét her sommerhus, intet andet passede bedre end dét.Mon dét kunne reserveres ? Til hun havde sparet lidt op?
Hendes opmærksomhed var igen tilbage på Tristan og Istedet for bare at gisne spurgte hun " Nå...syvsover, hvad gør vi i dag ?".

Tristan kiggede ned på ægget og tog en bid toast imens han med munden fuld mumlede noget med "Jeg elsker blødkogt æg" Og trak det over til sig.
Han gumlede lidt på sin mad og stirrede yderliger ud i luften. Han kiggede hen på Camille og færdigjorde sin toast. Denne gang sørgede han dog for faktisk at være fri for mad i munden da han svarede. "Vi tager vel færgen når vi er good to go, hvis ikke alt forvirringen igår og det faktum at jeg sejlede en færge på grund igår ikke har skabt for meget tumult til at de sejler" Svarede han eftertænksomt.

Hun snoede lidt hår ,en enkelt lil om en finger imens hun tænkte.
Hvordan pokker kunne hun helt glemme al balladen fra i går, der stod jo nærmest en kapret båd...eller skib der bar stødt på grund.
Nogen panik måtte dét vel næsten skabe, men måske skibet var blevet bukseret væk igen og var istand til at sejle.Et andet spørgsmål pressede sig på, et hun havde forsøgt at krybe udenom.
"Hvad med ...vampyren...hans krop...ligger den der endnu?" Hun følte sig lidt dum at spørge men i film blev de altid til aske eller noget...og hun havde sådanset ikke liiige slået en vampyr ihjel før...sin far ja, men han var en helt almindelig mand...eller menneske var han .

Tristan tænkte lidt efter at have taget en te ske af sit blødkogte æg. Han tyggede grundigt og sankt. "Nej, han var en ny vampyr og hans skaber har højst sandsynligt skaffet sig af med ham, spørg mig ikke hvorfor, det er et instinkt vampyrer har... Medmindre skaberen ikke nåede det, så blev kroppen nok fundet" Svarede han og vendte opmærksomheden tilbage imod sit æg.
"Har du det stadig dårligt over det monster?" Spurgte han så og kiggede for første gang den morgen seriøst hen på hende. Hun burde ikke lade det gå hende på. Det var bare et monster, og nu var der ne mindre.

Hun tørrede en krumme væk fra mundvigen og kiggede over på Tristan.
Hun vidste ikke om hun ville inviterer til en diskusion hvis de indlod sig på dét her emne.
Tristan vidste besked om Crasie og hendes personlighedder , han havde modvilligt accepteret at de var veninder, men Camille vidste at dét nok mest var for hendes skyld...dét troede hun ihvertfald, han havde jo ikke ligefrem sagt noget højt.
Men...de andre vidste han intet om.Hendes mentor Zean med hvem hun efterhånden tilbragte megen tid både på clubs og andre steder.Og hendes nye ven Samuel der var en varulv, ville Tristan bifalde dét ?
Camille ønskede at vælte dét hele ud over ham,hele sandheden, men hun ville ikke risikerer at ødelægge noget mellem dem.
Så hun nikkede bekræftende og svarede blot med et lille undskyldende smil "Yup...jeg er blødsøden ved du jo...også med væsner Tristan".