Bring Me Back - [Camille]

Hun greb ud efter hans hånd og knuede den.
Hun rystede stadig, men hans ord og beroligende Kærtegn synrs at hjælpe.
"Jeg vil ikke med hende...jeg vil ikke " klynkede hun som et barn.
Hendes smukke gensyn med hendes mor, den gode viden om at hun ikke var død og ville være sammen med Camille, dét burde være et eventyr og var nu et mareridt.
Havde hun kræfter til at battle med sin egen mor.
Hun så på Samuel med store øjne "Du må ikke lade hende tage mig med....hvor er min mobil, jeg skal sende en sms "

Samuel anede ikke hvad hun snakkede om, og fik eller aldrig svaret før hun pludselig forlangte sin mobil! Han rystede opgivende på hoved, før han rejste sig, og gik ind i soveværelset hvor hendes mobil lå. Han overvejede kort om han skulle slette billed af sig selv på den, men det ville sikkert ende galt, så han kom bare ind med den, og stak den i hånden på hende. Hvordan hun nogen sinde kunne sms'e i den tilstand fattede han ikke, men han lod være med at stille spørgsmålstegn og rakte et glas frem mod hende. Hun kunne tage imod og drikke, eller lade være. Men efter han havde stillet glasset hen på bordet igen, satte han sig på det yderste af sofa kanten og betragtede Camille indgående. Hvis hun ikke snart stoppede med at ryste ville han gå videre til sin plan b, men hvis mobilen hjalp slap han vel sikkert for det. Forhåbentligt.

Hun tog en tår af vandet ,spildt lidt i processen og ventede på mobilen
Hun tog den, taknemmelig og ville sms til Tristan, han havde været der første gang hendes mor havde kontaktet hende.Dette var anden gang og den var allerede så meget mere voldsom, som hun næsten havde trukket Camille væk fra denne verden og nu var hun bange.
Hendes hænder rystede for meget og efter et par mislykkedes forøge smed hun mobilen fra sig med en frusteret lyd.
"Hun givet ikke op...jeg kan mærke dét, fornemme dét " sagde Camille skræmt og var lykkelig for ikke at være her alene nu.Så var hun gået helt op i limningen.

Samuel kiggede stadig bekymret på hende, og fiskede mobilen op fra gulvet. Til sidst rejste han sig op uden et ord, og forlod rummet. Forvandlingen var ikke ligefrem nemmer denne gang, som altid blev det kun hårde og hårde, men han sagde ikke et pip under hele forvandlingen, den eneste måde man kunne se på at det ikke havde været helt nemt var den lidt mere eller mindre groggie hvide ulv der var lige ved at vælte over sine egne poter, men han kom hen til sofaen på alle fire ben, og hvad han satte sig ned, og betragtede Camille med sine grå øjne som han blev ved med, også da han placerede sit hoved på hende ben, og derefter en pote.

Hun så han gik og havde ikke engang overskud til at kalde ham tilbage.
Derfor slog hendes hjerte en koldbøtte da hun så Sam, som ulv vende tilbage.
Hun kunne mærke hendes tåre presse sig på og da han satte sig og smed en pote op på hende
Klappede hun på sit lår nogen gange og sagde som hun ville have gjort til en hund.
"Kom op..kom så da " mens hun rykkede lidt på hendes shaky krop.
Hun var bange , stadig for at dét ville lykkes hendes mor at hive hende med væk fra denne verden, ved det næste forsøg.

Møjsommeligt kravlede ulven op på skødet af Camille, og placerede sit hoved mellem hendes bryster. Derefter lukkede han øjne og prøvede at slappe af, men det lykkes ikke ligefrem godt. Det smertede i hele hans krop, og det ville blive være senere hen, men det måtte han jo tage med i købet. Han slog lidt efter øjne op, da han havde opgivet at slappe af. Han pressede blidt sin snude ind mod hendes hage, og indsnusede den søde duft der kom hende. Hver gang han kunne mærke hendes krop rystede mere end den ellers gjorde klynkede han let, dog gjorde han ikke så meget. Få gange ville Camille kunne mærke hans tunge blidt slikke hende på hagen som nogle ganske små 'prik' ikke nogle langtrukkent slik, bare lige ud og ind med tungen.

Hun slog armene om den.
Skubbede tanken i baggrunden om dét var Samuel, dét vidste hun jo godt , men nu var han ulv, og dét var dét hun forholdte sig til
Så hun borede sine hænder ned i dens bløde pels og lod tårene løbe frit.
Dens tyngde og varme, gav hende langsomt en følelse af tryghed tilbage.
Ingen ville vel komme og tage hende nogen steder mod hendes vilje, når der lå en ulv ?
"tak " hviskede hun og så den ind i øjnene.
"Tak Samuel " sagde hun og kyssede dens snude.
Hun var helt sikker på han havde skiftet form kun for hendes skyld, for at trøste hende.

Han slog et let vift med halen og nussede sig ind mod hende. Han kiggede bekymret på Camille da hun begyndte at græde, men han kunne ikke sige et pip. Han lukkede øjne og lyttede til lyden af det dunkende hjerte under ham. En smugle hektisk, men alligevel afslappende og roligt. Han krøllede sig mere sammen på hendes mave, og nussede sit hoved let mod hendes hage. Pludselig brød han ud i et højt gab, før han smækkede kæberne sammen. En lav let brummen kunne høres fra ham, før dt blev erstattet med en snorken. Høj nok til at blive hørt, men endnu ikke irriterende.

Snart stillnede gråden af , ikke at den havde været et støjende éen men mere at hun nu standsede med at ryste ,snøfte og lade tårene få frit løb.Dét hele ebbede ud.
Hun lagde en arm henover Sam og armen hævede og sænkede sig , itakt med hans vejrtrækning.
Lydene der kom fra den , havde også en beroligende virkning, som når en kat spandt.
Camille mærkede hendes tanker og krop faldt til ro....hun valgte vel selv, ihvilken verden hun ville leve , her eller hos sin mor, gjore hun ik ?Snart slappede hun så meget af at hun efter den udmattende oplevelse, faldt i søvn lige der på sofaen , men en smuk ulv vogtende over sig.

Det kunne godt være hun havde en fin ulv liggende på maven, men den gavnede ikke i nogle form, for den var laangt væk, og ville ikke være til meget hjælp hvis der var nogle der skulle komme, eller noget andet. Han var så langt væk at at det sikkert ville tage længere tid at vække ham, men herre gud, der sled jo på krop og sjæl når man sådan hele tiden skulle skifte form, og nu man lige så skønt oven på en blød, nu ikke længere rystende mave, så meldte alt jo om fryd og skønne dage. Ikke noget at beklage sig over, på ingen måder.

Sådan gik minutterne , og timerne ligeledes.
Klokken var blevet hen af 9 om aftenen og Camille begyndte så småt at vågne og komme ud af søvnens indhyllende omfavn.
Hun strakte sig, ligeså lang hun var og nussede Sam lidt på hovedet
Dét så ud til han stadig sov.
Camille ville op og tjekke til maden, der lugtede ikke brændt hvilke var yderst gode tegn og de levende lyd var brændt et stykke ned , men kunne snildt brænde længere uden nogen risiko forbundet med dét.
Hun kunne dog ikke lige møve sig ud fra under ulven uden videre, så hun begyndte at puffe blidt til den for at få den til at vågne.
"Hey Sam...wales up sweetheart...saam " kaldte hun og klappede lidt random på den.

Ulven lå til fulde og nød det hele, bare at kunne sove i fred og ro i et x antal tid. Det burde han virkelig gøre oftere, og det blev endnu bedre da der var en der begyndte at klappe den! Den viftede let med halen, og rykkede sig så meget den nu kunne med det bløde underlag, men sagde ellers ikke så meget, og gav ingen tegn på at ville vågne, hvorfor det, den lå liiige så godt! Han smaskede lidt for sig selv, før han lage sig til at sove igen. Tanken om at Camille måske ville væk, havde ikke berørt sig, det burde den nok, men han var for træt til tænke over at der var flere end ham hvis behov skulle stilles.

Hun rykkede igen på sig og efter lidt kamp mod ulvens 'dødvægt' lykkedes dét hende at trække sig lidt ud og så kunne hun nærmest glide ned af sofaen, dog i en lidt besynderlig stilling med overkroppen først
Hun kom op og stå og hentede plaiden som hun fik lagt over ulven , hvorpå hun gik ud i køkkenet og så på maden, imens hun kløede sig lidt i hendes noget uglet hår.
Hun fik tændt op for dét hele igen, 30 min så ville dét være klar, vurderede hun og sendte Samuel en kærlig tanke.Dét var hans skyld de ikke skulle spise sort kul.
Hun gik ud og ville have lidt vand i ansigtet.

Da duften af næsten færdiglavet mad ramt ulvens næse slog han øjne op, og hoppede ned fra sofaen, hvorefter han luntede ud i køkkenet. Han snusede lidt til gryden med kylling hvorefter han gik på jagt efter Camille hvis hun ikke befandt sig i køkkenet. Han måtte nok forvandle sig tilbage, hvis han skulle have glæden af maden, og det var ikke ligefrem noget han glæde sig til, eller så frem til, men det ville være en skam hvis hun selv skulle spise det hele, men sådan var det bare. Han ville sikkert gå i gulvet og det ville han nødig gøre, det var sket mere end nok denne dag, en var mere end rigeligt, og selv var ideen om at gå i gulvet ikke specielt tiltrækkende.

Hun trådte ud af døren fra badeværelset, stadig lidt fugtig i huden ,efter at have frisket sig lidt op.
Hun var nær stødt ind i ulven der sad i gangen, og kiggede.
Hun bukkede sig lidt ned og nussede ham mellem de strittende øre "Nå...så du er vågen nu, har jeg larmet for meget ?" Sagde hun med smil i stemmen.
Ved gud, hun kunne vænne sig til at have en ulv ...og Samuel...tæt på, hver dag.
Hun rystede tankerne væk og gik tilbage i stuen, men først lagde hun vejen forbi køkkenet og tog favnen fuld af service til at dække bord med.
Hvis Sam forblev ulv, kunne han få den røde bøf på en tallerken, og ellers var der dækket op til to.

Ulven fandt det åbenbart utrolig sjovt at følge efter Camille, lige i hælene hele vejen. Da hun gjorde klar på bordet, satte han sig nedenunder og kiggede op på hende. Han svang meget imellem at forvandle sig eller ikke, men han måtte jo spørge hvad hun ville, hvad ville hun have? Men spørgsmålet var lige hvordan? Han tøvede og kiggede spørgende op mod Camille, før han forsøgte at pege op mod bordet med sin pote. Hun ville sikkert ikke forstå det, men det var da et forsøg vær mente han selv. Det endte med at han placerede poten på stolen og kiggede fortsat spørgende op på Camille. Hvis hun ikke forstod han, trak han poten ned på gulvet, og så tilbage op på stolen, som om han pegede på stolen og derefter gulvet.

Måske hvis hun havde tilbragt længere tid sammen med ulven, flere dage , så ville hun have en idé om hvad han forsøgte at kommunikerer.Men hun havde ingen forudsætning for at vide dét, og havde stadie en uklar fornemmelse over hvordan tanker og føelser kunne overlapper mellem ulv og menneske.Camille håbede at Samuel ville komme tilbage, ikke fordi hun ikke ville nyde ulven...hun ville sikkert sidder og kramme på den hele aftenen, men fordi at Samuel og hende skulle spise og se film. Dét ville hun jo stadig gerne.

Da Camille ikke virkede til at forstå hvad han ville, droppede han ideen. Han rejste sig op og gav et let klynk fra sig før han futtede ind til sit tøj for at gennemgå forvandlingen one more time. Det tog ham efter forvandlingen 10 minutter at bare kunne stå op, uden det snurrede helt rundt. Han bed sig let i læben og lukkede øjne mens han prøvede at bekæmpe den pludselige kvalme der kom. Efter lidt tid tid på cirka fem minutter kom han helt på bene, og kom kom stavrende ud til køkkenet. "Det gør jeg ikke mere." Han hodt godt fast i væggen bag hvis bene ikke ville holde, det håbede han, men

"Samuel...velkommen igen " sagde hun muntret og drejede omkring og fik set ordenligt på ham.
Du godeste....han skulle aldrig have gennemført endnu et skift.Han var bleg og afkræftet og så ud til dårligt at kunne stå.
Camille kom hurtigt hend til ham.Han skulle ind på sofaen og hvile sig og ikke lave spor mere.
Faktisk var hun bekymret, hvor meget af den slags kunne han tåle...af forvandling ?"Samuel...læg din arm om mig , du skal ind på sofaen...og så skal vi lige snakke lidt om al...dét skift der " sagde hun med en varm og kærlig stemme.
Hun regnede ikke med han ville protesterer, han så næsten for kvæstet ud til dét.

Han droppede at diskutere, det virkede ikke til han havde noget valg, så han lage armen omkring hendes hals, og klamrede sig næsten til hende da hun delvist måtte slæbe ham hen til sofaen, hvor han lod sig falde ned og lukkede kort øjne. "Hvad vil du snakke om?" Mumlede han mens han trak vejret dybt og bare nød at kunne ligge ned. Hvis Samuel ikke tog meget fejl ville Camille til at begyndte at ævle om at hun nu ikke måtte forvandle sig, og han ikke skulle gøre det for hendes skyld og alt det, den sang var vel den næste på afspilleren, men den ville sikkert ikke hjælpe, det kom jo helt an på hvad der skete, det kunne ingen jo sige.
Han slog øjne op, og kiggede lidt op i loftet mens han lyttede, hvis Camille var gået i gang med at synge om hvad han måtte og ikke måtte.

Han var tungere end hun havde regnet med, men dét gik da med fælles hjælp at få ham på sofaen.
Da han lå ned og spurgte til hendes lille kommende snak, strøg hun ham blidt ned af kinden og svarede stille "Ikke andet end du ikke skal gennemgå dét her hele tiden, for min skyld....du har presset dig selv for langt med denne omgang " .
Dét var sådan hun så dét, uden at ville lave et større nummer ud af det.Hun kunne sagtens have presset play og sat et extended remix på af sange han sikkert ville genkende som hørt før....men hun mente at han havde bedre af lidt ro.
Så Istedet ville hun bare have et simpelt svar "Er du okay....hvad kan jeg gøre for dig ?"

Samuel ånde lettet op da hun afkortet sangen til et par linjer om at han ikke måtte presse sig selv. Han droppede at lave indvendinger, for han kunne ikke finde på noget imod det. Han bed sig let i læben og tænkte lidt over hendes spørgsmål. "Du kunne give mig en spand ..." Svarede han, og hev sig lidt op i armene og rode rundt i håret. Hvis ikke Camille var hurtigt nok med at få hentet en spand, ville Samuel sidde lænet ud over sofaen og kaste op ud over gulvet inde i hendes stue, eller gulvtæppet hvis der var sådan et. Blandingen der kom ud af hans mund, var en ganske lækker blanding af det seneste mad, vindrer, vin og blod, dog var sidst nævnte ikke nemt at se på grund af vinen.

"En spand ?" ...og så fik hun ellers travlt.
Godt nok havde hun ikke tæppe i stuen , kun i soveværelset, der var afhøvlet gulve...men alligevel.
Hun hev sin spand til gulvvask frem under vasken, og nåede kun lige i samme sekund at stikke spanden ind under ham.
Hun så bekymret til imens han tømte sin mave.
Da dét stilnede af ,hentede hun vand og et lille håndklæde.
Hun tømte spanden i toilettet og satte den ind til ham igen, i tilfælde af....
"Hvorfor er der blod i ?" Spurgte hun stille, da han havde sundet sig lidt.
Naturligvis kunne hun som læge se hvis en opkast indeholdt blod, men hun kunne ikke afdække årsagen.

Samuel kunne ikke lade være med at grine lidt over hendes spørgsmål. "Når du skifter skelet og kopsbygning kommer der altid noget blod, dog plejer jeg at sluge det inden det kommer op." Han rode rundt i håret og smilede så. "Beklager jeg er til så stort besvær ..." han lavede en grimasse, mens et smil kunne ses i mundvigen. Nu lød selv som Camille, ikke fordi han ikke ville lyde sådan, men alle de undskyldninger! Han trak bene op til sig og placerede hagen på knæene efter at have tørret munden ren, nu var der kun en grim smag bræk og blod i munden. Han kiggede op på Camille før han svang bene ud over sofaen. "Men det der mad der? Skulle vi have det, eller har du tænkt dig at lege læge?"

Hun stirrede på ham , med nærmest ærefrygt i øjnene.Dét var lidt svært rigtig at begribe hvor hårdt og vildt et skift var....dét var jo sindsygt i virkeligheden,når man tænkte rigtigt over dét
"Du da ikke spor til besvær, havde du ikke været her da...det...skete, var jeg nok blevet...ja, skal vi bare sige dét var heldigt du var her" sluttede hun af.
Og med et glimt af humor i sine øjne sagde hun drillende
"Og hvis du vil lege doktor lege med mig putte, skal du nok lige til hægterne først....bare ud af nysgerrighed , ville du så fortrække rollen som patient eller læge ?" Hun blinkede til ham og rejste sig for at få maden ind på bordet, da det lod til hans appetit ikke var forsvundet..