Bring Me Back - [Camille]

camille fornemmede svagt nogen rumsterer ved hendes side, men søvnen havde allerede så stort et hold i hende at hun ikke reagerede yderliger på det.
Det var faktisk lidt bekymrende at hun kunne undlade at reagerer, det var jo ikke altid helt ufarligt, at sove ude i det fri.Men hun havde altid sovet godt ude, stranden for bare at nævne et sted, faldt hun altid i søvn på, hvilke betød hun måtte indstille mobilen til at vække hende, da hun ikke ønskede forbrændninger af nogen art.
hun mærkede noget varmt og tungt lægge sig på brystet af hende,og hendes hånd rakte spontant ud i luften hvor den ramte ind i ulvens hoved.Hun var for langt væk til at tænke konkret over Samuel igen havde skiftet form, men hun fornemmede trygheden og varmen, og genkendte ham. Hun lagde armen om ulvens hals og puttede med den mens et lille tilfreds suk lød fra hendes mund.
Hvor mange minutter der forløb sådan var ikke til at sige, men Camille begyndte langsomt at finde ud af søvnens tunge kappe.

Hvor lang tid der gik vidste han ikke helt præcist, men efter noget tid slog han øjne op, og kiggede lidt op i himlen der langsomt begyndte at blive mørk. hans blik faldt ned mod kvinden som han langsomt begyndte at slikke på næsen med sin våde tunge. Det var kun næsetippen han ganske let berørte til hun vågnede før han sprang op på alle fire med ørerne rettet frem mens mens han ivrigt ventede på hvad hun ville gøre. Hvis hun var for langsom til at komme op ville han stille sig ind over hende, og begyndte at slikke i hele hoved til hun besluttede sig for at komme op at stå, for at underholde den ivrige 'hvalp' der blot ventede på at de skule lave noget. Han stoppede op og kiggede forventningsfuld op på hende med sine grå øjne. Hvis han havde været menneske ville han sætte sig ned foran hende og ligne en eller anden knægt der blot ventede på at moderen skulle give ham årets første fødselsdagsgave.

Hun mærkede noget vådt kilde på sin snude og hun slog øjnene op på samme tid som hun kløede sig på næsetippen.
Hun kiggede ind i hans sølvgrå øjne og sagde med en lidt hæs og forvirret stemme " Samuel? "
Hun kløede også ham på hovedet..eller nærmere nussede ham, og så op himlen der var ved at blive pænt mørk nu. "Du gode gud...hvor længe har vi sovet ? Og du er ulv igen lille skat" snakkede hun til den og begyndte at pille lidt små kviste og blade ud af hendes lidt filtrede hår. Sam derimod så ud til at have en perfekt pels, ingen blade der.
Camille mente det var på tide at finde tilbage, hun havde ingen varm pels til at holde hende varm når natten kom listende og ville det ikke også virke lidt besynderligt at en ung kvinde lå og sov med en ulv ude skoven.Tristan ville givet erklærer hun skulle tvangsindlægges, det var rimeligt sikkert.

Ulven snuppede sit tøj mellem kæberne, og begyndte at små løbe mod skoven i hurtige lette spring der hurtigt første ham ind under de lavt siddende grene, til han kom til en lille busk, hvor han smed tøjet ind, før han sprang omkring igen, og løb ud til Camille, før han begyndte at puffe hende hen mod skoven som en hest, med panden mod hendes bagdel. Det varede i to sekunder, før han sprang om foran hende igen, og begyndte at hoppe rundt som om det var forår. Det var som om der kun var glæder i hans liv, som om der ikke var noget der kunne slukke glæden som tydeligt kunne ses igennem hans øjne og halen der svingede ivrigt frem og tilbage, ligesom poterne fik kroppen til at springe rundt mens han udtoldmodigt ventede på at der skulle komme lidt fut på hende. Han løb hen til hendes side, hvor han begyndte at nippe lidt til hendes hånd.

Hun kiggede efter den da den forsvandt med tøjet "hey vent...du kan da ikke b.." begyndte hun med stoppede da den vendte tilbage ,nu uden tøj som den angiveligt havde skjult et sted.
Hun grinede lidt og sagde blidt "Nåh...det var dét du skulle ."
Så kom et puff bagpå, dét var tydeligt den ville have sat skub i hende , men hvad ville den ?Dét virkede som en glad og tilfreds ulv, som den sprang omkring da den begyndte at nippe til hendes hånd overvejede hun om den pr instinkt kunne komme til at bide hårdt ?Hun skulle ihvertfald ikke være varulv, men hun skød dét hen og havde tillid til at Samuel ikke ville have forvandlet sig hvis der lå en risiko og truede med at gøre hende fortræd.
"Vil du lege ...vil du dét lille skat ?" Camille talte nøjagtigt som havde dét været en lille hundehvalp og ikke en prægtige varulv, men den indgød jo til just dette, legesyg som den var.
Og hun havde mere erfaring med hvalpe fra en hund end fra en varulv.
Hun bukkede sig ned og tog en gren, og kylede den afsted.Nu ville den enten blive vildt glad eller skide fornærmet.Camille så spændt på den og håbede på den første.

Da hun kastede grenen stod han lidt og gloede efter grenen mens halen var stoppet op. Han anede ikke hvad den der pind skulle, så først stod han og kiggede efter grenen og derefter pinden før han viftede let med grenen, før den satte af sted for at fange pinden, og tage den tilbage til kvinde og gav hende pinden. Derefter satte han sig på bagdelen lige foran hende og kiggede forventningsfuldt på hende. Hvis hun valgte at kaste den igen ville han igen glo efter pinden men ikke løfte efter den. Han forstod ikke hendes leg hvor man smed ting væk. Det var da skide åndssvagt at smide tingene væk! Han havde godt nok flere gange set folk gøre det med deres ulve, men han havde aldrig helt forstået lejen.
hurtig sprang han igen på bene, og gik helt hen til kvinden, før han smækkede sine poter op på brystet af kvinden, og hoppede lidt op og ned i et halvt forsøg på at slikke hende i hoved, men hun var nettop lige høj nok til at hun ikke kunne nå der op. Han stod lidt, og kiggede letter fornærmet på hende, før han droppede det, og faldt ned på alle fire igen.

Da den ikke satte efter pinden med dét samme, tænkte hun at dét ikke var dét den ville.
Men hvad havde dét så været ?Savnede den bare opmærksomhed, sådan generelt ville tales med og aes ?Eller forsøgte den fortælle noget ?Men så pilede den afsted og hentede den, dog så dét ud til den havde sine forbehold.
Hun følte sig lidt dumt da den afleverede pinden og hun tog den ud af gabet på ulven og mumlede "tak ."
Camille beholdte pinden i hånden, mærker fra ulven kunne tydeligt ses efter dens stærke tænder og kæbe havde lukket sig om pinden.
Hun kiggede ned på den....og den stirrede igen...hun bankede pinden imod sit lår, nogen gange efter hinanden ,ikke så dét gjore ondt, dét var mere en indikation på hun stod og tænkte.
Så sprang den med et sæt op af hende ,med poterne lige på hendes bryst og med sigte mod hendes ansigt at dømme efter dens hoppen.
Hun greb den i poterne og holdt blidt i dem "Hey hey...easy Sam...du ender med at vælte mig " smålo hun og slap poterne igen, men inden kunne hun havde sværger den nærmest så fornærmet ud.
Den landede igen på 4 ben og hun satte sig hurtigt på hug overfor den.
Hun lagde en hånd bag om hvert et af dens øre, der stod lige op i luften som paraboler og kælede den imens hun talte "sorry Sam...jeg aner ikke hvad dét er du vil , men jeg tror du skal vise mig ud af skoven,inden dét bliver for mørkt ".
Denne årstid kom mørket hurtigere end man forventede, sådan var det med mange ting.

Den lukkede kort øjne da hendes hænder gled om hans øre som vrikkede lidt frem og tilbage, før han slog øjne op. Ud? Aha .. han vendte om, viftede let med halen foran hendes hoved, før han satte i løb hen mod skoven hvor han stoppede op og kiggede for at sikre sig at Camille var med, før han sprang videre ind igennem skovens grene, og førte hende tilbage via stien de var kommet fra. Lige før de kom ud satte ulven farten op, så han var ude af syne for Camille og løb ind imellem træerne, hvor han fandt endnu en busk der stod tæt på en sø. Han stak snuden ind, og fik fadt på noget kluns han trak i, en skjorte, og et par løse bukser. Det var under denne busk han ofte efterlod sit tøj, lige på kanten til skoven. Da han igen havde forvandlet sig tilbage, og havde stået lidt og ømmet sig, smuttede han ud til Camille som sikkert var stoppet op. Han kunne tydeligt værke han ikke skulle forvandle sig mere i de nærmeste timer, ellers kom han til at have ondt i ryggen de næste fjorten dage, have det som om man havde løbet et maraton de sidste fem dage, en gang hver dag. Han havde prøvet den én gang, og ville ikke gentage det.

Hun fulgte tilludsfulgt Sams retning, helt uden at overveje om han havde forstået hende.
Hendes instinkt fortalte hende at han havde styr på dét, og oftest var dét en god ting at lytte ,når ens instinkter talte.
Sam drønede pludselig væk og da han ikke længere var at få øje på, valgte hun at blive stående.Enten havde han fået færden af noget der skulle undersøges ellers var de måske ved udkanten nu og han skiftede tilbage måske for at sige farvel ?Hun stod lidt og vekslede balancen fra et ben til dét andet og med et kom Samuel gående ud mod hende, nu med skjorte og bukser.
Hun smilede skævt ved hendes egne tanker * der var altsår bare noget....romantisk....over ham...over mystikken ...over dét at kunne forvandle sig sådan, dét var lidt eventyr agtigt *
" Samuel....velkommen tilbage ...nyt out fit ,igen ?" sagde hun med solskin i stemmen.
"Nu bliver du vel ikke al for udmattet af at skifte ? Du har gjort dét meget i dag " hun kiggede på Samuel som hun var begyndt også at kalde Sam opdagede hun, endnu et kælenavn havde sniget sig ind.

Han bukkede let og grinede. "Jeg vil da med glæde forvandle mig igen, men så hænger du på mig i den næste uges tid, til fjorten dage, for så ligger jeg hjemme ved dig og ømmer mig." Han grinede kort, og vippede let med sine tær. "Godt, lad os komme ud her fra så jeg kan få dig hjem i hel tilstand." Et smørret grin fandt vej over hans læber, før han begyndte at gå ud af skoven til de kom frem til vejen. "Nå, men så kan du finde ud af om du stadig vil slå følge med dig, eller om vi skal sige farvel for denne gang." Han greb fat i Camilles ene skuldre, for at kunne stå på et ben, så han kunne børste sine fødder af for sten og andet snavs, og derefter fulgte den anden. Han var pænt sagt elendig til at holde balancen, især kun på et ben, når han i hovedparten af sit liv havde hele fire!
Camille behøvede slet ikke at spørge hvad Samuel selv helst ville, det vidste hun sikkert godt, men damen fik lov til at bestemme, han kunne altid bare komme brasende, selvom han sikkert ikke ville gøre det, han var ikke typen der bare kom brasende, det gjorde man jo aldrig ude i skoven på samme måde, og han befandt jo sig ikke så fandens meget i byen.

Hun grinede lidt over hans bemærkning, men opfangede at det nok var en hel del mere ubehageligt at skifte form end han ville være ved.
"Ja....den undskyldning for at tilluske sig en overnatning har jeg så godt nok ikke hørt før må jeg tilstå." Sagde hun lidt drillende .
De begyndte at gå og hun pillede lidt ved kanten af dét bløde uld garn som hendes cardigan var lavet af og afbrød ham hurtigt da han snakkede om at få hende hjem ' i et hel stykke ' .
" Hey...dét kun lige vejen der er et problem, resten ? Piece of cake " sagde hun og håbede dét lød overbevisende.
De kom til udkanten og hun havde kæmpet de sidste minutter med trangen til at spørge ind til dét smil han havde haft over læberne, men hun holdte sin lyst i skak.
Camille havde lyst til at slæbe Samuel hele vejen hjem , forvandle ham...eller nærmere bede ham om dét , lægge ham i sin seng og putte med ulven hele natten.Dét var naturligvis ikke smart så hun øvede mild vold på sig selv, da hun svarede ham " Mon ikke jeg bør tage alene hjem, dét har været en lang, men meget dejlig dag ." Hun kiggede lidt på ham og ville gerne vide hvad han ville.
Hun lod ham støtte sig til hende og sagde herefter "Vi skal altsår finde nogle sko til dig....hvad gør du nu , resten af aftenen og natten ?"

Han lage hoved let tilbage, mens han kort betragtede himlen. "Det må jeg jo finde ud af, finde et par sko eller sådan noget, og så derefter eventuelt finde et sted at sove - i en ordenligt seng!" Han gav et lille hop fra sig ved tanken om det sidstnævnte ord. "Helt klart, det er det jeg vil gøre!" Han kiggede lidt ned på sine tær, og vippede med dem. "Ja, sko til jer, og seng til ryggen." Han smilte kort og nikkede. "Super, så er vi enige." Så kiggede han op mod Camille. Ja, kvalitetstid med sin krop, det er skam altid godt." Han vidste hun sten sikkert ville finde det latterligt at han stod og snakkede til sine fødder, og han da virkelig måtte ligne en der manglede nogle at snakke med, men det handlede slet ikke om det, der var igen den lille del han bestemt ikke ville tænke på, så igen skubbede han tankerne væk og slog et klik med tungen mens han betragtede Camille uden helt at vide hvad han skulle gøre. En tanke slog pludselig ned som et klart lyn fra en klar himmel hvilke fremkaldte et flabet grin fra ham. Skulle han virkelig spørge om det? Nej, nej, det ville lyde utrolig kikset, og så havde han hende blot til at rulle rundt nede på jorden af grin, eller et eller andet i den stil.

Hun havde mest lyst til at takke ham.Hun synes han havde strukket sig langt, for at tilfredsstille hendes behov.
Hun grublede lidt over og kunne ikke lide tanken om at han intet sted havde og sove.
Hun var ikke selv vild med at have folk sovende, med Zaela var dét nær gået galt , meget.
Hun så lidt på ham, hvis man kendte Camille vidste man godt at hun ikke bare kunne efterlade ham der.Hun overvejede at sms til Tristan, men han ville sikkert opdage Samuel var varulv ,så dét var en no no.
Hun skulle netop til at komme med et forslag da et provokerende smil strøg over hans ansigt , hvilke bremsede hendes tilbud og hun spurgte Istedet..
"hvad er dét lige der er SÅ sjovt Sam ?"

"Ikke noget!" startede han ud helt uskyldigt, selvom det smørret grin stadig sad som limet til hans læber. Dog valgte han alligevel at uddybe dig. "Jeg overvejede bare om jeg skulle tilbyde mig selv om krammebamse når nu alle de små senge uhyrer kommer op fra din seng i nat." Svarede han så, og viftede peter-vigtig-klog med pegefinger mens han kiggede yderst alvorligt på hende. "Det ville jo ikke være godt hvis de kommer op og spiser den lille fe vel?" Et smil knækkede masken da han lod det komme frem. "Men det koster jo en syg ulv i hjemmet de næsten par uger." Han var ret så sikker på at det ikke var noget hun ville, så han kunne alligevel godt snart finde tegnebogen frem. Han klappede sig selv lidt på bukselommerne og stønnede irriteret. Han havde aflagt pungen inde i jakken han havde smidt i skoven et eller andet sted. Hvor upraktisk! "Fedt nok." Mumlede han. "Jeg bliver nød til at smutte ind efter min pung ..." han gjorde en kort gestus, med mindre jeg skal beskytte dig mod sengeuhyrende under sengen.

Camille følte hun havde fået en knock out.
Ja, han drillede hende big time....ja, dét var sjovt men dét var jo også viklet ind i et lag af alvor dét her.
Manden havde jo faktisk ikke et sted at sove.
Men hun følte sig lidt klemt op i et hjørne lige nu.
Hun daskede til hans arm og vrissede " hold op med dét fe noget...det der ingen der ved "
Hun tænkte sig om og sukkede.
Ikke at dét kom ham ved , men så alligevel....imens hun pillede ved sin kæde om halsen ...tænkte hun over hvad Tristan ville give hende af råd havde han været her....en fyr på sofaen 1 nat eller en varulv i lejligheden i 14 dage? For hun vidste at hun ikke ville kunne lade ham alene.
Tristan plejede at sige at hun ikke vidste hvad der var godt for hende, så hun prøvede at gøre hvad han havde ville sagt.
"Samuel....vil du overnatte hos mig...bare i nat og derfor ikke som ulv ?" Hun kiggede spændt på ham og tilføjede så hurtigt " på sofaen ...og så finder vi sko imorgen, ok ?".

Samuel brugte lidt tid på at glo lidt på hende, før han brød ud i grin. "Seriøst, tror du jeg vil ligge beslag på dig de næste fjorten dage? Om jeg så var ulv eller ikke, så skulle jeg nok skrubbe ud, også selvom jeg havde ondt i ryggen." da han var færdig med at grine rystede han let på hoved. "Hvad tror du egentligt om mig? Når du siger jeg skal sove på sofaen? Jeg kan indformere dig om jeg aldrig har haft sex som menneske, så hvorfor skulle jeg ændre det? Du er skam meget flot, og alt det, men for at være helt ærlig, ville jeg heller ikke ture prøve det." Han smilede kort, før han rystede let på hoved og sukkede. "Men Camille, hvis du virkelig ikke vil have jeg skal komme hjem til dig skal jeg ikke, jeg skal nok finde et sted at sove, og et par sko." Han kiggede nu helt alvorligt på hende mens han ventede på et svar.
Samuel havde intet imod at sove hjemme ved hende, han havde ingen venner til at stå og formane ham om det ene eller det andet, verden brød jo ikke sammen fordi at man sov hjemme ved en anden person, det gjorde det ikke efter Samuels opfattelse.

Godt...så brød helvede ud.
Hvis man altsår som Camille hadede at tale om disse ting, så direkte.
Hun følte sig opblæst over at havde troet han ville blive der i 14 dage, naturligvis ville han ikke ønske dét, men det var jo kun fordi han selv havde sagt...så blev tankerne afbrudt af Samuel der nu havde hævet samtale niveauet så Camille var ved at gå i undtagelses tilstand...."Hun viftede med begge hænder foran hende, som for at forhindre snakken og hun sagde "unskyld...undskyld..."og et ja eller et nej klemte hun ind i ny og næ og håbede inderligt de faldt nogle fornuftige steder.
Havde han ikke haft sex? No big deal, men okay...han var måske ikke bare ude på...sjov, men i givet fald ville det jo ikke betyde noget , uanset hvad var hun ikke typen til al dét løse sex og affære.
Dét hele kørte rundt i hendes hoved, og han var så overskudsagtig at grine.Damn him
Hun måtte have den samtale bragt i en anden retning.
Og hun skyldte ham mere end at gå bare.
"Hvis du lover ikke at snakke mere om sex i dag...så går vi hjem til mig nu ....og du sover hos mig i nat, Samuel...please ."
Hun tilføjede dét sidste fordi han ikke skulle føle han ikke var velkommen ,dét var han jo....dét var Camille der måtte hanke op i sig selv og stole på dét han fortalte hende, for så ville alt jo være oksy, af hvad hun kunne se.

Samuel kiggede forvirret på Camille som fuldstændig panikkede og begyndte at oversvømme ham i undskyldninger, ja'er og nej'er. Han skulle lige til at bede hende stoppe, da han ikke kunne lide at hun skulle stå at undskylde for noget hun ikke skulle undskylde for, da hun slog ham helt af pinden med hendes næste kommentar, men han fik hurtig fast jord under fødderne igen. "Hvorfor må jeg egentligt ikke?" Han kiggede undrende på hende mens han kæmpede mod et lille smil på læberne. Han havde i grunden heller ikke tænkt at gøre det, men han forstod ikke hvorfor han ikke måtte. "Jeg skal nok komme hjem til dig og sove - på sofaen." Han lavede en let gestus som at hun skulle begynde at gå, og fulgte derefter selv efter hende med et let smil på læberne. Han kunne stadig ikke komme sig over hendes sidste sætning omkring sex. Hvorfor måtte han nu ikke det?

Hun satte armene i siden og dernæst den ene i tindningen ,hvor hun tappede et par gange med fingrene.
Hun så på Samuel og konstaterede " godt...godt, så vi enige om ...reglerne ."
Hun begyndte at gå som han viste tegn på og overvejede om hun skulle besvare hans spørgsmål , som hun i første omgang havde valgt at overhøre .
Problemet med dét var at besvarede hun dét var de igan med en samtale...igen...om et emne hun forsøgte at undvige.Men samtidig ...hvis han ikke forstod hvorfor ville han måske blive ved ? Hun var nød til at være lidt hård nu og bøje dét i neon....måske smørre lidt tykt på, gøre dét værre end dét var, for at han forstod.Hun sukkede tungt, hun brød sig ikke om at spille den rolle.Men skulle det være, var dét nu..
Camille tog mod til sig og startede ...hun håbede hendes kinder ikke ville afsløre for meget ...
"For at vende tilbage til dit spørgsmål fra før om at tale om...sex...
Sam...dét kan virke både anmasende og malplacert at tale med dét, specielt med en pige man ikke kender så godt og også når man ikke er et par.....og jeg er sikker på du ikke ønsket at fremstå...sådan, ik...så derfor ikke mere snak om dét ."
Camille så lidt væk , med den opsang havde han bestemt fanget budskabet...og hun havde gjort hvad hun burde og hvad hun kunne.
Bare han nu ikke var vred.

Han tænke sig om lidt tid, før han smilede. "fint - så skal jeg nok holde min kæft." En let buning i hans mundvige kunne svagt ses, hvis man kiggede efter, ellers klarede han sig med grine inden i. Det var ikke det hun sagde der var sjovt, men den måde hun fortalte det på, som om han var dum, og lidt tykhoved, men måske var han også det? Det var blot det, han selv ville kalde uvidenhed. Han gik tavst med hende ned af gaden, mens han stoppede sin hjerne til med hvad de så måtte tale om, hvis det skulle passe til at han snakkede med en pige, som han ikke kendte så godt, og som han ikke var i et forhold til. Det var vel det hun havde ment ikke? Ellers havde han ikke forstået det, men han lod det ligge, de skulle jo som sagt ikke snakke om det, så det lod han være med.

Camille kiggede efter tegn på om han blev sur.
Han så ikke sådan ud, men han blev godt nok en lille smule tavs .
Hun havde set antydningen af et lille smil i hans mundvig og hun ville gerne have dét helt frem.
Dét forholdte sig jo sådan at hun vældigt godt kunne lide Samuel, og måske når alt kom til alt var bekymret for hendes egen opførelse om hun fik sat de grænser hun skulle.Normalt havde hun ingen problemer med det, hun var godt skåret og så længe duellen var med ord...kunne hun klare de fleste.Med få undtagelser.....og dét var altid de undtagelser man skulle passe på med..
Hun forsøgte noget andet...
"Du Sam....du sagde du var født som menneske , hvordan var dét skifte form første gang...hjalp din ven dig ? "

Samuel vendte sig om da Camille begyndte at tale. Han lavede en kort grimasse, før han overvejede hvordan han skulle svare. "Nej." Det var for en gang skyld en ting Samuel ikke specielt gerne ville ind på da det havde været en smertefuld oplevelse for ham, og den tid der havde fulgt. Det var ikke tit man mødte folk der ligefrem var glade for at få deres søn forvandlet til en hund, en forvokset ulv der ikke kendte til de fleste af menneskets følelser. Han trak vejret dybt, mens han rynkede let på bryne. Han mente han burde forklare historien, nu havde hun jo fortalt en hel del, som hun sikkert vil finde privat anliggende, og når det endelig kom til ham, burde han jo gøre det samme, det var vel tilbage betalingen.

Hun så han blev ....anderledes...dét muntre glimt han næsten havde hele tiden i de specielle øjne var ikke til at se.
Camille mærkede et stik i hjertet, han havde vel for pokker ikke stået med dette alene, dét ville jo være horribelt og han måtte være skræmt fra vid og sans, hvis dét altsår havde været sådan.
Hun lagde stak sin arm ind under hans, bare for at opmuntre ham lidt og han kunne jo trække den væk ,hvis ikke han brød sig om dét.
"...Ikke ? Dét lyder noget besværligt ...hvordan klarede du dét så Samuel ?."Camille betragtede hans ansigt , han virkede både enormt stærk og enormt skrøbelig på samme tid.Sikke en udstråling den fyr besad.
Hvis han ikke ønskede at tale om dét ville hun.droppe emnet, men hun havde intet imod at vide mere om Sam, lærer ham bedre at kende.
Dét var ganske få hun havde lukket ind i sit liv og interesserede sig for på den måde.

Han besluttede sig samtidig med at hun spurgte ind til emnet. "Meget - især når ens forældre ikke var helt vilde med de pludselig fik en ulv til at vade rundt inde i huset." han grinte kort for sig selv, dejligt falskt. "Tjah, efter jeg havde fået styr på det skred jeg, det ville alligevel ikke ende godt hvis jeg blev hjemme." Han tøvede kort, før han så fortsatte. "Jeg fandt hurtigt ud af at jeg elskede at være ulv, så mine første planer om at komme hjem senere hen, når jeg fik mere styr på det, blev ændret, og jeg kom aldrig hjem, og har aldrig, derefter haft kontakt med mine forældre." Han lage hoved let på skrå. "Ham der bed mig havde jeg heller ikke mere kontakt med, jeg havde faktisk ikke kontakt med nogle af dem jeg kendte som menneske, da jeg skiftede - det var nemmest mente jeg dengang, jeg er ikke helt sikker på om det nu også var det."

Camille lyttede og så en mere alvorlig og sårbar side af Samuel.
Hun kunne ikke undgå at føle lidt modvilje...eller meget...mod denne ven der ikke havde hjulpet Sam.
Alle vidste jo at når man var i krise, skubbede man folk væk, og Sam smuttede..men vennen burde havde fulgt efter støttet og hjulpet Sam.
Det var meget heldigt at den fyr ole stod foran Camille nu, selv varulve kan vel få skræmmer.
"Han lyder...dum...og jeg kan godt se dét har været svært...måske dine forældre, er kommet på andre tanker , har du overvejet et besøg..jeg kan tage med n dag, hvis du får lyst ?"
De fleste forældre elskede Camille, eller hendes doktor titel ,dét var som regel moe de hørte hun var læge at isen blev brudt.* snopper* tænkte hun, men måske de kunne udnytte dét til Sams fordel, det ville ikke være første gang hun agerede kæreste for nogen, uden at være dét.