Bring Me Back - [Camille]

Han betragtede hende tavst, før han smilede til hende, dog var der et ubesvaret spørgsmål, da hun ikke havde fuldført sin sætning, hvilke undrede ham, dog valgte han ikke at grave i det. Hun så ikke ud til at have det alt for godt med samtalen. "Er der mere du skal vise mig?" Han viftede med mobilen mellem to fingre foran hende. Den var i grunden utrolig tung og stor at sidde med, var der ikke nogle der var mindre og mere smarte? Han havde da set mange mennesker gå rundt med sådan en lille fix en som man lige kunne gemme væk i brystlommen, og ikke en han nu havde i hånden, hvor man næsten skulle have en taske med for at have den på sig.

Hun forsøgte at bringe vejrtrækning og puls til steady state, og ville i den anledningen hente noget at drikke i køkkenet.
Camille gengælte hans smil, der var noget meget umiddelbart over Sam, på den gode måde, dét hun var i tvivl om var hvornår han eventuelt brugte dét bevidst ? Hun havde en følelse af han måske havde mere styr på situationen end han fremstod som.
Men hva pokker, så har en af os, tænkte Camille og erkendte at hun ikke havde styr på noget, lige nu.
Til Samuel svarede hun " Naturligvis er der mere...du skal lære at sms ....men først ,vil du have noget at drikke ?".

Han nikkede, og overvejede hvad disse tre bogstaver mon var. SMS. Han havde en ide om at det måske var den der lille text besked folk skrev til hinanden over telefonen, men han var langt fra sikker, han mente bare at have hørt det et eller andet sted.
Der var dog noget andet der fyldte mere i Samuels lille knold, og det var hvorfor pokker Camille virkede så - underlig? Som om der gik hende noget på, af den ene eller anden art. Der var én ting han var sikker på, og det var hun ikke var specielt glad for at være tæt på folk, om det var ham der var noget galt med, eller om det var gennemgående vidste han ikke, endnu et ubesvaret spørgsmål.

Camille hentede både noget vin og noget almindeligt vand.
Hun synes nok dét var lidt tidligt på dagen til dét, men hun måtte have hjælp til at få styr på situationen, inden i hende.
Hun overvejede at sms Tristan, men hvad i alverdenen skulle hun dog sige.
At en herrelækker ung varulv sad med baroverkrop i hendes stue,efter at have overnattet der?
Og nu skulle hun lære ham at sms.
Tristan ville opgive hende, tro hun var blevet sindsyg, og dét var hun måske....ihvertfald var hun et sted i sine tanker hvor dét var svært at tænke ordenligt...korrekt.
Hendes følelser rodede rundt.
Hun drak et glas vin selv og lod dét andet stå i køkkenet, dét ville se forkert ud hvis hun kom med vin.
Istedet tog hun en kande vand og to god ed ind og stillede dét på bordet.
"Uden brus....du skulle jo nødigt miste bukserne også " mumlede hun og fik sat sig ned.
"Nå...prøv at skriv...et eller andet, du starter dér " viste hun på mobilen.

Hendes sætning fik frembragt et mere eller mindre stort grin fra Samuel, der lige kunne forstille sig hvordan det kunne komme til at se ud, dog ytrede han sig ikke om de tanker, dog var det bedste den måde hun sagde det på, som om det ville være pinligt, dybt pinligt. Det ville det egentligt sikkert også - men men. Han tog kanden, og hældte op til dem begge, og sad så og nippede til vandet, imens han så til, imens Camille viste hvordan man skrev. Da Samuel selv fik mobilen i hænderne gik det helt galt, første og fremmest tog det ham en krig bare at remme tasterne, og når han så endelig ramte dem, vel og mærkede ramte de rigtige, så var det lige det at få det rigtige ord til at stå på skærmen, og det var ikke ligefrem fordi mobilen var specielt sammenarbejdsvillig.
Det tog ham en mindre krig, men i sidste ende stod der noget, dog var det ret så ulæseligt, da der var så mange stavefejl, som godt nok var trykfejl i hele teksten, at selv en dansk lære ville ikke kunne få meget ud af det.

Hun tog mobilen og forsøgte at læse hvad der stod 'noget med at tage en læge med til kaffen'.Hun smilede, der skulle sikkert stå 'en kage med til kaffen '.
Dét var vanskeligt at tyde.
Hun krøllede sig lidt sammen ved siden af ham, så se begge kunne se skræmen.
"Du skal bare være lidt tålmodig Samuel....se...her retter man tastefejl eller vælger et andet ord fra ordbogen ".
Sandheden var at Android mobilerne var a real pain in the ass, og svære at betjene.Så kunne han lære den, har han både hurtig og kvik, og dét mistænkte hun ham jo for.
Hun puffede lidt opmuntrende til ham og opfordrede "Prøv igen...og send den til mig denne gang."
Hun rakte ud efter glasset og drak lidt, imens hun så han gjore endnu et forsøg.

Han sukkede højlydt da hun bad ham skrive en gang til. "Åh gud ..." Han tog imod mobilen, og begav sig i gang med at skrive. Det tog et kvarter at skrive beskeden, men da den var færdig var den også mere eller mindre perfekt med trykfejl. Da han var færdig brugte han så yderligere to minutter på at finde ud af hvordan man sendte beskeden, men efter lidt tid pippede den ind Camilles mobil med ordne: Så, nu gider jeg ikke mere, jeg forstår ikke hvorfor du vil lære mig det her, for jeg er elendig til det. Da han var færdig var hans fingre gået helt i krampe, så han brugte længere tid på at få dem til at virke igen. "Hvordan fanden kan du overleve det?!" Udbrød han og stønnede, mens han havde rigtig ondt i sin finger.

Hun lod ham arbejde i fred.
Dét tog evighedder, og hun fandt remoten og fik gang i noget musikvideo som hun stille nynnede med på.
Hun var så heldig at hun sang rent, uden dog at have en prangende stemme på nogen måde.
Da mobilen endelig bedyvede at der var 'message from the dark side' tog hun begejstret sin mobil og læste.
"Ej Samuel...super godt , selv om selve indholdet godt kunne raffineres til dét bedre " smådrillede hun ham.
Så blev hun en anelse mere alvorlig og søgte hans øjne da hun spurgte "Samuel..ved du virkelig ikke hvorfor jeg synes du skal have den ?Hvad nu hvis du som ulv kommer op og slås, eller bliver skudt ...hva ved jeg....du skal kunne forvandle dig og ringe efter hjælp.Eller hvad hvis jeg har brug for dig og ikke kan finde dig ?" sagde hun stille.
Havde hun fejltolket deres bånd, den tilknytning hun gøre til ham?kunne han vende ryggen til hende ,gå ud i skoven og bare være ulv...i månedsvis?Ville han gøre dét ?Uroen lurkede i baggrunden, for hun brød sig ikke dét mindste om den tanke.

Han prøvede at forstå hvad hun sagde, men han fik ikke meget ud af det, dog til sidst svarede han på det han havde forstået. "Camille, jeg vil gerne kunne komme i kontakt med dig, og du er også velkommen til at opsøge mig, men hvis jeg ligger halvdød et eller andet sted ude i skoven vil den første tanke i mit ulvehoved ikke være at ringe til dig via en mobil. Det kunne godt være dig, men ikke en mobil. Jeg har ikke levet med sådan en, og jeg kan ikke forvandle mig hvis jeg er halvdød som ulv, det vil bare gøre det hele meget værre." Sagde han, og håbede hun forstod ham, ellers måtte han uddybe lidt mere. "Men hvad skulle du i grunden have brug for mig til?" Han kiggede spørgende på hende. Han kunne ikke selv finde en grund til hvorfor hun skulle opsøge ham. "Du må gerne, men jeg kan virkelig ikke forstille mig hvad det da endelig skulle være."

Hun blev frustreret og følte sig presset.
En anden tanke dukkede op, hvordan skulle han få opladet den ude i skoven?
Hun blev irriteret, på sig selv meget.
"Så glem den åndsvage mobil...dét var bare en tanke, et dumt forsøg på...noget" sagde hun i et måske hårdt tonefald, der bare havde til hensigt at dække over en anden følelse af ....forvirring.
Camille havde ikke ord der dækkede dét hele, hun havde ikke engang styr på hvorfor og hvad dét hele handlede om.
Hun havde bare forsøgt at passe lidt på ham, fordi hun bekymrede sig og samtidig måske forsøgt at skabe et holdepunkt ,så han ikke forsvandt ud i den blå luft....eller i Sams tilfælde den grønne skov.

Samuel blev letter forskrækket over hendes pludselig udbrud. Han sad lidt, og bare kiggede på hende, mens han undrede sig over hvad det var der pludselig havde fået hende til at skifte mening midt i det hele. "Camille, jeg vil gerne bruge den hvis du gerne vil have det, og jeg vil også gerne lære at bruge den hvis du vil lærer mig det, men hvis jeg skal være helt ærlig tror jeg du har en anden mening med at give mig en mobil." Han tøvede kort, før han luftede sin ide. "Hver gang du møder en ny person køber du vel ikke en ny mobil til dem, så du må have en grund til at give lige præcist mig en." Han prøvede igen at se om han kunne få svaret ud af hendes øjne, men som altid lykkes det ham ikke, så han måtte vente på at hun ville give svar, om hun ville eller ej, for det ville han på den ene eller anden måde tvinge hende til havde han besluttet sig for, hvis det da ellers kunne lykkes.

"Jamen ...D-du er den eneste der bor i skoven Samuel..
Og jeg.... Kan du ikke bare forstå ...det var for en sikkerhedsskyld og en måde at holde kontakt på."
Selvfølgelig kunne der ikke læses svar i hendes øjne nu, for de var mørke og dét eneste der skyltes dét var at hun følte hele dét lille korthus hun så nøje havde forsøgt at bygge, pustede Samuel til nu, helt bevidst...måske.
Hun kunne ikke flygte så Istedet gik hun i forsvar, han var muligvis en ulv men hun kunne knurre og rive, hvis dét skulle være.
"Hvad handler dét om Sam...vil du bruge den åndsvage mobil eller ej...eller er dét mine intentioner du tvivler på her ? Beslut dig dog....hvor svært er dét lige...du skal sandelig ikke øve vold på dig selv for min skyld ".
Dét mindede om et skænderi og hun følte hun var på cykel på vej ned af en stejl bakke, og cyklens bremser var istykker.

Samuel sagde først ikke noget. Han forstod ikke hvad det var han havde gjort siden hun var blevet så vred. "Okay ..." Mumlede han, og kiggede væk mens hun tordnede videre. Først da hun var færdig og der var gået et par minutter svarede han i en stille tone. "Jeg vil godt lærer det." Han følte det som om at han fik skæld ud af sin lære, og det gjorde han jo næsten også. "Ja, jeg tvivler på hvad du vil, hvorfor du er så opsat på at jeg skal være sikker, at vi kan komme i kontakt med hinanden." Han kiggede op på hende, og bed hende let i læben, men droppede så den pludselige impulsive ide der var kommet op. Helt hvorfor han havde fået den vidste han ikke.

Dét var jo ikke fordi hun var vred på ham, ikke meget ihvertfald.
Dét skyldtes mere hun ikke helt forstod de ting der skete i hende eller hvorfor og den følelse af afmagt skulle væk
Men dét var meget svært at bruge Samuel som afløb , for han trak lidt i land.....undgik øjenkontakt og så...så helt forvirret ud.
Camille lavede en lille irriteret rysten på hovedet og forsøgte igen at bringe forståelse til ham "Fordi du betyder noget...fordi jeg holder af dig....du har ret, jeg køber ikke mobil til alle og enhver og bestemt ikke alle får lov at overnatte her...kun mine venne " forklarede hun og dét sidste 'kun mine venner' blev ligesom tilføjet for at understrege noget eller holde noget væk fra samtalen.

Han nikkede tavst uden at sige mere. Han flyttede sig en smugle på sofaen og lænede sig tilbage. Han kiggede op i loftet mens han spekulerede over alt det han normalt ikke fyldte sit hoved med, men han kunne ikke ungå at tænke over det, det virkede som om Camille tvang tankerne ind i hoved på ham, selvom han helst ville undgå at tænke over det. For ham var det nogle underlige tanker der normalt ikke så meget som eksisterede i hans tanker.
"Skal vi fortsætte eller holder vi en pause." spurgte han og kiggede på hende.

Hun mærkede sin vrede fordufte lige så stille.Dét oprørte hav inden i hende var faldet til ro , næsten da.
Hun smilende nærmest undskyldende til ham da hun svarede "Mon ikke vi lige holder en pause...den løber jo ingen steder . Jeg laver lige noget kaffe og noget frugt, okay ?"
Hun bevægede sig ud i køkkenet og lagde dermed lidt afstand til...det hele.
Imens hun stod i egne tanker begyndte hun at sætte kaffe vand og bønner over og startede på at snitte et lille fad med blandet frugt, altsår dét var så ikke selve fadet, men frugten hun snittede i .
Skulle nogen snitte i træ som Emil fra Lønneberg, så var det Samuel og ikke hende, han var 'bissen' her forsøgte hun bilde sig selv ind.
Hun kunne høre musikken fra stuen ...' Adam Lambert...What do you want from me ' fyldte stuen og hun nynnede stille med, dét var en sang hun holdt af.

Samuel havde fortsat med at dvæle i sine tanker, da der pludselig lød musik musik et eller andet sted, og en gut begyndte at råbe "WHAT DO YOU WANT FOR ME!" Et par gange, mens han skreg videre på teksten. Det ve en besynderlig måde at synge på, eller også var musikken bare ikke lige Samuels smag. Han smilede lidt for sig selv og lyttede til lyden af kniven der skar igennem frugten, ned i skærebrættet med små dunk. Kaffe? Åh, det var lang tid siden han havde drukket den varme lunkne drink, som i grunden var varm, men han drak den normalt først når den var lunken. Frugt - vindruer! Han håbede lidt hun havde nogle, for han måtte indrømme at det var hans yndlingsfrugt, sød og rund.

Camille kom ind med frugten først.
Der var melon, jordbær og druer i begge farver.Lidt marabou var der også lagt på, hun elskede søde sager, og var ingen healse freak.
"Her...bare gå til den " sagde hun og mærkede hendes gode humør var tilbage.Hun hentede to krus kaffe hun havde skænket ude i køkkenet og satte på bordet til dem.
Selv tog hun plads i den ene ende af sofaen og med store øjne der rummede undskyldninger spurgte hun stille "Samuel...er vi okay ? " og med dét mente hun om al dét knas fra før kunne skubbes lidt til side.
Hun tog sit krus , pustede lidt på dét og tog nogle små slurke.

Så snart hun kom ind med fadet gik hans øjne på jagt efter vindruerne, og de var der! Det var også det første han kastede sig over så snart hun havde sluppet fadet, som om han ikke havde spist vinduer de sidste mange år, og det havde han faktisk heller ikke. Han placerede en mellem tænderne, og overdrevet langsomt bed han igennem. Han suttede lidt på den før han nikkede til hendes spørgsmål, uden at åbne munden, da den var i gang med at sutte på den glatte overflade på den lille frugt der befandt sig i hans mund. Den fik lidt efter besøg af endnu en delt drue før de begge blev godt gemmen tygget, og forsvandt ned igennem halsen på Samuel, før han rakte ud efter nogle nye, dog var dette ikke nogle til ham selv, men nogle han pressede ind mellem Camilles læber. Efter han havde fået klemt fem druer ind i munden på Camille, lige efter hinanden så hun ikke kunne nå at tykke dem lænede han sig tilbage og betragtede sit arbejde med et lille grin, hvorefter han gav sig til at puste på kaffen så der stod høje bølger.

Camille kiggede lidt på Samuel og hans vindruer, dét lignede nærmest et Kærtegn af druen og hun havde ikke før set nogen have en affære med en vindrue.Hun havde svært ved at slippe ham med blikket, men i det øjeblik hun gjore var han over hende og fik stoppet ikke en men hele 5 vindruer ind i hendes overrasket mund og han lavede ikke en mine der ville afsløre hvilken umulig grund der kunne være til grunde for dette.
Camille så hans grin og med en hånd oppe foran hendes mund i forsøg på at skærme hendes kvaler med vindruerne, forsøgte hun tappert at bide og tygge lidt, med jo mere hun forsøgte jo mere voksede dét i munden og løb tilsidst ud og ned af hendes hage for at ende på hendes bluse.
Hun så forbavset på Samuel, og da hun ikke kunne tale endnu grundet hendes fyldte mund , kunne spørgsmålet måske læses i hendes øjne, hvorfor nu dét ? stod der i dem, imens hun kæmpede videre.

Han kiggede fornøjeligt på Camille mens han sad og små grinede. Inden det lykkes hende at oversvømme sig selv i saften fra druerne lavede han en skål af sin hånd, under hendes hage så hun kunne dryppe derned. "Sikke du drypper." Han kiggede op i hans øjne, og bemærkede at hun havde noget på hjertet, men forstod ikke hvad. Han så spørgende tilbage på hende, mens han stadig havde sin hånd under hendes hage. "Jeg kan altså ikke læse dine tanker." Det ville han stadig gerne kunne, men det kunne han bare ikke. En skam. Han sukkede og skiftede hånden ud, mens han ledte efter et sted at tømme håndens dråber. Da han ikke kunne finde noget, skiftede han igen hånden, og slikkede de få dråber der var kommet over i den anden hånd op. "Skal du have flere?" Grinede han, og blev ved med at holde hånden under, til han var sikker på at hun var færdig.

Camille sad stille, kæmpede med druerne i hendes mund.
Samuel og hans hånd under hendes hage , var ...eller føltes for hende intimt.
Hun kunne ikke tale for druerne og måske ikke uden dem, hvis dét kom til stykket.
Hun sad som et rådyr fanget af et skarpt lys, og dvælede ved Samuel.
Hun følte sig i himmerriget da han sagde han ikke kunne læse hendes tanker, måske der så var håb stadig for hende, måske hun kunne skjule og erstatte kaos med orden.
Han slikkede saften hun havde spildt op af hans hånd, og Camille måtte næsten se den anden vej.
Hun havde dét helt vildt varmt og havde så småt fået gumlet så meget at hun kunne mumle "ah ah...ik fler " og næsten uden at spilde.
Hun sank nogle af dem , tyggede og sank igen.Nu kunne hun tale....
"Tak...for vindruer " hviskede hun stakåndet og tænkte om Samuel selv vidste hvad han lavede, eller om han ville stoppe munden fuld på enhver der sad der .
Hun kløede sig lidt i håret og forsøgte at finde hoved og hale på dét hele...og dét var rimeligt svært.

Igen sad Samuel bare og grinede i lidt tid, før han stoppede, og smilede til hende. "Det var da så lidt." Han satte sig godt til rette og betragte hende som en hund der afventede noget fra sin ejer. Det var ikke noget han gjorde helt bevist, han betragtede hende med vilje, men det var ikke meningen der kunne sammenlignes med en hund. Det eneste der faktisk manglede for at fuldfører det var en logrende hale, og et par store øre, der ville være rettet frem mod Camille. Han rakte ud efter nogle flere vindruer, og begyndte igen at gøre det Camille kaldte at 'kærtegne' vindruerne, dog ikke på samme måde som før, først stak han den helt ind i munden, hvor han lod den være lidt, før han lod den glide halvt ud mellem læberne og skar den over, for så at spise de to stykker. "Du siger hvis du skal have nogle flere - jeg deler gerne ud."

Hun havde mest lyst til at løbe væk.
Samuel bare så på hende...forventede han noget, andet end tak ?
Da han begyndte på druerne igen, tænkte hun at dét her mindede om en sød pine der bare blev ved og ved.
Hvordan havde hun rodet sig ud i dét her ?Og hvad mere væsentligt var...hvordan kom hun i tryg havn igen ?
Og hvorfor kunne den mand få en sølle vindrue til at virke..... Virke nærmest halv erotisk.
Camille rejste sig op...hun måtte sunde sig , men hun anede ikke hvad hun skulle så Istedet forsøgte hun at få Samuel til at forstå....at han ikke kunne gøre sådan med...frugt.
" Sam....dét der du gør....med de druer, dét virker....altsår du gør .." hun sukkede, det kunne hun jo ikke sige til en FYR for pokker, at han ikke måtte spise vindruer og se sådan ud.

han slugte druen og kiggede undrende på Camille da hun rejste sig op, og begyndte hakkende at sige noget, men fik aldrig sagt det færdigt. "Undskyld ..." Han grinede kort og rejste sig op. "Nå, men hvad må jeg så?" Han rejste sig op og gik helt hen til Camille så de stod meget tæt på hinanden. "Hvad minder det dig om, siden du ikke kan lade mig spise mine elsket vindruer?" Han hævede et øjenbryn og lænede sig endnu længere over hende, så der ikke skulle meget mere til før han kunne læne sig frem, og berøre hendes næse med læberne. Hans sølvgrå øjne søgte drillende efter et svar i hendes øjne, samt det drillende smil på læberne. Som en hver dreng elskede han at drille, især piger, men måske var det anderledes med Camille? Det var som om det var meget sjovere med hende end med alle andre.