Bring Me Back - [Camille]

Da Camille ikke virkede til at ville yderligere ind på emnet med hvad der var sket, lod han det ligge uberørt, og tænkte lidt om hans svar til hendes følgende spørgsmål. "Jeg tror jeg er patienten, bare sådan at vi begge er ved godt befinde når vi er færdige." Han fulgte hende med blikket da hun forsvandt ud i køkkenet, men fulgte ikke efter, da hans ben føltes helt stive, dog fik han sig rejst op, og staverede hen til sin plads, den plads der nu stod nærmest mod sofaen. Han betragtede lidt bordet, og lod mundvigen bue op et kort øjeblik, før den faldt tilbage, til de rette folder.

Camille sendte ham et muntert blik og sagde " ja, drømme har man jo lov til " uden at uddybe det nærmere.
I køkkenet fik hun skåret kyllingen ud, jævnet og givet sovsen kulør og kartoflerne op i en skål.
Nu var der bare tilbage at serverer og spise.
Havde hHun overvejede kort at serverer dét med forklædet på, bare for julens skyld, men dét ville have været sjovere med bar overkrop og dét ville hun dog ikke, så derfor døede joken ligesom ud
"Nu håber jeg vores mad er blevet god.....dét var skide godt du tænkte på at slykke det da...da..jeg blev dårlig , ellers sad vi med kul på vores tallerkener nu " sagde Camille og satte sig ned.
Hun var nysgerrig på en ting dog ..."Samuel....hvorfor forvandler du dig for mig...når du ved hvor meget , hvor høj prisen er ?" Spurgte hun og øste nogle kartoffler op på sin tallerken.

Da Camille havde svaret, overtog Samuel skeen, så han kunne få overdraget et ukendt antal til sin tallerken, og derefter kyllingen og sovs. Først derefter, valgte han at give Camille et blik der kunne tolkes på mange måder. Hans øjne gennemgik hendes ansigt, fra håret, ned til spidsen af hagen, før han valgte at svare med de ord han omhyggeligt havde fundet frem til i tavsheden. "Fordi du er dig." Han kunne muligvis havde givet en længere forklaring, men fandt rasten af de ord han havde haft inde i hoved overflødige. Han stak en varm kartoffel i munden, og tyggede lidt på den, før han tilføjede. "Jeg finder det ikke som en pris at skulle betale, jeg ser det som en nødvendighed, ligesom at gøre rent." Forklarede han ud i den blå luft, mens han tyggede videre på sin kartoffel som lidt efter blev erstattet af kylling, der lige havde fået et dyp i sovsen. "Jeg må indrømme jeg er glad for jeg ikke skal spise kul, jeg tror ærlig talt ikke det smager så fandens godt." Et kort smil pryde Samuels læber, før det igen forsvandt da kyllingen skulle tygges godt igennem.

Han tog sig god tid med at svare.
Camille forventede delvist en længere udredning, da han havde taget sig sin tid til at overveje svaret.
Samuel studerede hende , lod ikke til at være dét mindste diskret i sin agt og da han heller ikke knyttede nogen ord til dét, fik dét hende næsten til at føle sig 'nøgen'.
Hun kunne ikke tyde hans blik, og derfor reagerede hun ved at begynde og stikke lidt mere energisk til maden på hendes tallerken, flytte lidt rundt på dét ,dog uden at spise imens han kiggede.
Så da han endelig svarede 'fordi du er dig ' kunne hun ikke blive mere overrasket.
"Når...derfor , jamen dét forklarer jo dét meste " slog hun dét ironisk hen og lo stille.
Det var dejligt at se Samuel havde noget appetit, det var vel gode tegn.
Camille svarede bare "ehmm" til hans bemærkning om dét at skifte og sammenligningen med at gøre rent.
Hendes tanker var et andet sted.Hans forældre og den manglende kontakt.
"Du Sam.....hvad om vi kontaktede dine forældre ? Jeg kunne tage med som back up ...bare til lidt te ? Hvis dét blev for akavet kunne vi bare sige jeg har din kæteste....så har du en undskyldning for at møde dem, nemlig at præsenterer mig....så kan vi altid senere sige, dét ikke holdt " Camille havde gennemtænkt dét hele, og synes dét var en skudsikker plan, men mere interessant var dét vel hvad Samuel syntes om ideen, som hun havde strikket den sammen ?

Samuel spiste videre uden at sige mere, heller ikke da hun bragte det 'ømme' emne på banen. Den eneste reaktion Camille fik var et par sammenpresset læber, og stilhed. Det var først da de havde spist, og han fandt sig selv mæt, at han kiggede op på Camille, som han ellers ikke havde gjort under rasten af middagen. Han lænede sig stilfærdigt tilbage i stolen, flyttede lidt på sig, mens han placerede gaffel og kniv sirligt ved siden af den tomme næsten ren slikket tallerken. "Du vil gerne udgive dig for at være min kæreste når det handler om at jeg skal have kontakt med mine forældre, men du mener stadig hår nakket at du har en halv kæreste du ikke tør spørge om i skal komme sammen." Konstaterede han for sig selv, og kiggede lidt på sine ting, før han kiggede op og rystede på hoved. "Hvorfor er du så ivrig for at jeg møder dem? Burde det ikke være mit problem?" Han placerede albuerne mod bordpladen, og lænede sig frem, mens han placerede hagen i hænderne. "Jeg tror de vil kigge lidt, hvis jeg tropper op, 'hej mor og far, jeg er jeres søn, og det her er min kæreste der har lavet te, vil i have noget?'" Han brummede kort og rynkede bryne. "Ellers var planen da fin nok." Han satte derefter et usagt punktum ved emnet ved at rejse sig op, og gå ud med sine ting. Hans ben havde det allerede meget bedre da han rejste sig op, så det var ingen sag at klemme dig ud i køkkenet, og smide tingene i vasken.

Hun ventede spændt hans reaktion.Ville han blive begejstret som hun ?Da hun efter lidt tid indså at hun muligvis ventede forgæves, ville hun forsætte sin middag.
Men dét var som maden havde fået en udefinerbar bismag, af noget syrligt.
Hun tog tilløb til at sige noget, bryde tavsheden ...men snublede over de uudtalte ord , da hun så op fra sin omarrangeret tallerken mad og over på Samuel bare for at sande at han ingen opmærksomhed havde tilovers for hverken planen eller hende.
Hun fejlsank sine egne ord, og sad med røde kinder og stak til maden.
Samuel tog endelig bladet fra munden og hun kiggede op, var hun bare i skak før blev hun sat skakmat , da han startede hans ' angreb'.
Camille lyttede...og lyttede...og forsøgte at genoprette hendes følelse af at have styr på tingene.
"Ellers var dét en god plan ? " stemmen havde en let dirrende klang over sig og hendes øjne et skær af noget....iltert?
"Dét ER en god plan....og vi kunne ringe først , hvis du altsår husker hvordan ? " tilføjede hun lidt tørt.
"Og mit privat liv....er et helt andet kapitel ....og sidder du og påstår at jeg ikke tør fortælle hvordan jeg har dét med ham ?...you dont know shit " mumlede hun tvært....og rejste sig op simultant som ham.
"Du er bange Sam....bange for at se dem, f bange for at række hånden ud da dét vil indebære en risiko for at nogen afslår den, afviser dig " var hendes påstand og også Camille smed hendes service i vasken, noget mere hårdt en godt porcelæn var fortjent med.
"Og dine ben er tilbage i god form....fint...så kan du jo løbe din vej når du bliver....bange....men tag lige opvasken først , tak " afsluttede hun smukt og drejede rundt for at forlade køkkenet til fordel for den bløde sofa.

Camilles svar kom promte og angribende. Samuel kunne ikke helt finde ud af hvad det var hun ville, starte et skenderi eller prøve at ramme ham på de ømme punkter, eller måske noget helt andet? Han blev stående ude i køkkenet da Camille havde forladt det. Han stod længe og overvejede om hun faktisk havde ret, at han var bange for et afslag af den ene eller anden måde. Hun havde sikkert ret et sted, men om han ville indrømme det over for sig selv? Nej, aldrig i livet! Derefter fulgte den næste perle på en snor over tanker. Hvad pokker var forskellen mellem han og hendes privat liv? Han gik og surmulede lidt over tankerne, mens han gik ud for at finde sin skjorte, som dog stadig var lidt fugtig, men ikke noget der var galt. Han stod lide ude på badeværelset og kiggede rundt, dog aldrig i spejlet. Hvad det helt var han lavde var det kun ham selv der vidste. Da han havde et godt billed af toilettet forlod han det, men kom aldrig længere end udenfor døren, hvor han kiggede mod Sofaen som camille havde overtaget. Han kunne sluge sin egen stolthed, og sige at hun havde ret, lade hende køre løbet, men det var jo hans forældre, så hvorfor måtte han ikke selv styre det?

Camille som havde fundet sig glimrende tilrette i sofaen , sad nu og zappede lidt random rundt på de mange kansler hendes tv kunne byde på.
Hun strakte hals fra tid til anden, for selvom hun ikke ville vedkende sig dét, så fulgte hun alligevel interesseret med i hvad Samuel foretog sig.
Dét var så ikke den letteteste opgave, da hun 95 procent af tiden ikke havde visuel kontakt til ham.
Men han gik på badeværelset og efter lidt tid kom han ud , nu med sin skjorte på.
Camille ventede, stadig tålmodigt , på en kommentar men Samuel var klappet i som en østers.
Han stod bare i gangen og kiggede eller tænkte , dét var ikke til at vide.
Hun kaldte ud til ham "hey...er du nu også blevet stum ? Eller hvad laver du ?"
Hun vidste jo godt at dét med forældrene var et 'ømt punkt ' men netop derfor ville hun så gerne hjælpe.
Camille ville gerne have han ikke var 'så alene ' men havde en flok omkring sig der elskede ham og ville være der for ham...og hans forældre burde udfylde nogle af de pladser.
"Samuel...hvorfor kommer du ikke ind ?.....eller vasker op ?" Spurgte hun med sol og humor i stemmen så den burde ikke virke fornærmelse.

Et let smil skød kort letter køligt smil skød over Samuels læber da hun brød tavsheden mellem dem. "Tager tøj på, og tænker." svarede han kort. Hendes følgende spørgsmål brugte han lidt længere tid på at svare på, eller han gav intet direkte svar, han gik nærmere bare hen til bordet, tog nogle af tingene, og gik ud i køkkenet. Han gjorde det et par gange, hvorefter bordet var tomt, og han brugte en halv times tid på at vaske det hele af, hvis Camille ikke forstyrrede ham, eller hjalp ham. Under hele opvasken sagde han ikke et ord, ikke fordi han ikke ville, men fordi han ikke vidste hvad han skulle sige.
Det var først da opvasken var færdig at han satte sig ind i sofaen, hvor han trak det ene ben til sig og ventede på Camille, eller et eller andet, der kunne skabe lidt liv muligvis ... hvis det kunne lade sig gøre.

Hun blandede sig ikke.
Ikke fordi hun synes han skulle klare al arbejdet selv, på ingen måde.
Den replik havde jo mest været for at drille ham lidt .Men for at være ærlig, havde hun ingen idé om hvordan hun skulle nærme sig ham ?
Samuel virkede af en eller anden årsag som hun slet ikke kunne pejle sig ind på, mere reserveret og fåmælt, og Camille var lidt rund på gulvet over hvis han nu var blevet meget vred over hendes forslag om et besøg hos hans forældre.
Efter lidt tid tog hun sig sammen og ville hjælpe til i køkkenet, men da var Samuel stort set færdig.
Med et lille stik i hjertet af udefinertbar årsag eller årsager hun bare ikke ønskede at tage videre stilling til, hjalp hun med at sætte dét sidste på plads i skabene, i tavshed.
Hun fulgte efter ind i stuen og satte sig i en af de store bløde lænestole
Hun lavede en trutmund et øjeblik og spurgte herefter...
"Okay...Samuel....spyt ud med dét , hvad tænker du på ? Giv mig nu bare min skideballe og lad os få luften renset.Vær sød at ..at tal med mig " Camille håbede at han ville forklare hvad der foregik mellem dem lige nu, for hun følte at noget væsenligt var gået forbi hendes næse, hun havde været uopmærksom på et eller andet , en brik manglede før hun kunne se dét samlede billed
Hun lagde hovedet lidt på sned og ventede , og håbede på han ville snakke til hende Istedet for at give hende 'the silent treatment ' hvilke hun mildest talt ikke havde dét godt med.

Der gik lidt tid, før han svarede hende kort og kontant. "Hvorfor skal jeg blive sur på dig?" Hans blik kiggede lidt ud af vinduet, og så tilbage på Camille som om der intet var sket. Han strakte sit ben ud i sofaen, og kiggede så atter væk som om han ikke kunne klare at se på hende i længere tid af gangen, dog var dette ikke tilfælde. Han bed sig selv i inderlæben mens han rynkede panden lidt, før han pustede luften ud af næsen. Han havde ikke yderligere planer om at snakke, der var en masse andre ting der romsterede rundt i hoved på ham, for eksempel om han virkelig skulle prøve at ringe til dem, skulle han opsøge de forældre han var stukket af fra? De havde, når det kom til stykket jo ikke gjort noget, ud over at de ikke ligefrem var begejstret, men hvem ville dog også være det, på sådan et tidspunkt?

Han havde ændret sig.
Et eller andet under middagen, noget hun havde fået sagt eller måske undladt at sige?
Et eller andet var ændret.Ikke at han var forbudt at bære eftertænksom , naturligvis måtte han dét, dét var vel alles ret.Dét var mere dét...at dét føltes som han lukkede hende ude, skubbede hende lidt væk.
Dét var jo svært at brokke sig over, da dét jo også var et personligt valg hvor tæt eller ikke tæt man ønskede at have et andet menneske, eller væsen.
Hun trak lidt på skuldrene og svarede "Måske har jeg blandet mig ...lidt for meget ? I såfald undskylder jeg meget.Min intention har bare været...at gøre dig glad...hele tiden " sagde hun stille.
Hun ville ikke spørge om mere , før han selv ville fortælle, besluttede hun.

Et kort kedeligt smil tittede lige frem, før det igen forsvandt da han hørte hvad hun havde på hjertet. Han trak lidt på skulderende og klikkede lidt med tungen. "Jeg overlever jo nok." Hendes følgende ord ville han ikke svare på, for lige dét ville aldrig lykkes hende, ikke sådan som landet lå nu, og med mindre hun havde en evne der på en eller anden magisk vis kunne gøre ham glad ville det nok alligevel ikke lykkes ham, ellers ville han sikkert tabe både næse og mund. "Yderst sødt tænkt, men ellers tak." Svarede han så alligevel en smule syrligt. Det var ikke helt meningen det skulle være sådan, men sådan var det blevet, og han orkede ikke at trække sine ord i sig igen. "Forresten, skulle jeg måske komme hjem, det var jo en nat." Han svang bene ud over sofaen, men stoppede så, og kiggede intenst på Camille mens han let pressede læberne sammen. Hvordan det skulle tolkens var ikke nemt at se ud fra ham, da han faktisk heller ikke selv vidste hvad han ville.

Hun rynkede hendes øjenbryn hvilke tydeligt vidnede om hun var bekymret eller spekulerede over noget.
Samuel var kort og kontakt for hovedet og hans svar nærmest lidt syrlige.
Havde hun virkelig presset SÅ meget på ? Havde hun totalt overskredet hans grænser ? hun startede at få en urolig følelse i hendes krop, hvordan havde hun kunne være så ufølsom, så klodset ... hun var virkelig nød til at blive mere opmærksom, mindre begejstret ...dét skete jo nok fordi hun havde en tildens til at lade sig rive med .
Samuel satte sig op og...WHAT ! Ville han gå ?
Camille så bare ind i hans øjne, dét var muligt de kiggede intensivt på hende, men hendes var ligesom sat 'på pause' imens de kiggede ind i hans.
"Du vil gå ?....nu ? M-men vi har jo ikke en gang set film " mumlede hun og fik en snorrende fornemmelse i kroppen , som når alt gik galt, i slowmotion og man ikke kunne nå at ændre noget alligevel.
"Du kan da umuligt skifte form mere i dag " hviskede hun og kiggede væk.Dét Sidsel var ment som en konstatering, en opfølgning eller evaluering på hvor afkræftet og dårlig han lige havde været.

"Det vil du gerne kan jeg høre?" Det var ikke så meget et spørgsmål, og så alligevel. "Fint, hvis du vælger." Han smækkede bene tilbage i sofaen, og lage sig til rette med et let smil om læberne. "Det kan jeg nok ikke, derfor kunne jeg bare blive hos dig endnu en nat." Et kort flabet grin erstattede det andet. Han var ret imponeret over hvor hurtig hans humør havde skiftet, men han ville bestemt ikke klage, det var jo bare - godt? Så slap de for at sidde i den berygtede pinlige tavshed som folk havde det med at komme med, når de var uvenner, eller ikke vidste hvad de skulle sige. Det var heller ikke ligefrem fordi Samuel havde den bedste erfaring med det.

Camille havde udviklet en fornemmelse af hun hele tiden rendte og udrettede 'damage Control ' men dét var på sin vis ok.I dét mindste var en mindre katastrofe forhindret, Samuel forsvandt ikke ud af døren, ikke lige nu da.
Men hans smil, ikke bare et lille høfligt et men et ret så flabet et , bragte hende. igen på lidt gyngende grund.
"Dét kunne vel være hyggeligt nok...dét var aftalt på en måde " sagde hun stadig lidt fortumlet over han et øjeblik siden stod parat til at gå , hvorimod nu han sad i hendes sofa og selvsikkert claimede en nat mere her....men ikke som ulv , da en forvandling var udelukket.
Camille så på ham, bare kiggede...på hans øjne, mund, ansigtstræk og hår.
Hun så rigtigt på ham og svarede så "Som du vil Samuel " , og hvis man kendte Camille ville man vide dét var en anelse mere....'underdanigt ' ....end hun normalt var.
Hun gik over og valgte en film, stort set uden at kigge ned, hun bare tid den og smækkede den i.
Dét viste sig at være en komedie 'Night and Day' med Cruise og Diaz.
Hun slukkede dét elektriske lys, så kun dét levende oplyste stuen og så for hun ud i køkkenet og poppede en omgang popcorn og fandt noget saft og sodavand frem.
På en bakke havde hun dét hele med tilbage og satte sig ved siden af ham, efter at have puffet lidt til hans ben.

Samuel fulgte tavst med i at hun indsatte DVD'en, og hvordan hun startede den, ikke fordi han fik så meget ud af den, men det var alligevel sjovt at se hvordan det hele fungerede. Da hun var færdig, fulgte hans øjne hende til hun var ude af hans synsfelt, hvorefter han slap hende med øjne og kiggede på menu skærmen. Duften af popcorn ramte hans næse hvilke fik endnu et smil til at bryde overfladen på hans læber. Hun virkede ikke til at være så pokkers berørt over det der lige var sket, hvilke var godt efter Samuels hoved. Da hun kom ind igen, trak han fødderne til sig, og rakte hende fjernbetjeningen, som han på ingen måder kunne finde hoved og hale i. Der var mindst tredve knapper!

Camille tog imod remoten , holdte den lidt frem mod ham og viste hvor han skulle trykke for at hele 'cirkuset ' gik i gang.
Camille var måske mere optaget af hele deres lille 'twist' end hun lod mærke.
Lige nu var dét med overnatningen sekundært, dét skulle nok få nogen overvejelser sat i gang når den tid nærmede sig.Mere var hun optaget af , måske også lidt facineret af ....måden.....han fik tingene til at forme sig.
Camille kunne ikke lade vær med at spekulerer på om han var helt så uskyldig og uvidende som han lod virke til ? For dét var klart en del af dét der gjore at hun gav ham 'lidt længere snor ', denne hjælpeløshed og sårbarhed.
Men en andel del af ham virkede til at vide eksakt hvad hvilke tråde han skulle trække i , virkere mere beviste om hvad han gjore for at få dét som han ønskede.Dét var der hun blandt andet oplevede dét smil af hans, flabet, spille omkring hans velformede læber.
Hun rettede lidt op håret, forsøgte at få dét fæstnet bag ved øret.
Måske tænkte hun bare for meget, analyserede for overdrevent .....hvis hun blev ved ville hun miste forstanden.
Hun forsøgte at koncentrerer sig om filmen og snuppede et par popcorn, dejlig lune og salte.

Samuels fluer var gået til ro, der var ikke noget der distraheret ham fra filmen der vistes på den flimrende skærm, det eneste der faktisk var, var Camille der tog kampen op med en hår lok der bestemt ikke brød sig om at være sammen med de andre. Hans hænder kriblede næsten for at få lov til at fjerne den for hende, af hvilke grund vidste han ikke, og det var også lige meget, for han lod hænderne hvile i skødet, mens han stirrede på skærmen, selvom Camille var en evig lille distraherende lille prik der ligesom en magnet prøvede at tiltrække hans opmærksomhed. Til sidst opgav han at se på filmen, som han alligevel ikke forstod, da det efter hans mening bare var nogle gutter der tågede rundt og skød rappe replikker af. Da Camille jo var skyld i at han ikke kunne forstå filmen, blev hans øjne festnet ved hende som han meget nemmere kunne forholde sig til. Af en eller anden grund fandt han det også sjovere at se på hende, at følge de bløde linjer i hendes ansigt der førte videre til de næste og sejle rundt i sine egne tanker et eller andet sted ude på det blå hav.

Camille opdagede at han ikke fulgte filmen så tæt, efter lidt tid.
Måske var dét slet ikke en film han brød sig om ?
Dét havde nok været svært at forudse , for dét virkede ikke som han havde brugt vildt meget tid som voksen med just dét at se film
Hun kunne ikke komme udenom at hans øjne nok lå mere på hende end på tv skærmen , og dét var ikke så heldigt hvis han skulwle kunne følge med i handlingen.
Camille mødte hans øjne og med et drillende smil om læberne , kastede et popcorn mod ham og sagde " Sig mig...kan du ikke lide filmen ?"

Da hun kiggede hen mod ham, skyndte han sig at kigge hen mod skærmen, men for sent, hun havde selvfølgelig bemærket det. "Jo, den er fin." Om det nu så også var sandt kunne man godt tvivle på, men det var sådan han udlage det. Han trak bene op under sig, og prøvede ihærdigt at forstå filmen, men det gav ikke meget mening i hans hoved, dog sagde han ikke noget om det. Det endte med at han ikke rigtig fulgte med i filmen, men lyttede til lydeffekterne, og så omgivelserne filmen udspillede sig i. Det lød pænt latterligt, men det hjalp jo heller ikke så meget at glo på Camille, selvom hun var en køn kvinde, bestemt.

Camille lod sig ikke snyde.
Det var for tydeligt at han ikke rigtig fulgte med.
"Hvorfor siger du den er god ? du er jo ved at kede dig til døde " lo hun stille.
" Vil du se en ande film, eller skal vi helt slukke ? " forslog hun.
Det poppede op i hendes tanker , at måske Sam var træy oven på den omgang tidligere, forvandling og opvaske.
Hun smilede lidt , mest af sine egne tanker.... ville det overhovedet være muligt at få en sand meldning ud af ham efter deres mærkværdige middag ?
Hun var begyndt at tvivle, for han holdte sine tanker langt mere private ,lige i øjeblikket.
Det var jo også hans ret, det interessante var hvad og hvorfor han nu gjore det.

Da det tydeligvis ikke lykkes ham at bilde hende ind, at han fulgte med i filmen sukkede han opgivende, og kiggede mod hende. "Nej, lad os bare se den, hvis du gerne vil kan jeg ikke se noget problem i at lade den køre videre." Han møvede sig længere ned, så han mere lå ned og betragtede skærmen uden at ville sige mere, eller det gav han han ikke udtryk for.
Hvis han gjorde sig yderst umage kunne han forstå lidt af filmen, men det var kun lige selve handlingen, detaljerne flød ud et eller andet sted i baggrunden. Noget med nogle der sagde det ene, og så noget andet med nogle andre, jaja, men hvis de mennesker da selv kunne finde ud af det så gjorde det vel ikke noget?

Hun lod hans fødder glide ind bag ved hende, om bag hendes ryg så han kunne ligge der.
En anelse morsomt var det dog alligevel, for man måtte sige at han gjore sig stor umage ved at lade som alt var i skønneste orden.
Mange ville måske bare have sat pris på netop dette , lænet sig tilbage og lade sig underholde af filmen , i ro og mag , uden at have trang eller lyst til at bore yderligere i dette, men Camille havde lidt udfordringer med dette.
Hun funderede lidt over det, men inden hun havde fået lagt en raffineret strategi, havde hendes hånd af næsten egen fri vilje, grebet fat i en pude og smidt i hovedet på Samuel, hvis hun ellers ramte.
" Come on Samuel... tal dog til mig...hvad pokker sker der i dig ? Det ligesom rimeligt tydeligt at der er noget ? Hvis du ikke gider at snakke...så lukker vi bare ned for i aften og smutter i seng ? Der er ingen tvang, men lad vær og lad som alt er fint "
Hun møvede lidt om på sin stilling , så hun delvist sad op af armlænet på sofaen.

Der kom en lav brummen lyd Samuel, da han fik smasket en pude i hoved. Han tog fat i puden og lage den ind under hoved, og lage sig bedre til rette, mens han kort lige lukkede øjne, for så at åbne dem igen, og kiggede på Camille der stædigt forlangte et svar. "Hvad der sker? Intet ... hvad skal jeg sige?" Han kiggede lidt længere på hende, før han kiggede mod skærmen igen. Nå, skulle de så se hvem der kunne holde i længst tid? Det skulle nok blive ham! Det var han sten sikker på. Han sukkede, og flyttede lidt på sig, hvor efter han lukkede øjne og lyttede til lyden fra tv'et og de åndedræt hans eget åndedræt fulgte takten i, Camille's. "hvad nu hvis alt er fint?" Han kiggede op på hende med et tomt neutralt ansigt der ikke afslørede meget, hvis det da afslørede noget.