friskfanget # Tristan#

Tristan gjorde sig færdig og rejste sig op med en 'disapproving' rysten på hovedet. "Du er alt for blødsøden ved væsner" Svarede han kort og tog sit eget med ud i køkkenet hvor han vaskede det op og satte det på plads.
"Men måske skulle vi til at rykke ud, Sakref begynder at undre sig over hvor jeg er" Sagde han så og sukkede irriteret over Sakref mistænksomhed. Han følte godt at han kunne være åben og sige Camille sandheden for hvorfor han skulle tilbage, og hun kendte jo også til ham og Sakrefs partnerskab nu. Også hvis hun skulle til at lyve for hende havde det bare endt ud i at hun misforstod og blev såret. Noget han ikke ville tillade, heller ikke hvis det var hans egen skyld.

Camille så efter ham.Var dét bare hende eller blev han lidt kort for hovedet.
Hun turde bare ikke fortælle ham sandheden, han ville aldrig kunne forstå...eller jo måske hvis han fik lidt af den af gangen.Men hvordan.Hun måtte bare bede til deres veje ikke mødtes når hun hang ud med nogen af de andre, eller at Tristan ikke kunne se at de var...anderledes end mennesker.
Hun sukkede ,rejste sig og gik efter ham ud i køkkenet, hvor hun begyndte at vase op.
"du...jeg kan bare ikke lide når nogen skal dø ...hvis der ikke er en anden grund end at de ikke er mennesker .......
Og dét æder af min sjæl hver gang nogen dør....uanset, hvem der står bag ".

Tristan smilede lidt bredere imens han lyttede til hende. Han forstod godt at hun ikke brød sig som når nogen døde, og det gjorde han selvfølgelig heller ikke, hvis de vel og mærke var mennesker.
"Vampyren var død alligevel, flere dage siden, du reddede ham fra at slå andre ihjel" Svarede han ubekymret og nynnede lidt imens han satte det sidste på plads. "Og der er andre grunde til at dræbe dem, hvis det havde været fordi de ikke var mennesker, så havde jeg været imod hele dyreracen" Fortsatte han med et tryk på skuldrende.
"Som jeg sagde så redder vi andre fra at blive dræbt af væsner.. Det er derfor at overhovederne helst vil have engle og elvere i live. For at retsforhøre dem og måle deres psyke, hvis de 'go' bliver de sat fri igen" Han afsluttede og gav hende et opmuntrende smil med et lille glimt i øjet.

Camille tog sig til panden, dét med dyreracen fangede hun ikke helt, og et lille mavekneb gjore at hun ikke ønskede at spørge ind til dét ...ikke lige nu da.
" Hvem er så...ondest...efter din mening ? ". Hun var nysgerrig.Alle synes at have en slags særlig tilgang til engle, hvilke undrede Camille.Hun havde kun mødt en engel og hun var sku mere b.... end engel.Men hendes mentor elskede hende, så derfor var hun skubbet i glemmekassen, og Camille lod emnet droppe overfor Zean.
Hun så på Tristan, hun var faktisk rigtig glad for at få del i hans som altid skarpe tankegang, han var en kvik fyr no doubt about that.Hun smilede og satte dét sidste på plads.
"Finish " sagde hun og hængte viskestykket på plads.

Tristan så lidt tænksom ud imens han begyndte at bevæge sig imod døren. Hvem synes han var ondest? "det kommer vel an på væsnet, men jeg må sige at jeg foragter vampyrer mest... De er bare... Brutale og uden grund. De holder sig i live ved at slå andre ihjel også lever de ikke engang" Svarede han og rystede på hovedet. Det var ikke engang fordi de havde drømt nogen betydningsfulde personer for ham, udover et par familiemedlemmer han alligevel ikke kendte hist og her, men dte var chancen for at være dusørjæger... Han hadede dem nok bare fordi han var vokset op til at gøre det.
"Skal vi komme afsted?" Sagde han endelig og vente sig om imod døren.

Camille lyttede og nikkede.
Hun tænkte at den Demetri der havde sat tænderne i hende, han virkede godt nok mere levende end død ,hvis man spurgte hende.Men hun lod emnet hvile.
" Right....vi skal afsted. Bare lige 2 sek ."
Og så herskede der ellers en mindre hvirvel vind over hele huset.
Og hun var både yderst hurtig og effektiv , hvis man spurgte hende selv, selv om hun ikke just havde tjekket tiden.
"Jepp...så jeg klar....farvel lille sommerhus og tak for nu " sagde hun næsten følelsesladet, da hun virkelig synes godt om dét lille sommerhus.Hun måtte se at komme i banken.Hun fik genner Tristan ud af døren og låst efter dem.Hun havde nydt tiden her med ham, meget.Selv om dét med hendes mor havde været lidt af et kedeligt indslag at skulle forholde sig til.
De gik tilbage af den samme vej de kom, og var snart ved deres mål.

Tristan vendte sig rundt for at se hvad det var hun skulle. Man kunne næsten føle et lufttryk komme fra hende da hun lynhurtigt var rundt i hele huset og havde gjort rent. Han lænede sig i et par sekunder op af en væg i entréen imens hun blev færdig, han ville nødigt komme i vejen...Kvinder og rengøring var en skræmmende blanding.
Endelig var det overstået og de fortsatte ud af døren og imod havnen. Havnen var ikke så galt tilredt som han havde forventet. Færgen han havde sejlet på grund var der endnu og politik folk var ved at få den i vandet igen. Det så heldigvis ikke ud til at noget havde set et vampyr lig, skaberen havde nok hentet det.
Selvom de stadig var igang med den første færge så sejlede der også en anden til deres lettelse. "Der var vi heldige hva?" Sgade han muntert og satte i retning af reserve færgen.

Hun var fraværende.
Hendes tanker gik på at forføre at regne ud hvor mange vagter ekstra hun skulle have om måneden ,for at have råd til dét lille sommerhus.
Men da de stod ved færgen, der nu var sat ind vendte hun retur til virkeligheden.
"Hun...we so darn lucky baby " svarede hun muntret.
Hun smuttede over og købte to biletter og blev lidt irriteret over pigen i lugen, nærmest hang udover den for at se Tristan..."hey...er det ikke...standing at your street sangeren ?" Spurgte hun med stjerner i øjnene .Camille skær en grimasse og kaldte "hey...honey...gider du lige komme her ?".

Tristan ventede hende kanten af havnen imens Camille gik hen efter biletter. En irriterende flue begyndte at irritere ham og han må have set utrolig uintelligent ud imens han slog ud efter dte lille summende dyr, uden held.
Camille kaldte henne fra boden og han gav fluen et ekstra dask inden han hurtigt sprang derover.
"Hvad så? Mangler du penge skal jeg med glæde..." Sagde han straks og hev sin pung frem fra en bukselomme. Ud af øjenkrogen kunne han mærke pigen bag diskens blik og dte virkede på en måde meget indklamrende.

Camille sagde lidt tvært til ham "Pak bare den der væk...og mød Istedet ...Eh...hvad hed du ?"Camille smilede høfligt til pigen, hun kunne ikke lade vær selv om hun var lidt irriteret, var dét jo kært og rimeligt cool for Tristan, såå." Hej ...jeg hedder Emeline ...må jeg godt få din autograf...du er bare konge"sagde hun og blinkede med hendes lange mørke vipper.
Camille begyndte så småt at fortryde hun havde kaldt.Havde piger ingen oki mere, hvis han var klar, kunne han score lige på stedet med de vibes pigen sendte afsted til ham.

Tristan sænkede pengene og kiggede forvirret på Camille...
"Okay, øhm hej Emeline.. Jo da, hvor er det lige jeg kender dig fra?" Sagde han forvirret og havde ikke den fjerneste annelse om hvad der skete. Han kendte ikke pigen og hun kendte ham ... freaky...
Det værste var næsten at det som han plejede at være skarpest til - at flirte med random piger, faldt ham overhovedet ikke ind af en eller anden grund og han stod bare lidt forvirret og kiggede frem og tilbage imellem pigerne.

"Dit band er bare for Cool...og du ...du er...fantastisk " sagde pigen og Camille havde hånden omkring sin mobil og ordene "ja, du skulle da lige se dét her ...dogme film med ham " lå lige på tungen, men hun sagde intet
" skriv nu den auto...og flirt senere...vi skal altsår hjem imens dronning Margrethe stadig er regent "sagde Camille lidt tørt og sendte ham et lille intrigant smil.
Hun begyndte at gå over mod båden og fnøs da hun så pigen stak Tristan en flok fri biletter til næste gang han ville besøge øen.

"Band? Nårrr ja! " Svarede han og blev straks opmuntret over at nogen kendte dem. "Thanks, nu skal jeg skrive" Fortsatte han og satte en hurtigt autograf på et stykke papir hun holdte frem. Han tog imod en stak fribiletter med et forlegent smil og sagde farvel til pigen efter Camilles kommentar. Det kunne godt være at han havde været lidt forvirret, men noget havde han opfanget lige der.
Tre hurtige skridt så var han oppe på siden af Camille med et flabet smil, men han kiggede ikke direkte på hende, mere ligefrem.
"Ser man det....Nogen er jalous?" Sagde han dirkete med et glimt i øjet og skød hende et tandsmil.

Hun stoppede og kiggede lige ind i hans lysebrune smukke øjne " Arh...do you mind ?. Men den sejler altsår nu...og jeg formoder ikke du skal have endnu en overnatning...trods alt ?" Svarede hun og nikkede i Emelines retning.
De kom til færgen viste biletter og gik ombord.
Camille sukkede næsten lydløst og vendte sig igen mod Tristan..."Du skal skrive alle de autografer du bliver bedt om, dét er sjovt og dét hører med...guess i just have to get used to it ...hvis du altid skal hænge i skørterne på mig...knægt " sagde hun med let ironi og et smil på læberne.
Dét var altid...anderledes...at være sammen med Tristan.

Han grinede først og rystede på hovedet imens han fulgte med. "Du benægtede det ikke.." Sagde han lavt og fnøs, men svarede ikke på at han 'hang i skørterne på hende'.
"Du for ikke en autograf hvis det er det er det der løber igennem dit hoved" Fortsatte han pludseligt og trak på skuldrene. Et bredere smil krøb hen på hans læber da han trak en lille rød plektar frem fra en inderlomme og rakte den til hende.
"Men du kan få denne her, bringer held om du vil" HAn gav hende et skævt smil og trådte ombord på færgen.

Hun rystede på hoved, blev han ved den fyr ?Der var jo ingen grænser for hans...selvtillid, ivirkeligheden .
Hun himlede med øjnene og ville til at kommenterer på autografen da han pludselig stod med den lille plektar i hånden.
Hun kiggede lidt på den og rakte ud efter den.
Hun vidste at han elskede sin guitar og dét at spille , han elskede sikkert også alle de plektaer han havde rundt omkring.
"Bringer den held ? Jamen ...tak Tristan " sagde hun og kiggede lidt fåret på ham.
Hun havde den særeste lyst til at vende om og flashe hendes røde plektar til pigen, men dét ville være en yderst dårlig idé, specielt fordi Tristan ville se dét.
Færgen begyndte at lægge fra land ,hvis dét da ellers hed dét og Camille glædede sig til at få lidt vind i håret og en rolig sejltur.

Tristan lænede sig lidt op af rælingen da færgen lagde fra. Han grinede kort rystede det orange hår. "Se, jeg kan godt være rar nogle gang?" Sagde han så med et glimt i øjet.
En af skibsdrengene lidt væk synes at have fået øje på dem. Han Havde rettet pænt på sin hat og mørke hår inden han havde trasket hen til dem, trådte ind foran dem og gav Camille et smørret smil der afslørrede en række perlehvide tænder.
"Hvad skuer jeg, en skønhed? Velkommen ombord skattepige!" Sagde han charmerende og flashede lidt muskel på sin højre arm.
Tristan mærkede en smule irritation boble da han groft blev skubbet til side og knyttede diskret begge næver, fristet til at slynge dem, men kunne ikke finde på at gøre dte uden den rigtige grund.

Camille kiggede forbavset på fyren og helt spontant løftede hun et øjenbryn og med tryk på ordet sagde hun "Skattepige ? Skattepige ! Mon ikke du har fået en mindre hjernerystelse af al dén søgang " og så drejede hun sig væk fra ham med ansigtet mod Tristan Istedet.
Han så næsen lige så irriteret ud som hun var, syntes han hun var for grov ?
Camille brød sig bare ikke om sådan en tydeligmåde, og skattepige lød bare forkert...når dét kom fra ham.
Hun ventede på han dappede af så de kunne forsætte deres snak.

"Nej, nej, det er bare ikke tit der er pæne piger på havet" Prøvede manden desperat for at redde den. "Så er du ledig, var det noget med en date?" Fortsatte han smørret og formede et tandsmil der var tæt på at blænde.
Tristan sagde ikke noget, men stirrede istedet på manden fra bagved. Var det grund nok til at slå ham? Nej, selvfølgelig ikke, men han havde stadig lyst!
Manden blev bare ved med at smile til Camille som havde han øvet det foran spejlet derhjemme. Det var kvalmende fra Tristans vinkel, men han sagde stadig ikke noget.

Camille begyndte at blive lidt forlegenhed, hun var nervøs for om hun havde været for grov i munden, men det var vist ikke tilfældet for stadig havde han ikke forstået budskabet.
Hun forsøgte noget helt andet " Jeg ville elske en date med dig skat, men jeg er altsår gift og jeg tror ikke min mand vil bifalde dét?" Smilede hun overdrevent sødt samtidig med hun lavede et kort Nik mod Tristan.
Nu var dén sang da sunget til ende.Bedre og tydeligere kunne dét ikke siges.
Camille brød sig ikke om at nedgøre fyren lige for øjnene af Tristan, det var da alligevel på en måde lidt synd.
Hun så på Tristan, stadig ikke en strålende sol....langt fra, men han fangede vel sin replik i det lille skuespil ?

Det havde været svært at kende Tristan og fyrens udtryk fra hinanden. De stod begge og kiggede nu forvirret på Camille. Den ene mere forvirret end den anden.
I det manden vendte sig rundt for at se på Tristan fangede Tristan den og gav manden et overbærende smil. "Got that right, så jeg tror den er ude af billedet" Skyndte han sig at tilføje og gav manden et triumferende smil.
Tristan trådte forbi manden og over ved siden af Camille og lod en arm glide rundt om hans talje, stadig med det samme smil. Manden kiggede lidt surt og vendte rundt for at gå imens han mumlede noget i stil med. "Yngre og yngre nu om dage.." Så var han væk.

Camille var glad for han spillede med, det kunne måske have været lidt akavet ellers, hvis fyren blev opmærksom på dét ikke hang sådan sammen.
Da Tristan trådte over og lagde armen om hendes liv , lagde hun sit hoved mod hans skulder gav dén forsmåede fyr et ægte smil og sendte ham afsted med et "Beklager ".
Da han var smuttet væk, kiggede hun op på Tristan med et lille glimt i øjnene og et lille smil i mundvigen. Han elskede bare ALT hvor dét så ud til han kunne vinde,komme først, besejre,eller være bedst eller bare komme før en anden.Hun rystede lidt på hovedet da hun sagde " Aldrig et kedeligt øjeblik med dig ,hva ?"

Han trak på skuldrene og tænkte ikke over at fjerne sin arm. "Jeg har mine øjeblikke" Indrømmede han med et dæmpet grin. "Men jeg tror det er dig der forhindre de kedelige øjeblikke mere end det er mig" Fortsatte han stadig med et smil.
Landet på den anden side begyndte at komme tættere på og de ville nok snart være i havn. Der var mere vind herude og hans hår blev konstant slået tilbage fra hans ansigt af vinden. Det var på en måde rart, han havde altid elsket blæsevejr. Han kiggede sig for første gang rigtig omkring på båden. Ikke mange mennesker der var med, men det kunne have noget at gøre med uheldet dagen forinden.

Hun var helt og adeles opmærksom på hans arm forblev, selv da manden var gået.
Hun tænkte, hvad pokker...vi er straks i land,sååå..
Hun nød den sidste del af turen og tænkte lidt over at hun faktisk altid nød dét i hans selvskab.
Dét havde været nogle gode dage.
Hvis hun nu bare kunne finde ud af hvad hun skulle stille op med sin mor?
Tristan virkede ikke så forhandlingsvillig, lige hvad dét angik.

Endelig nåede færgen i land og folk begyndte at gå fra borde med muntre smil. Der var som sagt ikke mange mennesker på færgen og folk synes ikke at have travlt. Derfor var der ingen der maste ud af færgen, men folk gik roligt og chattede med hinanden.
"Lad os smutte i land" Sagde han så og fjernede sin arm for istedet at tage fat i hendes hånd og hive hende med tilbage på fast grund.
Det på en måde rart at være tilbage på fastlandet. Også selvom man ikke rigtig kunne mærke forskel så gjorde underbevidstheden det bare.