Up in the air ( Zean )

Han hørte en masse lyde fra huset bag sig, hvilket fik ham til at stoppe op et øjeblik og se sig tilbage. Hun hade ham sikkert. Men alligevel følte han at han havde haft ret...Hun kunne ikke tåle at blive udsat for sin egen medicin.
Men det var også lige meget nu. Han stod længe og så tilbage på huset, uden at komme videre.
For helved da, han var dæmon! så måtte han da til og tage sig sammen!
Da der blev stille igen, gik han tøvende der over ad.
Han kiggede forsigtig ind af døren, frygtede både at få en stol i hovedet og at blive sendt væk igen. hun behøvede ham øjensynligt ikke. Holdt sikkert mere af ham Tristan...Pludselig følte han en sær vrede mod tristan...
Han gik ind i huset og så ind i stuen...først så han at alt var totalt smadret...Og derefter at Camille lå stille på gulvet. Han så tøvende på hende, havde bare lyst til at løbe der over og se om hun var okay...men samtidig varhan igen bange for at blive afvist.

*for helved da også...skal jeg gøre alt for dig?* Skift.
Zean blev til Leonard.
Han bevægede sig over til hende og satte sig på knæ ved siden af hende. Lod en hånd forsigtigt glide ned over hendes ene kind i en blid kærtegnen.
"Camille? Camille?" han ruskede blidt i hende i håb om at hun ville vågne.
Selv om hun ville vågne op til nogle koldere øjne end før..En lidt anden side af Zean...Men hun kendte jo også lidt til Leonard.

Mørket føltes koldt.Klæbrigt og koldt.
Da hun langsomt kom til sig selv igen, var hun desorienteret og forstod først ikke hvor hun var.
Hun spjættede lidt, som en fisk på vand , kiggede med mistroiske øjne på Zean ved hendes side, men i løbet af sekunder erstattede hendes hukommelse dét blanke indre landkort, og erindringen vendte til bage, hun så på Zean og fik en fornemmelse af.....af....kunne dét være Leonard ?Eller havde hun virkelig slået sit hoved så hårdt.
Hendes hånd famlede på hendes baghovedet, ind i håret undersøgende , hvor meget hun havde slået sig, for blodet på hendes hånd viste tydeligt at der var gået hul, men ikke hvor lidt eller hvor meget.
Hun forsøgte sætte sig op og tog sig sammen til at spørge "Leonard ? "
Sidst hun havde set ham, været sammen med ham havde været på båden, den lille sejl tur til øen point free.

Han smilte svagt og nikkede, lagde en arm om på ryggen af hende for at støtte hende.
"Du er sikkert ikke i humør til min...lidt kolde personlighed. Men jeg regner med jeg er mere velkommen lige nu end Zean er...Selv om han ønsker at være her" Han havde set blodet og følte sig faktisk lidt nervøs
"Har du brug for noget, er der noget jeg skal hjælpe med?" spurgte han og holdt et suk tilbage.
*kun for dig, Zean* Lød tanken i hans hoved.

Lige nu var hun bare taknemmelig for at han var kommet tilbage.Leonard eller Zean.
Hun kendte jo bedst Zean delen, men på en underlig måde var hun næsten holdt op med at skælne dem fra hinanden, men bare accepterer at de begge var der og havde store lighedder og store forskellighedder også.
Hun lænede sig en smule mod hans arm, men ikke for meget da hun ikke ville risikerer den blev snavset af blodet.
" jeg er glad for at se dig....og også ham, hvis han var kommet...men Leonard , kan du ikke give mig en hånd op at stå....jeg må lige ud på badeværelset og tjekke hovedet " sagde hun lidt skamfuldt, imens hun så sig omkring , på al dét rod hun havde forudsaget.Hvor dumt af hende at miste kontrol sådan.

Han nikkede kort. Han bedømte hende ikke på det rod hun havde lavet...åhh guderne måtte vide hvor mange gange han havde gjort det samme!
Han hjalp hende op, og da hun var oppe og stå, støttede han hende ud til toilettet. End til hun selv tog fat i noget at støtte sig til, støttede han hende og slap hende først da. Han stilte sig på af dørkarmen, så hun både var lidt for sig selv, men at han stadig ikke var længere væk end han kunen hjælpe hende. Han stod der, med de kolde øjne rettet ind mod spejlet og et tungt udtryk.

Han slap hende da hun stod foran den lille håndvask formet som en muslingeskal.
Den var stor nok til hun kunne have begge hænder placeret på dét hvilket gav en udmærket støtte.
Hun hævede langsomt ansigtet og så på sin egen reflektion i spejlet, damn hvor hun så forfærdelig ud.
Hun rakte ned i dét lille vægskab under vasken og hev et lille håndklædet frem , som hun holdte under rindende kold vand, vred dét op og begyndte at duppet baghovedet. For at rense blodet væk og minimerer risikoen for der gik betændelse i såret.
Hun kunne mærke at dét ikke var et stort sår, og heller ikke dybt, da blædningen allerede var bremser.
Men derfor havde dét været en tungt slag.
Hun så op ugens og mødte Leonards blik i spejlet .
Hun tog en dyb inhalering af luften og sagde så "Tak.....og undskyld for....dét hele " så håbede hun at hun havde fået gjort dét rigtige, omend lidt forsinket.

Han nikkede kort.
"På Zeans vegne siger jeg det samme..." sagde han, men virkede ellers ikek som om han havde tænkte sig at sige meget mere. Hvor han før måske havde været mere åben og drillesyg, virkede han nu bare mere kold og ligeglad. Ikke med det hele, overhoved, men bare generelt. Som om han måske i virkeligheden var træt eller noget. Og dog åbnede han alligevel munden.
"Du er måske van til jeg altid forklare Zean og hans opførsel...Vil du fortsat have det? For lige nu prøver han at overbevise mig om det modsatte..." sagde han roligt, mens han så på hende. Det ville ikke undre ham om hun var ligeglad. Dog plejede det at ligge til zeans natur at forklare sig, mest fordi han ikke kunne fordrage hvis folk havde de forkerte tanker om ham. Men Leonard var mere ligeglad.

Hun lavede en improviserende forbindning til hovedet , bare for at have noget køligt på til at dulme hævelsen.Så med et håndklædet viklet om hovedet, bundet som et bredt bånd....gik hun tilbage til stuen, hvos sofaen stadig kunne siddes i .
"Naturligvis vil jeg da Gerner høre "svarede hun lidt skyldig over Zean synes at have fået dét indtryk at hun var ligeglad, for dét var jo langt fra tilfældet.Hun havde haft nogle hårde dage, på mange måder....og dét gik hende lidt på og gjore hun måske var lidt mere i forsvar end hun plejede.
Hun så på Leonard, han var godt nok svær at tyde.Derfor var dét dejligt når han fortalte om både Zean og ham selv.

Han gik med ind i stuen og satte sig i sofaen ved siden af hende.
"Først: han og Dawn er gået fra hinanden. Det er endnu uvist hvor meget han må se til Elyas" sagde han og så på hende, for at se hendes reaktion på den oplysning.
"Selvfølgelig tynger det ham lidt, men han har det også bedre ved det...Han har opgivet sit job og militæret og kæmper nu for at finde et nyt ståsted i det hele..." han lod blikket vandre lidt rundt, stadig med et alt for neutralt ansigt.
Der var selvfølgelig også de...mest gemte følelser...dem han ikke har turde vise af flere grunde...men nu var Dawn der ikke længere...Nu var det eneste der holdt Zean tilbage, tanken om at blive afvist. Leonard forstod ham. Han rystede svagt på hovedet, Zean var da uforbederlig.
"Han forstod godt du nok ikke lige gad dele dine inderste følelser...Jeg...ved faktisk ikke hvorfor han blev ved på den måde..." han så tænkende frem for sig.
"Måske for at have et eller andet der gik som det plejede...MEn det gik hårdere denne gang end før og det fik ham til at blive...ked af det. Jeg prøvede selvfølgelig at fortælle ham at han var fin nok alligevel..." han trak på skuldrene.
"Men bare et råd...Og jeg skal nok give ham det samme, lad være og bede ham gå. Lad være at sige du ikke vil have ham" han så på hende med sådan en overraskende alvorlighed...
"Lige meget hvor meget han går dig på...Det kan han ikke holde til...Undskyld hvis jeg virker egoistisk..." det sidste sagde han ikek fordi han rigtig følte det, men for at holde tonen mellem dem så god som mulig.
"Jeg forstår der er ting der...går dig på lige nu. Jeg vil ikke vide dem...Men det er ikke Zeans skyld...så vidt jeg ved?" han følte han hele tiden snakkede om Zean...som altid. Men han anede intet om hvordan hun havde det, han kunne kun snakke ud fra Zeans synspunkt. Derfor. Han så spørgende på hende.

Camille kiggede på ham, som var han faldet ned fra månen.
Sad han og fortalte at de var gået fra hinanden, men....de var forlovet....Elyas....dét kunne ikke passe ?
På den anden side vidste hun der længe havde været problemer og udfordringer de skulle løse, Dawns syn på tingene kendte hun jo ikke rigtig, men hun havde jo tydeligt kunne mærke på Zean at han ikke var...glad.
"Det er jeg virkelig ked af at høre " sagde hun stille og tænkte over hvor egoistisk hun var, at drukne i sine egne problemer uden at have sans for hans.
"Elyas.....han skal nok se ham...meget...når bølgerne har lagt sig, man kan ikke tage en får fra sin søn " Camille så helt trist ud og syntes der var for meget tristhed Istedet for glæde i manges liv.
Dét var jo sandt at noget gik hende på, men denne gang var dét ikke Zean så hun skyldte sig at berolige Leonard "Nej...dét er ikke ham....og jeg plejer ikke at sige han skal gå " næsten hviskede hun til sidst.
Hun havde jo ikke ønsket dét, hun havde bare langet ud, og gjort dét effektivt, inden hun selv skulle modtage et lignende slag....næsten i selvforsvar kunne man postulerer.
"Jeg siger dét ikke igen, dét lover jeg " sagde hun og kiggede ind i hans øjne.

"Godt så...til sidst vil jeg bare sige at Zean nok har nogle umulige følelser for dig...Det har han haft i et stykke tid" sagde han, så hurtigt og kort som muligt, som han kunne. Han så ud af det nærmeste vinduet og slog et kort klik med tungen.
"Nå...det var vist det? du skal ikke være ked at det på hans vegne, han klare sig, det gør han altid...få nu styr på dine egne problemer" han sendte hende et hurtigt smil og lukkede øjnene.

Han sukkede da han åbnede dem igen. Leonard havde altid været så...lige ud. Troede han gjorde alt bedre...Måske. Men altid gav han ham en følelse af...pinlig berørthed, som om han lige havde været nøgen eller noget.
Han så lidt på Camille.
Og viste ikke hvad han skulle sige eller noget som helst...

Leonard kastede meget i hendes retning , på kort tid.
Hvad var dét lige han sagde nu....havde Zean umulige følelser ? Hvad var det ? Interesse i hende ...altsår som andet end en ven ? Han måtte bestemt tage fejl, Zean havde aldrig nogen sinde kigget...sådan ...på hende , hun havde set ham i byen charmere kvinder , og udvise interesse i dem, og aldrig havde han været i nærheden af dét med hende.
Hun så på Leonard, kunne han havde fejltolket noget ?
Kunne hun ?

Ikke være bekymret for ham ? ,ja....dét ville jo ikke være muligt at overholde for hende.
Leonard lukkede øjnene lidt, og hun mente at kunne spore en ændring i de før så kolde øjne.
Hun var dog aldrig mere sikker, end hun behøvede at spørge....
"Zean...?" Sagde hun stille og lagde en hånd på hans arm.

Han smilte lidt.
"Glad for du ikke kaster en stol efter mig..." svag ironi. Han sukkede kort uden at vide hvad han skulle gøre af sig selv.
"Well...Endnu en gang kommer Leonard og fortæller nogle hemmeligheder...Det er vist bare dømt til at være sådan" svagt smil. Ikke fordi han bebrejdede hende noget...overhoved.
Han så sig lidt omkring.
"Lad os håbe ejerne ikke kommer hjem foreløbig...Eller noget..."

Hun gav hans arm et lille klem og trak så hånden over i sit skød igen.
"Naa...at smide med møbler, er faktisk meget langt fra min natur "sagde hun og kiggede lidt skeptisk rundt i stuen.
Hun var i tvivl hvad Zean vidste.Normalt huskede han intet Leonard sagde eller gjore, det virkede kun den anden vej rundt.Men dét var som de 'var blevet bedre venner' smarbejdet bedre.Og Leonards hjælp, havde været 'ægte ' ikke syrlig eller ironisk, dét havde hun ihvert fald ikke opfanget.
"Ja....ham Leonard er lidt af en sladdretante, måske vi skulle melde ham ind i en bridgeklub ? "sagde hun lidt muntert.Der var ingen grund til at gøre dét akavet.Men noget måtte hun sige, så hun tog fat i dét mest nærliggende.
Hun nikkede , ja dét varede forhåbentlig længe inden nogen kom hjem.
"Du....jeg er virkelig ked af dét ikke gik for Dawn og dig...jeg ved det.."hendes stemme knækkede og hun håbede han forstod at hun kun ville ham dét bedste.

Der var stille, måske alt for længe. Han viste alt hvad Leonard havde sagt...Det var en af deres fællesbetingelser, for at være venner. De delte jo den samme krop...
Han sukkede svagt og så direkte på hende.
"Jeg beklager det også. Men det var mig der gik fra hende. Jeg føler mig allerede lykkeligere nu, end før. Før viste jeg aldrig hvor hun var, hvornår der skete hvad eller nogen ting, følte jeg ikke...vi levede bare sammen nærmest...jeg skal lige vænne mig til min frihed, mens ellers har jeg det bedre...beklager jeg ikke kan sige det samme om hende..." han rystede svagt på hovedet og så væk igen. Sådan var det jo.
Han smilte pludselig.
"Hvornår lære jeg det? Måske skal jeg bare ikke være i forhold. Måske er det for meget imod min natur? Jeg ved det ikke...Men det er aldrig gået godt..." han virkede mere trist ved den konstatering...end den anden.

Hun havde allermest lyst til at give ham et kæmpe knus.
Hun vidste dét var svært og ville være dét et godtbstykke tid, de havde jo et fælles barn.
Men dét gav hende en ro at vide beslutningen havde været hans og at lød til at være helt afklaret med den.
Hun var stolt af fyren der sad ved siden af hende.Han havde gennemgået en udvikling i den tid de havde kendt hinanden.Ved at forholde sig til nogle svære følelser, var han vokset....og blevet en stærkere mand.Eller stærkere dæmon, hun vidste ikke hvad man sagde, men for hende var han først og fremmest en mand.
"Det tager lidt tid...og så bliver du 'hel' igen.Men Zean...dét der med forhold....det tager også tid....at gøre dét rigtigt, at finde den rigtige ....i var hurtig til at binde jer og få barn...værn om de gode minder i har....og brug din viden i dét næste forhold du indlader....om lang tid. "
Hun smilede opmuntrende til ham og blev overstrømmet af omsorg for ham.
"det var ikke meget te vi nåede før....wanna have some now ?"tilbød hun og ville hente kanden der lå i et stue hjørne.

Han rystede tankefuldt på hovedet. Han havde ikke lyst til te. Et forhold, men om lang tid? Han så lidt på hende...Hvad mente hun enlig med det? At han ville bruge lang tid på at komme over det, eller at ingen ville have ham? Han følte sig trodsig indeni.
Lige som alt kollapsede for ham, fandt hans venner lykken. Hvorfor skulle gå sådan op og ned? Hvorfor kunne de ikke det på samme tid?
Hendes og Tristan...Ja, han havde fornemmet det. Selvfølgelig.
På en måde var han sur på Tristan over det...Men på den anden side viste han godt det var lige meget. Hvis de havde det godt sammen så...
"Jeg har ikke lyst til noget" sagde han en anelse kort for hovedet. Jo, en ting. At rejse.
Men sin stilling taget i betragtning, censor, kunne han ikke. Han viste hvad han ville nu...Gå op i sit nye job. Og kun det. Bruge det til at skabe sig en ny hverdag.
Blive den respekterede dæmon han gerne ville...Eller i hvert fald lettere frygtet. Bare lidt...
Han strakte sig og sendte Camille et svagt smil.
Hun havde nok ret...forhold var ikke en del at ham. Og ville nok ikke blive det.

Havde hun kunne læse hans tanker, havde hun rusket godt op i ham.
Dét var jo ikke dét hun mente.Piger stod i kø og sukkede efter en fyr som ham, og hun vidste at han havde meget at byde på, al dét gode...hvis han bare valgte den rigtige til at stå ved hans side.
Dét hun havde ment var at han ikke skulle haste ud i noget, men give sig til til at hele....og til ikke at handle impulsivt.
"Zean ...selvfølgelig er forhold noget for dig...alle skal jo bare lige finde den rette , ik " smilede hun skævt til ham.
Selv var hendes kærlighedsliv som en yoyo, spinnende rundt uden helt at have styr på....noget.Omend den sidste tid havde budt på interessante nye 'triks' i legen med yoyoen.
Hun sukkede næsten lydløst, ingen ting synes helt enkelt, længere.

Han så lidt på hende.
"Nej...Det er en forestilling" sagde han kort. Aldrig havde han troet på den eneste ene. Han troede på man måske elskede noget og var sammen med dem, til tiden var noget andet...Men der var aldrig en eneste ene. Den tanke var for...absurd og underlig. Især når man havde levet så længe som han havde.
"Altså om den eneste ene" sagde han, da han kom i tanke om hun enlig bare havde sagt den rette. Den rette? Hvem kunne være rigtig?
"Ved du hvad? Jeg orker ikke dette emne mere! Man kan gætte det ene, men der sker det andet osvosv. det er ikke et emne hvor man kan blive sikker på noget som helst...Og lige nu er jeg bare træt af det. Jeg er bare glad for at være fri" sagde han og strakte sig fra hvor han sad.

Hun himlede med øjnene og sagde skolelærer agtigt til ham "Naturligvis gider du ikke dette emne nu...dét var jo også derfor jeg sagde om lang tid , ikke ?"
Hun overvejede om hun skulle forsøge at rydde lidt op i stuen, hun kunne jo ikke så godt lade dét hele ligge og flyde.Den ødelagte stol og knuste rude var slemt nok, resten havde vist ikke lidt permanent skade.
"Nå Zean....skal vi rydde op....og forbrænde de sidste aggresioner ?" spurgte hun drillende og tænkte at dét nu igen havde været en dag der var fyldt med begivenhedder og overraskelser der havde været fuldstændig umuligt at forudse om morgenen.

Han så lidt på hende og trak på skuldrene.
"Nej? Jeg er ikek rengøringsdame...Desuden..." han så sig lidt omkring
"Så er det jo bare deres problem, HVIS de kommer tilbage, det er jo ikke til at vide, når det allerede ser ud til at have stået tomt nogle år..." sagde han. Han orkede ikke at rydde op...var det hvor han selv skulle være, sove osv. eller på andre måder noget der gik ud over ham selv, så ville han da gøre det...Men han gad ikke rydde op for andres skyld.

Camille var tynget af lidt dårlig samvittighed, dét var jo hende der ligesom havde mistet kontrollen for a sec' , så hun havde dét noget dårligt ved at efterlade stedet i den tilstand.
Dét var hendes hovedpine der afgjorde beslutningen om at lade det ligge, hun var sikkert ikke istand til at flytte rundt på noget tungt anyway, når alt kom til alt.
Hun kiggede i smug på Zean.
De havde altid haft et forhold der på mange måder var en sprængfarlig cocktail, som en vulkan og en tornado...eller noget.Dét var lidt svært at sætte ord på de følelser der lå der.
Der var mange, store og nogle af dem var modstridende.Sådan var dét for hende og hun havde aldrig givet sig tid til at desikerer dem, hvad skulle formålet være ?
Hun brød tavsheden med et spørgsmål "Jeg har trænet nok....orker ikke mere kast med møbler og skydning , total udmattende "bøjede hun med en blid røst...."Hvad gør vi nu ?" Hun så på ham med store øjne.
Hvad han tænkte var som en lukket bog, uden sneak peak.

Han så lidt på hende. Og trak så på skuldrene.
"Vi kan...gå? Eller vi kan...sidde og snakke videre...Eller vi kan...ja, alt muligt?" smilte han lidt.
"Jeg er forresten blevet Censor...For dæmonerne...kort sagt en dæmonisk politimand, jeg skal sørge for andre dæmoner holder de nye love...OG det bedste af det hele: jeg kan ikke selv blive retsforfulgt" smilte han. Han anede ikke om hun ville forstå noget af det..Men han havde stadig en underlig følelse af at være det...også fordi han enlig havde tænkt sig at blande sig uden om...
Men han var nu godt tilfreds alligevel.

Dét passede hende fint at blive hængende lidt og ikke skulle på en vandre tur lige nu.
Hovedet værkede stadig og ville garanteret blive forværret ved alle former for overanstrengelse.
Han slog benene væk under hende "Du er blevet HVAD ?"
Hun rystede på hovedet.Havde han ikke magt nok , ham der var så stærk ? "Ikke retsforfølges ..men Zean du skal da slet ikke lave noget der..." begyndte hun og stoppede så op.
Hun så bekymret ud , dét her betød han ville være involveret i demon business, og der var ingen tvivl om at dæmoner og vampyrer generelt ikke var...venlige...overfor mennesker....dæmoner var ligegyldige overfor dem, de var ...mad.
Hvordan havde de dét egentlig med hende, menneskernes leder ? Og kunne Abbadon bruge Zean imod..
hende ? Vidste han at Zean og hende var..tætte ?
Pludselig fik hun en mere hovedpine og sagde "Jeg kan se du glæder dig " hun ville ikke lade hendes situation sætte skår i hans glæde.Kom der dæmoner hendes vej, måtte hun jo bare...flytte dem.

Han så længe på hende, for at se hendes reaktion. Der var tydeligvis noget ved den nyhed der ikke behagede hende.
"Camille...Hvilke tanker gør du dig om det, lige nu? Ikke fordi jeg forlanger det...Men den nyhed så ud til at fjerne din munterhed på et øjeblik" sagde han, oprigtig interesseret...OG måske også lidt nervøs.
Selv om Abaddon skulle have den ide, at bruge ham mod hende, ville han ikke gå med til det. Hun var hans ven!
Desuden skulle han bare holde øje med dæmonerne, at de holdt de nye love...ikke afgøre om de spise mennesker eller hvad de gjorde.
Han så lidt på hende da hun så ret...dårlig ud faktisk.