Vi mødes også bare over alt (Camille)

hun var i vildrede.Hvad ville et skub mere betyde? Han han gik derfra i vrede ..eller at han begyndte at snakke med hende? For naturligvis var FINT det eneste han ikke følte lige nu.
Hun var bange for at forsøge at skubbe yderliger til ham og gøre ham gal og bange for at fejle som en ven, ved at undlade at gøre det, bare fordi det for hende ville være ubehageligt hvis han gik!
Hun snusede vejret ind gennem næsen og pustede ud gennem munden, nu måtte det komme an på en prøve, hun fattede mod og gik over , satte sig på hug foran ham og rakte ud efter hans sko, ville fjerne dem.
"Zean, gider du ikke godt lade vær med at gå?.... det var heavy stuff i aftes...og jeg har bare brug for at høre hvad der sker inden i dig? kan du forstå det? forstår du hvordan det er at bekymrer sig om ...nogen? det tror jeg du gør, og lige nu bekymrer jeg mig m dig...også selv om du helst er fri" sagde hun stille og så op på ham.

Han var lige ved at slå hende...Lige ved. Hvem havde den frækhed bare at tage hans sko fra ham? Han kunne også gå uden sko vis det skulle være!
Han knyttede sin hånd, måske lidt for hårdt, for at beherske sig. Men hvor havde han lyst til at slå...
Hvorfor fattede hun ikke at han ingen ord havde til det? Han viste det ikke engang! skulle han abre sige at...at han ikke følte sig hel mere, at han følte en fremmed havde invaderet hans krop og styret ham hele sit liv? Han var ikke sur over hun spurgte...han var sur over hun blev ved. Og gik længere ud. Ikke ville give ham fred, den fred han havde brug for, for ikke at...miste besindelsen.
"Der er ikke noget, hvorfor er det så svært at tro på?" han så på hende, kunne ikke helt gøre for det kolde blik han sendte hende.

Men Camille kunne ikke læse hans tanker, hvilke lige i denne situation var ærgeligt...for så havde han fået den fred han savnede.Det var jo det hun ville havde ham til at sætte ord på.
Hun fik et lidt jaget udtryk i øjnene da han knyttede sin hånd og iøvrigt så meget koldt på hende.Camille blev vred og hvis hun havde været meget fornuftig og handlet udelukket ud fra det, havde hun ladet Zean være.men hun handelede som så ofte i lige så stor grad udfra sit hjerte som fra sin fornuft og det var så her problemerne opstod.
Hun kiggede på Zeanz knyttede hånd og sagde truende lavt " DET gør du bare ikke det der....og hvorfor pokker er det så slemt at skulle sige hvis du er forvirret, har det a helvede til og ikke ved hvad du skal stille op med det hele...det der FINT det køber jeg bare ikke Zean".Hun sad stadig på hug og stillede hans sko bag hendes ryg.

Han rejste sig op og så ned på hende. Om han skulle finde sig i det? Aldrig.
"Hvorfor prøver du at lyde som om du ved hvordan jeg har det?" svarede han igen, med hævet stemme.
"Du gætter kun, efter hvordan du selv ville have haft det! Når jeg siger fint betyder det to ting....at jeg har det fint lige nu og at jeg ikke gider snakke mere om det!" han så lidt på hende og bedømte at denne situation snart ville gå fuldstændig ud af kontrol. I hvert fald fra hans side.
"Så lad min dog være i fred!" og med de ord, og på bare tæer, gik han. han smækkede døren, gik gennem gangen og snart stod han på gaden. Han stoppede op her et øjeblik forlige at genvinde kontrollen....Han trak vejret dybt et par gange og overvejede hvad han enlig skulle...
Og netop da tog Leonard kontrollen over Zean, for at være med i deres lille leg....

Camille stirrede vantro på ham.
HÆVEDE han nu også stemmen, magen til stædige fyr skulle man da leder langt efter.
Hun forsøgte dog hurtigt at dulme de oprørte vande ved at undskylde " M-men Zean.." begyndte hun stadig på knæ.
Hun nåede ikke at sige mere før han lagde an til at gå,udenvidere og uden sko.
Hun gik i stå, strømmen af ord og undskyldninger satte sig fast i hendes hals.
Han valgte at gå, at forlade hende ...midt i det hele.
Hun sad ..måske 1 eller 2 minutter og forsøgte at begribe, hvordan det var endt her...havde hun virkelig taget så meget fejl?Skulle hun havde ladet ham i fred.
hendes respiration var hurtig.
Hun blev overvældet af en frustration så stor, at hun i afmagt tog begge hans sko , lagde alle hendes kræfter i og kylede mod døren.

Leonard lod blikket glide rundt over gaden, mennesker gik hist og her, kun få lod blikket glide til hans fødder, måske undrende da vejret jo var ved at blive koldere.
Han stod lidt og tænkte...Før han vendte om og gik tilbage. Nogle høje dunk fortalte ham at Camille nok heller ikke var i det bedst humør...Åhh, så typisk Zean.
Han åbnede døren og lod den glide op, så ned på Camille med de nu mørkere, koldere øjne. Leonards øjne. Og smilte roligt.
"Åhh så typisk ikke?" han tillod sig at træde ind og lod døren glide roligt i igen, men han sagde ikke mere før han så hvordan Camille ville reagere...

Hun sad stadig på gulvet, og bekæmpede et indre raseri...eller ihvertfald en meget stor vrede.
Hun kunne ikke klare når folk bare gik fra hende, og alle de år hvor hun havde savnet og sørget over tabet af hendes mor sammen med det nye fakta at hun slet ikke havde været død,men helt frivilligt havde efterladt hendes datter, forladt og fravalgt Camille ,gjore at hun nu virkelig kæmpeed med stærke følelser, når man vendte hende ryggen og bare...gik.
Hun kiggede op, også med mørke øjne, af frustration, da hun hørte hans stemme.
Godt, han var tilbage, så kunne d....
Hun stirrede op i hans øjne..og mærkede usikkerheden komme snigende, det var vel ham?
Hun turde ikke sige et navn, var det Zean...ville han smække hende igennem væggen hvis hun sagde Leonard.
Og var det Leonard, hvilke hun mistænkte, ville han blive pissed hvis hun kaldte ham Zean, da han synes at alt handlede om ham og selv ville have lidt af opmærksomheden.
Istedet sagde hun så tøvende "Hvem er du?" også selv om det ville lyde som hun havde mistet forstanden, hvis det var Zean.

Han smilte lidt mens han bare stod og så på hende i endnu lidt tid.
"Ja, det må være forvirrende, ikke?" sagde han så roligt
"Zean, Leonard...Zean, Leonard...Det var ret interessant faktisk...din lille manøvre med at fortælle ham om mig...vad havde du troet? At han ville blive stærkere, som du indirekte sagde til ham, at han ville blive? no" han lænede sig op af døren, mens hans øjne søgte hende, ikke for at bruge sin evne, men for at være sikker på hun lyttede og for at se hvordan hun reagerede.
"Der er også en anden lille evne Zean har...at kunne fornemme folk følelser eller se kort glimt af deres fortid...uden selv at ville det, han ved ikke hvordan han skal kontrollere den endnu...den dukkede bare op, virker kun en gang i mellem...Men som også hjælper ham til at blive forvirret..." han trak svagt på skuldrene,gik over og tog sin te, drak lidt af den selv om den ikke var så varm mere.
Han satte sig på sengen og lænede sig lidt bagud. støttede med armene.
Han var træt af Zean...Og alt hans bøvl. Træt.

Hun havde haft ret.
Dét var Leonard.
"Velkommen Leonard " sagde hun stille , hvad kunne hun ellers.
Dét var jo stadig samme person.Dét mest interessante var at dét var Leonard der faktisk "hed dét rigtige "navn og Zean der havde taget et nyt.En meget meget forudroligende tanke pressede sig på.Hvad hvis Leonard var "den rigtige " og Zean den der tog over?
Nej, nu var presset nok ved at blive for stort.
Hun rejste sig op , på lidt usikker ben, besluttet på ikke at hidse Leonard op, hvis hun kunne undgå dét.Hun var helt sikker på dét ville gå bedst ,hvis han syntes om hende....eller bare ikke blev meget vred.
"Ja....jeg forsøgte at hjælpe...jer begge, var dét forkert ?" Spurgte hun ham om var ægte interesseret i hvad han mente.

Han så lidt på hende og grinte lidt.
"Nææ...Enlig ikke, jeg er ligeglad...det er bare trættende så forvirrende han opføre sig...han snakkede til mig i morgen..." han lænede sig lidt forover igen da han var træt i armene og så lidt på hende.
"Han er ikke den eneste der er forvirrende vel? godt...jo mere forvirring, jo bedre. så kan jeg måske holde nogle hemmeligheder i ham endnu..." sagde han og klappede kort i hænderne og rejste sig op.
"Du er den første i gud må vide hvor mange år, som har kunnet lokke så meget ud af ham...du har grund til at være stolt" han smilte lidt

Leonard var meget svær at blive klog på.
Han virkede jo helt sød, men hvorfor ville han så ikke unde Zean at have dét godt?
"Talte han med dig i morges ?....Hvad sagde han ?" Spurgte hun nysgerrigt.
Og undrede sig bagefter over hans bemærkning om at være stolt.
Hun var nærmere glad ...glad over at han havde åbnet sig lidt , glad over hun havde hans tillid.
Stolt ? Stolt ville hun være den dag hun virkelig kunne hjælpe ham så han blev lykkelig.
"Leonard...hvis jeg må være så fri at spørge....hvordan kan det være du ikke bryder dig så meget om Zean...har du aldrig overvejet ..at slutte fred?" Hun satte sig op på sengen, brød sig ikke om at sidde på gulvet når han stod, det virkede bare for underlegent.

Han gryntede svagt over hendes spørgsmål og var stille lidt tid.
"Naa...bare pjat...'jeg ved ikke længere hvem jeg er...skal vi starte forfra?'" gengav han og vendte sig nu om mod hende og på hende. trak så svagt på skuldrene.
"Hvorfor?" han lod som om han tænkte over spørgsmålet.
"Fordi en krop er for lidt til to" sagde han så og skubbede med foden, til noget fra stolen der var blevet smadret.
"Fordi vi er for forskellige...vis det enedelig skulle være, ville han aldrig kunne beslutte sig for noget...og visse ting...ville komme igen. mens andre ville forsvinde..." denneher gang tænkte han faktisk over det.
"Nogle punkter ville du nok elske...han ville blive mere rolig tror jeg...elelr vi ville...og mere...samvittighedsfuld. Men han ville aldrig kunne klare at leve med Dawn. Og Elyas. Han ville højst sandsynligt flytte herfra...Vi ar venner, ser du" han så igen på hende, mens hans blik vandrede altid videre, som om han så noget for sig
"Men at sidde stille det samme sted for længe...han prøvede at berolige mig, få min til at slappe af...nyde det måske, lovede jeg måtte have det lidt sjovt en gang i mellem...Pis med ham! Vi vidste begge det ikke ville gå den vej...Så jeg tvang ham til at gøre som jeg ville...jeg tvang ham tilbage og tog kontrollen for en nat eller to..." han smilte ved det. et koldt smil.
"Jeg fandt hurtigt ud af det nemmeste ville være vis han ikke kunne huske noget..." han trak på skuldrene og så på hende.

Hendes lille hjerte slog en koldbøtte.
Og nu var hun stolt! ikke af sig selv men af Zean!han havde forsøgt, han havde virkelig prøvet...at gøre noget at række ud, tage kontakt til Leonard.
Men dét viste også han faktisk, led mere under dette end hun forstod, end han viste.
Noget af dét han forklarede gav faktisk god mening, og andet var som han talte i gåder.
Hvad mente han med Zean ikke ville blive hos Dawn ?
Hun så bekymret ud og spurgte igen Leonard, der virkede til at have flere svar .Men han var jo heller ikke den med store huller i hukkommelsen.
"Leonard...hvorfor kan han ikke finde ro...hvorfor kan du ikke ? "
Hun syntes meget godt Leonard, sålænge han var høflig som nu.
Hun smilede lidt og tænkte at både han og Zean skulle have balance, dét ville blive svært at give til dem begge.

Han trak på skuldrene.
"For meget energi...nogen vil kalde det en sygdom, jeg vil kalde det at være dæmon" han så smilende på ehende og grinte lidt.
"Åhh....jeg ved det...." han trak gardinet fra vinduet og kiggede lidt ud af det. intet spændende selvfølgelig. Nu hvor de snakkede om at have meget energi...Han havde lyst til bare at løbe af sted.
Psykisk...hvorfor kunne han heller ikke finde fred psykisk? fordi det var for kedeligt? Fordi han generelt var en ballade mager? fordi....fordi han faktisk bare ønskede at kunne leve et normalt liv og tanken om at det ville han aldrig komme til, gjorde ham trist? Nej...Ikke længere...havde gjort. Nu var han ovre det, havde fundet sit eget mønster.

" Aha...dæmon genet for skylden" sagde hun med smil i stemmen.
Hun betragtede Leonard, dét var mulig at hans øjne var mere kolde, men dét var hans adfærd ikke.
Han virkede på sin måde lige så forvirret og fortabt som Zean.
På Camille gjore dét bare indtryk når stærke mænd også bar præg af at bære skrøbelige.
I virkeligheden havde Leonard og Zean havde meget til fælles, og dét var jo nok meget naturligt, når alt kom til alt.
Dét var lidt forvirrende at tænke på dem som to, fordi de var meget ens, på nogen punkter.
Dét var betydeligt nemmere med Crasie og 'hendes flok'.
Camille ville gerne vide noget og hun besluttede at spørge direkte , da han tilsyneladende ikke havde løget for hende.
"Du Leonard....behøver jeg være....utryg ved dig ?" * ev, dét lød dumt * tænkte hun og forsøgte igen "jeg mener ...kan du finde på at gøre mig fortræd ?" * ikke meget bedre, Camille for fanden* skændte hun på sig selv men holdte blikket på Leonard.

Han vente sig halvt om og så lidt på hende som om han faktisk overvejede det.
"Det ved man aldrig, det kommer an på mange ting" sagde han med et lille skuldertræk.
"Men så længe det går sådan her...så går det...Desuden...tror jeg ikke jeg ville kunne" han så lidt på hende i noget tid, før han vente ryggen til hende igen. En pludselig følelse af ensomhed fik ham i dårligt humør...Han overvejede bare at smutte igen, nu hvor han havde givet sit til spillet, legen eller hvadman nu skulle kalde det. Så kunne Zean og Camille skændes videre...

Camille havde fået svar på hendes spørgsmål , og nu havde hun en plan.
Måske dét var den dummeste plan ever ? Men hun måtte bare se hvordan dét fungerede...
" okay, men hvis vi er enige om at der ikke må krummes hår på mit hoved , hvad siger du så til at komme lidt ud...måske kan vi lave noget...sammen, hvis du vil følges med mig ?" Forsøgte hun at forbedre hans humør lidt.
Hun havde fået den idé at hvis Leonard havde dét bedre, havde Zean dét måske også ?Tristan ville tvangsindlægge hende, hvis han kendte hendes overvejelser, men dét gjore han jo ikke.
Hun undrede sig lidt over hvad Leonard havde ment ,med han måske ikke kunne skade hende, var Zean stærkere end Leonard, hvis han blev presset ? En interessant tanke, men måske ikke andet end en tanke.

komme lidt ud? Som regl...som regl fandt han bare et offer, gerne en ung kvinde, og gjorde ved hende hvad han havde lyst til. For at fylde ensomheden. Have følelsen af magt. Han stod lidt og så på hende, som om han i virkeligheden mistænkte hende for et eller andet.
"Tjo....måske..." sagde han lidt tøvende. at gå ud lidt med hende? han havde ikke helt lyst...og dog...han ville gerne ud....men hvem ved hvad hun havde i hovedet?
Han sukkede svagt og gik over og kunne endelig hive sine sko på.
"lad os smutte så..." han viste ikke helt hvilken følelse han havde lyst, eller følte, lige nu...dette føltes underligt. Ingen havde interesseret sig i frivilligt at være i hans selskab....

Camille kunne se at han var i tvivl først.
Hun kunne ikke modstå en dårlig joke og hendes øjne havde et lille glimt i dem da hun sagde "Bare rolig Leonard, jeg lover jeg heller ikke krummer et hår på dit hoved." Og så smilede hun lidt, mest over sin egen totalt ringe humor.
Dét var dog lidt ærgeligt at der var spildt kakao på kjolen i aftes, det kunne stadig ses, men dét var der ligesom ikke noget at gøre ved, andet end hun tog sin cardigan på og forsøgte dække pletterne lidt ved at lukke den foran.
"Jamen....lets go then ....hvad vil du lave ?" Spurgte hun glad over han ikke havde afslået.
Hun håbede de ikke stødte på nogen der kendte Zean, dét ville være lidt...akavet.

Han trak på skuldrene og holdt døren for hende. Låste døren da de gik.
Ude på gaden lod han blikket glide over omgivelserne, som regl ville han lede efter et godt offer eller to nu...men det var lige som bare ikke det han skulle nu. Han viste ærlig talt ikke hvad han skulle med sin nye frihed...intet at have sig til. Igen overvejede han bare at lade Zean komme til...Men så bestemte han sig. Nej! Han skulle ikke have lov...han smilte for sig selv.
"Du fører an" sagde han til hende, det evigt kolde i hans øjne var der stadig...sammen med noget udefinerbart. Var der måske noget ændring at spore?

Camille smuttede ud af døren han holdte og takkede.
Da de kom ud på gaden tjekkede hun hvad klokken var blevet og den nærmede sig kl 13.
Leonard spiste ikke frokost, den almindelige slags...så dét var jo ikke en idé der var særlig god, shoppe var mere en tøse ting...hvad med forlystelsesparken, den var åbnet for en god time siden, han ville sikkert finde den pinsom men med lidt held også morsom ?
Hun så op på ham og spurgte..."hvornår har du sidst været i forlystelsesparken ?"

Han så på hende som om hun var sindssyg. Hvilket hun sikkert også var, hvad tænkte hun på?
"forlystelsespark? en blanding mellem alt for glade forældre og irriterende småbørn? Hvis du vil have alt skal forblive godt, så lad vær med at slæbe mig med til det, især hvis du bekymre dig om børn..." sagde han, men med et lille smil.
Børn...små, irriterende, opkastende, slik-i-hele-hovedet, skrigende og grædende, pruttende...ja, bare børn. det havde han ikke tålmodighed til.

"hvad siger du ?!" Grinede hun højt..
"nå..okay, jamen hvad så med en sejltur nede på havnen...luft,vind og vand...er dét mere dig...og så kan du altid smide liget i vandet " Jokede hun og håbede inderligt han vidste dét ikke var en opfordring.
Hun tænkte pludselig på ,om han virkelig vidste al dét om hende som Zean gjore...f.eks al dét om hendes far...og om manden hun havde...manden Zean hjalp med at...ja...vidste han al dét ?
Hun ventede spændt på om en havne tur med sejlads ville falde i hans smag.

Han smilte stadig, dog uden dirkete at grine.
"at sejle...lyder godt" sagde han, han kendte skam til hendes historie, om manden og det hele. Han "kiggede" jo på hele tiden.
Han strakte sig lidt og fulgte efter hende ned mod havnen.
Var dette den måde Zean klarede hver dag på? småskændes lidt med de kære, trænede lidt hver dag, passede sit arbejde...han kom i tanke om ham nok heller måtte lade Zean møde på arbejde til kl. 3
Og så om natten...snuppede en sjæl, skændes lidt mere med de kære, drak sig måske fuld eller modstod lysten til en flot kvinde...Han smilte lidt af det. hvor meningsløst. Det hele.

"Udmærket...så dét hvad vi gør " de satte kurs mod havnen og Camille nåede indtil flere gange undervejs at komme i tvivl om hendes beslutning nu også var korrekt.
Hvad ville Zean sige til dét, ville dét være okay med ham?Hun kunne ikke se hvad han kunne have imod dét?Hvis Leonard skulle rende rundt, var dét vel bedre dét var med hende, så lavede han da ikke ulykker imens .
De kom til havnen og Camille ville købe biletter til en smuttur til den lille ø Pointfree.Dét var der hun havde kigget på dét sødeste lille sommerhus og havde slået en vampyr ihjel sammen med Tristan, hun gøs lidt ved tanken.
Da hun kom til lugen, var dét den samme pige som sidst , hende der ville skifte navn til Isolde, men da hun fik øje på Leonard ved Camilles side ...spidsede hun læberne fløjtede og sagde "hallooo".
Camille himlede med øjnene og lod Leonard svare pigen...