Colts lille lejlighed.

Hun forstod hans smil og gengældte det bare. Hun så til mens han fandt sin læderjakke frem, der nok ville passe meget godt ind i hele sceneriet, og hun nikkede accepterende.
"Ja, det vil passe meget godt ind," sagde hun med et smil. Hun åbnede døren og stod klar til at gå ud med nøglerne i hånden. Hun skulle ikke have nogen jakke på, selvom hun ville fryse halvt ihjel derude. Bar hun havde varmen i sin højre hånd - derfor handsken - så hun kunne styre gearene, så var hun tilfreds. Hun var vant til at pivfryse når hun tog af sted og fik sin varme fra adrenalinen, men for ham ville det nok virke lidt underligt, den lille frossenpind gik ud i det rene ingenting.
Hun smilede skævt, da han smed knivene ud af lommerne.
"Nej, det er ikke tilladt at bære våben derhenne, så det er en god ting, du tager dem af." Hun strøg ham over armen, og da han var klar, gik hun ud og ned ad trappen, lidt mere besværet end normalt grundet de mega høje hæle.
Udenfor ventede fem fyre, godt muskuløse i baggy jeans, hvide t-shirts og sorte læderjakker, deres hår redt ens, og alle smilende til hende. Det undrede dem tilsyneladende lidt, da de så Segovax, og hun smilede skævt.
"Hej gutter, hvis I nu fordeler jer bagi?" Hun låsede op, og de kravlede ind på sædet og i bagagerummet, mens Colt holdt døren for Segovax med et smil.

Han så de fyre der stod der ude, og kunne god se at de trænede, men han kunne ikke lade være med at overveje hvordan det ville være hvis de forsøgte at give ham tæsk, måske kunne de hvis de gik sammen, men han troede det ikke helt. Det var igen noget af det med at være ulv, du havde altid selvtillid da du skulle være så truende om mest muligt som en alfa han, over for andre hanner. Det var sådan det var, og det vidste han godt.

Han grinede indvendigt over at de var så ens klædt, men han vidste intet på overfladen var han bare kold. Han accepterede dem, men han måtte sige at han ikke havde den store respekt for dem, mest på grund af den tøjstil de nu engang havde, og at de var ens.

Han satte satte sig ind i bilen, uden at sige noget lige nu forholdt han sig bare tavst, da han ikke var sikker på hvordan de ville reagere hvis han sagde noget, og det var derfor vigtigt ikke at skabe fjendskaber hos nogen overhovedet.

Hun kendte Segovax godt nok til at se, deres ens påklædning morede ham, men han ville komme til at se flere gutter i den slags tøj, og hvert enkelt crew bar ens tøj, så de var lette at genkende. Hun satte sig ind selv og startede bilen, mens hun forklarede for dem alle sammen.
"Gutter, det her er Segovax, der kommer med os i aften, Segovax det her er John, Marco, Mick, Logan og Tork. Bedre kendt som 1-5 i aften. Det - lige som tøjet - gør dem nemme at spotte som mit crew og giver mig et bedre overblik over hvor jeg har dem." Hun satte i gang og kørte mod den forladte bid vej, de altid dystede på. Hun så i bakspejlet om på mændene bagi med et formanende blik.
"Og nu ikke noget ballade i aften, forstået! Det er ekemplarisk opførsel!" En af dem lo, mens en anden lagde hånden på hendes skulder.
"Colt, du skal vide et par ting om Tomboy før I kører," hans stemme lød advarende. "Han er fra fastlandet og er kendt for ikke at være helt fin i kanterne. Du kan forvente det værste fra hans side, både i kørsel og opførsel! Han vil gøre alt for at vinde over dig!" Hun nikkede, ikke tydeligt alarmeret.
"Jeg er forsigtig," lovede hun og skævede til Segovax med et beroligende smil. "Jeg kender hans type, og det skal ikke blive noget problem!" Hun smilede til Segovax og satte så bilen i næste gear.
"Han har heller aldrig tabt et løb, og han har kørt dobbelt så længe som dig, hans bil er ny, han er veludstyret, og han har sendt flere modstandere i grøften!" Hun nikkede bare.
"Så er det godt vi ikke har en grøft," var hendes eneste kommentar. Men hun var da nervøs, selvfølgelig var hun det. Det var sjældent dem fra fastlandet kom over for at dyste, og mange af dem var bedre end folk herfra. Men ikke bedre end Colt og hendes lille opel.

Han smilede og nikkede til de ting hun sagde, og lo stadig indvendigt. Han kunne næsten ikke vente til at se hvordan folk var der hvor de nu skulle hen. Det var ihvertfald ikke noget han ligefrem orkede at tage sig af lige nu.

Det gik ham lidt på at høre de ting der blev fortalt om hendes modstander, og derfor blev han en smule bange, men så var det godt at han var der hvis hun skulle komme til skade, så kunne han da springe til og lege samarit og ordne det hele. Han rodede i den ene lomme for at sikre sig at posen med tråd var der, sammen med posen med nåle, hvis nu det skulle være nødvendigt.

Hun vidste også at det bekymrede ham, men der var ikke meget, hun kunne gøre ved det andet end at være selvsikker.

De kørte vejen derud, og hun parkerede bilen på den korrekte plads og steg ud først. Den kolde vind ramte hendes bare mave og skuldrer og truede med at få hende til at krympe sig sammen, men hun holdt sig oprejst og så bare rundt, hvor der blev råbt og hyjet af folk i lak og læder. Ingen af damerne havde mere tøj på end Colt, deres makeup mere ekstravagant, deres hår lidt vildere, så Colt faktisk så afdæmpet ud, mens mændene havde jeans eller læder på og t-shrits med logoer.
"Yo Ferrari, når du har smadret skallen på ham her, skulle vi så ikke tage ud og fejre det?" Han gjorde en halvhumpende bevægelse, manden blandt tilskuerne, og hun så koldt på ham.
"Drøm videre!" sagde hun så koldt, det var hende muligt, mens hun gik videre. Hundene dannede hurtigt ring omkring hende, og hun håbede på, Segovax ville finde ind ved siden af hende.
"Hey Fe, ser godt ud!" Hun nikkede blot og holdt blikket rettet fremad.
Ret fremme stod en høj, meget muskuløs gut med et nonchalant smil og lod blikket glide uforskammet ned over hende. Hun fandt det ubehageligt, men havde ikke forventet andet. Før Segovax ville få en mulighed for at reagere på det, fangede hun hans opmærksomhed ved at sige: "Tomboy12?" Han nikkede.
"Ferrari?" Hun nikkede, og de mødtes på midten. "Jeg vidste, jeg skulle op mod en kælling, ikke at du var lækker," bemærkede han med et smørret grin, der fik hende til at skæve til Segovax for at se hvordan, han tog det. "når jeg vinder, kan du få lov at give mig en autograf, hvis du er heldig!" Hun fnøs.
"Som om der var noget ved den sæk knogler du kanlder en krop, der er i stand til at slå det her!" Hun lod en hånd løbe langs sin fulde længde, mens hun stod med vægten på det fjerne ben og den anden hånd i hoften. "Pfft! Du har ikke en chance!" Han så lidt utilfreds ud og så så mod hendes bil, før han lo.
"Og hvad er det for en kasse, du kører i? Det er jo en dåse sardiner!? Nej se min," han slog ud med hånden mod en smuk covette, "Se dét er en bil! Alt den mangler er en bitch på forsædet. Måske vil du tigge mig om det, når din egen ligger i stumper?"
"Drøm videre," svarede hun bare, "Men det er måske den eneste måde, du kan tigge om selskab på, for du ser ikke ud til at have meget - og slet ikke noget jeg ville gå efter!" Han fnøs, og hun nikkede roligt. Der var ikke mere at sige, og de gik hen mod deres biler. Hun nåede lige at blinke til Segovax idet hun gik forbi ham, selvom hendes karakter ikke tillod hende at smile, og snart sad hun bag rattet og kørte hen til startlinjen, hvor en pige i læderbikinitop og et meget lille miniskørt stod klar med flag til at signalere afgang.

Han steg ud af bilen sammen med hende, og stillede sig ret hurtigt op ved siden af hende, da det var der han følte sig bedst tilpas i denne samling af mennesker. Det var ikke ret meget ved dette han direkte brød sig om, nej de virekde som nogle arogante svin de fleste som bare trængte til at få et par på hovedet.

De første der lagde lidt an på hende, lod han bare passere uberørt hen, da det ikke virkede ret seriøst. Det den fremmede mand sagde, gjorde noget helt andet med ham, ikke fordi han forsøgte på noget, men mere den måde han talte til en kvinde på og så til hende. Han stod med hænderne på ryggen og knugede dem sammen, for ikke at slå ham ned.

Han lavede et svagt nik, og smilede til hende, et skævt smil, men han regnede med at hun vidste at han gerne ville have givet hende et stort smil, men selv han kunne regne ud at det ikke ville passe ind i situationen, så derfor blev det bare til et skævt smil. Han gik over til sidelinjen, og stillede sig for at se på. Hans eneste og største frygt lige nu var at hun kørte galt.

Colt lage hånden på rattet og greb gearstangen. De to bilers motorer spandt som tigerkillinger mens de holdt ved siden af hinanden, for så at brumme, da spederen blev trykket ned uden at give slip på bremsen. Bilerne blev holdt tilbage, mens Tomboy12 valgte at brænde lidt gummi af, og lugten nåede ind til hende i bilen, mens adrenalinen begyndte at pumpe. Den letpåklædte kvinde gik frem og gjorde tegn til at gøre sig klar, og motorerne brølede derudaf. Og så kom tegnet. Tomboy var først over startlinjen, men Colt var hurtigt oppe på siden af ham og så ind på ham, før hun slog med to fingre fra panden som hilsen og trykkede speederen helt i bund. Hun fik sat farten op og begyndte langsomt at trække fra kun for at mærke et ryk i bilen, da han kørte sidelæns ind i hende. Hun bandede og rettede op, lagde pres på ham for ikke at ryge af vejen og kom så fri af ham nok til at fortsætte. Hun kom et stykke længere frem denne gang, men han kørte igen ind i siden på hende og vippede den lille opel, så hun halvvejs kørte sidelæns, og hun kæmpede for at genvinde kontrollen. I det mindste kom hun foran ham med denne manøvre og kom helt fri af ham, og hun trykkede hårdere med foden og skiftede gear til det højeste, før hun med begge hænder på rattet igen pressede mod speederen, der ikke kunne komme længere ned. De høje hæle gjorde det svært at styre sine bevægelser, men hun var vant til dem og vidste hvor hårdt, hun kunne trykke, og det var adrenalinen alene, der fik hende til at trykke hårdere.
Hun mærkede et hårdt stød bagfra, og hendes hoved røg let forover og bankede ind i rattet, og hele bilen slingrede let, da hun et øjeblik var nær ved at miste bevidstheden. Det blødte let fra hendes pande, men hun bemærkede det ikke og fik blot styr på bilen igen, kun for at mærke endnu et bump bagfra. Ingen hun havde kørt mod kørte så beskidt, men hun var klar på at tage det. Hun kørte lidt frem og bremsede så op, så det var hendes tur til at give ham et bump, og mens hans fart kort blev sænket, satte hun igen foden på speederen og endte så med at suse ind over målstregen, hvpr hun hakkede bremsen i bund og trak håndbremsen samtidigt, så bilen snurrede halvvejs rundt. Da hun først havde set ham parkere, steg hun ud af bilen og stormede over mod ham, hvor hun flåede hans dør op. Han selv havde fået et blåt øje ved sammenstødet, og hun rasede snerrende.
"Hvad fanden tænker du på, menneske?" Han spyttede bare på hende og satte så gang i bilen og kørte bare væk derfra. Bandende tørrede hun spyttet af sig og gik så tilbage i bilen, for dernæst at køre tilbage igen i et roligere tempo.
Hun parkerede bilen, hvor hun først havde holdt og steg ud, mens hun tørrede blødet af panden med den sorte handske. Jublen brød ud, og folk stormede til, mens hundene trak Segovax med hen rundt om hende, hvor de løftede hende op. Hun holdt en arm op over hovedet i sejr og modtog hyldesten, mens hun så ned til Segovax med et svagt smil for at lade ham vide, hun var okay,

Han gik med dem der hen, men valgt ikke at hjælpe med at løfte, ikke fordi han ikke ville hylde hende, men mere fordi han ikke vidste om han skulle, og han havde lige nu ikke alt for meget lyst til at røre hende, der var bare noget ved hendes påklædning der fik ham til at trække sig lidt ind i sig selv, og derfor ville han ikke røre ved hende.

Han smilede stadig skævt til hende, og glædede sig til at komme væk, men hun skulle jo have lov til at blive fejret ordentligt af sine venner, og de andre folk der var til stede. Han ville dog først fejre hende når de kom hjem, ikke her. Han ville fejre hendes sejr når hun var tilbage til at være sig selv igen. Der ville han kunne gøre det helhjertet her ville det bare blive noget halvhjertet lort.

Pludselig brød tumulten løs bag i gruppen, og Colt gav tegn til at blive sat ned, da hun så det. Snart efter var der slagsmål i gang flere gange, og Logan, der var den højeste, kunne se hvad, der foregik.
"Det er Tomboys crew," mumlede han til hende og skubbede så til hende for at få hende med væk, før alting gik grasat. Hun begyndte at gå væk derfra, med det var for sent; sceneriet foran dem var et stor mylder af slåsende folk i læder og lak, og Colt trak sig en smule utilpas bagud kun for at blive ramt hårdt lige ved nakken af en albue, og hun fløj fremefter og landede hårdt på jorden, efter et sprødt smæld havde lydt fra hendes nakke, og hun knaldede forhovedet i jorden, mens krøllerne stod i en bue over hende, før de landede og lå stille. Et øjeblik lå hun fortumlet med en voldsom smerte i nakken og bare kæmpede for at blive ved bevidstheden, mens hun hørte sit crew gå til angreb og forsøge at få holde den af Tomboy12s mænd,d er havde angrebet hende. Hun kæmpede sig op med blodet løbende fra panden og vendte sig rundt, en smule usikkert til bens, mens hun forsøgte at få sit slørede syn under kontrol. Hun endte med et gribe om nakken med begge hænder, mens hun angst så mod Segovax, som hun var sikker på ikke ville tollerere det her. Hendes nederdel havde fået en flænge i den ene side og hendes håndflade var flænset af asfalten, og hun følte sig øm og forslået.
Da hun igen havde genvundet kontrollen over sig selv, så hun sig om i det totale kaos, der herskede, og hun bed sig i læben, nu ligeglad med sin make-up, før hun igen forsøgte at finde Segovax.

Segovax så hvordan hun blev slået til jorden, og hvem end den person der havde gjort det var, ville personen komme til at fortryde det noget så grusomt. Det kunne godt være at Segovax ikke var den største der var til stede og slet ikke når man ikke kunne se hvordan hans krop virkelig så ud men han kunne slås, så det gjorde sig en ting, men først skulle hun være sikker. Han løb over til hende og kiggede på hende og hev hende forsigtigt i sikkerhed.

"Søde bliv her!"

Hans stemme var hård og han var ikke til at diskutere med, han stoppede ikke før den person der havde slået hende på den måde, lå med hovedet i asfalten det kunne personen godt glemme alt om, men da han ikke vidste præcis hvem det var, ville det bare gå ud over hendes modstander, da det var hans crew der havde gjort det.

Han gik hen mod ham, en lang rolig gang, mod ham. Han pegede på ham, og kiggede mod ham med hårde øjne der viste at der ikke var nogen tvivl om hvordan han så på det. Kaosset omkring ham gjorde ham intet. Han var kun interesseret i ham, og da han var nået rimeligt tæt på skar han igennem til ham med et råb.

"Tomboy! Dit svin! Kom her over NU!"

Hans stemme var gennemskærende, hård og autoritær.
Han var ligeglad med hvad han gjorde men forventede han var mand nok til at komme overtil ham, trods alt var han større end Segovax så han måtte føle sig sikker på det, og ikke være bange men det burde han være.

Hun var glad for at mærke ham hos sig i det øjeblik og gik næsten i panik, da han forsvandt igen i mylderet, men snart efter hørte hun hans stemme igen og fandt ham gennem mylderet. Hun så hen mod ham og hørte så sirener i det fjerne, deres blå lys kastede allerede ildevarslende lys hen over bygningerne, og hun vidste, de måtte væk nu, hvis ikke de skulle ende i arresten. Hun satte i et usikkert løb hen og fandt sit crew, som hun sendte af sted med bilen for at få den i sikkerhed.
"Kom med os!" insisterede de, men hun afslog; hun måtte blive ved Segovax, og de tog af sted, og snart hørtes bilens motor. Hun løb resten af vejen over mod det sted, hun sidst havde set Segovax, og hvor Tomboy nu havde vendt sig mod ham og så overlegent på ham. Han kom med en spydig kommentar, men den gik tabt i larmen, mens Colt forsøgte at kæmpe sig frem. Hun fik en næve i maven og snublede, hvor hun blev sparket, før hun kom op, og hun forsøgte bare at komme op stadig med hænderne om nakken, mens hun kæmpede sig vej frem mod ham. En vej der syntes lang, og hvor alt kunne nå at ske i mellemtiden.
"Segovax!" råbte hun panisk, men han ville ikke kunne høre hende over larmen.

Han gik bare frem mod ham, gennem mængden af mennesker som spredte sig en smule, mest på grund af tomboy. Han gik så tæt på at han lige akkurat ville kunne når ham. Han hørte ikke hendes råb, da han spærrede lyde ud da de ellers ville smadre ham, med hans hørelse var den slags her ikke sjovt at høre på. Han pressede fingrene mod mandens bryst kasse og skubbede ham.

"Du rør hende ikke igen, er du med?!"

Hans stemme var hård autoritær, og vred nu også. Det var ikke til at tage fejl af hans intentioner, fordi han ønskede at slås med ham, og det skulle ingen forhindre. Det eneste han hørte nu var ham, fordi det var ham han fokuserede på. Han ventede bare på hans svar.

"Oh yeah? Siger hvem?" spurgte han hånligt og forsøgte at skubbe igen.
"Segovax!?" Hun kæmpede sig frem mellem de mange mennesker, og til sidst lykkedes det hende, og hun greb fat om Segovax arm.
"Segovax," sagde hun forpustet, "Politiet er på vej, vi må væk!" Tomboy hørte det og blev en smule bleg, da politi og gaderæs normalt var modstridende parter, og med et masseslagsmål oveni, var det ikke til at sige hvordan, det ville ende. Hun håbede bare, hun kunne overbevise ham om, det var på tide at komme væk, at hun kunne nå igennem den mur af vrede, hun kunne se havde bygget sig op om ham. Hun så bedende op på ham.
"Nu er man nok ikke så kæphøj mere?" lød det håndligt fra Tomboy, der ikke just hjalp noget på situationen, og hun forbandede ham langt væk og så iltert på ham.
"Bar stik af før du kommer virkelig galt til skade," advarede hun ham og mente det oprigtigt, men han tog det forkert.
"Hah, den splejs!?" Nu blev hun også vred, og hun samlede det første og bedste op, der viste sig at være en knytnæve stor sten, og kylede den efter ham. Hun ramte hans kæbe hårdt, men ikke hårdt nok til at gøre andet end at give ham et blåt mærke, og hun fnøs frustreret og greb så fat i Segovax igen med den ene arm, mens hun stadig holdt om sin nakke for at støtte den.
"Segovax," sagde hun indtrængende, "Vi må væk!"

Hans vrede blev ved med at vokse, med alt hvad han sagde, fordi han fandt sig ikke i folk der var respektløse. Han havde den mening at man ikke bare gik til angreb på folk, som ikke fortjente det, og det gjorde hun ikke, efter som at han var skyld i at hun var nød til at køre på den måde hun havde gjort på.

"Er du døv eller hvad siden du ikke kan høre ordene kom fra min mund?"

Han mærkede Colt gribe fast i ham, og hev i hans arm, men lige nu skulle manden altså både for det han havde gjort. Han fandt sig ikke i at han havde gjort det han havde gjort. Han mærkede hun slap ham, og tog fast i hans arm igen, og der rev han bare sin arm fri, ikke føre hna var klar ville han tage afsted.

"Kom bare an hvis du tror du kan klare mig, eller er du bange for politiet? Hvis det er dem der ødelægger det for dig med at forsøge at banke mig, kan vi da godt finde en anden dag at gøre det på? Du siger bare til hvilken dag og jeg skal med glæde møde op og banke dig, og du kommer til at være så meget til grin når du har fået banke af splejsen her."

Med et nervøst, smertefuldt suk opgav hun at trække i ham, og da hun var svimmel, endte hun med at måtte sætte sig på jorden med begge hænder om nakken. Hun ahvde afsindigt ondt, men lige nu var der intet, hun kunne gøre andet end at opildne Tomboy og få det overstået hurtigt.
"Du er måske for stor en kujon?" spurgte hun, da han kortvarrigt ikke reagerede, og han fnøs.
"Ha, en kujon!? Han knyttede næverne og holdt dem op foran sig i bedste boksestil og gjorde sig klar til at kæmpe mod Segovax.
Men det gik stadig for langsomt; politiet kom nærmere.
"Så slå dog menneske, eller kan dine sarte fingre ikke klare sig?" Og det virkede; han slog ud efter Segovaxs kæbeparti. og Colt var bare bange for hvad, Segovax vile gøre ved ham.
Men hun havde intet valg nu, det var for sent, og snart ville det være overstået og hun ville kunne trække ham med væk derfra. HVor slemt til skade Tomboy kom var hun egentligt lidt ligeglad med lige nu, når bare hun nåede at få Segovax væk derfra.

Segovax var glad da manden slog ud efter ham, og flyttede sit hoved til siden, så slaget for lige forbi han hoved. Det var tæt på men gav Segovax en stor åbning til at få et slag ind. Han slog direkte op i mandens armhule med al den kræft og hurtighed han kunne prsætere. Han afventede slaget mens han holdt sig tæt på sin arm så der ikke blev megen åbning ved det.

Efter slaget trådt han hurtigt et skridt baglæns, og afventede hans næste træk. Han var også ligeglad med hvad der sket med ham , så længe at han ikke døde af det, fordi han gad ikke nogen retsag længere det var ved at være for meget.

Et knas i mandens skulder, da armen løftedes hørtes, og han så ud til at være midlertidigt lammet i armen og temmelig overrasket, mens et udtryk af smerte gik over hans ansigt, men idioten var dum nok til at slå ud efter Segovax igen.
Colt så til med tænderne i læben, mens hun holdt øje med politets fremrykken, som det nu var blevet til, nu de var kommet ud af bilerne.
"Det må du kunne gøre bedre!" Tauntede hun, og han spyttede efter hende, før han sparkede ud efter Segovax med større beslutsomhed.
Colt var utryg ved situationen og forsøgte at komme på benene uden dog at være i stand til det, da svimmelhed igen slog ind over hende, og hun fik kvalme og fik et surt opstød, som hun dog magtede at holde igen på.
Hun var ikke bange på Segovaxs vegne, for hun vidste, han kunne klare sig, men hun frygtede lidt, hvad han ville gøre ved Tomboy, før han stoppede.
"Segovax, de kommer tættere på," advarede hun uroligt og kom halvvejs på benene kun for at synke ned igen, da svimmelheden var for meget.

Mandens slag ramte Segovax på den ene overarm, og Segovax mærkede det tydeligt men fortrak ikke en grimasse. Han kunne nok godt mærk det den næste dag, men det måtte han tage til den tid.

da manden sparkede efter ham, slog hev han hans ben ned til jorden med et hurtigt ryk, og mandens egen fremdrift, da det ramte jorden stampede han så hårdt han kunne på benet. Det ville manden nok ikke være glad for, og han kom nok ikke til at køre lige for nyligt. Han mente ikke der var mere der var nødvendigt end at gribe hans hoved og kaste ham forover ned i asfalten.

Han vendte sig så rundt og gik med Colt, og så snart han kom til sig selv igen, ville han nok bryde sammen og undskylde for sin dårlige opførsel.

Et skrig af smerte undslap Tomboy, da hans ben brækkede ved Segovaxs hårde behandling, og så snart hans ansigt ramte asfalten, gik han ud som et lys.
Colt kæmper for at komme på benene, men det mislykkes, og hun måtte have hjælp for at komme op. Hun fik dog sat i løb, og med begge hænder om nakken kæmpede hun sig frem og ind ad de små sidegader, hun selv kendte ret godt. Hun kunne ikke dreje hovedet for at se om Segovax var med, hende, hun håbede bare på det.
Der gik dog ikke lang tid, før svimmelheden og kvalmen og det slørede syn til sammen tik hende på knæ, og hun landede hårdt og nåede kun lige at tage fra med armene med et hårdt støn. Blodet løb stadig fra hendes pande, og hun følte sig udmattet og rundt på gulvet. Hun forsøgte forgæves at komme på benene igen, men uden held, og til sidst mistede hun bevidstheden og slog igen ansigtet ned i asfalten under sig.

Det var meget heldigt at Segovax var fuldt med hende, og han samlede hende op med det samme. Han hold hende i sine arme, men var stadig påvirket af vreden der boblede i hans blod og hans indre, på grund af at Hr. tomboy havde skadet det han elskede.

Han satte hurtigt i løb ind i de små gyder, ud på en lidt større vej, og ned gennem byen , retning af det nærmeste hospital. Det var er helvede at løbe med hende på den måde, og så i den mundering kunne hun dog ikke have haft noget andet tøj på.

Han havde en ide om siden hun konstant tog sig til nakken, at det her var indvendigt så det kunne han ikke hjælpe hende med, og han måtte få hende på hospitalet.

Hun kom til sig selv, da en frygtelig smerte i nakken trængte gennem tågedisen der var ubevidstheden, og hun forsøgte at løfte hovedet op uden helt at kunne få sin nakke til at reagere, og hendes hoved hang og dinglede på en måde, der gjorde meget ondt.
"A-av," klynkede hun lavt, "Sæt mig ned, så er du god." Hun holdt om nakken igen og løftede sit hoved med et smertefuldt udtryk i ansigtet. Hun var ikke god til at håndtere smerte, og lige nu havde hun masser af den. Hun vidste dog, hun ikke kunne blive hængende og dingle sådan med hovedet, og hun kunne ikke få løftet det nok til at lægge det mod hans skulder, hvilket sikkert også ville gøre ondt. det havde været mindre slemt i oprejst tilstand, og så måtte hun så bare tage sig sammen og løbe ordentligt. Hun overvejede at tage de lange støvler af, for det ville helt sikkert gøre hendes gang lettere, selvom kulden ville rive i hendes fødder, der nok også ville blive flået op af den hårde medfart.
"D-det gør ondt!" indrømmede hun modvilligt og forsøgte stadig at holde sit hoved oprejst.

da hun bad om at blive sat nedm var det noget han gjorde ret hurtigt da hn tydeligt kunne se at hun havde store smerter i nakken. Det var vigtigt at de bare kom videre nu, hen til hospitalet. Det var der ingen tvivl om. Han kunne ikke forestille sig at der var andet de kunne gøre lige nu.

"Han var ikke glad for hendes tøj, så han hev sin egen jakke af, og smede den hurtigt om hende, også for at hun ikke skulle fryse for meget. Han ville bare ikke have hende ind på hospitalet mens hun næsten viste alt frem, og så skulle hun heller ikke rende og fryse for meget. Han ville næsten ønske han kunne bære hende, men det kunne han jo ikke da det gjorde ondt på hende.

"Tag min jakke på. Så er du sød."

Hun var glad for hans jakke og stak hurtigt armene i den en ad gangen, før hun holdt om nakken igen. Hun var ikke selv glad for at gå rundt i den mundering, men lige nu havde hun intet valg. Hun forbandede sig selv for at være taget af sted, men det havde ikke været til at vide, det ville gå sådan her; det havde aldrig været så slemt, aldrig været lignende det her, og det var dybt beklageligt, det lige skulle ske mens han var med.
"Segovax, jeg er ked af..." Hun afbrød sig selv med en grimasse, da hun havde forsøgt at se på ham, og det gjorde ondt. Hun stoppede op og tænkte sig lidt om.
"Segovax, måske skulle vi bare ringe efter en taxa? JEg tror vi er langt nok væk fra dem nu, og jeg ved ikke om jeg kan overkomme at løbe hele vejen, jeg er meget svimmel!" Hun drejede hele overkroppen, så hun kunne se på ham, mens hun prøvede at være tapper og ikke lade sig mærke af smerten.

Han lyttede til hvad hun sagde, og fandt det som en god ide at de bestilte en taxa til at få hende til hospitalet med. Det ville jo ikke fungere hvis de ikke fik hende der over og hun måtte helst ikke bevæge sin nakke for meget. Desværrr havde han ikke lige nogen nakke støtte i sine lommer, det ville ellers have være meget rart at have nu.

Da hun drejede sig om mod ham, tog han fast i hende og rykkede hende roligt og forsigt på plads igen normalt, hvorefter han hev hende med ned at sidde, og satte sig lige bage hende så hendes nakke stadig blev hold lige og hun kunne sidde op af ham. Det ville nok være rarere når de nu skulle have fat i en taxa.

"Lyder som en god ide med en taxa."

Hun lod sig bare trække med og lænede sig taknemmeligt op ad ham.
Hun trak sin mobil op fra toppen, hvor den havde siddet klistret op ad hendes bryst, og hun gik ind på speeddial og ringede op.
"Ja, hej, en taxa til Longestreet nummer... eh 12 ... Ja tak, hvis du vil bede ham skynde sig, det gælder en tur til hospitalet." Så lagde hun på og sukkede tungt, mens hun gemte telefonen væk det samme sted igen.
"Jeg er ked af, det endte sådan her, Segovax, det har jeg aldrig oplevet før," sagde hun skyldbetynget, mens en enkelt tåre forlod hendes øjenkrog. Hun løftede den behandskede hånd op og tørrede blodet fra sit ansigt, hvor det stadig løb i stride strømme og generede hendes udsyn. Der var lidt skidt i såret efter de mange fald, men ikke noget alvorligt.