Bring Me Back - [Camille]

"Den sang har jeg hørt før, og nej, du kan godt glemme alt om det - for jeg ved først og fremmest ikke hvor de er, og jeg har ikke så fandens meget lyst til at møde dem." Svarede han hårde end han egentligt ville, men han gad ikke redde ud på det, og lod Camille tænke hvad hun ville. "Jeg overlever jo." Igen havde Samuel sprunget en del over om hvad der egentligt var sket, men han lod det ligge, og valgte ikke at lade det berøre ham, for så slap han forhåbenligt for at snakke mere om det, hvilke han gerne ville. Hun kunne spørger ind til så meget andet - stort set alt andet, for der var ikke meget han fandt vær at gemme på, men åbenbart var denne ene lille ting kommet i den skuffe som helst ikke skulle åbnes af andre.

"Hmm...det lyder som der er en trist historie gemt der Samuel og jeg vil ikke tvinge den ud af dig.Dét er bare dét at man ofte får dét lidt bedre ved at tale om det med nogen, også selv om dét en ældre historie.
Har du forsøgt at ringe til dem måske, bare at sige hej ?".
Hun kunne godt se at Samuel blev lidt sammenbidt, det var helt klart ikke et favorit emne, men hvorfor skulle han slæbe afsted med den byrde på sine skuldre helt alene, hvis de sammen kunne ændre lidt på dét.
De nærmede sig Camilles gade , og man kunne så småt skimte hendes lejlighed.
"Well ...dit hjem for denne aften mr.Rohr " Jokede hun for at få ham tilbage i lidt bedre humør.
"Dét bliver helt rart med een til at varte mig op " hun puffede til ham og smilede.

Samuel havde i grunden mest lyst til at bede hende holdt hendes mund lukket, men han lod være med det, og trak blot sin arm til sig, mens han gik med hende ned af gaden. Det var typisk at folk ville have man skulle snakke med folk, gud - åh ja, det skulle skam nok hjælpe. Han havde ingen planer om at ringe, og heller ikke nogle om at han ville gøre noget andet i den stil for at kontakte dem, faktisk ville han helst bare sejle i sin egen sø, som nogle jo kaldte det. "Mig en klæde frøken." Gryntede han, mens han fortsatte ned af vejen, og stoppede så op, da hun sagde den næste sætning, men rystede så let på hoved, og fortsatte hen mod lejligheden. Så han skulle leje tjener? Uha, det skulle skam helt sikkert blive iiih så sjovt! Tænkte han tørt, mens han gik med hende ned af gaden, og stoppede op foran lejligheden. Hendes lille ynkelige forsøg på at gøre ham lidt glad var ikke noget man kunne kalde for en vellykket omgang.

Camille så hendes små forsøg på at få hans smil tilbage, endte uden resultat.
Han trak sig Istedet fra hende og dét med tjeneren var ikke særligt sjovt, ifølge ham.
Camille kunne aldrig finde på at bede nogen servicerer hende, og netop derfor var bemærkningen morsom, havde hun selv ment.
De gik op af trappen , i tavshed og hun fumlede lidt nervøst med sine nøgler inden hun fik døren låst op
"Føl dig hjemme...do as you please " sagde hun stille til ham.Camille gik ind i stuen og satte sig , trak benene op i havfrue stilling i den store sofa.
"Sam....kom lige " kaldte hun.

Han futtede efter hende ind i lejligheden og kiggede rundt i den lille farverige lejlighed der så dejlig hyggelig ud. Da Camille kaldte, kunne han ikke helt lade være med at smile over hvor ivrigt han næsten sprang ind til hende som en lille hund. Han lage hoved let på sned og kiggede mod hende. "Jaah?" Han betragtede hendes fine stilling der minde ham om noget meget fint og elegant. Havfrue ville sikkert også have stået øverst på listen, hvis han da havde kendt til disse svømmende mennesker, men det var uden for hans viden lige for tiden, så han anede ikke hvad pokker han skulle sammenligne det med, ud over at hun så yderst yndig og fin ud, selvom det blot var en helt anden stilling hun havde sat sig i. Måske var det sofaen omkring hende der fik det til at se så stort og pompøst ud? Han anede det ikke, og var i sidste ende også ligeglad, det der var mest af alt i ham, var nysgerrighed til hvad hun ville sige eller gøre.

Camille kunne se han var en anelse mere afslappet end sidst.Denne gang var han forberedt på hendes lejlighed, farverne og kontrasterne og så ud til at accepterer den bedre.
Hun klappede på sofaen og bad ham tage plads.
"Jeg vil aftale noget med dig...vi har begge...ting...vi har svært ved at tale om, og jeg tænker at dét skal være tilladt at snakke og spørge om dét vi føler for.Jeg kan godt lide dig og har tillid til dig.Men hvis vi ikke ønsket at besvare et spørgsmål ....så siger vi fremover VETO .Dét betyder 'slut med emnet promte', okay...vil dét virke for dig ?" Hun så smilende på ham.

Samuel satte sig tøvende ned ved siden af Camille og blev en smugle urolig ved hendes ord. Helt hvilke del af det, vidste han ikke, men det virkede til at være noget han sikkert ikke ville kunne hitte ud af, så han måtte vel bare holde tungen lige i munden. Han prøvede forgæves at se om han kunne gætte det ud fra hendes ansigt, men selvfølgelig var det ikke ligefrem det der var nemmest når man levede som ulv, og ikke var van til at 'tjekke' ansigter. "Okaay? ... Det skulle det være." Samuel fik en lille mistanke om at det var hende der spurgte, og ham der skulle besvare, og chancerne for at han skulle sige VETO var efter ham minimal. Efter disse tanker var tænkt færdig, fortsatte han med rasten af det hun havde sagt, den del med følelser hvilke på en måde gjorde ham urolig ved at skulle til at ævle om lige dén del som man nettop slap for som ulv, men det gjorde ham også nysgerrig efter hvad det var hun havde på hjertet.

Hun smilede til ham, han så ud til at være ved at drukne i alle hende ord og forklaringer og fik den største lyst til at smide en redningskrans ud til ham.
Hun ville derfor vente lidt med hendes spørgsmål og først lade ham slappe lidt af og hygge sig.
Camiles øjne vandrede stille rundt på Samuel, prøvede at tage alle de små detaljer ind omkring øjne,mund og næse og hele hals krop.Hun ville gerne kunne tyde ham bedre, men det var svært.Var hans mimik præget af hans ulve instinkt, eller va det udtryk for hans tanker og følelser var?Hun andede det ikke, havde aldrig kendt andre som ham.
Hun spurgte blidt med hovedet lidt på sned " Sam.. er der noget du kunne tænke dig, mad, drikke ...et eller andet?"
Hun tænkte på hvor mange gange han havde forvandlet sig i dag og at han måtte være udmattet, hun ville gerne gøre noget rart for ham ,som tak

Det hjalp ikke ligefrem at hun pludselig valgte at skifte emne, men det fremkaldte alligevel et lille smil på hans læber. "Nej, bare spørg løs, hvis jeg skal slappe af falder jeg i søvn så skyd løs mens jeg er vågen." Han pressede læberne sammen for at kvæle et gab, og gav hende derefter endnu et smil, mens han satte sig bedre til rette ved først at børste fødderne af, og derefter trække bene op under hage, og placere hagen mellem bene mens hans øjne var fæstnet ved Camilles hår - igen. Han kunne ikke helt afgøre om det var for lyst til at være brunt, eller for mørkt til at være blondt. Hvor upraktisk! Han lod den ene hånd glide op i håret, så håret strittede ud mellem hans hænder hvor efter han lod hånden glide tilbage, så håret et kort øjeblik blev presset tilbage. Hånden gled derefter ned, og lage sig omkring hans ben, ligesom hans anden hånd.

Fast besluttet på ikke at feje det lille nyopstået smil væk fra hans mund, ville hun ikke tage den samtale med ham lige nu for hun var desværre sikker på han ville blive irriteret og måske enda vred- og faldt han i søvn så havde de jo altid dagen i morgen.
Hun tog ham i at kigge lidt meget på hendes hår-igen, det havde han gjort nogen gange før, havde hun stadig blade i fra de da lå i skoven.Hun begyndte af børste lidt på det med sin hænd, helt per refleks.
" Samuel...hvis du er træt må du gerne ligge dig i min seng, altsår i nat får du glæden af sofaen,men så sent er det ikke endnu.Så du kan da sove en time eller to , så ser jeg lidt tv? imens eller laver oget mad?2".
Dem der kendte Camilles evner i et køkken ville ved det forslag blive meget skræmt, med Samuel anede intet om de manglende husmoder gener, og hvis han bare skulle have noget kød med et eller andet tilbehør...så var hun da frisk på at give det forsøg.

Samuel sukkede højlydt og rystede let på hoved. "Hvis du er sulten, så lav noget mad, men hvis du heller vil fortælle hvad du nu ville fortælle, eller spørge om, så gør det." Samuel mistænkte Camille for alligevel ikke ville ind på emnet, men nu måtte det jo komme an på en prøve. "Jeg er desuden ikke træt." Bare en god gammeldags løgn der blev presset ind. Han behøvede slet ikke at overbevise hende om at han ikke var træt, for hun vidste sikkert at han var det, men så længe han ikke var ved at gå i gulvet, skulle han skam nok overleve. Det var lykkes hende at tænde hans nysgerrighed, og nu ville han have svar. "Hvad er det du vil sige, lad være med at udskyld det." Han fjernede sine arme fra bene og satte sig op. Han lænede sig ind over hende og smilede. "Spyt så ud smukke." Han havde en plan han ville sætte ud i verden hvis hun ikke overgav sig til ham, mission hundeøjne.

Camille kunne ikke andet end at smile, både indvendig og udvendig
Han kunne godt nok skrue op for charmen, når der var noget han ville.men nu var hun ikke så let at påvirke, mente hun ihvertfald selv....men så alligevel, måske skulle hun bare lufte tanken for ham, og når han så afslog, kunne hun lade der gå lidt tid og så bringe det på banen igen. Hun havde tænkt tanken tidligere i dag, men det kunne han jo ikke vide, han læste ikke tanker.
"Ok...men lov mig du ikke bliver vred " sagde hun stille og hendes øjne lignede små killinge øjne der kiggede ind i hans.
" Det er omkring...eh...dine forældre...j-jeg synes jo.. altsår måske skulle v-vi " og så gik hun istå, var hun alligevel på vej ud af en het forkert retning ?Hun så bedende på ham, måtte hun forsætte?

Det glæde ham at se at hun smilte, dog forsvandt glæden da hun kom ind på emnet. Han sukkede og betragtede hende indgåede. "Okay - hvad er det du vil med mine forældre?" Ordne lå forkert i hans mund, men hvis det var dét hun ville snakke om, så blev det altså det. Han betragtede hendes øjne et kort øjeblik uden at sige noget da han ikke forstod hvad hun ville. "Jaah? Bare fortsæt." Han lænede sig tilbage, og satte sig i samme stilling som før, med bene trukket op, og armene låst omkring dem. Han kunne vel lige så godt smide det hele ud i hoved på hende, så kunne hun pryde sit ID som fritids psykolog. Ja, det skulle nok blive pænt. Han sukkede, og kunne ikke lade være med at smile lidt ved at forstille sig Camille som psykolog.

Hun trak ånede lettet ud , og opdagede først der at hun faktisk havde hold det imens hun ventede på en reaktion fra ham.
Samuel var en skat, og tog det faktisk pænt og gav hende tilladelse til at forsætte, selv nu hvor han kendte indholdet af samtalen.Så langt så godt.
Hun ændrede stilling så at hun sad som ham, bare i sofaens modsatte ende.
" Men Samuel....vil du ikke godt fortælle hvad der skete med dig...med dine forældre først...for ellers ved jeg ikke om mit forslag rammer helt forbi?." Hun så spændt på ham, var der noget der fik hende til at føle sig godt tilpas var det at hjælpe nogen....fordi det gav hende en ølelse af at der var brug for hende.Og så naturligvis fordi hun havde så meget at gøre bod for fra fortiden ,hvor hun ingen hjælp var i stand til at give til dem der virkelig afhang af den.

Samuel slog blikket ned, mens han rynkede lidt på panden. Det var ikke ligefrem nemt at sætte ord på de ting der var sket da han faktisk aldrig havde gjort det. "Kan du ikke bare spørger om hvad du nu vil snakke om?" Han betragtede hende med sine grå øjne der dog ikke rigtig så på hende, men var et helt andet sted. Han hørte egentligt heller ikke rigtig efter hvad hun sagde, ikke længere. Han kunne ikke gætte sig frem til hvad hun ville bruge samtalen til hvilke irriterede ham. Hvad skulle hun i grunden bruge den viden til? Han vidste det var høfligt at hjælpe andre, men alligevel, så virkede det da tosset, hun kunne da ikke bruge hans viden til noget? Kunne hun? Han bed sig endnu en gang i læben, og kiggede på hende med et intenst blik der igen prøvede at gætte sig frem til hvad hun ville. Hele kans koncentration var vendt mod hende mens han prøvede at afvise den ide der var dukket op i hoved på ham.

Camille tiltede ind mod ryglænet i soraen og sin venstre side læne sig ind mod det.
Hun kunne se han var gået i tænke boks og tolkede dette som han enten overvejede om han skulle fortælle hende hans historie eller undrede sig over hvad hun skulle vide det for.
Camille sad lidt uroligt , var Samuel ikke pludselig meget ...opmærksom på hende ? Hvad farede dog gennem hans tanker? Somme tider ville hun elske at have den egenskab, at kunne æse andres tanker.
"Samuel ...jeg hader bare tanken om du slet ingen kontakt har til din familie, så jeg vil gerne høre hvad der er sket, for at forstå...hvordan det hænger sammen?"
Camille vidste alt om at det ikke altid var det bedste at blive hos sin familie, det var sikkert og vidst. Men alt efter omstændighedderne, var der også mange familier der kunne heles eller ihvertfald lære at leve med hinanden i deres liv, og finde glæde i det.

Han lavede en kort grimasse før han vrissede: "De var bare ikke specielt glad for at have en unge der kunne blive en ulv ... og det var skam heller ikke fordi jeg fandt det særlig smart, så jeg skred." Mere var der ikke efter Samuels version af det hele. Han pressede irriteret læberne sammen, før han beslutsomt rejste sig op, og forsvandt ind af den nærmeste dør, der viste sig at være et toilet. Han smækkede døren i, og trak af tøjet før han igen forvandlede sig selvom det gjorde ondt, men han sagde ikke et pip. Så snart forvandlingen var færdig stod han lidt og sunde sig, mens han kunne mærke hvor meget hans muskler brokkede sig over forvandlingen men det var langt bedre end den anden smerte, den smerte der var kommet efter at han havde forladt sine forældre, efter at de, efter hans mening havde skubbet ham væk. Det havde nok i bund og grund været ham, men alle disse tanker kom slet ikke til deres rette plads inde i hans nu lille ulvehjerne der ikke kunne føle samme smerte, og ikke kunne snakke. Han valgte blote at presse snuden ud mellem døren og dørkarmen, så han fik døren åben, hvorefter han tittede ud, og hurtigt fandt vejen til soveværelset hvor han luntede ind, og lage sig nede på gulvet, og rullede sig sammen mens han lukkede øjne.
Det var den eneste måde han kunne komme i tanke om at han kunne slippe for at tale om emnet som han for alt i verden ville undgå at snakke om. Hvorfor han gik helt i baglås over emnet vidste han ikke selv, men svaret var ganske enkelt; han var bange for følelserne, eller retter sagt, han hade stort set alle følelser, da han ikke kunne finde ud af dem, sorg, ulykke, kærlighed ... det eneste han rigtig kunne forholde sig til var had, men hvem kan ikke det?

Hun sukkede, han ville ikke ind på emnet, ikke i aften ihvert fald, han var ikke klar.
Camille ville gerne have standset ham da han gik og sagt at hun nok skulle lade det ligge, men hun nåede det ikke.Hvorfor havde han ikke sagt VETO? Hun havde jo netop forklaret ham det, så han med lethed kunne stoppe en samtale han ikke gad.
Efter lidt tid blev døren åbnet igen.Camille spærrede forbløffet hendes øjne op, da ulven kom ud. Ligeså smuk og poetisk som tidligere, luntede den roligt ind på gulvet ved hendes seng ,og lagde sig til at sove.
Camille smilede skævt og sagde til ulven da den gik forbi " ja ja ...samuel 1-0 til dig skat...det der, er der nok mange mænd der misunder dig",
hun gik ud og tog en skål,fyldte vand i den og satte den ved hendes seng,ved siden af Sam.
Selv gik hun ud på bade værelset , iklædte sig ait tøj og gik ud under bruseren.Hun nød det lune vand vaske tanker og bekymringer væk, og efter en hårvask og et par minutter hvor kun sindet blev forkælet af vandet, fik hun slukket for bruseren og tørret sig straks efter.
Hun tog undertøj og en kæmpe teeshirt med Darth Vader på, og luskede ind i soveværelset.
Hun overvejede om hun skulle tage sofaen, men det ville jo virke latterligt, da Samuel sov på gulvet og ikke i sengen. Hun bukkede sig og strøg den over hovedet og hviskede " Godnat min skat...sov godt", og så kravlede hun i seng og slukkede for lyset.

Så snart rummet blev henlagt i mørke slog Samuel atter øjne op, og kiggede lidt rundt i rummet, hvor efter han fik sig stablet sig på bene, og var lige ved at ende i vandskålen. Han kiggede kort på den, og ville sikkert have set meget forurettet på den hvis han havde kunne, men det kunne man jo kort sagt bare ikke som ulv. Han kiggede op mod sengen der så en smugle lille ud, men hvad fanden, hun måtte jo klare den. Han fik ned til hendes fødder, og sprang op i sengen, mens han så forsigtigt som han nu kunne listede så langt op han kunne, og lage sig inde ved væggen, og lage sig ned, mens han af bedste evne, selvom han var rimelig stor at ligge med, lage sig til rette, sukkede og gik derefter ud som et lys. Han gabte lidt i søvne, før han smaskede lidt, og sov så fast. Det lykkes ham i mellemtiden, i løbet af natten at krumme sig sammen, så han fyldte mere og mere oppe ved Camilles mave, hvor han til sidst, hvis hun da ikke havde flyttet sig, lage sit store hoved vel behageligt midt på maven mens han havde rullet sig sammen med rasten af kroppen, så han stort set havde overtaget sengen, men hvad han ikke selv vidste havde han ikke godt af.

Camille hørte ham rumsterer.
Måske han alligevel ville snuppe sofaen ?
Men nej, et bump, pænt stort , gav besked om hans ankomst i sengen og hun var luge ved at genne ham ned.
Men som sagt, havde den ulv en ekstrem beroligende effekt på hende, hvilke næsten irriterede hende nu , da hun lige opdagede dét også kunne bruges...imod...hende.
Hun nænnede jo ikke at smide ham ned, og desuden lå den presset op af væggen..så mon ik dét gik.
Tilgengæld sagde hun intet til den, men lod som hun sov, hvilke hun snart gjore.
Camille sov trygt, og dejligt og et par gange i nattens løb fik hun krøllet sig sammen og puttet sig enten ind til ulven eller med en arm omslynget den.
Men hvad hun ikke vidste havde hun ikke ondt af, vel .
Natten gik og dét blev morgen.
Camille vågnede langsomt, og da hun nærmest lå på kanten og Samuel havde sit hoved på hendes mave, tænkte hun* oh shit...pokkers*, for sådan havde hun ikke lige planlagt dét.
Hun klappede lidt på den hoved "Sam...Sam ...vågn op ...SAM !" Hun kunne dårligt bevæge sig med dens vægt.

Sam vågnede ved at der var en der slog ham oven i hoved, eller slog var måske for meget sagt, men en der syntes det var sjovt at puffe han på hoved. Han slog øjne op og gloede lidt rundt, før han fandt grunden til den lette dunken i hoved. Han snappede ud efter Camilles hånd, og fik fat i den, hvorefter han lage sig, med det blide greb i hendes hånd, på hendes mave igen mens han kiggede på hende med sine grå øjne, og sagde ikke et pip før lidt efter hvor han løftede hoved. Hvis han havde været menneske ville han have afgivet et lille flabet grin fra sig, hvor efter han rejste sig op og hoppede ned fra sengen. Da han var kommet ned satte han sig på enden og kiggede forventningsfuldt op på Camille mens halen let fejede hen over gulvet som en kost, mens han ventede på at der skulle ske noget, af den ene eller anden art.

Camille udstødte et gisp da han snappede ud efter hende og fik fat.
Hendes hjerte slog et dobbelt slag, hun var rimelig sikker på han ikke ville skade ende.Var dét et forsøg på at vise at selv om han var ulv, kunne godt bestemme slagets gang?
Hun skændtes på ham.dog meget blidt så intet dyr ville sikkert tage dét alvorligt når der blev sagt ' Nej Sam. Fy ' i sådan en blid tone.
Da han slap hende , efter at have kigget lidt, blev hun mere rolig og selv om han var en ulv nu tog hun sig i at mumle "mænd!"
Hun så på Sam, der sad forventningsfuldt....ok dét var mad eller gaden , kunne hun lufte en ulv på gaden ?
Tja...hun kunne ikke så godt lade vær.
Hun skulle til at skifte tøj, men stoppede og tog dét med ud på toilettet_Her skiftede hun til et sort sweat sæt i velour, med noget army print i foret og i hætten.
Hun åbnede døren og spurgte "Skal du ned ?"

Da hun gik ud på toilettet fulgte han efter, og da hun ikke låste døren, pressede han sig ind, og satte sig til at vente ved døren, til hun havde skiftet. Det kunne for hende nok virke irriterende, men for ham var det ganske harmløst, han tænkte ikke yderligere over hvad hun var, på samme måde som han ville gøre hvis han havde været menneske. Da hun spurgte om han ville med, blev han på sin flade, og overvejede så kort, om han skulle forvandle sig, men det ville helt sikkert blive en pinefuld omgang, så han var altså tvunget til at blive. Så på den eneste anden måde han kunne komme i tanke om han kunne sige nej, var ved at give nogle små pivene mens han gik lidt væk fra hende. Hvad det egentligt præcist var han ville, vidste han heller ikke, men han havde en ide om det, en ide han hellere end gerne ville kunne løbe fra hvis han da nu en gang kunne, men så længe han var ulv, slap han for at være i fare for at gøre det.

" ok...dét var ikke det " mumlede hun ned til den insisterende stædige ulv, der også så ud til at have lusket sig med på badeværelset, hvilke hun havde opdaget a little to late.
Hun lukkede døren igen og satte sig på hug og hendes øjne mødte hans imens hun kløede den bag ørene "Du må lære mig ulve sprog...Samuel..hvad vil du..er du sulten ?"

Hun kom op og ud i køkkenet.
En hel fersk majskylling eller noget kødsovs...sikke et ringe udvalg.
Hun satte begge dele på gulvet og så om han ville have noget.
Hun måtte huske at spørge om de ting her , når han blev 'sig selv'igen.
Hun havde jo mødt Samuel i hans menneskeskikkelse først, så den var 'rigtigst' for hende, selv om den også var den mest...udfordrende.

Han fulgte efter hende ud i køkkenet, hvor han kiggede lidt på hendes udvalg, dog helt uinteresseret. Han endte til sidst igen på halen, mens han betragtede Camille. Lysten til at forvandle sig igen blev kun større som tiden skred frem, men at forvandle sig ville betyde smerte, men han blev vel bare nød til at gøre det? Et lavt klynk kunne høres fra ham, da han lage sig ned på gulvet med et lavt bump og betragtede hende halvt opgivende. Han kunne ikke rigtig finde på noget, så han blev vel bare nød til det? Endnu et klynk hørtes fra ham, før han rejste sig op, og luntede ud på toilettet hvor han tog sit tøj i gabet, og begyndte at sjoske hen mod soveværelset hvor han gennemførte den smertefulde forvandling ingen, for et x antal gange inden for 24 timer. Da forvandlingen var færdig fik han trukket i nogle bukser, og kravlede op på sengen hvor han endnu en gang gik ud som et lys mens hele hans krop var helt ødelagt efter alt den ændring.