the dark street-Elisabeth

”Hvad fanden har du gang i!”

Råbte hun irriteret og kom trampende ud af sit værelse. Hun slog sig irriteret for panden ved synet af hans opførsel

”Du vil bare gøre mig vred! Fint! Nu er jeg vred hvad så!?”

Hvislede hun irriteret og gik helt tæt på ham igen denne gang med et hårdt og vredt blik, nu skulle han altså bare ud!

”Du opfører sig som et barn på 3! Du er latterlig, irriterende og total provokerende… og nu skal du fandme ud!”

han vendte blikket mod hende og bare stirrede på hende, koldt og yfølsom og ret ligeglad så han bare på hende.

"hvad har jeg gjord" sagde han bare og lod som om han ikke vidste det.

han rejste sig lige så stille op og kigget bare på hende med et nysgerrigt blik som var falsk.

"Tegnet på min væg måske?"

Svarede hun irriteret. Hvad spillede han dog dum for!? Hvorfor gjorde han overhoved det her? Hvorfor ville han gøre hende så vred? Hun knyttede næverne og pressede læberne ret hårdt sammen.

"Ud af mit hus... ud ud ud ud.. jeg er træt af dig!"

Hun fortrød virkelig at have inviteret ham indenfor, eller at have sagt noget da de var ude at flyve. Nu ville hun ønske hun var blevet hjemme i stedet for at gået den dumme tur.

"Har du dog ikke familie eller venner der savner dig!? Tag dog hjem til dem og driv dem til vanvid!"

Råbte hun vredt.

han begyndte at grine høj lytende.

"jamen det sagde du ikke noget om, så det kan du da ikke blive sur over" sagde han med et drillende smil om læberne.

han gik forbi hende og over til sofaen og satte sig helt afslappet.
"jamen jeg nyder jo dit selvskab" sagde han hånligt og havde vendt sit hoved mod hende efter han havde sat sig.

han nydte virkelig at hun ikke kunne kontroler sine følelser især ikke sin vrede.

"nik, og venner har jeg kun en af så har ikke brug for hende lige nu, hun ædelægger alligevel alt det sjove" sagde han hånligt og kiggede på hende imens han grinte over at se hende i såden en ynkelig tilstand. han nyd virkelig at hun ikke kunne kontrolere sine følelser.

Hun knyttede næverne, bed tænderne hårdt sammen og slog sig ned at sidde ved siden af ham med arme og ben lagt overkors. Hun sagde intet mere, så blot roligt ind i ilden der endnu ulmede i kaminen og var fuldkommen tavs. Han morede sig jo tydeligvis over hendes vrede.. længe var hun tavs

"Du savner vidst selskab..."

Sagde hun langt om længe dog uden hverken medfølelse eller medlidenhed i stemmen, han var sikkert selv ude om det.

han grinte over at hun prøvet at virke så roligt.
han kigget bare på hende da hun satte sig ned dog nød han lidt stilheden, han havde lagt hovedt tilbage og lukket øjne dog uden at sove.

han høre godt det hun sagde dog gik der lidt tid før han svaret
"jeg har ikke brug for selvskab" sagde han koldt og retede sig op og havde vendt hovedt mod hende så han nu så på hende, han smilte bare koldt til hende.

Hans kolde smil ændrede på intet. Hun lod ganske enkelt som om hun ikke så den.

”Du lyver… du er ensom.. savner selskab… det er derfor du er her…”

Svarede hun roligt og vendte nu blikket mod ham, hun sendte ham et udtryksløst blik, blotlagt for følelser eller tanker. Hun havde været vred nok, og trætheden gjorde hende så pigelig. Hun trak tæppet som han havde folede sammen før og lagde den over sig, for hun frøs en smule.

han smil forsvandt ikke fordi det ramte ham men mere for hendes overbevisning om at han var ensom.

"jeg savner ikke noget" sagde han dog var det ikke helt sandt og det vidste han godt der var kun en ting han savned men det ville han ikke sige især ikke for hende.

han grinte lidt og tog sin kniv og skar sig lidt i armen fordi han kedet sig, et smilvar om han læber dog kigget han stadig på hende med kolde øjne.

Hun havde ramt plet! det kunne hun tydeligt se. Bingo! endelig.

"Jo du gøre...du er ensom... du savner selskab... omsorg, nogen der tager sig af dig og holder af dig"

Svarede hun ganske roligt. Hendes blik gled ned til hans hånd idet hun bemærkede en bevægelse. Synet af blod fik et overrasket udtryk til at vise sig i hendes øjne.

"Stop det der!"

Sagde hun med tydelig overraskelse og lagde sin hånd over den med kniven i så hun derved tvang ham til at stoppe.

han kiggede på hende med et smil dog irriterede det ham at hun fortsatte med at sige at han var ensom

"du tar helt fejl" sagde han og lænte sig frem mod hende og kigget hende ondt i øjnene

han stoppet med et skære sig i armen og satte den i sofaen.

hans blod blødte meget voldsomt dog generet det ham ikke.

"hvorfor tror du at jeg er ensom" sagde han og begyndte at grine over at han kunne lyde så alvorlig.

At hun irriteret ham tvivlede hun ikke på, men hun var ret ligeglad.

"Nej jeg gøre ikke.. du er bare dårlig til at snakke om dine følelser"

Svarede hun, ikke at hun selv var god til den slags men på det punkt var de ret ens. Han var pludselig helt tæt på hende, og dog vendte hun blikket mod hans blødende hånd...

"Fordi du er det... du har ikke nogen at være sammen med, du sagde selv du kun havde en veninde.. du mangler nogen at være sammen med..."

Hendes blik gled hen over det store sår, og hand blødende hånd

"Du bløder meget"

sagde hun og så atter på ham denne gang med en bekymret skær i øjnene som hun ikke selv havde bemærket.

han smilte bare nærmest som om han skulle til at grine.

"tja måske vi ens på det punkt" sagde han hånligt dog var han ikke særlig glad for at sammenligne sig selv med hende men hvis han skulle få hende til at blive irriteret så bliv han nok nød til det.

"jeg har heller ikke brug for hende" sagde han imens han bare stirret på hende og ignorede såret hved hans arm selvom det bødte meget.

"men når tiden står stille på en måde med udødelige så har man jo ikke rigtig noget at lave" sagde han og tog sin hånd hved sin arm og tøret blodet væk ikke fordi det gjorde ondt men fordi blodet var begyndt a genere ham så det ´skulle væk.

han lod mærke til at hun kigget på hans sår
"godt set" sagde han hånligt som om at hun aldrig havde lagt mærke til det.
han begyndte at grine lidt over hvorfor hun sagde noget han syntes hvar så dumt når det var tydeligt.

Hun var tavs mens han svarede køligt og håndligt. Hun brød sig absolut ikke om den tone men hun havde raset noget for den dag og orkede virkelig ikke at skændes med ham mere

"Ved du hvad... du kan sige hvad du vil.. jeg er for træt til at gide gøre noget ved det"

Svarede hun og vendte blikket mod kaminen. Hun ændrede snart sin stilling så hun lå mere henslænget i sofaen og var ellers tavs. Han kunne gøre hvad han ville, om det så var at hoppe ud af vinduet! desværre ville han næppe gøre det sidste.

han lænte sig tilbage og begyndte at grine over det hun sagde.

"trode dusørjager aldrig bliv trætte" sagde han hånligt.
han kiggede bare på hende med sit hoved lidt på skrå og med kolde øjne.

han vendte hovedt mod kaminen og prøvet at finde ud af hvad der gjorde den så spændene dog kunne han ikke og vendte hovedt tilbage til hende.

Hun svarede ikke, så blot ind i ilden som spejlede sig i hendes kønne øjne, hans blik på sig kunne hun skam fornemme men i lang tid så hun blot ind i ilden, efter noget tid vendte hun atter blikket mod ham og så tavst på ham uden at udvise nogle følelser overhoved. Hun var for træt at at bevæge sig og kroppen føltes ret tung og doven. Hun skjulte et gab og sukkede, så atter væk fra ham og gav sig til at tænke over denne meget underlig dag.

han kiggede bare hende, han ladge sig ned på sofaen med benene sat oven på hendes skød.
han havde lukket øjnene og han smilte bare.

han vidste hun nok ikke ville finde sig i det og han var en smule træt så det var en god timing.

han lagde hænderne over sit hovedt og så fredfyldt ud.

Pludselig lå hans ben på hendes skød, hun så overrasket på ham og sukkede irriteret..

"Du er virkelig irriterende... men det høre du vel tit"

Sagde hun uden spor meget liv i stemmen. I stedet for at fare på ham trak hun den ene sko af ham og smed den til side, de var så beskidte ifølge hende selv da men hun gjorde det også rimelig fraværende, da det gik op for hende hvad hun gjorde skubbede hun hans fødder væk, trak benene op på sofaen og dækkede dem med tæppet.

han smilte bare over.
"for at vide at jeg er liderlig men tæt på" sagde han og lod stille han mærkede hun tog skoen af ham og det kom som et chok.

da hun havde skubbet hans fødder ned grinte han bare og satte sig op helt tæt hved siden af hende og kigget på hende med et koldt fast blik og et skummelt smil om læben.

"hvar du hved at nyde det" sagde han drillende og håbet virkelig at han fik en flad.

"Ja meget"

Svarede hun sarkastisk hvilket tydeligt kunne ses. Hun himlede med øjnene over hans opførsel og dumme snakke, lod ham sætte sig tættere på hende uden at vende blikket mod ham. Efter noget tid så hun alligevel på ham og bemærkede det flabede smil, kolde og hårde blik hvilket virkelig irriteret hende og inden hun havde set sig om løftede hun hånden for at give ham den lussing han så inderligt bad om.

han vendte kinden imod for at vise at han ventede på den komme.
og et større smil bredte sig om hans læber.

"hvad venter du på" sagde han hånligt og drillende vilket godt kunne høres i hans stemme.

hans hoved sad klar imens hans øjne kiggede på hende.

Hvor var han dog flabede! vreden der blussede op i hende på ny gjorde kraften i lussingen hårdere idet den ramte hans kind. Lyden var ikke så lidt høj og selvom det gjorde ondt i hendes hånd efter det foretrak hun ikke en mine hvor hun endnu kogte af raseri over hans opførsel! han elskede smerte! så skulle han da få det!

"Svans!"

gjaldede hendes stemme tydelig afspejlende den vrede hun følte.

hans kind var helt rød men dog smilede han stadig, han vendte hovedt mod hende.
"hvem kalder du svans" sagde han stille og roligt for at provokere hende selvom at der måske skulle mere til.

han grinte lidt og lagde en arm om hende.

"skal du havde hjælp til at se ren styrke" sagde han hånligt g hentyde til at hun var svag.

Han var sindssyg! Simpelt hen skør og helt hjernedød! Nød han virkelig at se hende vred og give ham tæv? Åbenbart. Hans svar gjorde hende ikke just mere vred for det var svært at blive mere vred end hun var. hans arme der pludselig blev lagt om hende fik hende helt oppe i det røde felt hvor hun forsøgte at komme ud af hans greb selv ved at forsøge at sparke ud efter ham. Hans hentydning til at hun var svag var ikke svær at opfatte, og slet ikke med det greb han holdt hende i.

”Slip mig! ”

Hvæssede hun af ham og forsøgte at komme fri at bruge arme og ben var ikke let men det betød ikke at hun ikke ville bruge tænderne om end de hverken var skarpe eller spidse som varulves, vampyrers eller dæmoners.

han grinte bare og gav slip.
han nydte virkelig hendes vrede især når hun ikke kunne kontrolere den og slappe lidt af men han vidste det fik man ud af menneskeheden.

"ynkeligt" sagde han stille og grinte, han kiggede koldt på hende.

"hvorfor er du en del af krigen" sagde han koldt og lod sit hoved tætter på hendes og stirrede ind i hendes.

Han slap hende og hun skubbede sig væk fra ham, dette hjalp dog ikke for snart var han helt tæt på hende igen.

"Du kan da være ligeglad"

Svarede hun køligt tilbage og skubbede ham væk fra sig ved at placere hånden på hans bryst og skubbe til.