Colts lille lejlighed.

Hun så, han allerede sov og puttede sig lidt bedre til rette, før hun trak dynen op over sig og lagde sig ned for at sove. Hun strøg kort Georgie over pelsen, før hun med en trist mine og et suk lukkede øjnene. Nu han sov og ikke kunne se det, lod hun igen tårerne løbe frit over sine kinder, og hun græd sig lydløst i søvn.

I sin søvn, lagde han ikke mærke til noget af det der skete omkring ham. Han holdt bare om hende, og trykkede hende let ind til sig. Han havde ingen drømme, men det var nok også heldigt nok for ham, fordi han havde det jo som om drømmene alligevel aldrig ville kunne måle sig med hvordan virkeligheden var nu, for den var bedre end alt andet så det var meget vigtigt for ham at holde om hende, så han vidste hun ikke forsvandt.

Hun vågnede ved en vibreren fra sin mobil i lommen og trak den op. En besked fra en af hendes veninder.
*Er du helt sindssyg, tøs? Tjek din facebook med det samme!* ganske overrasket satte hun sig op, mens hun forsigtigt tog Segovaxs arm af sig, og hun hentede sin bærbare over på sofaen og satte sig tæt op ad ham. Hun tændte den og gik ind på sitet for at finde toogtyve beskeder i det samme emne, alt sammen startet af Django, der spurgte hvem den lækre fremmede var, hun havde taget med hjem. Folk var gået helt amok med, hun havde taget nogen med hjem, oven i købet en fremmed, og at han var lækker. Colt orkede næsten ikke at læse det hele, men vidste, hun var nødt til det. Hun skævede ned til Segovax med et smil, før hun gik i gang med læsningen.
Der var mange kommentarer om hun havde mistet forstanden at tage en fremmed med, om de havde kendt hinanden længe, om de havde noget kørende og generelt om hvem han var og hvornår de kunne møde ham. Med et irriteret suk svarede hun:
*Django: hold fingrene for dig selv, denne gang er han faktisk min. Ja, har mistet forstanden, men det var kærlighed ved næsten første blik. Bland jer nu bare udenom alle sammen, jeg har det skønt!* Hun trykkede enter noget hårdere end hun havde ment det og var faktisk lidt irriteret over alle de bedremenene råd, der var kommet. Og hun havde vist en høne at plukke med Django! Hun så på Segovax igen, før hun satte computeren på gulvet og rejste sig igen. Hun gik ud på gangen og bankede irriteret på naboens dør.
"Kommer!" Hun ventede utålmodigt, og da døren gik op, prikkede hun halvhårdt til hans skulder kun for at have ham næsten tabe underkæben.
"Din torsk, kan du ikke bare holde det her af facebook? Spørg mig dog i stedet, nu har jeg hundrede sytten mennesker på nakken, og det er det sidste, jeg har brug for lige nu!" snerrede hun irritabelt og overraskede Django totalt. Han så blot på hende et øjeblik, før han tog til genmægle.
"Jamen søde, det var jo bare for sjov! Han er jo vildt nuzer! Jeg håber, du holder fast ved ham, ellers tager jeg et skud." Han forsøgte at joke sig ud af den, men det skulle ikke lykkes ham.
"Ja det er fint, men vi har faktisk lidt at se til lige nu, og jeg orker det virkelig ikke lige nu!"

Han vågnede lidt efter hun var gået, og han blev faktisk lidt såret over at hun ikke var der. Tanker om både selvmord og selvskade kom buldrende igen, men han skubbede dem væk. Han håbede hun snart kom tilbage, og var der hos ham, men han kunne ikke sove når hun ikke var til stede det var simpelthen for meget at hun forlod ham allerede.

Han vidste ikke hvad han skulle tage sig til, og fjernsyn vidste han jo ikke hvodan fungerede og computeren var også nyt for ham, så han kiggede bare ned på hunden som også lagde på sofaen, og kunne ikke lade være med at ae den lidt, og tænke lidt på han eget dyr, den jærv han havde købt for noget tid siden, og som han havde lært at komme hjem mindst en gang om dage, den skulle han vel også ud til snart.

Han aede hunden, og prikkede lidt til dens snude med den anden hånd. Han kunne se hvordan hunden blev lidt overrasket over at det var ham der var der, og som en ren refleks som mange hunde gjorde over for fremmede bed den efter hans finger, og fik fat i fingeren hvor han bare lod den hænge og løftede hånden op og støttede den med den anden hånd.

Django forsøgte at give hende et kram, men hun skubbede ham væk.
"Jeg er ked af det, men jeg kan bare ikke klare det lige nu, Django! Jeg har rimelig meget om ørerne lige pt, så hvis du bare vil..." Hun gik ind i sin gang igen og lukkede døren efter sig ligeglad med, han forsøgte at følge efter og bankede på den. Hun sukkede irriteret og knyttede og slappede af i hænderne på skift for at få kontrol over sig selv, mens tårer blændede hende et øjeblik. hun elskede sine venner, men nogen gange havde de bare slet ingen situationsfornemmelse. Kunne Django da ikke regne ud, at når hun havde en med hjem, så var der noget galt? HEnde der aldrig inviterede nogen ind, ikke en gang ham. Hun lod sig glide ned langs med døren og satte sig med armene om benene og hovedet begravet i dem, mens det stadig bankede på døren og naboen kaldte på hende gennem den.
Georgie hørte det og slap Segovax med et lille fnys, før han løb ud for at se hvad, der skete. Han begyndte at slikke Colts fingre og peb let, da han fandt hende siddende sådan.

Han hørte den intense banken, og råbene efter hende, så han rullede ud af sofaen, og gik ud til hende. Han kunne jo se at der tydeligvis var noget galt med hende, og han vidste bare ikke hvad præcist der var galt.

Han satte sig ned på hug foran hende, og lagde sine hænder på hendes skuldre. Han kiggede på hende med et ømt og kærligt blik. Han var der for hende, uanset hvad der var sket, og det var alt der var vigtigt at vide for hende lige nu.

"Hey søde, hvad er der galt?"

Han var ved at være godt træt af den banken der lød udenfor, og han havde lyst il at gå ud og få ham til at stoppe, men han gjorde det ikke, selvom hvis han fortsatte ville han til sidst gøre det, da det var noget så frustrerende.

Georgie begyndte at gø ad den infame banken på døren, hvilket fik Colt til at knipse hans snude, og han løb straks ind og sprang op på sofaen igen. Når først Colt knipsede ham, vidste han godt, han hellere måtte være sød. Hun så op på Segovax og fik et blegt lille smil frem., før hun vendte hovedet rundt mod døren.
"Gå nu hjem, Django, jeg klarer mig!" halvt råbte hun med mere overbevisning i stemmen end hun følte, før hun igen vendte sig rundt mod Segovax. Han holdt op med at banke derude og lidt efter hørtes lyden af hans dør, der smækkede efter ham.
"Han har skrevet på facebook, jeg har taget dig med hjem, og nu går alle mine venner fuldstændig amok over det, og jeg orker det bare ikke! Jeg vil væde med, der er kommet endnu flere beskeder, hvis jeg går ind og tjekker igen ... Der var kommet toogtyve kommentarer bare siden han skrev det for halvanden time siden." Hendes mobil vibrerede i lommen igen, men hun ignorerede den. "Jeg ved godt, de vil mig det bedste, men lige nu har jeg bare ikke overskud til dem! Mange af dem kender mig ikke som andet end en festabe der kan drikke utrolige mængder alkohol ... Det er alt, de ved om mig, foruden det at jeg aldrig tager folk med hjem ... Det er så frustrerende, for jeg vil gerne bare koncentrere mig om dig lige nu ..." Hun blinkede et par tårer væk og kæmpede for at smile, mens hun strøg ham over kinden. "Jeg har ikke så stor kapacitet, jeg kan klare det hele på én gang, og lige nu vil jeg gerne prioritere dig frem for de andre."

Han sad bare og lyttede til hvad hun fortalte og, forstod ikke ret meget af det, da han ikke en gang vidste hvad facebook var. Han havde været væk fra elektronik det meste af sit liv, så det sagde ham ikke ret meget og kunne ikke lade være med at spørge ind til det, og håbede lidt hans uvidenhed kunne få hende til at blive glad igen.

"Hvad er facebook?"

Han smilede ellers bare til hende, og lignede et kæmpe spørgsmål tegn, i hele krødderen det var der ingen tvivl om og han var en smule flov over at stille den slags spørgsmål til hende lige nu, men han håbede bare det hjalp lidt.

"Du er sød og det er det vigtigste."

Det overraskede hende i første omgang, hans spørgsmål, men når hun tænkte over det, var det måske ikke så underligt igen. Hun smilede undskyldende, mere ægte denne gang.
"En side hvor man kan holde folk opdateret om hvad man går og laver. Man kan skrive til hinanden, og det der bliver skrevet på ens egen side kan alle dine venner så se. OG han skrev derinde, så nu er alle ligepludselig klar over, du er her, og de vil mde dig, høre mere og stiller alle mulige mærkelige spørgsmål. Flere af dem spørger om jeg er blevet sindssyg, da jeg har taget en fremmed med hjem ... De forstår det bare ikke." Hun sukkede og lænede sig så let frem, hvor hun strejfede hans læber med et blidt kys.
"Du er også sød! Og de vil forstå med tiden, jeg orker dem bare ikke lige nu ..." Hun så temmelig træt ud stadigvæk, men det var mere en indre træthed end en fysisk. Hun kærtegnede hans kind, havde intet imod hans spørgsmål om teknologi. Syntes tvært imod det var lidt sødt.

Han forstod det stadig ikke, fordi hvordan kunne man smide noget på en side papir og så kunne alle folk se det, det gav jo ikke mening, på nogen tænkelig måde. Han følte sig virkelig dum, når han var nød til at spørge om den slags ting.

"En side? Hvordan kan det lade sig gøre, ved bare at smide det på en side i en bog, hvordan kan alle folk så se det?"

Han smilede til hende, over hendes næste kommentar, og det eneste konstruktive han kunne komme med var at hun skulle bare fjerne det hele så, og bare lade være med at lytte til dem, eller hun kunne vælge at lade dem måde ham.

"Så lad være med at lytte til dem, eller du kan lade dem møde mig."

Hun så på ham og lo blidt ved hans undren.
"Kom, så skal jeg vise dig det, det er næsten nemmere ... Og jeg tror måske ikke lige, de skal møde dig endnu. Ikke fordi jeg ikke vil vise dig frem, men fordi nogen af dem kan være ret lede. JEg går kun ud og drikker med de fleste, og de kender mig ikke rigtigt, og omvendt, og resten af mine venner er også mest overfladiske bekendtskaber eller nogen, jeg ordner biler sammen med. Der er så meget drilleri i de forhold, og jeg orker det ikke lige nu. Jeg vil bare gerne være sammen med dig og være sammen med en der ikke hele tiden gør mig til grin for sjov." Hun så op på ham en smule undskyldende, for hun regnede det for rimeligt normalt at venner gjorde den slags i sjov. Sådan gjorde hendes i alt fald, og hun var normalt en god del af det, men lige nu orkede hun bare ikke noget overfladisk.
"Kom," sagde hun så og tog hans hånd, mens hun rejste sig og trak ham med ind i stuen, hvor hun samlede sin bærbare op og viste ham siden med alle kommentarerne.
"Det er ligesom en bog om mig, hvor alle kan se den på en gang og alle kan skrive i den. Den ligger på computeren, hvor andre computere får fat i den, og alle mine venner har klikket på en knap, så de kan læse i min bog og jeg i deres. Nogen bruger den som dagbog, mens jeg mere holder styr på mine aftaler og løse bekendtskaber." Hun så, der lå ti nye beskeder i emnet, men orkede det ikke lige nu.
"Så når en skriver noget, kan alle andre kommentere det herinde, alle dem der kender mig. Det er lidt frustrerende nogen gange at folk kan følge med i ens privatliv på den måde, men det er en god måde at holde kontakten med dem, man ikke ser så tit." Hun sukkede let og vidste ikke om hun skulle sætte computeren på gulvet igen eller bare holde den, så han kunne læse kommentarerne.

Han smilede over hendes kommentarer, og lyttede gladeligt til dem, ikke fordi han forstod ret meget af dem, det eneste venskab han nogensinde har haft, var vel den smule han havde til sin jærv, og det morede ham lidt, specielt at han aldrig havde fundet et navn til den.

"Ahh okay, jeg forstår det bare ikke da jeg aldrig har haft venner rigtigt ud over min jærv."

Han smilede og fulgte med ind i stuen, og kiggede på det hun holdt op foran ham, og forstod ikke ret meget af det. Han lignede nok mest af alt et kæmpe spørgsmål tegn, som han sad der og prøvede at forstå hvordan det hele fungere, men fattede intet af det.

"Ja så giver det jo meget mere mening?"

Han lignede stadig et spørgsmål tegn, og han forstod det heller ikke, men ville ikke virke dummere end han allerede var, og derfor sagde han sådan, selvom hun nok sagtens kunne fornemme at han ikke forstod det.

Hun så opmærksomt på ham ved nævnelsen af en jærv.
"Har du en jærv!?" spurgte hun fascineret. "Hvor spændende!" Så kom hun i tanker om resten af hans sætning og smilede mere sørgmodigt. "Og jeg beklager virkelig, du ikke har haft andre end den ... men nu har du mig også ... Og hvis du vil kan jeg nok godt præsentere dig for et par af mine mere tætte, venlige venner. Ikke hønsegården, som jeg kalder mine drikkeveninder, men nogle af de andre måske."
Hun kunne se, han ikke forstod ret meget, og det var også forståeligt. Hun smilede til ham.
"Det er lidt svært at forstå, når man ikke er vant til det. JEg var også meget forvirret i starten. Vi skriver om os selv og hinanden i stedet for at mødes og snakke, fordi det går meget hurtigere sådan. Og får man nok af en person, så slukker man bare computeren i stedet for at finde på en undskyldning for at gå. Det er en mere overfladisk måde at snakke med folk på. For det meste bliver jeg bare spurgt om jeg kommer med ud og drikker eller mangler et sted at overnatte bagefter. Der foregår faktisk ikke ret meget andet derinde udover lige det her i dag altså." Hun sukkede let og lukkede så computeren ned, før hun satte den på gulvet igen og tog plads på sofaen, hvor hun så op på ham.
"Det er lidt meget på en gang, det ved jeg godt, men det er i princippet bare en masse små breve som alle kan læse med i og kommentere på. Ligesom hvis man sad rundt om et bord og snakkede sammen, bare på skrift."

"Ja jeg har en jærv, eller har og har, den er min men den render mest rundt for sig selv, og kommer hen til mit telt mindst en gang om dagen."

Han var faktisk meget glad for den jærv, og resten hørte han ikke ordentligt, og valgte bare at ignorere det, da han ikke gad tænke på det, indtil hun snakkede om at lade ham møde nogle af hendes venner, og hans første tanke var bare, ved ikke.

"jamen... Jo.. Nej vent.. Jo... Måske... Glem det"

Han blev fuldstændigt forvirret og svarede derfor på den meget tåbelige måde, som det var han fik hende svaret på, og han rødmede derfor fuldstændigt. Han var meget i tvivl om om han ville møde dem eller nej, men det var lige meget det ville nok komme med tide.

Ja det er meget og svært at forstå, men jeg kan forstå det med brevene."

"Awh hvor sødt," lo hun mildt og så varmt på ham. Hun havde ikke ventet, han var typen, der holdt dyr, selvom det bare var på denne frimodige måde. "Hvor stor er sådan en egentlig? Jeg har aldrig set en på andet end billeder.
Da han skulle beslutte om han ville møde hendes venner, kunne hun ikke lade være med at bryde ud i hjertelig latter, der løftede hendes humør en del, og hun tog hans hånd og løftede den op, hvor hun kyssede hans fingre.
"Det er okay, Segovax, du behøver ikke. Men jeg er nu sikker på, de fleste af dem vil synes om dig, hvis det er det, du bekymrer dig om. De kan trods alt lide mig, ikke?" Hun smilede drillende og kærligt på samme tid og klappede så på sofaen ved siden af sig.
"Det er heller ikke nemt at forklare," indrømmede hun, "men er glad for du forstod det med brevene. Det var min sidste udvej." Hun lo lidt igen og følte sig allerede i bedre humør.
Hendes mobil vibrerede igen. Et opkald denne gang, og hun tog den op ad lommen og slukkede telefonen efter at have set hvem, det var. Dernæst, med et tungt og irriteret suk, lod hun sig vælte bagover ned på sofaen med armene strakt ud til hver side.
"Det er altså noget rod, det her," mumlede hun så til sig selv.

Han smilede lidt, og skulle lige tænke lidt over hvor stor den havde været sidst han havde set den, ikke fordi de var små overhovedet ikke, og han ville nok ikke turde at tage georgie med ud og se den fordi så ville den nok bare forsøge at lemlæste den stakkels hund, og det ville være utroligt synd for Colt, og han ville så få det skidt med sig selv.

"Den vejer vel en god 20 kg, og er på længde med min arm. Du må gerne møde den, men jeg vil ikke have du tager Georgie med, da jeg vil være bange for Georgies sikkerhed."

Han smilede lidt til hende over at hun havde det så hprdt, og han kunne sagtens forstå det, men endnu en gang blev han ramt af en lyst til at drille hende. Han kunne ikke lade være med at drille hende når hun virkede til at være halvejs glad.

"Pjat med dig rod er det som mit hår er se det er roddet"

Han smilede til hende, og smed sig på sofaen der hvor hun var lige ved at sætte sig så hun landede over på ham, og hans eneste reaktion var et stort smil.

Hun lo let ved tanken om Georgie møde et fremmed dyr.
"Ja, det kunne være kønt, men jeg tror nok, Georgie skulle holde sig væk. Han er i virkeligheden lidt af en kryster! Men du har nok ret i, vi ikke skal tage ham med." Hans drilleri fik hende til at le igen, og hun så mod hans dreads med et skævt smil på læben.
"Gad vide om det overhovedet kunne filtres ud, hvis man forsøgte," lo hun let drillende. Hun vidste ikke om hans hår betød noget særligt for ham, men nu måtte hun lige teste det.
Hun landede ovenpå ham og lå med ryggen mod hans bryst og hovedet drejet, så hun kunne se på ham. Hendes arme var spredt ud på hver side af ham, og hendes hår lå ned halvvejs ved siden af hans ansigt, halvvejs ind over det. hun rykkede med hovedet, så alle de silkebløde lokker dansede ned fra hans kind.
"Du er glad for at have mig ind over dig, hva'? spurgte hun let leende og bøjede den ene arm, så hun kunne kærtegne hans mave.

Han smilede over det hun sagde omkring hans hår, som var det noget der kunne filtres ud, og det kunne det nok godt men det ville tage sin tid, og han ville helst ikke hvad det gjort da han var ret så glad for sine dreads, fordi det mindede ham om hans vilde liv, og hvad han var.

"Kan de nok godt med en masse tålmodighed. Jeg vil dog heller ikke have dem fjernet selvom de er et helvede at holde rene."

Han smilede over hvor svære de faktisk var at holde rene, det var der jo ingen tvivl om at de var, men forestil sig ham med langt løst hår, nej det ville bare se mærkeligt ud, og han ville ikke kunne klare det selv, han ville få stress af at det hang i hans øjne hele tiden.

"Ja det er en dejlig følelse..." Han gav et lille spjæt "... Hvis du ikke kildede mig hele tiden"

Han grinede og spjættede svagt mens hun kærtegnede hans mav da det kildede helt utroligt meget, det var der jo ingen tvivl om.

Som hun næsten havde fornemmet, var han glad ved sit hår, og det gjorde hende helt varm indeni.
"Awh, du ville ellers blive sååå fin," drillede hun, "med langt løst hår. JEg kunne flette det for dig i en sød fletning eller måske rottehaler?" Hun rakte op og fangede en af dreads'ne som hun forsigtigt trak lidt i, før hun slap den igen med en lille latter. At de var svære at holde rende var hun ikke i tvivl om et øjeblik. Hun havde selv overvejet at få det en overgang, men havde droppet ideen, fordi det ville blive for besværligt at holde rent for hende. Mon hun kunne drille ham lidt med det?
"Måske skulle jeg virkelig få lavet dreads selv," kommenterede hun med et skævt smil, "tror du ikke, det ville klæde mig?" Hun var ikke i tvivl om, det bestemt ikke ville klæde hendes ansigtsform og det hoved, der var en smule småt, og hvor hun normalt puffede sit hår op for at få det til at virke større.
Da han gav et spjæt fra sig, lo hun igen og holdt op med at ae ham.
"Undskyld, det var ikke min mening, jeg ville bare nusse dig!" lo hun og kyssede ham på kinden, som hun lige akkurat kunne nå.

Han smilede bare som svar til hendes udbrud om hans hår, fordi det var nok det sidste der skulle gøres ved ham. Han ville hellere dø end at få fletninger og rotte haler. Han ville hellere være skaldet så selvom han vidste at han ikke så godt ud skaldet da han havde prøvet det engang.

"Nej tror ikke det ville klæde dig, og vi ville komme til at ligne verdens mærkeligste par, og du ville hade det hvis der kom olie i det."

Han smilede over at hun undskyldte for at have kildet ham, fordi et gjorde ham ikke noget, men han var bare lidt for kilden nogle gange, og han ville gerne undgå at være det, og kunne ikke lade være med at se om hun så også var kilden på ryggen, op af rygsøjlen, hvor han kildede hende forsigtigt for at se om hun var det.

"Det går nok skal du se."

Hun nød hans smil og gengældte det varmt. Havde ikke regnet med mindre end det i alt fald.
"Årh pjat, vi er da et dejligt par ligemeget hvordan mit hår ser ud," lo hun med let røde kinder, glad ved tanken om dem som et par. En meget behagelig tanke, en tanke der varmede hende indvendigt. "Men du har nok ret i det med olien. Det er irriterende nok som det er!" Hun smilede roligt, men muntert.
Hun rykkede let på sig, da han kildede hende, men ikke ret meget.
"Nåh," drillede hun leende, "Ser man om jeg er kilden? Det kan jeg fortælle dig, jeg er, men ikke så meget på ryggen. HVor må du jo se om du kan finde ud af!" udfordrede hun ham og kyssede ham blidt på næsen. Det var en stor hemmelighed for hende, der faktisk var et sted, hun var kilden, men hun havde ikke noget imod, han vidste det. Mange havde forsøgt omkring maven og fødderne, men det var ikke der, nej et langt mere usædvanligt sted, hvor det var rigtigt slemt, selvom der var en smule langs med rygraden også, kunne hun mærke, når han gjorde det.

Han smilede og blev glad for hendes kommentar om at de altid ville være et dejligt par, lige meget med hvordan de så ud, og hun havde vel enligt også ret, sådan lidt som skønheden og udyret, ja det var nok det de mindede mest om.

"Ja, alle er kildne et eller andet sted vel."

Han smilede og begyndte så blid at kilde hende. Han ville gerne vide det, når nu hun havde fundet ud af at han faktisk var kilden over alt på hele kroppen, og det gik ham altid utroligt meget på, og gav hende et overtag.

Han kildede hende ned langs indersiden af armene, ned over håndleddet hvor han vidste at nogle var kildne, og hvis hun var kilden ville han stoppe der og kilde hende lidt. Hvis hun ikke var kilden ville han fortsætte ned af hendes side, ned af benene og så op af dem på indersiden, for at finde der hun var kilden.

Hun holder stand mod hans kilden hele vejen, ikke følende den som andet end en berøring. Hun lo let, men ikke fordi han kildede hende, men på grund af hans iver.
"Det må du gøre meget bedre! Jeg kan hjælpe så meget som at sige, det er et ganske usædvanligt sted!" Hun lod ham bare gøre som han ville.
*Vil han mon gætte det?* tænkte hun muntert og overvejede, hvor sårbar hun egentlig ville føle sig, hvis han vidste det. Vidste noget som ellers kun hendes familie vidste om hende. Hun så drillende og udfordrende på ham, mens hans hænder bevægede sig rundt.
"Du finder det ikke," sang hun drillende og strøg ham over håret, de rlige var hvad, hun kunne nå, da han var ved hendes ben.

Han var lidt irriteret over at han ikke lige kunne finde det, og han prøvede derfor først under hagen, bag øret og lod hånden glide blidt ned over hendes krop til knæet, og kildede hende der, og så ned til anklen.

Han var ikke helt sikker på hvilke steder han ellers kunne prøve, men der var jo snart ikke flere tilbage, nu havde han jo næsten været alle steder, og når det var et usædvanligt sted var det jo ikke hendes fødder, fordi der var mange jo kildne.

Da hun sang, kunne han ikke lade være med at blive lidt irriteret, men samtidigt med morede det ham og han svarede derfor grinene.

"Årh jo jeg kan din møgunge."

Han havde næsten ramt rigtigt med under hagen, og en lille latter undslap hende, selvom han ikke helt havde fundet stedet.
"Man nærmer sig," drillede hun og følte sig faktisk en smule urolig ved at skulle afsløre sin hemmelighed. Lige under ørerne og kanten ned langs hendes hals under kæben, det var dér det kildede helt afsindigt, når nogen rørte, og hun var ikke helt sikker på, hvor tryg hun var ved at overlade sin hemmelighed til ham, før hun kort mødte hans blik. Jo, han måtte godt kende den.
Hun kunne ikke lade være med at klukle ad hans kommentar og kalden hende ne møgunge, men hun svarede ikke på det. Sad bare afventende, tilbagelænet, og ventede på, han skulle finde hendes ømme punkt.