En skummel tur i byen //Cleon//

"Det svier da lidt, men værre er det ikke"
Nej han var ikke på nogen måde i seriøse smerter på grund af det. Han var trykket men det var af nogle andre ting nok nærmere det han havde drømt. Han ville gerne slippe tankerne om det, men det kunne han bare ikke. Han havde det skidt med at have haft de tanker, der havde ført til at han drømte det.

Hun tænkte stille og nikkede så let som svar. Hun havde selv tænkt sine tanker og kunne godt se at der var noget der gik ham på, men hun valgte at det ikke kom hende ved. Hendes tanker blev afbrudt af duften af hans blod der havde sprædt sig i hele rummet og fik hendes tænder til at løbe i vand. Hun prøvede at tænke på noget andet men duften af hans blod blev ved med at snige sig ind i hendes bevisthed...

Han rejste sig fra sengen og stillede sig op. Han trængte til at strække benene, og begyndte at gå lige så roligt rundt i den lille hytte. Han gik i et kort stykke tid, og så gik han over til hende og satte sig ned på gulvet foran hende. Han havde ikke nogen anelse om hvorfor han gjorde det, men han gjorde det altså. Det var interessant at se på hende, hun var meget speciel både i opførsel og udseende.

Hun kunne mærke duften af hans blod blive stærkere efter som han gik mere rundt og hans puls blev som en tromme i hendes øre. En MEGET MEGET lækker tromme. Hun bed sig stille i læben og kunne dufte at han satte sig ned foran hende. Hun havde forfærdeligt meget løst til at bide ham, men vidste godt at det kun ville give problemer. Hun stirrede koldt på vægen uden at bevæge en muskel, bange for at hans duft så ville komme tættere på og gøre det mere ulideligt for hende...

Han åbnede munden for at ville spørge hende om noget, omkring hendes liv før hun blev vampyr. han vidste jo intet om det. Han lukkede dog munden inden han fik sagt noget. Han kunne mærke at hun var trykket af et eller andet, han vidste jo bare ikke hvad det var der trykkede hende sådan. Han rejste sig op og lagde en hånd på hendes skulder, han ville bare gerne gøre hende tryg for ikke at hun ville gå ud i det der lortevejr.
"Er der noget galt?"
Han spurgte i et venligt toneleje.

Hun stirrede bare på vægen og prøvede at holde tanken om hans blod på afstand, hvilket var meget meget besværligt. Hun Hørte godt hans spørgsmål og at hans rejste sig, men hvad hun ikke havde forventet var at han ville ligge hånden. hans hånd der var fyldt emd hans lækre og tiltrækkende blod. Han havde lagt hans hånd på hendes skuldre, hvilket gjorde det helt umugligt for hende at tænke på andet end ham. Hun kunne mærke kuldegysningerne løbe ned af nakken, mens hun tænkte på at hans blod nu kun var under en halv meter væk. Hun sank en klump, før hun med en hæs og lille stemme svarede ham "dit blod.. det dufter" Hun havde svært ved at danne hele sætninger, da hun let kunne komme til at vende hoved lidt og bide ham. Hun stirrede bare fortsat på vægen mens hun bed sig hårdt i læben...

"Undskyld hvis det besværer dig."
Han tog hånden til sig og lagde så mærke til mængde blod der faktisk var blevet efter ladt på hendes skulder, men han kunne ikke rigtigt se problemet, men nu forstod han sig jo heller ikke super godt på vampyrer desværre. Han rejste sig så op og begyndte at gå rundt i lokalet med tunge skridt, han var urolig over et eller andet. Hans hjerte begyndte at banke hurtigere fordi han var urolig. Det blev for meget for ham med hjertets slag der bankede så hurtigt. Han satte sig ned på jorden igen men denne gang med ryggen til hende for ikke at se på hende, og komme til at stirre.

Hun var lige ved at sukke lettet da han begyndte at gå men opdagede så alt det blod han havde efterladt på hendes skuldre, hvilket drev hende mere til vanvid end noget havde gjordt før i tiden. Hun borrede neglene ind i hendes overarm mens hun begyndte at vippe frem og tilbage. Det gjorde bare det hele værre, at han satte sig med blottet nakke foran hende. Hun kneb øjnene i og vippede frem og tilbage i stolen, mens hun ikke kunne fatte hvordan han kunne drive hende så meget til vanvid som han gjorde...

Han sad bare der på gulvet og slappede af. Han vidste ikke hvad der faktisk gik hende sådan på. Han havde slet ingen ide om at det var ham der var skyld i det. Han sad jo bare og slappede af på gulvet. Han sad der bare og trykkede sin mav eftersom det gjorde ond i hans ryg, i det sår eller rettere ar han havde der efter at han reddede Procellas røv en gang for mange år siden. Det begyndte at gør så ondt at han ikke kunne andet, end at trykke på det for at holde det ved ro. Han vidste godt hvad der snart ville sker hvis han ikke passede på med sit blodtryk, fordi sidst hans blodtryk var steget så meget, var arret sprunget op. Han gjorde alt han kunne for at holde sit blodtryk nede, men smerten i sig selv var nok til at det steg.

Hun knep øjnene hårdt i og hendes knoer blev helt hvide, mens hun holdte kampagtigt fast i sine overarme. Det gjorde ondt, men det afholdte hende også fra næsten at tænke på hans meget meget tiltrækkende blod der var så tæt på at hans hjerte var som en lækker dunken i hendes øre. Hun kunne høre at hans puls satte farten op og hun sad kampagtigt i stolen mens hun prøvede at holde det ud..

Han forsøgte ar rejse sig op, men da han gjorde det brød såret op. Hans blod begyndte at at dryppe ud mellem hans fingre. Han rejste sig helt op stadig med hænderne trykket mod, og gik over i pulterkammeret han vidste nemlig at der var nogle forbindinger derude. Han hentede 3 og satte den ene på for at holde let på det. Han tog så den anden forbinding og satte strammere på så blødningen næste var stoppet men han ville få brug for hjælp hvis han skulle sætte den sidste på, men han forsøgte dog at gøre det selv. Forbindingen holdt nogenlunde blodet tilbage.

Hun tænkte stille og kunne så mærke den forstærkede duft af hans blod, hvilket fik hende til at blive sindsyg. Hun for op af stolen som om hun var blevet stukket af en vebs. Hun greb hurtigt sine sko og for ud i den aftagende snestorm udenfor. Hun smækkede døren hårdt i bag sig...

Han nåede knap nok at opdage det før hun var ude i stormen igen. Han hadede at det var sket, han havde ikke engang nogen forståelse for hvorfor hun var stormet sådan der ud. Hun var jo ikke i en tilstand hvor hun kunne rende rundt der ude. Han var nød til at lede efter hende igen, selvom det ville blive hårdt for hans sår.
*Du er nød til det.*
Han hev frakken på igen og tog et tæppe og gik ude, for at prøve at finde hende, han kunne se nogle svage spor i sneen som han forsøgte at følge, men de sneede til. Han kiggede kort på himlen for at se hvordan månen stod så han kunne finde tilbage til hytten.
Han vadede afsted i den retning han forventede hun var gået.

Hun tænkte stille og fik trukket sine sko på mens hun fortsatte i et hurtigt tempo. Hun kunne mærke de krævede en del energi, men at hun var blevet stærkere end før hvor hun ikke engang kunne gå mere end 10 meter væk i snestormen. Hun gik med yndefulde skridt igennem sneen, mens duften af hans blod langsomt forsvandt fra hendes bevisthed og hun blev mere klar i hoved. Hun kunne dog stadig dufte det blod af hans der var på hendes skuldre. Hun satte sig stille ned i sneen under et træ et godt stykke væk fra huset, før hun stille brugte sneen til at vaske hans blod væk. Hans blod farvede sneen omkring hende rød...

Han ledte stadig efter hende. Han var meget bange for at hun ville ligge på samme måde igen som sidste gang han havde ladt hende storme ud i skoven. Han vidste han ikke skulle have sat sig så langt fra hende og slet ikke med ryggen til, det var for dumt af ham.
"Fuck hvor er du dum, ikke mærkeligt gud smed dig ud!"
Han gik og råbte af sig selv fordi han ville være sikker på at han selv faktisk hørte det, fordi blæsten og sneen dæmpede det utroligt meget.

Hun tænkte stille og sukkede så, da hun blev færdig med at vaske blodet af sig. Hun rejste sig stille og havde intet problem med kulden denne gang. Hun skævede sig lidt over skuldren, tilbage imod den lille hytte. Hun stod lidt sådan men begyndte så bare at bevæge sig væk i snestormen. Han kunne nok godt klare sig selv, han var jo trosalt en engel. Han ville nok også have best af det, hun ville bare give ham besvær hvis hun kom til at bide ham mere, eftersom han nok havde en grænse på hvormeget han kunne tåle at miste. Hun fortsatte stille igennem det høje lagd sne...

Han fortsatte for at se om han kunne finde hende. Han var heldig at han fandt nogle spor fra hende. Sneen var så dyb at det heldigvis ikke nåede at sne til igen. Han satte tempoet lidt op for at se om han kunne indhente hende. Det værste var nok at han ikke bare kunne flyve, fordi det blæste for meget, hvis han havde kunnet flyve havde det været en smal sag at finde hende, men så havde der nok heller ikke været nogen grund til at lede efter hende.

Hun fortsatte bare med at bevæge sig frem i stormen. Hun kunne ikke engang mærke kulden hvilket fik hende til at gyse. Det normale blågrålige skær i hendes øjne ændrede sig til let rødligt et kort øjeblik, før hun kneb øjnene i og rystede på hoved. Hun åbnede stille øjnene igen og de var tilbage ved det blågrålige skær. Hun vidste ikke hvor hun gik hen men sneen nåede hende efterhånden til hoften, hvilket gjorde det lidt sværre at komme frem...

Han trampede bare derudaf, og lagde ikke mærke til kulden takket være hans store frakke som sørgede for at han holdt varmen. Han blev ved med at øge sit temp, selvom sneen blev dybere og dybere.t Det gjorde ham ikke så meget det kunne godt være han var engel og vant til at flyve, men hans ben var ikke ubrugelig. Det var trods alt ret tit at han trænede dem.

Hun tænkte stille og bevægede sig bare fremad. Hun kunne høre et lav latter længere fremme og se et meget lille lysglimt, hvilket fik hende til at fortsætte målsat fremad. Hun havde stoppet sin puls så sneen gjorde hende ikke gennemblødt mere, men sporet efter hende var meget tydeligt...

Han fortsatte gennem sneen da hun kunne fornemme han kom tættere på hende. Han var nu så tæt på at han ikke ville stoppe og vende om, det ville bare være for dumt nu. Han gik afsted med raske skridt, men nu kunne han godt mærke at det var ved at være koldt. Han overvejede om det måske havde været utroligt dumt at vandre ud i sneen, det var jo ikke noget der var normalt at gøre.

Hun nåede frem til et lille værtshus og det første hun så var et lille mærke efter et sæt vampyrtænder i dørkarmen hvilket fik hende til at trække vejret dybt før hun åbnede døren der ind. Det var tydeligvis et værtshus til vampyre og dæmoner. Hun trådte stille ind og lukkede døren efter sig. Hun mærkede godt manges blikke på sig og bemærkede godt at de fleste af dem der inde stoppede med at tale. hendes blik fik et lille skæf af rød, da hun med yndefulde skridt gik op til baren...

Cleon fortsatte sin kraftige gang, i hendes spor. Han var meget opsat på at når frem til hende, bare for at være sikker på at hun var okay. Han nåede til dette lille værtshus, han fandt det lidt morsomt at det lå her. Han så det og tænkte at hun sikkert var gået derind, så han gik også bare derind uden at lægge mærke til tandmærkerne i dørkarmen.

Hvis han dog bare havde vist hvad det var for et sted var han nok ikke gået der ind med to blødende sår.

Hun tænkte stille og hørte så døren der gik op og blev lukket bag efter. Hun kunne dufte hans blod hvilket fik hende til at spærre øjnene helt op og det lille røde skær til at blive blåligt igen. Hun satte sig ned og holdte ud af øjnkrogen øje med så mange af vampyrene hun kunne og sammentidig dufte og høre sig frem til resten. Hun spændte i kroppen, parat til at gøre noget hvis de skulle vise tegn på at ville angribe ham. Hun knyttede stille hånden og håbede inderligt at han ikke opdagede hende og gik ud igen i troen på at hun ikke var der. Det løb hende koldt ned af nakken ved tanken om hvad der kunne ske ham i en vampyrbar med to åbne sår...

Han stoppede op midt i lokalet, og havde stadig ikke lagt mærke til hvilken slags personer det var han var iblandt. Han havde ikke valgt rigtigt at lugte efter fordi han kunne gjorde det når han vidste der var fare på færre. Han fornemmede som sådan ikke nogen fare her i kroen, den var lidt skummel jo, men ikke sådan rigtigt farlig. Han skulle have vidst det, men man kan da altid se positivt på det, og tænke at det var godt at han havde sit sværd med sig stadig. Han gik op mod kroen for at spørge om de havde set hende gå her ind. Han håbede hun stadig var her, men han var ved at miste håbet.
*Det lader ikke til at hun er her, men jeg spørger alligevel for en sikkerheds skyld.*