friskfanget # Tristan#

Hun fulgte pænt med.Dejligt med et øjeblik uden dét store drama, hvis man lige ser bort fra sømanden hvilke var mere sjov end alvor.
De kom i land og hun smilede til ham og spurgte hvad hans planer var for resten af dagen ?
Hun havde en irriterende fornemmelse lurende, eller mere en slags bevidsthed om at der efterhånden var en del der havde set hvor hun boede men aldrig Tristan, hvilke på en måde bare virkede bagvendt.
Omvendt , kunne hun ikke bare inviterer ham med hjem.
Men hvis dét gik som hun håbede i banken, ville hun få et stak papir med sig hjem, som hun skulle tage stilling til....og guderne måtte da vide at hun kunne bruge...bare en smule hjælp til at genemskue dem.

"jeg øhhhh." Mumlede han til hendes spørgsmål og var fuldt og fast klar over at Sakref nok undrede sig over hvor fanden han blev af. Han bed sig diskret i læben imens hans tanke gang slog sten, saks, papir om hvad han skulle svare... "Jeg har øhm... Vel ikke så mange, det går nok hvis jeg bliver ude en times tid mere, hvorfor?" Svarede han enelig og berette sig mentalt på Sakref udtryk når han trappede op.
Men så igen. Han kunne altid sige at det havde været en dusørrjæger sag og Sakref vidste at det var det han vægtede højest. Så gik det nok lige.

Camille lavede en lille grimasse og så på ham."dét kan nok ikke klares på en time , jeg skal i banken og de skal lave papir til mig som jeg så skal kigge nærmere på ...og dét var der jeg tænkte at dine matematiske evner skulle i sving " hun overvejede lidt om hun skulle droppe ideen og tænke dét igennem igen.For der var jo trods alt en forpligtigelse når banken først blev blandet ind i sagerne, selvom intet lå fast før end underskriften var sat.
Desuden ville hun gerne undersøge. Hvor 'fe land' var, hvor hendes mor ville have hende med, dét lød nærmest til at være en helt anden dimension, og der kunne Tristan måske også være en hjælp ?

Tristan skar en lille grimase. Nej det var der nok ikke nok tid til, men han var bare ikke sikker på at han turde lade Sakref vente længere.
"Nej det kan jeg godt se, hvilke papirer snakker vi om?" Spurgte han nysgerrigt og kiggede ned på hende. Noget med sommerhuset? Måske et lån... Han havde ingen ide... "Tja, kvinder og matematik er ikke den bedste kombination" Drillede han grinene og smilede bare lidt for sig selv. Når han tænkte tilbage på for et år siden så ville han ikke bytte det liv han havde nu for noget i verden. Dusørjægerne var endelig begyndt at se at han kunne noget og han havde mødt Camille.

Hun trak på skuldrene og smilede "Lets mener bare at et sæt øjne er bedre end to.
Og hvis jeg nu beslutter at underskrive så skal der være en kausionist på, bare en der bevidner at min underskrift ikke er fake."
Hun kiggede lidt på ham med hovedet på sned og svarede "ja...til sommerhuset, ieg må bare eje dét .Jeg kan ikke holde tanken ud om at nogen andre køber dét og skal være der.Dét føltes...så rigtigt, kender du dét ?".

Han nikkede lidt og måtte give hende ret i at det var et godt sommerhus og det var så hende. Han hævede lidt det ene øjenbryn og kiggede ned på hende. Om han kendte det at noget føltes rigtigt? han fik en underlig mavefølelse der blussede op, som om han var helt varm indvendig...
"Følelsen af når noget føles rigtigt? ja, det kender jeg godt.." Svarede han og måtte kigge væk et øjeblik imens han brugte sin frie hånd til at rode lidt i sit hår.
Han kunne dog ikke skjule et smil der stadig lå på hans læber.

Camille betragtede hans pudsige udtryk lidt.
Dét var aldrig helt så nemt at blive klog på Tristan, dét var en del af hans charme.Bare en del af den, fyren var så kompleks, så han burde komme med en manuel.
'Tristan for dummies'.
Hun smilede "Jamen sådan, har jeg dét med dét sommerhus....men nu må vi se hvad tallene på bundlinien siger, derfor vil dét være fedt om du var der, for ...argh...du kender mig, jeg ville sikkert skrive under uanset hvor håbløst dét så ud.Så du skal være den strikse."

Han grinede igen og kiggede dumt på hende. "Mig? den strikse? Jeg ville lade dig skrive under for sjov skyld" Drillede han og prikkede hende lige i panden med sin frie hånd.
Det var en dårlig joke at han kunne være den ansvarlige, det ville aldrig ske, det vidste hun nok også godt et eller andet sted.
"Du er læge, det har du sagtens råd til!" Afsluttede han og minede bevidst sig selv om at han skulle til at tage sig sammen og få nogle flere vagter på biblioteket.. Selvom han gradvist tjente mere på dusørjæger tingen nu.

Hun lo stille og sagde "hold dog op " da han prikkede til hende.
Hun forsøgte ikke at tænke over han stadig holdt hendes hånd, dét var risikoen for at smelte for stor til.
Totally melt down, lige på gaden ,dét var et no go.
Men også tanken om hvis hun var helt stille ,kunne dét være han selv glemte det og så trak d
han den ikke lige væk med dét samme.
"jo....men jeg har jo forklaret dig at jeg ikke har et fast timeantal om ugen så der er ikke uanede mængder kontakter på kistebunden, så glem mig hvis dét er en rig kæreste du skal have " Jokede hun ,men fortrød så hurtigt den sammenligning der lå der.

Tristan rakte kort tunge af hende og smilede bredere. Han havde bestemt ikke glemt at han stadig havde fat i hendes hånd, det føltes bare naturligt og rigtigt ikke at give slip. Han tog det dog meget i perspektiv ved hendes ord og kunne mærke at hun så snart hun havde sagt det også kunne mærke det.
"Øv det var ellers lige det jeg satsede efter!" prøvede han sarkastisk at redde den, men kunne godt mærke at det ikke rakte. Den var faktisk lidt akavet og efter at have været tavs lidt besluttede han sig for at for en gangs skyld skulle han vel sige noget der gjorde en forskel.
"Du ved , øhm , ja, jeg har ikke brug for en kæreste med penge..." Han kiggede ikke rigtigt på hende da han sagde det, men kiggede ned på sine fødder.

Hun studsede lidt.
Hendes øjne lå på hans ansigt, undersøgende og ledte tegn.
Hvor kom dét her fra? Givet udsprunget af hendes joke, men om han var igang med at tease hende eller om en snært af alvor var blandet i ,var ret vanskeligt lige at vide.
Specielt uden øjen kontakt.
Stemmen...stemmen var alvorlig,slog dét hende.
"Jamen...det er da heldigt, så kan jeg stadig være med i opløbet " mumlede hun.
Så kunne han tage dét lidt sjovt eller ganske seriøse, hun var begge dele.
"Skal vi gå vidre til banken?" spurgte hun spagt,med rosa pletter på kinderne.

han rodede lidt mere i det orange hår for at fokusere på noget andet end at hun kiggede på ham. "Ja nu ser vi.." Mumlede han tilbage og åndede næsten lettet op da hun skiftede emne. "Ja, lad os gøre det" Svarede han mere sikkert og uden så meget akavet stemning.
En tanke havde slået ham , hvad fanden mente hun lige med det? Det var noget hun altid drillede med når han drillede, men havde han fået fat i alvoren i det? Sikkert ikke. han kiggede lidt opgivende ud i luften, men rystede så på hovedet og hev hende med i retning af en bank.
Gad vide hvor der lå en bank her omkring?

* ja, nu ser vi ? Ja...dét kan jeg da lige love dig vi gør....hvad var dét for et svar, en afvisning ? * tankerne for gennem hende som små stød, som de små blå gnister Tristan kunne få til at springe i hans hånd.
Camille overvejede om hun skulle bore lidt i hans 'nu må vi se' om ikke af andre grunde så af den at han selv så en smule utilpasset ud ved samtalens indhold, og dette endte med at give hende lidt opløftning igen.
Samtalen skiftede karakter , neutralt emne igen...udmærket , ingen grund til at svømme rundt i et hav af usikkerhed , så hun begravede alle hendes tanker om dét emne, hun måtte lære at alvor og humor nogen gange kunne forvirre et budskab, hvis dét var hvad dét havde været.
" To gader længere henne, der er banken "svarede hun Tristan og de satte kurs i den retning.
Med hendes hånd forsat i hans, var teori ikke altid nemt at omsætte til praksis, måtte hun erfare.

Tristan var lettet over emneskiftet og følte sig straks mere tilpads. Det var bare et emne han havde svært ved, af forskellige årsager, sådanne noget gik aldrig godt for ham.
"To gader? Det er ikke langt...hey, hvad med at løbe om kap?" Spurgte han med et udfordrende smil og et machende glimt i øjet. De manglede lidt noget til at puste liv i situationen og et rask 'væddemål' var lige hvad de manglede synes han.
"Medmindre du selvfølgelig tror at du ikke kan klare det.." Pirrede han yderligere og håbede at berøre hendes konkurrence side som han vidste var gemt derinde et sted.

"Om jeg tør....come on Tristan...du har SÅ meget tabt, det ved du vel godt.
Hun skimmede hans ansigt og dét udfordrende smil ,selv hans øjne lyste op.
Han havde klart dét største konkurence gen af dem hun kendte...og nu...nu ville hun give ham smæk for skillingen.
"Okay smartass....på tre" sagde hun og slap hans hånd.
* intet godt vare evigt * tænkte hun og stillede sig klar...
Tristan var muligvis hurtigere end hende normalt, men hun var rimelig tændt på at vinde ,såå....

"haha bring it" Drillede han og kunne mærke at hans hånd blev helt kold igen da hun slap den.
"Okay, på tre...1....2......2,5...." han smilede smøret og gjorde sig klar på at løbe "Og....3!" Han satte kraftigt af med venstre ben og spurgtede afsted hen ad gaden. En gang imellem kiggede han sig bagud for at se om hun var med og satte farten op igen.
Det var formiddag og stadig flere mennesker var på gaden. Nogle kiggede forvirret efter dem imens andre bare rystede opgivende på hovedet. Ikke at han tog sig af det, det blev man van til med orange hår.

Arh..han fik et forspring, da han fik sat bedre af fra starten.
Hun var ikke klodset , mere...uheldig og en enkelt gang ved at snuble, men hun genfandt hurtigt balancen og halede langsomt ind på Tristan.
En enkelt gang var hun ved at vælte en jævnalderne kvinde, men også hun holdte balancen.
Hun så Tristan virkede upåvirket af deres løb...selv begyndte hun at hive lidt efter vejret, hvilke ikke var for gode tegn, hvis hun skulle slå jens lyn dét, tænkte hun og skruede op for farten.

Tristan kiggede bagud og lavede et drillende smil til at hun var bagud.
Han vente sig frem ad igen og hoppede adræt over ne skrallespand de passerede. Det var i sådanne tilfælde at den træning virkelig kom til gavn for var der noget han var god til, så var det at løbe!
Længere fremme kunne han begynde at skimte banken og det store skilt med forskellige slang for mønter på. "Du skal til at skynde dig hon'!" Udbrød han tilbage til hende og svingede forbi en mand og måtte halte et par gange for ikke at vælte, damn klodsethed!.

Hun spurtede dét bedste hun kunne og på almindelig målstok var dét faktisk rimeligt godt klaret af hende, men nu var dét bare hendes uheld at hun var oppe mod Tristan, altsår...manden hopper over skraldespanden...Camille måtte pænt uden om.
Hun nåede næsten op til ham, så stoppede hun og måtte stå med hænderne på sine lår, let foroverbøjet...
Hun havde fået hovedpine, en voldsom stor en .Hun syntes næsten at hun kunne høre sin mor kalde på et tidspunkt .
Hun rystede på hovedet og råbte til Tristan..." 2 sek...så jeg klar...jeg forærer dig denne omgang " og så kom der et lille smil midt i hovedpine og dét hele.

Tristan satte farten ned og stoppede op imens han kiggede forpustet bagud.
"Glem det! Det er en uærlig sejr!" Svarede han med et kæphøjt smil og halvløb tilbage til hende. "lad os kalde den uafgjort" Konstaterede han og bare for at drille viklede han en arm om hendes talje og løftede hende op over hans skulder og begyndte at vakle det sidste stykke hen imod bakken. Bare fordi han vidste var meget hun ville være imod det.
"Du skal da også altid være til besvær" Grinede han og satte hende ned foran banken ogen.

"hey...what...Tristan, sæt mig ned " himlede hun deroppe fra hans skulder.
Hvad tænkte han dog på....og folk kiggede.
Uh...hun kunne så ganske tydeligt forstille sig dét max flabet smil om hans læber.
Hun bankede blidt på ham med sine hænder " ja ja, du er meget stærk...kom så, ned med mig "
Camille grinede da han plantede hende foran banken.
"okay...nu skal vi ind og tale med mr.Barnes. "sagde hun lidt mere alvorligt , og åbnede døren for Tristan ..."kom så Lancelot" sagde hun med et lille skævt smil om munden.

Tristan himlede med øjnene, dog stadig med et smil og skubbede hende ind af døren. Yeah right at han ville gå først ind og ligne en eller anden dominerende narrøv..
"Mr Barnes siger du?" Svarede han skeptisk og kiggede rundt i den forholdsvis store bank. "Hvor finder vi sådan en?" Han kløede sig lidt i baghovedet og vervejede hvorfor han var her.. Han burde tage hjem og han kunne nok alligevel ikke hjælpe.
Men så alligevel så kunne han jo ikke bare efterlade hende til ruinere sig selv..For det ville hun med garenti gøre hvis ikke nogen så efter.
Der var ikke mange mennesker i banken. En gammel dame stod i et hjørne og så skummel ud imens en stor tyk mand irriteret stod og snakkede med personen bag disken.

"Nej....en narrøv er du ihvertfald da ikke "svarede hun da hun gled gennem døren og ind.
"denne vej her " diregerede hun ham og de gik over til køen .
Efter 5 min blev dét deres tur og Camille trådte frem til den noget ældre og rødhåret herre.
Hun smilede og sagde "Goddag mr.Barnes....dét var nogle papir på et sommerhus , du skulle have klar?".
Barnes rettede lidt på de små runde briller og rodede i en stak papir før han glad svarede "Naturligvis frk.St.Clair.....hvis de bare skriver under lige dér" han stak hende en kuglepen og Camille så bedende på Tristan.
Hun var SÅ tæt på sommerhuset, men formentlig også personlig konkurs...

Tristan ventede 'pænt' i køen. Han trippede frem og tilbage imens han utålmodigt kiggede rundt i lokalet. Endelig blev det deres tur! Han kiggede hen på den rødhårede mand og kunne ikke lade vær med at finde ham en smule uhyggelig, men han vidste ikke helt hvorfor.
Så kiggede han ligeledes ned på papiret og skimtede det hurtigt igennem.. Der så ikke ud til at være nogen hager, andet end at det nok var mange penge for hende at betale.
Han kiggede ned på hende igen og hendes bedene blik. Hun ville virkelig gerne have det hus...
"Fint! Men forbered dig på en masse ekstra overarbejde!" Sagde han til sidst og himlede med øjnene.

Hun strålede , dét gik jo næsten for nemt.Når Tristan havde sagt god for det, så så dét vel fornuftigt ud.
Hun underskrev, hurtigt uden nogen spørgsmål, selv om en lille indre stemme blev ved med at sige om dét nu var klogt.
"Vil du venligst kautionere hér ". Barnes henvendte sig til Tristan og udpegede den linie til formålet.
Camille gav ham kuglepennen og smilede sageligt ved tanken om huset der snart skulle være et tilbagevendende sted at chille og hænge ud.
Barnes blev afbrudt af en kollega med meget streng og alvorlig mine.
"Barnes....5 min ...lige nu !" Og Barnes rejste sig forvirret op og undskyldte sig et øjeblik.