Dont hurt me again - Mussi

Bare at sætte dét op i et mønster?nej dét krævede ulejlighed, omtanke og lidt estitesk sans at få dét til at se sådan ud.
Hun holdte sine pinde stille da Samuel åbnede hendes mund og lydigt lod hun ham fylde hendes mund op, med ....tang...og noget andet hun ikke kunne vide hvad var.
Hun løftede sin hånd og tørrede mundvigen med et par fingre, da hun havde følelsen af at have spildt.
Hun tyggede og erkendte at den bid heller ikke var værst.
Lettet over Samuel syntes dét var okay ikke at bruge pinde, lagde hun også sine fra sig, ellers ville hun ikke blive mæt før engang i næste uge , med mindre Samuel forsatte med at føde hende, og dét skulle hun nok ikke tage for givet.
Hun så på ham og svarede "Vi skal bare slappe af nu, ik ? Vi har været meget ernærgiske de sidste timer "
Efter et lille smil blev hun alvorlig igen , hun kom lidt tættere på ham og tog hans hånd imens hun lænede sig frem for at kysse hans kind.
"Samuel...mange tusind tak for dét dejlige armbånd, hvordan jeg har fortjent dét er en gåde, tak for Mulle og mange tak for du har gjort mig og 30 syge børn jublende lykkeligt."
Hun gav ham et knus, han havde jo været fantastisk.
Hun vidste godt dét var sindsygt mange penge han havde brugt ...for hendes skyld sikkert....men hun ville betale tilbage, dét hele...bit by bit...

Han kiggede hen mod Camille, da hun tog hans hånd, og startede ud meget alvorligt. Han var kort bekymret for om han nu havde gjort et eller andet forkert, det var dog nærmere det modsatte. "No problemo." Svarede han, og slog kort armene omkring hende i hendes knus, før han slap hende.
Han anede ikke hvor navnet Mulle var kommet fra til bamsen, men han havde en mistanke om at det kom fra hans navn, da der også var et mu samt l og lidt af hvert, dog var han ikke sikker på det.
Om hun ville betale tilbage eller ej, var han kort sagt ligeglad med, det generede ham ikke, og pengene havde han ikke videre brug for, det eneste han ville have var at Camille var glad, og det virkede hun til nu, så så var han mere end tilfreds. Der skulle på ingen måde klages der.

Som i en lille tråd i hendes erindring ,var navet Mulle poppet op og passede perfekt til den store hvide plys bamse der nu sad og tronede på hendes seng.
Hun smilede, børnene ville få gaver til jul, og hun selv havde fået både bamse og armbånd af Samuel.
Hun var helt oppe at køre.Hun var slet ikke vant til sådanne ting, og forventede dem ikke så når opmærksomhed blev givet til hende sådan, blev hun rigtig glad.
Hun hapsede lidt mere af den friskefisk der så fornemt var pakket og rullet ind på fineste vis.
"Du Sam, har du en bagtanke med at være så sød og rar i dag ?"spurgte hun i skovareal og for at drille ham lidt.
For hvis du har , skal dét nok være inden vi skal ha en morfar...jeg mener al den mad og al den shopping.."
Hun så ned på armbåndet der skinnede pga dinglede..."Dét er sødt vedhæng der er på " sagde hun anerkendende.

"Bagtanke?!" Spurgte han overrasket, og så meget uskyldig ud. "Nej da!" Han smilede let og sukkede. "Kan du ikke bare tage imod?" Han lage hoved let på sned, mens et smil pryde hans læber. Da hun kommenterede vedhænget, flyttede han sit blik ned på det, og svarede kryptisk. "Du må jo finde ud af hvorfor det hænger der." Han lænede sig frem, og snuppede en af de fine ruller, og førte den op mellem læberne. "Jaa, vi må nok heller få sovet." han nikkede tænksomt mens han gumlede. "Men du skal ikke forvente jeg gør det ..." Indskød han derefter med et lille grin, før han førte glasset op til munden, og fik skyllet noget ris væk sammen med smagen af rullen, før den blev erstattet af en ny.

"ingen bagtanker ? jamen så er jeg skam helt rolig "hun havde et glimt af humor i de blå øjne med der blev hurtigt visket ud og erstatter af et mere nysgerrigt et.
"Hey...hvad er dét for et kryptisk svar mr.Rohr ? " forsøgte hun at lokke ham videre med fortællingen han ikke lige ville ud med.
"dét er ikke pænt at holde en..dame...hen i uvidenhed , ved du ikke dét ?" Drillede hun ham videre.
Hun elskede en lille lur på dage hvor hun ikke arbejdede, så hun ville også tage en når de havde spist op.
"men hvorfor vil du ikke hvile, du plejer da at falde hurtigere end hurtigt i søvn ?" Kom dét treide spørgsmål inden hun fyldte munden med endnu en godbid.

Han brummede lidt, og smilede så. "Der er en bagtanke med alt, det er bare ikke altid sikkert man ved det." Han blinkede kort til hende, og fyldte munden med fisk. Han fandt hendes sætning meget morsom, eller han grinede i hvertfald, så noget i den stil måtte han da finde det. "For at du skulle spørge om noget." Han satte sig op i sofaen, på knæene, og tog endnu en rulle, og viftede med den foran Camilles næse, før han lod den suse ind mellem hendes læber. "Hvis du vil hvile gør du bare det, så finder jeg på noget at lave imens." Han smilede, og stak en fiskerulle i munden på sig selv.
Hvad han så skulle finde ud af vidste han ikke, men det skulle nok komme. "Måske vil jeg sove, måske ikke." han tænkte sig kort om og smilede så. "Hvis jeg skal kunne falde i søvn hurtigere end hurtigere end hurtigst, så skal jeg jo lige blive træt først." Han smilede kort, og rode rundt i håret.

"Der er en bagtanke med alt ? Se dét var da en interessant vinkel på ting du har dig der ". udfordrede hun ham lidt.
Og overvejede kort om hun skulle begynde endnu engang at plage ham om at besøge hans forældre , dét var jo lige ved at være december, den perfekte tid til forsoning og til at stifte fred.
Men hun besluttede at vente.Ikke fordi ideen var brændt ud, men fordi hun ikke ville risikerer ødelægge en dejlig dag, hvis hun blev for irriterende når hun blandede sig i hans meget private privatliv.
" Hun gange igen lydigt op og lod ham ligge rullen på hendes tunge, inden hun igen lukkede sammen og tyggede den til mindre stykker.Dét var faktisk lækkert ,dét måtte hun indrømme, og serveringen fejlede heller ikke noget.
"Jamen...jeg kan da skrive en liste fyldt med pligter til dig "sagde hun udelukkende for sjov.Hun havde jo selv fået ordnet lidt, da hun ventede på Samuel tidligere.
Hun drak lidt vand og så på ham.

En lille utilfreds lyd kom ud fra Samuel da Camille forslog at lave en seddel hvorpå der kunne stå en masse ting hun ville have ham til at gøre. Pudse vinduer, vande blomster, støve af, lave mad, give de ikke eksisterende fisk mad, gå ud med skrald, ja, der var mange ting han kunne finde på, men det værste ville være hvis hun forlangte han skulle gå rundt i hendes gyselige blondeforklæde. Det ville han for alt undgå. "Ellers tak, jeg tror nok jeg skal klare den på den ene eller anden måde." Han kastede sig over endnu en rulle for at få nogle andre tanker ind i hoved.
Der var sjovt nok en grund til at han ikke ville bo i en lejlighed, eller hus, eller et menneskeligt sted, for der fulgte så mange pligter med hvis det ikke skulle ende som et bombet lokum, og trods Samuel kunne holde til en masse rod, var det ikke ligefrem noget han ønskede, det var alligevel lidt for meget.

"Hold nu op...der er da ingen risiko for jeg sætter dig til at lave pligter, dét ville da være en synd og skam.
Camille snuppede, hvad hun regnede med måtte blive dét sidste lille fine stykke fra tallerkenen.
Hun var ved at være godt mæt.
"Hey...tak for frokost og...en helt særlig dag, hvis der er noget...anything jeg kan gøre for dig...just kæle it Sam, okay ?" Hun ville rigtig gerne gøre...eller give noget den anden vej tilbage, nu hvor han havde fingeret julemand .
Hun var ret sikker på at han havde bøjet sine grænser lidt for hende, flere timer i den legetøjsbutik og tanken fik hende at smile.
" nå...jeg tror altsår jeg vil.have den time på øjet..." Hun havde jo stadig den lave blodprocent, hvilke godt kunne forudsagde den ekstra træthed
Hun rejste sig, trippede ind og nærmest dejsede omkring i sengen.

Han nikkede med et lille smil på læberne til hendes tilbud om at gøre et eller andet. Han havde ingen indvendinger til hendes ord om en middags skraber, så da hun var ude af døren, tog han sig af oprydningen, og satte de små fiske ruller ind på en tallerken i køleskabet. Det kunne være Camille ville have dem senere. Da han var færdig ude i køkkenet, gik han ind i stuen, hvor han satte sig i den ene ende af sofaen, trak bene op, og placerede hagen på dem. Blikket blev rettet ud af vinduet, men blev lidt efter tomt, da han dykkede ned i søen af tanker der blot ventede på at blive svømmet igennem.
Det først spørgsmål der valgte at komme hen til ham, var spørgsmålet om, hvad det helt præcist var han ville med alle disse møder, ud over hyggen og selvskabet. Var der noget mere han ønskede? Han kunne ikke rigtig finde et godt nok svar, for han kunne vældig godt lide Camille, ingen tvivl om det, men hvor langt? ...

Hun krøb sammen i foster stilling , med en pude under hovedet og dynen skubbet mellem hendes ben.
Og i armene lå Mulle.Godt trukket ind til Camille.
Dét var nu mest for lige at afprøve den, mindede hun sig selv om, da hun for længest var ude af bamse alderen, hvis man da kom dét.
En hvisken synes at vække hende....en hånd der trak i hendes arm...
Hendes mors ansigt, mildt og lokkende..."Kom Camille, kom med....du skal ikke bliver her...der er intet for dig." Hendes mor kyssede Camilles kind og forsatte sin talestrøm "Du ved godt jægeren ikke vil have dig, hvis han kunne se din sjæl, alt hvad du har lavet....ikke en som dig, du er ikke god nok til ham, ved du vel "Moderens stemme blev hånligt og hun begyndte at le..." Og din dæmon ven der taler om kærlighed...han har så travlt med andre kvinder at han formentlig ikke engang husker navnet på dig...menneskepige....."Der blev stille lidt og så forsatte hun med et vredt udtryk i hendes ansigt "Og ham....ulven...i din stue skat, han er slet slet ikke noget for dig...han stikker af lige så snart du løsner snoren og han finder et mere velsmagende nødvendig "Og inden Camille kunne nå at sige noget begyndte hendes mor at hive og flå i hende for at då hende med .
Camille der lignede en der sov, begyndte at sige underlige klynkende lyde og give nogle ryk i arme og ben.
Indtil hun afgav et højt og forfærdet skrig, da hun i sit hobet blev trukketvafsted mod et sort hul.

Samuel var lige ved at springe flere meter op i luften da han hørte et skrig inde fra soveværelset. Han tumlede forvirret ud af sofaen, da han var ved at vælte over sine egne ben i sin iver for at komme ind til Camille.
Han fik fundet balancen, mens han løb ind til Camille og satte sig på siden af sengekanten og holdt fast i hendes ene hånd, mens hans anden hånd pressede sig ned over hendes læber, for at dæmpe skriget. Selv lænede han sig ind over hende, ind til hendes øre. "Rolig, der sker intet." hviskede han kort og godt, og slap langsomt taget i hendes hånd, men fjernede ikke hånden før han var sikker på hun var tavs. Han vidste ikke om hun vågnede, men han prøvede ikke at vække hende hvis hun tav.
Han flyttede forsigtigt bamsen, før han hoppede over hende, og lage sig ved siden af hende, mens han lod sine fingre glide ind mellem hendes. Han lukkede øjne, og lå stille, mens han lyttede til Camille, og var utrolig opmærksom på hele hendes krop, hvis noget skulle tyde på at hun ville give sig til at skrige igen.

Camille mærkede noget holde hende fast, tynge hende og kvæle hendes skrig.
En meget fjern stemme, en hvisken med beroligende effekt, men hun kunne ikke tyde hvad den sagde, hun skælvede gennem kroppen da noget synes at forankre hendes hånd, så hun ikke kunne trækkes med.

Hendes mor kunne ikke lide dét, not by a long shot.
Hvor vovede fyren..denne..varulv...at blande sig ? Hun skulle have Camille til at give slip , slip på hendes verden og dét der holdte hende deri og følge med til hendes mors habituens.
Indtil nu havde hun kun kunne nå indtil Camilles bevidsthed og kæmpe dér, men hun var blevet stærkere lidt og nu ville hun afprøve hvor meget...bare en test, så hun vidste om der var udviklingsmulighedder.

Hun samlede al sin energi og med et usynligt slag slog hun ud efter Samuel, hun havde ikke kræfter til flere af slagsen, men hvis han bare slap Camilles hænder....mere tid behøvede hun ikke til at trække hende ned i dét sorte hul og igennem portalen.

Det gav et sæt i Samuel, så han kort trak sin hånd til sig, og kiggede overraskende på Camille. Han bed sig tøvende i læben, før han igen greb fat i hende, men denne gang ikke hendes hånd, men hendes skuldre, hvorefter han rystede kraftigt i hende, for at få hende til at vågne. "Camille!" Hans stemme var tyk af bekymring, mens han blev ved med at ruske i hende, til han var sikker på hun var ved bevidsthed.
Han forstod ikke hvad der skete, men det var et eller andet som han bestemt ikke kunne lide på nogle måder, noget som tydeligvis heller ikke havde været et hit ved Camille. Samuel havde hævet sig op over hende, så han lænede sig op med den ene albue mens han kiggede ned på Camille, med øjne der ligesom stemmen viste stor bekymring.
Han anede ikke hvad han skulle gøre hvis hun ikke vågnede, hvilke han ville have hende til at gøre, hvilke var grunden til at den allerede kraftige rusken blev endnu kraftigere.

Han trak sin hånd væk fra Camille og hendes mor nærmest skreg af glæde, hvilket kun Camille havde adgang til at høre , da kampen på nuværende tidspunkt blev udspillet et sted i hendes sind .
Nu rykkede hun til for at få Camille til at slippe den materielle verden , men som bekendt burde hun ikke sælge skindet før bjørnen er skudt.
Havde Samuel taget hendes hånd igen, ville han sikkert have mærket hvordan den blev mere og mere livløs og kold, som Camille tog afsted og fulgte med sin mor.
Men da han begyndte at ruske, enda lidt voldsomt bragte dét hende tilbage lidt af gangen.
Hun klynkede og forsøgte selv at skubbe sin mor væk, og fik i den forbindelse revet hendes kind, hvis ikke dét var Samuels.
Da hun langsomt kom til sig selv var hun så skræmt over at have set denne ubarmhjertige side af hendes mor, og nervøs over hvor tæt på dét denne gang havde været.
Hendes første reaktion var at slå ud efter Sam , en panisk handling i forsøg på at forsvare sig ...indtil hun fik et greb om hvem,hvad og hvor...

Han slappede lidt mere af, da han hørte hende klynke men stoppede dog ikke op, før han han så en hånd han lige noget at komme væk fra, ved at slippe Camille helt for derefter at mere eller mindre at ligge sig på hende. "Camille ..." Kaldte han igen, mens han blidt tog hendes ansigt mellem hænderne, og strøg hende over kinden, mens hans hjerte trampede afsted inde i brystet på ham. Han blev ved med at gentage hendes navn utallige gange, til han fik endnu en reaktion fra hende, uanset om det var så var at hun slog øjne op, eller slog ud efter ham endnu en gang.
Han anede ikke hvad der var sket, men det betød ikke så meget, det eneste han ville, var at have hende til at vågne nu og her, og det kunne slet ikke gå hurtigt nok. Han var dog sikker på én ting. Det var intet normalt hun havde haft, ikke noget der normalt skete.

Hun slog ham på brystet, hårdt.
Ikke fordi hun var vred, slet ikke ..havde hun vidst dét var ham havde hun været mere rolig, men da hun kom til sig selv , var hun så desorienteret at hun ikke kunne skælne Samuel fra hendes mor, hun registerede bare at nogen havde fat i hende og forsøgte efter bedste evne at få dem.væk.
Så efter slaget på brystet, forsøgte hun nu at kæmpe ham af sig og pressede imod med hele sin spændte krop.
Hendes hjerte galoperede derud af og en diffus angst sad o kroppen på hende.
Havde hun lige været ved at forlade denne jord ?

Slaget i brystkassen bevidnede om at hun da stadig var i live, hvilke lettede, men også at hun stadig ikke kunne finde hoved eller hale på noget, hvilke ikke helt var så fantastisk. Han var ikke sikker på hvad han skulle stille op med Camille, men valgte at slippe hende i håb om at det ville hjælpe hende, nu da hun allerede var kommet lidt ud af søvnen, men han blev siddende lige ved siden af hende hvis det skulle gå den forkerte vej, hvilke der var halvtreds procent chance for at det gjorde, så det var en risiko han løb, men en han valgte at løbe i håb om at det ville blive bedre, ellers måtte han finde på noget andet, men hvad, vidste han ikke.

"hvad fanden var dét " pustede hun da hun langsomt kom til sig selv.
Hun havde krabbet sig baglens op i sengens ene hjørne og sad der imens hun besvarede sit eget spørgsmål da hukommelsen fyldte hullerne ud igen.
"min mor....d-dét...gik m-meget dårligt....dét var al for t-tæt på Samuel " stammede hun forsat påvirket af oplevelsen.
Igen, hvis hun havde været alene...sååå....
Hun måtte finde en måde at...bekæmpe...hende på, dét her gik ikke, det var slt for risikofyldt.

Da det virkede til at hun vågnede op, strak Samuel vejret dybt, og betragtede i tavshed Camille, da hun begyndte at krabbe sig længere op i sengen. Da hun stammende begyndte at fortælle hvad det præcist var sket, faldt brikkerne på plads. "hvad er det hun vil?" Fik han spurgt om, mens han kiggede spørgende på hende. Han satte sig op af vægen, ved siden af hende, og tog hendes ene hånd, som han begyndte at kærtegne. Han lænede sig tilbage mod den kolde væg, og betragtede i lang tid Camille, uden at sige noget, heller ikke hvis hun svarede ham.

Hendes første indskydelse havde været at rykke hånden til sig, og hun kunne næsten mærke hendes mor hviske i hendes øre hvor god en pige hun var.
Så Istedet kiggede hun på hans hånd, som var den en sikkerheds linie til livet.
Hun så stadig ned på deres hænderne da hun i en bitter tone forklarede..
"Du ved godt hun vil have mig til at følge med hende, forlade mit liv og verdenen her.Dét er ikke kun fordi hun savner mig , dét er fordi de sidste af hendes race, er for gamle til ...selv at føre slægten videre , altsår kvinderne" mumlede hun da hun ikke fandt iden man kunne udlade af dét særlig tiltagende, nærmest dét modsatte.
Dét mindede jo om tvangsægteskaber...eller i hendes tilfælde påduttet mand OG barn, for dét var fødslen af en ny med feblod i årene , der skulle sikkre bestandens forsørgelse.De var kun et trin fra at være komplet uddøde ligesom de blev betragtet.

Samuel lyttede ikke rigtig efter hvad der kom ud efter Camilles mund, han var alt for optaget af sine egne tanker, og sig selv. Han sukkede og kiggede lidt efter op på Camille, og slap hendes hånd før han rejste sig op. Han gik hen til døren, og stod lidt i tavshed mens han betragtede døren som om det gjorde den store forskel, før han gik ud med et let suk på læberne.
Han vidste ikke hvad han skulle stille op med Camille, for det var på ingen måde naturligt at afdøde familie medlemmer kunne trække levende med i døden, men måske var det noget hendes slægt kunne? Han anede det ikke, og forstod heller ikke præcist hvad der skete. Måske skulle han bare lade det lille, og smutte, inden han blev viklet for langt ind i et spind af hendes familie, fortid og andet han ikke forstod.
Han måtte indrømme, uanset hvor lidt han ville, at selvom han virkelig prøvede, forstod han hende ikke, han forstod ikke hvordan det fungerede for Camille. Det ville være letter for hende hvis hun bare fulgte med sin mor, eller Tristan og så gav pokker i rasten. Det ville være den letteste løsning hvis man spurgte Samuel, men nu havde han ikke et eneste ord at indfører i hendes beslutninger, ud over at han kunne smutte, men alligevel stod han ubeslutsom ude i gangen.

Hendes blik hang i ryggen på ham, da han uden et kny eller et ord rejste sig og gik.
Kunne man bebrejde ham at han ikke orkede at blive involveret i dét ?Nej, naturligvis ikke.Dét var jo ikke ligefrem fordi hun havde tigget ham om dét heller.
Men hun havde ingen indflydelse over hvad der skete eller hvornår, og hun havde ingen intention om at undskylde over ikke at ville forlade sit liv, hverken til sin mor eller til Samuel.
Hun greb omkring sit hjerte ,der var på en form for overarbejde, og tvang dét til at blive hårdt.Placerede en skal rundt omkring dét, så dét ikke kunne knuses af stød eller slag.
Hun så efter ham og modsatrettede følelser kæmpede indbyrdes en indæt kamp idet den ene halvdel havde lyst til at åbne hoveddøren og give ham et los i ryggen og sende ham retur til skoven , bedre at være bøddelen end offeret , eller ? Den anden halvdel havde lyst til at udstikke garantier om dét ikke ville ske igen, at han bare skulle glemme hvad han så, forsikre ham om dét bare var et mareridt og ikke andet, og herefter hæfte hans røv fast til sofaen , så han blev.
Hun var såret over hans måde at reagere på.Kunne han ikke bare havde sagt 'sikke noget lort...hvad kommer der i tv ?' , dét ville da være bedre end...dét her.
Camille rejste sig tøvende og gik ham imøde i gangen, stadig vægelsindet , hvilken reaktion der ville tageover.
Men skallen om hendes hjerte hjalp hende til at distsncerer sig...og undgå at flippe.
" Skal du gå ? " spurgte hun nogen lunde roligt og kun hendes pillen ved blusekanten afslørede hun var urolig inderst inde.

Da Camille stoppede op ude ved gangen, vendte han rundt, og stirrede på hende som om hun havde gjort noget forkert. Han pressede læberne sammen, og tænkte sig kort om, før han svarede. "Ja." Han vidste ikke hvad han mere skulle sige, og ønskede heller ikke at sige mere, men han ville heller ikke gå, hvilke kom til syne i at han blev stående og kiggede på hende og kiggede på hende, mens han prøvede at beherske sig.
Han vidste ikke rigtig om han bare skulle flygte ud af døren, eller om han skulle fortsætte hvor han slap, og give hende valget, bare for at pine hende, og så skride? Han vidste udemærket det var ondt, og noget venner bestemt ikke gjorde, men så var han ude af hendes liv, og hun kunne leve lykkeligt videre med sin prins.
Han brummede lidt efter irriteret, og greb ud efter håndtaget på døren, for at åbne, hvis han nogen sinde kom så langt.

* ja ? Han går...og lige nu hvor jeg....fint! Jeg skal ikke tigge ham om noget, jeg er vant til at klare mig selv.No need for anyone.*
Hun vendte hovedet lidt væk fra ham, så skuffelsen ville være mindre tydelig at aflæse i hendes ansigt.
"I see " konstaterede hun blot.
"Og var dét fordi jeg valgte at besvare dit spørgsmål ærligt at du besluttede dét ? Jeg havde fået en idé om du ville sove her ?men ting ændres jo, naturligvis ...føl dig ikke forpligtet."
Hun kiggede over på ham, nærlæste hans ansigtstræk, men de stod på et sprog hun ikke kunne, så intet fik hun ud af dét.
Hun var vel også egoistisk, hun fortjente jo ikke at han var her , hvad kunne hun tilbyde, andet end en sofa og lidt selvskab ?