Bring Me Back - [Camille]

Samuel nikkede, og kravlede ud af sengen. "2 sekunder." Blev hans eneste kommentar hvorefter han forsvandt ud af døren, for lidt efter at komme tilbage med sine elsket druer, som han begyndte at sutte på, hvorefter han spiste dem. Der var stadig ikke gav mening inde i hans hoved, men han valgte at vente med at ytre sig om dette til et senere tidspunkt. Det var stadig ikke lykkes ham at finde ud af hvad x var, og hans mistanke lå på at han måske aldrig fandt ud af det, at han blev ved med at leve i uvisheden om hvorfor det var var at Camille gjorde som hun gjorde, for hendes handlinger fulgte ikke rigtig efter hendes ord, så der var noget i stykket der var galt.
"Men du fortalte mig aldrig hvad du ville? Skal vi blive siddende her inde eller?" Han betragtede hende med et neutralt blik mens han tanker fes rundt et eller andet sted henne.

Hun smilede.
Han var stillet tilfreds og dét havde bare kostet nogle indrømmelser fra hendes side af.
Hun så forbavset efter ham, hvor skulle han nu hen?
Da han vendte tilbage med en klase vindruer, skar hun en lille grimasse.
Var han ude på at tage livet af hende, eller hvad ?
Urokkelig i sin tro på hun kunne styrer dét her, kommenterede hun ikke vindruerne, ikke verbalt Anyway.
Samuel, der legede spørge Jørgen, havde mere oppe i ærmet, men hun var lidt uklar på hvad han lige mente."Hvad jeg vil ? Og om vi skal blive her ?Du må gerne spise i sengen....hvis dét er det du mener ?" Blinkede hun til ham og sagde.

Han kiggede undrende på hende og grinte. "Nej, jeg mente om vi skulle gøre noget, lave mad eller noget andet." Han flyttede lidt på sig sig stak en drue i munden Camille. Han lænede sig tilbage og betragtede hende. Han satte sig til at vippe med tærene og betragtede dem i tavshed mens han regnede på det regnestykke i hans hoved der stadig ikke gav mening. Han overvejede flere gange om han virkelig skulle spørge om det, men han droppede det hver gang.

Hun lyste op...
"Jeg har en plan...måske du vil kunne lide den?
Vi laver noget mad....eller jeg gør hvis du er heldig, og når vi har spist så får du lov til at smage på alle de poser slik og popcorn vi har købt imens vi ser en film, er du med på den ?" Sagde hun og kastede sin pude efter ham, idet hun satte sig op i sengen.
Hun havde ikke holdt film aften i evighedder, eller været i biffen for den skyld, og hun elskede dét.
Så hun så spændt på Samuel, ville dét være ok eller var dét ikke lige noget for ham ?

"Super!" Han sprang op efter at han havde forsvaret sig mod den flyvende pude. Han fulgte efter Camille ud i køkkenet, mens han spiste de sidste druer. Han flyttede lidt på sig, så han stod lænet op af køkkenbordet. "Hvad skal vi lave?" Han kiggede tøvende rundt før han ikke rigtig kunne styre sin nysgerrighed og kiggede ind i køleskabet. "Bare sig hvad jeg skal."
Han vendte sig om mod Camille og rode lidt rundt i håret. "Jeg har altså spist slik før." Ville han lige have indført inden hun troede at han aldrig havde spist slik eller andet i den dur. Det eneste der vel var anderledes var at det smagte anderledes. Han var ikke sikker, men så sikker som man nu kunne.

I køkkenet bladrede hun lige igennem hendes tanker, hvad de egenlig havde fået købt.
Normalt ville hun have valgt bøfferne, men dem ville hun gerne gemme hvis Samuel pludselig var ulv igen.
Så valget faldt på en kylling der ville blive gryde stegt , nogle kartofler de ville skære ud og smække i ovnen og fra kyllingen kunne der blive en lækker sovs.
"Kyllingen.....ved du hvordan du gør den stegeklar ?"
Hun kunne ikke dy dig for at kommenterer på dét med slikket også " hvorfor undrer dét mig ikke at du kender alle....unoderne...og har prøvet dem " sagde hun og gav ham et lille prik med fingeren på hans skulder.

Han kiggede lidt på Camille som om hun var gal før han rystede på hoved. "Nej, har aldrig lavet det." Han smilede stort, og uskyldigt mens han folde hænderne i skødet og prøvede at se yderst uskyldig ud. "Det er da ikke unoder at spise slik!" Beklagede han sig. Siden hvornår var det overhoved blevet det? Ikke i den tid han selv kunne huske, men det kunne da være det var blevet ændret igennem tiden, men han var ikke sikker på det, måske var det bare Camille og alle hendes underlige ting. "Men vi skal vel ikke kun have kylling, ellers skal jeg nok sætte mig til at se dit mad program, så kan du også lære mig at lave din kylling." Hvorfra skulle han have lært at lave kylling fra? Det var jo ikke ligefrem fordi at han havde spist det de sidste mange år.

Camille lo " jeg er bange for du har fået dig en virkelig dårlig lære mester så , men vi må famle os frem så "
Camille viste hvordan kyllingen skulle aftørres, og krydderes og tilsidst brunes på alle sider ,nede i stegegryden .
Så fik den hældt vand over og kunne passe sig selv.
Hun viste Samuel hvordan man skrællede kartoflerne og skar dem ud i strimler
"Ved du hvad...jeg skræller dem og du snitter dem i skiver ok ?"
Hun kastede et stjåldent blik på ham, havde hun nogen sinde haft en fyr i bar overkrop i sit køkken, ikke hvad hun kunne huske...Damn , han tog sig godt ud.

Samuel fik ikke meget ud af kyllinge undervisningen, men fik dog hurtigt skåret kartoflerne ud som Camille havde bedt ham om. "Jeg havde ellers håbet jeg endelig havde fundet mig en god læremester - ikke at jeg havde en før, men men." Det lykkes ham at håndtere kniven uden at han skar sig i fingeren, eller der skete andet med ham. Faktisk følte han ligefrem han kunne finde ud af det, hvilke var fint nok i sig selv. Han lage vægten over på det andet ben, hvorefter han lod den sidste skriveskåret kartoffel falde ned på bradepanden hvor der var blevet lagt et stykke bagepapir ud. "Skal de pensles?" Han kiggede spørgende på Camille mens han vaskede sine hænder rene for karlofferskralder.
Han fandt det yderst underholdene at være i køkkenet med en fe - eller hybrid, men det lød bedst hvis man sagde fe, og ikke hybrid da den anden halvdel jo var et menneske som ikke var specielt unikke i racen selv, men dette menneske var skam meget kønt og elegant.

Hun kiggede imponeret på ham.
Arbejdet var klaret smukt og ingen afhugget lemmer.
"Du kender til pensling med olie ?" Camille fik igen en følelse af at han nogen gange...bare ind i mellem...vidste meget mere end han reklamerede med.
"Jepp...giv dem et kærligt lag og slut med salt og paprika.
Hun var glad for hun ikke ofte fik gæster, dét syn der ville møde dem i køkkenet var svært at snakke sig uden om.
Camille indstillede ovnen på 200 grader og så var den klar når Samuel havde fået pendslet og doseret hans mesterværk.
Hun tvang sit blik væk fra ham, og vendte kyllingen inden.hun lagde et låg over den.

Samuel nikkede, og fandt hurtigt salt, men det tog ham fem lange minutter at finde det sidstnævnte som han ikke kunne finde ud af at udtale. Hvad det mon så var for noget. Han begyndte at pensle dem med olie, og fik så lagt et perfekt lag pulver ud over dem, hvilke overraskede den ikke specielt køkkenerfarne Samuel. Men selvfølgelig kunne det heller ikke gå evigt godt, nej, Samuel var jo ikke skabt til et køkken, så det lykkes ham, da han satte kartoflerne ind i ovnen at brande håndryggen da han kom til at ramme en af de dimser pladen hang på. Han satte i et hyl og ræv hånden til sig og ville tabe panden med kartofler ned på gulvet hvis ikke Camille nåde at gribe den, før den fik smasket hele gulvet til i olie og alt det andet.

Camille var heldig, lige akkurat fik hun fat på pladen og nærmest med et dask med hånden, fik den ind på plads i ovnen.
"Må jeg se ...må jeg se " mumlede hun og tog hans hånd i begge hendes.
"Kold vand " sagde hun og træk ham over til hanen, tændte og holdt om hans håndled imens dét kølige vand rislede ned over hans håndryg.
Hun så op på ham , dét var et typisk køkkenuheld og selv erfarende kokke lavede dem .
"Går dét, er du ok ?" Spurgte hun og nussede hans håndled med tommelfingeren som 'plaster på såret '.

han lod hende trække ham hen til vasken hvor hun pøsede vand på, det hjalp minsandten! Han kiggede lidt ned på hende og smilede derefter. "Ja - det er okay." Han smilede let for sig selv. "Hvad var der mere?" Han kiggede hen mod hende mens han lod hende holde hans hånd, og gjorde hvad han nu ville med den. Han lod undersøgende en finger glide ned af mærket der sikkert ville ende med at blive et ar, men så havde han da også lidt udsmykning på hånden. Lidt efter trak han sin hånd til sig sig og fandt en klud, fik den gjort våd, og lage den over håndryggen. Han kiggede mod ovnen som han lukkede med foden. "Du har hurtige reflekser ..." mumlede han og vendte blikket

Hurtige reflekser ?Hun gav ham et lille klap på skulderen
"Dét der var held i uheld, intet andet " konstaterede hun da hun havde mindst ligeså mange eksempler på når det gik galt og hun ikke nåede dét , men jo....nogle gange var hendes reflekser rigtig gode.
Hun trak sig op og sidde på køkkenbordet , maden ville passe sig selv den næste tid .
Hun kom i hu den gode rødvin, der stadig stod i skabet.
Ved hendes side stod glasset fra før.
"Sam...kunne du ikke lige række mig den flaske der ?" Hun kunne allerede mærke vinens afslappende fornemmelse, blot ved at tænke på den.

Han smilede kort, og greb ud efter flasken. "Det har du nok ret i." Han satte sig op ved siden af Camille på bordet og kiggede lidt på væsken fra flasken. "Fatter ikke du kan syntes det smager godt." Han gøs kort. Han elskede druer, men ikke maste, det vidste han nu. Han fugtede læberne og betragtede flasken som var prydet af en fin etikette med en sort hvid tegning af et drue træ sammen med et par tynder, det typiske billed for vin. En smugle latterligt, kunne der ikke være andet at sætte på? Over tegningen var der nogle store bogstaver der fortalte hvad vinen hed, og under stod der hvor den kom fra. Det hele kom til at se meget formelt ud, noget Samuel ikke var specielt glad for.

Camille medgav at dét først var de sidste år hun havde fået smag for vin, ellers havde hun fundet smagen ...ubehagelig.Men ikke længere og hun kunne især godt lide dét smagstæppe den beklædte munden med efter man havde sunket vinen, den lille eftersmag der blev hængende , forklarede hun og rakte sit glad ud mod ham.
Dét var underligt at de for 9 dage siden ikke havde kendt hinanden, dét virkede som længere tid.
Sjældent var dét sandelig at hun lukkede folk ind i sit liv og i sit hjerte på den måde her.
Hun viftede med glasset foran ham "Hit me " opfordrede hun.

Han skævede mod glasset før han tøvende tog det. Han kiggede lidt på væsken, før han førte det op til læberne, og begyndte at drikke, og til sidst tømte det. Han lavede en grimasse og lænede sig derefter ind over håndvasken og skyllede munden. "Prøver du at drikke mig under bordet?" Spurgte han med et lille smil i mundvigen. Han havde aldrig prøvet at drikke sig fuld, så det ville sikkert hurtig lykkes for hende. Han ville højest sandsynligt også kaste op og det hele hvis hun hældte nok i ham, men så 'onde' planer havde hun vel ikke? Det håbede han ikke, for ellers var han på skideren. Han kom op at sidde igen og kiggede på Camille, mens han smed kluden ned i vasken.

Camille så på ham og begyndte at le...
"Du har langt bedre styr på de hele druer...det må man give dig...desuden skal man kun drikke små mundfulde af rødvin a gangen, da ikke et helt glas nærmest.
Mon ikke vi skal gå ind i stuen , sålænge maden passer sig selv og du er i passende afstand fra min vin ?" Sagde hun og roede lidt i hans hår, ganske hurtigt.
Hun gik ind i stuen og begyndte at lede efter en lighter og nogle film.
Hun fandt en 5-6 film , som hun lagde på bordet...så kunne han vælge hvad de skulle se senere..

Han fulgte efter hende som en lille hvalp ind i stuen, og placerede den magelige bagdel i sofaen, med fint udsyn til tv'et. Han kiggede på filmende, og opgav hurtigt at finde ud af hvad det skulle se. "Du vælger ..." Han forstod ikke helt hendes kommentar med druerne, men det var måske vare en dårlig joke han ikke havde fanget, eller så bare en god en, som han heller ikke havde fanget, same same shit. Han lage sig godt til rette, så lang han var i hendes sofa, med bene stikkende ud over i den anden ende. "Jeg har aldrig drukket vin, så jeg kan da ikke vide hvordan man drikke det stads!" Beklagede han sig igen. Det havde han snart gjort en hel del gange syntes han, men hvorfor dog ikke?

Hun så på Samuel der slængede sig i sofaen.
Han var bare så meget ' drengerøv' at hun måtte skjule et lille smil
Hun kunne mærke at hun synes om der var nogen sammen med hende, hun blev ikke irriteret over rod eller over han slængede sig i sofaen, hun fandt dét hyggeligt, dét hele.
Banko ! Hun fandt den lille lighter og begyndte at tænde alle lysene af sterin både de lange kulørte og de små til fyrfads stager.
Dét gav altid en god hygge mente hun.
Hun skubbede lidt til de dvd hun havde lagt frem "næ...nej...du vælger og du kan læse bagpå hvad de handler om " hun forsvandt et øjeblik ud for at vende kyllingen.
Da var dét smerterne i hovedet ramte hende og hun blev svimmel.Hun tog hænderne op og holdt dem i tindningen og begyndte at kæmpe for at holde sig på benene , for ikke at dejse om.
"samuel " råbte hun, men hendes stemme lød fjern måske hun kun havde hvisker hans navn.
Hun dinglede lidt rundt og fejede en tallerken ned fra bordet og over hendes fødder så dét gik i tusinde stykker..

Han stønnede højlydt over at han nu skulle til at vælge. Han vidste ikke engang hvad han ville se af genre! Han havde jo aldrig sådan rigtig set film. Han kiggede lidt på svedens uden at vide hvilke han skulle vælge, men han fik aldrig valgt noget da han hørte Camille kalde. Han syntes det lød underligt, hvilke var grunden til at han satte farten op. Han kom lige ud i køkkenet til at se hende knuse porcelent. Han skyndte sig at ligge armene omkring Camille bagfra hvis hun nu kunne finde på at vælte. "Er du okay?" Nej, selvfølgelig ikke. "Hvad skete der?" Ændrede han spørgsmålet til.

Camille registrerede kun svagt Samuel var kommet, hun var ved at blive trukket ind i en anden verden, hendes moders.Og hun ville have Camille til at give slip, forlade den verden hun kendte og følge sin mor til en ny, hvor kun de ganske få rester af levende feer opholdte sig.
Camille kunne tydeligt høre sin mor tale, inden i sit hoved.
"Camille...min lille skat, min søde pige...kom nu med din mor...jeg har savnet dig lige så meget som du har mig...kom nu med, vi to Camille..vi to !.
Camille følte nærmest moderen hev i hendes sjæl....skulle hun følge med? Kunne hun vende tilbage hvis hun ville eller var beslutningen endegyldig.
Måske Samuel ville kunne mærke som et par usynlige hænder trak i Camille, og ville have hende med...væk fra ham ?
Camille blev helt slap.

Om der havde været noget at trække i hende havde Samuel ikke bemærket, han var for travlt optaget af den mere eller mindre bevidstløse kvinde i armene på ham. Han fik med lidt bøvl løftet hende op i armene, uden at slå hendes hoved ind i alt muligt. Derefter bar han hende ind i sofaen, hvor han lage hende ned på sofaen, og gik derefter ud i køkkenet på jagt efter et glas. Han var heldig og fandt glasset i første hug, hvorefter han fyldte det op med vand, og stillede det ud på stue bordet. Selv gik han ud i køkkenet og kiggede lidt på manden som han slukkede for, både kartoflerne og kyllingen. Det kunne blive lavet færdigt senere. Derefter fejede han det smadret porcelæn op, og gik så til sidst ind i stuen, hvor han satte sig i en lænestol, og kiggede bekymrende hen mod Camille.

Hun fornemmede kun svagt at der var bevægelse .
Og at hun pludselig havde fast grund under sin ryg.
Hendes mor havde stadig et greb i Camille, rent mentalt , og Camille kæmpede og måtte bruge begge hænder til at skubbe hende væk.
Hun syntes hun skreg højt, men i virkeligheden var hendes skrig kun en svag lille urydelig mumlen "Nej..jeg vil ik med..slip mig "efter nogen minutter blev der stille i Camilles hoved.
Og hun kunne igen åbne sine øjne
Hun så Samuel i stolen og var ved at begynde at græde...ihvertfald begyndte hele hendes krop at ryste, ukontrolleret.

Da Camille slog øjne op, sprang Samuel, som trold ud af en kasse, hen til Camille og lænede sig ind over hende, mens han hurtigt sikrede sig at hun havde en ordenligt kropstemperatur ved at mærke hende på panden. Da hun begyndte at ryste tog han let fat i hendes hænder for at få hende til at ligge stille. "Rolig ..." Han lænede sig endnu længere ind over hende og slap let hendes ene hånd, hvor efter han let strøg den hen over hendes kind, hvor efter den gled op til hendes øjne, og let skubbede hendes øjenlåg i. "Tag det rolig, der sker intet." Hviskede han blidt ind i hendes øre mens han aede hendes håndryk med den anden hånd.
Hvis hun stadig rystede måtte han skifte plan, til plan B, men nu måtte han lige se om det ikke virkede med at holde hende stille så han måske kunne finde ud af hvad der var sket.