Up in the air ( Zean )

Hun gjore store øjne og var ikke helt afklaret med hvilken hylde hun skulle sætte dét hele på.
Dét var på sin vis forfærdeligt men ærligt talt også en smule komisk.Dét var næsten som i de kulturer hvor man skjulte handicappet børn, fordi man var flove, men helt ærligt...dét var jo bare børn uden en evne ? Dét var lidt komisk at selv indenfor de mere hardcore dæmoner, som hun anså racen for at være , var der etikette og skam i blodlinien hvis noget trådte ved siden af.Selv ville hun være stolt af en lille søn, uanset hvad og hun ville elske og forsvare ham til evig tid....nu skulle hun så bare lige finde en og få ham med, og vente 10 år for at se om han stadig var prince charming eller om han var blevet en frø igen.
Camille sukkede....hvorfor virkede den søde fremtid så uendelig langt væk-og uden for rækkevide ?
Hun mærkede sit rebelske og autonome lune røre lidt på sig, måske for at holde e mere følelsesbetonede tanker i ave. "Zean....skal vi finde et øde hus...og eh....besøge deres the køkken ? "spurgte hun lidt tøvende.Hun regnede ikke med han vsille løfte et øjebryn over ....et lille bitte harmløst og helt igennem uskyldigt indbrud ......men man vidste bare aldrig helt med ham, gjore man ?

Han så forvirret på hende. hvad mente hun med det? Det tog ham lidt tid at regne den ud..Det var ikke lige ne sætning han forventede at høre jo.
Han så lidt mistænksomt på hende.
"Har du tænkt dig faktisk at bryde ind i et hus, eller er det en af dine talemåder for at sige vi skal finde et sted og få en kop te?" spurgte han, for at være sikker på han ikke misforstod hende. Man viste aldrig med hende...

Hun slog ud med armene , der var jo intet andet at skue end de smukke bjerge og de små ferie huse skødeløst placeret rundt omkring .
"Hvis du kan fremtrylle te til os på lovlig vis, skal jeg nok lade vær med at logge dig i fordærv , men jeg tvivler altsår på dét lader sig gøre Zean, ikke uden lidt ...øh, kreativitet." Smilede hun lidt fåret.
Hun var normalt ikke den der opfordrede til ulovlighedder, men herre gud, et tomt hus hvor de kunne slappe lidt saf og lave lidt te, dét ville da være rimeligt harmløst, ikke ?

Han grinte svagt og rystede på hovedet. i fordærv? Hun skulle bare vide hvor mange syndige ting han havde gjort gennem livet...
"At smutte ind i et hus for at drikke te virker ret harmløst...I hvert fald i forhold til hvad jeg ellers har lavet gennem tiderne" smilte han og rejste sig. Han så sig lidt omkring. Ja, der lå små feriehuse rundt omkring. Men nogle af dem var beboet af folk der ikke gad byen, ikke gad samfundet eller bare elskede livet alene i bjergene. Der gjaldt om at kende dem fra hinanden, hvis man ikke ønskede at stå ansigt til ansigt med en eller anden...Hvilket for ham altid endte med mennesket døde. Men det ville nok ikke gå i dag.

Camille rejste sig og gik igang med at samle hendes bolde op på almindelig vis.
Hun stoppede dog hurtigt med dét og Istedet brugte hun sin telekinese til at samle dem sammen og sende dem i sækken retur.
"vidunderlige evne...I love ya " kviderede hun ,men absolut kun fordi hun var i fint humør.Helst ville hun være foruden og skammede sig ofte over hendes urene blod, meget ulig en dæmon.
* jeg ville være en temmelig dårlig dæmon, borset fra jeg har en evne...*mindede hun sig selv på og begyndte at gå i retning af nogen huse, mens hun forventede Zean ville følge trop.
"Nå...hvor vil så være et godt sted, vi vil ikke overraskes !"slog hun fast.

Han smilte lidt af det go rystede på hovedet. Havde hun allerede taget det til sig? Noget sagde ham det kun lige var for nu. Han så sig kort omkring, mest af vane, og fulgte så efter hende.
Han gik et øjeblik i sine egne tanker, da hendes stemme afbørd ham. Han så let smilende på hende og lod blikket glide over omgivelserne.
"Tja...det gør nu ikke så meget. Min evne, ved du. De vil ikke vide det..." han kiggede ned mod dalen der lå lidt væk, nogle få huse lå hist go her. I det ene var der røg fra skorstenen og ved det andet gik en hund udenfor. Et tredje, der lå lidt længere væk, så mere forladt ud.
"Det der foreslår jeg..." sagde han

Hendes samvittighed havde bedre kår hvis ikke de blev afsløret, så kunne hun næsten bilde sig selv ind at de ikke gjore noget galt.Hun smilede.
De gik over til huset Zean havde udvalgt, en hyggeligt og pænt et af slagsen, at dømme ude fra.Dét var jo ikke til at vide hvad der ventede dem, når de først havde fået adgang til stedet, omend en lidt forceret adgang.
Camille fiskede en lille hårnål frem, og på fortrolig vis, stak hun den i den lille lås hvor hun rumsterede med den nogle sekunder før et lille 'klik' hørtes....og døren gled åben.
"Entré...Zean "sagde hun stolt og trådte til side så at han kunne gå først ind.

huset lignede bare...et hus. Efter hans mening. Han skulle lige til så over og smadre et vindue, da døren så var åben. Han så lidt på hende, en hårnål? Helt ærligt...hvis det endelig skulle være, skulle det da også være sjovt!
"Hvor er du kedelig" men han smilte svagt for hun skulle vide han ikke mente det på en dårlig måde. Han kunne dog ikke dy sig for at smadre vinduet alligevel.
Han jog sin albue gennem glasset, da det var knust trådte han ind af døren.
Selv om døren var låst, virkede huset tomt og...ja, forladt faktisk. Som om der ikke havde været nogen her et år eller to.

Hun stirrede på ham måbende .
Havde han sådan er stor Badboy gemt i.maven , så dét der smadret vindue var meget nødvendigt ?
Ja, klart han havde....dét var jo trods alt Zean , ik.
"Helt ærligt.." mumlede hun da han trådte forbi hende og ind.
Selv fulgte hun efter og så sig omkring imens døren bag hende igen smækkede i.
* Nice job Zean....her ser ikke ud som der er nogen ofte, perfekt...vi behøver ikke bekymrer os* ,tænkte hun og gik en hurtig runde i dét lille hus.
Stuen var holdt i røde stof møbler, et ældre tv og reoler med tingeltangel ,bøger og dvd'er.
Et soveværelse med seng, skab og en stumstjener.
Køkkenet var ef mørk egetræ, også af ældre dato, men alligevel vedligeholdt og hyggeligt.Dét mørke islæt huset havde satte ligesom en hulestemning over dét.
Sidste rum badeværelset, karbad og toilet i lidt ældre interieur.
Camille slog hænderne sammen , da hun tilbage vendte til stuen "Udmærket valg til vores lille....udflugt" komplimenterede hun Zean, og valgte dermed ikke at give ham helvede over den rude han så drastisk knuste uden grund dertil.

Han smilte lidt.
"Skal det være, kan det lige så godt være sjovt..at lirke en dør op?" han rystede svagt på hovedet og lagde ikke mærke til lige så mange ting som hende. Faktisk lagde han bare mærke til hvor der stod ting, at der var støv på de fleste af dem, hvor vinduer og døre var...
Han gik ud i køkkenet og så sig omkring.
"Well...Lad os da få lavet noget te så..." han så ud af køkkenvinduet, hvilket afslørede et flot bjerglandskab...
Han havde et tilholdssted i alle byer...Hvorfor ikke i bjergene? Det kunne være nyttigt og der var fredeligt...det måtte han se nærmere på. Penge manglede han ikke lige.

Okay....når han selv bragte dét på banen, så var dét meget indbydende at kommenterer på, og hun følte sig 'lækker sulten'.
"Dét dét ikke sådan lidt macho prale agtigt, sådan lidt min måde larmede mere end din og så sejest ud. drengerøvs agtigt ? " spurgte hun drillende og fulgte efter ham ud i køkkenet.
Hun stillede sin ved vinduet og et øjeblik blev der helt stille inden i hende.Dét eneste hun.mærkede var...savn...et stort hul dem hun elskede havde efterladt , Samuel der lavede 'ja dét ville hun egentlig helst ikke tænke på ' og Crasie der var helt væk, Tristan der havde så slemt travlt...hun så kort på Zean, thank god hun kunne låne ham ind i mellem, når han havde lidt fri.Igen så hun ud af vinduet...dét var slående smukt, sikken en udsigt, den kunne man blive forfalden til.
Hun begyndte systematisk at gennemsøge skabene, efter alle de the ting de skulle bruge, og efter lidt tid stod teen klar til dem begge.

Han grinte svagt og rystede på hovedet.
Han sukkede svagt og så lidt på teen der stod og dampede, mens der trak.
Dawn...Han havde ikke set noget til Dawn i alt for lang tid, det var som om hun bare var væk. Han var bekymret, nervøs, selvfølgelig...Især også fordi hun havde Elyas.
Og så igen...Han ville snart bare gerne have vished.
Faktisk...så han intet til ingen. Han mødte nye væsner forholdsvis tit, han så Camille...Men resten var enden bare gengangere eller...ja.
Han strakte sig lidt på så på hende. Han havde ikke særlig mange tæt på sig. Hvilket vel også var godt nok.
"Na...Det er bare sjovere" svarede han

"Sjov..? " gentog hun og tænkte * yup..bullseye, drengerøvs faktoren* for hvem ville finde dét morsomt at smække sin albue igennem en rude af glas.Not a girl .
Camille var ved en crossroad, i hendes mere private del af livet.
Modsat Zean havde hun ladet nogen stykker komme forholdsvis tæt på, og hun var begyndt at overveje om dét var en kæmpe fejltagelse, guderne måtte vide hun havde en stribe af dem i sit kølvand...always...altsår fejltagelserne . Men igen, dét kunne også være en typisk Camille reaktion, at hvis noget blev for alvorligt, så smuttede hun....og ingen havde lært hende at kunne skilne mellem de to, hvis de ikke var to sider af samme sag ?
Hun sukkede lidt da hun tog kanden med ind i stuen og håbede Zean fulgte efter med de to sorte krus.
Hun satte sig ned og så ud i luften, forbi Zean.
"Har jeg egentlig fortalt dig at den varulv der nogengange sover hos mig, på sofaen, er deres leder ? " sagde hun henkastet.

Han tog kopperne og fulgte hende med ind i stuen. Han klappede sofaen for ikke at blive helt hvid af støv på sit tøj, for så at sætte sig. Han hældte te op til dem begge.
Han så lidt på hende.
"Nej" svarede han en smule kort. Det havde hun ikke. Han overvejede lidt hvad det kunne betyde...At menneskerne og varulvene måske havde grundlaget for en alliance? Hvis de ikke allerede havde det?
Det var altid interessant at følge med i....
Han så på hende...Det lignede hun havde mere at tænke over...
"Hvorfor? Har du noget at ville snakke om?" spurgte han

Hun rettede sit blik mid ham nu og så ind i hans øjne lidt tid inden hun besluttede sig for at svare "Nej ".
Selvfølgelig var dét et undvigende svar, dét betød ikke at der ikke var noget at tale om, dét betød måske ikke engang hun ikke havde brugt for dét, men dét betød at hun ikke havde i sinde at gøre dét, ikke nu ihvert fald.
I hendes hoved var der bare formeget stuff, på vippen til hard disk overload, der var ikke en eneste helt afklaret relation , ikke en ukompliseret ting og nu havde dét ovenikøbet vist sig at to af lederne var to af hendes .nærmeste, så.nu skulle hun balancerer med de formelle relationer-også.
Lige nu manglede hun bare et sted hvor hun kunne slappe af, smide bekymringnerne fra sig som var de et stykke tøj hun tog af og sætte dét mentale stik i.kontakten til der igen var fyldt batteri på hende.
Men al dét .ville hun ikke tvinge ned i hovedet på Zean.Så Istedet tog hun bare kruset med te, og pustede lidt på dét meget varme indhold.

Han nikkede svagt. Selvfølgelig ikke. Han tænkte lidt over det...Camille var leder...Tristan var leder...Ikke fordi han brød sig om den dusørjæger...Men kort sagt: dem havde han mest mulighed for at være sammen med, var ledere...Det var altså klart han blev holdt udenfor. Han var dæmon, ikek en leder...Han var bare Zean.
Han sukkede og så ud af det nærmeste vindue...
Tristan...Camille...Varulv...En hel trekant. Hvis ikke han kunne være en del af deres hemmeligheder, kunne han da sladre til sin egen leder. Men han viste det nok allerede.
Han rejste sig og gik voer til det nærmeste vindue for at kigge ud af det...opslugt af sine egne tanker..

Hun så en reaktion fra ham.Trak han sig tilbage ?
Dét var jo ikke fordi hun ikke stolede på ham, for real....hun havde jo helt frivilligt fortalt ham dét hele, alt dét vigtige.Dét andet var jo ...bare hendes egne følelser der blev kogt suppe på og dét var den del hun hun forsøgte at sparre ham for, ikke andet.
Der var ikke truffet nogle formelle alliancer endnu, andet end med jægerne, men selv den del med hede og Tristan stod uafklaret, ville dét være en styrke eller en svaghed at melde ud at de stod sammen også privat.Og så kunne folk ellers tolke den udmeldning som de ville.
Hun rejste sig og gik over bag ved ham.Han syntes stå i egne tanker, og hun ville normalt have lagt en hånd på hans skulder, men med Zean var hun altid bange for om dét var for meget berøring, når dét kom fra hende.Så Istedet prikkede hun til ham og spurgte " Hvad er der nu galt ? Må jeg ikke fortælle dig om de ting? Du er ....god for mig påstå dét punkt ellers "

Det sidste hun sagde gav ingen mening i hans hoved. Påstå for mig, god nok ellers?
Han så kort om på hende.
"Der er ikke noget galt...Du har dine tanker, jeg har mine...Jeg overvejede faktisk lidt...Du vil aldrig lade mig alene med mine tanker og fortid...Så jeg overvejede at udsætte dig for det samme...Men heldigvis for dig, forstår jeg privatlivets følelse..." han smilte da han sagde det, med en lille tvist af drillesyge. Men så kiggede han kort ud af vinduet igen.
"Du må altså godt fortælle mig om dine egne følelser...Du gør så meget for folk...tillad dem at gøre noget igen" han så på hende igen

// nåå så dét gav ingen mening ? LOL...skod mobil...der skulle bare stå på dét punkt...og så tilføjede den selv resten, spassmobil //

Camille rystede lidt på hovedet af hans kommentar, ja hun blandede sig men kun fordi han ikke åbnede op af sig selv...og så fordi...argh....fordi hun var som hun var, men dét var jo aldrig for egen benefit , aldrig.
Hun smilede ved tanken om Zean der gav hende et treidegrads forhør....good luck with that ....smilede hun for sig selv.
"Mine tanker er bare et stort rod og jeg begynder snart at tvivle på mine egne værdier, er de rigtige for mig ? Eller skader de mig ? Og jeg vil ikke ha andres hjælp, hver gang jeg lukker nogen ind , sker...ting...og dét gør ondt, who needs it " sagde hun mere hårdt end hun normalt talte.

Han så alvorligt på hende.
"Fint...Så leger vi den leg. Jeg fortæller dig aldrig noget mere, om mine tanker, om mine følelser, om min fortid...Fordi det gør ondt at få nogen for tæt på...OG du kan ikek tillade dig at klage over det, for det er bare sådan du selv har det!
Du har hele tiden været efter mig! Du er blevet ved med at plage mig, til jeg fortalte om mig selv..." han følte hun var så...dobbeltmoralsk!
"Men når man stoler på en, bliver det sjældent gengældt...Hold dine hemmeligheder for dig selv og lad mig beholde mine!" Han vente ryggen til hende igen og så ud af vinduet. Som regl ville han være gået...Men han ville ikke gøre hende...ondt. Som han jo viste det gjorde, når han gik fra hende. På den anden side fik det hende også til at give sig. Og det var bedre end hun gik fra ham...
Han sukkede svagt. Dobbeltmoralsk....Tak for støtten. Tak for tilliden...Tak for at svigte...igen...Hun havde ret. Og det irriterede ham endnu mere at han ikke havde lært noget fra sidste gang...
*Åhh, sagde jeg det ikke?* Leoanrd...jo, du havde ret!

Han kunne i princippet ligeså godt have slået hende.
Så han ikke at hun forsøgte, at hun prøvede dét bedste hun kunne ? men dét gjore...ondt.
Og nu lagde han bare mere til af dét.
"Hvad skal dét betyde..?" begyndte hun
"Har jeg nogen sinde svigtet dig ? ...dét kan du ikke sige Zean, og dobbeltmoralsk ...du er way off track " sagde hun og smerten blev langsomt afløst af vrede, der iøvrigt lige nu var langt lettere at forfalde til.
Dobbelt moralsk...skulle hun være dét ?
Hun gik væk fra ham, havde lyst til at slå eller kaste med et eller andet....og med et fløj en stol gennem stuen,ramte væggen og mistede dét ene ben men fik tilgengæld en kæmpe rids.
"Der er bare grænser...grænser...indimellem...hvor meget jeg kan bære....af dét der gør ondt, dét er fandme ikke dobbeltmoral, dét er overlevelse 101 Zean " sagde hun og hendes stemme knækkede lidt over.

Han undrede sig over hvor hun havde nogle af de ting fra, de ting han kun havde tænkt. F.eks. med dobbeltmoralsk.
Og svigt...
"Jeg har aldrig sagt du var dobbeltmoralsk eller har svigtet mig...Jeg siger bare at du ikke først kan gøre det ene, for så ikke at gøre det andet...Men det er fint, ingen pres...du kan holde det hele for dig selv, det var jo det vi lige er blevet enig om, ikke?" han virkede rolig...som om det hele var lige meget nu.
Da stolen fløj gennem luften var det som om andre tanker samtidig fløj gennem hans hoved. Han holdt af hende. Lidt for meget måske...Og det at han aldrig havde udviklet de aller bedste sociale færdigheder, gjorde altid at de skændes. Eller diskuterede.
Men kunne hun virkelig ikke se det? Okay, det var måske ikke altid man havde lyst til at fortælle om sine inderste følelser...men hun havde altid presset ham til det, aldrig ladet ham slippe...Nu udsatte han bare hende for noget af det samme.
Han så direkte på hende med øjne der var svære at tyde.
"Jeg kender til overlevelse...Og ja, det er overlevelse...men lige præcis den overlevelse har du også ødelagt for mig..." det var sandt. Hun havde fået ham til at åbne sig, trods sin egen smerte...Noget hun tydeligvis glemte. Behandle andre som de behandler dig. Den sætning havde altid været lidt svær. Og dog...

Han sukkede svagt og rystede på hovedet.
"Skal jeg kke bare gå? Så slipper vi for at skændes mere...som vi plejer" sagde han opgivende

Dét måtte have været lidt af et tilfælde, at hun forbandt de usagte ord med ham.Dét var den eneste forklaring der kunne dække dét.
Hun vendte sig og så på ham, et godt stykke tid inden hun svarede ham.
"Jeg har ødelagt den for dig ?Køl nej smukke, du ødelægger dét for dig, JEG forsøger at hjælpe ".der var oceaner til forskel på dét han lige havde sagt og det hun sagde, men om der var de store forskelle på deres situationer ? Måske....måske ikke ?
Problemet lige nu var at hun var helt ude af balance, den ene del af hende ville næsten trygle zean om at blive og undskylde for at være dum.
Mens den anden , der uheldigvis synes at styrer hendes tale lige nu valgte at sige
"Jo...god idé...smut du din vej " .
Hun gik ud i køkkenet, stillede sig ved vasken, hendes tårer brændte på kinderne men dét var ikke ment eller tiltænkt som manipulation, mere en udløsning på nogle knuder der var inden i hende.
Hun lyttede efter døren, hans stemme eller et eller andet der ville indikerer hvad han tænkte og gjore.
* smukt....er der snart flere tilbage af dem du holder af Camille, eller er de alle faldet for dine fødder efter et dødsstød* roste hun sig selv ironisk.

Selvfølgelig. Han ødelagde det altid for sig selv. Men det hele var lige meget...Det var mere det at hun faktisk sagde ja til at han skulle gå. Han følte en underlig kulde der gled gennem hans krop, ved de ord. Som om en underlig tomhed overfaldt ham og prøvede at kvæle ham. Han stod som lammet et stykke tid uden at tænke på noget...Det lignede hende ikke, hun plejede altid at ville holde på ham...
Han gik.
Døren lukkede sig langsomt, næsten uden en lyd.
Han ønskede bare at flyve væk. Eller løbe som et vildt dyr...Men følte ikke at nogen af tingene var mulige for ham.
Han sukkede kort og lod en hånd glide gennem sit hår.
"Flot Zean...Hvorfor skal du altid være så pokkers stædig og tro du har ret?" skældte han på sig selv. Han begyndte at gå, gå over mod de nærmeste træer, som han ønskede at gemme sig i.
Han kan ikke holde på Dawn...Og nu heller ikke en simpel ven.
En del af ham sagde at hun selv var uden om det. At han bare skulle være ligeglad og fortsætte sit liv, måske rejse væk...Han havde opgivet sit job i våbenforretningen og skrevet til militæret han ikke ønskede at være der alligevel.
Så hvad var der tilbage til at holde ham der?
Men en anden del af ham, den han lyttede mest til lige nu, sagde at det var hans skyld. Han selvvar udenom det hele.
Den kulde eller tristhed han følte, blev roligt lavet om til vrede. Som altid.
Vrede over det hele.

Hun hørte bare et svagt klik og løb ind i stuen igen.
Hun så sig omkring og desperation farvede hendes blik.Han var gået.
Gået fra hende.* du sendte ham selv væk * hviskede en oplysende stemme, og dét var sandt i teorien, men praksis føltes....anderledes.
Dét var også lige meget , hun behøvede ingen af dem.
Hun stirrede på en stol og smed også den ind i en mur.
Hendes hånd fandt vej til kinden og tørrede beviserne væk på hvor ondt hun havde i sjælen lige nu.
Hun behøvede fandme ikke Samuel.
En reol væltede.
Og hun behøvede ikke Crasie...no way.
Et sofa bord flippede over og landede på siden.
Og Tristan ? Hun begyndte at hulke...hvor fanden var han ?
Alle lågerne på køkkenskabende begyndte at klapper.
Og Zean....Zean ....du vil se Jean fra xmen....out of control...
Jeg behøver ingen, og slet ikke min ven og mentor , hulkede hun
netop da tv'et sprang i luften og blæste hende et godt stykke side læns ,så hun landede og slog baghovedet ind i et væg af mursten , så sortnede dét hele.