Colts lille lejlighed.

Han sad bare med en meget alvorlig min, og et sorgmodigt blik. Han var ikke skuffet eller noget over aftenen, men han var vred over at der var nogen der kunne opføre sig på den måde, over for andre folk. Det kunne gå ham så meget på.

"Det skal du ikke være søde, det var jo ikke din skyld."

Han kyssede hende blidt på halsens side, men holdt hendes hoved stille, så hun slet ikke kunne bevæge hovedet da det bare ville gøre det hele værre, og det kunne bare ikke fungere at hun kunne gøre det. Han var selv dum til det med hospitalet, men når det kom til andre kunne han godt få dem derhen.

Hun kunne mærke, han var lidt bedrøvet, og hun nussede hans knæ, masserede det blidt.
"Måske ikke, men skulle bare have stukket den idiot en på lampen, da jeg havde chancen, men han kørte væk for hurtigt ... I det mindste fik jeg givet ham et blåt øje, men det var nu ikke meget af det, han fortjente!" Hun sukkede bittert, havde nydt følelsen at hans læber mod sin hals, og hun smilede stille. Hun var godt klar over, hun var nødt til at finde et hospital og få kikket på nakken, for det gjorde umanerligt ondt, og der var tydeligvis noget galt med hende. Hun holdt armen om maven, hvor hun var blevet sparket og et blåt mærke var ved at samle sig.
"Det har været en høj pris for os alle sammen, jeg vandt den her," sukkede hun let, men ønskede egentligt ikke at have tabt; bare at idioten havde været anderledes. "Der er bare nogen, der ikke kan holde ud at tabe til en kælling" Hun skar en grimasse, da hun sagde ordet og udtalte det præcis som Tomboy havde gjort det, da han havde snakket om hende.

Han sad bare og tænkte over om han havde gjort noget fuldstændigt forkert ved at have gået til angreb på Tomboy. Han kunne bare ikke lade være når han vidste det var den mand der var skyld i at hun havde slået i hovedet, og at det var en af hans mænd der havde ødelægt hendes nakke, det ville kunne han bare ikke finde sig i. Det var for meget for ham, at nogen skadede hende, hvis de havde gjort det ved ham ville det have været nemmere.

"Det har du nok ret i søde, men vi klarer os nok."

Da hun talte om at nogen ikke kunne klare at tabe til en kvinde eller som hun sagde en kælling, kunne han ikke tage det. Han ville ikke høre på at hun talte om kvinder på den måde, og da slet ikke om sig selv på den måde.

"Vær sød ikke at tale om dig selv på den måde..."

Hun vedblev at massere og kærtegne hans knæ med blide bevægelser og kunne lidt gætte sig til retningen af hans tanker.
"Det mest skræmmende er hvor meget, jeg havde lyst til at gøre nøjagtigt det samme som du gjorde for mig, og havde jeg kunnet, havde jeg gjort det ... Men tak, Segovax, fordi du forsvarede mig. Det er der ikke nogen, der har gjort for mig før." Hun smilede og ønskede, han kunne se det. At han kunne se, hun på ingen måde var chokeret eller frastødt over, hvad han havde gjort, men hun håbede, han kunne høre det på hende.
Da han sagde det sidste klappede hun ham på benet.
"Undskyld, dearest, det var mest ment som en hån af ham ... Men Ferrari kan godt være det, og det er hun faktisk tit ... Sådan en rigtig led og kold i røven type der er ligeglad ... Er bare glad for jeg ikke er sådan til hverdag." Hun ville have taget hans hånd og kysset hans fingre, men den holdt jo hendes hoved, hvilket hun i grunden var glad for.
Et let suk undslap hende.
"Men nu kan jeg lægge hende på hylden i lidt tid igen. Når først politiet har været indblandet, går der altid tid før det næste løb." Hun håbede, det beroligede ham, men hun var ikke helt sikker på, det ville have været lige så godt som at sige, hun lagde Ferrari på hylden for altid.

Han var glad for at hun faktisk også ville have gjort det samme så følte han sig ikke som så stor en idiot længere, og han smilede mod hendes nakke. Han lyttede til det næste, og det var lidt træls at hun havde det sådan, fordi han havde det bare ikke godt med at der var nogen der blev kaldt den slags. Det var også derfor han hadede når folk kaldte ham køter eller hund, det gik ham virkeligt på. Det at folk kaldte ham ulv havde han ikke noget imod da det var det han så sig selv som inderst inde.

"Godt søde..."

Han sad og lyttede til hende, og kunne så høre en bil nærme sig og taxaen trillede ind foran dem. Han var glad for at den dukkede op så de kunne komme afsted med hende, til hospitalet. Han hjalp hende op at så og fik hende forsigtigt ind i taxaen og sagde så til chauføren, hvor de skulle hen.

"Nærmest hospital tak."

Hun lod sig hjælpe op og ind og sank tilbage mod sædet med et let suk. Chaufføren kikkede godt nok lidt på hendes påklædning, og hun lukkede jakken om sig en smule forlegen, før de kørte. Hun famlede efter Segovax arm og fandt den til sidst, og hun førte hånden ned langs den i et kærtegn og fangede hans hånd uden at kunne dreje hovedet og se på ham.
De kørte mod den nærmeste skadestue, og Colt følte sig slemt handikappet ved ikke at kunne se ud for at tjekke om han nu også tog den hurtigste vej.
Hun sagde ikke noget, før de nåede frem, hvor hun stak hånden indenfor jakken og ned i toppen i den modsatte side af sin top for at fange en seddel, der var alt hun havde at betale med. Hunv ar bare glad for, hun altid havde i alt fald én på sig, selv når hun var ude at køre, og det var helt rart at slippe af med den, da den kløede en del mod hendes hud. Der var ikke meget tilbage af den efter regningen, og hun sukkede let og havde ikke overskud til at tage imod mønter.
"Bare behold resten," sagde hun med et blegt smil og famlede efter dørhåndtaget for at få døren op.

Han hjalp hende ud igen, og fik hende ind på skadestuen. Det var nu han skulle til at gøre noget grænseoverskridende, han skulle helt aktivt til at bed om hjælpe fra lægerne, det kunne godt være at det var til hende, men at han var nød til at gøre det var hårdt for ham, men lige netop fordi det var til hende, kunne han godt få sig selv til at gøre det.

Han fik hende sat ned og gik så op til skranken, hvor han stillede sig og ventede på at personen der sad der lagde mærke til ham, og henvendte sig til ham. Da kvinden der sad der gjorde det, begyndte Segovax at tale.

"Ja jeg er her med hende, og hun har slået nakken meget slemt og har slået hovedet også. Hun kan ikke dreje hovedet eller overhovedet bevæge nakken uden at hun får virkeligt ondt."

Han blev bedt om at sætte sig ned, og han satte sig ned, og ventede på at hun blev kaldt ind da han havde fortalt hendes navn, eller det han vidste ihvertfald, og det varede heller ikke længe inden en læge dukkede op og kaldte på hende.

Da hendes navn blev kaldt op, rejste hun sig med et smil og en hånd mod nakken og gik hen og gav lægen hånden.
"Dit fulde navn?"
"Ja, Colenta Braeden Rey." Han nikkede.
"Følg med." Hun gjorde som han bad om uden at vide om Segovax fulgte med hende.
Hun blev bedt lægge sig på en briks, hvad hun gjorde tydeligvis i stærke smerter, og lægen undersøgte hende med hænderne ved at vende og trække og dreje med hendes hoved.
"Jeg tror vi skal have dig til røngten." Hun sukkede let, men havde halvt om halvt forventet det og fulgte bare hans instrukser for at komme til lokalet. Hun drejede sig rundt om sig selv først dog for at finde Segovax og fortælle ham, han ikke behøvede gå med der, før hun på egen hånd begav sig op og satte sig til at vente. Heldigvis var der ikke så mange, og hun kom snart til.
Hun fik billederne med i en konvolut til lægen og gik tilbage igen.

Da hun kom ud fra stuen efter endt undersøgelse, var det med en fin, hvid hospitalskrave om nakken, så hun slet ikke kunne bevæge hovedet, og selvom hun var lettet over ikke at skulle holde hovedet selv, havde hun stadig ondt. I sin hånd havde hun en lille pose med piller, hun kunne tage for smerterne, når hun kom hjem.
Hun så efter Segovax.

Han valgte at blive siddende da hun ikke direkte bad ham om at gå med, da han jo stadig ikke brød sig ret meget om læger ligemeget om det var ham eller andre der skulle høre til dem. Det var ham så lige meget. Det skulle bare holdes langt væk fra ham, og derfor sad han bare og kiggede lidt fra side til side, og vidste ikke helt hvad han ellers skulle give sig til.

Da hun kom ud igen, gik han hen til hende. Han hjalp hende ned at sidde selvom det nok ikke var nødvendigt.

"Hvad så?"

Han håbede de havde fundet ud af hvad det var. Det ville nemlig betyde de kunne komme væk, og komme hjem igen.

Hun lod sig hjælpe ned på stolen med et skævt, taknemmeligt smil, da hun ikke kunne se, kun mærke stolen og var lidt usikker.
"Har fået et slemt piskesmæld, men de regner ikke med, det er nødvendigt at operere. Skal have kraven her på i tre dage, før jeg skal komme med den igen og begynde på genoptræningen. Det skal bare lige have lidt ro nu her," sagde hun med et let suk. Såret i hendes pande var renset og blevet limet, og hendes andre småskrammer renset ligeså.
"Ellers er det bare småskrammer, og der er styr på det nu; vi er frie til at gå." Hun havde drejet overkroppen så meget, hun kunne se på ham, og hun smilede blidt gennem smerten.
"Tak fordi du tog med mig herhen, Segovax, jeg ved hvor meget, du hader steder som det her." Hun trak hans hånd op til munden og placerede et kys mod hver af hans fingre. Hendes læbestift var slidt af, og der blev ikke sat aftryk på ham eller noget. Hun lignede lidt den rigtige Colt i hovedet nu, da hendes øjenmakeup også halvt om halvt var blevet fjernet, de de havde vasket blodet af hende.

Han var glad for at hun sagde at de kunne komme væk herfra. Det var en sjov følelse når hun kyssede hans fingre. Det var meget mystisk og nogle folk ville sikkert synes de var seriøst godt og grundigt tossede. Det var jo så bare hvad det var, og det var der ikke rigtigt noget at gøre ved, sådan var det jo bare, og det måtte han leve med.

"Godt at høre, men skal vi så ikke komme afsted?"

Han var ihvertfald klar til at komme hjem, og så måtte han jo lige stå for at lave mad til hende. Det kunne vel ikke være det store problem, kunne det. Han måtte jo lære det, og så kunne hun bare stå og forklare ham hvad han skulle gøre.

Hun rejste sig med et lille smil og trak ham på henene også, før hun lagde en arm om livet på ham og begyndte at gå.
"Jo, jeg er godt og grundigt smadret for i dag!" lo hun let og mente det faktisk bogstaveligt. Et blåt mærke og en blodansamling var allerede ved at samle sig på hendes mave, hvor hun var blevet sparket, og hun ville få flere blå mærker i løbet af de næste par dage, det var hun forberedt på. Bare godt hun ikke skulle på arbejde; det havde været et kønt syn. I stedet kunne hun bruge tiden sammen med sin elskede Segovax, og det passede hende faktisk meget godt.
De kom ud fra hospitalet, og hun satte kursen mod lejligheden, dog stadig en smule svimmel, hvorfor hun var glad for at kunne holde armen om ham og hente støtte hos ham. Hendes stillethæle var ikke just det bedste valg af fodtøj, men hun klarede den uden at dratte ned, da de næsten også sad så stramt, dette ikke kunne lade sig gøre; hendes ankler var godt fikserede.

Han gik bare og hold hende tæt på sig, og støttede hende så godt han nu kunne, det var nemlig vigtigt for ham. Det var derfor han gjorde som han gjorde og det vare heller ikke længe inden de kom hjem til hendes lejlighed, og de begyndte at gå op af trapperne, hvor han sørgede for at hun ikke faldt, og så begyndte han at snakke til hende.

"Nå søde, nu skal du nok til at lære mig at lave mad, for du kan altså ikke med den krave på."

han smilede til hende

Hun fulgte bare med ham og lod sig hjælpe op ad trappen med et let suk, irriteret over sin egen hjælpeløshed.
Hun kluklo let ved hans kommentar.
"Arh pjat, det koster nok bare et par fingre i længden," drillede hun med et varmt smil. "Men jo, skal nok lære dig det. Det er ikke så svært igen." Hun længtes efter at læne sig ind mod ham og kysse ham for den søde kommentar, men det var ikke helt let med kraven, og hun droppede impulsen.
Oppe i lejligheden kom Georgie springende, og hun bukkede sig akavet og samlede ham op.
"Årh min lille muser, har du savnet mig?" spurgte hun kærligt og strøg ham over pelsen, mens han slikkede på og snusede til kraven. Hun smilede lidt frustreret over ikke ot kunne putte hovedet ned til ham, som hun ellers gjorde det efter en hård dag, og snart kom han ned på gulvet igen, hvor han løb direkte ud i køkkenet, og hun lo.
"Ja ja, grovæder!" lo hun og gik ud for at forsøge at give ham mad. Det lykkedes hende at samle skålen op og fylde den, men hun spildte lidt, da hun satte den igen. Ikke at det gjorde noget, for Georgie støvsugede det hurtigt op.
Med et tungt suk gik hun over og fandt sig et glas vand, før hun tog en af pillerne fra den lille pose og skyllede den ned. Så vendte hun sig mod Segovax med et træt smil.
"Ehm, det er morfin, de har givet mig, så du vil nok finde mig lidt sjov om et kvarters tid. Det har normalt samme effekt på mig som en halv flaske vodka!" Hun skar en grimasse og stavrede så forbi ham ind i soveværelset, hvor hun forsøgte at komme ud af sine støvler. Hun endte med at få overbalance og hamrede skulderen ind i skabet, før hun landede på halebenet på gulvet med et irriteret udbrud, og hun endte med at ødelægge lynlåsen, hvis lille tap røg af. ((f*** terninger!!!!)) Med let rystende hænder af irritation, flåede hun støvlen op og fik ødelagt resten af lynlåsen, før hun hidsigt kylede støvlen ind i skabet, hvor hylden med hendes tøj faldt ned. Nu var hun lige ved at sætte sig til at tude over det, og hun kom ud af den anden støvle nogenlunde uden problemer, før hun lagde sig flat ned på ryggen og holdt hænderne over ansigtet for at få styr på sine følelser. HVad mere kunne gå galt i dag? Hun havde bare lyst til at kravle ind under sengen og blive liggende der, indtil dette mareridt var ovre. Hun havde et øjeblik rent glemt Segovax, ellers ville hun have forholdt sig helt rolig og have smilet, men lige nu overmandedes hun af chokkene fra aftenen. For en gangs skyld fortrød hun at være taget af sted. Ikke selve løbet, for det var gået så godt som det nu kunne, men resten af aftenen, og hun følte sig dum og utilstrækkelig.
"Hurra," sagde hun tørt ud mellem sine håndflader, "Ferrari har vundet endnu et løb!" Et lille støn undslap hende, før hun kæmpede sig på benene for at komme i sit eget tøj. Først var der nederdelen, der allerede var gået i stykker, og hun flåede bare det sidste lille stykke op og smed den på gulvet, Hun fandt sin mobil frem og kylede den over på sengen, hvor den ramte væggen, så den gik ud, før den trillede om bag sengen, og hun slog irriteret ud med armene mod himlen i en hjælpeløs gestus, før hun forsøgte at fange snørrerne, der holdt hendes bluse sammen, og da hun endelig fangede den, kom hun til at rykke i sløjfen, så det blev til en lille knude i dtedet for, som hun kom til at stramme så meget til, hun ikke kunne få den op. Med knyttede næver slap hun, da det gik op for hende, og hun havde medt atf alt lyst til bare at slå hovedet mod væggen indtil såret gik op igen, selvom det ikke ville hjælpe hende spor. Hvordan skulle hun nu komme ud af den, hun kunne jo ikke se hvad, hun lavede!?

Han smilede over hendes første kommentare, og da hun gik ind i soveværelset gik han ind i stuen, og han forstod godt hvad hun mente med at hun nok ville blive lidt sjov inden der var gået så længe, fordi det nu en gang var sådan en effekt morfin havde på de fleste folk der ikke var vant til at få dem. Han kendte det selv fra store skader, når han blev dopet af kroppens egne endorfiner.

Han hørte pludseligt et bank da hun ramte skabet, og han rejste sig op med det samme og stormede ind til hende, ind igennem døråbningen. Han løb hurtigt og han smadrede skulderen ind i døren, og den gik afled, og et lille støn, slap hans mund. Det lykkedes ham dog at slå den på plads igen, mod væggen som han kastede sig baglæns mod, og et støn mere undslap ham.

Han gik roligt hen til hende bagefter, og kunne se at hun havde store problemer med at binde sin knude op, og han gik hen og tog fat i den, og begyndte et forsøg med at binde den op, mens han roligt snakkede til hende.

"Tag det nu bare roligt, søde nu får jeg den her åbnet."

Det lykkedes ham ikke rigtigt at få den bundet op, og derfor var der kune en ting tilbage at gøre, han fandt den lille kniv frem han havde i bukserne og skar den op få hende, selvom han var ked af at det var den eneste mulighed de havde, men den var alt for stramt til at de kunne binde den op, og så måtte de jo klare sig med det de havde.

Da hans skulder gav et klem drejede hun sig mod ham så hurtigt, hun kunne for at se på ham, og hun gøs, da han satte skulderen på plads igen mod væggen. Det var ikke just noget hun selv ville have forsøgt sig med, men han var vel vant til det?
Hun forsøgte at se hans hænder, der strejfede hendes bryst let i forsøget på at få knuden op, og hun trak vejret tungt et par gange, da han bad hende slappe af.
"Alt går bare galt for mig i aften!" sukkede hun udmattet og håbede, han kunne få den fri.
Det generede hende ikke, da han fandt kniven frem, for hun ville bare ud af den ubehagelige bluse hurtigst muligt.
Da snoren gik over, blev den hurtigt trukket ud af alle øjerne, fordi hendes bryst havde været så spændt ind, og hun sukkede lettet, mens stoffet gled til side og blottede hende. De lysebrune brystvorter var mærket af syningen fra blusen, ligesom resten af hendes lyse hud, og det var en lettelse ikke at have den om sig mere.
Hun trak toppen af sig og kylede den over i hjørnet til nederdelen og støvlen, før hun smilede taknemmeligt til ham. Hun tænkte ikke en gang over sin tilstand af manglende tøj og stod bare foran ham i en g-streng og intet andet uden så meget som at rødme.
"Tak dearest, det hjalp meget," sagde hun blidt.

Da hendes trøje gik op, og hendes bryst blev blottet var han ikke forberedt på det. Det var slet ikke noget han var forberedt på det, og derfor gik han helt sammen i et sammenbrud af forlegen. Han vidste slet ikke hvad han skulle gøre lige nu, det var noget der kom fuldstændigt bag på ham , og i første øjeblik var hans blik fæstet på hendes bryst, men han rødmede meget hurtigt og han vidste slet ikke hvad han skulle gøre. Han rejste sig hurtigt op og smuttede ind i stuen igen mens han undervejs mumlede noget.

"undskyld undeskyld... det... var...nej... ikke... mig... normal... kom... til..."

Han satte sig ned på gulvet, med ryggen mod døren og var fuldstændig fortabt til hvad det var han skulle gøre lige nu. Det var fuldstændigt mærkeligt, det var nej han kunne ikke. Han sad bare og græd, da han var bange for at have gjort forkert.

Hun så ham lave en hurtig retræte og kom så i tanker om sin manglende påklædning og rødmede selv. Hun fangede hurtigt den top, hun havde sovet i, og trak den besværet over hovedet, mens hun var på vej ind til ham. Hun nåede lige at få den ned over sig, før hun kom til syne i døren, og hun fandt ham siddende der opløst af tårer og fik det rigtigt dårligt med sig selv. Hun skyndte sig hen foran ham og satte sig på knæ hos ham og lagde armene om ham, mens hun trak hans hoved forsigtigt ned på sin skulder og tyssede på ham.
"Hush dearest," hviskede hun og strøg ham over håret, mens hun forbandede halskraven langt væk, da den gjorde det meget besværligt for hende at sidde sådan. "Du skal ikke undskylde, dearest, det gør ikke noget," sagde hun blidt og aede ham på ryggen. "Slet ikke noget," trøstede hun, mens hun skar en grimasse i håbet om at kunne flytte den dread, hun havde lige i ansigtet, og det lykkedes hende, så den ikke kildede hende så meget. Hun vedblev at stryge ham over hår og ryg og kunne ikke helt forstå hans reaktion over at se hende afklædt. Han havde da set et kort glimt af hende før, men måske var det ikke det? Måske var det hendes skader, der generede ham; de blå mærker og kraven? Men sådan som han havde stirret på hende et øjeblik, kunne hun næsten ikke tro det. Hun smilede skævt og rødmede ved tanken om hans blik. Hun havde bestemt ikke noget imod, han så på hende på den måde, for det overbeviste hende om, han havde følelser for andet end bare hendes personlighed, som de jo havde snakket om tidligere. Det var egentlig en meget rar følelse, og hun forstod ikke, han tog sådan på vej.

Han mærkede hende lægge armene om ham, og at hun aede ham, og det var simpelthen for meget for ham. Han kunne ikke lige nu klare at hun var så tæt på ham, og han følte stadig at det var forkert af ham at gå sådan amok på hendes modstander, og nu trøstede hun ham, og det var simpelthen for meget for ham. Han kunne ikke håndtere at hun trøstede ham når han havde gjort noget forkert.

"J... sk... un...."

Han forsøgte at skubbe hende ved at skubbe lige ud foran ham, og det gik bare helt galt fordi lige der hvor han skubbede var hendes bryster så da han forsøgte på det, gik det helt galt for ham, og hans tåre stoppede, ikke fordi han blev glad, men mere fordi han ikke kunne håndtere det, så han følelser gik bare fuldstændigt i chok. Han rejste sig op, og var kold da hans følelser var væk for en periode.

"Jeg tager lige noget frisk luft..."

Han gik bare ud til trappen, og begyndte at gå ned af den. Han gik ned et par trin af gangen, og kunne godt mærke at hans krop var påvirket af det der var sket, fordi han ikke lige kunne håndtere det helt, så han havde det lidt som om han var fuld. Han nåede sikkert ned til de sidste 5 trin af trappen, og så gik det galt for ham. Han væltede forover mod jorden, og hans ene skulder ramte som det første jorden, han hørte tydeligt hvordan den sagde knæk og knas. Det var dog typisk så kunne de begge sidde med deres skader. Han ville dog ikke fortælle det til hende at han var kommet til skade.

Hun lod sig skubbe væk temmelig overrasket og så ham gå uden helt at vide hvad, hun skulle gøre. Men han havde vel brug for et øjeblik, tænkte hun og var bare ked af, hun ikke kunne være hans frirum lige nu; at han havde brug for luft fra hende! Med tårer glimtende i øjnene slog hun armene om sig selv og gik ind for at klæde sig på, hvilket viste sig at være sværere end hun havde troet, da hun jo ikke kunne se ned. Men hun kom da i et par jeans og skiftede tanktoppen ud med en langærmet, før hun gik ind i stuen igen. Georgie var blevet færdig med at spise og fulgte efter hende. Han skulle nok også nødt til at luftes, staklen havde holdt sig hele dagen. Hun sukkede tungt og ville lige vente til segovax kom tilbage. Så kunne han få lidt ekstra tid for sig selv imens hun gik rundt om blokken.
Hun satte sig på gulvet op ad sofaen, og Georgie kom hen til hende og sprang op på hendes skød, og hun kærtegnede ham fraværende, mens han puttede sig ind til hende med et lille klynk. Han kunne mærke, hun ikke havde det så godt.
Efterhånden begyngte hun at kunne mærke morfinen, og hendes humør tog et dyk til det værre. Sådan var det også med alkohol, det forstærkede hendes sindsstemninger, og lige nu var hun trist og forvirret. Hun løftede sin ene hånd op foran øjnene, og den var en smule sløret, mens hun betragtede den brudte hud, hvor en hudafskrabning med blodudtræk nu fyldte det meste af håndfladen. Hun var ikke så øm mere, havde ikke så ondt, for medicinen virkede, og det i det mindste, fremkaldte et lettet suk, selvom et par tårer havde sneget sig ud af hendes øjne og ned over hendes kinder uden hun selv bemærkede det.
Hun tænkte på stakkels Segovax og hvad der mon foregik i hans hoved lige nu.

Han lagde for foden af trappen, og rejste sig langsomt op, og gik op af trappen igen. Inden han gik ind af døren igen, stoppede han lige op, og forbandt sin skulder inden under skjorten så hun ikke kunne se at han var kommet til skade. Det var ikke noget hun skulle bekymre sig om. Han gik indtil hende og satte sig i sofaen bag hende, med et ben på hver side af hende.

"Du må undskylde både at det sket, og min paniske reaktion"

Han vidste ikke hvad han ellers skulle sige end det, og sad bare og aede hendes arme, for også at berolige sig selv, det var egentligt dumt at gøre fordi, han kunne ikke bruge armen ordentligt og det gjorde ondt at gøre det, men hun var den der var skadet og ikke ham, og derfor skulle hun slet ikke vide at han var kommet til skade. Han kom i tanke om at han muligvis kunne bruge sin evne til at fikse det, men han ville vente med det.

Hun forsøgte at vende ansigtet mod ham, da han kom ind, men kunne selvfølgelig ikke, og hun sukkede irriteret og mærkede ham så tage plads bag sig. Georgie løftede dovent hovedet og så op på ham indtil han kort efter lod det daske ned på hende igen.
Hun nød følelsen af hans hænder mod sine arme og sukkede blidt.
"Du skal ikke undskylde, dearest! Du må altid se, røre og gøre ved mig præcis som du har lyst til, hvad end det indebærer, og jeg vil ikke elske dig mindre af den grund!" Hendes stemme var en smule sløret af medicinen, og hun lagde sin hånd over hans og strøg den blidt.
"Men... hvorfor gik du sådan i panik? Jeg mener; det er jo ikke sådan, du ikke har set en halvnøgen kvinde før .. vel?" Hun længtes efter at se hans ansigt, men måske var det godt nok, de ikke kunne se hinanden forfra, da tårerne stadig rendt ubemærket over hendes kinder.

Han kunne tydeligt fornemme på hende, at hun ikke var helt upåvirket af pillerne længere. Det var nemlig ret nemt at høre på hende, at de havde taget hendes normale sans fra hende. Han troede ihvertfald ikke at hun ville sige sådan. Det var ikke noget han havde forventet hun ville gå over til at sige sådan, selvom det måske var det hun ønskede.

"Okay søde, så siger vi det, men jeg tror du bare skal lægge dig ned og sove.^^

Han smilede lidt indtil, hun spurgte hvorfor han var blevet så chokeret og gået i panik, men han vidste det jo ikke helt hvorfor han havde gjort det. Det var ikke fordi han ikke havde set en halvnøgen, eller nøgen kvinde før.

"Jeg ved det ikke, blev bange for at miste dig. Jeg er nok bare dum..."

Hun blev lidt fornærmet over, han tilsyneladende ikke troede hende, og hun vendte sig rundt, så Georgie røg ned, og gik op på knæ foran ham med hænderne på hans lår, mens hun mødte hans blik.
"Tro mig, Segovax, jeg mener det!" sagde hun fast og overbevisende, hendes blik fast, mens tårerne stadig ubemærket løb fra hendes øjne. "Jeg er din!" tilføjede hun og lænede sig frem for at kysse ham blidt på hagen, der var alt hun kunne nå.
"Du mister mig ikke, dearest," sagde hun så lavmælt, "Du vil aldrig miste mig!" Hun lsyngede armene om halsen på ham og trak ham ned til sig i et intenst, overbevisende kys, mens hun lukkede øjnene i. Hun holdt han fast, og alligevel en smule nænsomt, hendes mund mod hans forførende, men også lidt bestemmende, en effekt medicinen havde på hende. Hun strøg ham over ryggen og begravede sine fingre mellem hans dreads, mens hun længtes efter hun vidste knapt hvad. Ham, bare.

Han vidste ikke helt hvad han skulle tro på med hende, men lige nu var han stadig sikker på at hun var for påvirket af at have spist de piller, og han kunne derfor ikke tage hende helt seriøst, men det var ikke noget hun behøvede at vide, hun skulle helst tro han troede på hende lige nu. Han troede jo også på hende, men måden hun fik det sagt på virkede bare ikke som hende.

"Jeg tror dig søde, men din måde at sige det på tyder på at du bør sove, grundet dine piller."

Han smilede til hende, og mærkede hendes blide kys på hagen, efter fuldt af de ord hun sagde, og flyttede lidt på sig, for at svare hende bage efter hun havde sagt det.

"Tak... Søde, ville også slå mig ud, og du mister heller aldrig mig."

Han svarede blidt tilbage på hendes kys, men lidt efter valgte han at slippe kysset da han helst ville have hende hen at sove, og det var bare en holdning han havde.

"søde jeg tror altså du skal sove, og jeg skal nok lægge mig hos dig"