Skal du bruge en hjælpende hånd? - Abbigail

Abbigail grinte og sagde" Du så uartig Jacob og uuh! uhh! pas nu på dine sting" hun tog ham blidt på siden for at få hans grinen til at stoppe lidt og sagde" Du skulle nødig ende med at blive syet inden vi skal ned og spise hehe, alt skulle jo nødig vælde ud af dig" hun grinte lidt af sine egne ord eftersom det var umuligt men tænk nu vis det ikke havde været det, så var det godt han havde Abbigail ved sin side så han ikke endte med at sprække i ny og næ, eller måske var det dårligt hun var der fordi han grinte jo temmelig meget når hun var der, så måske han var roligere når hun ikke var til stede, men dette tænkte den nyforelskede Abbigail dog ikke over, ikke andet end hvor dejligt det var at lægge ved siden af Jacob. Abbigail så kort over mod lægen der pludselig kom ind og så rødmede hun ellers igen i ansigtet som en eller anden tomat og gemte sine ben under dynen på Jacob og smilede blot uskyldigt til lægen og sagde" undskyld mig sir, men kunne de ikke anskaffe nogle... nye bukser til mig, disse her irritere min hud" manden nikkede og tog dem med sig og gik så igen så de endelig kunne spise i fred. Abbigail fandt en fjernbetjening og tændte tvet overfor dem og gled så ud af dynen ved Jacob og kravlede hen til sin mad der stod på bordet lidt længere væk fra Jacob. Hun tænkte ikke over hun kun var iført top og trusser, fordi hun var ved at sulte halvt ihjel, fordi aften før tog hun ikke vildt meget, fordi hun var nervøs for om Jacob nogensinde ville åbne sine øjne men heldigvis gjorde han det og nu var hun altså godt sulten.

Hun rykkede sig en smule hen til jacob og fik så bordet fra sin skuffe ved siden af sengen, slået ud over hendes senge halvdel og satte bakken med mad der og tog lidt at spise og trak bene en smule op mod sit bryst og sagde" Så Jacob, angående din alder, du må jo være ligegodt... 100 år eller ja mere egenlig, er det ikke hårdt at være så gammel og ha set så mange ting og så stor en forandring på verden og dens... ting og sager? samt skulle lære vores teknologi og det, altså... du er så opvokset med tingene i process... men stadig?" hun lagde hovedet en smule på skrå og ventede på at høre ham svare og betragtede ham spise menneske maden. " hey Jacob... angående sjæle... der lægger folk neden under os... nogen af dem vil måske lade dig tage deres sjæle... vis det er... de er så vidt jeg ved døende og vis jeg nu læser en bible op for dem eller noget, så vil de måske... være villige til at give slip, mens andre allerede er villige til at slippe men blot mangler det sidste skub?... du ved nogen har jo oplevet så meget og ligesom min mormor, hun vidste hvornår hun skulle dø og hun var skam også klar, hun vidste hun ville forlade verden med et smil på sine læber fordi hun fortrød intet der var sket eller gjort i denne verden... overhovedet". Hun så kort over mod Jacob og sendte ham et lille smil og sagde" jeg kan hjælpe dig med at liste ud bagefter... ved midnats tid vis du vil?".

Jacob så tænkende op imod fjernsynet, imens han stak lidt til maden og kørte nogen gange noget ind, så han alligevel også fik noget ned i maven, selvom han ikke blev mæt, det var mest for lægernes skyld som sagt. Han kiggede dog opmærksomt over imod Abbigail, da hun begyndte at snakke til ham igen og lod sin mad være lidt, så han kun koncentrerede sig om hende. Da hun begyndte at snakke om hans alder, smilte han lidt og kiggede kort væk. "Hmm.. jo det er vel lidt hårdt nogen gange, men nu har jeg heldigvis ikke været alene i 100 år, ellers var jeg nok blevet skør. Det værste var nok, når man blev meldt ind i 1 og 2 verdenskrig, men jeg gjorde det for at hjælpe, fordi jeg boede jo i England på det tidspunkt og jeg måtte jo gøre en indsats for at beskytte min familie. Men ja, det var mærkeligt at se venner falde i krigen og i det hele taget af de sygdomme som var på det tidspunkt. Mange af dem var jo dødelige på det tidspunkt. Og det tøj man gik i på det tidspunkt, det var forfærdelig grimt nogle steder" sagde han og grinte lidt for sig selv, men havde faktisk ikke noget imod at snakke med hende om det, det gjorde det meget nemmere at de nu kunne snakke om alting, også endda som et par.

Han blev dog lidt overrasket omkring hendes snak om sjæle og lagde sin gaffel fra sig og skubbede maden lidt til siden. Han var taknemmelig for at hun gerne ville hjælpe, men det var nu ikke noget han fandt mest lyst til at vise hende. "Jeg er glad for at du vil hjælpe, men det sidste jeg vil vise dig er hvordan jeg ren faktisk spiser. Men ja, jeg spiser kun sjæle fra folk som alligevel er ved at dø, så føler jeg ikke at jeg slår ihjel med bare hjælper.. du ved.. gør noget godt. Jeg kan ikke engang selv lide at se når jeg tager deres sjæl, selvom de sover meget bedre ind når jeg gør det, end hvis de skulle ligge og vente på at dø" sagde han og smilte lidt svagt til hende. Godt nok var det ikke ligefrem drabeligt at stå og tage en sjæl fra et levende væsen, men det var som om de på en måde også skrumpede lidt. Blev lidt mindre menneskelige at kigge på, fordi det ligefrem var deres sjæl man tog. Dog var han glad for at han ikke var blod dæmon, fordi så var han nød til at spise kødet på menneske kroppen også ville han nok helt klart have skræmt Abbigail væk for livstid. Hun ville sikkert ikke engang turde at sove ved siden af ham.

Abbigail så lidt på Jacob og sagde bedende" Undskyld Jacob, det var ikke sådan ment... jeg ville ikke kigge i mens.. jeg.. jeg ville blot hjælpe dig der ned eftersom du er hårdt med taget og min mor sagde altid at man aldrig kunne komme sig hurtigt på tom mave, så det var derfor jeg ligesom... du ved" hun smilede lidt dækkende over hvilken skyldfølelse der havde bruset op i hende, eftersom noget allerede havde sagt til hende at hun egenlig ikke skulle bringe det emne op men alligevel havde hun taget chancen og den var så gået lidt i stykker eftersom Jacob havde sagt nej til netop at lade hende hjælpe ham. Men hun forstod det udemærket godt og hun accepterede hans valg og hans beslutninger, han var jo en mand og hun ville ikke på nogen måde trodse sin elskede fyr og især ikke når han havde så meget i mod det skønt hun alligevel listede et lille "Men vis det nu er du får brug for hjælp til at komme der ned.... kan jeg altid hente en kørestol og så langsomt tage dig med der ned og sige at vi blot går en tur? du ved for at få frisk luft og for at få dig lidt ud så du ikke lægger her og føler dig mere og mere svagelig for hvert minut, især nu når jeg kun er her i dag jo... hvordan vil du klare dig hele 2-3 dage... uden mad eller nogen former for sjæle eller... eller sådan noget" hun så lidt flovt væk fra Jacob og sagde så bekymret" bliver du ikke mere... som dit gamle jeg så, mere kold i det og mere... sulten?" hun så kort op og betragtede Jacob i en vis periode og kiggede så på sin mad og tog noget at spise eftersom hun ikke anede hvad hun egenlig skulle sige til Jacob lige nu, eftersom hun ikke ville gøre ham noget ondt eller ende med at modsige ham. Hun ville blot ende med at have ham hjemme i hans egen seng og ham i god stand og hende i god stand og dem i skole og så ... ja så måske lidt drama engang imellem men heldigt for hende, ville det sikkert kun nu når op til hvem der skulle lave mad og gøre ren, samt om Jacob tog dynen fra hende om natten, som han havde kort den 1 nat hun havde sovet ved ham. Et lille grin slap ud mellem Abbigails læber efter noget tid og kort sagde hun til Jacob" Forresten, vidste du godt at du stjæler dynen fra en om natten? vis du sover utrolig godt.. " hun grinte igen og smilede så til Jacob for at få ham til at bløde lidt op.

Jacob var skam taknemmelig for at hun ville hjælpe ham, det var skam slet ikke det. Men når nu at han var såret, følte han sig ret hjælpeløs på en måde, måske var det også derfor at hun ikke behøvede at hjælpe ham, fordi han på en måde nok ville bevise overfor sig selv at han sagtens kunne gå osv. når han ikke var helt på toppen, men han kunne godt se at han nok ikke ville komme så langt i denne her tilstand. Han så på hende og smilte svagt, "tak Abbi, jeg tror godt at jeg kunne tænke mig noget hjælp alligevel. For jeg kommer nok aldrig rigtig derned sådan her" sagde han stadig med et svagt smil og fugtede kort sine læber. "For ja, jeg begynder at ændre mig når jeg ikke for mad. Jeg bliver mere voldelig og desperat, ligesom på skolen hvor jeg kom op at slås og hvor anspændt jeg var i kosteskabet. Ligesom et rovdyr, som er ved at sulte og bare søger efter hvad som helst der bevæger sig, så jo, jeg kunne godt tænke mig din hjælp" sagde han og tog kort sin hånd op og nussede hendes kind. Men tog den så derefter til sig igen. Dog kunne han ikke lade være med at grine svagt over det andet hun kom ud med lige pludselig og rettede sig lidt igen, "det er kun fordi jeg sover sammen med dig, at jeg sover utrolig godt. Men nej, det viste jeg faktisk ikke, det må jeg vænne mig af med" sagde han med et skævt smil og kløede sig lidt på kinden.

Han så derefter lidt tænkende på hende, men rykkede sig så, så meget han kunne tættere på hende og tog sin hånd op på hendes kind igen. Han lænede sig ned imod hende, for selv om de sad ned, var han stadig en tand højrer end hende. Han så lidt ind i hendes blå øjne, inden han lænede sig længere ned og placerede sine læber imod hendes og kyssede hende blidt. Han begyndte at nusse hende på kinden, men sørgede også for ikke at læne sig for meget, fordi han kunne ikke bukke sig for meget, derfor sad og lå han ret lige.

Hun kyssede ham blidt på kinden og sagde" det er en af dine dejlige vaner, fordi så har jeg en undskyldning for at krøbe tættere på dig og dele dynen med dig, helt tæt som et rigtig par, siden vi nu også er sammen elskede, så burde det slet ikke blive et problem, jeg lægger mig bare ovn på dig næste gang som hævn for vis du stjæler dynen" hun grinte kort og blinkede til Jacob og nikkede så ok til det angående med at hun skulle hjælpe ham ned til at få noget mad og der slog det hende" Kosteskabet... var det derfor jeg syntes du pludselig var anderledes og ja du har et temmeligt vildt.. øhm humør kan man vel kalde det, når du er i dine sulte stadier? men det skam ikke noget jeg bange for, du virker mere alvorlig og såen når du er på den måde... men det er egenlig os lidt sexet til dig, altså den lidt kolde og rock agtige måde du taler på og er på, som kan du gøre hvad du vil med hvem du vil og lige når du vil, som er der ingen grænser i din verden når du når der til og som er du bundet af ingen og intet" hun kyssede ham blidt på kinden igen og lagde sig tæt op af ham og kunne ikke lade vær med at nusse hans hånd lidt, eftersom han havde nusset hendes kind og kysset hende og holdt om hende og passet på hende hen af vejen på hendes dumme... opdagelser og alverdens forsent tidspunkter. " Jacob du er min helt, du er der altid når jeg har brug for dig, i sidste øjeblik men... altid, jeg kan altid stole på dig og på at du vil komme og gør alting bedre... så jeg håber... jeg en dag måske kan blive ligeså godt overfor dig som du er overfor mig".

Abbigail nåede dog lige at skifte kanal før Jacob pludselig rykkede sig meget... MEGET tættere på hende end hun nogensinde havde været van til, altså i ikke sovende tilstand ihvertfald og en rødmen viste sig svagt hen over de blege kinder på Abbigail og forsigtigt hev hun næsten efter vejret da Jacob berørte hendes kind inden han langsomt kyssede hende på hendes læber og lyden af fjernsynet og en musik kanal tumlede i baggrunden, som sød musik. Hendes læber næsten smeltede af hans varme kys og hun reagerede på kysset med stor nydelse og små nydende Mmhh lyde samt lukkede sine øjne og faldt helt hen i drømmeland i det hun langsomt klemte sig tættere til Jacob og legede med på legen, angående med at kysse ham tilbage og mærke sine læber lege med hans i en meget forførende dans* Årh jeg kunne kysse disse læber hver eneste dag* hun kyssede lidt mere grådigt tilbage, eftersom en vis dragende følelse gled ind over hende og hun kunne ikke holde sig tilbage mere og måtte blot smage mere af Jacob og hans søde kys der føltes som himlens dug.

Jacob kunne ikke lade være med at grine over det hun sagde, men det kom vel også kom en overraskelse at hun ren faktisk sagde det, selvom hun nok bare mente det mest i dril. Han puffede forsigtigt til hende, nok også mest for sin egen skyld, fordi han ikke skulle bevæge sig alt for meget og alt for voldsomt. "Det gør du da bare" sagde han drillende og blinkede kort til hende. Han smilte lidt skævt over hendes måde at snakke om hans sult på, han fandt det lidt sejt at hun kunne formulere det sådan, fordi sådan havde han nok ikke lige tænkt over det selv, så det var da altid noget at han havde hende til at kunne sige sådan nogle ting. For det var vel også lidt mærkeligt, hvis han begyndte at snakke sådan om sig selv. "Jeg ville nødig kysse dig imens jeg var desperat efter mad, fordi jeg ville nok ikke kunne styre mig" indrømmede han og bed sig lidt i læben. For ja, han blev normalt vildere, når han var sulten og ikke lige kunne få stillet sulten lige med det samme. Han så dog undrende ned på hende, da hun begyndte at snakke om at hun håbede på at hun kunne være der for ham, som han var for hende en dag. Han smilte lidt og fugtede sine læber, "du er der allerede for mig, så meget som jeg er her for dig. Det var jo dig som reddede mig fra at være helt alene" sagde han og smilte lidt mere.

Jacob havde dog intet imod at hun kyssede lidt grådigt tilbage, det gav ham bare endnu mere lyst til at mærke hendes dejlige bløde læber imod sine. Han lod sin hånd fra hendes kind, glide lidt op i hendes hånd, men han sørgede dog for ikke at røre der hvor hun var blevet syet, han skulle jo få revet et eller andet op. Derefter lod han sin hånd køre ned af hendes nakke og ned af hendes ryg, han følte hende med sin hånd lige nu, han mærkede hvordan hendes krop formede sig under sin hånd. Indtil han kom ned til hendes hofte og lagde sin hånd der. Han ville gå længere ned med sin hånd, det var nok heller ikke nogen særlig god ide. For han ville ikke gå over hendes grænse på nogen måde, og han prøvede jo at passe på så meget som han nu kunne. Men det var så svært for ham, fordi hun var så tiltrækkende, så sød, så smuk, så lækker. Og som sagt, når man var dæmon havde man en større lyst til sex end alle andre væsner, selv mennesker. Så lige nu prøvede han at styre sig så meget som overhovedet muligt og tog det bare i hendes tempo.

Abbigail kunne ikke lade vær med at blive lidt mere fristet af Jacob og den måde han berørte hende på, det var vidunderligt... en følelse hun aldrig nogensinde havde følt før der langsomt boblede inde i hende og blev større og større som blev en trang... et begær fyldt inden i hende, helt til den grænse at hun bare måtte rør ved Jacob mere og mere end normalt og langsomt lod hun sin hånd glide ned fra hans skuldre, ned til hans veltrænede mave, hvor hun sneg hånden under den tank top han nu havde fået over sig og langsomt berørte hun hans smukke mave, der føltes som sten mod hendes smalle og skrøbelige hænder.
Hun kunne føle hver en svulmende muskel der arbejdede i hans krop og hun kune mærke og se på ham hvor det pirrede ham lidt og hvor det gjorde ondt. Hun ville ikke skade ham, så vis hun mærkede nogle træk i ham eller deres kys forandre sig, så tog hun fingerne hurtigt til sig og lod vær med at rør det område, især direkte ved maven eftersom hun huskede han havde fået temmelig mange slag der og ligeså havde hans stakkels flotte ansigt, men hans så ud til at ha healet sig temmelig flot der og ikke nok med det, så hans krop virkede også stærkere end hun normalt var van til. Langsomt sneg hun det ene ben hen over hans og forsigtigt lod hun sit ben glide op af hans indtil hun næsten var nær skridt område under bæltestedet på Jacob og så stoppede hun ellers,
fordi hun ville ikke være for uartig mod Jacob, især ikke når hun blot tirrede ham forsjov, skønt... hans kys var ikke for sjov, disse kys var ren lidenskab der blev sendt mod hende og ligeså tilbage, ren kemi mellem dem der tændte gnister og startede denne dulmende tiltrækning nede i Abbigail.. som ville hun blot udforske mere af Jacob og hans vidunderlige krop, der føltes våd af sved men alligevel var tiltalende. Hun slap kysset efter kort tid og åbnede øjnene og så direkte på Jacob og smilede lidt flovt og mærkede rødmen i kinderne der nærmest fik hende til at svede en smule og så sagde hun ellers" Sikke.. nogle læber du har elskede, de er fantastiske" hun kyssede ham blidt igen og slap så kysset for at kunne trække vejret igen, eftersom disse kys tog vejret helt fra hende.

Jacob elskede at Abbigail på en måde også udforskede hans krop. Han kunne især godt lide at hun rørte ham på maven og hendes sikre bevægelser med hånden, gjorde ham opmærksom på at hun forsøgte at være så forsigtig som muligt så han ikke fik ondt under deres vidunderlige kys, men hvis det gjorde ondt, så skulle han da nok prøve at sluge det så godt han kunne. For han ville ikke give hende dårlig samvittighed over det, men da hun begyndte at lade sit ben glide op af hendes, begyndte han at føle sig en anelse mere tirret, men han turde ikke gøre noget og han kunne heller ikke rigtig. Dog var han meget glad for at hun ikke berørte hans skridt, fordi så ville tråden nok knække, så ville han nok skide på smerten og gå lidt mere vidt med Abbigail, selvom hun måske ikke lige var parat til det. Dog accepterede han at hun slap kysset efter noget tid og smilte blidt til hende og kyssede hende hurtigt på panden og rettede sig op igen, så han ikke sad lænet over hende mere. "Du skulle nødig snakke, dine er som himlen" sagde han og smilte skævt til hende og strejfede hendes kind med sin ene hånd.

Men lidt efter så han over imod døren og prøvede at lytte sig frem til om der gik nogen ude på gangen af læger og sygeplejesker. Det gjorde der desværre og han så tilbage på Abbigail igen og smilte lidt, "jeg tror snart at jeg bliver nød til at spise.. vil du være en skat at hente en kørestol til mig, jeg ville nødig gå amok på dig" sagde han stille og sank en lille klump. Han så derefter hen mod døren igen og bed sig lidt i læben, De ville sikkert ikke sige noget til at de lige fik noget luft, selvom de næsten lige var kommet ind på hospitalet, eller lige og lige, de var blevet indlagt i går, men det var nok meget nødvendigt at han fik spist nu, så han kunne holde til de 2-3 dage han skulle ligge herinde alene og uden nogen form for hjælp til at kunne komme nedenunder og få sig noget at spise. Han hadede at kalde det mad, men han hadede også at sige at han skulle tage deres sjæl, som om at han var selveste døden som gik rundt på deres stue og gav dem en mere stille død end lægerne kunne.

Abbigail nikkede forstående og sagde tørt" Okay " hun rejste sig hurtigt op efter hun var kommet ned fra sengen af og så gik hun ellers hen og tog de nye bukser hun havde fået og derefter tog hun fat i håndtaget og vendte sig kort mod Jacob og sagde" Er du okay i mens jeg væk? " hun hentydet til det med sulten og vis der kom en ind, om han ville blive for fristet, fordi så ville hun sætte et, vil ikke forstyrres skilt på hans dør om håndtaget udenfor og derefter forlade stuen, dog regnede hun ikke med det blev nødvendigt, så vis Jacob ikke sagde ja, så gjorde hun det heller ikke, men forlod bare selveste rummet med et smil på læberne og gik ned efter en kørestol. Det gik først op for hende nu, at han faktisk ville tage en af menneskernes sjæle og at han ikke var menneskelig... at de mennesker han skulle spise fra var... mennesker ligesom hende og muligvis var der mange der ikke ville have deres sjæle suget ud, så hvordan spurgte man dem eller snakkede man blot med dem og så vis de sagde de ville gerne dø eller væk... så tog han dem væk?, så de ikke var menneskelig som sådan... mere.

Abbigail rystede let over skuldrene og tog fat i en kørestol men endte så med at smile igen, dette her kunne hun hjælpe sin elskede Jacob med, dette her var endelig hende der reddet ham og ikke omvendt. En følelse af glæde og lykke overgik følelsen af sorg over de mennesker der ville miste deres sjæle i nat, men Jacob var ikke ond af hjerte og hun vidste at han ville kun tage de villige og de ufrivillige ville ikke være vejen han ville vælge.
Mange lå på 4 i et rum neden under og mange var skam også villig til at dø, så derfor da Abbigail endelig kom ind til Jacob og fik ham i kørestolen med lidt hjælp... fik hun endelig sagt det hun ville" Du tager kun dem der vil... forlade denne verden, ikke også?" hun så kort ned mod Jacob og strøg hans hår kærligt til siden så han fik en ny hår skilning, mens hun skubbede ham udenfor på gangen langsomt og forsigtigt, så der ikke skete ham noget. Hun så kort ned på ham og sagde" Det dejligt jeg endelig kan hjælpe dig med noget" hun sørgede dog for mens hun kørte med ham, at lade vær med at virke for mistænkelig.. eftersom visse personer måske ikke brød sig om.. visse væsner på denne afdeling som vampyr og dæmoner og såen, dog.. hun vidste jo kun der fandtes dæmoner, så hun anede ikke at nogle der arbejdet her, var lidt mere end de gav sig ud for at være.

Jacob fulgte hende med blikket, da hun rejste sig op fra sengen og kom i tøjet igen. Han havde lige et kort øjeblik faktisk glemt, at hun kun havde siddet i underbukser og bluse. Han blev lidt rød om kinderne i et øjeblik, men kom så til sig selv, da hun snakkede til ham igen og nikkede kort med et enkelt svagt smil på læberne, "ja, jeg er okay" sagde han og fulgte hende igen med blikket, da hun bevægede sig ud fra rummet. Han kunne lige ved hjælp af sig selv, få benene ud over sengekanten, men det gjorde da stadig lidt ondt og han åbnede kort ud, da smerten fortagede sig en anelse, da hun kom ind til ham igen, hjalp han ligeså meget til med at komme ned i kørestolen, for hun kunne jo ikke rigtig bære ham, det var han lidt for tung til, eller ikke lidt, måske ret meget. Han fulgte gangen lidt med blikket, imens Abbigail kørte ham ud af værelset og så op på hende, ved at dreje hovedet lidt, "jo, jeg giver dem et tilbud, og hvis de ikke tager imod det, så lader jeg dem være i fred" sagde han og smilte svagt op til hende da hun igen strøg hans hår kærligt til siden og fik vendt sit blik fremad igen. Han smilte lidt da han hørte hvad hun sagde og rystede lidt på hovedet, "du hjælper mig mere og oftere end du tror elskede" sagde han imens de kørte over til elevatoren.

De behøvede kun at stå i nogle sek og vente på elevatoren, for der var jo ikke rigtig særlig mange som gik rundt lige nu andet end dem som tog sig af patienterne. Da elevatoren endelig kom, kørte de ned på salen under dem og der kom nærmest et vindstød af død imod dem da de kom ud på salen. Eller Jacob kunne i hvert fald godt mærke, at der ikke var så meget liv tilbage på salen mere, han mærkede efter hvem der var svagest og mest tæt på døden ved bare at ligge og vente. Jacob fortalte hvor Abbigail skulle køre ham hen, men de første par gange var der intet held, de fleste ville slet ikke have noget med Jacob at gøre, for det var da noget sludder som han kom og sagde til den. Men efter 5 besøg hos forskellige patienter, kom de ind i et rum til en gammel dame, som ikke så ud til at have det for godt. Rummet var indelukket og ikke særlig behageligt at være i, men de var jo nød til at køre derind. Jacob blev kørt hen til siden af damens seng og så på hende, imens hun rykkede hovedet lidt, så hun kunne se på ham. "Jeg har et tilbud til dig, jeg kan gøre en ende på dine lidelser, jeg kan få dig til at sove stille ind, meget mere stille end lægerne kan. Men jeg har brug for din tilladelse først" sagde Jacob meget forstående, så den gamle dame kunne følge med. Lidt efter smilte den gamle dame lidt og nikkede svagt. Jacob smilte svagt tilbage og lagde derefter sin hånd på den gamle dames pande. Han lukkede øjnene og åbnede munden lidt. Damen gjorde det samme og i et øjeblik, var de begge to helt stille. Så skete der endelig noget, en lille form for røg kom op af damens mund og fløj ligeså stille ind i munden på Jacob. Dette tog 5-6 sek, så åbnede Jacob øjnene igen og tog sin hånd til sig. Damens hjerte holdte op med at slå, da Jacob var færdig og han kiggede over på Abbigail, "så.. jeg behøver kun 1 sjæl af gangen" sagde han og smilte svagt, men beroligende.

Abbigail så på damen og kiggede på Jacob og sagde" Er du okay... angående det der skete før, dem der sagde nej og troede du var indlagt på sindssygs anstalten her... altså, du er jo faktisk god ved dem og tilbyder dem noget bedre end det de allerede har, men jeg kan vel også følge dem lidt, de blev vel bange siden du kan tilbyde dem frihed og de måske ikke var klar til at give slip" Abbigail tog sig selv i at vrøvle igen og grinte kort og så på damen der sagde ja og så, så kort mod Jacob og sagde" jeg kommer straks" Abbigail gik ud fra værelset og hørte ingen lyde andet end Jacob der endelig trak vejret igen og forsigtigt lukkede hun op og stak hovedet ind på stuen igen og sagde" Må jeg komme ind?" hun så over mod Jacob nu, eftersom hun lige før havde lukket øjnene kort for ikke at få et glimt af hvad end Jacob nu gjorde mod damen for at få sjælen vis det var. Hun kunne forstille sig det, dog billedet af Jacob med stor åben mund, skræmte hende lidt men hun gik alligevel smilende hen til hans side og strøg ham nænsomt over kinden og sagde" Skal vi smutte ovn på igen og sove lidt?" det var jo aften og man kunne ikke benægte dem begge at de var trætte og udmattet efter en temmelig stressende dag. Hun tog forsigtigt fat i kørestolen til Jacob og listede så med ham ud af rummet og gik hen til en af elevatorene og tog så en op, sammen med Jacob der sad foran hende. " Jacob... får du nogensinde.. minder fra dem, eller noget i den stil" hun så nysgerrigt ned på Jacob og ville ikke spørge for meget, eftersom han jo allerede havde understreget at han ikke kunne lide at hun snakkede om netop det emne og om at spise andres sjæle som var det ingen ting hun snakkede om men alligevel kunne hun ikke styre sin nysgerrighed og ivren efter at vide mere... mere end hun måske burde?.

Jacob havde ikke rigtig nået at få svaret Abbigail omkring det hun spurgte om, inden hun var gået ud af rummet. Han var glad for at hun forstod at han ikke rigtig ville have at hun skulle kigge, og det var måske heller ikke så behageligt for hende at kigge, selvom der ikke rigtig skete det helt store. Dog nikkede han lidt, da hun åbnede døren lidt efter og spurgte om hun måtte komme ind, han vendte blikket op på hende da hun strøg ham over kinden og nikkede lidt, "ja lad os hellere det" sagde han og kiggede kort på den ældre dame igen, inden de kørte ud af rummet. Da de kom ind i elevatoren, så han tænkende over på hende, da hun spurgte ind til det med sjæle igen og smilte lidt, "nogle gange.. det kommer and på hvor gammel den sjæl er. Den ældre dame jeg fik sjælen fra havde mange minder, men for mange til at jeg kan fokuserer på at huske dem når jeg er vågen. Så de kommer til mig om natten for det meste, og nogle gange også som mareridt, men det er alle de gamle minder jeg har haft taget... Da jeg tog folks sjæle uden tilladelse" sagde han og hentydede til hans fortid, hvor han blot var en ung knægt, som ikke viste hvad der have været rigtigt og forkert. "Men angående det du spurgte om inden jeg fik damens sjæl, så har jeg det fint nok med at de siger nej, for jeg vil ikke tvinge nogen. Nogle er mere villigere til at give slip end andre, og nogen vil lige kæmpe lidt mere" sagde han og smilte svagt, men kiggede så på elevatordøren, da den gik op.

De kørte ud af elevatoren og hen af gangen igen, hvor de var kommet fra. Der var nogle af lægerne som gik rundt, der kiggede lidt efter dem, men som ikke sagde noget, måske lidt creepy på en måde. Men da de endelig nåede deres eget rum, blev døren lukket efter dem. Jacob blev hjulpet op i sengen igen og nikkede som tak til Abbigail. "Jeg har altså ikke rigtig lyst til at sove med bluse på, for det gør jeg aldrig derhjemme" sagde han nok lidt mest til sig selv, men kom så i tanke om at han ikke rigtig selv kunne få sin bluse af og kiggede over på hende. "Vil du være sød at hjælpe mig af med min bluse elskede?" spurgte han forsigtigt, men det var okay, hvis hun synes det var lidt for mærkeligt og sagde nej.

Abbigail gik dog ikke tilbage med kørestolen denne gang, nej hun lod den stå til vis nu Jacob selv ville bruge den som støtte eller måske en af de dage hun ikke lige var her, der kunne det måske være dejligt for ham selv vis han ikke følte sig i humør til at gå, så kunne han tage den og rulle ned af gangen, ned og spørge nogle andre måske lidt mere villige folk. Abbigail havde dog lige nået at få lukket døren igen da hun hørte Jacob spørge hende og skiltet udenfor var hængt, så ingen ville komme og forstyr dem, hvilket ville være utrolig dejligt, så langsomt og forsigtigt tog hun nogle skridt hen af mod Jacob og så lidt tøvende på ham og bed sig så i underlæben i det hun tog fat i enderne af hans trøje og sagde"Okay... sid helt stille" hun trak den forsigtigt af ham og endte med at stå temmelig tæt på ham og så ham direkte i øjnene nu.

Hans dejlige blanke chokolade øjne var så flotte at hun nærmest følte sig opslugt et kort øjeblik, dog kom hun hurtigt til sig selv og smilede mere eller mindre nervøst og sagde" Wups.. hehe " hun lagde trøjen henne i et hjørne ved det bord han havde ved sin side, der kunne køres med og forsigtigt fik hun sig lagt over i sit hjørne og smed de bukser hun nu havde haft på og lagde sig så tæt ind til Jacob og gabte kort mens hun havde armene om ham. " Godnat Jacob Kinney, sov virkelig godt inat og lad os håbe imorgen bliver en mere forfriskende dag og lettere dag for dig at komme igennem". Abbigail lukkede øjnene og prøvede at forstille sig næste dag som en dag hvor de begge ville ha glemt alt det der var sket med dem for ikke særlig lang tid siden, alt volden og alle problemerne, dog ville hun IKKE glemme, hverken Jacob eller at de var sammen nu og heller ikke hvem han virkelig var, fordi hun elskede alle sider af ham og ligeså accepterede også alle sider af ham.

//Smutter i seng nu :'3 men skriver imorgen så tidligt jeg kan komme til ;) (nær 9-10 tiden), Nighty Night :D //

Jacob sad ligeså stille som han nu kunne, men det var lidt svært for ham at strække armene op, så blusen kunne blive hevet over hans hoved, og det lykkes da til sidst at få den trukket af ham. Han kunne dog ikke lade være med at smile lidt, da han opdagede at hun bare stod i et kort stykke tid og kiggede på ham, hvorefter at hun smilte mere eller mindre nervøst. Men han lod være med at kommentarer det, "tak" sagde han og lagde sig forsigtigt ned i sengen og hev dynen halvt op over sig og lod Abbigail ligge sig ind til ham. Han lagde en arm rundt om hende, så hun rigtig kunne ligge tæt på ham og kyssede hende på panden, som et godnat kys. Han smilte lidt over det hun sagde og så kort ned på hende, inden han slappede af og lagde sit hoved ned på hovedpuden og lukkede øjnene. "Godnat min dejlige Abbigail og i lige måde" sagde han og faldt ligeså stille i søvn ved hendes siden.

// Næste morgen //

Det dejlige ved hospitaler var, at man kunne sove længe. Der var ikke nogen der kom ind og vækkede en, jo kun hvis man skulle tjekkes eller have lavet prøver. Solen skinnede ligeså fint gennem gardinet i deres vindue inde i deres rum. Jacob vågnede ligeså stille som den første og så sig lidt omkring i lokalet, der var ikke engang stille mere, nu var der fuld gang på hospitalet, med læger som tog imod patienter osv. Han kunne dog ikke lade være med at overhøre at der var 2 læger ude ved deres dør som talte om den ældre dame nedenunder, som var død, uden at hospitalets maskiner havde opfanget det. Det synes de var meget mærkeligt, men Jacob smilte bare lidt for sig selv og så derefter ned på Abbigail som stadig lå og sov. *Hvad mon hun drømmer om* tænkte han lidt nysgerrigt, inden han derefter vendte sit blik over imod døren som derefter roligt blev lukket op. Det var en kvindelig læge, som kom ind for at tjekke til Jacob. Hun skulle tjekke om han var healet lidt mere siden i går, tage blodprøver osv. Først begyndte hun er trykke ham forsigtigt på armen, skulderen og derefter maven. Det var hun få steder at han reagerede, for han havde det allerede meget bedre end i går, sikkert fordi at han havde fået en sjæl. "Det ser godt ud, men du bliver stadig nød til at være her i et stykke tid, til vi er helt sikre på at du er kommet dig.. Og nu hvor jeg er her, så tager jeg også lige en blodprøve" sagde lægen og smilte venligt til ham. Hun tog en lille sprøjte frem og stak den forsigtigt ned i en blodåre i Jacob's arm og fik taget prøven. Derefter gik hun igen med et smil.

Jacob sukkede lidt og kiggede på Abbigail, det var jo også i dag at hun skulle udskrives. Han havde ikke lyst til at hun forlod ham og lod ham ligge alene, men hun kunne heller ikke blive holdt her, når hun faktisk godt måtte gå. Og desuden, ville hun jo besøge ham når hun kunne og det var han da glad for, ellers ville han da blive sindssyg, hvis han ikke have noget andet end 4 hvide vægge at kigge på.

//Helt i orden (': Og godnat :'D//

Abbigail vågnede forsigtigt og kiggede sig lidt undrende rundt indtil hun fik læberne fugtet med sin tunge og sagde så spørgende " Hvem var det?" hun kiggede lidt rundt før det gik op for hende at de var på hospitalet, eftersom hun havde glemt dette et kort sekundt. Abbigail smilede forsigtigt da hun opdagede at hun stadig lå sådan lidt over Jacob og forsigtigt gled hun tættere op af ham og berørte hans lækre mave muskler og sagde" Sikke en trænet krop at vågne op til, man får det jo næsten skidt over ikke selv at træne så intenst" hun blinkede drilsk til Jacob og kyssede ham blidt på hans dejlige bløde læber og sagde så" Det dejligt at vågne op ved siden af dig elskede" hun nippede ham blidt i øreflippen og kiggede så mod tvet og tændte det for at se hvad klokken var. Det var ikke vildt tideligt om mogen men alligevel var det heller ikke vildt sent?. Hun så kort over mod Jacob og satte sig så forsigtigt op og sagde" Så... idag der skal jeg udskrives... skønt.. jeg vil helst ikke væk fra dig Jacob" hun så sørgmodig ud da hun sagde disse ord og krammede sig blidt ind til Jacob eftersom hun ikke havde lyst til at gå fra ham og heller ikke havde lyst til at lægge alene og sove og være bange for om hans bande tingester ville komme på besøg og hævne sig nu når hun jo havde valgt at blive ved Jacob og alt var endt lykkeligt for ham?.

Forsigtigt strøg hun sin hånd ned til hans side og kyssede ham blidt på halsen og lukkede øjnene et kort øjeblik og sagde så forsigtigt med en lidt nervøs stemmelege" Jacob.. jeg er faktisk lidt bange for at tage alene hjem for at være helt ærlig, kan du ikke se... vis de nu kommer for at lede efter dig, tænk vis jeg bliver fanget igen.. " hun klemte øjnene i frygt bare ved tanken om det, men noget hun heller ikke havde tænkt over, var skam hvor nervøs hun sikkert var kommet til at gøre Jacob nu, efter at ha sagt disse ord og så at han ikke kunne gøre noget fordi han ville være på hospitalet i en længere periode.

Jacob lod sit blik hvile på hende, imens hun forsigtigt vågnede og smilte blidt ned til hende, da hun spurgte hvem det var, han synes det var lidt sødt at hun i et øjeblik havde glemt at de var på et hospital, "Det var bare lægen som kom ind og tjekkede mig, og tog en blodprøve" sagde han og smilte lidt mere til hende. Han slappede helt af, imens hun gled tættere på ham og berørte hans mave, det var dejligt på de afslappende måde, for hun passede stadig på ham. Han kunne ikke lade være med at grine lidt over det hun sagde og trak lidt på den ene skulder, men var alligevel forsigtig med sin bevægelse, "du kan jo begynde at træne, jeg vil da gerne hjælpe dig" sagde han og nussede hende lidt på ryggen, med sin hånd som han stadig havde omkring hende fra i nat af. Han kyssede hende blidt igen, da hun kyssede ham med sine bløde læber og smagte så diskret på sine egne bagefter. De smagte af hende, hun smagte sødt, men det kom skam ikke bag på ham. Han smilte varmt til hende og kyssede hende på panden, " i lige måde min egen" sagde han og grinte lidt igen, da han blev bidt i øreflippen, for det havde han squ ikke lige regnet med. Han fulgte hende lidt med blikket, idet at hun satte sig op i sengen og lagde hovedet lidt på skrå over det hun sagde og lagde en arm om hende igen, da hun krammede ham. "Det ved jeg Abbi.. Men du kan heller ikke ligge herinde, hvis det bliver flere dage. Fordi så bliver du bare skør, fordi du ikke kan lave noget" sagde han og nussede hende blidt på ryggen igen.

Han lyttede lidt til det hun sagde bagefter, og havde faktisk helt glemt at banden godt kunne finde Abbigail igen, fordi nu havde de jo duften af hende. Han tænkte sig lidt om, men så så ned på hende og smilte beroligende til hende, "jeg kan skaffe dig en hemmelig bodyguard, som kan holde øje med dig for mig, du vil slet ikke ligge mærke til at han er der" sagde Jacob som et forslag og nussede hende stadig op af ryggen. Han håbede at hun ville tage imod det, fordi det galt jo hendes sikkerhed og han ville gerne hjem til hende i live. Han havde ikke lyst til at blive ringet op og få at vide, at han elskede Abbigail var blevet myrdet at hans gamle bande. Han lukkede kort øjnene og prøvede at få billederne ud af hovedet.

Abbigail så bekymret på Jacob da han lukkede sine øjne kort og virkede til at være igennem et traumatisk billed inde i sit hoved, det var ihvertfald sådan hun altid reagerede når noget dukkede op i ens hoved, noget man end ikke ville tænke på" Bare rolig... jeg tager imod det Jacob, jeg vil nødig ende med at lægge... ja død der hjemme når du kommer hjem eller sådan noget, så jeg vil rigtig gerne have den der bodyguard" hun smilede sødt til ham og strøg ham over håret og kort efter rejste hun sig op og tog bukserne på og kiggede lidt rundt og sagde" jacob.. luk øjnene" hun trak sin top forsigtigt af og fandt sin bh frem og tog den så på og derefter en top.

Hun kiggede lidt rundt efter at ha skiftet til normalt tøj igen og gik så hen til Jacob i det en læge kom ind af døren og sagde" Ah frøken Abbigail Lana Jones formoder jeg" Abbigail nikkede og manden fortalte hende at hun måtte tage 2 smertestillende hver dag og at hun helst ikke måtte falde i søvn om dagen og alt der hed hurtige bevægelser og for højt støj niveau og andet, var simpelthen udelukket. Abbigail nikkede og fik så derefter lov til at gå. Hun gik kort hen til Jacob på hans side af sengene, mens en tog sengen væk fra Jacobs side, så han igen kun havde en seng at sove i og så fik han også besked om at han ville blive rykket til et... et mands hjem. Hun smilede lidt og sagde" nårh Jacob.. skal jeg blive nogle timer eller skal jeg tage hjem og komme om aften igen? " hun lagde hovedet en lille smule på skrå og smilede så uskyldigt til ham.

Jacob var ret taknemmelig for at hun tog imod hans forslag om at få en bodyguard, så længe han ikke var til at kunne bestykke hende, han nikkede lidt og smilte så svagt til hende. "Okay, godt.. Så skal jeg nok få ringet til ham omkring det" sagde han tænkende, men smilte så ned til hende igen lidt efter, da hun strøg ham over håret. Han havde en fornemmelse af at hun godt kunne lide hans hår, siden hun pillede ved det hele tiden. Men han havde skam ikke noget imod det. Det var dejligt når hun rørte ved ham, han følte sig altid mere afslappet end når hun ikke rørte ved ham, derfor viste han også godt at ville komme til at sove virkelig dårligt i nat. Han fulgte lidt efter hende med blikket, da hun rejste sig fra sengen for at skifte tøj, han lukkede dog øjnene, da hun bad ham om det, fordi han respekterede at han ikke måtte kigge, men han havde nok lukket øjnene alligevel, selvom hun ikke havde sagt noget til ham. Han kiggede dog over imod døren da den blev lukket op og så at en læge kom ind, det var ikke hans læge, så han behøvede ikke at rette sig op. For han regnede heller ikke med at de allerede havde resultatet fra hans blodprøve. Men alligevel hørte han efter hvad lægen sagde og han viste at han fik brug for at sige det til sin ven, som skulle holde øje med Abbigail, hvis nu det skete at hun faldt i søvn, når hun kom hjem. Så hans ven lige hurtigt kunne vække hende og skynde sig ubemærket ud igen.

Han vendte dog blikket op på Abbigail, da hun stilte sig ved siden af hans seng og tog forsigtigt hendes ene hånd og nussede hendes håndflade lidt. Han rystede på hovedet og smilte svagt, "jeg synes du skal komme ud herfra og få noget luft, solen skinner i dag, det ville være sundt for dig. Du kan bare komme tilbage i aften, eller i morgen, hvis du stadig føler dig alt for træt til at tage noget transport frem og tilbage. Der er nok også mere gus i mig imorgen" sagde han og slap så derefter hendes hånd og smilte sit skæve smil op til hende, så hans hvide tænder kom lidt frem. Derefter kom hans kvindelige læge ind og så først kort på dem begge to, inden hun gik over til Jacob's seng og satte sig på sengekanten. "Nårh, lad os få snakket om den blodprøve, vi tog her lidt tidligere. Det tog ikke så lang tid at få et resultat" sagde hun med et venligt smil og begyndte at rode rundt i nogle paprier. Jacob så stadig på Abbigail, inden han vendte blikket hen på den kvindelige læge og nikkede lidt, uden at sige noget.

Abbigail så kort mod den kvindelige læge og så mod Jacob og tænkte* Hmmm..... vis hun rør ham er hun så godt som død, så vil jeg tvinge hendes sjæl ud med mine bare næver* hun smilede venligt til lægen som havde hun slet ikke følt sig en lille smule truet af hende den unge læge og derefter så hun kort på Jacob og kyssede ham på læberne og sagde" Vi ses elskede og pas nu på dig selv" dog før hun gik ud der fra og efterlod lægen og Jacob alene, hviskede hun ham hurtigt i øret" Jeg stoler ikke på hende, så pas på" hun strøg Jacob over kinden og så kort truende mod lægen og gik så ud af døren og ned af gange. Det føltes forfærdeligt at måtte forlade Jacob og især fordi hun ikke kunne lide han havde en kvindelig læge, hun vidste jo hvordan nogle kvinder var og blot tanken om at kvinden ville tage et træk mod Jacob mens han var i den tilstand, det ville være for meget for hende at kunne bære, hun ville med garanti dræbe kvinden så vis hun rørte ham, fordi han var virkelig alt hun havde lige nu og endelig havde hun også fået en kæreste, så alt det med følelser og såen.. det var virkelig hårdt for hende, hårdere end hun egenlig nogensinde troede det ville blive?. Hun tog elevatoren ned af og kom endelig ud fra hospitalet og så kort op af mod den stue hvor Jacob skulle lægge og sagde så" Ses Jacob" hun vidste han ikke kunne høre hende men alligevel kunne hun smile over at han måske ville fornemme hun var der nede og at hun tænkte på ham, i det hun tog hjem af og begyndte at søge arbejde. Hun søgte arbejde indtil det blev aften og så vendte hun ellers sin fulde opmærksomhed mod selveste mobilen og tog den så og ringet op til Jacob og håbede at han ville tage den.

Efter at Abbigail var gået, begyndte lægen at snakke om hans blodprøve. "Det er helt utroligt så høje dine tal er, man skulle næsten tro at du var et super menneske. Jeg har aldrig set noget lignende" sagde hun overrasket og smilte lidt til Jacob. Imens han bare sad helt stille og studerede hende lidt. Hvor han så derefter smilte lidt og rystede kort på hovedet, "de behøver altså ikke at spille skuespil overfor mig, jeg ved godt hvad du er" sagde Jacob og smilte lidt udfordrende til lægen. Først så lægen undrende på ham, men skiftede så fuldstændig personlighed og lagde papirene fra sig. "Chefen undre sig stadig over hvorfor du er interesseret i den tøs. Godt nok ved hun hvornår man ikke skal stole på folk, men hun gik jo i den fælde så let som ingenting" sagde lægen og fugtede sine læber, imens hun hånede Abbigail lidt. Jacob så lidt alvorligt på hende, men han viste at han stadig ikke helt var på toppen nok til at kunne tage fat i hende. "Hun kunne ikke vide at hun ville blive lokket i en fælde, det kunne ske selv for mig" snerrede han og knyttede sine næver lidt. "Så så så, lille Jacob, lad os nu ikke hidse os op" sagde lægen, med en lidt flirtende stemme og rykkede tættere på ham. "Hvis du rykker tættere på, så brækker jeg nakken på dig" truede Jacob, og det fik lægen til at stoppe op og kigge koldt på ham.

"Chefen bad mig komme med en besked til dig, han vil gerne have dig tilbage i banden, selvom du er blevet så blødsøden, men han kan åbenbart stadig godt lide dig. Og han vil tilgengæld finde en vampyr til din lille veninde, så hun kan være ved din side, resten af jeres liv, hvis du siger ja" lokkede lægen og lagde sine hænder fint på sit skød. Jacob rykkede lidt på sig, han havde ikke regnet med at nogen havde lyttet imens de havde snakket om det, fordi det var først nu at han kunne mærke at der var andre væsner end ham på hospitalet, det var ulempen ved at have sine sanser halvhjertet med sig, fordi man var kommet til skade. De sad bare og kiggede på hinanden uden at røre sig, i godt 20 min. Dog så Jacob kort op på klokken og fandt ud af at de allerede havde snakket i over en time. Tiden gik virkelig stærkt på de forkerte tidspunkter. Jacob så på lægen igen og smilte lidt hånende, "Abbigail skal ikke forvandles, hun ved ikke engang at der findes vampyrer endnu. Ja, hun vil gerne stoppe i at ældres, men ikke nu. Hun er alt for ung og desuden, vil jeg slet ikke engang overveje at komme tilbage i banden. Jeg sagde fra, for længe siden" sagde han alvorligt og knyttede sine næver igen. Maskinen kom var tilsluttet hans hjerterytme og blodtryk, begyndte at bippe lidt hurtigere. Lægen sad og så lidt tænkende på ham, men så så ned på hans mobil idet at den begyndte at ringe. Jacob lod sit blik glide ned på sin mobil og så at det var Abbigail som ringede. Han lod sit blik glide over på lægen igen, men han lod sin hånd tage mobilen og svarede på opkaldet. "Hej skat, hva så'?" spurgte han så neutralt som han overhovedet kunne og holdte stadig øje med lægen, selvom hun bare sad helt stille.

Abbigail smilede da hun endelig fik fat i Jacob og da hun hørte hans stemme... fik hun en dårlig mave fornemmelse, en hun aldrig havde fået før andet end på et tidspunkt. * Lægen... den kvindelig læge, er hun der stadig* den tanke boblede rundt inde i hende og ud af det blå spurgte hun Jacob som var hun desperat efter at se ham" Jacob!.. øhm jeg, det.. øhm, må jeg godt komme forbi et smut? blot i en halv time eller sådan noget elskede" hun håbede inderligt han sagde ja, men vis han sagde nej ville hun alligevel nok bare hurtigere, tage sine sko på og derefter låse døren og løbe så hurtigt hun kunne ned til Jacob for at tjekke om den mystiske mande stjælende slut, var der ved ham og vis hun opdagede det, ville hun gå der ind og stille sig mellem dem og blot stirre ondt på hende og vis hun nogensinde fik chancen for at være på alene hånd med kvinden, ville hun tage fat i hende og tvinge hende til at sige at hun aldrig nogensinde ville nærme sig Jacob i hendes leve tid.

Abbigail tog sig kort til hovedet, det gjorde ondt bare at tænke over alle de ting angående Jacob og det, dog... hun stolede fuldt og fast på Jacob, han ville aldrig være hende utro, men hun stolede slet ikke på lægen eller.... nogle af de andre for at være helt ærlig, men kort efter kom hun til sig selv i sin mange tanke strøm og spurgte så Jacob" Forresten.. er du okay ? og er du alene.. "

Imens Jacob hørte hvad Abbigail sagde i telefonen, begyndte lægen og smilte lidt håndene, hun kunne jo godt høre hvad det lille menneske sagde. "Uha, der er vist en som ikke kan tåle at sin stærke lækre dæmon kæreste sidder sammen med anden" hviskede han og fniste lidt for sig selv. Jacob stirrede bare lidt ondt på hende, men holdte stadig øje om hun kunne finde på at lave en overraskende bevægelse lige pludselig. Jacob tænkte sig lidt om, inden han havde tænkt sig at svare Abbigail, "selvf må du det skat, kom du blot et smut forbi. Men ja ja, jeg har det skam helt fint. Men jeg er ikke alene endnu, lægen skulle blot til at gå lige om lidt" sagde han og stirrede lidt ondt på lægen igen, som bare sad og smilte lidt. Da de havde snakket lidt, lukkede Jacob derefter samtalen og lagde sin mobil på bordet igen. "Hva skal der til før du gider skrubbe ud af rummet?" spurgte Jacob en anelse surt og rettede sig lidt i sin seng. Den kvindelige læge, kiggede blot lidt tænkende på ham, men rejste sig så derefter op fra sengen og gik lidt hen af mod døren. "Du ved godt.. Du kan ikke altid komme din kæreste til undsætning, en dag vil du ikke være der til at beskytte hende. Så hvorfor ikke bare forvandle hende, det ville gøre dit liv så meget nemmere.. Tænk over tilbudet alligevel, du ved jo ikke hvor meget banden har ændret sig" sagde lægen og forsvandt derefter ud af døren.

Der var nogle andre læger, som derefter kom ind til Jacob og gav ham noget beroligende, fordi hans bipper gik helt amok omkring hans blodtryk og hjerterytme. Derefter lå han bare og så tænkende op i loftet. Han ville ikke gå med til aftalen, men lægen havde vel ret, hvad skulle han gøre den dag at han ikke kunne komme Abbigail til undsætning, så ville hun jo bare slået ihjel, på grund af ham. Jacob så over imod uret igen og tænkte over, hvornår Abbigail endelig ville være her. Han ville ikke nævne noget om tilbuddet overfor hende, det skulle hun ikke gå og gruble over, fordi så ville hun sikket slet ikke forlade ham alene på hospitalet. Og han ville ikke have hende "fanget" på en måde herinde.

Abbigail havde allerede løbet ud af døren mens hun snakkede med Jacob, dog prøvede hun at skjule sin forpustet stemme mens han snakkede til hende. Hun smilede kort over at høre han havde det godt, dog havde hun hørt kvindens mumlen i baggrunden af telefonen, dog havde hun ikke hørt det helt som Jacob havde, fordi for hende var det blot en kvindelig mumlen, men Abbigail kunne allerede mærke adrenalinen kicke ind og hun mærkede vreden der steg i hende, den forbandet kvinde havde været der i næsten 2 timer nu!. Hun løb så hurtigt hun kunne og da hun endelig kom hen på hospitalet, stoppede hun kort op foran elevatoren og kiggede lidt rundt på de mange spejle. * Jeg håber ikke den tøs har gjort ham noget* Abbigail tog en af sine mere eller mindre store ringe på sin finger, en ring der næsten var som når man tog dem der knojern over fingerne. Hun så kort rundt og kiggede lidt, i det hun så kvinden træde ud fra Jacobs rum af. Hun mærkede vreden stige inde i sig og gik direkte hen til hende og prikkede så på hendes skuldre og sagde" hey undskyld mig" Mere sagde hun ikke før hendes knytnæve sad hårdt og direkte ind mod kvindens smukke ansigt. Om kvinden ville falde af smerten eller noget vidste hun ikke, men dette her betød krig fra Abbigail. Abbigail vrissede let i det nogle kom og tog fat i hende og holdte hende tilbage. Hendes knor var temmelig beskadiget efter at ha smækket tøsen en på hovedet, men det var skam det hele værd, også blodet der nu var på hendes hånd, men heldigt kom det ikke fra hende.

Politiet kom dog ikke ind i sagen, eftersom Abbigail fik lov til at gå efter at ha sagt mange gange undskyld, eftersom de kunne se hun var blevet slået i hovedet og havde været indlagt tidligere, gav de hendes hoved skylden og sagde til kvinden at hun måtte bære over med Abbigail og at det muligvis ikke var hendes skyld og de sagde til Abbigail at hun skulle komme til scanding angående sit hoved for at se om der var noget galt, siden hun blot slog kvinden uden at kvinden havde gjort noget. Abbigail havde blot spillet uskyldig overfor de andre og sagde at det slet ikke var med vilje og at hun også sagde undskyld til kvinden, skønt hun blot havde spillet sådan så kvinden ville vende sig om, undskyldet der var kommet inden slaget var nok det tætteste denne kvinde ville komme på et undskyld fra Abbigails side igen. Kort efter trådte Abbigail ind med forbinding om den ene hånd og plaster under ved sine knor, på den højre hånd og hun smilede forsigtigt til Jacob og sagde" hej skat.. er du okay? jeg hørte at du fik noget beroligende for ikke så lang tid siden?" hun satte sig hen ved siden af ham, i hans seng og strøg ham blidt over kinden med den halv skadet hånd, der havde fået et mere eller mindre stød fra at slå kvinden. * mon hun er dæmon.. siden hun var så hård i ansigtet.. samt.. at det var mig der kom mest til skade og ikke hende?* hun så kort på Jacob, eftersom han sikkert ville spørge hende hvad der var sket" Årh dette her.. det var blot et lille problem jeg stødte ind i udenfor din dør elskede, et problem der ikke vil genere mig mere" hun grinte sødt og næsten uskyldigt men man kunne se hvordan Abbigail stadig prøvede at gire ned efter slaget mod kvinden og blot synet af hende træde ud fra hans rum... Abbigail rystede jo næsten over det hele og hendes hænder gjorde især også, eftersom hendes hjerte bankede så hurtigt og adrenaline ikke var aftaget i nu.

Jacob undrede sig over, hvorfor der lige pludselig var så meget ballade ude foran hans dør på hospitalet. Han rettede sig lidt op i sengen, men han kunne ikke se noget, fordi det eneste vindue der var i rummet gik ud til sol lyset. Det var lige der at han ville have ønsket at der også sad et vindue, men da han svagt kunne høre Abbigail's stemme sige undskyld, løftede han undrende et øjenbryn og lagde hovedet lidt på skrå. Han havde en anelse om hvad hun havde gjort, men han håbede inderligt på at det bare var ham som tog fejl. Fordi man kunne komme ud i nogle ret store problemer når et menneske slog en dæmon. Det havde Abbigail jo også fundet ud af, da hun slog dæmonen nede i kælderen, som derefter havde slået hende til bevidstløs til gengæld. Han så ikke et øjeblik væk fra døren, heller ikke engang da Abbigail kom ind, han stirre bare og ventede på at hun sagde hvad der var sket. Fordi forbindingen var ikke så nem at gemme, når den dækkede hele ens hånd. Nu viste han godt hvad hun havde gjort, og sukkede dikret, så hun ikke ville kunne høre ham. Han smilte dog derefter til hende, da hun begyndte at snakke og trak lidt på den ene skulder, "jeg mistede nok lige kontrollen et øjeblik over mig selv, så maskinen gik amok" sagde han lidt flovt og smilte svagt.

Han så tænkende op på hende, da hun begyndte at forklare ham om hendes hånd og rystede lidt på hovedet, imens et lille smil stadig sad på hans læber. "Skat.. Jeg er altså ikke døv, jeg kan godt høre hvad der sker ude foran min dør, selvom jeg er på beroligende medicin.. Du for ikke rigtig noget ud af at slå på en dæmon, det gør kun ondt værre og desuden kommer du også alt for meget til skade, når du gør det. Og jeg vil ikke se dig komme til skade. Du kommer bare ud i flere problemer end vi er i, i forvejen, fordi du lige har slået på en dæmon. Du er heldig at hun ikke slog tilbage, fordi så var du nok blevet indlagt igen" sagde han lidt alvorligt, men stadig med et blidt blik, rettet op på hende. Han sagde kun dette for ligesom at gøre fast, at han ikke ville have at hun kom til skade eller gjorde sådan nogle risikable ting som at gå og slå på dæmoner, det var jo næsten at slå på sten og det havde et menneske slet ikke kræfter til. Hun var heldig at hun ikke brækkede hånden.

Abbigail så flovt ned og nikkede skamfuldt. Hun ville bare gerne advare den dumme kvinde om at Jacob var hendes og at hun ikke skulle prøve på noget som helst uden hendes tilladelse, eftersom Jacob sikkert også havde slået fast til hende at netop ham skulle hun ikke prøve at rør eftersom han var Abbigail´s kæreste og ingen andres. Hun så forsigtigt op efter kort tid og smilede tøvende, hun kunne end ikke få et eneste ord på gled og følte stor skyld nu ved at stå overfor Jacob" Så hun var dæmon... det tænkte jeg nok og især efter jeg slog hende... det var som at slå på sten, ligesom ham fyren... nede i kælderen" hun så kort over mod Jaocb og lænede sig så tæt op af ham og så ham direkte i øjnene og sagde så lidt sørgmodigt" Skete der noget mens hun var her... altså sagde hun noget eller prøvede på noget elskede, fordi jeg kan sagtens gå ud og smække hende nogle igen, skønt.. du ikke ville bryde dig om det hehe" hun grinte kort og lagde sig op til Jacob ved hans side og strøg ham over skuldren og sagde" jeg ved det var virkelig dumt af mig at slå hende men, jeg var bare så vred på hende.. jeg hørte en mumlen i din telefon og med det samme styrtede jeg ud af døren så hurtigt jeg kunne.... du er så svagelig nu og jeg.. jeg vil bare ikke have du ender med at finde bedre end mig, fordi jeg vil give alt for at være ved dig Jacob" hun så kort op mod Jacob og strøg ham over håret og kyssede ham så på hans bløde læber, med sine rosen røde fyldige læber, glidende hen over hans i et lidenskabeligt kys, mens hun langsomt lænede sig ind over Jacob og lod sine finger stryge blidt op til hans skuldre og lagde sig der. Den skadet hånd lagde dog ikke så fast på hans skuldre som den gode hånd der ikke var skadet, eftersom hun stadig havde ondt i den og den muligvis var forstuvet temmelig hårdt.