The club of nightmares.

Lorden nikkede kort"ah, ja, jeg har skam selv en udskåret figur af min kære hustru som jeg så sørgligt mistede for 300 år siden, en smuk kvinde var hun sandelig..men din oldefar fangede hendes skønhed i træfiguren", sagde han i en lidt lavere tone. Silvia sukkede kort"så så onkel...", sagde hun og strøg den gamle varmpyr over hånden.

"Jeg sørger på Deres vegne," sagde han og lavede et kort buk med hovedet for at være høflig. Egentlig sørgede han ikke. Det havde han ikke gjort i meget lang tid. Sorg var en fremmed følelse for ham. Han sagde det blot for at være høflig overfor Lorden.

Lorden gjorde et let nik før han tog Silvia i armen og satte hende i hans skød"..Drik nu mit barn, du er helt udhungrede..ingen men". Silvia sukkede kort, a tholde tørsten væk fra onklen var stot set umugligt. Hun tøvede lidt men lage hovedi mod hans kraveben og bed ind i halsen.

Vicente så igen rundt på bogreolerne. Dette var faktisk et ret spændende sted. Stedet symboliserede også, hvor magtfuld Lorden egentlig var. "Hm.." mumlede han lavt og strøg noget af sit lange sorte hår væk fra sit ansigt.

Silvia trak efter et par minutter tænderne ud af Lorden`s hals og satte sig tilbage i stolen. Lorden ømmede sig kort på halsen før han så på vicente"du er velkommen til at kikke dig omkring, jeg kan jo se du er facineret af mine bøger"

Vicente nikkede kort. "Det har De ret i," sagde han og rejste sig derefter. Han gik med rolige skridt hen til en af bogreolerne og studerede bøgernes bogryg for at se, om der var noget spændende. Han kiggede primært efter noget omkring kunst. "Det må have taget Dem flere hundrede år at samle alle disse bøger," sagde han.

"hmm, ja jeg vil jo ikke prale, men ja, jeg har samlet lige siden jeg fyldte 80 for omkring..ak ja, hvad var det nu?", Sagde Lorden og så på Silvia. "Cirka 800 år siden", sagde Silvia sammentrykkende.

Det lød godt nok, som om Lorden pralede, men Vicente sagde intet. Han nikkede kort og vendte sig derefter mod dem igen. Han gik hen og satte sig i lænestolen igen. "Det er længe De har samlet," sagde han.

"Hmm, ja, er det ikke?", sagde han og grinede let. Silvia sukekde kort af lettelse, hendes onkel elskede nemlig smir, selvom at hun regnede med Vicente ikke helt mente det.

Vicente syntes godt om stedet med Lorden.. Vicente havde ikke mange positive tanker om ham. Han så et par gange fra Silvia til Lorden før han rettede sit blik mod bordet. Hvor længe mon de skulle sidde her?

orden så efter få minutter i stilhed op på uret der viste klokken nærmede sig 3. "Når..men det var hyggeligt at møde sig Vicente", sagde han og gav ham et klap i ryggen før han rejste sig, gik hen til en dør i bagvæggen og gik ind. "Han er gammel og sover meget", forklarede Silvia da drøen var blevet lukket

Vicente nikkede kort og rejste sig derefter. "Hvad gør vi så nu?" spurgte han og så ned på hende. Han kørte en hånd igennem sit lange sorte hår så det hang løst ned ad hans ryg.

Silvia betragtede døren lidt før hun rejste sig fra stolen. Hun pillede lidt ved sit hår om havde mistet glansen og var lidt fedtet og så på ham"kommer an på hvad du har lyst til"

"Har du et værelse her i bygningen?" Spurgte han og så kort rundt før hans blik landede på hende igen. Han syntes det var rart, at han ikke længere blev nød til at være så høflig. Hans normale høflighed var ikke så stor, som det hendes onkel krævede.

"hmmm, ja selvføglig, jeg lever her...hvorfor?", spurgte hun og betragtede ham lidt. Hun kunne høre i hans tone og nærmest mærke på ham at han vistvar glad for at snakke normalt igen.

"Jeg trænger til at slappe af," sagde han og kløede sig let på sin blege kind. Han gik mod døren, men stoppede. "Jeg går ud fra, at vi godt kan gå hen på dit værelse?" spurgte han og rettede sine røde øjne mod hende.

"Vis du ønsker en pause fra livet er du velkommen til at bo ved mig og min onkel så længe du ønsker", sagde hun i en roglig stemme og passere ham imod døren. "Følg mig", sagde hun uden at se sig over skulderen imod ham.

Ville det være en afslappenede pause? Det spørgsmål spurgte han sig selv om, men umiddelbart gav han ikke noget svar. Han fulgte med hende og så rundt på det de gik forbi.

Efter et par lange gange ankom de til en stort rum med alt i victoria stil. En stor lysekrone hang fra loftet og oplyste hele rummet, ved vinduet stod et smukt udskået klaver i sort samt en violin i en stander ved siden af. Et skrivebord stod i hjørnet med en pc stående på bordet samt en normal læselampe, hvilket stak ud sammenlignet med resten af rummet. Et stort egetræ`s skab stod ved siden af det og indholdte alt hendes tøj. Til slut var der en stor himmelseng ved sydvæggen hvor mange billeder hang omkring.

"Det er noget af et værelse du har her," sagde han og så rundt. Det var større end hans hytte. Han gik hen og studerede billederne med sine røde øjne. "Interessant," mumlede han lavt for sig selv og gik derefter videre til nogle af de andre billeder. "Du har vel ikke noget imod at jeg kigger mig lidt omkring?" spurgte han.

Silvia viftede let med hånden"nej, slå dig løs", sagde hun blot. Hun tog sin læderjakke af og smed den på sengen. "jeg kommer om lidt..", sagde hun og tog nået natøj fra sengen før hun forsvandt ud på badeværelset.

Vicente gik hen til et vindue og gav sig til at betragte verdenen udenfor. Det gjorde han også nogle gange hjemme i hytten. Der var alt bare meget mørkere og der var han fuldstændig alene.. Udover ligene selvfølgelig. De var tit selskab nok for ham. "Hm.." mumlede han lavt og kørt sit hår om på ryggen, så det hang løst ned ad hans ryg.

Vicente kunne høre en selsom smuk lyd bag sig, den startede startede stille og rogligt men kom efterhånden mere op i tone, dog holdte den sig stille og sørgmodig. Det var Silvia som var kommet ud fra badeværelset, som stod og spillede på den mørkebrune violin. Hun havde blot iført sig en ankel-lang sort natkjole i silke med stropper. Hun havde lukket øjne og hun bed sig lidt i læben som hun altid gjorde når hun koncetrede sig.

Vicente vendte sig om, da han hørte den sørgelige melodi. Han satte sig på sengekanten og betragtede stille Silvia. Han spillede selv på fløjte, så han havde nogenlunde forstand på musik. Han syntes det lød godt og ville derfor nødig afbryde hende. Han strøg noget hår væk fra sit blege ansigt.

Vicente vendte sig om, da han hørte den sørgelige melodi. Han satte sig på sengekanten og betragtede stille Silvia. Han spillede selv på fløjte, så han havde nogenlunde forstand på musik. Han syntes det lød godt og ville derfor nødig afbryde hende. Han strøg noget hår væk fra sit blege ansigt.