Bring Me Back - [Camille]

Camille kiggede på ham "nej ? Heller ikke mad ? Jamen hvad vil du så Sam ?" Sagde hun sødt og undrende, da hun ikke rigtig kunne finde ud af dét.
Men da han gik og tog sit tøj , var hun helt fortabt.Hvorfor ? ville han nu forvandle sig tilbage , hvad mening gav dét ? Han var jo lige skiftet til ulv, dét kunne da umuligt være sundt med så hyppige skift.
Hun lod ham få lidt tid i soveværelset , men da hun intet så eller hørte til ham ,gik hun over og bankede stille på døren og kiggede ind "Samuel ?" Sagde hun lavt , da hun så ham 'bevidstløs' på hendes seng.
Dét havde jo været al for hårdt !Hvorfor gjorde han nu dét?
Camille gik over til sengen, lidt bekymret for ham.
Hun lagde forsigtigt en hånd på panden for at tjekke for feber, men dét virkede dét ikke til.
Så strøg hun ham over håret, og afgav et tavst løfte * jeg skal nok holde igen med mine spørgsmål Sam.*
Dét var den eneste årsag hun kunne tænke sig til hans skiften frem og tilbage.

Han slog med et sæt øjne op da han mærkede nogle hænder mod sin pande. Han kunne ikke lade være med at smile over hendes yderst bekymret ansigt. "Hvad var det du sagde jeg skulle lære dig?" Han overvejede kort at rejse sig op, men det ville sikkert bare ende med han gik i gulvet, og så ville han sikkert ikke lige vågne med det samme, så for deres begges skyld blev han liggende, og lod samtidig være med at røre sig for meget, for det kunne mærkes i hele kroppen. Han kunne ikke huske nøjagtigt hvad hun ville sige, men han kunne da huske at hun ville sige noget. Selvom han lige havde sagt til sig selv at han ville blive liggende, kunne han ikke ignorer den pludselig handling der pludselig fik ham til at løfte armen, og let lade en finger glide hen over Camilles underlæbe, op over kindbenet op til hendes hår, som han let fejede om bag hendes øre. Han vendte blikket væk fra hende, og betragtede rummet ved at kigge ud af øjenkrogen, før han igen vendte blikket tilbage til hende. "Og et spørgsmål mere ... hvad pokker var det for noget du tilbød mig af mad?!"

Hun blinkede et par gange hurtigt, hun havde fejlagtigt troet han sov, mere tungt end han ville have reageret på hendes berøring.
Hun følte lidt hun havde gjort noget forkert og derfor blev hendes svar ikke til mere end en slags hvisken " Ulvesprog...du skal lære mig ulvesprog " svarede hun som en lydig elev ville svare sin lærer.
Hun vidste ikke hvad mere hun skulle sige , da han ud af den blå luft rørte hendes læbe ,fulgte med fingeren over hendes kind for tilsidst at fæstne en af de lokker der altid stak af, bag hendes øre.
Hun mærkede hun blev....stakåndet, måske havde hun glemt at trække vejret imens dét stod på ?
Camille kunne godt se at han var kvæstet og dét hele...dét hele ...var ved at krybe ind under huden på hende, hun kunne ikke skilne dét ene fra dét andet lige nu, hun var ....forvirret, over hende selv ,mest
" jamen...jeg ved jo ikke hvad du spiser ? " sagde hun og begyndte at grine lidt , men inden i var hun langt mere alvorlig.
Dét her måtte ikke komme til at løbe løbsk, hun havde vel fuld kontrol, over hele situationen?

selvom det gjorde ondt i brystkassen at grine, kunne han ikke lade være med det, blot en smugle, da hun hørte hans kommentar. "Hvad spiser en ulv? Kødsovs?" Han lod sin hånd falde ned på madrassen igen mens han fik stoppet grinet. "Jeg fortrækker råt kød, men ulve sprog sagde du?" Han tænkte sig kort om, før han tøvede. "Hvad mener du helt præcist, hvordan jeg skal snakke til dig, eller mellem hinanden?" Han betragtede hendes læber han lige havde berørt for lidt tid siden, og havde pludselig lyst til at røre dem med mere end blot fingerene, men at kaste sig ud i sådan en plan var alligevel mere end han orkede at gøre nu, det måtte blive senere når han kunne stå op, uden at gå i gulvet, og når han kunne forsvar sig selv når hun blev vred og skrig og råbte, var det ikke sådan de altid gjorde på film? Han vred sin hjerne i forsøget på at huske det, men der var ikke meget der gav luft til gennemtænkning. Et lille grin lå på hans læber, da han 'vendte tilbage' fra hans lille tur ind i hoved på sig selv.

Hun fakede et fornærmet udtryk da hun kommenterede på hans 'latteranfald '
"måske ikke lige kødsovs ...smartass...men rå kylling, er dét ikke noget du kan spise ? "
Hun måtte ned og hente noget rødt kød , så der var noget til ham, tænkte hun....og fik en trang til at overdænge ham med kødsovsen lige nu, da hun tog ham i at kigge på hendes mund og få et meget flabet smil på.
"dont you dare " mumlede hun.
"men hensyn til ulvesprog, så dét mere bare mig der gerne vil kunne forstå dig....du sidder og kigger og forventer....et eller andet, jeg ikke aner hvad er .kan du huske dét ?"
* og hvis du kan får du røvfuld for dit badeværelse stunt* tænkte hun og skjulte et lille smil.

Endnu et flabet smil fandt vej til hans læber. "Hvad hvis jeg gjorde?" Udfordrede han. Det var måske ikke den bedste tilstand at udfordre i, men det var det perfekte tidspunkt, så måtte han vel bare æde smerten hvis hun da endelig fik sig selv til at slå på en mand der lå ned, det kunne hun vel ikke? Det håbede han ikke, så kunne han spille hellig. Igen måtte hans hjerne på en vridetur men det lykkes ham ikke rigtig at finde på noget. "Jooh, ude på badeværelset?" endnu et flabet grin kom til syne. "Men helt ærligt!" Skyndte han sig at indskyde før hun fik tid til at pippe op. "Så tænder jeg jo ikke på kvinder når jeg er ulv, så så ..." Han holdt godt øje med hendes arme, eller kiggede efter mulige måder hvorpå hun kunne pippe op, hvis det bare var en røvfuld ud af munden kunne han sikkert overleve, men hun ville hurtigt kunne ligge ham ned i gulvet lige for tiden hvis hun ville, så han håbede ikke der kom nogle fysiske sportslege ud af det, for ellers var han en falden kriger.

Hun kiggede udfordrende på ham og svarede " Dét er et rent teoretisk spørgsmål du derfor ikke får svaret på, nogen sinde...og slet ikke hvis du dig forhåbninger om en overnatning mere her ?".
Hun havde mest lyst til at varpe ham en, selv når han lå der afkræftet , havde han kræfter nok til at være så fræk.
Og da han nævnte badeværelset , greb hun ud efter en pude og smækkede den ned over hans hoved, ikke for hårdt da han givet havde ondt i hele kroppen , men hårdt nok til han mærkede dét.
"Du er fandme strid Dam " mumlede hun og forsvandt med sine rosa kinder ud i køkkenet.
Hun ville har lidt luft, ringe til Tristan og fortælle ham dét hele...og sige...
Hun stoppede sine tanker, hvis han vidste hvad hun havde gjort, nærmest inlogeret en varulv, ville han ikke kunne lise dét.Dét var en ting hun kunne leve med, men hvis han gik fra hende , dét var noget hun ikke kunne.Så igen ...hun kunne ikke fortælle ham noget, hun måtte nøjes med at handle ind...til Samuel.
* suk*

Samuel fik lige vendt hoved om inden puden ramte hans hoved. Da den var fjernet skulle kan lige til at kalde efter hende, men der var hun allerede ude af døren. Han kunne umuligt følge efter så hurtigt som hun gik, så det endte med at han lå i adskillige minutter og tænkte over livets gåder, før han lettede røven, og med stive skridt gik ud i køkkenet, mens han ignorerer smerten fra kroppen, der konstant prøvede at få hans opmærksomhed. Han lænede sig op af køkkenbordet og kiggede lidt på Camille før han fik formet ordne. "Hvorfor er det helt præcist du ikke vil have jeg kysser dig, hvis det nu endelig skulle være? Jeg skal nok lade være, men jeg bliver lidt nysgerrig." Om han selv overhoved ville kunne fuldfører et kys var et godt spørgsmål, som sikkert ikke blev besvaret før det enten var kikset, eller lykkes, og alt i alt var han ikke meget for overhoved at tænke over sådanne ting, så han skubbede det ivrigt væk igen.

Hun havde ikke forventet han var fulgt efter hende ud i køkkenet og hun havde slet ikke forventet at han forfulgte emnet.
Men dét var okay, hun havde garderet sig, godt enda.
Så hun vendte sig så hun stod ansigt til ansigt med ham og et blændende smil oplyste hendes ansigt da øjnene skinnede imens hun bare sagde "VETO" .
Dét var hele grundlaget, aftalen for deres snakke og samvær....den ville hun gerne se ham sno sig uden om.
Hun tappede lidt med den ene hånd på køkkenbordet, og dét var der eneste der viste at hun blev urolig i situationer som den her...den og hendes kinder..og måske hendes øjne..* pis...tag din nu sammen...han er kun en..dreng * prøvede hun at booste sig selv selv.

Han pressede læberne sammen for at kvæle endnu et grin. "Fint fint, jeg troede det var mig der skulle sige det." Det vakte straks hans mistanke da hun sagde det så hurtigt, hvorfor mon hun var så sky for denne samtale? Han valgte dog selv ikke at kradse mere i det men kaste sig ud i sin egen dommedag. "Men okay, inden jeg gik i baglås før, hvad var det så med mine forældre, skulle jeg fortælle dig om, i detaljer, om hvordan det gik eller hvad?" Han kunne kort sagt ikke helt huske hvad det var hun ville ordret, men han mente han havde fået fat på det, samt fået modet til endelig at få det sagt, for han kunne da ikke gå og gemme det til evig tid. Han betragtede lidt gulvet, før han igen kiggede op. "Landet lå jo sådan at jeg var den yngste bror, mellem tre, alle drenge." Startede han ud, og prøvede at finde nogle ord der kunne dække for det hele, på så få ord som muligt. "Vi havde været sammen til jul, hvor jeg så havde siddet udenfor sammen med ham vores ven. Jeg var selv ... tolv tretten?" Uha, det var ikke ligefrem en nem opgave, men det kom da lidt efter lidt. "Vi stod et sted, hvor de andre, der sad inde u stuen ikke kunne se os, da han bed mig, eller han tvang mig ned og ligge, og bed mig derefter ... og da det ikke siger puf, og så er man en ulv ... så gik jeg de følgende træ måneder med noget der kunne minde om en ordenlig omgang hovedpine, kvalme, og så ondt i alle lemmer."

Hun smilede ikke længere.
Hvorfor ville nogen dog forceret og bide en lille dreng på 12-13 år ?dét var da forfærdeligt.
Hun kunne allerede mærke hvordan hun på Samuels vegne mærkede smerten forbundet med dét.
Camille havde startet med at arbejde som læge på afdelingen for kræftsyge børn, men hun var et sammenbrud nær hver dag når vagten var slut, fordi hun levede sig for meget ind i børnenes skæbne og kunne mærke deres føelse af fortvivelse,angst og afmagt.Dét kunne hun ikke bære, ikke uden at gå ned, så derfor blev hun skadestuens nye stjerne, særlig god til børn...men der var de der så kort tid, så hun ikke knyttede sig så meget til dem.
Nu havde Sam hendes fulde opmærksomhed , "hvad skete der så "spurgte hun lidt trist til mode

Undere hele den lille 'tale' var Sams øjne rettet mod Camille, mens munden kørte. "Da den første måned var slut, begyndte jeg at få kramper, det startede med at være hist og her, midt på dagen, sent, tidligt, om natten, ja, det kunne være alle tidspunkter på døgnet, det eneste der var fælles for dem alle var at det gjorde pisse ondt, den gang, men efter fjorten dage, hvor jeg næsten kun havde kramper i 24 timer i døgnet, stoppede det endelig, og blev mere om natten." Han trak vejret dybt, mens han prøvede at finde ud af hvor i historien han befandt sig. "Det var på den tid jeg fik min første forvandling, hvis jeg husker rigtigt." Han rynkede bryne, før de igen blev glattet ud. "Men det var først femte gang mine forældre bemærkede det, men min mor var også ved at få et slag tilfælde. Snakken gik hurtigt i hjemmet om jeg skulle sendes til læge og alt det, ligesom man plejer. Det var et hit ved mine forældre, men mine brødre syntes det var mere fedt jeg var varulv." Igen trak han vejret for en lille pause og lod Camille sige noget, hvis hun da havde noget at sige.

Og naturligvis havde hun dét...
"Dét må have stinket, at være alene om dét der...vidste du din.ven var varulv? eller havde du slet ingen idé om hvad der forgik?" Camille tænkte at uanset hvad svaret måtte være, var det en helt igennem forfærdelig situation , for en.ung knægt.
Og selveforvandlingen...hvordan takler man dét.
Hun tænkte også hun måtte passe på hvis hun.blev bidt i leg, med Sam.
Hun rystede tankerne væk fra sit indre...parat til lidt mere fra Samuels minderegiser.

"Jeg vidste ikke noget før jeg forvandlede mig første gang." Det var et ganske kort og hurtigt svar, men det var sådan det nu en gang var for ham. "Men der er egentligt ikke så meget mere at sige, da de følgende to tre måneder var gået, havde jo sådan nogen lunde styr på det mente jeg selv, selvom jeg ikke havde det, og så - da min familie tydeligvis ikke kunne finde ud af hvad jeg skulle, afgjorde jeg det bare selv ved at skride, og dermed skred jeg også fra familien, rasten af den, og skole, venner og alt hvad jeg kendte til, og søgte så ud i skoven, hvor jeg stadig bor, hvilke er grunden til jeg kender skoven så godt nu." Han trak vejret dybt, og lod der være stille hvis da ikke Camille havde mere på hjertet. Han bed sig let i læben. "Og ...." Han kiggede direkte ind i Camilles øjne, og søgte hendes. "Hvis du nu tror jeg kan forvandle dig ved at bide dig, kan jeg også godt, men jeg skal have godt fast, så mit spyt, som efter min mening må være giften, kommer ordenligt ind i sig, ellers virker det ikke ... måske." han lage hoved let på skrå og kiggede så ud af vinduet. Kunne mon lave medicin mod det? Ligesom det mennesker fik med en sprøjte - hvad det nu liiige hed.

" dét jeg virkelig ked af at høre...at dét gik sådan Samuel.Dét må have været ...svært...ensomt og al mulig andet.
I har alle haft dét svært , og i mange år."
Camille ville have givet alt for at have kunne lindre sorgen der måtte have været tilstede dengang, men dét lod sig jo ikke gøre.Tilgengæld arbejdede hendes lille hjerne på hvad og hvordan hun måske kunne lappe lidt på såret nu.Dét var ikke noget der som sådan kom hende ved, hans familie relation, men omvendt....han var en ven, en god ven og dem ville man vel hjælpe alt man kunne.
Camille fik et bekymret udtryk, var dét spyttet der gjore at man skiftede form, spyttet ved et bid.
Hvad så med spyt og mundvand ? Ved et kys? Dét skete jo at man fik dét blandet, nærmest drak af hinanden, dét var jo ikke til at undgå.
Hun kiggede væk og begyndte at rode med en indkøbsseddel Istedet.
* måske...han havde sagt måske ! Var der tvivl om hvornår man 'gav dét videre ' ?*

Samuel blev mere og mere forvirret over Camille, som virkede som en person der gerne ville hjælpe, lige ind til at der var noget der sprang op i hoved på hende, som virkede til at tage alt hendes opmærksomhed. Det generede ham på ingen måder, men det undrede ham at det var sådan, hvad mon det var hun proppede hoved med? Han forstod godt hvorfor der var så mange der ville elske at kunne læse andres tanker, men andre gange kunne det også være noget så upraktisk, tænkt hvis man fandt ud af noget man ikke ville vide? Evnen havde som alle andre, de fleste andre også ulemper, men det var bare aldrig som på film, de fleste var glade for deres evner, ikke ligesom dem man kendte så godt til som hade dem, det skabte personen problemer på halsen, men det var måske fordi at i den virkelig verden, var man ikke den eneste med evner.

Hun så på ham.Han virkede så...ung...på nogen områder og så ..overlegen og stærk på andre.
Hun fulgte hendes intuition.."Sam...jeg vil spørge dig om noget, og jeg vil blive meget glad, hvis du vil tænke over det, rigtig overveje dét...inden du siger nej, ok ?"
Camille tøvede lidt, hun havde desværre mange erfaringer med hun pressede for meget på hvor hun ikke skulle blande sig , men hun havde jo også mange eksempler på hvor netop dét havde hjulpet folk.
Hun mente dét var bedst at forsætte såå
"Kunne du ikke prøve at tænke over om dét måske var en idé at....at prøve at kontakte dem igen...måde et brev, en opringning, en kop te ? " hun lagde hovedet på sned og så næsten bedene på Samuel.
Af en uvis grund , betød dét helt enormt meget for hende at der kom lidt orden i hans bagland.

Han vendte blikket op mod Camille og lyttede. Han pressede læberne til en smal streg da han fandt ud af hvad hun helt præcist ville. "Hvordan vil du have jeg skal kontakte dem? Jeg ved ikke hvor de bor, først og fremmest har jeg slet ikke nogle telefon, og derefter har jeg ikke deres nummer, og sidst men ikke mindst kan jeg ikke lide te." Fastslog han kort og betragtede hendes øjne der var rettet mod ham. Det fik ham til at vakle i hans beslutning om ikke at kontakte dem, for hvem havde sagt det skulle ende i hat og brille, kunne det ikke blive godt? Han ansigtet væk, så han havde blikket rettet mod hendes indkøbssadel. "Hvis du kan finde en måde du vil mene er okay at kontakte dem på, så skal jeg nok gøre det." Hørte han pludselig sig selv sige. Han stod derefter lidt i tavshed og forbandede sin mund, før han kiggede op på Camille igen.

Hun lod ham løbe igennem hans register af forsvar, af de grunde og årsager han viklede om sig som beskyttelse imod at blive såret.
Hun lagde mærke til tvivlen inden i ham.
Camille fik lige presset et smil og et "Undskyld Samuel, kaffe !" ind , da også dette var på hans liste over grunde til ikke at gøre dét.
Men da han tilsidst gav efter og gav hende lov til at forsøge finde en måde , blev hun bare så glad og stolt over ham at hun hurtigt var på plads med et opmuntrende knus til ham ."Samuel...dét vil du ikke fortryde .Jeg skal bare bruge deres navne, dine forældres og dine brødre måske ". Hun smilede opmuntrende til ham og trak blidt i en af hans blonde lokker hår.

Han lavede en kort grimasse, og lod være med at kommentere det, for det ville sikkert ende son en spydig kommentar, som han helst ikke ville fyrer af. "Mine forældre hedder Liam og Elizabeth S Rohr, ligesom mine t brødre Dean og Roman." Han tøvede kort, mens han betragtede Camille. "De bor sikkert i Seattle, vi skulle til at flytte den gang. Mine forældre gør, jeg ved ikke med mine brødre, den ene skulle være - 21, Dean og den anden Roman 24 nu." Han trak igen vejrest dybt, før han satte sig op på køkkenbordet, med en smugle besvær da hans arme stadig var ømme. "Hvordan vil du bruge det?" Hvis han havde kendt til telefonbøger, og helt præcist hvad internettet kunne bruges til, ville han nok ikke havde spurgt om, men han havde aldrig brugt en computer siden han var menneske.

Camille så han gav sig lidt , da han besteg køkken bordet.
" Eh... Sam, vil du prøve at have noget mod smerter, det er ikke stærkt, men noget man normalt bruger til ledde smerter ? " hun tænkte at en Brufen og to Panodil, ville kune tage toppen af hans smerter og det var ikke vanedannende medicin, på nogen måde.

Med hensyn til at opspore dem, var det jo piece of cake, med internettet og det fact at alle...eller næsten alle, havde en mobil på sig 24/7.
Camille fik hendes lille sorte mobil fisket op af lommen, eller helt lille var den jo ikke, for hun havde naturigvis forelsket sig i den htc med den største skærm, med det resultat at de næste seks måneder dumpede der enorme regninger ind af døren, men hun var så glad for den at det ikke betød det store.At hendes budget så var af en anden mening....var det ligesom for sent at gøre noget ved.
Hun tastede ind og nogle smp bib bib lyde gav den fra sig.
"Goddag...kan du hjælpe mig med et numer på Liam eller Elizabeth Rohr i Seattle ?
ja, jeg venter...."
Camille stod rastløst og trippede lidt, hun holdt øje med Samuel parat til at afbryde, hvis han ville ændre mening...
" Jaa?...okay ....Super tak for din hjælp."
Camille mumlede og repetede en lang række tal, indtil hun med tydelig skrift havde fået dem ned på papir og rakte den lille note til Samuel.
"Her er deres nummer " sagde hun stille "din mor og far."

Han rystede på hoved og kiggede på imens Camille ringede. Hvad det helt præcist skulle hjælpe til vidste han ikke, men der var nok en dybere mening i det. At være skræmt og bange plejede, efter Samuels mening ikke at være det samme, men nu var det det samme. At hun kunne få de numre på mindre end fem minutter var skræmmende for ham. Han kiggede ned på papiret som om det var giftigt, eller et eller andet der helst bare skulle væk. Han smækkede underkæben i, som han havde tabt, og kiggede så hen på Camille. "Utroligt." Mumlede han og kiggede tilbage på de tydligere bogstaver. "Jeg må sige jeg er mere eller mindre imponere ... nej, meget." Han gjorde ikke mine til at ville gøre mere, han blev siddende tavst, og kiggede på Camille med et neutralt blik.

" Men Samuel... det er ingen sag i dag.Jeg er slet ikke dygtig til den slags, så der er intet at være imponeret over" smilede hun sødt til ham.
" jeg tror vi skal have dig på et lille mini it kursus, så du kan blive updateret lidt ."
Camille lod hendes øjne kærtegne hans ansigt, måske gik det hele lidt for stærkt for ham?
Måske skulle de geare lidt ned, tænke det hele igennem inden de handlede yderliger.
" Sam...er du okay ?" spurgte hun og hendes øjne lagde sig på hans hånd med papiret i.
" Vi behøver ikke gøre mere lige nu...nu har du nummeret på dem, du ved du kan få fat i dem, så nu kan du bare gå og tygge lidt på hvordan vi skal gribe det an."
Camille frygtede lidt at det var gået for stærkt, det var vanskeligt at se hvad der skete inden i Sam.

Et kort smil skød over hans læber. "Okay, så for mig, jeg er elendig til til alt der handler om nye ting - jeg kan sikkert heller ikke bruge noget så normalt som en kaffemaskine." Han begyndte at klø lidt rundt oppe i håret, men fik store øjne da hun snakkede om it kursus. "du må da gerne prøve, men jeg er elendig til det." Han nikkede tavst, selvom det ikke var 100% rigtig, men sådan stort set var det rigtigt. "Jeg kan ikke bruge en mobil - sååå det bliver du også nød til at hjælpe mig med, og især ikke når du trykker på den skærm."" Han kastede et kort blik mod hendes mobil, hvis hun da ikke havde gemt den væk.
Samuel hoppede ned fra køkkenbordet og betragtede indkøbs sedlen. "Hvis du skal købe ind kan jeg godt hjælpe dig, men jeg vil have et bad først hvis jeg må?"

Hun lyste op, naturligvis skule hun nok hjælpe ham med det hele.
Og det første de skulle var ud at købe en mobil til ham ...og noget mad.
"Du vil hjælpe mig ? med at handle ? " hun så lidt skæptisk på ham, men hentede hurtigt de piller hun havde talt om og et glas vand.
"Så tager du lige dem her inden. Og badet bruger du bare, der er stakkevis af håndklæder og sæber derinde...også nogle helt neutrale" tilføjede hun ved tanken om at Samuel skulle dufte af vanille, som hendes egen dush gjore.
" Jeg venter bare...take your time ".
Hun luntede ind og satte sig tilrette i sofaen , men et lille smil på læberne.Hvilken mobil skulle hun forære ham? Hun fandt en reklame frem og kiggede på mobilerne i den.