Skal du bruge en hjælpende hånd? - Abbigail

Jacob blev lidt overrasket over at hun tog fat i hans skuldre og fik ham til at se direkte på hende. Lige nu havde han 2 valg, han kunne vælge at sige det som det var, men med det resultat at hun nok aldrig ville have noget med ham at gøre igen, eller han kunne stikke hende en løgn for at redde sig selv, og sin hemmelighed om at han ikke var menneske. Han stod og så lidt tænkende på hende, tankerne fløj gennem hovedet på ham, og han havde faktisk ikke lyst til at vælge nogle af de 2 valg han havde i hovedet, lige nu ville han ønske at han aldrig havde taget den telefon, så ville Abbigail heller ikke se så bekymret på ham. Han smilte beroligende til hende og tog hendes hænder væk fra hans skuldre, men holdte dem så i stedet i hans hænder, men forsigtigt. "Det var min bror Johnny som ringede, han er lidt ældre end mig.. Men han er bare kommet ud i nogle problemer som jeg ikke rigtig kan hjælpe ham med. Han er voksen nok til at kunne klare dem selv, ligesom jeg er. Men.. Der er bare nogle ting som du ikke behøver at vide Abbi, fordi det ville være bedst hvis du ikke viste det. Fordi for det første, jeg må ikke fortælle dig det. For det andet, hvis du fik det at vide, så ville ingenting være normalt igen" forklarede han lidt alvorligt, men også på en måde blidt og holdte stadig hendes hænder på en forsigtig måde.

Derefter slap han hendes hænder igen og smilte svagt, "forstår du det Abbi?" spurgte han stille og lod sin ene hånd strejfe hendes kind blidt. Han håbede hun ville forstå det, fordi hvis hun ville vide det, så måtte hun desværre selv finde ud af det. Han måtte nemlig ikke sige til det, men det gjorde vel ikke noget, hvis hun selv fandt ud af det. Så havde han jo ikke sagt noget, men nu var det meget få mennesker som gik og troede på overnaturlige ting. Han smilte lidt til hende igen og vendte sig så væk fra hende og begyndte at lave noget morgenmad. Han ville virkelig ikke have at der var noget som forandrede sig imellem dem, for som sagt han håbede ikke at den dag kom, hvor hun ikke længere turde at være i nærheden af ham. Han blev næsten ked af det ved tanken imens han stod der og lavede morgenmad, men rystede så diskret på hovedet og lod tanken ligge.

Abbigail fik det lettere varmt af at stå der og spørge Jacob om alt muligt privat og også om han virkelig var den han udgav sig for at være, men hun havde ingen grund til bekymring vel, eftersom han tog hendes hænder og sagde det blot var hans bror? men stadig tanken om at han ikke måtte sige noget og at hun selv måtte finde ud af hvad det egenlig var der var galt, det gjorde hende en smule ked, eftersom hun følte at hun havde fortalt det meste til Jacob. Hun sukkede og nikkede til sit nederlag og sagde" Okay Jacob... " hun turde ikke rigtig at sige andet og endte til sidst med at gå ind i stuen og kigge lidt på tvet og tjekke nyhederne. *Måske jeg skulle tage til Werclare... måske nogen ved hvem johnny er og angående Jacob... måske nogen kender hans fortid der... han lød til at kende den by temmelig godt for ikke at sige... at han måske har boet der* Abbigail så kort ud mod køkkenet og prøvede at regne ud hvad hun egenlig skulle gøre eller sige og så rejste hun sig ellers op og sagde" Hey Jacob.. jeg tager liiige... en tur til Werclare, så bliv ikke for sent oppe vis jeg ikke er hjemme før aften" hun gik ind på sit værelse og åbnede skabene for at finde tøj frem og begyndte så at klæde sig helt af uden at tænke på om Jacob måske gik ind til hende for at skælde hende ud, men.. hendes nøgenhed ville sikkert skræmme ham hen til døren, ved mindre han bankede på... så kunne hun altid afvise ham indgang eftersom hun var ved at iføre sig nyt undertøj og nogle jeans og trøje.

* Han skal ikke tro at jeg gør dette for at såre ham men... jeg må virkelig finde ud af hvad han skjuler for bedre at kunne hjælpe ham... jeg føler mig så uduelig når jeg end ikke kan hjælpe ham med hvad end han snakkede om... * hun sukkede kort for sig selv og noget inde i hende sagde at han løg... mens en anden følelse sagde at det intet betød vis han løg?.

Jacob følte sig lidt lettet da hun sagde okay og gik ind i stuen. Han følte at han havde vundet den her gang, men at det sikkert nok ville komme op igen. Dog, var han ved at tabe alt han havde i hænderne, da han hørte hvad hun sagde, men inden at han kunne nå at reagere var hun allerede gået ind på sit værelse, han var lige ved at slå sin næve ned i køkkenbordet, men så viste han også godt at så ville bordet flække også ville hun mistænke ham endnu mere, fordi det kunne et menneske jo ikke lige gå rundt og gøre, selvom man så ud ligesom Jacob gjorde. Så han gik hen til hendes dør og stilte sig ved siden af den op af væggen, "hvorfor skal du til Werclare? Du ved jo godt at det ikke ligefrem er nogen sikker by at gå rundt i, jeg kan altså ikke bare lade dig vandre alene derover" sagde han lidt alvorligt og lagde sine arme over kors. Han ville hellere ønske at hun bare blev her hos ham, fordi han havde en ide om hvorfor hun gerne ville til Werclare, men han håbede at han tog fejl, så det ikke var på grund af ham at hun tog derhen. Han havde en ide om at hun sagtens kunne klare sig selv, men alligevel, hvis det nåede at blive mørkt i Werclare inden hun kom hjem, så viste han at hun måske ikke ville klare den.

Det var mest sikkert at gå rundt når det var lyst, men uden egen transport, kunne hun gå rundt i mange timer, inden hun kunne komme hjem. Han ville ønske at hun havde sagt at hun ville tage en veninde med. Godt nok ville det ikke have været meget bedre, fordi så længe det ikke var et væsen hun gik sammen med, som ren faktisk kunne klare de andre væsner i den by, så var det ingenting at gå flere rundt samlet, fordi så ville væsnerne bare have flere som de kunne mætte sig i. Jacob beroligede hele tiden sig selv med, at det ikke nyttede noget at skælde hende ud, men måske kunne han overbevise hende om at blive hjemme og lave noget andet sammen med ham. Bare glemme det hele og hygge sig sammen med ham. Men han regnede med at Abbigail godt kunne være lidt stædig, når hun havde sat sig for noget.

Abbigail iførte sig sit tøj og åbnede så døren og betragtede Jacob der stod ved siden af den op af væggen og sagde så lettere stædigt" Eftersom du ikke vil fortælle mig mere om dig selv og din fortid og hvorfor du hele tiden lyver... så vil jeg finde ud af det, om du vil det eller ej.. du kan ikke holde mig her inde, om du så bandt mig" hun smilede selvsikkert til jacob og gik direkte forbi ham og ud i køkkenet og sagde" jeg har en fornemmelse af at du ikke fortæller mig alt Jacob og derfor tager jeg afsted... alene eller også kan du vælge mig at fortælle alt om dig selv lige nu og her... så fortæller jeg også ligeså alt om mig selv.. " hun så lidt ked på ham og sagde" Jeg... jeg kan bare ikke lide at føle mig hjælpeløs... at jeg ikke kan bruges til andet end at snakke med om de almindelige ting... jeg vil ikke blot ende med at stå på side linjen og... og se dig langsomt kæmpe imod noget jeg slet ikke kender til... så derfor ber jeg dig inderligt Jacob... snak med mig... fortæl mig nu hvad der er galt... jeg ber dig" hun så bedende på ham fordi... hun havde heller ikke selv rigtig lyst til at tage til den by kaldt Werclare men.. Jacob gav hende virkelig ikke noget valg.

//undskyld det blev så kort ^^//

Jacob stod tålmodigt og ventede på at hun ville komme ud fra sit værelse, og da hun endelig gjorde, lagde han godt mærke til hendes lidt stædige toneleje og bed sig lidt i læben. Han kunne faktisk godt lide at hun var stædig, fordi så hun vel også en kvinde som viste hvad hun ville når hun satte sig for noget. Det kunne han så også godt se nu, hvor hun stadig ikke havde givet sig og bare ladet emnet ligge. Han fulgte roligt efter hende ud i køkkenet, men da han hørte hvad hun sagde fik han det bare endnu dårligere med sig selv og bed sig hårdere i læben, han ville inderligt gerne fortælle hende alting, men hendes reaktion tænkte han først og fremmest på, det var det som holdte ham tilbage. Han kunne ikke lide at hun så trist over på ham, ja nærmest ked af det ud, så derfor kiggede han kort væk fra hende, inden han langsomt vendte blikket tilbage på hende og lyttede til hvad hun havde at sige. Men han kunne bare ikke få sig selv til at give efter, så derfor vendte han bare blikket ned i gulvet og rystede kort på hovedet. "Jeg kan ikke fortælle dig det Abbi.. Det kan jeg bare ikk" sagde han stille og lukkede kort øjnene.

"Men.." sagde han så lidt efter og kiggede på hende igen. "Selvom det ikke er til så megen hjælp, så lov mig i det mindste en ting" fortsatte han og gik hen til hende. "Du snakker ikke med nogen som står og lokker dig hen til gyderne, selvom det er ved højlys dig. Du snakker i det hele taget ikke med nogen, som ligner de er langt væk på et eller andet. Du ringer til mig et par gange imens du er der, så jeg ved at du har det godt og tag en med dig som du stoler på, så du ikke render rundt alene og lad nu være med at blive der til det begynder at blive mørkt" forlangte han nærmest og så alvorligt på hende. Fordi han mente hvert et ord, ellers så ville han da i hvert fald følge efter hende i smug. For han kunne til vær en tid opfange hendes duft i Werclare, hvis det var det. Så hvis hun rendte ind i problemer, så ville han da kunne hjælpe hende. Men han kunne bare ikke tage med hende, fordi nu viste han da hvad hun skulle derhenne.

//Det gør ikke noget :'3//

Abbigail så chokeret på Jacob og tårene begyndte at rande. Han havde virkelig løget... han gemte noget for hende og nægtede at lukke hende ind, så de ord den aften... det ville aldrig kunne lade sig gøre når han ikke stolede på hende eller at hun ville blive ved ham uanset hvad. Hun gik direkte forbi ham uden et eneste ord glidende over sine læber og tog sin jakke og sagde" Nej, jeg ringer ikke og jeg gør ikke som du siger, så kan du ha det skidt over at du lyver for mig, når det eneste jeg har gjort er at være ærlig overfor dig Jacob" med de ord smuttede hun ud af døren hurtigere end normalt og så løb hun ellers ned af mod et stoppested og tog en bus til Werclare. Hun havde husket sin pung og hun havde taget sin mobil med, skønt hun havde gjort så man ikke kunne kalde hende op. Hun så kort på mobilen og havde et billed af Jacob på den, eftersom hun skulle spørge folk om ham og eftersom han sagde at hun ikke måtte nærme sig nogen farlige personer var det netop det hun havde tænkt sig at gøre, eftersom det han havde gjort eller lavet engang måske var noget utrolig slemt eller kriminelt? så derfor var hun nød til at klinge sig ind på visse ubehagelige personer og hun fandt da også nogle inde på en af de lokale bar. " Kender du en kaldt Jacob Kinney, eller hans bror Johnny?" hun så på manden og han tjekkede Jacob lidt an, på hendes mobil og sagde" Jeg kender ham, men skam ikke denne såkaldte BROR.. johnny" Abbigail smilede henrygt og manden tilbød hende at gå med udenfor så de kunne snakke privat. Abbigail gjorde det skønt hun havde en dårlig fornemmelse og før hun vidste af det havde op til flere omringet hende og holdte hende nu nede. " Hey!?" hun så kort rundt og de tog hendes mobil og kvaste den på jorden" Den har altså været utrolig dyr! dit dumme... ting.. " hun mumlede det sidste og så flovt væk fra manden der langsomt knælede foran hende. Han var næsten 2 meter høj og han var i alderen 25-30.. Hun mærkede ham berør hendes ansigt og han smilede blot ondt i det han sagde" Du vil blive en meget nyttig ung slave tøs" hun så chokeret på ham og blev hevet op, på sine ben og hun prøvede at løbe væk men blev slået i maven.

Manden kendte Jacob og det var vist noget i deres omgangs kreds... manden kunne vist ikke for godt lide Jacob ? så derfor skulle hun pludselig bøde for sin nysgerrighed angående ham eller måske var det fordi billedet af Jacob var et sovende billed... der nemlig beviste at hun boede ved ham eller med ham?. Hun følte ubehag ved at ha trodset Jacob men hun ville så gerne vide mere om ham.. hun ville elske at vide mere om ham... Hun sukkede og mærkede hvordan de hev hende med hen til en stor bygning med mange lejligheder, dog kom hun ned i kælderen og med smækket op af muren. Hun så forsigtigt op mod dem og sagde" hvad hader i ved Jacob?.. så meget.. " Fyren grinte og sagde" Aner du det ikke lille putte... han dræbte en af mine venner" hun så undrende på ham og sagde" nej.. " han nikkede og sagde" Jo han sugede hans sjæl væk hurtigere end jeg nogensinde har set nogen dæmon gør før " Abbigail så undrende på ham og sagde" Hvad mener du med det, altså... jeg forstår ikke gang slang? så kan du ikke forklar hvad den metafor betød" manden trådte hen til hende og tog fat i halsen på Abbigail og stirrede hende direkte ind i øjnene og hviskede så i hendes øre" Han er en sjæle sugende ondskabsfuld dæmon der tager sjæle fra andre, det er hans mad" Hun huskede i skabet.. da de stod og hans øjenfarve inden hun hev ham ind i mørket.. samt hvordan han blot ville hurtigst muligt ud der fra.. hans kolde aura han pludselig fik.. så sent han kom hjem?.. men nej, fordi hans spiste normalt.. men hans styrke i forhold til krops form.. nej.. der fandtes ikke dæmoner." Du lyver og jeg vil aldrig nogensinde tro dig!" hun fnøs kort og så rundt og tænkte* Jacob.. jeg ber dig... hjælp mig* mændene ventede, de ventede på Jacob.. på at han ville finde denne tøs og så ville de dræbe ham vis de fik chancen.

Der hvor at Abbigail var blevet hevet med ned, var der også et rum ovenover som dæmonerne brugte. Fordi der var nogen som holdte vagt ovenpå og der var nogen med nede, der hvor hun var. Men pludselig var der helt stille ovenpå, der var ikke nogen som gik rundt ovenpå mere, man kunne kun høre vinden suse fra et vindue. Fyren som holdte Abbigail rundt om halsen stivnede lidt, og trådte så væk fra hende, idet han slap hende omkring halsen, så hun synkede sammen på det beskidte gulv, han kiggede op mod loftet og kiggede så tilbage imod nogle af de dæmoner som stod bagved ham. Med ét lød der et stort brag ovenpå, som om der var nogen som slog imod gulvet. "Det lader vist til at din prins kommer dig til undsætning" sagde fyren og grinte lidt ondskabsfuldt, imens han gav tegn til de andre dæmoner om at de skulle gemme sig lidt. Fyren stilte sig bare ved siden af Abbi, så han var sikker på ikke at bliver ramt af loftet, når det faldt ned. Og som forudset, faldt loftet ned efter et par gange der lød et slag. Der var utrolig meget støv som fløj rundt i kælderen, og da det fik lagt sig, stod Jacob ovenpå de smadrede stumper, vredere end nogensinde før. Men før han viste af det, sprang en af de andre dæmoner på ham og kastede ham ind i væggen, så den revnede. Han kom på benene igen så hurtigt han kunne og nåede lige at stoppe dæmonen i at slå ham og kastede han med fuld kraft gennem kælderen, så dæmonen blev bevidstløs.

Men der var flere end Jacob lige havde regnet med, for lige pludselig stod der 2 og holdte ham fast i armene og en som slog ham ved benene så han knækkede sammen på gulvet og landede på knæene. Fyren som havde startet det hele, begyndte at klappe? og grine samtidig. "Jamen jamen jamen.. Er det ikke lille Jacob som var så dum at dræbe en af mine gode venner, velkommen tilbage" sagde han med et ondskabsfuldt grin og slog så derefter Jacob ret hårdt lige i ansigtet, så der begyndte at løbe blod ud af munden på ham. Jacob bukkede hovedet lidt ned og spyttede blodet ud. "Lad Abbigail gå, det er ikke hende i vil have!" råbte han vredt og blev slået i hovedet igen. En af de andre dæmoner, havde taget fat i Abbigail's arm og holdte hende fast, så hun ikke kunne flytte sig nogle steder eller komme over til Jacob. Fyren satte sig på hug foran Jacob og klappede ham lidt på skulderen, "stædig som altid, ligesom din far. Hvordan har han det endelig?" spurgte han med en undertone af at han drillede, men også godt viste at hans far var død. Jacob knurrede vredt og prøvede at kaste sig imod fyren for at få fat i ham, men blev stadig holdt nede og blev slået endnu engang, så han ikke kunne rejse sig. Jacob skar kort ansigt og bed tænderne sammen, fordi det gjorde ret ondt. "Så Jacob, hvad med at fortælle din lille veninde, hvad du gik rundt og lavede før i tiden?" spurte fyren og smilte ondt. "Nej" sagde Jacob kort og blev slået igen.

Abbigail faldt til jorden og tog sig til sin hals og hostede som aldrig før. Man kunne se røde mærker her og der på hendes hals fra mandens hårde greb, heldigt for hende havde han ikke prøvet på at kvæle hende men blot prøvet at skræmme hende, hvilket han tydeligt havde lykkedes med at gøre, eftersom hun rystede over det hele og hun kunne slet ikke snakke, men da hun endelig kunne... Kom Jacob til syne for hende og den måde han kæmpede på, den måde han førte sig frem og sloges med de andre. * er han virkelig overnaturlig... er han virkelig ikke menneskelig* hun betragtede de andre og hvordan de fløj på ham og da Jacob faldt på knæ og fik et slag i hovedet, rejste Abbigail sig hurtigt op og råbte højt" NEEEEJ!" men hun nåede dog aldrig hen til Jacob eftersom en bagved hende tog fat i hendes arme og holdte hende væk fra Jacob. " Jacob!, nej... undskyld det var ikke med vilje..." hun så på Jacob med tåre i øjnene denne gang og ikke på grund af ham men på grund af sin egen dumhed, hun skulle ha lyttet til Jacob men hun havde nægtet ham det og klokken var ingen gang 12 midt på dagen i nu!. Hun mærkede fyren bagved hende forsigtigt dufte til hende og hun skrig højt og prøvede at slippe væk men forgæves... * Fortælle mig hvad han lavede før... * hun så kort op mod manden og sagde" Hør... jeg ber dig, slip ham fri, han har ikke gjort noget forkert okay!... jeg aner ikke hvad du snakker om men Jacob er en virkelig sød og gentlemans agtig fyr, han kunne aldrig finde på at dræbe nogen!... og vis han gjorde.. så... så havde personen sikkert også fortjent det! eftersom han hang ud med sådan nogen som jer!" hun vrissede let af vrede og fik sin arm fri og smækkede fyren bagved sig, direkte i ansigtet og løb så hen til Jacob før hun blev slået ned bagfra med et ødelagt gulv bræt.. Hun faldt direkte ned på jorden foran Jacob bevidstløs og med blod forsigtigt glidende ned fra siden af hovedet...

I mens hun var væk, var det eneste der gik igennem hendes tanker... hendes indre. * Jacob... undskyld....... Jacob... *

Jacob og endda også fyren blev helt overrasket over at Abbigail var så stædig at hun turde slå en dæmon lige i ansigtet, mennesket var jo intet i forhold til en dæmon, når det galt at slås, men hun var åbenbart så stædig alligevel, at hun kom fri fra dæmonen som holdte hende fast, men Jacob gik i panik da han så at hun blev slået ned med et gulv bræt og endte bevidstløs på gulvet. Jacob begyndte at knurre endnu mere og så bare på at blodet løb ned fra hendes hoved. "Abbigail, vågn op! Vågn op!" råbte Jacob hysterisk og blev stadig holdt nede. Fyren gik over ved siden af Abbigail og grinte lidt for sig selv, "det må jeg squ gi' dig Jacob, du har rigtig fundet dig en tøs med temperament" sagde han og løftede Abbigail op over skulderen, imens han stadig smilte lidt ondskabsfuldt. Jacob kunne mærke vreden stige og stige inde i sig selv, men han viste at hun bare kom til skade, hvis han sprang på ham lige nu. Så han bukkede bare hovedet ned og sukkede opgivende, imens blodet stadig løb fra hans mund. "Okay, jeg skal nok fortælle det hele til hende.. Hvis bare i lader hende være" bad han og viste ikke hvad han ellers skulle gøre. Fyren smilte tilfredsstillet og satte Abbigail op af muren igen og låste hende fast til væggen med et håndjern. Så gav han tegn til en af de andre dæmoner om at forbinde hendes hoved også blev der kastet vand i hovedet på hende bagefter.

Fyren gik over og satte sig på hug ved Jacob bagefter, "relax Jacob, måske kan hun stadig lide dig bagefter, men hvis ikke.." han trak lidt på sin ene skulder og klappede Jacob lidt hårdt på kinden, "så er det squ bare ærligt" sagde fyren og brød ud i et grin igen. Imens blev Jacob sluppet af de 2-3 dæmoner som holdte ham fast, men var stadig nede på gulvet og tog sig lidt til siden med sin ene hånd. Smerten dunkede i ham, men lige nu tænkte han kun på Abbigail. "Vågn op Abbi.." bad han stille og kravlede lidt hen til hende, men han nåede ikke langt, før han blev hevet tilbage igen og sat hvor han sad før.

Abbigail vågnede brat og hostede i det hun slet ikke kunne få vejret for et sekundt siden eftersom hun følte at hun blev kvalt skønt hun ikke gjorde?. * Vand? * hun så ned af sin drivvåde grå trøje og kiggede forsigtigt op og opdagede Jacob og sagde" J-a... aaarrhhh mit.. hoved" hun tog sig kort til hovedet men den ene arm kunne slet ikke nå med den anden i det hun også her opdagede at hun var lænket til væggen med et håndjern. " Hvad sker der?" hun så rundt på dem alle og vidste godt hvad de gjorde men hvorfor var hun pludselig lænket med et håndjern.. og hvorfor.. nej nærmere hvem slog hende ned!? eller havde foresaget denne tryggen mod hendes hoved... hun huskede blot hun gik helt ud inden hun nåede hen til jacob så hun måtte jo være blevet slået på sin vej hen mod ham.
Abbigail så kort mod Jacob og lyttede til de to fyre og sagde" jeg er vågen Jacob.. bare rolig" hun smilede uskyldigt til ham og lukkede kort øjnene i ren smerte og følte sig pludselig utrolig søvnig. * Jeg har måske... hjernerystelse... jeg må ikke sove.. uanset hvad... ikke sove* hun prøvede at komme til sig selv og åbnede da også øjnene da hun hørte Jacobs stemme igen og lyden af ham blive slæbt tilbage.

Hun så kort hen til Jacob og sagde" Vil i ikke nok slippe os fri... jeg ber jer" hun prøvede at få sin hånd fri men kunne ikke, hun var godt og grundigt lænket til væggen. Hun prøvede at lade vær med at gå i en indre panik men lige nu var det temmelig umuligt og hun følte hun skulle dø vis hun ikke snart slap ud fra denne kælder og ligeså ville Jacob måske også dø!?. Hun så bedende på Jacob og sagde" Hjælp mig Jacob... jeg vil gerne hjem okay... jeg... jeg lover jeg aldrig trodser dine ord igen, det var dumt af mig og jeg har lært min lektie... jeg ber dig... hjælp" hun mærkede tårene glide og det pressede blot mere i hendes hoved nu.

//Skal smutte :-/ men er tilbage nær 16-17 tiden ^^ måske før//

Jacob følte en vis lettelse, da han så at Abbigail vågnede op igen og sukkede lettet. Han gengældte hendes smil, men hans var nok mere svagt end hendes var. Det var nok situationen som gjorde at han ikke rigtig kunne få sig selv til at smile. Men han kiggede frustreret væk fra hende, da hun begyndte at be ham om hjælp, for han kunne ikke hjælpe hende lige nu, selvom ham gerne ville. Fyren gik nogle skridt frem og snerrede, "hold din mund!" og gav tegn til en af dæmonerne at gøre hende ude at stand til at tale. Så de satte et skytte gaffatape for hendes mund. Jacob så over imod hende igen og prøvede at smile beroligende, "det skal nok blive godt igen alt sammen Abbigail, det lover jeg" og han mente det han sagde. Men nu blev fyren altså utålmodig og gik hen og sparkede Jacob i siden, så han kollapsede igen. "Kom så i gang! Vi har ikke hele dagen!" snerrede han og ventede på at Jacob fik rejst sig igen. Han så over imod Abbigail, som bare stirrede på ham og bed sig en anelse i læben. "Jeg blev født som dæmon i 1927, så det gør mig til lidt over 100 år gammel, selvom jeg ikke ældres. Jeg flyttede med min familie til Werclare i 1980, fordi vi gerne ville starte på en frisk. Dengang var jeg noget af en møgunge, jeg lavede altid ballade sammen med min bror Johnny, og jeg begyndte endda at rende rundt i bander, inden min bror" Jacob stoppede op og så kort over imod fyren.

"I 1985, meldte jeg mig ind i den bande som du ser på lige nu, jeg var desperat, efter at lære så meget som muligt. Mine forældre prøvede at redde mig, få mig et bedre sted hen, men jeg ville ikke lytte til dem. Jeg.. Jeg nød at slå mennesker ihjel, jeg sugede sjælen fra dem, uden at have nogen grund til det og jeg nød det. En dag fik min far nok, han så hvor meget jeg led under presset fra banden, om at skulle være den bedste til alting. Så en dag gik han hen til dem og prøvede at få mig meldt ud. Men.. I vrede, slog banden ham ihjel uden tøven, og det første jeg gjorde var at hævne mig. Ja, jeg slog hans bedste ven ihjel, fordi det var ham der slog min far ihjel" sagde Jacob og nikkede over imod fyren, som stod lidt bag ved ham. Han gispede kort efter vejret og fik hostet lidt blod op. "I 1990, prøvede jeg at starte på en frisk, jeg flyttede væk fra Werclare, væk fra min fortid og prøvede at leve anderledes. Men på en eller anden måde fandt banden mig altid igen. Så tilsidst, dækkede jeg mine spor og blev endelig fri fra dem. Jeg kan huske.. Min mor græd så meget da min far døde, jeg havde aldrig nogensinde set hende så ulykkelig før og hun gav ikke engang mig skylden for det.." Jacob stoppede op og bukkede sit hoved lidt ned imod jorden.

"Også mødte jeg dig.. Et simpelt menneske, som alle de andre jeg før i tiden slog ihjel uden tøven, først tænkte jeg at det var en dum ide at lukke dig ind i mit liv. Men da jeg så dig, kunne jeg ikke lade være med at sige ja. Dine råb efter hjælp og have et sted at være, jeg ville gerne være et bedre menneske, dog selvom jeg ikke er et. Før du kom havde jeg intet at leve for, undtagen min familie. Du gav mig lyst til at være sammen med dig, mere end jeg har lyst til at være sammen med nogen anden. Så da du begyndte at vække mistanke, gik jeg i panik, jeg var bange for at du ville forlade mig, hvis du fandt ud af sandheden om mig, derfor løj jeg for at beskytte dig. Men alligevel, kom du til skade, på grund af mig.. Undskyld.. Abbigail" sagde Jacob, imens han gispede efter vejret igen og kollapsede så helt på jorden og besvimede, imens noget blod løb ud af munden på ham igen. Fyren smilte tilfreds og stilte sig ved siden af Jacob og så ned på ham, "dygtig dreng.. Kom drenge, nu skrider vi" sagde han og låste Abbigail ud af håndjernet, men hev ikke gaffatapet af hendes mund, det måtte hun selv gøre. Også forsvandt de alle sammen ud af den blå luft og lod Jacob og Abbigail være alene tilbage.

//Okay, helt i orden ^^//

Abbigail så helt chokeret på Jacob og tænkte så * 1927.... han er født... så langt tilbage... * hun kunne ikke tro at det Jacob sagde var sandt, men ligeså havde hun altid sagt til sig selv at når han så alvorlig ud så løg han ikke, aldrig overfor hende... ikke med det udtryk over sit ansigt. Abbigail græd da hun hørte om Jacob og hans fortid, både for de mennesker han havde dræbt men også på grund af at han var såret og hans far var død og at han havde prøvet at flygte fra bandens hævn men forgæves fordi... hun havde lokket ham direkte ind i den perfekte fælde. Hun følte en vis trang til at dø lige nu, eftersom hun var skyld i alt den smerte Jacob fik lige nu. På en måde var hun ligeglad med hans ondskab men alligevel var hun en smule skræmt, dog så hun ham ikke som en dæmon i nu, han lignede ikke et monster men en helt.

Abbigail mærkede da de tog hende fri og da hun endelig fik chancen rejste hun sig op løb direkte hen til jacob og tog om ham og græd, dog sagde hun intet eftersom hun ikke havde hevet tapet af sin mund, eftersom hun var bange for at det skulle gøre ondt, så derfor holdte hun blot rigtig godt om Jacob og rejste sig op og tog så tapet af med et ovnlig tag og kiggede søgende rundt efter noget hun kunne bruge til at få Jacob op med eftersom han var besvimet og han virkede til at være kommet... rigtig meget tilskade. " Jacob hold ud " hun løb hurtigt ovn på og fik fat i en af dem der gik forbi og de så chokeret på hende, kort efter hun fik fat i politi og ambulance og Jacob kom på hospitalet mens Abbigail snakkede med politiet og så blev hun ellers bragt tilbage til hospitalet og fik en seng ved siden af Jacob. De lå to alene på en stue, havde sit helt eget rum og et toilet samt skabe. Hun så kort mod Jacob og tog sig til hovedet og tog noget medicin der stod ved hendes side og så rejste hun sig ellers op og gik langsomt hen ved siden af Jacobs seng. Han skulle ha hvile havde de sagt til hende og han havde små slanger med smerte lindrende væske i, der gik direkte ind i hans krop. " Gad vide... om en dæmon selv kan heale? eller om den healer som mennesker... " hun strøg Jacob over kinden blidt og tog så en stol hen ved siden af hans seng og lagde sig så med lidt af sin overkrop i sengen af hans og halvt op af ham, mens hun sad ned og holdte ham i hånden og endte med at falde i søvn ved hans side.. på højlys dag.

Jacob vågnede ikke op før næsten morgen, han var stadig ikke helt frisk, men i det mindste healede han da en anelse hurtigere end et menneske. Han slog langsomt øjnene op og fik kigget sig undrende rundt i lokalet og fandt så ud af at han lå på et hospital. Det var da godt at han ikke var vampyr, fordi så var han da blevet erklæret død nu, fordi deres hjerte ikke slog osv. Så det var det gode ved at være dæmon, du healede næsten ligeså godt som en vampyr, men dit hjerte slog tilgengæld. Han prøvede at huske hvad der var sket i går, men lige nu var det meget svagt, fordi han havde fået så mange slag, men han kunne godt huske at han tidligere bande havde fanget Abbi..Abbi! Han så panik rundt, da han fandt ud af at hun lå lige ved siden af ham og holdte ham i hånden. Hun holdte ham ren faktisk i hånden? Efter alt det han havde sagt i går, både omkring sig selv, men også alle de ting han havde gjort, også turde hun stadig holde ham i hånden. Han kunne ikke bevæge sig særlig meget endnu, men han kunne da bevæge hovedet, skuldrene, armene og benene, skønt resten af hans krop var ret smadret.

Han tog sin hånd ud af hendes og lagde den i stedet på hendes kind og nussede den, "Abbigail, vågn op" sagde han ligeså roligt som han nu kunne, når man tænkte på alt det smertestillende som flød gennem hans krop lige nu. Derefter lod han sin hånd glide ned på hendes skulder og rykkede lidt i hende. Han ville gerne snakke med hende omkring i går, om hun var helt okay og om hun var kommet yderligere til skade. *Jeg må virkelig have været væk, når jeg slet ikke kan huske hvordan jeg blev bragt hen på et hospital* tænkte Jacob og smilte lidt over det. Men han kunne godt huske at Abbigail græd, han kunne huske hvor meget hun græd da han fortalte om sin fortid, hans åndssvage egoistiske fortid. Han bed sig lidt i læben og tog så derefter hånden til sig. Han fortjente ikke engang at røre hende, han fortjente ikke engang at se på hende. Hvis hun havde boet et andet sted, var det her aldrig sket, hun kunne have haft et normalt liv, uden at vide til hvad og hvem han var. Men alligevel var det ikke endt sådan og lige nu fløj tanken gennem hans hoved med, hvad skulle der så ske imellem dem nu? Ville hun stadig bo hos ham? Var hun bange for ham nu? og i værste fald, så var han bange for at hun ikke ville kunne lide ham mere, i hvert fald ikke sådan rigtig.

Abbigail slog forsigtigt øjnene op og tippede blidt hovedet til den ene side mod Jacobs dejlige varme hånd og smilede lidt døsigt til ham, eftersom hun var utrolig træt og havde prøvet at holde sig vågen det meste af dagen igår men... var alligevel endt med at falde i søvn, men heldigt for hende vågnede han først dagen efter og han vækkede hende endda?. Hun tog smilende om Jacobs hånd og så på ham med et venligt og stadig kærligt blik, i mens hun langsomt fik sig sat mere op og sagde" Er du okay Jacob? efter alt det der skete igår og sådan" hun strøg ham kort over kinden og lænede sig tættere på ham og lagde forsigtigt sit hoved op af hans skuldre og smilede lidt tøvende eftersom han sikkert ville trække sig væk fra hende, eftersom han var i smerter eller blot fordi han troede hun hadet ham men, at få sådan noget afvide om ham havde skræmt Abbigail så meget men alligevel elskede hun ham højre end hendes frygt ville tillade hende at se han virkelig ikke var menneskelig. Hun strøg ham over kinden endnu engang og kyssede ham så blidt på læberne og hviskede i hans øre" jeg elsker dig Jacob.. undskyld alle de problemer jeg har forsaget... samt alle de ting jeg har gjort og sagt mod dig, jeg har virkelig opført mig rigtig dumt og det er jo også min skyld du er her nu" hun sukkede og så kort væk fra ham og sagde" jeg vil dog stadig... vis jeg må, fortsætte med at bo hjemme ved dig, i din lejlighed... jeg lover af hele mit hjerte at din hemmelighed er... så god som gemt i mig, jeg vil aldrig nogensinde røbe hvad du er overfor nogen og især fordi... jeg ser dig slet ikke som en der er.... et væsen."

Jacob så blidt ned på hende, da hun langsomt vågnede op, men han kunne godt se at hun stadig så træt ud, så han var lige ved at sige at hun sagtens kunne ligge sig til at sove igen, men hun kom han lidt i forkøbet med at spørge ind til om han var okay. Han smilte svagt og nikkede en lille smule, dog ikke noget vildt, for han kunne som sagt ikke røre sig det helt store. "Ja jeg er okay, jeg bliver nok nød til at ligge herinde i et stykke tid, nok længere end dig" sagde han og smilte svagt ned til hende, for selvom han healede hurtigere end hende udenpå, så var hans indre stadig ret medtaget, det healede lidt langsommere end alt det andet. Han rykkede sig ikke væk, da hun lænede sig op af ham, han skar dog diskret ansigt, fordi det gjorde lidt ondt, men han ville ikke have at hun rykkede sig væk fra ham, fordi det var dejligt at have hende tæt på sig igen, når man tænkte på alt det der var sket i går. Han skulle til at spørge hende om hun selv var okay, men han blev overrasket med at hun kyssede ham på munden. Det var helt mærkeligt, men dog dejligt at mærke hendes små bløde læber imod hans og han kyssede med, så længe kysset nu varede. Han følte det som om at han stor byrde løftede sig fra hans skuldre, da hun hviskede at hun elskede ham, det var ord, som han ikke havde hørt i mange år, det var sød musik i hans øre, især fordi det kom fra netop den pige, som han gerne ville høre det fra.

Han så tænkende på hende, efter at have hørt alt det hun havde sagt og lagde så sin hånd på hendes kind og nussede den blidt. "Du har ingen anelse om, hvor meget dine ord betyder for mig Abbi, for.. Jeg elsker også dig, rigtig meget endda. Men du skal ikke undskylde, fordi du kunne ikke vide hvad der ville ske og du kunne ikke vide at jeg ville ende her. Men jeg har det fint, fordi du også stadig er hos mig, men.." han stoppede op, men nussede stadig hendes kind. "Ville du stadig kunne holde ud at bo sammen med en, som du aldrig kommer til at se blive ældre, fordi en dag er du jo ældre end mig.. Ville du så stadig kunne holde ud at leve sammen med mig. Fordi jeg har ikke i sinde at give slip på dig Abbi" sagde han blidt, men han mente det også dybt alvorligt. Han tog så derefter blidt hendes hænder, fordi han måtte ikke bevæge sig for meget og fugtede sine læber lidt. Han kiggede hende direkte ind i øjnene og smilte lidt, "Abbigail, kunne du tænke dig at blive min?" spurgte han forsigtigt og bed sig lidt i læben. "Jeg lover at passe på dig, beskytte dig og elske dig, indtil du ikke vil have noget med mig at gøre mere".

Abbigail så lidt sørgmodig ud da Jacob nævnte det angående med hendes alder og udseende. Hun så kort ned og sagde" Du har ret... jeg.. jeg ender med at blive ældre og ender med at blive gammel" En tåre faldt ned fra hendes kind, tankerne om dette var ikke dejlige, tanken om at blive gammel og se Jacob forelske sig på ny måske... eftersom hun ville blive en gammel kone engang. Hun begyndte virkelig at hade sin menneskelighed denne gang, ja mere end den dæmoniske side hun havde hørt om Jacob, skønt hun ikke hadet ham men lige nu... var det forfærdeligt at vide han ikke var menneskelig og ligeså var det forfærdeligt at vide man selv var menneske og intet kunne gøre for at standse denne ældnings proces. Hun sukkede og sagde" jeg ved det... jeg vil prøve at finde en løsning på det så, vis vi... ender sammen " de næste ord som Jacob dog sagde, overraskede Abbigail så hun helt mistede vejret og tog sig til munden chokeret i det hun langsomt nikkede. Hun anede slet ikke hvad hun skulle gøre for at få ord ud fra sin mund igen. Det føltes helt underligt at kunne... sige man var Jacobs?. Hun tog blidt om ham og krammede ikke hårdt eftersom han sikkert ville skrige så eller blot brumme lidt af smerte. " jeg vil gerne være din Jacob.. forevigt".

Hun trådte dog efter noget tid ned fra Jacobs seng på hospitalet og sagde" Jeg tror det bedst du overnatte her... mindst 2 dage inden du tager hjem af Jacob, men bare rolig jeg skal være her til imorgen og så spørg jeg blot om jeg ikke må komme og gå, sådan så jeg altid kan besøge dig uanset besøgstider?" hun smilede uskyldigt til jacob og kyssede ham blidt på kinden og lagde sig så udmattet over i sin seng og tog sig lidt til siden af hovedet hvor hun var blevet slået temmelig hårdt af en af dem fra hans bande. " Jacob... undskyld alt dette skete forresten... altså også at du skulle mindes om din fars død... jeg troede slet ikke du gik så meget igennem... det gør mig virkelig... ondt".

Jacob havde heller ikke lyst til at Abbigail blev ældre og til sidst gik bort. Han havde i det hele taget ikke lyst til at tænke på det, men han viste det ville ske en dag, hun kunne faktisk gå udenfor imorgen og blive kørt ned af en bil, uden nogen form for overlevelse, hvor Jacob kunne springe ned fra en 5 etage bygning og stadig overleve, dog med nogle skræmmer med han ville overleve, ligesom med hans ven Sam som blev kørt ned af en lastbil for nogle år siden, og han overlevede. Men nu var dæmoner jo også en tand mere seje end mennesker var, forstået på den måde, de kunne tåle meget mere, det var kun specielle ting, som kunne slå dem ihjel. Han fjernede forsigtigt hendes tårer, som rendte ned af hendes kind og håbede ikke at han havde fået hende til at tænke på for mange ting omkring det med at blive ældre, men da Abbigail sagde at hun ville prøve at finde en løsning på ældnings problemet, kom han til at tænke på at det faktisk kun var en vampyr, som kunne standse dette. Men den smerte ville han ikke udsætte hende for, så han sagde ikke noget endnu, angående det. Han blev dog kort overrasket over at hun derefter tog blidt fat om ham og krammede ham. Men hørte så bagefter at hun sagde ja til at være hans, også endda for evigt. Han smilte blidt ved disse ord og krammede igen.

Da hun trådte væk fra hans seng igen lidt efter, så han tænkende på hende, men nikkede så derefter lidt og smilte svagt. "Ja, det er det nok. Men det lyder godt, jeg vil nemlig gerne se dig imorgen, eller bare indtil jeg kan komme hjem igen" sagde han og smilte for første gang i lang tid sit skæve smil til hende, så man kunne se lidt af hans hvide tænder og smilte bare endnu mere da hun kyssede ham på kinden. Dejligt som altid. Han fulgte hende med blikket, da hun lagde sig over i sin seng og lagde hovedet på skrå, men kiggede kort væk fra hende, da hun nævnte hans far. "Du behøver som sagt ikke undskylde Abbi, det gør ikke noget.. Men nu skal det hele jo heller ikke handle om mig, du har jo gået ligeså meget igennem som jeg har, med din mor og at du slet ikke kendte din far" sagde han stille og lagde sig forsigtigt til rette i sin seng igen.

Abbigail sukkede dybt og nikkede kort" ja.. det rigtigt, min familie er ikke hvad den har været eller var engang, men ligeså er din heller ikke" hun så kort over mod Jacob og sendte ham et lille smil fra sine fyldige røde rosen læber, skønt, det alligevel langsomt aftog igen, det kunne ikke måle sig med Jacobs flotte skæve smil han havde sendt hende eller hans dejlige tone når han snakkede, som kunne han overkomme alt ondt i verden, hvilket hun IKKE kunne. Hun tog sig kort til hovedet og kiggede ud af vinduet der var ved hendes side og betragtede byen Sheria fra det store hospital og sagde så" Jacob, vis du kender en måde at holde mig ung... så fortæl den endelig okay, fordi jeg vil gerne være en del af dit liv, forevigt" hun smilede kært til ham og rykkede sin seng lidt tættere på ham, sådan så det næsten blev som en dobbelt seng til sidst, de kunne holde hinanden i hånden på denne måde og kysse og ja blot være nær hinanden egenlig?.

Abbigail kunne ikke lade vær med at lægge og betragte Jacob det meste af natten, han var så smuk og han var hendes og hun var hans, dette var som en af de små drømmende eventyr man læste om i sin bog, Jacob havde reddet hende, han var kommet med det samme hun havde ønsket det, som var han sendt fra himlen, så... hvordan kunne han nogensinde være blevet født som en dæmon, når nu hans hjerte tilhørte en engels. Hun strøg blidt hans hår til siden, så hans pandehår strittede skævt og et lille grin slap ud mellem hendes læber i det hun sagde" Du ser lidt sjov ud med dit pandehår helt lagt ned, til den ene side, men... du stadig utrolig smuk hehe " hun strøg blidt sine smalle finger ned af hans kind og til kæben af ham og strøg sin tommeltot hen over hans underlæbe og sagde" Jacob kinney, du er verdens mest flotteste mest sødeste og gentleman agtige fyr jeg nogensinde har mødt og jeg håber at få mange gode stunder med dig i fremtiden og ja.. muligvis også spændende hehe, skønt at lægge med små tråde i ens hoved er ikke lige så rar og heller ikke at vide du kom tilskade, men.. ellers var det vel spændende nok" hun smilede lidt akvard, skønt Jacob ville fange meningen med hendes mumlen og snakken, nemlig at hun prøvede at vende alt til det positive og pludselig skød et vigtigt spørgsmål ind i hovedet på Abbigail" Øhm Jacob.. angående værelserne... angående mit.. må jeg godt sove inde i din seng i stedet for på gæsteværelset... eller ville det blive for meget med mig læggende ved din side halv nøgen" Abbigail blinkede drilsk til Jacob og slikkede sig diskret over sine fyldige læber blot for at drille.

Jacob var glad for at høre at hun gerne ville være en del af hans liv for evigt, men da hun sagde at hun gerne ville have at hvis han kendte en måde at hun kunne holde sig ung på, så skulle han sige det til hende med det samme. Han lukkede kort øjnene, da hun sagde dette og fugtede sine læber lidt, inden han tænkte sig om hvordan han skulle forklare det for hende. "Hmm.. Jeg kender en måde du kan holde dig ung på, men det er en beslutning du skal tage, jeg vil ikke være den der bestemmer om du skal sige ja, selvom jeg gerne vil have dig hos mig for evigt" sagde han stille og smilte svagt. For det var en smertefuld forvandling, hvis hun valgte at blive vampyr, så skulle hun ligge i 3 dage og lide under forvandlingen. Men det sværeste var nok at finde en vampyr som kun ville gå med til at bide hende og intet andet. Han smilte lidt da hun rykkede sin seng over imod ham, så de lå tættere på hinanden, han ville gerne have hjulpet hende, men det var lidt svært, når han lå og næsten ikke selv kunne bevæge sig.

Jacob lå med øjnene lukket, selvom han godt viste at Abbigail lå og kiggede på ham, men han havde skam ikke noget imod det. For han ville selv gøre det, hvis hun lå og sov. Han kom med en lille nydelses lyd, da hun strøg hans hår til siden, det var blot sådan en dejlig bevægelse hun lavede, som man kun kunne elske. Han elskede alt ved hende, dog viste han at han stadig skulle passe på hende, når han rørte ved hende, for hun var stadig en anelse skrøbelig i forhold til ham i hvert fald. Han åbnede øjnene, da han hørte at hun grinte lidt og smilte skævt til hende, "I know, det er derfor jeg plejer at have det sat. Men du skulle da nødig snakke, det er dig der er den smukke her" sagde han og lukkede øjnene igen, da hun begyndte at røre ved hans ansigt, men da hun kom ned til hans læber, kyssede han hendes tommelfinger og smilte lidt igen, inden han åbnede øjnene atter igen. Han kunne ikke lade være med at grine lidt igen og smilte skævt, "jeg ligger her og bliver flov over alle de søde ord du siger, men du er virkelig også den smukkeste og dejligste pige jeg nogensinde har mødt, hvis jeg kunne, så ville jeg ikke tage øjnene væk fra dig et øjeblik" sagde han og smilte blidt til hende. Dog kom spørgsmålet lidt bag på ham bagefter, men han kunne ikke lade være med at grine, så det næsten gjorde helt ondt over det hele. "Selvf må du sove inde i min seng fra nu af.. Men du skal bare vide, at det bliver værst for dig selv" drillede han igen og blinkede flirtende til hende, nok mest for at drille hende endnu mere.

Abbigail så lettere interesseret på Jacobs snak men blot hans blik, det sagde alt da han fortalte om at han vidste hvordan hun kunne blive der forevigt. Hun kunne se han ikke kunne lide det hun ville få ham til at fortælle så derfor smilede hun blot og sagde" bare rolig, når den tid kommer til at jeg ikke vil blive ældre... så siger jeg det til dig og så finder vi ud af noget i fællesskab". Hun sneg tøvende sin arm imellem de jernstænger der var, som forhindrede en i at falde ud af sengen og igennem dem, tog hun blidt fat i nogle finger af Jacobs og lod hendes finger flette sig med hans i et blidt greb og sagde" Nårh så det tror du... jamen så skal du bare vide at jeg ikke er bange for noget" hun blinkede udfordrende til ham og tænkte at han blot kunne komme an, fordi uanset hvad ville hun ikke forlade hans soveværelse når nu hun også havde fået lov til at lægge der inde og ligefrem sove med ham, dog... en ting steg op i hende og en rødmen gled hurtigt frem over det gylden brune ansigt i det hun gemte sig og sagde" omg!... hvor pinligt... det... jeg... øhm.. " hun grinte dog kort efter for at skjule og kvæle alle de ord hun lige havde sagt, eftersom det var alt for pinligt at fortælle Jacob hvad hun netop ikke... havde husket angående at gå ind i et forhold. Mænd havde behov og Abbigail... havde.. ja? ingen eftersom hun var jomfru, så faldt det slet ikke til hendes side at blive seksuelt tiltrukket af nogen egenlig, dog kunne hun let føle sig... draget af Jacob men ikke på den måde, endnu?.

Hun smilede lidt over at lægge her forslået ved siden af ham og sagde så" hey Jacob.. hvad er det vildeste du nogensinde har prøvet... og har du nogle specielle venner her i byen eller måske i en af de andre nært læggende byer her?" hun ville gerne lære ham bedre at kende og ligeså også hans venner og veninder vis han havde sådan nogle?. Eftersom Jacob var hendes og hun var hans, så betød det også meget for hende at netop hans veninder og venner accepterede hende ligeså, ellers ville det måske ende med at hun skabte splid mellem disse... venner og veninder og hvad ville der så ikke blive af deres forhold. Der var så mange ting der rumsterede i hovedet på Abbigail men hun sagde dog ingen af dem, eftersom hun bekymret sig for meget og det vidste hun også godt" Hey Jacob.. vis jeg skulle ændre hårfarve?... hvilken hårfarve ville så passe mig.. altså nu når jeg har disse blå øjne og såen?" hun smilede uskyldigt til ham og ventede på hans svar.

Jacob nikkede lidt og var enig med hende, det ville også være lidt dumt at gå rundt som 17 årig og slet ikke blive ældre, så skulle hun da måske blive ligeså gammel som han eller måske lidt ældre, før hun ikke ville ældres mere. Han smilte svagt til hende og lukkede kort øjnene, imens han svarede hende, "det lyder helt fint med mig" sagde han roligt og nikkede lidt igen. Da han mærkede hendes fingre flette sig ind mellem hans, tog han også blidt fat omkring hendes fingre, som lige kunne nå hinanden. Det var da også irriterende at der skulle være jernstænger i sidderne, men alligevel kunne han da godt se det smarte i dem. Jacob kunne ikke dog ikke lade være med at grine lidt over det som hun sagde med at hun ikke var bange for noget, men kunne heller ikke lade være med at grine lidt, da han så at hun begyndte at rødme over hele ansigtet, men det fik ham alligevel også til at tænke på noget. Han rykkede lidt på sig, men så stadig over på Abbigail, " øhm.. jeg tænkte på noget, er du jomfru?" spurgte han forsigtigt om, ikke at han skulle bruge det til noget, selvom dæmoner var mere sex glade end mennesker var, men fordi han gerne ville vide det, til hvis der en dag måske skete noget og de tog det næste skridt. Fordi så var han nød til at vide på forhånd at han skulle være ekstra forsigtig.

Han smilte lidt over hendes spørgsmål og så tænkende op i loftet, "det vildeste jeg nogensinde har prøvet?" mumlede han lidt for selv og kiggede så derefter hen på hende igen. "Hmm.. Den er lidt svær, men jeg har engang høje klippeudspring ved en af strandene" sagde han og nikkede lidt. "Men jeg har en bedste ven der hedder Sam som også er dæmon, som faktisk tør at bo i Werclare, og ham besøger jeg da nogle gange. Ellers har jeg faktisk ikke så mange venner der er "specielle" i den forstand, fordi mange af dem er ikke altid så nemme at snakke med" forklarede han og smilte svagt til hende. Han kunne dog ikke lade være med at grine over dette sjove emne skift til Abbigail's hårfarve lige pludselig og bed sig tænkende i læben. "Hmm.. Jeg tror at en virkelig kraftig postkasse rød ville klæ' dine blå øjne rigtig godt, og fordi du også er så lys i huden. Eller en sort farve" sagde han og trak lidt på den ene skulder med et skævt smil på læberne, "men jeg er ikke så god til sådan noget om hvad der ville klæ' en pige, for jeg er jo tros alt stadig en dreng/mand, selvom jeg er dæmon, men jeg prøver da" sagde han og kunne ikke lade være med at grine lidt af sig selv bagefter.

De smukke chokolade brune øjne der holdte et nysgerrigt men dog også kærligt blik på Abbigail, fik hendes hjerte til at slå en ekstra takt og hun følte et kort øjeblik at alt luft gled ud mellem hendes rosen røde læber, som havde han suget det ud et kort sekundt med blot et spørgsmål der ligeså gjorde at blodet i hendes krop brusede hurtigere og steg hende til hoved, i det hendes rødmen blev kraftiger og Abbigail blev nød til at gemme sig under sin dyne af ren flovhed over selveste spørgsmålet men Jacob skulle jo vide det, han skulle vide at hun var jomfru, fordi de delte jo alt nu?. " Jah.. jeg.. jeg er jomfru" hun fik forsigtigt hovedet frem fra under dynen og holdte den helt op til brystet af sig selv og så stadig flovt mod Jacob og sagde" Er der noget galt med det, altså kan du ikke lide... j-jomfruer" hun prøvede at virke lidt selvsikker men den franske uskyldige accent knækkede hurtigt hver eneste tøvende og ikke sikre udtalte sætning der flød luftigt ud af hendes mund og efterlod hende åndeløs og ligeså lydløs.

Hun så lidt chokeret ud da han pludselig nævnte klippe udspring som en af de få ting han havde gjort der var spændende og ligefrem.. det vildeste?. Hun kunne dog lige forstille sig ham, springe fra højt oppe og lande perfekt i det bølgende og brusende vand under ham, klaskende op af hans veltrænet mave og hvordan han ville komme gående op af stranden iført kun badeshorts. " Årh Jacob vi bliver så meget nød til at tage til stranden en dag hvor det er lidt varmere end nu her i februar hehe " hun grinte kort for at gemme sin mester plan, angående at se Jacob i våd tilstand, det ville se så sexet og utrolig flot ud. " Men rødt?" hun så kort på sit eget hår og overvejede mulighederne lidt. Hende rødt hår?. Hun havde overvejet blonde eller måske hvidt, sådan så hun lignede lidt en uskyldig dukke eller sådan noget, men rødt.. det virkede frækt og mere udfordrende ja, men der var dog få personer tilbage i verden der havde rødt, især i dette årti, eftersom det ikke var på mode. Men Abbigail blev glad for at høre Jacobs mening og kunne ikke andet end at smile og nikke. " Du vil altid være en mand i mine øjne Jacob og aldrig nogensinde en dæmon, skønt det gør mig intet du er det, men for mig er du blot... menneskelig, fordi du er så dejlig og så vidunderlig, din personlighed kan ingen stikke, ingen gang vis der fandtes engle, så ville dens hjerte ej kunne stikke dit" hun grinte kort over sin metafor for hvor dejlig han var, men håbede dog han forstod den. Hun så kort efter ned mod stængerne imellem dem og hev så i en rød snor og en dame kom kort efter ind og opdagede deres senge hvor tætte de var. Abbigail spurgte om damen ikke kunne lægge siderne ned(jernstængerne) sådan så hun ikke skulle række over dem, når hun ville lægge og holde Jacob i hånden og hun fik faktisk lov til det?. Damen lagde dem ned og gik så ud derfra og sagde der var mad om en halv time. Abbigail smilede og sagde" Jeg skal jo også blive her i nat... skønt.. imorgen, der skal jeg desværre gå jo og du skal blive, men jeg kommer dagen efter Jacob og når du kommer hjem, kommer du hjem til en smuk opryddet lejlighed".

Hvis han havde kunnet nå hendes kind, ville han have rakt sin hånd op og nusse den, da hun gemte sig lidt under dynen over hans spørgsmål, for det var på en måde ret sødt at hun gemte sig sådan, han kunne godt forstå, hvis det måske var et spørgsmål som hun ikke lige havde regnet med at skulle svare på lige nu. Men nu havde han altså spurgt. Han kunne dog ikke lade være med at grine lidt for sig selv, da hun spurgte om han ikke kunne lide jomfruer. Han nikkede lidt og smilte sit skæve smil, "jeg har intet imod at du er jomfru, jeg elsker dig selvom du er jomfru og jeg ville stadig elske dig, selvom du ikke var" sagde han og nussede hendes fingre lidt, det han kunne nå af hende jo, fordi nu kunne han jo ikke få lov til at nusse hende på kinden, som han nu gerne ville, eller kysse hende. Han havde vildt meget lyst til at kysse hende, men det var svært når der var noget imellem dem som ligesom forhindrede dem i at kunne ligge tæt, ligesom derhjemme.

Han kunne ikke helt lade være med at grine, da hans klippe snak, fik hende lyst til at tage på stranden når det blev varmere. Han så lidt mistænkeligt på hende, men på en sød og drillende måde og grinte lidt igen, inden han svarede hende. "Selvf, det kan vi da godt. Jeg elsker vand" sagde han og nikkede lidt til hendes plan. Han tænkte lidt over hvordan hun endelig ville se ud i badetøj, nu viste han jo ikke om Abbi var bikini typen eller badedragt typen, eller måske noget helt tredje. Men han regnede med at hun sikkert ville se helt anderledes ud, fordi så kunne man jo se mere at hendes skrøbelige bløde krop. Jacob blev lidt flov over sin egen tankegang og rystede lidt på hovedet, for ligesom at få visse billeder ud af hovedet. Han smilte lidt, da hun gentog at han godt kunne se en rød farve i hendes hår for sig, men han var ligeglad med hvad hun gjorde ved sit hår eller hvordan hun så ud, for hun ville altid være smuk i hans øjne, uanset hvad. Der var virkelig ikke noget som kunne gøre hende grim eller mindre smuk, selv da hun var beskidt i kælderen var hun smuk. Han smilte blidt til hende over det hun sagde om ham og viste ikke rigtig hvad han skulle sige, "tak søde" endte han med at sige og smilte lidt mere til hende. Jacob sukkede lidt lettet, da han så at jernstængerne ren faktisk godt måtte blive lagt ned og rykkede automatisk lidt tættere på Abbigail og fik lidt mere fat i hendes hånd og nussede den. Han smilte lidt skævt over det hun sagde, men rystede lidt på hovedet, "du behøver ikke rydde hele lejligheden op, du skulle jo nødig overanstrenge dine sting i sit hoved" sagde han og smilte svagt, dog var det en sød tanke, ingen tvivl om det.

Abbigail grinte da Jacob sagde han elskede vand og sagde" Også mig, jeg blev altid kaldt vandhund da jeg var lille hehe og du har sikkert også været en rigtig vandhund" hun blinkede kort til jacob, eftersom det var ment sødt og hun brugte også en utrolig sukkersød stemme da hun netop skulle sige det til ham angående med at han sikkert også var en lille vandhund som hende. Da Jacob endelig så ud til at få lov til at tænke igen, kunne Abbigail ikke gøre for det, men hun kom til at stirre mere eller mindre mistærksomt på ham og sagde drillende " Nåååårh, hva tænker du på Jacob, det ser ud som om der er et eller andet utrolig dejligt du holder skjult fra mig" hun grinte kort og vidste at sådan nogle private ting, uanset hvad det var, det ville han nok ikke sige og det var skam også helt okay eftersom man jo heller ikke ligefrem skulle kende alle ens hemmeligheder eller ligefrem fantasier så vel som tanker. Abbigail rykkede sig tætter på Jacob og så forsigtigt på ham med de husky blå øjne og kyssede ham blidt på skuldren og sagde" okay jeg skal nok passe på med ikke at overanstrenge mig selv, vis du lover mig... at jeg må se din smukke krop badet i vand" hun blinkede drilsk til ham og sagde" Just kidding flotte, men bare rolig, jeg vil ikke komme mere tilskade end der allerede er sket hehe" hun tog sig let til hovedet af ren refleks af blot at tænke på det og kunne slet ikke lade vær nu, med at tænke yderligere over hvad hun skulle sige eller gøre nu når hun jo var så tæt på Jacob og de endelig var i et forhold og hun havde lov til at kysse ham som hun lystede og ligeså havde han jo?. Hun lagde sin dyne blidt i midten sådan så revnen ikke var der mere og sengene var låst sammen, så det var ligesom at lægge i en dobbelt seng nu, undtagen at disse senge var utrolig bløde! og de var ligeså også utrolig vanskelige at glide hen til en i, eftersom de var beregnet til at forme sig efter ens krop.

Forsigtigt gled Abbigail hen til Jacob og havde helt ignoreret det faktum at han havde hospitals tøj på og hun ligeså kun havde hospitals tøj på. Nogle bukser i hvid og en top i hvid, dog ingen bh inden under men trusser kun, angående hende. Hun så kort på Jacob og sagde" hey, er det kun mig det her hvide hospitals tøj klør på?" hun kløede sig lidt på armen og betragtede tøjet, dog der var ingen perfume i det eller noget, så det måtte være stoffet der generede hende en del. Hun kløede lidt mere på sin arm og derefter på sit ben og så flovt på Jacob og trak lidt hans dyne mod sig og dækkede så sine ben og sagde" Jacob... må jeg godt smide mine bukser, inden jeg bliver sindsyg... af det her dumme stof" vis han sagde ja, ville hun trække sine 'natbukser' af og lægge sig ind til jacob igen og blot nyde at hun ikke mere havde de dumme bukser på der sådan havde generet hende.

Jacob kunne heller ikke lade være med at grine lidt, men da det stak ham lidt i siden af at grine, holdte han dog hurtigt op, men han smilte stadig til hende og trak lidt på den ene skulder, han kunne endelig ikke huske om han nogensinde var blevet kaldt en vand hund, måske i et badekar af sin mor engang? Men det andet viste han dog ikke noget om, for det var jo snart så længe siden at han havde været lille, så han kunne ligge og svømme i et badekar. Han grinte lide, da hun sikket godt havde kunnet se på ham at han tænkte på et eller andet, "hmm.. jeg forestiller mig bare hvor godt du endelig må se ud i badetøj" sagde han og blinkede drillende til hende, for det var jo det han havde ligget og tænkt lidt på, når de nu alligevel snakkede om vand. Nu måtte Jacob altså lige holde sig selv lidt tilbage, med ikke at komme til at grine helt vildt, fordi han skulle nødig sprænge et eller op. "Du kan da bare stå og kigge på mig når jeg er i bad derhjemme, der er jeg jo på en måde under vand" drillede han og kunne ikke lade være med at grine ret meget og var nød til at holde sig lidt for munden, så han ikke larmede for meget.

Han kiggede lidt undrende på hende, da hun spurgte ind til hospital tøjet og løftede det ene øjenbryn lidt og kiggede ned af sig selv og trak lidt på den ene skulder. "Jeg kan ikke rigtig mærke noget, så det kan da godt være, at det kun er dig det klør på" sagde han og smilte skævt. Han kiggede lidt tænkende på hende, da hun spurgte om hun godt måtte smide sine bukser, han sank diskret en lille klump, men nikkede så og kyssede hende blidt på panden. "Selvf må du det" sagde han og betragtede hende blot tage sine bukser af, hvorefter at lægen kom ind lidt senere med noget mad til dem. De var så smarte på hospitalerne, at man havde borde hængende ved siden af sengene, som man kunne hive ud til sig, så de lige var i højde til den som nu lå i sengen, eller sad op. Så lægen stilte hver deres mad på hvert sit bord og rettede deres senge lidt op, så de ikke skulle ligge ned og spise. Jacob blev jo ikke rigtig mæt af menneskemad, men han blev nød til at spise noget af det, så lægerne ikke skulle blive bekymret for ham, så derfor rettede han lidt på sig og begyndte roligt at køre noget mad ned. Imens han få gange tog sig selv i at kigge på Abbigail.