Bring Me Back - [Camille]

En snært af hans passivitet bevirkede at Camille blev provokeret.
Hvis det var det spil han ville spille, så havde han da vist lige mødt sin overmand...eller i dette tilfælde overkvinde.
Hun kunne så let som ingenting lade det passere eller bringe gryden helt op i kog, så havde hun en beslutning at træffe. Hvilke skulle det være?
Hun kiggede på ham, fyren var jo for helvede mere afslappet end en tibetansk munk under sin meditation, og det var ikke helt fair, was it ?
Med fuldstændig henkastet og ligegyldigt udtryk kastede han sit spørgsmål til hende, Camille greb og svarede honning dryppende " Hvis alt er okay nu Samuel, så vil jeg fandens nødigt se dit udtryk når der er noget der går dig imod. Du ligner en der sidder ved at poker bord og vinder millioner ved at holde alle spor af tanker og følelser gemt af vejen "
Hun fingerede et gaab, som det kedede hende helt enormt meget og sagde så " Hvor må det være trist at være så..ligegyldig...med sine omgivelser " imens hun ud af øjenkrogen holdt øje med om der kom en reaktion.

Så skulle der danses! "Så lad være med at give mig noget der kan gå mig på." Svarede han kort igen. Han kunne ikke helt se hvordan hendes sammenligning skulle passe med ham, han havde aldrig spillet poker, but whatever! "Hvad jeg nu hvis jeg gjorde?" Han vendte sig kort om, og betragtede hende, og fattede ikke hvorfor hun blev så sur over det. "Ja, det må det være ..." Svarede han ligegyldigt, og vendte sig mod filmen igen. Det eneste man kunne se, var hans kæbemuskel der bevægede sig en smugle mens den tvang hans læber til at lade være med at smile. Det var latterligt så meget kvinde der var i Camille, hun ville sku snakke om alt! Hvis det havde været en dreng fik man en på kassen, og hvis man ikke svarede, fik man nogle flere.

Godt.... han stod stadig op efter første omgang...med når sværvægterne boksede var der jo også hele 12, hun skulle nok får ham sendt til nedtælling inden da.
" Giver jeg noget der kan gå dig på søde Samuel ? , guud...jeg må da lige undskylde, jeg var slet ikke klar over hvor sensitiv og sårbar du var, så det jeg siger kan ...påvirke...dig i så stor stil " hun opsatte et overrasket udtryk og forsatte med påtaget blid stemme..
" Nogen drenge er så...er sååå...bløde, ja bange skulle man nærmest sige, de kan slet ikke finde ud af at udtrykke hvad de tænker og føler...og så ender de med at slå istedet...Skal jeg hente et par puder eller en dyne du kan bokse i, honey ?
Hun sendte et overdrevent velvilligt smil over til ham.

Da hun endelig var færdig med at snakke kiggede han blot på hende. "Jeg syntes du skal gå ned til din elsket halvkæreste, og ytre dine følelser til ham, og når du er færdig med dét kan du komme tilbage og sige til mig at jeg ikke kan." Gryntede han hvor efter han kiggede væk. "Og nu hvor du er i gang, så tag dig endelig god tid." Mere gad han ikke sige, i det hele taget ville han helst sove, så kunne hun dryppe af honning alt hvad hun ville, så længe han ikke skulle høre på alt hendes ævl om drenge og åh så voldelige de dog var. Uha, måske blev man helt skræmt? Han lukkede øjne, og ventede delvist på den næste omgang hun havde fundet på, med mindre hun gik i gulvet.

Måske var det ikke en direkte knock out, men hun måtte helt bestemt en tur i gulvet, sendt til tælling.
Det move havde hun ikke lige forudset, så hendes parader havde været sænket.
Hun stirrede lidt på ham, imens hun prøvede at sunde sig og finde et retur svar der ville være skarpt.
Det viste sig at være ...lidt sværere end hun havde regnet med, men derfor måtte hun jo smide et par slag fra sig , regardless.
" Ved du godt det er et æld gammelt og kujon agtigt trix at forsøge at flytte fokus fra sig selv og over til noget andet ?
Jeg kan høre at trods forsøget på det , har du ikke helt forstået mit forhold til denne halv kæreste, men du får da point for at prøve....og spyt dog ud med hvad dit problem er ? Hvordan klarer i det ude i den dunkle skov, slås? Like I said...so much boy !!
Hun måtte anstrenge sig for at få sætningerne ud om "halvkæresten" da det var det mest underlige emne og den meste åndsvage beskrivelse af et noneksisterende forhold, hun måske håbede kunne blive til noget når hun rundede de 80 eller noget, men det skulle Sam ikke have nogen fornøjelse af at høre hende indrømme.

Han sukkede og himlede derefter med øjne. "Nu er det jo sjovt nok sådan, at jeg faktisk er en dreng!" Han vendte sig om mod Camille. "Og jeg syntes lige før du gerne ville have jeg skulle blive, og det vil jeg gerne, hvis du kunne holde din mund, og lære at selvom jeg ikke har meget jeg ikke vil dele med andre folk, så har jeg det faktisk." Vrissede han kort og lage sig ned igen, og kiggede på skærmen, mens han trak vejret dybt, og klappede tænderne sammen. Hvis hun ikke følgende stoppede ville han se at komme ud af dette galehus på den ene eller anden måde, forhåbenligt stadig med sin stolthed, men ellers var det vel lige meget, for hvis det endte sådan ville de sikkert aldrig mødes igen. En skam, en ting Samuel helt ville undgå for han kunne stadig, trods alt godt lide Camille, det ændrede dette intet ved, men hvis de ikke kunne sammen var det jo afgjort.

Han var bare ikke til at danse med, hun havde håbet at fremtvinge lidt mere reaktion, men udover at snappe ud efter hende...intet !
Hun sagde køligte til ham ,uden at se på ham " have it your way " og sagde ikke et ord mere.
Hun mærkede godt det sveg inden i , men gjore det hun var champ i , nemlig at fortrænge hendes egne følelser, sætte dem til siden uden at behøve tage stilling til dem.
Det var bare det letteste at gøre, når det altsår kom til hende selv.
Efter nogle minutter i tavshed, rejste hun sig op og gik først i soveværelset for at finde en stor teshirt at sove i, og så gik hun ud på toilettet for at gøre sig klar til natten.
Hun var lidt længere derude, end normalt.Mange tanker og følelser...ja , nærmest et helt register af dem, skulle hun lige i gennem.
Da hun endelig kom retur, var hendes ansigt i helt normale folder, makeuppen var renset af og måske var det det der have bevirket hun så lidt rød ud under øjnene, eller måske ikke ?
Hun styrede lige ind i soveværelset, fandt dyne og hovedpude som hun skrabede sammen i hendes arme.
Camille gik ind og uden at se længe på Samuel , lagde hun det i sofaen og sagde stille " Gider du huske at puste lysene ud når du går i seng " og så drejede hun omkring til soveværelset.

Da hun var forsvundet tømte han hoved for tanker, og sukkede lavt. Det var utrolig med de kvindemennesker. Havde han så vundet, eller var kampen bare indstillet? Han kiggede kort op da hun kom ud igen med flere puder og en dyne. Han nikkede kort, og lod hende gå ind til sig selv igen, hvorefter han kiggede lidt ud i luften, før han til sidst rejste sig op, slukkede de lys der nu skulle slukkes, og tv'et der stadig kørte med filmen. Da der var stilhed i lejligheden, smuttede han i seng, dog uden brug af dyne. Det var ikke noget han havde lært at gøre brug af. Han lukkede øjne, og klappen gik med det samme ned. Han havde tydeligvis været endnu mere træt end hvad han havde forventet.

Camille havde dog svært ved at sove.
Men dynen oppe til hagen og stoppet godt imellem hendes ben, gav den både varme og en vis grad af tryghed.
Dét var ikke fordi hun var bange , hun var nærmere ulykkelig.
Ked af den måde aftenen var endt på.Dét skulle have været både sjovt og hyggeligt ,men havde taget en anden drejning.
Og noget der virkelig kunne holde hende søvnløs var , at hun bare ikke kunne gennemskue om dét var hende der burde undskylde igen til Samuel eller om hun faktisk var den der havde en undskyldning til gode ?
Dét var blevet en yderst kompliceret lille dans de her havde opført, og hun var kommet helt ud af takt.


// vi ER enige om at 'i seng ' er sofaen ! //

Samuel fik sovet sig igennem hele natten, eller det stykke tid af natten hvor der var mørke, for så snart den første strejf af sol ramte ind i stuen slog han øjne op, dog tog det længere tid før hans hjerne havde fundet hoved og hale på aftensnes problemer. Han lå i lang tid og spekulerede over hvad han skulle gøre, samtidig med at han reflekterede over hvad der egentligt var sket. Hun havde en ide til hvordan han kunne kontakte hans forældre, og han havde afvist den blankt, på en sikkert utrolig dum måde, hvor efter hun vel var blevet provokeret? Det var den bedste ide han kunne finde på. Så efter lidt grublen kom han frem til at han blot måtte sluge sin stolthed og sige undskyld, men først noget i maven, hans mave rumlede som bare pokker! Han kom op at stå og kom ud i køkkenet hvor han gik på jagt efter noget mad. Æg og brød. Det kunne han da finde ud af! Han klaskede et par æg ud på en pande, og satte panden på komfuret mens han ordnede brødet på to tallerkner.
Det tog ham ti minutter at få stablet en morgenmad på bene, bestående af en omelet og et stykke brød, samt et glas juice. Jo, det kunne han da lave, men det var også kun fordi at han havde elsket det som barn, og lavede det så tit han kunne til sig selv.

//Ja, det er det//

Camille var faldet sent i søvn, faktisk var klokken hen af tre.
Da hun endelig faldt i søvn, sov hun tilgengæld som en sten.Og en hel børnehave have kunne gå et lucia optog uden at vække hende.
Solen der kiggede ind at vinduet, fik hende til at slappe af og strække sig.
Men alligevel begyndte hun så småt at vågne op .
Hun gned de søvnige øjne imens hun tænkte at hun i dag hellere måtte sørge for at holde munden lukket, så hun ikke fik sagt noget dumt.
Ting havde dét med at have en boomerang effekt ,når hun var i nærheden og det betød hun altid fik det hele lige i nakken igen.
Hun snusede et par gange , lugtede der af...mad ?
Hun satte sig på senge kanten og forsøgte ihærdigt at komme i gang, hun var død træt i hele kroppen.

Da han var færdig tog han det ene glas, og tallerken og bar den ind til soveværelset. Han åbnede døren ved at presse håndtaget ned med albuen, og skubbe op med fødderne hvor efter han mødte et syn der bestod af en søvndrukken Camille. Han kunne ikke hindre et let smil komme over hans læber mens han gik ind, og stillede tingene på sengebordet. "Skal jeg komme ind og spise, eller?" Spurgte han tøvende mens han betragtede hende. Enten kunne han få et skrid, eller et ja, mere var der jo ikke i det, så det var næsten spændene at se hvad det blev til.
Da han havde fået svaret vendte han om for enten at hente sin egen mad, eller blot for at forlade rummet.

En puslen ved døren fangede hendes opmærksomhed og da døren gik op og Samuel stod der med mad til hende, var dét svært ikke at blive glad.
Dét var måske 11 år siden , hun havde fået morgenmad på sengekanten.
Normalt var hun den der var først oppe om morgenen, så den tjans plejede naturligt at ligge hos hende,vde gange dét havde været aktuelt.
"Godmorgen Samuel...dét ser ikke mindre end fantastisk ud....selvfølgelig må du komme herind og spise " sagde hun med et lille smil imens hun klappede på sengen og fik sat sig i en slags skrædder stilling.
Hun var glad for at de ikke startede lige hvor de slap i aftes, hvordan hun ville have taklet dét, var ikke til at vide, temmeligt dårligt sikkert.
Dét var rimeligt sødt at han havde lavet morgenmad også til hende.

Han kom lidt efter ind med det samme til sig selv, og satte sig ned på senge kanten. Han tog en slurk af juicen og sammen med væsken der løb ned i halsen på ham, fulgte hans stolthed med. Det duede jo ikke således. "Undskyld med det i går, det var virkelig dumt af mig at reagere sådan, jeg ved godt hvad du mener med det." Startede han ud, og var lige ved at vælte over ordne da han hurtigt tilføjede. "Og du skal ikke sige det er din skyld!" Det var lige før han ikke engang selv havde forstået ordne. han overvejede stærkt om han ikke skulle gentage det igen langsommere, men hvis han slap for det ville det passe ham meget fint. Han var ikke så vildt glad for at skulle svinge rundt med sådanne bolde, det var virkelig ikke hans stærke side.

Hun så på ham med næsten ømhed i hendes øjne.
Hun rodede lidt u hans hår og forslog dernæst "Hvad om vi bare glemmer dét hele.Jeg syntes også dét var....altsår jeg mener....skal vi ik.bare glemme dét ?".
Hun ville ikke fortælle hun havde været så ked af dét, at hun havde haft problemer med at sove.Hvad skulle dét gøre godt for.
"Men maden her er et nice touch, tak Sam " sagde hun og smilede med krummer omkring munden, som hun dog hurtigt fik børstet væk.
"Nå....hvad skal vi så i dag ...nogen forslag til lidt aktivitet .....eller vil du bare iføre dig dit lille yndige forklæde og hygge dig med lidt rengøring ?" drillede hun ham imens hun gumlede vidrer.

Godt, så var de begge på det rene med at det skulle glemmes. "Tak ..." Mumlede han før han kastede sig over sin egen mad, dog stoppede han brat op, da hun kom med forslag til dagens aktiviteter. "Glem det sidstnævnte!" Udbrød han og skulede olmt mod hende. "alt andet næsten. Han tyggede videre til der ikke var mere at tygge på og drak det sidste fra glasset. "Andre forslag der ikke består af mig i forklæde eller rengøring?" Han lænede sig tilbage, så han lå på albuerne og betragtede Camille med et tænksomt blik. "Du kunne jo også gøre det, tage forklædet på, og gøre rent, så skal jeg nok ordne at du kommer rundt i alle hjørnerne."

Camille lavede et meget alvorligt ansigt da hun svarede "Uha da da , dét ansvar vil du da ikke ønske at påtage dig Samuel....jeg er helt umulig at få ud i et hjørne " små grinede hun og drak af sin juice.
"Nej....dét med rengøring må blive en anden god gang så ."
Hun spiste dét sidste af maden og takkede ham for den herlige morgenmad.
"Nå...men så må vi få slået hul på dagen " opfordrede hun ham såvel som sig selv og strakte sin krop
Hun så på Samuel og overvejede om han havde sovet lige så dårligt som hun, men han så nu alt i alt storartet ud, og lignede absolut ikke en der havde ligget søvnløse den halve nat.
"Nå...vil du i bad først eller skal jeg starte ?" Spurgte hun og samlede servicen sammen .

Han tog sine egne ting, og fulgte efter hende ud med sine ting, hvis han da havde fået fat på dem inden Camillie snappede dem. Han fulgte efter hende ud i køkkenet og lænede sig op af køleskabet. "Du gør det bare, jeg tror jeg hopper over, var der jo i går." Han smilede kort og skubbede let til Camille. "Tag badet, så ordner jeg opvasken." Han startede vandet, og tog skurebørsten. På den måde forhindrede han forhåbentligt Camille i at gøre indvendinger.
Da han var færdig gik han ud til den kære sofa han havde fået et godt kendskab til. Han kiggede ud af vinduet hvor solen var godt på vej op over den kølige efterårs himmel. Det tegnede til at blive godt vejr, men Samuel måtte indrømme at han ikke havde så meget lyst til at gå ud. At være ude var han så meget, så en dag hjemme ville være dejligt.

De fulgtes ad ud i køkkenet.
Da Samuel tilbød at ordne opvasken, ville hun naturligvis gøre indsigelser men de druknede ligesom i larmen fra vandet Samuel tændte og dét han nærmest gik i gang inden hun kunne åbne munden
"Okay..så bader jeg " mumlede hun og gik for at finde noget tøj frem.
En nederdel og en af hendes bløder , begge i sort og uden de store dikkedarer hev hun ud af skabet og gik ud for at tage sit bad.
Vandet gjore hende godt , sammen med morgenmaden bragte dét hende tilbage i nogenlunde normal tilstand, selv om hun stadig var lidt mat.
Dét ville passe hende fint med en hjemme dag, og indkøb havde de klaret forleden , så der var ikke engang behov for dette.
Hun overvejede lidt om Samuel og hende selv, kunne hænge ud en hel dag sammen, uden at udfordrer hinanden eller trykke på hinandens episoder røde knapper, men det ville blive sjovt at prøve.
Hun fik tørret sig, kom i tøjet og børstet dét håndklæde fugtige hår.
Og gik så tilbage i stuen, hvor hun dumpede ned i en lænestol.
"Well....hvad så nu ..? " måske han havde en idé ? Ellers ville hun finde på éen.

Han kiggede op da Camille kom hen til ham. Han smilede kort, og lænede sig velbehageligt tilbage og betragtede hende kort. "Hvad vil du? Jeg er som før sagt åben over for det meste." Han flyttede let på sig, så der var plads, hvis nu Camille skulle bruge rigtig meget plads at sidde på. Hvorfor helt hun pludselig skulle det vidste han ikke, men det var sikkert bare ham selv der skulle have en undskyldning.
"hvad kunne du selv tænke dig at lave?" Han tog en pude, lage den på maven, og lage sine arme over kors over den, som om det var en bamse eller noget i den dur. Det undrede ham lidt han havde fået sig lokket til endnu en nat under tag, selvom Camille havde sagt han ikke måtte, men hun havde måske ikke orket at smide ham ud aften før.

Som ved så meget andet var Camilles styrke også hendes svaghed, nemlig hendes gode hjerte.
Og hvordan skulle hun dog kunne smide Samuel ud ?Hun ville sende ham alene tilbage ud i en kold mørk skov, det var sådan hendes menneske sind opfattede dét.
Så dét var lidt af en konstallstion der var lavet, der i hendes lejlighed og dét ville blive spændende at se hvordan dét ville gå, hvad de næste dage ville bringe.
Camille havde sat sig i lænestolen og betragtede Samuel.
Hvem der bare havde et sandhedsserum, så skulle hun nok få hans tanker, hans sande tanker ud af ham.
Men hun kendte desværre ikke til et sådan.
Hun fangede hans blik og svarede " jeg er doven...og lidt træt...gider ikke så meget, men vi kan jo ikke sidde og kigge ind i øjnene på hinanden hele dagen , vel putte ?" Sagde hun med et skævt smil.
Camille hørte en puslen , ved hendes hoved dør...
Og dernæst en.banken..."Gud...dét er Inge fra mit job, jeg havde helt glemt at hun kom for at afleverer en bog "
Camille så på Sam, dét ville blive svært at forklare hvad han lavede her så tidligt, hun ville med garanti tro han havde overnattet her....hvilke han jo egenlig også havde.

Samuel fór sammen da han hørte noget ude fra hoveddøren, men han slappede lidt efter af igen og smilede kort, dog en smugle anstrængt. "Aha ..." Blev hans svar. En bog, ja det skulle nok passe. Han fugtede læberne kort, og vendte sig om mod døren. "Bare åben, jeg flygter ingen steder." I grunden havde det ikke gjort ham noget hvis de skulle glo på hinanden hele dagen, men om han vill indrømme det? Nej, aldrig! Han vidste udemærket at det bestemt ikke var noget mennesker brugte deres tid på, det ville være akavet i deres øjne.

Camille så lidt betuttet ud, Inge var en herlig pige men rimelig glad for at få nye bekendtskaber, isærdeleshed flotte mænd.
Camille åbnede døren og den flotte brunette Inge, gled smilende ind a døren.
" Hey smukke...jeg håber du har kaffe på kanden for j-jeg....halloo....sig mig lige hvem har vi her ?" sagde Inge og lukkede sine øjne fast på Samuel.
"Hej jeg hedder Ingen....hvem i alverden er du ?" Spurgte hun venligt omend en smule direkte.
Camille så lidt forvirret ud , Inge vidste intet om.væsner og dét skulle gerne forblive sådan.
Hun prøvede derfor at sende små diskrete signaler til Samuel, om ikke at afsløre noget.
Inge gik målrettet over og tog plads i sofaen, ved siden af Samuel og Camille sukkede på sin vej ud i køkkenet efter kaffe og tre krus.

Samuel skævede hen mod Camille da det gale kvindemenneske pludselig begyndte at snakke til ham. Problemet bestod ikke så meget i hvad hun sagde, eller at han ikke forstod det, men nærmere den måde hun sagde det på. Han trak sig helt op i kanten af sofaen, næsten ud af sofaen, da hun kom og satte sig ned, og gloede på ham som om han var en abe. "Samuel, en ven." Mumlede han, og kiggede langt efter Camille der rede sig i sikkerhed ude i køkkenet. Han ville, hvis han havde været på begge ben, have spurgt hvem hun var, men hun virkede skræmmende, ivrig og glad hvilke fik Samuel til at tvivle.
Han skubbede sine ben ud over sofaen, og rejste sig op, mens han rettede lidt på skjorten, bare for at få noget at lave, før han søgte tilflugt i lænestolen Camille ellers normalt brugte.

Inge smilede til ham og lod ikke til at bemærke hans lille flugt væk fra hende.
Man skulle ikke tage fejl af Inge, hun var en sød og kærlig pige, bare en del mere frembrusende og ligeud end foreksembel Camille var.
"En ven....en ven der har overnattet " sagde hun i et drillende tonefald , og Camille tabte bøtten med bønner ude i køkkenet.
Inge havde naturligvis opdaget at begge dybere og puder var rodet rundt, da døren stod på klem indtil soveværelset.
"Samuel....sig mig lige, hvor godt kender du helt precist Camillepigen her ? " Inge legede allerede lidt med tanken om at gafle ham selv, hvis han da ikke tilhørte Camille.
Hun lod blikket løbe hen over ham, dét platinblonde hår var super cool og han var en luskuløs og flot fyr.
Inge råbte ud i køkkenet til Camille " Jeg lover dig at du kommer til at drke ham her med mig " og Camille der netop var på vej ind balancerede med bakken med deres kaffe på og var nær ved at råbe dét hele.
Hun synes dét var lidt pinligt at Inge ikke kunne være lidt mere....diskret i hendes ønsker.